✈ The travel chronicles ✈ - the people

Imens jeg prøver at komme over mit omvendte (og desværre stadigt eksisterende) kulturchok efter mit relativt korte USA-eventyr, har jeg tænkt meget over følgevirkningerne af turen og hvordan den har påvirket mig. Nej, faktisk over effekterne af alle mine ture. Mine eventyr, som jeg ynder at kalde dem i daglig tale. Godt nok har det ikke altid indebåret regnbuer og candyfloss-farvede græsmarker,  men det har været mindeværdigt. Selv alle de katastrofale og ulykkelige øjebikke. Up's and down's. Og det er vel det, det hele handler om, ikke sandt? Og nu, nu skal det handle om det at rejse. Jeg vil jo så gerne have en rejseblog og det nytter jo ikke noget, at jeg kun skriver, når jeg er on the road. Refleksionerne hører vel også med, og eftersom jeg er i Danmark, er der jo ikke mange eventyr at rapportere om i skrivende stund. Så jeg vil bruge tiden på at reflektere lidt over det at rejse.

Folk har ofte spurgt mig om, hvorfor jeg godt kan lide at rejse. Især mine gamle klassekammerater fra min gymnasieklasse, der blandt andet ikke kunne forstå at jeg gad tage en måned til Spanien for at lave noget "så kedeligt som at studere spansk". Og jeg har længe ikke vidst, hvad mit svar burde være. Jeg kan godt lide at se ting, jeg aldrig har set før. Den første gang, man ser et berømt vartegn, for at nævne et eksempel. Jeg glemmer i hvert fald aldrig det øjeblik, hvor jeg, totalt overgearet og lykkelig, så Big Ben for første gang i horisonten med mine nye venner på sprogrejsen til England. Jeg glemmer i hvert fald heller aldrig den ubeskrivelige følelse jeg fik, da jeg stod ud af bussen på Times Square omgivet af 120 andre ekstatiske piger fra alle afkroge af verden. Men det bedste ved at rejse? Mennesker. Forskellighed. Mangfoldighed. Det bedste ved at rejse er alle de mennesker, man møder på sin vej. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg fanger tit mig selv i at tænke 'hvordan har jeg været så heldig at få lov til at blive beriget med dette menneskes selskab?' Jeg har også tit tænkt 'åh gud, hvad skal jeg gøre for at slippe af med hende her?' Man må jo tage det sure med det søde.

Om det var den ekstremt stereotypiske russiske pige, hvis selvlærte engelsk klart overtrumfede mit og alle de andre studerendes, om det var den israelske fyr, hvis skriftsprog decideret lignede volapyk for os andre, om det var den pige, der, da jeg mødte hende i Skotland, ikke kunne svare på spørgsmålet om, hvor hun kom fra, da hun ikke vidste, hvad hun skulle kalde for hjem, eftersom hendes forældre ejede huse i Los Angeles, Christchurch og London, om det var den fremmede mand i Texas, jeg endte med at støde tilfældigt på to gange og som, på trods af ikke at kende mig, alligevel satte sig ned og tog sig tid til at snakke med mig om det at være væk hjemmefra.

Det er næsten underordnet. Det fascinerende ved at møde nye og anderledes mennesker er deres historie. Hvem de er, hvor de kommer fra, hvem de gerne vil være og hvor de skal hen. Og hvorfor de er her. Der er altid dem, der overrasker mig; dem der ikke passer ind i den kasse, man på forhånd har placeret dem i og man derfor er tvunget til at kasserere de fordomme, man havde om dem. Der er dem, der, når jeg har sagt farvel til dem, har efterladt mig med en tom og opgivende følelse - det værste ved at knytte sig til folk, som man har eventuelt kun har kendt i et par dage, det er tanken om at man ikke har en jordisk chance for at vide, om man nogensinde ser dem igen eller om man overhovedet kommer til at holde kontakten. Heldigvis træder den følelse for det meste i baggrunden og bliver erstattet af en anden; følelsen man får, når man opdager at man lige har fået en ven for livet - oftest på den allermest tilfældige måde. Venner, som du ved altid vil være der for dig, selvom afstanden mellem jer er enorm. Derfor er det min yndlingsting ved at rejse. Venskaberne, historierne og de lange samtaler til langt ud på natten med mennesker, du ikke kender.. men alligevel aldrig har lyst til at forlade igen.

__________________________________________________________________________________________________________________________________________

While I'm still trying to deal with my reverse culture shock, I've had a lot of time on my hands to think and reflect on the thoughts and the speculations that my stay in Texas has undoubtedly left me with. Which made me reflect on all of my adventures. Because that's what they've been. Adventures. Not exactly the kind of candy floss pink fairytales with unicorns at the end of the rainbow, but adventures. Journeys. They have all been memorable, even the many moments of sadness, giving up and just plain out irrationality. The up's and down's. It all counts. And really, that's what it's all about, isn't it? That's what this is gonna be about. Travelling. Afterall, I do claim this to be a travel blog, so why not use my travels as an inspiration, even when I'm not on the road? All the aftermath is just as much a part of it as the physical journey itself. The reflections are a part of it and since I'm currently back in Denmark, those delightful travel-related experiences are out of the picture. So for now I'll spend the time reflecting on the thing that is to travel. 

