Totusindogseksten

Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at 2016 har været mærkelig.
Der er sket meget ude i verden. Brangelina brast sammen, og en del af os mistede nok håbet lidt.
Det var for sjov. Selvfølgelig er det ikke det, der har defineret det her år. Men jeg har egentlig ikke lyst til at snakke om de ting, der har defineret 2016, for jeg kan ikke tænkte på særlig meget positivt at sige.
Men mit eget 2016 har, på trods af tab, terror, død og ødelæggelse, været skønt.
Så skal vi ikke tale om det?

Jeg har lavet et tilbagebliksindlæg dengang 2014 gik på hæld, som kan læses her. 2014 var fandme et godt år. 2016 kan på mange måder godt hamle op med 2014, selvom 2014 jo var året, hvor jeg var i Sydamerika og flyttede til Skotland.

Pæn udsigt over vores campus

Januar startede med nytår i Gøteborg, Sverige og efter et par dage i gode gamle København (som jeg ikke har besøgt ordentligt siden, alt for lang tid er gået!) sad jeg hurtigt i et fly tilbage til Skotland efter mit udvekslingssemester i Memphis. Det var mærkeligt at være tilbage, men jeg kunne klart mærke, at det var den helt rigtige beslutning at forkorte mit udvekslingsophold. Jeg savnede selvfølgelig (meget) de virkeligt gode venner, jeg havde fået derovre, men beslutningen var den rigtige. Jeg sås med alle mine venner tilbage i Aberdeen, og nød at være tilbage et sted, hvor jeg var fri til at gå en tur rundt i byen, hvis det var det, jeg havde lyst til. Memphis er svær at bo i uden en bil, så jeg havde virkelig savnet offentlig transport og friheden til at bevæge sig. Det var dejligt at være tilbage! Billedet er fra udsigten fra det værelse, jeg flyttede ind på, da jeg kom tilbage. Ikke dårligt, hva'?

Vores auditorium, hvor forelæsningen fandt sted

Februar startede med et lille smut i London - apropos offentlig transport, jo! Tog toget derned og bussen hjem. godt 20 timer sammenlagt. Ikke for de svage sjæle. Jeg boede hos en af mine venner, en pige fra Southampton, som jeg mødte i Buenos Aires i 2014. Det var et skønt gensyn, og jeg fik set en anden del af London end de nabolag, jeg normalt frekventerer, når jeg er på besøg. Og vi fik genopfrisket nogle dejlige minder fra Argentina, så det var et tiltrængt lille afbræk fra skolen og Aberdeen. Og hun kunne fortælle mig alt om hvordan livet som voksen med job i London egentlig er. Det liv ville jeg ikke have noget imod at leve en dag! Jeg var også, ganske ligesom sidste år, blev spurgt om jeg ikke havde lyst til at fotografere for Aberdeen Law Project's årlige forelæsning. ALP er en organisation drevet af studerende, der assiterer og rådgiver folk, der ikke har råd til at hyre advokater. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og således havde jeg mit første betalte fotojob! Jeg var lidt stolt! Inden februar var slut fik jeg også en frivillig stilling hos det største sportscenter i Aberdeen, Aberdeen Sports Village. De ledte efter frivillige til deres sports camps som løber i skoleferierne. Det var jeg så heldig at blive valgt til, og det var i sandhed noget, der ledte til noget større, som man jo siger.

Marts var nok en af mine travleste måneder, på flere fronter. Jeg havde vagter på det lokale sygehus i Aberdeen, hvor jeg var frivillig med Royal Voluntary Service. Jeg blev godkendt som frivillig hos dem helt tilbage i 2014, men var ikke kommet ordentligt i gang før marts i år - hvilket så heller ikke holdt så længe, da RVS ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg ledte videre efter en voluntørstilling, som jeg var glad for. Det skulle ikke ske før august! I marts var jeg også til International Women's Day Conference på universitet, hvilket var umådeligt spændende. Marts 2016 er også måneden, som jeg for altid vil huske som måneden, hvor jeg fik mit første 'rigtige' job, nemlig i Vue, som er en af de største biografkæder i Storbritannien. Som jeg altså fik via samtale. Det har jeg alligevel aldrig prøvet før. Svømmetrænerposterne har mere været i kraft af mine svømmeevner. Jeg har aldrig fået et job gennem et interview før. Det kan jeg krydse af listen nu! Faktisk fik jeg et job i februar, da jeg blev 'hyret' af Sports Village, men det ville jeg først få at vide senere. Jeg fik mange jobs i 2016. Det skal man ikke kimse ad. Marts blev sluttet af med et overraskelsesbesøg til Danmark, som blev holdt skjult for alle andre end min mor, der var min medsammensvorne. Jeg ville overraske min bedstefar til hans fødselsdag, og det lykkes! Vejret var fortræffeligt, som det ses på billedet lige ovenover. Det var en dejlig lille rejse! Det faldt sammen med at min Facebook-side, SoAU, blev kontaktet af Evening Express (den største avis i Aberdeen) og Huffington Post (behøver vist ingen introduktion). Der skete meget i den tid. Jeg havde selvfølgelig også en helt masse vagter i biografen, da jeg skulle oplæres.

Ladies View i Killarney National Park, Irland

Fredag d. 1. april har vi sidste undervisningsdag på universitetet, og en 3 uger lang forårsferie står for døren. Jeg smutter til Glasgow mandagen efter sidste skoledag (første gang jeg besøger Glasgow efter jeg er flyttet til Skotland forresten - det var et glædeligt gensyn!) og har en overnatning, før jeg flyver mod Dublin næsten morgen. Ryanair's Glasgow-Dublin rute er møgbillig (115 danske kroner for den enkeltbillet) - det var næsten dyrere at komme fra Aberdeen til Glasgow end at flyve tværs over det irske hav. Der ventede 8 dages irsk roadtrip med min mor, der mødte mig i Dublin lufthavn d. 5. april. Vi havde nogle dage i Dublin, efterfulgt af Cork nede sydpå. Vi kom vidt omkring, da vi kørte galt nogle gange - reportage om turen kan findes lige her. Irland er meget anbefalesværdig forresten!

Jeg fløj med min mor tilbage til Danmark da vores eventyr var slut, da jeg stadig havde næsten 2 ugers ferie tilbage. Det blev til 8 dage i Danmark, inden jeg vendte snuden hjemad mod det skotske. Resten af april gik med eksamensforberedelse. Pånær lige den dag, hvor jeg var til induktion hos det internationale center på universitetet, hvis "rådgivelses"-team jeg var blevet valgt til at være med på. Det hedder International Centre Advisory Team og jeg kæmper med at finde en god dansk oversættelse. Vi er en 10-15 (frivillige) stykker, der hjælper til i det internationale center. Jeg kendte kun en af dem, der også havde meldt sig og selvom jeg ikke husker at have snakket særlig meget med nogle af mine nye "kollegaer" den dag, som lærte jeg mange af dem virkelig godt at kende, da det nye skoleår startede i september.

Stranden i Aberdeen

Når jeg kigger tilbage på maj, er der ikke meget andet end eksamen, biografvagter og forberedelse til Kina. Eksamenerne var hurtigt overstået, og så gik tiden mest med arbejde og visum ansøgning og planlægning af min forestående tur til Kina, som jeg var så spændt på. Og så en masse gåture til stranden, som jeg boede små 10 minutter fra. Det var ikke helt dårligt. I slutningen af maj har også jeg et interview angående et job festival assistent til en årlig videnskabsfest i Aberdeen, der skulle løbe af stablen i starten af september. Jeg bliver tilbudt jobbet, men bliver nødt til at sige nej til det senere, da jeg bliver valgt til noget, jeg langt hellere ville! 

Xihu-søen i Hangzhou, som er en af Kinas største turistmagneter

Alle jobs, ansøgninger, praktiske ting og så videre - det hele bliver langt på hylden d. 1. juni, da jeg sætter mig ind i flyveren i Aberdeen lufthavn ved middagstid. Det kræver lige et lille stop i Amsterdam, men næsten så snart jeg har set mig om er jeg landet i Beijing. Fyldt af spænding og ingen anelse om, hvad jeg skal forvente. Jeg har kun et pejlemærke: at besøge en veninde i Jinan, som ligger lidt over 400 kilometer syd for Beijing. Jeg ender med at se Beijing, Jinan, Shanghai og Hangzhou (som kan ses på billedet). Jeg har en svaghed for storbyer. Jeg elsker dem. Kina var en virkelig god oplevelse, og jeg glemmer aldrig nogensinde hvordan det var at stå på Muren. Aldrig. 

