Et kinesisk eventyr

Min rejse rundt i Kina slutter i aften, da jeg lidt over midnat i dag (teknisk set torsdag) flyver tilbage mod Europa. Jeg sidder lige pt. i Beijing, som jeg tog tilbage til efter godt 1.5 uge på farten. Det er ikke meget, jeg har fået skrevet her fra den mystiske nation, som Kina jo er. Det kan jeg ikke komme udenom. Kina er sgu' en sær størrelse. En utrolig sær størrelse, som virkelig ikke kan sammenlignes med andre steder i verden. Tanken om, at "Kina er fremtiden", den skræmmer mig ærlig talt lidt. Kineserne er sgu' ikke nogle særlig gode rollemodeller, hvis jeg må være lidt politisk ukorrekt. Progressivitet, fremgang og teknologisk fremskridt synes at vægte højere end noget andet her. Ærlig talt, jeg troede at teknologien fyldte meget i Europa. Men det er ingenting i forhold til, hvor meget folk lever deres liv på nettet her. Det skræmmer mig. Da jeg sad i metroen på vej til Hongqiao-togstation i Shanghai for at tage toget til Hangzhou, der var et tidspunkt hvor jeg ikke kunne spotte bare én person uden en smartphone. Alle sad totalt opslugte af deres lille virtuelle verden og jeg kunne seriøst have taget mit gigantiske spejlrefleks frem og begyndt at filme en dokumentar om Kinas digitale afhængighed, uden at nogen ville have ænset noget som helst. Det er alle steder. Restauranterne er de værste. Folk er ikke ude at spise med hinanden. De sidder til bords med deres telefon. Selv de ældre. Jeg har aldrig set nogen over 60 (overdrivelse fremmer forståelsen) sidde med en smartphone andre steder i verden end her. Credit til de ældste kinesere, der er hoppet med på bølgen. Teknologiforskrækket? Det begreb findes slet ikke i Kina. Jeg mindes ikke at have set en telefon, der ikke var en smartphone (jeg har lyst til at sige 'manuel'? I ved, med et tastatur! Dem vi alle sammen havde før Apple overtog verden).

Der er så mange negative ting i Kina. S å m a n g e. Jeg har, hånden på hjertet, ikke set himmelen en eneste gang. Der må være uhyggeligt mange kinesere, især de yngre, der oprigtigt tror, at himmelen ligner et beskidt hvidt lagen. Fra nu af sætter jeg fandme ekstra meget pris på en skyfri himmel. Det må vi ikke tage for givet. Især ikke, hvis Kina overtager verden inden for den nærmeste fremtid. Hvilket nok er tilfældet. På toget fra Shanghai tilbage til Beijing kørte vi forbi en kæmpe stor skorsten lige nordvest for Tianjin, der lukkede kulsort røg ud. Kulsort, siger jeg jer. Ingen af mine medpassagerer virkede specielt overraskede, og jeg var desværre den eneste, der sad med åben mund. Jeg har aldrig set noget lignende! Hvis det er hverdagskost, så forstår man jo godt, hvorfor luften er så fæl. 

Opdatering: Jeg har set himmelen! Selvfølgelig et par timer før jeg tager afsted mod lufthavnen. Måske er Kina glad for at slippe af med mig? Måske dette er den kinesiske regerings måde at sige farewell på?

Uvidenheden, der findes i Kina, har jeg heller ikke set andre steder. Jeg har ikke oplevet, at der var nogen, der vidste, at man ikke snakker engelsk (som modersmål) i samtlige lande i Europa. Jeg har ingen ord for de ansigtsudtryk, jeg er blevet mødt med de gange, hvor jeg er begyndt at snakke dansk bare for at slippe af med irriterende sælgere eller ditto irriterende og nysgerrige individer, der bare gerne ville have et billede med den berømte laowei (kinesernes udtryk for udlænding. Har en følelse af, at det ikke er videre kærligt). At der findes et sprog så mærkværdigt og at det kommer fra den høje, mærkelige udlænding, det var vist ikke det, de forventede. Men hvor er det let at lade som om, at man ikke snakker engelsk. Det har jeg ikke været sen til at udnytte. Jeg har lidt ondt af de engelsktalende udlændinge. De kommer ikke udenom det. Deres accent kan ikke skjules. Jeg har faktisk ikke mødt andre. Kina er åbenbart kun for canadiere, australiere, briter, newzealændere, irere og folk fra Staterne.

Høflighed er heller ikke højsædet her, har jeg personligt erfaret. Det er meget muligt at de har deres egen måde at vise respekt på, men da jeg ikke kan forstå eller læse deres sprog, må jeg jo gå ud fra det, jeg faktisk kan forstå: kropssprog. De få gange, jeg faktisk har stået i en velfungerende kø, der har dem, der ikke var tålmodige nok til at vente pænt i kø, sprunget over uden at kigge sig tilbage, uden så meget som at ænse de mennesker, der faktisk var der først. De forstår alligevel ikke mit forsøg på at gøre dem opmærksom på, at jeg faktisk var her først, så jeg nøjes bare med at give dem dræberblikket. Virker ikke. Jeg tvivler faktisk på, at de kunne være mere ligeglade.

