Hvad jeg har lært efter 94 dage i Argentina

Nu, hvor jeg har forladt Argentina, er det vist tid til at en opfølger på mit første indlæg, nu hvor jeg er i bedre stand til at komme med sjov og totalt ubrugbar insider viden om argentinerne og deres smukke, men uorganiserede land. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, da det er grove generaliseringer - og det er jo derfor, at det er sjovt!

1. Dulce de leche - de spiser det til alt. Dulce de leche er 'bare' kondenseret mælk, der er lavet til en karamelagtig substans ved langsom opvarmning, men det smager af langt mere. Og argentinerne er vilde med det. Alt smager af det. Det er mere almindeligt at finde noget med dulce de leche-smag, end noget der ikke har dulce de leche-smag.. Alt. Faktisk er det svært at finde noget sødt, der ikke smager af det. Dulce de leche er for argentinerne, hvad peanut butter er for Nordamerika og hvad Nutella er for Tyskland. Da jeg var i Buenos Aires, var jeg ikke synderligt vild med det, det var lidt overvurderet i min optik - men efterhånden er jeg begyndt at se, hvorfor de er så vilde med det. Det smager nu okay! Højdepunktet i mit turbulente forhold med dulce de leche, var da jeg smagte hjemmelavet italiensk dulce de leche-is i Santiago. Jeg har helt seriøst aldrig smagt noget bedre.

2. Stivelse/hvedemel (er det egentligt det samme?) - det er en mærkelig ting at nævne, men jeg bliver simpelthen nødt til det. I Danmark og i de fleste andre vestlige lande er vi meget varsomme med, hvor meget stivelse, vi indtager - det er jo de tomme kulhydrater - og da især når det kommer til brød og pasta lavet af mel, der ikke er fuldkornsmel, speltmel eller andet fancy. Vi tænker over det og det vil jeg da mene, at de fleste danskere gør.. det er bestemt ikke den generelle mentalitet i Argentina og især ikke på landet. Det hvideste af det hvideste brød til alle måltider og pasta er nærmest grundstenen i det argentinske køkken sammen med hvide ris. Et aftensmåltid kan sagtens bestå af pastaskruer drysset med revet ost. Og der er slet ikke noget mærkeligt i det. ¡Ricisimo!

3. Jeg kan ikke sige det nok - punktlighed findes simpelthen bare ikke i den argentinske ordbog. Punktum.

4. Når man hilser på hinanden i Argentina, er det med et kys på højre kind. Det gælder alle, selv mænd og mænd imellem. Det var svært at vænne sig til i starten, men nu elsker jeg det og jeg gør det med alle mine venner, inklusive de skandinaviske af slagsen. Det var vildt - første gang jeg så to drenge på min alder kysse hinanden på kinden, var jeg lige ved at falde ned af stolen - men nu hvor jeg er vant til det, og selv hilser sådan på alle - så elsker elsker elsker jeg det! Det er en lille bitte ting, men den gør bare meget for, hvordan man er sammen med hinanden i sociale sammenhænge. Det 'åbner' samtalen/samværet på en herlig måde og vi burde gøre præcis det samme i Danmark!

5. Europa bliver lidt opfattet som paradis på jord i Argentina, og du er næsten sikker på, at folk automatisk vil være interesseret i dig, hvis du er europæer. Hvor de ikke er så vilde med nordamerikanere, elsker de europæere, omend de stadig stirrer på os - overbeviser mig selv om, at det er en positiv nysgerrighed. Det er til dels medierne skyld, det med amerikanere. En dag, da jeg sad og konverserede med min værtsfamilie ved aftensmadsbordet i Córdoba, snakkede vi om USA og da de fandt ud af, at jeg jo har boet i Texas, fik de et meget mærkeligt udtryk i ansigtet og de kiggede endnu mærkeligere på mig, da jeg fortalte dem, at jeg elskede det; "Alle folk fra USA er jo ligesom The Simpsons! De er dovne og tror at deres land er det eneste i verden." Now, I know at det selvfølgelig kun er én udtalelse og jeg skal ikke basere et helt land på en enkelt sætning, men den generelle indstilling til nordamerikanere og USA synes ikke at være ikke særlig positiv og i de fleste tilfælde heller ikke særlig velbegrundet. 

