189 dage senere

*Advarsel: melodramatisk indlæg forude*
Alting har en ende.
189 dage. 6,5 måned. 21.000 kroner. 100+ timer spenderet i bus, tog, båd og fly. Fem lande. Et kontinent.
Sydamerika er slut for mig i denne omgang. Jeg skal hjem. Men det er ikke bare en rejse, der slutter. Det er ikke bare mit sabbatår, der er ved vejs ende.
Det er mit liv, som jeg er kommet til at kende det. Det er et lille stykke verden, der forsvinder for mig. Et lille stykke liv, jeg efterlader her, når jeg stiger ombord på flyet om et par timer. Det er tid, der rinder ud og bliver til kære minder. Den enormt store omvæltning, som jeg oplevede, da jeg skulle lære at bo i Argentina, den fik mig nærmest til at lægge mit gamle liv på hylden. Alle de nye ting og alle de nye indtryk fik mig næsten til at glemme det liv, jeg havde, før jeg tog afsted - hvilket har gjort, at når jeg kigger tilbage, så er de sidste 6,5 måned af mit liv næsten det eneste, jeg ser. Det fylder det hele.

En artikel jeg læste en aften, da jeg sad på mit værelse i Brasilien, formåede at beskrive den præcise følelse, som jeg ved, at jeg kommer til at sidde med, når jeg lander i Europa imorgen aften. "Reverse culture shock is the experience of returning to something that was once familiar but which now seems different." Det eneste, der har forandret sig, er mig. At komme hjem til noget, som du kender ud og ind og som aldrig vil forandre sig, men som alligevel var bundet sammen med den person, du var engang - det er det, der er udfordringen. At vænne sig til at være i noget, der er fuldstændigt det samme, som da du tog afsted, men som du ser med nye øjne.

Jeg har lært så forfærdelig meget siden jeg ankom - mit spansk er klart det, jeg er mest taknemmelig for, men også mit portugisisk er blevet væsentligt bedre - jeg var ikke sammen med andre end brasilianere i 5 uger (på nær én enkelt amerikaner i Rio) og det hjalp gevaldigt på det. Men livets skole har lært mig noget meget vigtigere. Noget, jeg ikke har kunnet lære i et klasseværelse. Jeg troede jeg kendte mig selv, før jeg tog afsted. Det gjorde jeg også. Men jeg har også lært, at jeg bliver ved med at udvikle mig hele tiden. Jeg har lært utrolig mange mennesker at kende, men den jeg har brugt mest tid med og som jeg er kommet tættere på - det er mig selv. Jeg er produktet af denne her tur. Af det her eventyr.

Jeg bliver ved med at lede efter det perfekte citat, den perfekte måde at beskrive alt det her på - men jeg har indset, at der ikke findes en sætning, der kan dække, hvordan jeg har det. 1000 sætninger ville nok heller ikke kunne gøre det. Jeg skrev i mit indlæg, da jeg forlod Buenos Aires for første gang, at jeg kunne bruge hele min 17 timers togtur på at nedskrible mine tanker og stadig ikke være tæt på at dække det godt nok. Og jeg havde ret. Tanker, observationer og følelser farer rundt i mit hoved og jeg prøver desperat at fange dem og transformere dem til ord. Til klumper, som jeg kan formulere på skrift. Og lige lidt hjælper det. Jeg har kun fattige ord. Jeg har haft det fantastisk. Ordet fantastisk dækker ikke engang. Det her har forandret mig mere end jeg overhovedet troede var muligt. Et halvt år er lang tid og når hver eneste dag er fyldt med oplevelser og nye ting, så føles det som en del længere tid. Jeg oplevede mere i løbet af en måned her i Buenos Aires, end jeg har gjort igennem hele mit liv.

