2015's destinationer

Edinburgh, Skotland: på tur med Emil i februar. Han kom på besøg, første gang i Skotland, og vi skulle da selvfølgelig besøge vores hovedstad.

Edinburgh with da brother, his first time in the United Kingdom!

Kuala Lumpur, Malaysia: april. Påskeferie. Det gad jeg godt igen.

Last stop of my spring break was Kuala Lumpur, Malaysia - definitely have to go back there someday

Singapore: også april. Sjovt nok i samme påskeferie. Nok den mest kompakte by, jeg nogensinde har besøgt.

Singapore was my second spring break country

Nakhon Ratchasima, Thailand: april. Første destination besøgt i min påskeferie.

Very first stop on my spring break tour of SE Asia - Nakhon Ratchasima, conveniently located off the beaten tourist track

Dunnottar Castle, Stonehaven (Skotland): marts. Udflugtsmål da jeg havde mor, far og bedstefar på besøg fra Danmark.

The famous castle, situated just outside Stonehaven, is one of the reasons I love Scotland, and something I had to show my mom, dad and grandpa when they came to visit

Exeter, Devon (England): juli. Da jeg besøgte Chris og hans familie i den sydvestlige del af England.

Lovely Exeter in lovely Devon, close to Chris' family's residence in the Southwest of England 

St. Louis, Missouri (USA): oktober. Weekendtur til Missouri's statshovedstad for at heppe på vores eget hold, Rhodes Lynx.

Along with some fellow Rhodents, I went to the capital of Missouri to cheer for our football team

Little Rock, Arkansas (USA): september. Efterårsferie med nogle af de bedste mennesker, jeg mødte i USA i denne omgang.

My fall break was spent in Arkansas with some of the best friends I made whilst on exchange

Chicago, Illinois (USA): november. Thanksgiving-ferie for at besøge en af mine bedste venner.

Thanksgiving break in Chicago

Kraków, Polen: juni. Mor-datter tur sommertur og et nyt land tikket af listen.

A part of my summer was spent in Cracow, Poland

Göteborg, Sverige: december. Nytårstur med Chris, så han kunne få opfyldt en drøm om at se mere af Skandinavien. Og så jeg endelig kunne sige, at jeg nu har jeg fandme været i Sverige.

Sweden for New Years with Chris and another country to tick off the list

2015 var ikke et heeeeelt skidt år på rejsefronten, kan vi blive enige om det? Det blev til tre kontinenter, ni lande, 4 amerikanske stater og 23 flyveture. Jeg fik endelig besøgt Sverige, hvilket var en meget positiv overraskelse! 2016 bliver nok ikke helt så proppet, men det er nu også helt okay. Hvis man rejser for meget, så kan virkningen godt aftage lidt. Så nu vil jeg bare gå og glæde mig til næste tur, som bliver Irland i april.

A selection of my 2015-destiations. I managed to visit three continents, nine countries, 4 American states (7 if you count the numerous layovers I had) and I was on 23 airplanes. Pretty good, huh? I finally managed to visit Sweden, a country so close yet I've never actually been there. Plus I was positively surprised! It's actually really nice. Who would've thought.
2016 won't be as adventurous (well, it will be, just not in the exploring and travelling sense of the word), but I'm actually okay with that. I've found that there is a thing as too much travelling. Too many planes and too many airports. The effect tends to wear off if you do it too often. So, in the meantime, I'll just enjoy these next couple of months until I'm off to Ireland in April!

Chapters open, chapters close

Mit 3. semester er ovre. Mit udvekslingssemester er slut. Om få timer tager jeg flyet til Chicago, og siger farvel til Memphis. Det har været en rutsjebane. Endnu engang er det tilbage til Danmark efter et af mine eventyr. Det har ikke været nemt. Jeg er efterhåndet vænnet til næsten at være flere steder på en gang og jeg troede egentlig jeg var ved at være 'rutineret', men nemmere bliver det altså ikke. Det må jeg vist se i øjnene. Kan man overhovedet vænne sig til at flytte sig hver 3. måned eller hvert halve år? Som jeg beskrev det i dette indlæg, var der ingen nervøsitet da jeg tog afsted mod Tennessee og den kom heller aldrig. På den måde er jeg rutineret. Men tilknytningen? Den vil altid være der. Og det har jeg accepteret. Vi er jo kun mennesker. Hvor trist ville det ikke også være, hvis jeg uden besvær kunne forlade de rammer, som har været mit hjem?

Det er fandme svært at flytte sig fra sted til sted. Imens jeg har været her, har jeg følt et umådeligt sundt savn til Aberdeen. Savn er vel altid sundt, er der nogen der siger. Det kan godt være det er sundt, men det er ikke sjovt at savne noget, du ved du aldrig nogensinde får igen. Lukkede kapitler kan umulige være sunde at savne. Det er overstået. Det har været utrolig rart at savne noget, jeg ved, jeg skal tilbage til. Faktisk lige om lidt. For dem, hvis næse det er gået forbi, så tager jeg hjem nu. Hjem til Europa. Midt i semesteret besluttede jeg mig for kun at blive her et semester, og selvom jeg ved det er det rigtige for mig, så er det alligevel lidt trist. Tilknytningen slipper jeg jo ikke for. Selvom det har været svært, har det her jo været mit hjem de sidste fire måneder. Jeg har levet sammen med de her mennesker, der før var fremmede, og nu er venner, i de sidste fire måneder.