Jeg var i Kina i to uger og så var det hjem igen. Dagen inden jeg tog hjem modtog jeg en email om, at jeg var blevet valgt til en universitetskonference, som jeg havde ansøgt om en måned før - dog ikke med den mindste overbevisning, at jeg havde en reel chance for at blive valgt. Konferencen hedder "Shaping the Future of British Higher Education" og er en workshop/sommerskole afholdt nede i Leicester i England, som man skulle ansøge om at komme med til. Mit universitet ledte efter én 2. års elev fra hvert fakultet, så der skulle altså have været rift om pladserne, da vi kun har 4 fakulteter (samfundsfagligt/humanistisk, handelsskole, livsvidenskab og naturvidenskab). Men valgt, det blev jeg så. Den ville falde på samme datoer som festivallen, så jeg sagde pænt nej tak til det job. Det her kunne jeg ikke sige nej til! Det var med alt betalt!

I juni begyndte jeg også så småt at hjælpe til i Sports Village, og jeg blev lært op til at kunne være med til sportscamp, som ville begynde lige straks. Der var jo også det famøse EU-referendum, som jeg selvfølgelig fulgte tæt. Det var virkelig surrealistisk at vågne op d. 24. og se resultatet! Aberdeen og Skotland stemte heldigvis overvejende for at blive, så det kunne have været værre. Det kunne selvfølgelig også havde været langt bedre.

Barcelonas rådhus/bystyre

Ved nærmere eftertanke så vinder juli nok egentlig prisen for at være den travleste måned i året der gik. For mig i hvert fald! Jeg lægger hårdt ud med at vinde en iPad for at deltage i en undersøgelse. Så er humøret ligesom fastlagt! Den gode stil fortsætter, da Ann kommer og besøger mig for første gang nogensinde. I Skotland, altså. Hun har besøgt mig i Danmark. Vi chiller i Aberdeen og tager til Edinburgh i et par dage, hvor vi kører til Stirling (får endelig set det sidste af de universiteter, jeg ansøgte dengang i 2014!) og Loch Lomond, som jeg aldrig har besøgt før. Det var nogle virkelig gode dage, og jeg fik mere venstrekørselstræning. Det skal man ikke kimse ad. Og vi fik selvfølgelig set en helt masse af mit smukke land samtidigt med at jeg får vist en af mine bedste venner mit nye hjem. Den dag Ann skal flyve hjem til Danmark, tager jeg bussen ned til Glasgow og flyver senere samme dag til varme Barcelona. Jeg har været i Barcelona to gange før, men det er mere end tre år siden sidst. Det var et meget glædeligt gensyn, og det blev endnu bedre af, at jeg var sammen med en af mine bedste venner, nemlig en af mine amerikanske venner, jeg gik i skole sammen med på Rhodes, da jeg var på udveksling i Memphis. Det var nogle virkeligt gode dage, og vi boede på et skønt hostel og mødte nogle sjove mennesker. Gode historier skal man ikke kimse ad. To dage efter jeg lander tilbage i Skotland efter Spanien begynder en lang uge, da jeg har min debut til sportscamp i Sports Village. Det var så hårdt, men jeg nød hvert øjeblik og havde det så sjovt! Jeg kunne kun være med i en uge (som vist egentlig også var nok, når jeg husker tilbage på, hvor udmattet jeg var efter den ene uge!), og så gik turen mod sommerferie i Danmark. Jeg havde sagt til alle, at jeg kom hjem d. 3. august, men d. 25. juli tager jeg natbussen til London og tager et fly til Aarhus fra Stansted tidligt næste morgen. Og sådan overrasker man sin familie! Ved at komme en uge før planlagt. Bare skriv det bag øret.

Udsigt over Alicante

Således starter jeg august ud i Danmark, med godt vejr og det hele. Det var lækkert. Vi tager til Spanien d. 5. og nyder to uger i Alicante med afstikkere til Valencia og Benidorm. Der er mega varmt og det er skønt! Alicante er virkelig skøn. Den kan klart anbefales. Jeg har lige en uge i Danmark, da vi kommer hjem, før det er tid til at komme hjem. Sommerferien var perfekt i 2016, med både arbejde, afslapning, 2 ture til Spanien, skotsk roadtrip - det bliver ikke bedre! Og så får jeg også tilbuddet om at blive ansat som træner i Sports Village - jeg havde jo været frivillig i sommerferien og blev nu tilbudt at komme ombord som betalt træner! Det kunne jeg jo ikke sige nej til. Jeg lander tilbage i Aberdeen d. 28. august og har to dage inden jeg skal rejse til Leicester til konferencen. På de to dage når jeg at have et møde med en organisation, som jeg gerne vil være frivillig for (jagten på frivillig arbejde var stadig i gang, og endnu mere når jeg nu ikke skulle være frivillig i Sports Village mere!) - og denne her gang følte jeg, at jeg var kommet det rigtige sted hen. Organisationen hedder dates-n-mates (læs mere om den her) og jeg startede hos dem relativt kort tid efter mit interview. På de to dage når jeg også at være til møde med vores studenterråd, der har ledt efter frivillige til rusugen, som jeg havde meldt mig til. De ældre studerende, der var frivillige til min egen rusuge står skrapt i hukommelsen som nogle af de mennesker, jeg bedst husker fra min første tid i Aberdeen, så den chance ville jeg ikke sige nej til! 

D. 31. august kl. 07.00 meget tidligt flyver jeg, sammen med formanden for universitets uddannelsesråd, til Birmingham fra Aberdeen. Det var virkelig tidligt. Men hele dagen var fyldt med nye indtryk, så der var ikke tid til at være træt. Det er en lille propelmaskine, der skal flyve os til England. Vi lander i Birmingham 08.30 og har nogle timer at slå ihjel, så vi går lidt på opdagelse i byen. Og snakker uddannelsespolitikker og hvad der ellers rører sig indenfor det felt. Ved middagstid mødes vi med en af de andre elever fra Aberdeen, der lige er ankommet fra Amsterdam, og som også skal med os. Vi tager alle tre toget til Leicester og mødes med den 4. deltager fra Aberdeen, der tog toget fra hendes hjemby tæt på Leicester. Så er vi samlet trup, og klar til at repræsentere vores universitet. Vi ankommer til stedet, hvor konferencen skal foregå, og det er virkelig et lækkert sted. Vi føler os meget beærede over at være blevet udvalgt til det, og tænker lidt om der mon ikke har været særlig mange ansøgere? Men det kan vel være ligemeget, for vi får den lækreste mad 3 gange om dagen og et luksus dobbeltværelse hver. Vi klager ikke. Vi starter konferencen med at møde alle de andre udvalgte elever fra de andre skoler - Dundee, East Anglia, Kent, Lancaster, Leicester og Loughborough. Alle er engelske universiteter, lige pånær Dundee selvfølgelig, som også er skotsk. Konferencen gik, kort fortalt, ud på at skabe en vision for hvordan den videregående uddannelsesoplevelse burde være på britiske universiteter 10 år frem i tiden. Noget, som vi jo alle sammen har forskellige ideer om. Det var umådeligt interessant at diskutere og lytte til elever især fra de engelske universiteter, der, meget i kraft af at de alle sammen betaler undervisningsafgift (minimum 9000 pund om året), har en anden oplevelse end vi har oppe i Skotland hvor langt de fleste af os får gratis undervisning.

Aberdeen crewet i Leicester

September starter sjovt nok ud i Leicester, hvor konferencen slutter d. 2. På første billede ses vores gruppebillede og nedenunder ses os tre piger, der udgør elevrepræsentationen fra Aberdeen og så formanden for uddannelsesrådet. Det er en kort konference, men det var så dejligt med en lille smuttur til nabolandet og vejret var fantastisk. For ikke at nævne alle de fantastiske og kloge unge medmennesker, jeg fik fornøjelsen af at lære at kende. For ikke også at nævne alle de dejlige ting, der kom ud af min detagelse efterfølgende. Vores lille team af 4 blev efterfølgende tilbudt, af vores vicerektor for undervisning og indlæring (som også var med i Leicester), at være med til at udvikle nogle nye fag. Det sagde vi selvfølgelig pænt ja tak til! Det er stadig under bearbejdning, så det kan jeg først fortælle mere om, når vi er kommet ordentligt i gang her til foråret. 