Og nu håber jeg ikke, at der er nogen derhjemme, der sidder og tror, at jeg hader det liv og de rødder, jeg trods alt ikke kan løbe fra, at jeg har i Danmark. Jeg bliver nok (desværre) nødt til at indrømme, at jeg har prøvet at flygte fra min danskhed. Flygte fra det faktum, at mit modersmål er et lille bitte sprog, som ingen har hørt om før og som de fleste kvæles i, hvis de prøver at udtale. At jeg kommer fra et land med et indbyggertal, der svarer til en fjerdedel af de fleste hovedstæder hernede. Men det jeg har fundet, er det, jeg har flygtet fra. Det har været nytteløst at skærme mig fra min danskhed, for hernede er jeg hver eneste dag blevet mindet om den og det tog sin tid, men jeg har fundet det, jeg nok egentlig ledte efter; en stolthed over at være dansker. En stolthed over at være fra et velfungerende land, hvor ingen bliver efterladt. Jeg har altid været taknemmelig over at være fra et af verdens bedste lande, men jeg er først blevet klar over nu, hvad det indebærer. Jeg har set hvor meget folk må kæmpe for at få deres liv til at hænge sammen hernede. Hvor meget mine jævnaldrende må arbejde for at have råd til at en dag studere på universitetet. Men jeg har også lært, at det er ligemeget, hvor vi kommer fra. Det handler ikke om, om vi er latinamerikanere, asiater eller europæere; det er hvor vi skal hen, det betyder noget. Hvor vi gerne vil hen. Hvem vi gerne vil være. Det er ikke hvad der sker i dit liv, men hvordan du reagerer på det, der er vigtigt i sidste ende.

Jeg tog tit mig selv i at tænke, i sommers, at jeg aldrig ville høre til her. Jeg er høj. Mit hår er brunt, men uanset hvor meget farve jeg propper i det, vil jeg aldrig kunne skjule mine blonde træk. Bleg. Min accent, når jeg snakker spansk, afslører, at jeg ikke er latina. Og måske er det ligemeget. Måske behøver jeg ikke passe ind udenpå, men vide at jeg hører til indeni, fordi jeg godt kan lide at være her.

Klokken er nu 05.08 tirsdag morgen d. 15. juli 2014 og denne dato har været fastbrændt på min nethinde lige siden den dag i januar, hvor jeg forlod Danmark. Klokken 13.20 begynder hjulene at rulle på take off-banen i Ezeiza. Jeg har vidst hele tiden, at jeg skulle vende hjem den dag i dag. Og selvom jeg har haft uanede mængder af tid til at forberede mig, så er jeg ikke klar. Det bliver fantastisk at komme videre til næste kapitel, men uanset hvor meget jeg prøver at forblive positiv, så kan jeg mærke, at det her bliver sværere end noget andet jeg har prøvet. Og jeg er kun 19 år. Og jeg har ikke engang sagt farvel til de vigtigste personer endnu. Det er altid svært at sige farvel og lukke ned for noget, du elsker højt. Noget, som du slet ikke er klar til at forlade.

It hurts because it matters.

Mi Buenos aires querido, cuando yo te vuelva a ver no habrá más penas ni olvido

When in Bogotá

Hvor skal jeg starte? Jeg har kun været her i 2,5 uge, men jeg synes alligevel jeg har set, oplevet og hørt nok til at kunne forsøge at komme med en konklusion. Hvad er det her land egentlig for en størrelse?

Især Bogotá har overrasket mig rigtig meget - byen er totalt anderledes, end hvad jeg havde forventet, men igen så vidste jeg heller ikke helt, hvad jeg kunne forvente. Jeg har set nogle ret syrede ting; Jeg var vidne til et marsvin-løb en af de første dage, hvor jeg var inde i centrum og snuse lidt til byen med nogle venner. Jeg kunne ikke lade være med at stirre og endte endda med at heppe med. Aldrig har jeg set noget så sjovt. Folk var utroligt optagede af det og satte alle deres småpenge på den firbenede gnaver, som de mente, havde de bedste chancer.

Noget andet, som jeg heller ikke har set andre steder, er salget af telefoni på gaden. Den slags gadehandel, der er mest fremtrædende i gadebilledet hernede, er nemlig salg af opkaldsminutter. Og der er der en meget god grund til; tager man en mobil frem, der er bare lidt lækrere end en gammel Nokia, så beder man selv om at få den stjålet. Overalt ser man derfor skilte med 'minutos'. Har du lyst til at ringe, får du stukket en ældgammel telefon i hånden (den skal være tilpas grim og outdated, at der ikke er risiko for, at der er nogle der vil stjæle den jo) og så betaler du ellers den angivne sum, når du er færdig med dit opkald. Det koster mellem 28 og 56 øre i minuttet, så næsten alle benytter sig af det.