Jeg har været i Tennessee, Arkansas, Missouri og Illinois. Jeg nåede ikke til Texas, men det er helt okay. Da jeg havde chancen, tog jeg den ikke. Det må vist være menningen så. Men jeg har oplevet så meget andet. Jeg har følt den ægte amerikanske skoleånd. Spist s'mores, BBQ i massevis, oplevet Thanksgiving i Chicago og Halloween på et ægte amerikansk campus med alt hvad der hører med. Jeg har boet på måske verdens smukkeste campus, som billederne ovenfor så fint bekræfter. Jeg har fået venner, jeg gerne vil beholde for resten af livet. Jeg har haft nok verdens bedste roomate. Antallet af gange vi har været oppe den halve nat for at vende verdenssituationen kan ikke tælles på to hænder. Selvom jeg, indrømmet, mest har hængt ud med mit internationale slæng, så er der også et par amerikanere, der har gjort indtryk på mig. Det sker ellers ikke så tit. Det akademiske miljø har været ovenud fantastisk, og jeg har haft de bedste lærere i verden, uden tvivl. Etnocentrismen viser sit ansigt hver evig eneste dag, men det er også noget af det, der har gjort mit ophold her så lærerigt. At studere i en by som Memphis, hvor segregation, fattidom og racisme er hverdagskost for et alt for stor procentdel af indbyggerne, har i den grad fået mig gjort opmærksom på hvor mange problemer USA, og i særdeleshed sydstaterne, egentlig kæmper med. Det var ikke før, at jeg så det med mine egne øjne, at jeg indså hvor galt det står til. Det var ikke før, jeg hørte mine egne klassekammerater og venner tale højt om den diskrimination, de oplever hver eneste dag - på vores eget campus - at det gik op for mig, hvorfor Black Lives Matter er vigtigt. Hvorfor vi blev nødt til at demonstrere imod det, der skete på University of Missouri. Det virker mærkværdigt at nævne de her problemstillinger, når folk spørger mig, hvad der har gjort mest indtryk på mig igennem min tid her. Men det er sandheden. Som min canadiske professor fortalte os, da hun gav os hendes syn på, hvorfor hun godt kan lide Memphis. Fordi det er umuligt at ignorere alt det, der er galt.

Jeg vil komme til at savne det her sted. Tak Memphis. Tak for gode minder, gode diskussioner og vigtigst af alt, gode venner.

Today marks the end of my 3rd semester at college. My exchange semester is over, and in a few hours, I'll be on a plane back to Europe. These past four months have been a rollercoaster without equal. Once again, I am about to go back to Denmark after one of my adventures. It hasn't been easy. When is it ever? You get used to moving around, eventually. You get used to being in more than one place at a time. At least that's what it feels like sometimes. I was sure I had reached the point where I'd be experienced enough to do this without losing my cool. But even I have to admit that it doesn't get any easier. It might never. Is there a way to get yourself used to moving around every 3th month or every half year? I'm pretty good at keeping a sense of belonging, but when all this is over, I've had 23 flights this year. Twenty three. And this year hasn't even been that cracy. As I wrote in this post, there wasn't the tiniest bit of anxiety or nervousness to be felt when I left for Tennessee. And it never came. In this sense, I am 'experienced' and I've done it before. Too many times sometimes. However, the attachment is a different game. I don't think that'll ever go away, and I think I have made my peace with that. I am only human, after all, right? Let's face it, it would be pretty sad if we could stay in a place for a longer period of time and not feel any sad feelings once it's time to leave it, right? 

I have to say it. It's difficult moving around constantly. While I've been here, I've missed Aberdeen. Personally, I think it's healthy to be away from something and subsequently realizing how much you love it. Especially when it's a place you can go back to. Missing my 2nd home has been nice, because I'll be back there in less than a month. But the attachment still snuck up on me. Even though I want to leave, I can't help feel a little twinge of sadness. Just because it's over. Just because the reality, that been my reality for the past four months, is going to shatter tomorrow when I get on my first plane. For those of you who are still unaware, I'm not coming back here next semester. Halfway through this past semester I decided to cut it short and return to Scotland next year. I have no doubts about whether or not it really was the right thing to do, because I know it is the right thing to do. But attachment is still a bitch. I've been living here for the past four months. These people, the majority being people with whom I will most likely ever cross paths again, have become my friends. We met as strangers and part as friends. 

While I've been here, I've visited Arkansas, Missouri and Illinois. And Tennessee, of course. I never made it to Texas, but that's okay. When I had the chance, I didn't take it. So I think everything turned out how it was supposed to. I've done so many other things. I've experienced the American college spirit. I've eaten lots of s'mores, stuffed myself with delicious Southern BBQ, I've celebrated Thanksgiving in Chicago and Halloween on a college campus with everything it entails. I've been living on what is probably the most beautiful campus on earth. What more could you ask for? I've gotten to know a lot of wonderful people, some of whom turned into friendships I want to preserve for the rest of my life. I've had the best roommate in the entire world. Ah, the number of times we've stayed up late discussing everything from ethnocentrism, inequality, travelling.. Even though I've mostly been hanging with my international crew (guilty as charged), I have managed to find a few American friends, some of which have made a lasting impression on me. A rare case, I should mention. 
The academic environment at Rhodes has been amazing and I've had some of the best teachers I've ever had the pleasure of meeting. The ethnocentrism is ever-present, but, believe or not, this is one of things that has made my stay here so interesting. Studying in a city like Memphis, where segregation, poverty, inequality and racism are everyday occurrences for a way too large percentile of the population, has made me realize how many problems the US, and the South in particular, is actually facing. I had to see and hear it from my own friends and classmates, before it clicked. It wasn't before I heard the people, people that I see every day, talk about these problems, that I realized why Black Lives Matter is important. I realized why action needs to be taken against what happened at Mizzou. It seems strangely odd to list these things when people ask me what has impacted me the most during my time here. But that's the truth. As my Canadian Political Science-professor said, when she told us why she liked living in Memphis. It's impossible to ignore the problems. 

With that, I'll end this. Thank you, Memphis. Thank you for some amazing memories, some good food for thought and some good people I'd like to keep in my life forever. Another chapter comes to an end.

Enogtyvende leveår

Skal vi lige mindes hvordan jeg tilbragte min 19 års-fødselsdag to år tilbage? Er der nogen, der kan huske det?

That's right, på vej over Atlanten. Den forkerte vej, vel og mærke. Eller hvad? Jeg tilbragte størstedelen af min fødselsdag i George Bush-lufthavnen i Houston. Jeg satte mig på et fly med kurs mod Istanbul om aftenen d. 21 og da jeg forlader det fly igen, er klokken 16 d. 22. oktober. Der var ikke meget glæde over den dag. Så meget for fødselsdag. Det var lidt sørgeligt.
Men hey! Det bragte jo en million og en gode ting med sig, og se, hvor jeg er i dag. Det gik kun opad derfra. Jeg tog til Sydamerika. Fik venner for livet. Flyttede til Skotland. Og nu er jeg tilbage i USA! Tal lige om happy ending. Jeg kan faktisk huske, at jeg, da jeg flyttede til Texas dengang, på forunderlig vis forventede stadig at være i USA den dag, jeg fyldte 21. Ikke så godt tænkt igennem, da den oprindelige mening jo var et år, men man kunne jo drømme. Drømmen gik i opfyldelse, næsten helt uden at jeg planlagde det! Livet er pudsigt til tider.