I've often had people asking me why I like travelling so much. Especially my old high school classmates. Some of them simply couldn't comprehend why I bothered living in Spain for a month for something as boring as that of studying Spanish. For a long time I didn't know the answer. I still don't. Sometimes I ask myself the same questions. Then I think back and remember all the feelings, the people, the adrenaline. Suddenly, I don't remember why I ever had any doubts. I like seeing things for the first time. The first time you see a famous landmark, for instance. One thing is for sure, I'll never ever forget the first time I saw Big Ben. I was with my new friends and my international class and we had anticipated the moment for what felt like years. It was breathtaking. I'm also positive I'll never forget the moment I stepped out of the bus at Times Square at nighttime. But my favorite part of it all? People. Diversity. Multiplicity. The best part of travelling is all the people you'll meet. Sometimes I catch myself thinking 'how on earth have I deserved to be blessed with the company of this person?' Other times, I catch myself thinking 'oh dear god, how am I gonna get rid of this person?' No light without darkness.

Whether it was the extremely stereotypical Russian girl, whose self-taught English without a doubt made the rest of us feel utterly inferior, the Israeli guy whose written language literally looked like nonsense to me, the girl, who, when I met her in Scotland, couldn't quite provide me with an answer to my question of where's she's from, as her parents own houses in Los Angeles, Christchurch and London or whether it was the stranger in Texas I accidentally ran into twice, who, despite not knowing me, still took the time to sit down with me to discuss the subject of being away from home.

It doesn't matter. The fascinating thing about meeting new people is their story. Everybody's got a story. As it turned out, the stranger in Texas was in fact not Texan; he was from Wisconsin and even though he hadn't even left American soil, he agreed that Texas does feel like a different planet. We all have a story. I did too. He felt drawn to ask me about mine because I was on Skype speaking a language he could make no sense of. Our story. Who we are. Where we're from. Who we want to be and where we're going. And most importantly of all, why we're here. There are always people who manages to surprise me: they're the ones that doesn't fit into the box you've already put them in even before they've opened their mouth and you therefore have to dispose of all your prejudice. There are the ones, who, right after I've said goodbye to them, have left me with an empty feeling - the worst thing about bonding with people you have possibly just known for a few days is not knowing when you'll see them again. Or if you'll ever see them again. Fortunately, that feeling tends to fade and turn into another; the feeling you have when you realize that you've possibly just gained a friend for life. Usually in the most random way possible. A friend you know will always be there for you even though the distance between you is four-digit number. That is why it's my favorite thing about travelling. The friendships, the stories and those hour long conversations in the middle of the night with people you're only just getting to know but somehow never feel like you want to leave.

Living the American dream

Jeg vil gerne på forhånd undskylde for mit danske sprog - jeg har snakket dansk en enkelt gang herovre siden jeg ankom. Det bliver ikke vedligeholdt. Undskyld sprog..

Nu til det overordnede: Min 'vigtige-dage-tællingsmaskine' på min iPad fortæller mig at jeg har været i Texas i 21 dage. Så er spørgsmålet så bare: Hvordan har jeg det egentligt?

Det er svært at beskrive med ord. Et ord dækker bestemt ikke. Og 200 gør heller ikke. Men som bekendt kan jeg noget med ord (eller er det bare dig mor der synes det?) og derfor vil jeg vove mig ud i at prøve alligevel.

Når jeg står op om morgenen har jeg absolut ingen idé om hvad dagen bringer. Det eneste jeg ved er at det ikke vil gå som nogle af os forventer. Jeg kan måske tro at jeg skal alene ud på en dejlig lang indkøbstur til det lokale supermarked og hygge mig med at smage på de forskellige lokale, friske og lækre madvarer som supermarkedet distribuerer - og så alligevel ende op i biografen med to 11-årige piger og en sød lille dreng der bogstavlig talt hev mig ud af supermarkedet som om at det at se Despicable Me 2 var det vigtigste i hele verden. Jeg kunne ikke andet end at grine. Livet er uforudsigeligt - det bliver jeg mindet om hver eneste dag herovre. Og jeg kan ikke lade være med at smile. Og jeg havde en hyggelig eftermiddag.

Der er helt klart udfordringer - det kan være så hårdt at jeg aldrig havde drømt om det. Og det er så nu jeg skal sige 'men det er det værd' - jeg springer på den klichefyldte vogn og siger det: det er det hele værd. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange folk der har spurgt mig om jeg ikke savner Danmark, min familie og alt det der gik under kategorien 'hele mit liv' for bare en måned siden. Og for at være helt ærlig - det er ikke det, der er udfordringen. Jeg finder det tværtimod ret svært at savne det, jeg efterlod, når det jeg har fået herovre er så godt. Men det er ikke det, det skal handle om. Det skal ikke handle om mit nye liv versus mit gamle liv. Det skal handle om nuet. Det skal handle om de ting der gør, at jeg ikke har tid til at savne det gamle.