Den colombianske mad var noget af det, jeg glædede mig mest til at gå ombord i. Jeg havde fået smagsprøver både i Texas og Buenos Aires og jeg er bestemt ikke blevet skuffet; den traditionelle madkultur i Columbia er virkelig, virkelig lækker. Arepas, ajiaco, sopa de lentejas.. Jeg kunne spise colombiansk resten af mit liv og dø lykkeligt. Og deres frugter er højdepunktet. Da jeg boede hos min værtsfamilie under min første etape i Bogotá, startede jeg hver eneste dag med et kæmpe glas hjemmepresset juice. Det kunne være af guanábana, guayaba, grandadilla, curuba eller måske maracuyá. Jeg havde aldrig smagt, hørt om eller set nogle af disse frugter før, men det gjorde ikke så meget. Jeg smagte gladeligt på dem og hvor var det bare lækkert alt sammen. Colombianerne er også meget glade for mora, hvilket ville være en ækvivalent  til vores brombær. Eller.. det er brombær, så meget kan jeg da se, det er selvfølgelig bare dobbelt så saftigt og dobbelt så lækkert hernede, at det slet ikke ligner de brombær, vi kender. Nok snak om brombær. Ak ja, det bliver ikke sjovt at komme hjem til Danmark, hvor det mest eksotiske, vi kommer i nærheden er, er en skaldet mango.

Og vejret.. vejret er et helt kapitel for sig selv. Columbia har nemlig ingen årstider, da vi er så tæt på ækvator. Det havde jeg jo, optimistisk som jeg er, tolket som om, at der ville være sommer året rundt. Og det er også reglen. Bogotá er så bare undtagelsen fra den regel. Temperaturen svinger ikke mere end 4-5 grader og der er som oftest 18-19 grader her om dagen. Bare fordi Bogotá ligger 2660 meter over havniveau. Pff.. Og der er jo selvfølgelig monstervarmt i Cartagena og det resulterede meget ubelejligt i en mindre sygdom, da jeg vendte tilbage til Bogotá. Jeg fryser i Bogotá og jeg havde det alt for varmt i Cartagena.. Kan man da aldrig få det hele?

Men det, der har uden tvivl har overrasket mig mest.. Det, der har sat mine tanker igang.. Det har helt klart været alle de blikke, jeg har fået. Jeg troede ikke jeg ville få mere opmærksomhed end jeg fik i Argentina. Så kom jeg til Chile. Så kunne det da heller ikke blive værre. Men så kom jeg til Columbia. Det har været på grænsen til det ekstreme her i Bogotá. Jeg kan gå på gaden og hver anden, der går forbi mig, stirrer som en besat, vender sig om efter mig og opfører sig som om, at de aldrig har set en udlænding før. Og i løbet af mine første dage i landet tænkte jeg tit 'hvordan hænger det her sammen med alt det, jeg har hørt?'. Det er nemlig interessant. For colombianerne er hjertevarme mennesker og de er de mest åbne og gæstfri mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hvorfor stirrer de så sådan på noget, der er anderledes? Jeg har prøvet at stykke forklaringen sammen i mit hoved. Jeg har prøvet at regne Columbia ud; hvordan kan det være, at der er så mange colombianere, der har forladt Columbia og alligevel roser deres hjemland til skyerne og reelt synes, at det er det bedste land i hele verden? Er det virkelig rigtigt, at Columbia ikke er andet end narkotika og korruption?

Præcis på grund af alle disse modsætninger, har været min oplevelse af at være gæst i det her land været så interessant. Jeg er fascineret af det her land; det er dybt fascinerende at være her, når landets ry er så dårligt, og når jeg kender så mange, der er vokset op her. Jeg havde ikke mødt en eneste colombianer, jeg ikke kunne lide, før jeg kom hertil - og det har ikke ændret sig. Folk stirrer, men når vi får nedbrudt barrieren og folk har kommenteret min højde tilpas mange gange - ja, så er de altså nogle dejlige mennesker. De er interesserede i, hvorfor jeg er her og hvad jeg synes om deres land. Men de ved også godt, at der er lang vej at gå endnu, før det bliver 'normalt' at se turister i gadebilledet. En af mine venner fremlagde et yderst interessant synspunkt for mig. "Columbia kunne være verdens bedste land. Vi har kyst ud til både Stillehavet og Det Caribiske Hav, vi har en mangfoldig natur; frodige regnskove i Amazonas, lækre caribiske strande, billedskønne Andesbjerge - og sidst, men ikke mindst, har vi en indbydende madkultur og vi er kendt for vores gæstfrihed. Vi har alt. Men vores fortid og vores omdømme hjemsøger os." Landet har potentiale, det er helt sikkert - og selvom det ikke længere lever op til det voldsomme ry, som det har, så er korruptionen og kriminaliteten her stadig. Især politikorruption er mere end almindeligt. Og man skal være ekstremt forsigtig, hvis man har værdigenstande på sig. Og selvom jeg ikke én eneste gang har været i nærheden af narkotika, så er det her jo stadig i stor stil. Som min ven også fortalte mig, så er Columbia ikke ene om at være skyld i den illegale narkotrafik; forbrugerne, som oftest er europæere, har også en stor del af skylden. Når der er nogen, der ryger en importeret joint fra Columbia et tilfældigt sted i Europa, så er det Columbia, det går ud over. Og det er en skam. For et dejligt land, det er det altså.