Meget har ændret sig, som jeg også skrev om her. Endnu mere har ændret sig siden min sidste fødselsdag. Ikke overraskende. Tid har det med at ændre meget. Stopper man nogensinde med at forundres over hvor hurtigt tingene ændrer sig og hvor meget der egentligt sker i løbet af et år? Eller bliver det bare værre, som man bliver ældre? Vi får se.

Min fødselsdag er altid en dejlig dag. Også selvom den bliver brugt i en lufthavn. Der er noget magisk over det. Alting er lidt klarere. Jeg har ingen bekymringer. Jeg får altid en helt masse dejlige beskeder fra folk, jeg holder af, og idag er ingen undtagelse. Det er minimal anstrengelse, men det betyder, at folk har tænkt på dig. Måske kun to sekunder, men jeg tager hvad jeg kan få. Allerede fra tirsdag eftermiddag begyndte jeg at få lynønskninger. Det er nok det eneste gode ved fucked up tidszoner - min fødselsdag varer så lang tid! Så når min fødselsdag er ovre i Danmark, er den nærmest lige begyndt her i Tennessee. I aften skal jeg nemlig til Beale Street, Memphis' øjesten, og flashe mit ID. Bare fordi jeg kan! Måske få en lille drink. Igen, bare fordi jeg kan. Selvom jeg har haft timer idag, så vil jeg glemme det hele i aften, og bare nyde idag. Ingen lektier. Ingen bekymringer om de eksamener og afleveringer, der venter på mig i næste uge. Bare fordi jeg kan. 21 år!

Does anybody remember where I spent my birthday two years ago? No?

I was at the Houston George Bush airport in Texas, waiting for a plane to Istanbul. I was going back to Europe. 10 months before I planned to, actually. I boarded the plane in the evening of the 21st and when I left it again, it was 4 PM the next day. My birthday wasn't very festive. But things turned around after that. I went to South America and made friends I know I'll have for life. I moved to Scotland. And look at me now - I'm back in the States, just in time to turn 21 in the country where 21 is being legal. It all turned out perfect. I remember thinking, back when I was leaving Texas, that I'd be back for my 21st. God knows I had absolutely no idea how, but I promised myself that I'd be here again. And here I am!

A lot have changed since that day in 2013. Time tends to change a lot. Almost everything. My life is completely different from the picture I remember from that day. I made it to college! Not the way I expected, but here I am! The reason for this is, as you already know, that I got accepted to a university I absolutely adore - against all odds. It still perplexes me that it's real. That it actually happened. If I had known that back when I was leaving Texas, I wouldn't have cried on the plane for not being able to reach one of the flight attendants. I was not in a good state. My dream came true. My 19 year old self didn't have to worry at all.

So here's to flashing my passport at Beale Street, being legal and getting a drink - just because I can.

Pinnacle Mountain State Park, Arkansas

Arkansas er muligvis min nye yndlingsstat. Hold nu op, der er smukt. Og det er så tæt på Tennessee! Memphis ligger faktisk lige ved siden at statsgrænsen til Arkansas, hvis I var i tvivl. West Memphis, ligger i Arkansas, så tæt på er det, fik jeg fortalt i dag. Lidt sejt. Så ja. Vores 'efterårsferie' startede i fredags og skolen starter igen imorgen, så jeg tog nogle venner under armen og vi kørte til Arkansas. To nætter i Little Rock på en ok lækker La Quinta med en søndagsudflugt til Pinnacle Mountain State Park, der ligger en halv times kørsel nordøst fra Little Rock (som er Arkansas' hovedstad, hvis der var nogen, der var i tvivl). Arkansas er ikke umiddelbart nogen kendt stat, men den er helt klart undervurderet. Den har mange naturområder og Pinnacle er en ud af mange. Endda en meget lille en af slagsen, så det siger noget om hvad Arkansas kan byde på. Det var den perfekte måde at slappe lidt af på, inden vi tager hul på sidste halvdel af semesteret imorgen.. wish me luck!

Pictures from Pinnacle Mountain State Park in Arkansas, where I went for fall break with a couple of friends. We rented a Zipcar and left Memphis Saturday morning, destination Little Rock, state capital of Arkansas. From what I gather, Arkansas is not a very famous state nor is it a place where people tend to go for breaks. But I loved it! The 180 miles pr. day limit with a Zipcar forced us to pick a place relatively close to Mmephis, so Arkansas it was! We stayed at La Quinta Inn for two nights and drove to Pinnacle Sunday morning and spent the day there. It was the perfect getaway and Pinnacle (and Arkansas, for that matter), is so underrated. I loved it there! It's the perfect place for people who don't want to go on huge hikes, but just want nice views. Of course, you can also hike the mountain, if that's your thing. There's something for everybody! And now I can cross one more state off my list!

Abroad from abroad

Eventyret er i gang, jeg er en Lynx nu (deres maskot og derved det, vi alle sammen hedder når vi repræsenterer Rhodes) orienteringen er i fuld gang og døgnet har ikke nok timer. Jeg får deja vú til rusugen sidste år i Aberdeen hvert 10. sekund. Skemaet er fuldt. Og den rigtige rusuge er ikke engang startet endnu. I lørdags startede vores internationale orientering, og siden da har jeg været sammen med de andre 4 udvekslingsstudenter og 17 andre internationale studerende, der skal til at påbegynde deres 1. år. Dagene har været pakket med alt det, der bliver nyttigt for os når først timerne begynder og collegelivet går i gang for alvor. Briefings om alt lige fra campus sikkerhed til deres writing center, hvor man kan få hjælp med opgaverne som jeg forventer vil hobe sig op, så snart jeg træder ind i klasseværelset. Vi har været på bådcruise på Mississippi-floden og lært lidt om Memphis' historie. Vi har haft besøg af en højt respekteret FBI agent, der fortalte os lidt om sikkerhed i Memphis (og som også fortalte, at han desværre ikke havde haft fornøjelsen af at møde præsident Obama endnu..). Jeg har skrevet en stor bunke emails til professorer, hvis fag jeg gerne vil tage. Jeg har købt mine bøger, været på shoppeture til Target med de andre for at købe alle nødvendighederne til et dorm room.