Men Europa, det er lige sagen! De fleste argentinere har aldrig forladt deres land (hvilket er meget normalt i Sydamerika) og for manges vedkommende er Europa en uopnåelig drøm og vil altid være det, blandt andet på grund af vekslingskuren for euro og det sorte marked. Som turist i Argentina får du en fantastisk kurs for de euro, du sælger, men det er lige omvendt for argentinerne. Desværre. Det hele sammensmeltet har skabt et billede af Europa som værende the place to be - Vi har jo Rom, Paris, Berlin.. Vi har jo alt! Og Spanien jo, ikke? Nej? Okay.. når jeg fortalte folk, at mit foretrukne europæiske land er Spanien, så blev der ofte pinlig tavshed. Så det holdt jeg hurtigt op med, da jeg fandt ud af, at heller ikke spanierne er særligt populære i argentinernes bog. Det var så to af de lande, der står mit hjerte nært, hvad bliver det næste? At de også hader japanerne? Spanierne var jo de onde kolonister, der kun var ude på at dræbe de indfødte og stjæle deres guld  - I swear to god, jeg joker virkelig ikke, når jeg siger, at jeg mødte op til flere argentinere, der hadede spanierne grundet deres kolonisering af Latinamerika. Ja, den kolonisering, der fandt sted for flere hundrede år siden. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde - det ville jo være det samme, hvis vi hadede tyskerne på grund af det, nazisterne gjorde under 2. verdenskrig. Det er komplet latterligt.

6. Fernet con Coca. Fernet Branca med Coca Cola. Argentinas uofficielle nationaldrik sammen med maté. Drinken stammer fra Córdoba, men den drikkes i hele landet, især af de unge. Da jeg var til fest i forstæderne i løbet af min første uge og rigtig lærte at feste på argentinsk, var Fernet con Coca det første, jeg skulle smage og jeg har ikke turdet drikke det siden. Det er mig stadig et under, at jeg ikke kastede det op igen og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan drikke det. Jeg har aldrig nogensinde smagt noget værre. Men alligevel er det for dem, hvad øl er for de danske unge, når det kommer til alkoholvaner og det er altid der, der står øverst på menukortet i baren.

7. Hvor punktlighed ikke findes i den argentinske, så gør ordet hjælpsomhed i den grad og det er en af de ting, jeg elsker ved Argentina. Jeg mødte ikke nogen argentinere, der ikke ville gå uanede længder for at hjælpe mig med hvad end jeg havde brug for. De tager sig af dig, folk siger 'mi amor', selvom de knapt kender dig. Argentinerne er hjertevarme folk og selvom det godt kan være kvælende nogle gange - jeg oplevede især mange gange, at flere af mine venners mødre var lige en tand for overbeskyttende overfor mig (jeg har nok i én mor, der bekymrer sig for meget om mig og jeg behøver ikke flere, selvom hun sidder på den anden side af jorden, hæhæ) - så mener de det jo godt! Men det er også interessant at betragte fra en kultural vinkel - det er en genspejling af familiemønsteret og det faktum, at de fleste unge argentinere først bliver selvstændige i en sen alder. De flytter hjemmefra meget sent, hvis man sammenligner med eksempelvis den skandinaviske standard. Familien holder sammen og alle tager sig af hinanden. Det er nok også derfor, at der var mange, der ikke forstod, hvorfor jeg var taget så langt væk, i så lang tid, uden min familie. Det spørgsmål, jeg fik stillet flest gange, var nok 'savner du ikke din familie?' Familien er utrolig vigtig for sydamerikanere. Dermed ikke sagt, at de ikke er selvstændige, men de kæmper ikke alene. Man står sammen. Der var ikke noget, jeg ikke kunne få hjælp til. Folk bekymrede sig om mig, selvom de overhovedet ikke havde nogen forpligtigelse til det. Det var skønt.