Jeg tror ikke, at jeg kan nå frem til en konklusion. Og måske er det også okay, for Columbia har flere problemer, end jeg overhovedet kan forstå. Men en ting er helt sikkert; jeg har ikke et eneste sekund fortrudt, at jeg valgte at tage herhen. Og jeg vil ikke et sekund tøve med at anbefale andre til at gøre det samme. Her er ikke så farligt, som mange vil have dig til at tro. På gensyn, Columbia og tak for at have været en dejlig vært.

Og nu skal jeg videre til det, jeg nok må indrømme, at jeg har glædet mig mest til, siden jeg tog afsted. Faktisk lige siden jeg første gang mødte en brasilianer. Brasilien, vi ses imorgen! 

Montserrate, Bogotá

På denne her tur har jeg været overordentligt glad for diverse udkigsposter, kan vi vist godt blive enige om, eller hvad? Jeg laver altså andet end at kigge på storbyer fra oven, men til mit forsvar vil jeg sige, at alle mine columbianske venner insisterede på, at jeg skulle besøge Montserrate i Bogotá. Og jeg fik det endelig gjort igår - endda i rigtigt godt selskab, med en af mine nye venner. Selvom han har boet i Bogotá hele sit liv, var han 100% med på at lege turist for en dag - så vi tog den hundedyre kabelbane op på bjerget. Man kan også vælge 'bestige' bjerget til fods, hvilket ville tage omkring 1,5 time. Men da Bogotá i forvejen ligger meget højt over havniveau, var jeg blev advaret mod dette, og jeg er glad for, at jeg ikke gjorde det. Kabelbanen var også en del hurtigere, jo! Og vi var oppe i løbet af et par minutter; og der ventede os den vildeste udsigt - efter jeg lige havde kommet mig over chokket over at være oppe i 3170 meters højde, bevares.

Men det var ikke bare udsigten, der var vild - der var også noget nærmest Amazonas-lignende landskab rundt omkring bjergkæden, som var fuldstændigt betagende. Helt klart mit yndlingssted i Bogotá. Det er jo stadig Andesbjergene, jeg har med at gøre, og det er stadig vildt at se bjerge, hvor end jeg kigger hen, selvom jeg har haft over en måned til at vænne mig til det. Jeg kommer aldrig over det. Og det er vildt, at det teknisk set er 'de samme bjerge', som omringede Santiago. Jeg er fan af bjergkæder! Det kunne vi godt bruge lidt mere af i Danmark. Og selvom det er samme bjergkæde, så føles det en del mere eksotisk heroppe/hernede sydpå/nordpå. De er dækket af træer og her er en del mere grønt. Det var en helt igennem fantastisk dag og Bogotá viste sig endda fra sin gode side og lod solen komme lidt til også. 

Pictures from the Cerro de Montserrate, a must-see in Bogotá. The nature surruounding the mountains is absolutely stunning and I understand why all my Colombians friends recommended me to go there. I could seriously walk up there for days, just admiring the views. The view you get of Bogotá is breathtaking and it's funny to see how sometimes it's raining in parts of the city while it's sunny in other parts.  

I ascended with a new friend of mine - and even though he's been living in Bogotá his whole life, he didn't mind playing tourist for a day and there's nothing I love more than being guided by a native that loves his city. One of the benefits of having friends spread out across the globe! Montserrate is definitely my favorite place in all of Bogotá!