Rhodes College er en stærk konkurrent til Aberdeen hvad angår pænhed. Rhodes er smuk. Bygningerne er magiske. De ligner alle sammen hinanden, men det er en del af skønheden. Det er gotik i den absolut smukkeste form. Campus indeholder alt, hvad vi nogensinde kan få brug for: spisehal med et hav af forskellige retter, svømmepøl, fitness center, kæmpe bibliotek, boghandel, atletikbane, eget posthus og alle vores venner, næsten lige ved døren. Alt sammen til fri afbenyttelse. Hente en pakke eller sende et postkort? 2 minutter fra min dør. Et hurtigt dyk i poolen i solskinnet? 3 minutter. Morgenmad, som jeg ikke engang selv skal lave? 4 minutter. Det er vores egen lille, sikre verden.

Imorgen torsdag flytter alle de nye førsteårs studerende ind, og jeg forestiller mig allerede nu, at det bliver kaos. Præcis ligesom i film. Men det betyder nye mennesker og nye venner. Jeg glæder mig.

ENGLISH I'm a Lynx now! I've been in Memphis since Saturday now, and everything continues to be new and exciting. 2nd year of university, and in a different country! Studying abroad from my home abroad. If I was still in Aberdeen, first week/orientation week would smooth sailing. But once again, I'm starting from scratch, and several times I take myself getting deja vú to last years Fresher's Week back in Aberdeen. There's stuff to do every single second, places to be and people to meet. It's exactly the same as last year, and the real Fresher's Week hasn't even started - the new freshmen don't move in until tomorrow. So, for the past 5 days, I've been with the new international students (exchange students, Teaching Assistent's and new freshmen from all over the world). We've been through a ton of info sessions with all the stuff that'll come in handy once classes start. One thing that I love about Rhodes is all the different stuff we have available on campus (paid for through the tuition); there's a writing center, ESL-service, a huge library with a media center, fully staffed dining hall, a swimming pool, a fitness center, post office, an outdoor track, free laundry, a bookstore (with Rhodes merchandise - very important!).. basically, all the stuff you could ever need as a student. It's amazing. Send or receive a package? 2 minutes from my doorstep. A quick dip in the pool? Three minutes. Breakfast cooked for me in the dining hall with my friends? Refectory's 4 minutes away. It's like living in a bubble where you pay for people to do the work for you. I guess that's what college's about, isn't it?

So yeah, so far I've been with the international kids and our international orientation is coming to an end tomorrow when the new freshmen move in (it's going to be insane!). It's been really nice getting to know the campus and some of its people before everybody else gets here tomorrow. We've been briefed about academic life, Greek life (sororities, fraternities and all that shit), campus safety, we've had an FBI agent visit us to talk to us about safety in the Memphis area, we went on a cruise on the Mississippi and learned a bit about Memphis history in the process, we've been trying out different Memphis foods on different restaurants around the city and the list goes on. The schedule has been absolutely packed so far.

Rhodes' campus is beautiful. A very worthy competitor to the beautiful scenery we have back at Aberdeen. Both places are like Hogwarts in their own way. Both places are magical.

Land of the Free and the Home of the Brave

Denne her blog var oprindeligt for at give min familie og mine venner et indblik i mit 'nye' liv, da jeg for første gang tog afsted mod USA tilbage i august 2013. To år er gået, og meget har ændret sig siden da. Det var faktisk lige præcis to år siden i går, at jeg fløj mod New York City dengang. Der er løbet meget vand under broen, som nogen ville sige. Som de opmærksomme og trofaste læsere/min familie nok ved, holdte jeg kun 70 dage i Texas dengang - noget, som jeg egentlig nok allerede godt vidste taget omstændighederne i betragtning. Min store drøm var jo ikke at tage til USA for at være au pair, som så mange jo sirligt påpegede, da jeg entusiastisk delte nyheden dengang. Nej, det har altid været et andet lys der brændte og det har den store portion amerikanske college-film, jeg har slugt gennem tiderne, ikke været med til at slukke. Det har kun gjort det stærkere. Min drøm har jo nemlig altid været at tage til USA for at læse, og nu er muligheden her. Nu tager jeg endelig afsted for at opfylde min drøm, jeg får endelig mulighed for at se, om det er alt hvad jeg drømmer om, og denne her gang bliver det ikke under andres betingelser - det bliver på mine egne vilkår - og hvis I spørger mig, så er det præcis sådan, det skal være.

For dem af jer, der ikke har helt styr på detajlerne endnu, så kan jeg fortælle jer, at jeg skal studere to semestre på Rhodes College i Memphis, Tennessee. Jeg vil vove at påstå at jeg efterhånden ikke mere er fremmed til hele oplevelsen med at 'starte op' et nyt sted, hvor jeg ikke kender andre end mig selv; jeg har jo rejst og resideret lidt forskellige steder i verden, men udvekslingsstudent, det har jeg alligevel aldrig været. Men nu skal det være. Og det er egentlig dejligt at have lidt rutine i det, for jeg husker stadig tydeligt hvor nervøs jeg har været mange af de første gange, hvor jeg skulle til et nyt sted uden at kende en sjæl og samtidigt skabe mig tilværelse. Hvad end det har været kortvarigt eller i en længere periode. Men man når et punkt, hvor det nye og uvante føles hjemligt og rart, og hvor følelserne ikke længere sidder uden på tøjet.

Jeg sidder pt. i Københavns lufthavn, og venter på et fly til Ft. Lauderdale i Florida, hvor jeg, efter en forhåbentlig smooth immigrationsprocess, skal flyve videre til Memphis i morgen tidligt. Evie, en vældig sød pige fra Manchester, som er en af mine venner fra mit uni, skal også på Rhodes og vi skal bo på hotel imorgen aften indtil lørdag morgen, hvor et par flinke folk fra Rhodes kommer og henter os. Og så går det hele løs. Udflugten til Target lige når vi er ankommet er et stort højdepunkt!

Under alle omstændigheder, så glæder jeg mig enormt mig til at komme tilbage til USA. Selvom min tid derovre endte brat og uventet for at sige det mildt, så havde det absolut ingenting at gøre med hverken landet eller staten. Der er ingen tvivl om, at jeg skal tilbage til Texas. Og jeg tror også, at Tennessee kommer til at falde i min smag. Det skal nok blive fantastisk. Udfordrende på det akademiske plan og det personlige plan, men fantastisk. Det bliver vildt, uforudsigeligt, hårdt, og vigtigst af alt, worth all the trouble.

Jeg kan mærke den spændte følelse; den der fortæller mig, at jeg er klar til det her, og det er den samme, jeg sad med, dengang jeg var på vej mod det ukendte for to år siden. Og alle de andre gange, jeg har trådt ombord på et fly, der skulle tage mig et helt nyt sted hen. Det endte ikke helt som forventet, dengang i Texas, men det ændrer ikke på, at jeg har lyst til at prøve det hele igen. 