Fredag d. 2 tager vi propelmaskinen tilbage til Aberdeen og så har jeg lige en weekend til at lade op indtil den travleste uge på hele semesteret. Og det var endda før, at det var gået i gang! Det var selvfølgelig rusugen, der startede d. 5. september. Den startede næsten allerede om lørdagen, da jeg skulle repræsentere det internationale center på en velkomstmesse for de nye studerende. Min egen rusuge for to år siden står stadig som noget af de travleste jeg nogensinde har oplevet på egen krop, men denne her slog alle rekorder. Jeg var involveret fra tre sider: vi havde velkomst lounge (9-17, hver dag i 14 dage) i det internationale center hvor jeg gerne skulle være til stede som en del af teamet, jeg arbejdede i Sports Village med at arkivere og udfylde nye fitness medlemskaber og jeg var frivillig hos studenterrådet, der stod for alle events under rusugen. Vi kørte også international orientering for nye studerende, så der var også en helt masse møder, jeg skulle møde op til, for at repræsentere centeret. Alt imens jeg også havde en del timer i sportscenteret, da jeg skulle optrænes i nogle sportsdiscipliner, så det blev til nogle møder med min chef for at gennemgå sessionsplaner og til nogle timer, hvor jeg skulle skygge de andre trænere, da de underviste i deres disciplin. Det tog også sin tid. Alt imens jeg også havde svømmetræning 4-5 gange om ugen med universitetsholdet. Der var meget på min tallerken i de uger. Alle var ting, jeg selv havde valgt, hvilket jo gjorde, at det hele var skidesjovt! Starten af september kom til at have stor indflydelse på resten af mit 2016, da de mennesker, jeg har set mest i løbet af sidste semester, er folk som jeg har lært at kende på det semester - som enten også var en del af teamet i det internationale center eller som var med mig i Leicester. Jeg mødte selvfølgelig også enormt mange mennesker i Sports Village og under rusugen generelt - det var nok en af sjoveste uger i 2016, uden tvivl. Min jagt på det frivillige arbejde fik også sin ende i slut september, da jeg var til samtale med THT (hvad det er, kan læses her). Den gik godt, og jeg blev tilbudt at blive frivillig hos dem! Jeg var meget spændt, men der kom lidt skår i glæden, da jeg fandt ud af, at jeg ikke ville kunne starte 'ordentlig' hos dem før januar, da jeg i oktober ville være forhindret i at møde op til de tre induktionstræninger, som jeg skulle igennem, før jeg kunne begynde arbejdet. Men så er der jo bare noget at glæde sig til! Oktober skulle nemlig også vise til at blive en spændende måned.

Stranden ved delfincenteret

Oktober starter med et besøg ved Loch Ness, hvor jeg og to andre 'kollegaer' fra det internationale center er turledere (guide kan snart skrives på CV'et!). Vi er en gruppe på 45 elever afsted og vejret er helt perfekt. Det var den perfekte start på den nye måned! Jeg har været oppe hos Loch Ness før, og billeder fra den tur kan ses her. Gode minder fra første semester! Oktober flyver egentlig afsted og meget af tiden bliver brugt i sportscenteret, da jeg både har nogle flere arkiveringsvagter, plasker rundt i vandet med svømmeholdet og også arbejder næsten fuldtid til sportscamps igen, da skolerne har efterårsferie i to uger. Jeg når dog kun at være med i 1.5 uge, da jeg den 19. flyver mod Danmark, så jeg kan fejre min fødselsdag med min familie! Det var det perfekte lille afbræk fra hverdagen, og jeg gik ikke glip af noget undervisning på trods af, at jeg var væk i 5 dage. Det var dejligt! At jeg så skulle flyve kl. 6 mandag morgen for at komme hjem igen og efterfølgende havde gruppearbejde, undervisning og arbejde til kl. 22, det behøver vi ikke snakke om. Det var det værd! To dage efter skal jeg ud på endnu en udflugt med det internationale center, denne gang til det skotske delfincenter, der ligger lige nordøst for Elgin oppe ved kysten (en 1.5 time i bil fra Aberdeen). Vi så ingen delfiner, men der var tilgengæld virkelig pænt, som overstående billede vidner om. Dagen efter har jeg også mit første rigtige event med dates-n-mates og selvom jeg var virkelig nervøs før jeg mødte om, så var det en af de bedste eftermiddage jeg nogensinde havde haft og vi fik bagt en helt masse lækkerier.

Slutresultatet af mit spansk politik fag (vi vandt 'bedste plakat'-prisen, hæhæ)

November var virkelig hyggelig - vejret bliver mørkere og jeg labber det i mig. Det er så hyggeligt. Hver mandag og tirsdag bliver brugt på universitetet. Det er fra middag og til langt op ad aftenen. Begge min fag på dette semester har været gruppearbejde og da jeg kun har haft timer mandag og tirsdag, har begge dage været fuldt booket til gruppearbejdet ind imellem undervisningen. Tirsdagene op til vores deadlines var især meget hårde: min første time var kl. 11 og jeg forlod ikke universitetet før kl. 20, efterfulgt af svømning til halv elleve om aftenen. Det var så hårdt, men jeg trives med at have travlt, så det var dejligt! Mørkt når man tager afsted og mørkt når man kommer hjem. Mange bliver lidt deprimerede af det har jeg hørt, men jeg elsker det! November blev dog lidt mørkere, da det viste sig, at Trump havde vundet præsidentembedet. En uge i forvejen havde jeg været til debat med University of Aberdeen Debater (vores debatklub), der havde lavet en special debat i anledning af valget. Vi var alle så håbefulde og grinede af dem, der argumenterede for, at Trump skulle vinde. Vi blev klogere, gjorde vi! Jeg havde samme følelse, da jeg vågnede op onsdag d. 9. november og så alle Breaking News-notifikationerne på min telefon, som jeg havde tilbage i juni, da Brexit var blevet annonceret. Men man skulle jo videre. November blev således også brugt på mange hyggelige aftener med venner, biografture, brownie-bagninger, middage i byen og alt det, som jeg vidste, ikke ville være muligt, når først eksamensperioden gik i gang slut-november - det sociale aspekt altså. Jeg havde ingen eksamener, men alle går altid i hardcore eksamensmode, så jeg måtte jo se folk da det stadig var muligt! Jeg var også til møde med min chef hos dates-n-mates, der tilbød mig at blive projekt assistent (frivillig basis) fremfor 'bare' frivillig ved de arrangementer, de holder. Ikke dårligt!