8. Bybusserne. Det er den vildeste rutsjebanetur på veje, der i forvejen er livsfarlige, og det er mig stadig en gåde, hvorfor der ikke sker flere trafikuheld i Buenos Aires, end der gør. Hvad er deres hemmelighed? Jeg udviklede nerver af stål til sidst og troede jeg var uovervindelig på transportplanet. Det kunne jeg så, første gang jeg stiftede bekendtskab med busserne Bogotá, ulykkeligt konstatere, at det var jeg i hvert fald ikke! Men jeg lærte at bruge busserne i Buenos Aires og det er vist en ting, jeg kan være stolt over - Buenos Aires er en af de byer i verden med flest buslinjer. Og der er ikke noget kort over dem. Det er erfaring og fejl, der gør, at du til sidst kan tage en bus uden at fare vild. Og de fleste turister holder sig til metroen, hvilket gør det endnu sejere at kunne tage bussen som udlænding og gør det nemmere for mig at lade som om, at jeg er porteño. High five!

På trods af mange mærkelige ting, så er Argentina et herligt land (og jeg er seriøst forelsket i Buenos Aires, det er stjerneklart for mig nu hvor jeg ikke er der mere) og jeg behøver vist ikke sige, at jeg glæder mig til juli, hvor jeg skal tilbage på visit, inden turen går tilbage til Europa!

Villa Carlos Paz, Córdoba

Igår var det en uge siden, jeg ankom til Córdoba. Jeg har ikke fået udrettet særlig mange nævneværdige ting - men jeg har slappet af, sovet i ekstremt mange timer hver eneste nat (jeg har aldrig været mere udmattet, end jeg var de første par dage efter Buenos Aires), fået vasket tøj (i vaskemaskine!!! For første gang i tre måneder - det kan man altså ikke sætte pris på!), forsøgt at formulere og nedskrive alle de tanker, Buenos Aires proppede ind i hovedet på mig (stadig uden held..). Jeg har været inde i selve Córdoba by et par gange, men primært har jeg opholdt mig i La Calera, hvor min... 'værtsfamilie' bor. Den har stået på ægte familiehygge, traditionel argentinsk mad (med dertilhørende spisetider, skal jeg lige hilse og sige - vi har ikke spist tidligere end kl. 23 én eneste dag) og oplysende og meget informative snakke omkring Argentinas historie og politik. Vi har snakket om forskellene mellem Argentinas regioner, om tiden med militærdiktaturet, som først stoppede i 1983 - noget, som vi ikke blev undervist i, i spansktimerne på gymnasiet.

I går, tirsdag, var faktisk min sidste dag i Córdoba. Da min ven skulle på universitetet og mine værtsforældre begge skulle arbejde, var det jo den perfekte dag til en udflugt på det praktiske plan. At solen så har vist sit kønne ansigt for første gang i al den tid, jeg har været her og regnen ikke har silet ned, er jo bare et plus!

Jeg tog bussen til en lille, charmerende by ved navn Villa Carlos Paz, ikke så forfærdeligt langt væk. Der var pænt - rigtig, rigtig pænt. Det er nok det smukkeste sted, jeg har set i Argentina indtil videre. Den ligger omgivet af Córdoba's bjergtagende bjergkæder (hæhæ) og bjerge er det eneste man kan se, når man kigger ud i horisonten. Jeg vidste ingenting og ved stadig ikke noget om byens historie, men jeg bestemte mig for, at det var ligemeget - jeg slentrede bare rundt med mit kamera og sugede al skønheden og solskinnet til mig. Og sikke en dejlig dag.