ENGLISH As some of you might know, a burgundy passport was created back in 2013. In April, if I'm correct. I remember this due to the fact that I matched with my host family back then. That's when I knew for sure that I was on my way to the States. As an au pair, granted, but I was still going. Which brings me to the original purpose of this blog. Initially, it was supposed to my American diary, the place where I'd share all my adventures from across the Atlantic. And granted, it kept this purpose, but not for long, because what I thought was going to be a year was cut short to just 70 days. Being an au pair was as far from what I wanted as humanly possible and I knew that from the very beginning, so I ended up going home and my American dream was crushed. Or, to be fair, I never actually got to live out my dream. I got to smell it and see other people live it, and that's exactly why I liked our local library - it was a part of the local college. So maybe you've guessed it now? 

Yes, my big dream has always been to studying the US. Cringy and corny, I know. But finally, that's what I'm going to do. On my own terms this time. My visa is not tied to an employer this time; it's tied to myself and my commitment to my studies. Which is just how I like it. So, my blog will now be what I always wanted it to be, at least for the next couple of months: a place where I document my adventures, the ups and downs that college life will inevitably throw at me and where I'll share my memories, thoughts and words on this crazy experience that lies ahead.

For those of you still unaware of the plan, I'll give you an update: I'm off to study two semesters at Rhodes College in Memphis, Tennessee (will go home for Christmas to celebrate with my family and Chris'll come to Denmark, finally, hehe!). I'll be rambling about my classes and schedule and all when it's settled, but already now I know that there are three specific courses I have to have in order to progress into 3rd year upon my return in Aberdeen. It's gonna be some Modern Ideologies, International Relations Theory and International Political Economy. Besides that, anything goes, which is also making me really excited. Academically speaking, this year is going to challenge me, but also prepare me for Honours back in Scotland. Hopefully. Let's see.  
As far as the whole 'new-place-new-people'-experience goes, I'll dare to say that I'm kinda used to it all by now. This is far from the first time I have to do this, and I have to admit it's incredibly relieving and relaxing that I no longer feel nervous by the thought of a whole new beginning, and new people I have to turn into friends. The perks of being an experienced traveler, right? This doesn't mean I don't feel the excitement that follows - it just means I'm calm. Not afraid. I know it's gonna be okay no matter what happens. Eventually, you reach a point where the unknown somehow becomes familiar, where you find comfort in new places and you can feel at home wherever you are. 

As of right now, I'm sitting in Copenhagen Airport, waiting to board my flight to Fort Lauderdale, Florida. After a couple hours waiting and me making my smooth way through custom and immigration, I'll fly to Atlanta and then finally arrive in Memphis tomorrow morning local time. Upon arrival, my roomate from Rhodes is going to pick me up (overly excited to meet her as well!) and we're gonna drive to my friend Evie's hotel. Evie is a friend from Aberdeen and she's gonna be at Rhodes for the next year as well. So, to be fair, I'd be lying if I said there's not gonna be any familiar faces in the crowd. This is actually a first. I've always done these things alone. So many firsts here, huh? Anyways, after a good night sleep and a shower to beat the jetlag, nice people from Rhodes are picking us up Saturday morning and then it all begins. International Student Orientation, a Fresher's Week for us foreigners, will last 6 days and then the new 1st year students will move in next Thursday. Which means another Fresher's Week. Good luck me. I had so much during Fresher's Week last year in Aberdeen, but it was exhausting. Pray for me.

I'm not gonna lie, this year has changed my dreams and my priorities, but saying no the opportunity I've been waiting for for what feels like my entire life would be a disgrace to the travelling soul I used to be.. and the adventurous soul I continue to be to this very moment. Due to the way my last stay in the States ended, I have to underline that this had nothing to do with the country nor Texas as a state. Quite on the contrary, Texas was amazing and I absolutely have to go back there before I go back to Europe. No doubt about that. But this year is going to be tough. It is. However, it means the world to me that I have people close to me who only want the best for me and supports me in this even though I know it's tough on them as well. They're really the people making all of this possible. 
It's not easy being head over heels in love with someone who's on the other side of the world, but you know what they say. Absence makes the heart grow fonder. 

In-between

Skriverier herinde har der ikke været meget af, siden jeg kom hjem fra Sydøstasien. Og det var jo helt tilbage i april. Siden da har jeg været oppe til 4 eksamener, bestået dem alle sammen ovenikøbet (med to A's! Er vanvittig stolt! Kald mig bare filospansker), afsluttet første universitetsår, pakket mit værelse sammen (S6 Adam Smith forevigt!), sagt på gensyn til alt for mange mennesker og endelig, så kom jeg tilbage til Danmark igen i starten af juni. Og så var jeg også lige et smut i Polen, hvor Auschwitz blandt andet blev besøgt. Det er stadig ikke helt holdt op med at hjemsøge mig, for at være helt ærlig. Mange indtryk på relativt kort tid.

Og nu har jeg så lige været i København. Et besøg på den amerikanske ambassade er jo nødvendigt, når jeg nu vil til at begive mig til USA igen. Vi er jo så glade for bureaukrati. Mit visum er blevet godkendt. Det var næsten endnu nemmere end den gang, da jeg skulle til Texas, selvom jeg nok var endnu mere førgodkendt dengang, end jeg var denne her gang. Jeg snakkede med en utrolig sød mand, der endda var fra Memphis. En anden delstats Memphis, men sjovt ikke desto mindre. Vi snakkede frem og tilbage, snakkede lidt spansk, han fik mig til at love at jeg ikke ville arbejde, da jeg åbenbart var dømt mistænksom efter at have taget mit Social Security Number med på ambassaden. Tænkte at man jo lige så godt kan give dem så meget grund til godkendelse som muligt, ikke? "Altså, jeg blev godkendt af din kollega dengang.."

Så nu, ja, nu er der sommerferie. Og bureaukrati. Stat og offentlige ydelser er vi alle afhængige af. Og jeg vidste fandme ikke, hvor svært det ville være at læse i udlandet, og så stadig forsøge at beholde forbindelserne til Danmark ved lige. Sygesikring, adresse og alt det der, hvor jeg egentlig falder udenfor kategorien. Især nu, hvor jeg skal til et tredje land på udveksling. Kryds fingre for, at det hele går i orden på et eller andet tidspunkt. Jeg kunne heller ikke stemme til valget, ikke at det er noget jeg har vanvittigt meget imod - jeg ville helt ærligt bare stemme blankt. At DF ville være de helt store vindere, det var der vist ikke mange der havde regnet med. Det ville min stemme nok ikke have rokket vildt meget på.