Smukke Glasgow i al sin julepragt

December starter ud med et tidligt tog til Dundee (som ligger lidt over en 1 time syd for Aberdeen) - 1. december er nemlig World Aids Day (international Aids-dag), og da THT, som jeg teknisk set ikke er begyndt hos helt endnu, er en velgørenhedsorganisation, der beskæftiger sig med HIV og Aids, er det selvfølgelig en af deres helt specielle dage. Jeg var i Dundee hele dagen som indsamler og til en reception for byens borgere om aftenen, og hvilken dag! Jeg mødte en masse af de andre frivillige fra den skotske østkyst og snakkede med en masse folk på gaden, en pæn del som havde haft HIV inde på livet. Vi samlede en masse penge ind til en god sag og selvom benene var trætte, da jeg landede tilbage i Aberdeen om aftenen, så var det det hele værd! Jeg var kun i Skotland i 16 dage af december, men der skete noget hele tiden. Jeg havde som sagt ingen eksamener, men gruppearbejdet skulle færdiggøres, og det tog en god portion tid. Det var lidt vemodigt, da alt var færdigt. Jeg har haft nogle virkelig gode grupper, der har skabt nye venskaber og hjulpet mig med at vedligeholde de lidt ældre af slagsen. Vi var alle meget skeptiske overfor gruppearbejdet i starten, da vi ikke har gjort meget i det før. Men 80% af vores karakter i det ene fag var en gruppeindsats, så der var ikke noget at gøre. Og det endte virkelig godt - fik faktisk næsten topkarakterer, så jeg kunne ikke have forestillet mig at det havde været anderledes. Da det hele var færdigt d. 9. (for mit vedkommende i al fald), så skulle der fejres. Den weekend var jeg ude og spise hver aften, holdte afskedsfest med mit crew fra det internationale center og mandagen efter tog jeg en lille tre dages smuttur til Glasgow for at mærke julestemningen. Tilbage i Aberdeen igen hjalp jeg til dates-n-mates julefest og dagen efter var min sidste dag i Skotland i 2016. Det var en lidt sørgelig dag, da det betød, at jeg skulle sige farvel til en af de venner, jeg havde i tanke, da jeg nævnte, at mange af de mennesker, jeg har set mest på det her semester, har været folk jeg har lært at kende, da semesteret startede. Ikke mennesker, jeg har kendt siden jeg startede på universitet, men folk som relativt hurtigt er blevet virkelig gode venner. Hun skal på udveksling næste semester, men heldigvis har jeg allerede billetter til at besøge hende i juni. Et 'på gensyn' er altid nemmere, når man ved, hvornår man ses igen. Dagen efter, d. 17. december, satte jeg mig på en meget tidlig flyver mod Holland, hvor jeg snuppede endnu et fly, der bragte mig til Danmark. Resten af december gik med konfektlavning, julegaveindkøb, familiehygge, julekalender, juleaften, gensyn med gode venner, rugbrød og alt det gode, man nu forbinder med julen. Jeg endte 2016 med børnechampagne. Så var rammen for 2017 ligesom sat.

Så... For at runde af. 2016 stod på 30 flyveture (!). Min KLM-rute mellem Aalborg og Aberdeen med stop i Amsterdam står for mange af dem, men jeg kan vist også godt konkludere, at 2016 ikke har været noget dårligt år på rejsefronten. 2017 bliver også helt ok. Indtil videre er der lagt i kakkelovnen til en tur til USA i april, hvor vi jo har en umådelig lækker og lang forårsferie - tre uger i Chicago, Memphis og så, hvis alt går efter planen, en roadtrip til Texas. Det er også på tide, at jeg kommer tilbage og siger hej. I juni går turen til Bulgarien, for at besøge førnævnte veninde. En familietur til Island er også på tegnebrættet, hvilket ville betyde to nye lande for mig i år - ikke dårligt! Og så er der selvfølgelig herlige Danmark, som også skal frekventeres. 2017 er også året, hvor jeg starter mit sidste år på universitetet - det kan kun blive et godt år!

Den skotske andedam

Så er hun tilbage i det britiske. Jeg har faktisk været her i godt en måned. Heroppe i det nordlige Skotland. Her er koldt, vådt og vinteren er over os. Men i det mindste har vi ikke sne, som jeg kan se at det har været tilfældet i de forenede Stater og Danmark på det seneste. Så jeg kan ikke klage! Jeg ankom, sammen med Chris, fra København til Edinburgh mandag eftermiddag d. 11. januar, og snart var vi på et tog med kurs mod Aberdeen. Vi var fremme på lige godt to en halv time. Og så var jeg tilbage!

De første fire ugers undervisning er ovre. Faktisk har vi kun 11 i alt. Det er afsindig kort. Jeg har kun tre fag, grundet at det ene er dobbelt credits. Mit skema er nok det letteste nogensinde. Jeg er i skole otte timer om ugen. Otte. Det er lidt svært at tage det hele seriøst, når det kræver så lidt. Men så kommer der jo også lektier. Læsning. Essays. Så bliver det hele lidt presset. Så er vi der. hvor man skal være, som universitetsstuderende. Jeg har, udover mit obligatoriske politik-fag (som handler om global lighed og ulighed), spansk (på højniveau, men lad os nu se. Er det ikke altid det samme?) og filosofi, som handler om erkendelsesteori. Vi har en meget engageret italiensk forelæser, hvis accent er liiiidt svær at forstå til tider. Så det skal nok blive sjovt. Jeg savnede filosofi sidste semester, og min sidste chance for at tage fag udenfor min uddannelse er nu, da 3. og 4. år i Skotland er de år, hvor vi ligesom 'specialiserer' os indenfor vores hovedfag, og ikke længere kan tage alverdens andre fag. Så slut med filosofi, spansk, antropologi og hvad jeg nu ellers har taget i løbet af min snart 2 årige universitetskarriere. Så selvfølgelig skulle jeg have filosofi. Og det var det hele. 8 timer om ugen.

Og til de, der spørger. For det er der mange, der har gjort. Nej. Jeg fortryder ikke min beslutning om at forkorte mit udvekslingsophold. Overhovedet ikke. Da vi var i Københavns lufthavn i januar og jeg så afgangen for det fly til Toronto, jeg skulle have været på, for at komme tilbage til Memphis, mærkede jeg lettelse og en lille skylle af glæde. Det var den helt rigtige beslutning. Da jeg for et par uger siden fandt ud af, at Lufthansa har refunderet halvdelen af den returbillet, jeg havde købt (for jeg troede jo, at jeg skulle bruge en retur til Memphis), føltes det bare endnu mere rigtigt. Selvfølgelig savner jeg min skole i Memphis. Men det er intet imod, hvor meget jeg savnede Skotland, da jeg var derovre. Og nu hvor jeg har gode venner, er der jo intet der kan stoppe mig i, at tage tilbage på besøg.

Jeg er lykkelig for at være tilbage et sted, hvor jeg kan gå ind til byen en fredag aften for at ses med mine venner. Jeg er lykkelig for selv at kunne handle ind uden at være afhængig af, at der er en, der skal køre mig og dedikere tid til det. At bo 10 minutter fra stranden kan altså ikke toppes. Det har jeg savnet.

Selvfølgelig er alt ikke helt som før. Vi bor ikke længere i den kollegielandsby, der bragte de fleste af os sammen. Hvis jeg vil se mine venner, skal vi alle gøre en indsats for, at det kommer til at ske. Så der er nogen, jeg ikke får set så meget. Men sådan finder man vel også ud af, hvem ens sande venner er, ikke? Jeg bor godt nok stadig på kollegie (var meget heldig at finde et værelse!), men det er jeg vist den eneste af os 2. års-elever, der gør. Billederne viser min udsigt fra mit værelse, udsigt til King's College og vores berømte bibliotek. Så bliver det altså ikke meget bedre. Meget har ændret sig siden første år. Men det er nu også helt okay. Jeg er tilfreds. Og så glad for at være tilbage!

2015's destinationer

Edinburgh, Skotland: på tur med Emil i februar. Han kom på besøg, første gang i Skotland, og vi skulle da selvfølgelig besøge vores hovedstad.

Edinburgh with da brother, his first time in the United Kingdom!

Kuala Lumpur, Malaysia: april. Påskeferie. Det gad jeg godt igen.

Last stop of my spring break was Kuala Lumpur, Malaysia - definitely have to go back there someday

Singapore: også april. Sjovt nok i samme påskeferie. Nok den mest kompakte by, jeg nogensinde har besøgt.

Singapore was my second spring break country

Nakhon Ratchasima, Thailand: april. Første destination besøgt i min påskeferie.

Very first stop on my spring break tour of SE Asia - Nakhon Ratchasima, conveniently located off the beaten tourist track

Dunnottar Castle, Stonehaven (Skotland): marts. Udflugtsmål da jeg havde mor, far og bedstefar på besøg fra Danmark.

The famous castle, situated just outside Stonehaven, is one of the reasons I love Scotland, and something I had to show my mom, dad and grandpa when they came to visit

Exeter, Devon (England): juli. Da jeg besøgte Chris og hans familie i den sydvestlige del af England.

Lovely Exeter in lovely Devon, close to Chris' family's residence in the Southwest of England 

St. Louis, Missouri (USA): oktober. Weekendtur til Missouri's statshovedstad for at heppe på vores eget hold, Rhodes Lynx.

Along with some fellow Rhodents, I went to the capital of Missouri to cheer for our football team

Little Rock, Arkansas (USA): september. Efterårsferie med nogle af de bedste mennesker, jeg mødte i USA i denne omgang.

