2. etape i det argentinske

Efter 19 stive timer i et tog, der umuligt kan have kørt mere end 30 km/t og efter at have sagt farvel til mit højtelskede Buenos Aires og de venner, jeg allerede savner lidt for meget, er min tid i den argentinske hovedstad nu bare et kært minde.
Virkeligheden slog mig hårdt, da jeg ankom Córdoba i tirsdags. Jeg havde  ellers været optimistisk og med højt humør igennem hele mandagen, selvom det var min sidste dag. Jeg troede faktisk ikke, at det ville blive så slemt - jeg skulle jo ikke væk, jeg skulle bare videre, ud på det næste eventyr. Men det viste sig at være præcist lige så svært, som jeg inderst inde godt vidste, at det ville blive. Fra at have boet midt i storbyens stress og jag i tre måneder til at ankomme til en lille bjerglandsby, hvor alt ånder fred og ro - det er et stort spring. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over chokket. Her er bjerge, her er billedskøn natur og her er frisk luft - Buenos Aires føles millioner af kilometer væk.

Jeg nåede at vende mange tanker, da jeg sad i toget. Jeg havde det faktisk rigtig godt, da toget forlod perronen. Jeg tror ikke, at jeg havde indset, hvad der var ved at ske. Imens toget trillede ud i natten, læste jeg alle de hilsner, folk har skrevet på mit flag. Jeg elsker det så højt. Det er en del af dem, jeg har med mig og det er det eneste, jeg har brug for at have med mig de næste par måneder. Det er det eneste, jeg vil være knust over at få stjålet. Jeg læste min dagbog fra ende til ande, den dagbog, hvor jeg udførligt har nedskrevet hver en tanke, hver en oplevelse, jeg har haft, siden jeg ankom til Argentina. Jeg gennemlevede alle de op- og nedture, jeg oplevede i Buenos Aires. Og jeg blev så glad. Jeg blev mindet om de små ting, de store ting og om de mest ubetydelige ting, som alligevel fik et smil frem. Og en glædelseståre. Jeg blev mindet om de tidspunkter, hvor det gjorde ondt og om de tidspunkter, hvor jeg har været lykkelig helt ud til fingerspidserne. Efterhånden som timerne passerede, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte ligeså stille blev revet fra hinanden. Og da jeg trådte ud af toget, indså jeg, hvor svært det her bliver for mig. Hvor svært det bliver at skulle flytte mig konstant. Buenos Aires var min start og jeg skulle ikke væk derfra efter en kort periode; men fra nu af skal jeg maksimalt være to uger et sted. Det er det, der bliver den store udfordring for mig. Det var næsten det eneste, jeg kunne tænke på, da jeg sad i bilen på vej væk fra togstationen i Córdoba.

Jeg bor hos en af mine argentinske venner, hvis familie har taget mig ind som en af deres egne og jeg bliver behandlet som var jeg deres eget barn. 'Nuestra casa es tu casa'. Det er ikke bare tomme ord. De mener det. Jeg har fået min egen nøgle, køleskabet er fyldt op, jeg har mit eget værelse. Jeg mangler ingenting. Jeg kan mærke, at de nyder at kunne hjælpe. Det er en stor oplevelse at opleve gæstfriheden på første hånd og det er langt mere 'argentinsk', end det liv, jeg havde i Buenos Aires. Jeg er kommet på landet, og det er tydeligt, at det her er det rigtige Argentina. Husene er primitive, de fleste er faldefærdige og bygget på et skrøbeligt fundament. Der løber hunde rundt på gaderne. Der kommer ikke nogen turister. Folk har lige præcist det, de har brug for og intet andet. De klager ikke, selvom de arbejder hårdt. De går i seng tidligst ved midnat, tager i skole og på arbejde hen af eftermiddagen og spiser aftensmad klokken 22. De spiser dulce de leche til alt, der kunne trænge til noget sødt og regnen trænger ind i husene. Der er ingen, der klager. For sådan har det altid været.

Der er bjerge, når jeg kigger ud af vinduet. Der er ingen, der kigger på mig, selvom det er tydeligt, at jeg ikke har hjemme her. Folk respekterer hinanden og livet er fredeligt. Stik modsat af Buenos Aires. Jeg har tid til at reflektere, bearbejde alt det, de sidste par måneder har givet mig. Jeg har tid til at planlægge min rejse videre. Jeg har endelig fået købt flybiletter til en lille getaway til det caribiske hav på Colombias nordkyst. Jeg har købt min busbillet videre til Chile i næste uge. Jeg har så meget at se frem til. Så mange rejser, nye minder, nye venner. Alligevel finder jeg det utroligt svært at nyde det øjeblik, jeg lever i nu. Det er som, at Buenos Aires sidder fast i mig. Det føles som om, at jeg har taget evig afsked med en person, som betød alt for mig - og som jeg har glemt, hvordan man lever uden. Det lyder melodramatisk. Det stadig er vi vist ovre. Det er altså nu sådan, jeg har det. Selvom jeg har alt her, selvom jeg ikke længere behøver stå op klokken halv syv fire dage om ugen, ikke længere skal bo på et 6-personers værelse, selvom jeg ikke længere skal arbejde 28 timer om ugen.. så kan jeg ikke lade være med at savne Buenos Aires. Og det er vel også i orden. Det er i orden at savne noget, der har været så formidabelt. Jeg elskede den frihed, jeg oplevede hver eneste dag.

Buenos Aires; til vi ses igen. Og nu; siesta på argentinsk.