Jeg føler mig sådan lidt inbetween things. Teknisk set snyder jeg systemet ved at sige, at jeg stadig bor i udlandet, for ligenu er den eneste residens jeg teknisk set har, located i Danmark. Men jeg er tilmeldt en uddannelsesinstitution i Skotland. Og den næste adresse, jeg får, bliver i Tennessee. Jeg kunne ikke stemme igår, og jeg kunne heller ikke stemme da der var general election i Storbritannien. Jeg har lige betalt en måneds SU tilbage til styrelsen (hvilket er en meget pæn slat penge alligevel, synes jeg nu), da noget, der ikke betyder spor i Skotlands uddannnelsessystem og ikke har været en afbrydelse af min uddannelse, bliver set som et kæmpe hul i mit uddannelsesforløb herhjemme. Det er sgu' da lidt svært at finde ud af. Men det er sådan, jeg har valgt det. Jeg har jo selv valgt det. Det er en stor mundfuld, især her hvor jeg også har tusind ting at udfylde til USA. Det er et gedemarked. Hvad man ikke gør for sine drømme.

Så er det godt, at Orange Is The New Black eksisterer. Bagsiden er, at jeg allerede har slugt 12 afsnit af den nye sæson, der udkom i fredags, der kun indeholder 13 afsnit. Wish me luck.

I'd be exaggerating if I said I’d been particularly active with my blog since I returned from Southeast Asia in April. I always find it easy to blog while I’m actually on the move, there always seems to be stuff worth writing about due to the continuance of new impressions, new people, new smells and all sorts of stuff. However, to update all of you on my current life status: since I got back, I’ve finished all my 2nd semester exams (of which I had 4), I’ve passed them all (with two A’s!), I’ve wrapped up my first year in the wonderful sphere we call university, I’ve said my ‘see you soon’s to all the people I’m already missing dearly and then, finally, I got back to Denmark in early June. Then I was off to Poland for a couple of days where my mom and I amongst other attractions visited Auschwitz-Birkenau. An experience that was equally power and equally horrifying. It haunted me the following me days, that goes without saying. A lot of impressions over the course of a couple of weeks.

And now, I’ve just returned after a short stay in Copenhagen. With my departure to the US fast approaching, paying the US embassy a visit was inevitable, so I had my appointment on Monday. My interview was even better than the one I had when I went to Texas in 2013. I talked to the most American and kindest man I’ve ever met, and the fun fact is that he’s also from Memphis! Different state, but still! He asked me why I left the country before time back then and when I told him I’d subsequently gone to South America, he started to converse in Spanish. Sure, why not?

My visa got approved and now the waiting game begins. I’d like everybody to pray that I get my passport back in time to go to England in July, please?

While I wait, I have a lot of other stuff to do. Mostly bureaucratic stuff. We all love that. The Danish system craves bureaucracy. And the American one for that matter. I had no idea how hard it would be for me to maintain my Danish citizenship while living in the UK and now jet off to the US as an exchange student from a British university. Newsflash Sofie: it’s pretty hard. Having a (free) health insurance in two different countries is not a piece of cake. Having an address in two different countries is not easy either. All this turned out pretty messy when I had to register my entry back to this country and as a result, I wasn’t allowed to vote in the election yesterday. I couldn’t vote in the British one either. So much for democracy, huh?

So yes, a sense of being in-between everything is a pretty valid description of how I feel right now. Technically, I am cheating the system by pretending I am still living abroad. The only address I have right now is located in Denmark, but I’m enrolled in an institution abroad. The next address I’ll have will be in Tennessee. I’ve had to repay one month’s worth of the student grant I get from the Danish government (which seems like a lot of money when that’s your only source of income) due to the fact that any sort of change in your general course of education or a change of degree is considered an interruption in Denmark (that deserves to be punished!). It didn’t have any effect when I did it in Scotland. Differences. Well. Ain’t nothing to do ‘bout it now’. I chose it. All this is my choice. A million forms to fill out. But if that’s what I have to do to live out my dreams, that’s what I’ll do.

You know how they say life is what happens while you're busy making other plans?

Well, yes it is. Og kender I også de der mennesker, der preacher en ting lige indtil de ikke selv kan efterleve det mere og derefter må se sig slået? Jeg er potentielt en af de mennesker. Men lad os nu komme videre.
Ja. Så gik der alligevel en måned siden sidste gang, jeg skænkede min blog en tanke. Sikke noget. Forklaringen er ikke engang, at jeg ikke har haft tid. Tiden har ikke været så knap, som den var sidste semester ved denne tid. Tid har der været nok af. Vi er midt i 9. undervisningsuge (ud af 11), hvilket betyder, at der kun er 3 tilbage. 3 sølle uger tilbage til, at springbreak står for døren og så selvfølgelig eksamenerne. Men de er først i maj. Heldigvis. Jeg tager lige til Asien først. Gud vil vide jeg trænger til det.. Jeg glæder mig så meget!!!! Selvom tiden er fløjet afsted med den samme fart som et lyn på speed, så trænger jeg til ferie mere end noget andet. 2. semester af min universitskarriere har været fantastisk (og hektisk..), men min hjerne er fyldt til randen med indtryk, jeg ikke kan bearbejde, før jeg forlader Aberdeen og får sat alt i perspektiv. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så var jeg overbevidst om, at dette semester ville gå bedre end mit første. Jeg kan glædeligt meddele, at jeg fik ret (men lad os nu vente til jeg får de første karakterer), og det er faktisk interessant at se, hvordan jeg kan mærke så stor en forskel selvom der ikke er meget, der i realiteten er ændret. Det hele ligner sidste semester. Samtidigt med, at alt er forandret. Arbejdsbyrden er den samme. Måske endda lidt mindre grundet det, at jeg for 3. gang skal igennem de samme kedelige spansklektioner. Jeg har 4 store opgaver. 3 af dem er færdige. 2 af dem havde deadline i fredags. To fluer med et smæk. Uni kører på samme blus som sidste år. Men der er noget helt fundamentalt, der er ændret. Forbedret. Jeg har svært ved selv at sætte ord på det. Og jeg synes det er sjovt at alting kan ændre sig, selvom jeg står som den mest passive tilskuer nogensinde. Tingene sker bare.