My fall break was spent in Arkansas with some of the best friends I made whilst on exchange

Chicago, Illinois (USA): november. Thanksgiving-ferie for at besøge en af mine bedste venner.

Thanksgiving break in Chicago

Kraków, Polen: juni. Mor-datter tur sommertur og et nyt land tikket af listen.

A part of my summer was spent in Cracow, Poland

Göteborg, Sverige: december. Nytårstur med Chris, så han kunne få opfyldt en drøm om at se mere af Skandinavien. Og så jeg endelig kunne sige, at jeg nu har jeg fandme været i Sverige.

Sweden for New Years with Chris and another country to tick off the list

2015 var ikke et heeeeelt skidt år på rejsefronten, kan vi blive enige om det? Det blev til tre kontinenter, ni lande, 4 amerikanske stater og 23 flyveture. Jeg fik endelig besøgt Sverige, hvilket var en meget positiv overraskelse! 2016 bliver nok ikke helt så proppet, men det er nu også helt okay. Hvis man rejser for meget, så kan virkningen godt aftage lidt. Så nu vil jeg bare gå og glæde mig til næste tur, som bliver Irland i april.

A selection of my 2015-destiations. I managed to visit three continents, nine countries, 4 American states (7 if you count the numerous layovers I had) and I was on 23 airplanes. Pretty good, huh? I finally managed to visit Sweden, a country so close yet I've never actually been there. Plus I was positively surprised! It's actually really nice. Who would've thought.
2016 won't be as adventurous (well, it will be, just not in the exploring and travelling sense of the word), but I'm actually okay with that. I've found that there is a thing as too much travelling. Too many planes and too many airports. The effect tends to wear off if you do it too often. So, in the meantime, I'll just enjoy these next couple of months until I'm off to Ireland in April!

Indsæt klichéfyldt citat om, hvor hurtigt ting ændrer sig

Fredag eftermiddag, da klokken slog 17, var tiden oprandt, og min sidste antropologi forelæsning i mit 1. år var kommet til en ende. Nok min sidste antropologi forelæsning nogensinde.

Den tre uger lange påskeferie stod for døren. Dem der kender mig vil nok tænke, at jeg, selvom jeg glædede mig til den forestående ferie, så ville jeg savne skolen. Der er jo trods alt mange måneder til, at den står på almindelig hverdag igen.

Tjah.. Nej. Jeg var ikke engang til den sidste forelæsning.

Lad os lige slå det fast:

Jeg elskede 1. semester. Jeg nød at komme i skole hver eneste dag. Der var ikke det fag, jeg ikke nød at komme til. Og jeg arbejdede hårdt. Læste hver eneste dag. Havde min faste hverdag med svøming 5 gange om ugen. Mine eksamener gik rigtig godt. Balance.

2. semester har været mere ubalanceret.

Mere meget ubalanceret.

Jeg tror at jeg for første gang nogensinde oplever det, man kalder ’skoletræthed’.

Og det er mærkeligt.

For jeg har haft nok verdens bedste filosofi tutorial med verdens mest engagerede lærer og faget har været ekstremt spændende generelt. Mit essay var markant bedre end det, jeg skrev i filosofi sidste semester, og fik A5 (18 ud af 22) denne her gang hvor jeg fik C3 (12 ud af 22) sidste semester. Fra et 'pass' til et 'excellent'. Det er altså en forskel, der vil noget - jeg klapper lige mig selv på skulderen!

Men her stopper mit normale overly positive jeg også. Dette semesters Politics-fag været meget middelmådigt, hvorimod jeg nød det rigtig meget sidste semester. Heldigvis er skylden lige fordelt på visse meget demotiverende forelæsere og kedeligt indhold. Min tutorial har været vildt hyggelig, og vi har haft nogle spændende debatter – men jeg har aldrig fattet mindre end politik, så det britiske valg skal følges på tætteste hold når vi kommer dertil i maj!

Spansk har været dødkedeligt udelukkende grundet det, at jeg har lært det hele mindst 2 gange før. På den positive side har vi letheden ved at få gode karakterer og det faktum at jeg har haft det sammen med en af mine gode venner (som ovenikøbet deler min kærlighed for Argentina) som jeg ikke fik set særlig meget sidste år grundet forskellige skemaer. Og nå ja, den bedste ting ved spansk var vores oral-classes, hvor vores professor er fra Argentina. Den ene time om ugen nød jeg. Det savner jeg allerede. Vi blev ikke tvunget til vænne os af med at snakke med den argentinske accent; det var nok det bedste af det hele. Endelig en der forstår!

Antropologi, som jeg knuselskede sidste semester, har været tørrere end en ørken og det gjorde det ikke bedre af, at vi har haft nogle herlige, men ret kedelige lektorer. Der har dog været nogle spændende ting imellem: jeg skrev mit essay om race, og nød virkelig forelæsningerne om race og etnicitet. Desværre var jeg jo tvunget til at gå glip af 50% af forelæsningerne (på grund af spansk - så bliver det heller ikke værre), og motivationen til at lytte til dem og gå igennem PowerPointen... den var ikke altid på sit højeste, det vil jeg godt indrømme. Dog har jeg allerede formået at gå fra C til B overall med min antropologi-karakter. Jeg ved ikke hvordan det er gået til. 

Men ja, man kan jo ikke altid få det hele, vel?

Så i stedet for at slå mig i hovedet over at min motivation ikke har været på sit absolut højeste, vil jeg slå mig tilbage og tænke på de ekstremt gode ting, der er sket for mig i mit 2. semester. To af mine venner og næsten hele min familie (nu venter jeg kun på dig Nud!) har taget hele vejen fra Danmark til Skotland for at besøge mig i løbet af januar, februar og marts. Jeg har været i Edinburgh tre gange og jeg fik endelig set Stonehaven og Dunnottar Castle. Jeg lagde sidste hånd på min udvekslingsansøgning i januar og fik i februar at vide, at jeg var tilbudt en plads i Tennessee fra september af. Pænt ja tak blev det efter mange overvejelser. Er endelig opstartet med Royal Voluntary Service hvor jeg i torsdags var til en Dementia Awareness-session. Man lærer noget nyt hver eneste dag.

Og nå ja, så er jeg faldet noget så grusomt for en engelsk fyr, som fik mig til at komme ned fra min høje hest og min egen stædige overbevisning om, at jeg altså har everything figured out. Det har jeg ikke, skal jeg så lige tilføje. Måske har forelskelsen også noget at sige i alt det her. Det er ikke til at sige.

Og hvad så nu? Semesteret er desværre ikke helt slut endnu, eksamenerne venter stadig, for mit vedkommende startende d. 6. maj. Men der er lidt tid endnu. For ligenu sidder jeg nemlig i London Gatwick og lige om lidt letter mit fly til Ukraine, hvor der ligger et fly og venter på at flyve mig til Thailand, hvor jeg starter min påskeferie i Nakhon Ratchasima. Så for nu ligger jeg Skotland, universitetet, eksamensrevision og alt det andet på hylden. Hører lidt Calle 13, drømmer mig tilbage til Argentina. Jeg skal nok komme tilbage en dag. Men nu er det tid til at skabe nye minder, se nye steder; så jeg begiver mig ud i noget af det, jeg med sikkerhed ved hvordan man gør og som jeg efterhånden er ekspert i. 
At rejse.

Friday afternoon around 5 o'clock, I should've been seated in FN1 in Fraser Noble, just finishing my last anthropology lecture of 2nd semester. Probably my last anthropology lecture ever. However, I wasn't. I wasn't at philosophy either. People who know me well will know that this is odd, and that this is not something I'd usually do. People who know me would say that yeah, I was looking forward to the three week long vacation, but that missing uni and the daily grind would inevitably happen. It's not gonna happen. I should've been at that lecture. But I wasn't.

Let me make it clear:
I loved my 1st semester at Aberdeen. I enjoyed every day. No lie. I enjoyed my subjects immensely. I was a hard working student. As I’ve been all my life. I’ve never been the best, but I’ve worked to be up there. I studied every single day. Went to every single lecture, every single tutorial. Studied every day after school even though I had swimming until 10.30pm later on. My daily grind was pretty set, and I loved it. It’s been this way my entire life. I’ve loved it, but the time comes where it tires you and you get sick of it. Last semester was balanced.