Paradis på jord

Intet besøg til Cartagena er komplet uden et lille miniature cruise til nærliggende Islas Rosario, hvor man blandt andet finder den berømte strand, Playa Blanca. Selve byen Cartagena har ingen af de der strande, som ellers er typiske for det caribiske hav - men man skal bare sejle i et par timer, og så er den hjemme - krystal klart vand, tropepalmer og varmt, hvidt sand. Hvor var det bare ekstremt lækkert. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor smukt der må være på de øer, der ligger tættere på den caribiske bugt og hvor vandet er endnu mere klart, hvor sandet er endnu finere.. Det var den perfekte dagsudflugt fra Cartagena og jeg fortryder ikke, at jeg betalte en formue for det - det var det hele værd!

Det smukkeste sted i Columbia

Cartagena de Indias, under kolonitiden den vigtigste havn for Spanien, er uden nogen som helst tvivl det smukkeste sted, jeg har set i Sydamerika indtil videre. Hold da op, hvor er her bare billedskønt. Byen er omringet af en mur, der engang fungerede som forsvarsværk - og som nu giver et meget specielt og gammelt præg på byen. Cartagena er indbegrebet af historie, af kultur, af kunst og æstetik. Den ligger ud til det caribbiske hav og du skal ikke sejle ret langt, før du når til nogle af de nærtliggende caribbiske strande - sådan nogle, som man kun ser på billeder, med krystal klart vand og lækkert, varmt sand. 

Cartagena har det hele - et besøg til Columbia er ikke komplet, hvis ikke man tager til Cartagena. Det var noget af en omvæltning at komme fra semi-kølige Bogotá til brandvarme Cartagena - årlig middeltemperatur er cirka 30 grader, hvilket med luftfugtigheden føles som 36. Det var præcis ligesom at være i Tokyo igen. Det er kvælende, når man ankommer, men når kroppen er tilvænnet efter et par dage - ja, så er det fandme skønt. Så med et fantastisk godt vejr, en skøn by og et fantastisk hostel, hvor jeg virkelig har nydt at bo - så kunne jeg ikke have haft en bedre miniferie til Cartagena og jeg må indrmme, at jeg er lidt trist ved tanken om, at skulle hjem til Bogotá imorgen. Men rejsen fortsætter, og jeg har lige det sidste jeg skal se, inden jeg kan sige farvel til Columbia og sætte kursen mod næste destination - nemlig Brasilien!

Den caribbiske kyst

Så jeg er ankommet til mit 2. stop i Columbia, nemlig Cartagena i den nordlige del af Columbia, hvor jeg befinder mig i disse dage. På fredag vender jeg snuden hjem mod Bogotá igen - jeg har ikke medbragt min computer, så mere udførlige beskrivelser må vente, til jeg vender tilbage til det kolde syd. Her er en årlig temperatur på 30 grader og med luftfugtigheden, føles det som 38. Det var noget af en omvæltning af komme fra Bogotá. Men hold nu fast, hvor er her bare fantastisk smukt!

Bogotá og de første indtryk

Arepas rellenas, typisk columbiansk - det glædede jeg mig virkelig til at spise igen!

Bogotá, hovedstaden i Columbia, er den 3. største by i Sydamerika efter de to verdensmetropoler i Brasilien, Rio og Saõ Paulo. Her bor omkring 8 millioner mennesker, hvis ikke mere. Og det kan mærkes. Byen er kaotisk, farverig og de smukkeste kolonibygninger ligger side om side med futuristiske skyskrabere.

Og nu må jeg nok hellere fortælle lidt mere om min tilbagevenden til den nordlige halvkugle. Colombia er meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde hørt så forfærdeligt mange ting om det her land før jeg ankom - mange forskellige ting. Folk er ikke helt enige om, hvad for en størrelse, Columbia egentlig er. De fleste har sat spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig ville her og hvorfor Columbia lige skulle med på min rejseplan. Og på den anden side står alle mine columbianske venner, der hver og en har forsikret mig om, at det absolut ville være det hele værd - deres land er jo det smukkeste i hele verden.