Især tirsdag d. 17. februar var ikke en helt normal dag. Det var jeg selv skyld i, for jeg ansøgte selv om pladsen. Ingen dag i 2015 har været helt normal. Jeg tog tilbage til Skotland i januar med forventningen om, at jeg skulle fortsætte den gode rytme fra 1. semester. Der var intet, der kunne stoppe mig. Ingen uforudsete planer. Emil skulle komme og besøge mig i januar, Louise i februar og mine forældre og bedstefar i slutningen af marts. Jeg skulle til The Script-koncert i februar med en af mine gode venner. Og hvordan ser det ud nu? Alt er forandret. Det er stadig det samme, men alt er forandret. Tingene er sket, men de er ikke sket på den måde, jeg forventede. Tirsdag d. 17. februar vågnede jeg op til en mail, jeg havde ventet hele mit liv på. Okay, det er måske så meget sagt, men den var vigtig. Udvekslingskontoret her på uni havde accepteret min ansøgning, og tilbød mig en plads på et college i Tennessee fra næste år. Jeg har sagt pænt ja, selvom en vis person har ændret mine prioriteringer her på det sidste. Men det her kan jeg ikke sige nej til. Det er der ingen tvivl om. Der sker en helt masse ting. Jeg kan nu, selvom jeg egentlig ikke har en interesse for det, skrive event-fotograf på cv'et. Students of Aberdeen University blev, som jeg nævnte i mit forrige indlæg, kontaktet af The Aberdeen Law Project. Og det spredte sig, da jeg delte et billede på Facebook - så i sidste uge tog jeg billeder til Aberdeen University Comedy Society's fortnightly stand-up comedy show - som I måske har gættet, er det der billedet er fra. Er det ikke kunstnerisk? Mange af mine gode venner optrådte og er en del af society'et, så det var en fornøjelse. Jeg blev også pænt spurgt om jeg havde lyst til at være fotograf til studenterforeningens årlige Languages Ball - men en hel aften med fulde unge mennesker og dårligt lys gør jeg ikke engang for et free meal. Næh nej! Det sjove (og lidt tragiske) af det hele er jo, at jeg ikke har nogen interesse for fotografi - jeg elsker at fotografere fordi resultaterne bliver til kære minder og fordi det hjælper med at holde minder i live. Men fotografkunsten siger mig ingenting. Anerkend mig for det, jeg godt kan lide at lave, er det for meget at be' om?

Og ja, så har jeg lige skiftet min degree idag. Nu hedder den Politics & International Relations i stedet for Hispanic Studies & International Relations. Jeg blev lovet, at der er latinamerikansk politik-kurser i 3. og 4. år, så det glæder jeg mig til. Og nu er jeg fri. Nu kan jeg komme tilbage til 3. år og nyde de sidste to år sammen med alle mine venner. Og jeg har ro i sindet. Jeg var også endelig til induktionssession idag med The Royal Voluntary Service, som jeg tilmeldte mig hos tilbage i november. Så nu kan jeg endelig starte med det frivillige arbejde. Troede jeg. Det falder jo rigtig godt sammen med, at jeg har 1.5 måned tilbage i Aberdeen, når jeg kommer hjem fra Asien. Men så er der noget at komme tilbage til, og den 1.5 måned kan alligevel bruges til at få opbygget lidt erfaring. Da jeg havde forklaret min situation og alle de andre var gået, blev jeg spurgt om jeg ville have noget imod at arbejde med folk med et psykisk dårligt helbred. Hun syntes vel jeg var opgaven moden. And then I was like, bitch please, I'm practically a pro. Så ja. Sådan ligger landet. Personlig erfaring kan få dig langt, kan jeg så konstatere.

Slut på denne bralren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg så uelegant prøver at formulere med dette rodede indlæg. 
Det reflekterer meget godt min tilstand indeni, så ingen skade sket.



Og så lad os lige slutte af med et billede fra the Law-lecture. Bare fordi jeg elsker mit universitet og jeg ikke havde den fjerneste idé om, at vi huser sådan et fint og gammelt auditorium.

✈ The travel chronicles ✈ - the people

Imens jeg prøver at komme over mit omvendte (og desværre stadigt eksisterende) kulturchok efter mit relativt korte USA-eventyr, har jeg tænkt meget over følgevirkningerne af turen og hvordan den har påvirket mig. Nej, faktisk over effekterne af alle mine ture. Mine eventyr, som jeg ynder at kalde dem i daglig tale. Godt nok har det ikke altid indebåret regnbuer og candyfloss-farvede græsmarker,  men det har været mindeværdigt. Selv alle de katastrofale og ulykkelige øjebikke. Up's and down's. Og det er vel det, det hele handler om, ikke sandt? Og nu, nu skal det handle om det at rejse. Jeg vil jo så gerne have en rejseblog og det nytter jo ikke noget, at jeg kun skriver, når jeg er on the road. Refleksionerne hører vel også med, og eftersom jeg er i Danmark, er der jo ikke mange eventyr at rapportere om i skrivende stund. Så jeg vil bruge tiden på at reflektere lidt over det at rejse.

Folk har ofte spurgt mig om, hvorfor jeg godt kan lide at rejse. Især mine gamle klassekammerater fra min gymnasieklasse, der blandt andet ikke kunne forstå at jeg gad tage en måned til Spanien for at lave noget "så kedeligt som at studere spansk". Og jeg har længe ikke vidst, hvad mit svar burde være. Jeg kan godt lide at se ting, jeg aldrig har set før. Den første gang, man ser et berømt vartegn, for at nævne et eksempel. Jeg glemmer i hvert fald aldrig det øjeblik, hvor jeg, totalt overgearet og lykkelig, så Big Ben for første gang i horisonten med mine nye venner på sprogrejsen til England. Jeg glemmer i hvert fald heller aldrig den ubeskrivelige følelse jeg fik, da jeg stod ud af bussen på Times Square omgivet af 120 andre ekstatiske piger fra alle afkroge af verden. Men det bedste ved at rejse? Mennesker. Forskellighed. Mangfoldighed. Det bedste ved at rejse er alle de mennesker, man møder på sin vej. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg fanger tit mig selv i at tænke 'hvordan har jeg været så heldig at få lov til at blive beriget med dette menneskes selskab?' Jeg har også tit tænkt 'åh gud, hvad skal jeg gøre for at slippe af med hende her?' Man må jo tage det sure med det søde.