Men nu skal det hele ikke handle om alle de gode grunde til, at Kina endnu ikke egner sig til at blive lukket ud i verden - der er også en masse positive ting. Men lige i skrivende stund kan jeg ikke helt komme på dem. I kontrast til mange af de andre lande jeg har besøgt, så har jeg ikke, og jeg snakker om min egen personlige erfaring, følt en varme fra befolkningen, som jeg ellers normalt gør, når jeg er ude at rejse. Lokalbefolkningen er normalt en af de ting, der gør, at jeg gerne vil vende tilbage til et sted. Men det er ikke tilfældet med Kina. Måske er det sprogbarrieren, måske er det deres mærkværdige måde at forholde sig til udlændinge på.. Jeg ved det ikke; jeg ved  bare, at det er svært at føle sig 100% hjemme i Kina, hvis man ikke ligner dem. Men det er ikke til at komme udenom, at Kina er dybt fascinerende. Og umådelig smukt. Deres storbyer er fantastiske; så meget historie men alligevel så meget modernitet. Det ligger side om side. Selvom moderniteten er ved at vinde, så er der stadig lang vej at gå for Kina. Rigtig lang vej. På alle kanter. Jeg mener at have læst at halvdelen af befolkningen i Kina stadig lever i fattigdom - om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Men mængden af folk, der ikke bor i byerne og som ikke har del i Kinas økonomiske fremgang og som ikke (endnu) er en del af den middelklasse, der har iPhones og som er ved at blive en del af den konsumerisme, som vi dyrker i Vesten, den er altså stor. Der bor trods alt 1.3 milliarder kinesere i Kina.

Men folket til trods, så har jeg virkelig nydt at få en lille bid af Kina. Jeg startede ud i Beijing, hvor Muren selvfølgelig blev besøgt (og så endda i selskab af en dansk pige, jeg var så heldig at finde på Instagram!). Vi tog ud til en af de mest mennesketomme (turisttomme!) dele af vidunderet, og mødte ikke mere end 20 sjæle i løbet af vores 4 timer derude. Det var en herlig dag. Jeg var også forbi den Forbudte By, Tianamen Square, Jingshan Park, hvor man har udsigt til hele den Forbudte By (som I kan se på billedet nederst). Det næstsidste billede er fra Himmeltemplet (Temple of Heaven), som jeg besøgte igår, da jeg var kommet tilbage til Beijing efter 1.5 uge rundt i landet. Ser det ikke ud som om, at jeg har redigeret det billede? Det kan jeg tilføje, at det har jeg ikke! Så vilde er farverne.. Og så hvid er himmelen.. Efter tre dage i Beijing i starten, tog jeg højhastighedstoget til Jinan, som ligger i Shangdong-provinsen. Der besøgte jeg en af mine klassekammerater fra mit universitet, som er på udveksling på Shangdong's universitet, præcis ligesom jeg var det sidste år i Tennessee. Det første billede viser den centrale plads i Jinan. Der var smukt. Det blev kun til to dage i Jinan, inden jeg tog toget videre ned til Shanghai, som kan ses på de tre følgende billeder. Der blev jeg i næsten en uge, med en lille afstikker til Hangzhou, som er en vidunderlig lille perle 1 time vest for Shanghai. Shanghai var fyldt med skyskrabere og pæne skylines. Lige sådan noget jeg godt kan lide. I søndags tog jeg toget tilbage til Beijing. Godt 1200 kilometer, som blev nedlagt på under 6 timer. Det burde vi altså gøre os lidt mere i i Europa. Det ville gøre livet meget lettere! På det punkt, har kineserne (og japanerne) altså fat i noget. Ingen tvivl om det.

Så nu vil jeg sige pænt farvel og tak til Kina og så håber jeg, at jeg en dag kan vende tilbage til dette fantastisk smukke land. Til den tid er de nok også ved at styre verden. Så mangler vi bare, at de lemper visum-reglerne.

7 indtryk fra Beijing

Da jeg ankom til Kina for fire dage siden, en kvælende varm torsdag morgen ved ni-tiden, var det uden forventninger til, hvad der ventede mig. Eller nej, det passer ikke. Jeg havde forventninger - nok mest fordomme - men jeg havde ingen idé om, præcis hvad jeg kunne forvente mig. Var Kina endnu et Japan? Eller som de lande i Sydøstasien, jeg har besøgt? Ville luften være fugtig eller tør, ville forureningen være så slem, som jeg havde hørt? Ville kineserne være modtagelige overfor udenlandske turister, eller ville de bare grine af mig og tage billeder af mig uden min tilladelse?