This semester has been a bit more unbalanced.

A lot more unbalanced. I think I’m experiencing the not so super rare phenomenon that is being tired of school. All I know is that I’m glad this semester is over.

It’s weird.

It’s very weird indeed due to the fact that I’ve had the best philosophy tutorial one could ever have with the best teacher one could ever have the pleasure of having. I’ve loved the subject in general too. My essay was a A5 instead of the C3 I managed to pull through with last semester. From passing to doing excellent. I’m not afraid to say that I’m proud of myself. I am. I don’t understand how it happened, but somehow it did.

And this is where my usually overly positive outlook on life stops when reflecting on my classes. Whereas I loved IR last semester, Politics has been a drag this semester. Whilst not being exactly sure of what the reason for this is, all I know is that the lectures have been exceptionally demotivating. My tutorial was very pleasant. My essay was worse than last semester despite putting so much more effort into this one. I don’t get it. Oh well. We’ve established that I know nothing about politics. Thank god the British elections are coming up. I need to learn.

Moving on to Spanish, I’ve not much better to say. I’ve been bored simply because of the reason that I’ve learnt all the material twice before. We were denied entry to the appropriate level of Spanish so the only good thing about this class has been the fact that getting good grades did not require any effort and the fact that my oral teacher was Argentinian. This meant talking about dulce de leche, mate, Buenos Aires and the rioplatense. It was lovely. I’m gonna miss that, that I’ll admit.

Anthropology, a subject that I loved to bits last semester, has been dreadful this semester. Some of the topics have been interesting, we’ve had lectures on race and ethnicity which I also wrote my essay on. Unfortunately, due to every Spanish class being mandatory, I had to miss 50% of the anthropology lectures. Which did clearly not motivate either. I have a lot of revision to do, that’s for sure. And how I’ve managed to already go from a C to a B in my overall grade in anthropology will remain a mystery. But hey, I’m not complaining!

You can’t always have it all.

So instead of freaking out and desperately trying to figure out where it all went wrong this term, I’m just gonna lay back and relax. Reflect on some of the good things that’s happened this term, ‘cuz the good things tend to outshine the negative. That’s also the case here.

Two very good friends and almost all of my family have made it to Scotland during January, February and March. I’ve been to Edinburgh three times and I’ve finally managed to see Stonehaven and Dunnottar Castle. I finished my exchange-application in January and was offered a place in Tennessee a few weeks later. I ended up taking it. Of course I did. But the decision was hard. And last but certainly not least, I’ve started with Royal Voluntary Service. A few days ago, I was at a Dementia Awareness-session and now I’m a little bit smarter. You learn something new every day, right?

And oh yeah, I’ve fallen for this guy. Most people already know this. But he deserves a mention here as well. I’ve fallen in love with the most wonderful English guy who managed to get me down to earth and made me realize, with even intending it, that I don’t have everything figured out. I really don’t. I’ve stepped down from my high horse. Now I’m down with the puppies on the floor.

So, what now? The semester’s not exactly over yet. I have my first exam on May 6^th. There’s still time. As of right now, I’m located in the departures-lounge in London Gatwick and in a minute I’m off to Kiev International Airport. It's just a layover though, I'll fly to Thailand tonight at 8pm where I’ll kick off my spring break in Nakhon Ratchasima with one of my Singaporean friends whom I met in Tokyo back in the days. For now, I’ll forget about everything related to university, revision and exams. I’ll listen to some Calle 13, make a mental trip back to Argentina. I’ll be back one day. But for now, I’ll remember the good times and not let them prevent me from making new memories and see new places. New cities and new beaches. So now I’m off to something I for sure know how to do and something I’m actually pretty good at.
Travelling. 

Happiness is when the daily grind does not to bear a negative connotation

Home sweet home

Med studiestarten for et par uger siden tænkte jeg, at jeg lige ville lave en lille status her inden hele essay/afleveringsræset går i gang igen igen. Jeg kom tilbage til Skotland for godt en måned siden, og siden da har jeg været utrolig produktiv taget i betragtning af, at vi først lige er begyndt. Jeg har skrevet, finpudset og afleveret min ansøgning om at komme til Nordamerika på udveksling, en process der tog mere tid, end jeg havde regnet med. Det indebar flere omskrivninger af den personlige del af ansøgningen og det indebar utallige møder med lærere og tutorer. Endelig er det slut. Jeg er også endelig begyndt at arbejde på et nyt projekt sammen med en af mine medstuderende - et projekt, der har været godt en halvanden månedstid undervejes, og som allerede er godt oppe at køre. Det hedder 'Students of Aberdeen University' (https://www.facebook.com/studentsofau), og den har allerede 1300 likes. I bedste Humans of New York-stil interviewer vi folk og bringer deres historie på siden. Jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvordan den kommer til at skride frem efterhånden som vi får flere mennesker involeret og får flere besøgende. Den har allerede generet en interesse, vi ikke havde forventet på så tidligt et stadie. Vi er blevet kontaktet af Aberdeen University Romanian Society, som gerne vil samarbejde med os, og i den forbindelse har vi også den oficielle studenterforening i ryggen. På et mere personligt plan er jeg blevet kontaktet af The Aberdeen Law Project (en organisation drevet af studerende, der assiterer og rådgiver folk, der ikke har råd til at hyre advokater), som gerne vil have mig til at fotografere til deres årlige forelæsning, som i år bliver med Lord Advocate Frank Mulholland. De så billederne på siden og kontaktede os, og igår havde jeg et møde med formændene for projektet - det bliver en formel begivenhed, hvor juramennesker fra hele Skotland dukker op. Jeg glæder mig så meget, og jeg synes det er helt vildt, at vi allerede har nået så bredt. Men det, der er allermest spændende, er nok alligevel vores artikel i universitets skoleavis, The Gaudie (billede nedenunder). Det startede som en skør idé, da vi sad i bussen på vej hjem fra Loch Ness - og se os nu!

 Jeg glædede mig rigtig meget til at starte på et nyt semester, til at få en ny hverdag stablet på benene, Jeg glædede mig til at komme i gang med at svømme igen, og til at komme i gang med de nye fag. Jeg er meget tilfreds med min indsats sidste semester (og da især nu, hvor de fleste af vores eksamensresultater er kommet ud!), hvis man ser sådan helt overordnet på det - men jeg er klar til at arbejde endnu hårdere denne gang. Jeg havde nogle rigtig gode fag sidste semester, men dem, jeg har nu, er næsten endnu bedre Og nu hvor jeg har set, hvor meget arbejde der skal lægges i de forskellige ting, så føler jeg mig langt mere klar til at tage hul på en ny omgang. Jeg kan se omridset af de forskellige faldgruber, og jeg føler jeg kender dem lidt, og kan mærke mig frem til hvad jeg skal gøre, og mest af alt; hvad jeg ikke skal gøre, og hvilke fejl fra sidste år jeg bestemt ikke skal gentage. Jeg har forberedt alt det, jeg overhovedet kan: jeg har brugt tid på at vælge mine timer, så jeg kan sove længe mandag, fortsat har onsdag fri og har tilpas store mellemrum mellem mine timer til, at jeg kan sætte mig hen på biblioteket og arbejde. Jeg har noteredskaberne i orden, og det var måske lidt der, den gik gal sidste semester - det går ikke at skrive i hånden, når der er så meget at skrive!

Nu vi er ved fag-emnet, så kan jeg vel lige nævne de 4 fag, jeg skal hygge mig med de næste par måneder. Den står på endnu et fag i filosofiens tegn, nemlig noget om empiri, viden og virkelighed. Og så skal jeg også, efter næsten to år, får jeg endelig undervisning i spansk igen. Og en af timerne er med en professor fra selve Argentina. Så bliver det ikke bedre. Som en del af min uddannelse skal jeg også hygge mig med noget statskundskab/politologi – sindssygt spændende. Fagbeskrivelsen er noget af det mest stimulerende læsning, jeg har læst i år. Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi antropologi. Troede jeg. Der var lidt knas med det i starten af semesteret, fordi jeg faktisk går glip af 50% af forelæsningerne - men med gode venner, der er villige til at optage forelæsningerne for mig, og med overbærende og hjælpende lærere, så er intet umuiligt og antropologi er vist igen mit yndlingsfag, selvom jeg bliver nødt til at bruge ekstra meget tid på det.