Jeg smiler ret meget herovre. Det er svært at lade være. Det er svært ikke at smile når folk du knapt kender, folk du aldrig nogensinde har talt med før - når de tager dig ind og betragter dig som en ven, endda et familiemedlem, selvom du fra starten af kun har haft en meget svag eller ingen relation til dem - det kan ikke beskrives med ord.
Når dit værtsbarn fortæller dig at han elsker dig, du siger du elsker ham mere, hvorefter han siger 'that's not possible'. Når dit andet værtsbarn undskylder for sin opførsel og siger at hun faktisk er ret glad for at du er her. Når du har fået så mange nye venner at det er svært at holde styr på dem alle sammen. Når du kan sidde på sidelinjen til baseball træningen en tirsdag aften og se solen gå ned i horisonten. Når du sidder i bilen en fredag aften på de texanske motorveje og lytter til delvist lyden af ægte country musik og lyden af din værtsfamilie der alle sammen glædeligt synger med i et mere eller mindre falsk toneleje. Når din værtsfar bruger dig som tolk til at kommunikere med de venlige mexicanske arbejdere, der sætter haven i stand og du på den måde ved at der er brug for dig. Når du løber en tur om aftenen i 30 graders varme og du vender hjem gennemblødt da du selvfølgelig valgte at gå ud på præcis det tidspunkt hvor alle nabolagets sprinklere er tændte. Når en af dine tætteste veninder bor across the street og du efter en lang dag uden videre kan gå over til hende og snakke i flere timer imens I sidder i jacuzzien. Når du får at vide at du ingen accent har. Når du bliver bedt om at sige navnet på den by, du er fra og hvilket land du kommer fra og godt 50% (på en god dag) af folk ved hvor Danmark faktisk ligger. Når din venindes værtsfar på forhånd tror, at du ved alt om vikingerne bare fordi du er skandinavisk. Når folk faktisk hilser dig på med et 'howdy!' og du faktisk indser at du er i Texas. Du bor i Texas. The Friendship State hvor uhøflighed er en by på månen. Behøver jeg sige mere?

Jeg har oplevet så meget at jeg ikke engang kan huske halvdelen og min dagbog indeholder kun halvdelen af alle de ting jeg har set, smagt, hørt, oplevet, følt og mærket siden jeg ankom. Der er noget nyt hele tiden. Det er det, der er så fantastisk ved det her. Det er hverdagen. Det er nu ikke så slemt.

Bevares, det er skønt med et et 400 kvadratmeter stort hus, en himmelsk swimmingpool i baghaven, det er skønt med egen bil (og en benzinpris på 4,5 kroner pr. liter!), det er skønt med alle de materialiske goder, det fyldte køleskab og alt det luksuriøse..

.. men de bedste ting i livet? De er gratis.

As from today, I've been in Texas for 22 days. Time sure does fly by. There are so many things I could say about this, but I can't even begin to describe all the things I've already seen, heard, felt, tasted, touched and experienced. This is so much more than I thought it would be when I decided to go here. I also thought I would miss the things I left behind, but I've found it quite hard to miss something when what I have here is so amazing. I have a family here. I have the most amazing friends one could ever want. I have people that loves me.
This is the part where I would, if I believed in God, would thank him for everything I have. But it's not due to him that this has happened - I made it happen. So thank you me. It's awesome.

Sure, the 4000 sq ft house is nice. The pool in the backyard is also quite nice. My own car and a gas price that's less than half of what I'm used to, that's nice too. But none of that really matters. This is what matters.

Hermann Park, Houston

Nu har jeg været i Texas i snart tre uger og jeg har endelig set lidt af Houston! Søndag d. 25. august var jeg med en helt masse andre au pairs i Hermann Park, som er en kæmpe park i hjertet af Houstons kulturelle kvarter. Det var ekstremt hyggeligt og jeg bliver gang på gang forundret over hvor nemt det er få venner herovre - ikke bare andre au pairs, der er i samme situation som jeg selv, men også generelt. Folk er så venlige at jeg nærmest krummer tæer når jeg tænker over hvad jeg er vant til fra Danmark - no offence, men vi har altså meget at lære om service og det at smile til folk uden grund. Men igen, Texas hedder jo heller ikke The Friendship State uden grund!

I went to the Houston Hermann Park on Sunday the 25th and I loved it - I met so many new people and it was a great day even though the clouds were alarmingly grey as you can see on the pictures. I love how everybody here are so friendly and I love that no matter where you look, you'll see someone smiling at you. I like it very much. I'm defo not used to it. Denmark needs to improve. That should be my goal once I return back home. If that ever happens. Haha!