Alle de fordomme, jeg havde, blev både af- og bekræftet. Kina er en sær størrelse. En af verdens supermagter og et land med ekstrem fattigdom og manglede udvikling på en og samme tid. Kinas homogenitet er ikke til at tage fejl af, og man mærker tydeligt, at størstedelen af kineserne ikke er vant til at se mennesker, der ikke ligner dem selv. Langt de fleste er høflige og nysgerrige på den gode måde, hvilket jeg modtager med kyshånd. Så længe vi ikke nærmer os den situation, som jeg oplevede i Bogotá, så er jeg lykkelig. Jeg glemmer aldrig, hvor uvelkommen, jeg til tider følte mig, da jeg gik rundt i gaderne. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad præcis den generelle grund var. Jeg så ikke mere 'fremmed' ud end nogle af mine colombianske venner, som jeg var sammen med. Det mysterie bliver nok aldrig løst. Her er det heldigvis en positiv nysgerrighed, og jeg føler mig velkommen og bliver oftest mødt af smil. Jeg er fan af Kina indtil videre, det må jeg indrømme. Der er udfordringer, det er der ingen tvivl om. Men udfordringer er jo noget af det sjoveste ved at rejse, er det ikke?
Nå, men lad os tage 10 observationer, som jeg har gjort mig i Beijing:

1. Hygiene er ikke i højsædet hos indbyggerne. Adskillige gange har jeg set folk hjælpe deres børn med at lade vandet på åben gade. De har endda sådan nogle smarte bukser uden bund, så nemt, det er det! Lidt ligesom en hund. Meget lidt hygienisk. Der er heller ikke sæbe eller toilet papir på nogle af de offentlige toiletter (ditto ved attraktionerne). Det er et mirakel, at jeg ikke er blevet syg endnu.
2. Beijing Metro fungerer upåklageligt. Jeg har hørt at man skal undgå rush hour som pesten. Det gjorde jeg. Det er alligevel kun lykkes mig at få et sæde én gang. Det var kl. 6 på en hverdag. 
3. Alle indbyggerne i Beijing har vist en smartphone. Og de bruger uhyggeligt meget tid på den. Du kan næsten være sikker på, at på ethvert givent tidspunkt, så er 90% af alle folk i metroen opslugt af noget, der foregår på deres telefon. Det er uhyggeligt. 
4. Der er mange mennesker i Beijing. Rigtig mange, og det er bare som om, at byen ikke er bygget til så mange. Jeg mener at Tokyo har ihvertfald 10 millioner flere indbyggere end Beijing, men Tokyo fungerer bare bedre. Menneskemylderet er bare overalt i Beijing.
5. At krydse gaden ved fodgængerovergangen er ikke bare at krydse gaden. Det er livsfarligt, for det første. Man skal tage hensyn til motorcykler, mopeds, cykler, små cykeltaxaer, rigtige taxaer, biler, lastvogne og så videre i en uendelighed. Ingen af dem holder tilbage. Det er på eget ansvar.
6. Luften i Beijing er forfærdelig. Ingen andre ord beskriver situationen godt nok. Jeg har nok været i forurenede byer før, men her har min hals været tør og kronisk irriteret lige fra det øjeblik, jeg trådte ud af flyet. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke har min daglige gang her.
7. Beijing er uden tvivl den mest historiske by, jeg nogensinde har sat mine ben i. Området omkring Tianamen Square er for vildt. Der er Mao's Mausoleum, hvor hans lig er bevaret. Han døde i 1976, mener jeg. Så jeg har ikke lyst til at tænke på, hvordan det ser ud i dag. Jeg mener, at det er gratis at komme ind og se, men det tager ikke mere end 5 minutter, for folk må ikke stoppe og der må ikke tages billeder. Så er der selvfølgelig den Forbudte By. Det var næsten som at træde ind i en kulisse fra Mulan, men også kun næsten. Jeg prøvede ihærdigt at forestille mig, hvordan stedet så ud og hvordan atmosfæren var, dengang den var i brug og var opholdsstedet for den kejser, der var ved magten - men det var for surrealistisk at tænke på, at et sted, der engang var så mystificeret og nærmest helligt, nu er fyldt med turister, selfie sticks og folk, der kun ser stedet igennem et kamera. Fortidens storhed og modernitetens forfald.
8. Af en hovedstad at være, og så ovenikøbet hovedstaden i et af verdens største lande, så er det en uhyggeligt lille procentdel af indbyggerne, der har kendskab til engelsk. Fint nok. Men hvorfor overvejer de overhovedet muligheden for, at jeg forstår kinesisk efter at jeg har rystet på hovedet adskillige gange og tydeligvis ikke fatter en brik af, hvad de prøver at sige til mig?

Jeg vender snart tilbage med flere Kina-observationer! Jeg er pt. i Jinan, i Shandong provinsen, for at besøge en af mine veninder fra mit universitet og snart går turen sydpå!