Som I nok kan høre, så er forventningerne for det her semester høje fra min side, og de er allerede blevet indfriet. Der er sket så mange ting i løbet af den sidste måned, at det halve kunne være nok. Det føles som om, at vi er nået til uge 100 allerede, på trods af at vi lige har afsluttet uge 4. Jeg kan mærke allerede nu, at det her semester kommer til at suse min næse forbi en del hurtigere, end jeg gerne vil have. Der er mange ting, der skal gøres, mange beslutninger, der skal tages. Men allervigtigst, så skal det her semester nydes fuldt ud; for hvem ved, måske bliver de næste par år brugt udenfor Skotland?

We're almost halfway through February and my 2nd semester here at Aberdeen University has been running for four weeks now. We're only just in week 4, but with everything that's happened it could might as well be week 100 (Okay, we don't have a week 100, but you get the point. Shit's happening! Everything at the same time, too). Besides studying, swimming and enjoying time with old and new friends, I've started working on a new project with a fellow AU-student, my dear friend Lenka - basically we're posting stories much alá 'Humans of New York' and the page is called Students of Aberdeen University (https://www.facebook.com/studentsofau for those interested!). We already have 1300 likes, and we're picking up at a pretty good pace. We've also been featured in the student newspaper here at Aberdeen University, the Gaudie, where my boyfriend has written a piece on us and where he interviewed me to get some personal opinions and the background for the project.

Before coming back, I was also really excited to get back into the routine of uni and swimming. Even though I'm overall really satisfied with the effort I put into the last semester I know this term is going to be even better; I know how things work and I know what to do and more importantly, I know what not to do. I remember saying to myself (and everybody too for that sake), during the first couple of weeks of the first semester that we just had to get the grip of everything and how it would all come naturally before beginning of the next semester. And thanks to god, I was right. I've tailored my weekly timetable to perfection so I have time to sleep in Monday, I keep having Wednesdays off, I can go straight from class to swimming on Fridays and so on. I've bought a new computer so I don't have to feel like I'm carrying a rock every time I have to carry it around campus and into town. I've decided to focus more on anthropology this semester; It's all about effort, we decided after walking out of the examination room two months ago. It's possible.

Speaking of courses, my overall schedule will resemble that of last semester. I'll be taking a philosophy course on experience, knowledge and reality (very deep shit but I like it a lot so far and my tutorial is the most stimulating class I've ever been in! Very intelligent Irish professor). I'll finally get to actually study Spanish again with what is supposed to be an advanced course. It might be advanced for some of my co-students, but I find myself having studied the things we learn at least twice before. Furthermore I'm taking, as a part of my degree, a political science-course for which I'm utterly excited to get started for realsies! And of course, one more introductory course to the joy that is anthropology. It's about questions of diversity, so of course it's gonna be a hoot (pray for us). It's about gender and kinship and all that stuff. All that jazz. 

Another thing I'm also looking forward to is to finally start engaging myself in the university student newspaper at Aberdeen. I clearly remember a student-run paper being one of pull factors when deciding to study abroad. I've always dreamt of getting some of my work published, and when they announced that they're actively looking for new contributors, I saw my moment to finally do something about what could be a aspiring writer in the making. So let's see if I'll succeed with the first step: finding the time to actually do it.

As you might be able to sense, I'm full of hope for this semester. I am so excited and I can already tell it's gonna fly by way too fast. But it's gonna be amazing. I know that. And even if everything fails, then I know I'll at least be able to keep up with my most profound and simple wish; not experiencing the same feeling of utter hopelessness next time we have to revise anthropology. We can do it.

6 reflections on living in Scotland

Jeg fortryder grumt, at jeg ikke købte denne her totebag i Inverness..

Having lived in Scotland for some time now, I reckon it's time for some reflections. It's time to point out some of the awkward and awesome stuff about living in a country that is, despite actually being smaller than Denmark in terms of population, really different from the country where I was born and raised.

You know you live in Scotland and you know Scotland is very far away from Westminister because of the fact that the majority of your fellow Brits actually fail to think of you as a part of Britain. Paying with notes from the Bank of Scotland down in London is simply not an option. Not only was I a tad confuzzled, I also, unintentionally may I add, blurted out my discontent, leaving the taxi driver mocking me like I was from some part of Southern Ireland. And not to forget; we had the referendum. Mabye it's not entirely on their account after all, maybe there's also some degree of reluctance from our side to be spotted, but come on! To exclude us from the kingdom when we deliberately voted no in the end is just not okay!
This brings me to another very crucial point. More than half of the time when a relative or a friend of mine talk about me having moved to Scotland I often find them saying England instead of Scotland. Sadly, it's the exception rather than the rule. As if England constitutes Britain alone. I'll admit the difference wasn't striking to me either before actually moving here, but it's starting to tire me when people mix up two countries. Or, well, I guess you can't really categorize it as confusing two countries when the majority of people actually don't even know that Scotland is in fact its own country. Awkward.

You need to know the word that the word cheers doesn't actually refer to drinking, but is the Scottish version of the words thank you. If you fail to learn this fact, you'll never blend in. Also, if you feel the need to blend in and wanna go the extra mile, it's wise to embrace the favorite drinks of the Scots: orange fizzy drink Irn Bru and of course, whiskey. Both equally horrible if you ask me.

While this definitely goes for Aberdeen, I'm pretty sure it's the same in every part of Scotland: the sun is to be appreciated whenever it's out. The clouds are almost constantly covering every corner of the sky, so most of the time all we get is .. well, 50 shades of grey. On this level, being in Scotland or in Denmark is pretty much the same thing. Oh well.

The accent. Oh yes, the accent. One of the most characteristic features of any Scot you'll ever have the pleasure of encountering on your way. You either hate it or you love it. There's no in between on this one. Maybe in case it's the Glaswegian one. You can immediately spot a Glaswegian when you hear him.

One of the good things about Scotland is that you're never further away from a castle or a pretty old ruin than a couple of hours of driving. And don't even get me started on the landscape. Scotland might not be an exotic country, but it has everything you need for an adventurous holiday; beaches, lochs, mountains. If you need conviction, take a look at this post by The Guardian. Need I say more?

DANSK Nu, hvor jeg har boet i Skotland i nogle måneder efterhånden, er det vist ved at være på tide med nogle reflektioner, ligesom jeg gjorde dengang, jeg skrev ned hvad jeg havde lært efter henholdsvis 42 og 94 dage i Argentina i dette indlæg og dette indlæg. Selvom størrelsen på befolkningen er mindre i Skotland end den er i Danmark (hvem skulle alligevel have troet det?), så er de to lande nu egentlig meget forskellige, hvis man lige kigger ordentligt efter.

Du ved at du bor i Skotland, når mange af de andre briter faktisk ikke tænker på dig som en del af Storbritannien. Skotland er langt fra det administrative centrum i Westminister nede i London, og det kan godt mærkes, efterhånden som man kommer nordpå, men også selvom du befinder dig nede i Sydengland. Mange englændere tænker på Skotland som det kolde nord, og mange af dem, jeg har mødt, har aldrig nogensinde været der. Prøver du at betale med sedler udstedt af den skotske nationalbank i London, som er lige så legitime som de 'traditionelle' engelskudstedte pund, kan du være sikker på at få et nej. Og lad os ikke forglemme den kære folkeafstemning, vi havde tilbage i september, hvor Skotland skulle bestemme om vi fortsat skulle være en del af kongeriget. Det blev jo til et nej - hvorfor begriber jeg virkelig ikke. Der var stor utilfredshed, da resultatet kom frem. Så måske er det lidt selvforskyldt..

Det bringer mig videre til en anden vigtig pointe. Flere end halvdelen af de gange, hvor jeg har snakkt med en bekendt, en fremmed eller en vilkårlig person om, at jeg er flyttet til Skotland, har reaktionen som oftest været et spørgsmål om hvorvidt Skotland er en by i England, et land for sig selv eller noget helt fjerde. Det er som om at de fleste folk rent faktisk tror, at England udgør hele Storbritannien og at Skotland, Wales og Nordirland bare er små stater, der hører inde under England. Jeg vil da godt indrømme, at min viden om Skotland ikke var videre påfaldende før jeg selv besøgte landet tilbage i 2013, men det er begyndt at irritere mig noget så grusomt, når folk forveksler England og Skotland. Det irriterer mig også, at man nok ikke engang kan tale om forveksling, hvis folk ikke engang ved, at det er to forskellige lande. Jamen altså!

