*Advarsel: melodramatisk indlæg forude*
Alting har en ende.
189 dage. 6,5 måned. 21.000 kroner. 100+ timer spenderet i bus, tog, båd og fly. Fem lande. Et kontinent.
Sydamerika er slut for mig i denne omgang. Jeg skal hjem. Men det er ikke bare en rejse, der slutter. Det er ikke bare mit sabbatår, der er ved vejs ende.
Det er mit liv, som jeg er kommet til at kende det. Det er et lille stykke verden, der forsvinder for mig. Et lille stykke liv, jeg efterlader her, når jeg stiger ombord på flyet om et par timer. Det er tid, der rinder ud og bliver til kære minder. Den enormt store omvæltning, som jeg oplevede, da jeg skulle lære at bo i Argentina, den fik mig nærmest til at lægge mit gamle liv på hylden. Alle de nye ting og alle de nye indtryk fik mig næsten til at glemme det liv, jeg havde, før jeg tog afsted - hvilket har gjort, at når jeg kigger tilbage, så er de sidste 6,5 måned af mit liv næsten det eneste, jeg ser. Det fylder det hele.
En artikel jeg læste en aften, da jeg sad på mit værelse i Brasilien, formåede at beskrive den præcise følelse, som jeg ved, at jeg kommer til at sidde med, når jeg lander i Europa imorgen aften. "Reverse culture shock is the experience of returning to something that was once familiar but which now seems different." Det eneste, der har forandret sig, er mig. At komme hjem til noget, som du kender ud og ind og som aldrig vil forandre sig, men som alligevel var bundet sammen med den person, du var engang - det er det, der er udfordringen. At vænne sig til at være i noget, der er fuldstændigt det samme, som da du tog afsted, men som du ser med nye øjne.
Jeg har lært så forfærdelig meget siden jeg ankom - mit spansk er klart det, jeg er mest taknemmelig for, men også mit portugisisk er blevet væsentligt bedre - jeg var ikke sammen med andre end brasilianere i 5 uger (på nær én enkelt amerikaner i Rio) og det hjalp gevaldigt på det. Men livets skole har lært mig noget meget vigtigere. Noget, jeg ikke har kunnet lære i et klasseværelse. Jeg troede jeg kendte mig selv, før jeg tog afsted. Det gjorde jeg også. Men jeg har også lært, at jeg bliver ved med at udvikle mig hele tiden. Jeg har lært utrolig mange mennesker at kende, men den jeg har brugt mest tid med og som jeg er kommet tættere på - det er mig selv. Jeg er produktet af denne her tur. Af det her eventyr.
Jeg bliver ved med at lede efter det perfekte citat, den perfekte måde at beskrive alt det her på - men jeg har indset, at der ikke findes en sætning, der kan dække, hvordan jeg har det. 1000 sætninger ville nok heller ikke kunne gøre det. Jeg skrev i mit indlæg, da jeg forlod Buenos Aires for første gang, at jeg kunne bruge hele min 17 timers togtur på at nedskrible mine tanker og stadig ikke være tæt på at dække det godt nok. Og jeg havde ret. Tanker, observationer og følelser farer rundt i mit hoved og jeg prøver desperat at fange dem og transformere dem til ord. Til klumper, som jeg kan formulere på skrift. Og lige lidt hjælper det. Jeg har kun fattige ord. Jeg har haft det fantastisk. Ordet fantastisk dækker ikke engang. Det her har forandret mig mere end jeg overhovedet troede var muligt. Et halvt år er lang tid og når hver eneste dag er fyldt med oplevelser og nye ting, så føles det som en del længere tid. Jeg oplevede mere i løbet af en måned her i Buenos Aires, end jeg har gjort igennem hele mit liv.
Og nu håber jeg ikke, at der er nogen derhjemme, der sidder og tror, at jeg hader det liv og de rødder, jeg trods alt ikke kan løbe fra, at jeg har i Danmark. Jeg bliver nok (desværre) nødt til at indrømme, at jeg har prøvet at flygte fra min danskhed. Flygte fra det faktum, at mit modersmål er et lille bitte sprog, som ingen har hørt om før og som de fleste kvæles i, hvis de prøver at udtale. At jeg kommer fra et land med et indbyggertal, der svarer til en fjerdedel af de fleste hovedstæder hernede. Men det jeg har fundet, er det, jeg har flygtet fra. Det har været nytteløst at skærme mig fra min danskhed, for hernede er jeg hver eneste dag blevet mindet om den og det tog sin tid, men jeg har fundet det, jeg nok egentlig ledte efter; en stolthed over at være dansker. En stolthed over at være fra et velfungerende land, hvor ingen bliver efterladt. Jeg har altid været taknemmelig over at være fra et af verdens bedste lande, men jeg er først blevet klar over nu, hvad det indebærer. Jeg har set hvor meget folk må kæmpe for at få deres liv til at hænge sammen hernede. Hvor meget mine jævnaldrende må arbejde for at have råd til at en dag studere på universitetet. Men jeg har også lært, at det er ligemeget, hvor vi kommer fra. Det handler ikke om, om vi er latinamerikanere, asiater eller europæere; det er hvor vi skal hen, det betyder noget. Hvor vi gerne vil hen. Hvem vi gerne vil være. Det er ikke hvad der sker i dit liv, men hvordan du reagerer på det, der er vigtigt i sidste ende.
Jeg tog tit mig selv i at tænke, i sommers, at jeg aldrig ville høre til her. Jeg er høj. Mit hår er brunt, men uanset hvor meget farve jeg propper i det, vil jeg aldrig kunne skjule mine blonde træk. Bleg. Min accent, når jeg snakker spansk, afslører, at jeg ikke er latina. Og måske er det ligemeget. Måske behøver jeg ikke passe ind udenpå, men vide at jeg hører til indeni, fordi jeg godt kan lide at være her.
Klokken er nu 05.08 tirsdag morgen d. 15. juli 2014 og denne dato har været fastbrændt på min nethinde lige siden den dag i januar, hvor jeg forlod Danmark. Klokken 13.20 begynder hjulene at rulle på take off-banen i Ezeiza. Jeg har vidst hele tiden, at jeg skulle vende hjem den dag i dag. Og selvom jeg har haft uanede mængder af tid til at forberede mig, så er jeg ikke klar. Det bliver fantastisk at komme videre til næste kapitel, men uanset hvor meget jeg prøver at forblive positiv, så kan jeg mærke, at det her bliver sværere end noget andet jeg har prøvet. Og jeg er kun 19 år. Og jeg har ikke engang sagt farvel til de vigtigste personer endnu. Det er altid svært at sige farvel og lukke ned for noget, du elsker højt. Noget, som du slet ikke er klar til at forlade.
It hurts because it matters.
Mi Buenos aires querido, cuando yo te vuelva a ver no habrá más penas ni olvido