Det var en perfekt afslutning på en dejlig, men følelsesladet og turbulent uge på landet i Argentina - idag, onsdag d. 9. april, går turen atter videre. Jeg tager bussen til Mendoza kl. 23 i aften - et populært stop for de fleste rygsækrejsende, som er på vej til Chile. Selvom jeg ikke er den traditionelle rygsækrejsende, så er det præcis den funktion, Mendoza har for mig - jeg skal nemlig videre til Santiago, Chiles hovedstad, på fredag. Og der venter en af de ting, jeg har glædet mig mest til, lige siden jeg lagde mig fast på, at jeg skulle til Sydamerika - jeg skal nemlig genforenes med en af de mennesker, der var en stor del af mit 2. år på Aalborghus Gymnasium - en chilensk pige, der var udvekslingsstudent i min klasse i 2.g., som jeg endelig skal se igen. Jeg glæder mig som et lille barn til at se hende igen!

Da jeg ankom hertil sidste tirsdag, troede jeg helt ærligt ikke, at jeg ville knytte mig til det her sted og da slet ikke komme til at savne det, når jeg engang skulle herfra igen. Men lige nu, hvor klokken er 01.04 og jeg lige har sagt godnat til familien efter en herlig middag og en god snak, er det alligevel med lidt tristhed, at jeg pakker min kuffert og gør klar til sove en sidste gang på mit værelse. Jeg var ikke i humør til at fortsætte min rejse, da jeg forlod Buenos Aires. Argentina var i mit hoved Buenos Aires og det havde jeg det helt fint med. Jeg havde ikke engang lyst til at se mere af Argentina. Men efterhånden som dagene er gået, har jeg fået modet tilbage. Selvom det har regnet, selvom der har været massive kulturforskelle - Så tak, Córdoba - for at vise mig, at det var den helt rigtige beslutning, at forlade Buenos Aires, selvom det var svært. Jeg er klar til at tage videre, jeg er klar til at fortsætte eventyret - for et eventyr, det er det i hvert fald!

Today is the day I'm leaving for Mendoza. Yesterday was spent in Carlos Paz, a small city in the Sierras of Córdoba. It's a beautiful place and the weather was amazing - first time I saw the sun since I got here and the first day without any rain. It was perfect. Perfect way to end my stay in Córdoba. It has been rough I have to admit, leaving Buenos Aires was hard. Very hard. But it's starting to get brigther, and I think I'm ready to travel. I'm ready to see this continent.

2. etape i det argentinske

Efter 19 stive timer i et tog, der umuligt kan have kørt mere end 30 km/t og efter at have sagt farvel til mit højtelskede Buenos Aires og de venner, jeg allerede savner lidt for meget, er min tid i den argentinske hovedstad nu bare et kært minde.
Virkeligheden slog mig hårdt, da jeg ankom Córdoba i tirsdags. Jeg havde  ellers været optimistisk og med højt humør igennem hele mandagen, selvom det var min sidste dag. Jeg troede faktisk ikke, at det ville blive så slemt - jeg skulle jo ikke væk, jeg skulle bare videre, ud på det næste eventyr. Men det viste sig at være præcist lige så svært, som jeg inderst inde godt vidste, at det ville blive. Fra at have boet midt i storbyens stress og jag i tre måneder til at ankomme til en lille bjerglandsby, hvor alt ånder fred og ro - det er et stort spring. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over chokket. Her er bjerge, her er billedskøn natur og her er frisk luft - Buenos Aires føles millioner af kilometer væk.