Så da jeg steg ombord på flyveren i Lima mandag eftermiddag, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente at se, når jeg et par timer senere ville lande i Columbia. Det, som størstedelen tænker, når man siger Columbia, er narkokarteller, kriminalitet og korruption. Og jeg skal gerne indrømme, at selvom de fordomme for længst var blevet tilintetgjort af alle de skønne columbianere, jeg har mødt gennem tidens løb, så var det svært ikke at være mærket af det ry, landet jo nu engang har. Jeg var maksimalt opmærksom fra det øjeblik, jeg trådte ud af flyet. 

Og de første par timer i et helt nyt land var fyldt med nye indtryk; den gæstfrihed, som er udbredt i hele Latinamerika, er Columbia i særdeleshed kendt for. Og det er en af de eneste ting, jeg har hørt om Columbia, der har vist sig at være sand. Folk, der har absolut ingen forpligtigelse til at hjælpe mig, har inviteret mig indenfor og åbnet deres hjem op for mig. Jeg er blevet inviteret til middage og fester af folk, der slet ikke kender mig. Så sent som i dag var jeg med mine værtsmødre til ægte traditionel columbiansk frokost i udkanten af Bogotá. Bare fordi værtinden gerne ville møde mig og vise mig noget af den traditionelle gastronomi. Bare fordi. Bare fordi gæstfriheden er en grundlæggende del af de mennesker, de er. De kigger mærkeligt på mig, når jeg spørger, om jeg må tage et bad. Det spørger man da ikke om i sit eget hjem. Jeg bor i en del af Bogotá, hvor der absolut ikke kommer turister. Jeg er sikker på, at jeg er den eneste udlænding i miles omkreds. Columbia er ikke ligesom Argentina, hvor der bor tusindvis af europæere og nordamerikanere. Columbia er for det meste bare columbianere og Bogotá virker ved første berøring ikke som at være en vanvittigt international by - ikke som jeg så det i Santiago og Buenos Aires. Og det er interessant. Det er en verden til forskel at være her, som høj og lyshåret - og jeg skal lige finde ud af, om det er en god eller dårlig ting. Folk kigger rigtig, rigtig, rigtig meget. Og jeg har snakket med en mine venner, der forlod Bogotá som 15-årig og hun fortalte mig, at hun aldrig havde set en asiat, før hun flyttede til USA. Og at det slet ikke er ualmindeligt.

For netop på grund af det ry, Columbia desværre stadig har, er her ikke mange udlændinge, hvis man sammenligner med andre sydamerikanske lande. Og så er det jo kun naturligt, at de kigger grundigt efter, når de endelig ser en, der ser anderledes ud. Jeg synes derimod ikke, det er naturligt (eller høfligt for den sags skyld), at de ligefrem vender sig efter mig og stirrer helt ukontrollabelt, men det må jeg jo bare tage med. Den oprigtige interesse, jeg møder, fra de mennesker, der ikke kan nøjes med at stirre, men også henvender sig varmt og venligt til mig - ja, det opvejer ligesom alt det andet. Det starter som regel med en undren, en positiv undren over, hvad der har bragt mig til deres land. For de er udmærket godt klar over, hvordan folk ser på deres land i andre dele af verden. Og ja, nok er der narkokarteller, og de er garanteret nemme nok at opstøve, hvis det er det, man vil - men det skal man bare lade være med, ligesom man ikke skal vade ind i den fattigste af den fattigste favela i Brasilien. Har man sine forholdsregler og sin sunde fornuft, er man godt på vej. Og netop derfor får jeg at vide af folk, at de er glade for, at jeg har valgt at se bort fra det og tage herhen. Og ved I hvad?

.. det er jeg også.

"Columbia er det smukkeste land i hele Latinamerika"

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt den sætning. Jeg var skeptisk, men selvfølgelig skulle jeg besøge det land, der har givet mig så mange venner. Det land, hvor nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg nogensinde har mødt, kommer fra. Selvfølgelig. Og nu kan jeg erklære mig enig: Det er det smukkeste land i Latinamerika, hvis ikke i hele verden.

Et nyt stempel i passet rigere! Columbia, jeg holder af dig allerede. Hold op, hvor er her smukt. Jeg kan mærke, at jeg er kommet langt mere nordpå - folk er anderledes, atmosfæren er anderledes. Sproget har igen forandret sig og der er op til flere ord, jeg aldrig nogensinde har hørt før. Trafikken er et kaos med de næsten 8 millioner indbyggere. Men her er smukt - rigtig, rigtig smukt. Og jeg glæder mig til at komme ud og udforske!