Noget andet, der også er meget skotsk og som er vitalt for at begå sig herovre, er ordet cheers. Som de engelskkyndinge nok vil vide, betyder dette ord jo normalt skål. Siger du cheers i England, vil det også bære konnotationen af, at du gerne vil skåle eller er i færd med det. Men i Skotland, ja, der betyder dette ord tak. Og hvis du ikke siger det, når du går ud af bussen, bliver betjent eller bliver hjulet bare den mindste smule, så passer du ikke ind. Hvis du gerne vil passe ind, er der også en anden vane, du må adoptere. Der er nemlig to nationaldrikke i Skotland; den orange sodavand Irn Bru og selvfølgelig, whiskey'en. Begge to grænsende til det forfærdelige, hvis I spørger mig!

Selvom jeg kun med sikkerhed kan sige, at det i hvert fald er gældende for Aberdeen, så er jeg ret sikker på, at det gælder for hele Skotland. Solen bliver i den grad nydt og sat pris på, når den endelig viser sit kønne ansigt og har mast skyerne væk - de skyer, der næsten altid udgør et tæt dække, som gør alting utrolig gråt. Når det kommer til vejret, er der ikke meget forskel på, om man er i Danmark eller Skotland.

Den skotske accent. Åh gud. Jeg har aldrig været fan, men den forbliver den mest karakteristiske egenskab hos næsten alle skotter, du møder på din vej. Og det værste er næsten, at du enten elsker den eller hader den. Der er ingen gylden mellemvej. Måske lige i tilfælde af, at det er accenten fra Glasgow. Den er ikke til at tage fejl af. Jeg kommer til at gøre grin med den i al den tid, jeg lever. Jeg laver stadig grin med mine venner her efter 5 måneder. Mon de ikke snart er trætte af det?
 
Men den bedste ting ved Skotland er jo nok alligevel naturen. Landskabet. Du er aldrig længere væk fra et slot eller en gammel ruin end et par timers kørsel. Jeg bor i Aberdeen - oliehovedstaden i Skotland (nogen siger endda hele Europa!) - og et af landets mest kendte slotsruiner ligger en halv time herfra. Skotland er måske ikke noget videre eksotisk land, men listen af ting, der er ligeså meget værd, er uendelig - vi har søer, strande, bjerge, nationalparker. Vi har det hele. Og det hele er smukt afbiledet her i The Guardian. Behøver jeg virkelig sige mere?

Endings are not bad things, they just mean that something else is about to begin

Så er det nu. Tiden er kommet til at sige farvel til Skotland. For første gang. For 9 dage siden, dagen efter min sidste eksamen, forlod jeg Aberdeen. For første gang i 14 uger. Det var kun for en dag, men det føltes alligevel som om, at det var definitivt slut. Det føltes også som om, at noget vigtigt skulle til at have sin ende, da vores antropologi professor dagen inden annoncerede, at eksamenstiden var løbet ud. Min sidste eksamen var torsdag d. 11. december. Da klokken slog 17, var jeg fri. 4 eksamener fra lørdag til torsdag. Det var kun 6 dage, men det føltes som en evighed. Og da klokken slog 17, var de første 14 uger af mit universitetsliv ved en ende. Mit første semester er slut. 14 intense uger, hvoraf de sidste to uger har bestået af revision, eksamener og manglende socialliv. Jeg glædede mig sådan til at min antropologi eksamen var ovre. Det betød jo den ultimative frihed. Det betød starten på 5 ugers juleferie. Intet ansvar og ingen dårlig samvittighed over at julehygge og slappe af for første gang i hvad der føles som en evighed. Jeg troede, at jeg ville føle friheden så snart jeg satte det sidste punktum. De to timer, som eksamen varer, fløj afsted med lynets hast og ingen nogen af os havde set os om, var det ovre. Den eksamen, vi alle sammen havde frygtet mest, var endelig slut. Og det var slet ikke så slemt, som vi havde frygtet. Det kunne jo ikke være bedre. Men da Dr. Mills annoncerede eksamens slutning, kom bølgen ikke. Jeg kunne mærke en byrde, der dumpede af mine skuldre, men så heller ikke mere; det var ikke som jeg forventede. Ingen følelse af frihed. Den er her stadig ikke helt. Selvom det her bare er begyndelsen, føltes det, i det øjeblik jeg lagde blyanten ned, som enden. Det føltes som om, at det var enden på alt det her. Jeg prøvede at fortælle mig selv, at jeg skulle holde op med at være dramatisk og jeg prøvede at tvinge mig selv til at føle mig lettet. Men jeg kunne ikke stoppe med at mærke den følelse, jeg desværre kender alt for godt; slutning. Følelsen af, at noget jeg elsker utrolig højt, er ved at lakke mod enden.

Det bringer mig til pointen med det her, givet at der overhovedet er en. Sandsynligvis ikke. Selvom jeg ikke kan mærke det nu, så er det her jo ikke slut. Det slutter ikke det sekund, jeg sætter mine ben på flyet imorgen. Det er ikke ligesom dengang jeg skulle sige farvel til alt det, jeg havde skabt og den hverdag, jeg havde fået opbygget - i London, i Buenos Aires, Salamanca og i Houston.. Ikke denne gang. Jeg kommer tilbage igen og jeg behøver ikke skille det ad. Det venter stadig på os.

Heldigvis er sandheden jo en helt anden, end den har været de andre gange. Virkeligheden er ikke som jeg oplevede den, da min sidste eksamen var slut, og min virkelighed, som den er ligenu, er ikke den samme, som den har været før. Det her er noget helt nyt. Det er et nyt kapitel. Og selvom jeg ikke kan mærke det nu, så kommer jeg tilbage. Det er kun lige begyndt. 

This is it. I can't believe my exams are over and I can't wrap my head around the fact that left Scotland yesterday and that I’m leaving the UK today. My first semester is over. 12 hours and I'm back on Danish soil, back to a place where I know everything and everybody. It's unbelievably intangible that the first part of my stay at this amazing university is over. I doubt it there's any need for saying that it has been incredible. It has been stressful, eventful, even tragic at points - but it has never seized to teach me, to amaze me, to make me smile and to make me ponder.

I finished my last exam on the 11th, at 5pm. We all dreaded anthropology, a fact that just made me more anxious to finish and to finally be done. Despite of this, I felt prepared and I was ready to face the last thing keeping me from the Christmas break. But ironically, I felt better before the exam than I did after. I expected a tidal wave of relief to wash over me, but nothing happened when I put down the pen. None of the things I had expected happened. I didn't feel relieved. Nor did I feel the euphoria of being done - a week before most of my fellow students, may I add. I should've been ecstatic. But I wasn't. When I put down my pen, I felt like it was done. Like this, right here, my new life, was done. For good. In other words, I recognized what I was feeling as the feeling I tend to get when I know something I love very much is coming to an end. Also known as the worst feeling in my gamut of emotions.

So, this brings me to the actual point of all this. You might already have guessed it. The most incredible thing about all of this? The fact that this is not over. This is not ending the minute I get on a plane. It's just getting started. I am not leaving for good. I had to say goodbye to the life I'd created in London, in Salamanca, in Houston and in Buenos Aires, but not this time. I'm coming back. Coming back home. And this is the first time where I can actually say this with certainty. I know when I'll be back. It's like a new chapter. I've always had to leave it. Leave what I had built, leave the friends I made and the family I always ended up having in the end. But not this time. This time, I can go back to where I came from, without having to worry about what's next, without having to deal with the sadness of it being over. Not this time. I can go home and I won't be heartbroken. Not this time. I already miss everybody in Aberdeen like crazy and I’m already looking forward to going back for a new semester, but hopefully I'll be able to relax while I'm back in Denmark. No tears because I left another piece of my heart a place that feels like a million miles away. No restlessness because it's impossible to explain how I feel.

This is my first real 'I'll see you soon'. It's definitely something new. I could get used to this.