Jeg nåede at vende mange tanker, da jeg sad i toget. Jeg havde det faktisk rigtig godt, da toget forlod perronen. Jeg tror ikke, at jeg havde indset, hvad der var ved at ske. Imens toget trillede ud i natten, læste jeg alle de hilsner, folk har skrevet på mit flag. Jeg elsker det så højt. Det er en del af dem, jeg har med mig og det er det eneste, jeg har brug for at have med mig de næste par måneder. Det er det eneste, jeg vil være knust over at få stjålet. Jeg læste min dagbog fra ende til ande, den dagbog, hvor jeg udførligt har nedskrevet hver en tanke, hver en oplevelse, jeg har haft, siden jeg ankom til Argentina. Jeg gennemlevede alle de op- og nedture, jeg oplevede i Buenos Aires. Og jeg blev så glad. Jeg blev mindet om de små ting, de store ting og om de mest ubetydelige ting, som alligevel fik et smil frem. Og en glædelseståre. Jeg blev mindet om de tidspunkter, hvor det gjorde ondt og om de tidspunkter, hvor jeg har været lykkelig helt ud til fingerspidserne. Efterhånden som timerne passerede, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte ligeså stille blev revet fra hinanden. Og da jeg trådte ud af toget, indså jeg, hvor svært det her bliver for mig. Hvor svært det bliver at skulle flytte mig konstant. Buenos Aires var min start og jeg skulle ikke væk derfra efter en kort periode; men fra nu af skal jeg maksimalt være to uger et sted. Det er det, der bliver den store udfordring for mig. Det var næsten det eneste, jeg kunne tænke på, da jeg sad i bilen på vej væk fra togstationen i Córdoba.

Jeg bor hos en af mine argentinske venner, hvis familie har taget mig ind som en af deres egne og jeg bliver behandlet som var jeg deres eget barn. 'Nuestra casa es tu casa'. Det er ikke bare tomme ord. De mener det. Jeg har fået min egen nøgle, køleskabet er fyldt op, jeg har mit eget værelse. Jeg mangler ingenting. Jeg kan mærke, at de nyder at kunne hjælpe. Det er en stor oplevelse at opleve gæstfriheden på første hånd og det er langt mere 'argentinsk', end det liv, jeg havde i Buenos Aires. Jeg er kommet på landet, og det er tydeligt, at det her er det rigtige Argentina. Husene er primitive, de fleste er faldefærdige og bygget på et skrøbeligt fundament. Der løber hunde rundt på gaderne. Der kommer ikke nogen turister. Folk har lige præcist det, de har brug for og intet andet. De klager ikke, selvom de arbejder hårdt. De går i seng tidligst ved midnat, tager i skole og på arbejde hen af eftermiddagen og spiser aftensmad klokken 22. De spiser dulce de leche til alt, der kunne trænge til noget sødt og regnen trænger ind i husene. Der er ingen, der klager. For sådan har det altid været.

Der er bjerge, når jeg kigger ud af vinduet. Der er ingen, der kigger på mig, selvom det er tydeligt, at jeg ikke har hjemme her. Folk respekterer hinanden og livet er fredeligt. Stik modsat af Buenos Aires. Jeg har tid til at reflektere, bearbejde alt det, de sidste par måneder har givet mig. Jeg har tid til at planlægge min rejse videre. Jeg har endelig fået købt flybiletter til en lille getaway til det caribiske hav på Colombias nordkyst. Jeg har købt min busbillet videre til Chile i næste uge. Jeg har så meget at se frem til. Så mange rejser, nye minder, nye venner. Alligevel finder jeg det utroligt svært at nyde det øjeblik, jeg lever i nu. Det er som, at Buenos Aires sidder fast i mig. Det føles som om, at jeg har taget evig afsked med en person, som betød alt for mig - og som jeg har glemt, hvordan man lever uden. Det lyder melodramatisk. Det stadig er vi vist ovre. Det er altså nu sådan, jeg har det. Selvom jeg har alt her, selvom jeg ikke længere behøver stå op klokken halv syv fire dage om ugen, ikke længere skal bo på et 6-personers værelse, selvom jeg ikke længere skal arbejde 28 timer om ugen.. så kan jeg ikke lade være med at savne Buenos Aires. Og det er vel også i orden. Det er i orden at savne noget, der har været så formidabelt. Jeg elskede den frihed, jeg oplevede hver eneste dag.

Buenos Aires; til vi ses igen. Og nu; siesta på argentinsk.