Om det var den ekstremt stereotypiske russiske pige, hvis selvlærte engelsk klart overtrumfede mit og alle de andre studerendes, om det var den israelske fyr, hvis skriftsprog decideret lignede volapyk for os andre, om det var den pige, der, da jeg mødte hende i Skotland, ikke kunne svare på spørgsmålet om, hvor hun kom fra, da hun ikke vidste, hvad hun skulle kalde for hjem, eftersom hendes forældre ejede huse i Los Angeles, Christchurch og London, om det var den fremmede mand i Texas, jeg endte med at støde tilfældigt på to gange og som, på trods af ikke at kende mig, alligevel satte sig ned og tog sig tid til at snakke med mig om det at være væk hjemmefra.

Det er næsten underordnet. Det fascinerende ved at møde nye og anderledes mennesker er deres historie. Hvem de er, hvor de kommer fra, hvem de gerne vil være og hvor de skal hen. Og hvorfor de er her. Der er altid dem, der overrasker mig; dem der ikke passer ind i den kasse, man på forhånd har placeret dem i og man derfor er tvunget til at kasserere de fordomme, man havde om dem. Der er dem, der, når jeg har sagt farvel til dem, har efterladt mig med en tom og opgivende følelse - det værste ved at knytte sig til folk, som man har eventuelt kun har kendt i et par dage, det er tanken om at man ikke har en jordisk chance for at vide, om man nogensinde ser dem igen eller om man overhovedet kommer til at holde kontakten. Heldigvis træder den følelse for det meste i baggrunden og bliver erstattet af en anden; følelsen man får, når man opdager at man lige har fået en ven for livet - oftest på den allermest tilfældige måde. Venner, som du ved altid vil være der for dig, selvom afstanden mellem jer er enorm. Derfor er det min yndlingsting ved at rejse. Venskaberne, historierne og de lange samtaler til langt ud på natten med mennesker, du ikke kender.. men alligevel aldrig har lyst til at forlade igen.

__________________________________________________________________________________________________________________________________________

While I'm still trying to deal with my reverse culture shock, I've had a lot of time on my hands to think and reflect on the thoughts and the speculations that my stay in Texas has undoubtedly left me with. Which made me reflect on all of my adventures. Because that's what they've been. Adventures. Not exactly the kind of candy floss pink fairytales with unicorns at the end of the rainbow, but adventures. Journeys. They have all been memorable, even the many moments of sadness, giving up and just plain out irrationality. The up's and down's. It all counts. And really, that's what it's all about, isn't it? That's what this is gonna be about. Travelling. Afterall, I do claim this to be a travel blog, so why not use my travels as an inspiration, even when I'm not on the road? All the aftermath is just as much a part of it as the physical journey itself. The reflections are a part of it and since I'm currently back in Denmark, those delightful travel-related experiences are out of the picture. So for now I'll spend the time reflecting on the thing that is to travel. 

I've often had people asking me why I like travelling so much. Especially my old high school classmates. Some of them simply couldn't comprehend why I bothered living in Spain for a month for something as boring as that of studying Spanish. For a long time I didn't know the answer. I still don't. Sometimes I ask myself the same questions. Then I think back and remember all the feelings, the people, the adrenaline. Suddenly, I don't remember why I ever had any doubts. I like seeing things for the first time. The first time you see a famous landmark, for instance. One thing is for sure, I'll never ever forget the first time I saw Big Ben. I was with my new friends and my international class and we had anticipated the moment for what felt like years. It was breathtaking. I'm also positive I'll never forget the moment I stepped out of the bus at Times Square at nighttime. But my favorite part of it all? People. Diversity. Multiplicity. The best part of travelling is all the people you'll meet. Sometimes I catch myself thinking 'how on earth have I deserved to be blessed with the company of this person?' Other times, I catch myself thinking 'oh dear god, how am I gonna get rid of this person?' No light without darkness.

Whether it was the extremely stereotypical Russian girl, whose self-taught English without a doubt made the rest of us feel utterly inferior, the Israeli guy whose written language literally looked like nonsense to me, the girl, who, when I met her in Scotland, couldn't quite provide me with an answer to my question of where's she's from, as her parents own houses in Los Angeles, Christchurch and London or whether it was the stranger in Texas I accidentally ran into twice, who, despite not knowing me, still took the time to sit down with me to discuss the subject of being away from home.

It doesn't matter. The fascinating thing about meeting new people is their story. Everybody's got a story. As it turned out, the stranger in Texas was in fact not Texan; he was from Wisconsin and even though he hadn't even left American soil, he agreed that Texas does feel like a different planet. We all have a story. I did too. He felt drawn to ask me about mine because I was on Skype speaking a language he could make no sense of. Our story. Who we are. Where we're from. Who we want to be and where we're going. And most importantly of all, why we're here. There are always people who manages to surprise me: they're the ones that doesn't fit into the box you've already put them in even before they've opened their mouth and you therefore have to dispose of all your prejudice. There are the ones, who, right after I've said goodbye to them, have left me with an empty feeling - the worst thing about bonding with people you have possibly just known for a few days is not knowing when you'll see them again. Or if you'll ever see them again. Fortunately, that feeling tends to fade and turn into another; the feeling you have when you realize that you've possibly just gained a friend for life. Usually in the most random way possible. A friend you know will always be there for you even though the distance between you is four-digit number. That is why it's my favorite thing about travelling. The friendships, the stories and those hour long conversations in the middle of the night with people you're only just getting to know but somehow never feel like you want to leave.

When words aren't enough - a closure

Downtown Houston - Houston is in a certain way a bit like life: complicated, immense and it confuses you way more than it should - but you can't help but loving it ❤

Den tid, jeg nåede at få i Texas, var på ingen måde spildt. Ja, det skulle have varet 365 dage - men sådan gik det ikke og måske er det ikke så slemt. Det blev til 70 dage i USA i alt - selvom det er slut, vil minderne, venskaberne og kærligheden altid være gemt dybt i mit hjerte. Lige fra dag 1 af blev jeg taget ekstremt godt imod af så mange forskellige og fantastiske mennesker. Jeg har fået venner for livet, jeg har lært mere om venskab, kærlighed og familie end jeg har gjort gennem hele mit liv og jeg har fået åbnet øjnene overfor hvad medmenneskelighed egentlig er og hvad det i sin simpleste forstand kan have af betydning for et menneske.
Før jeg tog afsted, havde jeg en forestilling om, hvad jeg ville komme til at opleve og hvilke mennesker jeg ville møde og ende op med at blive venner med - jeg tog fejl - jeg mødte mennesker der tvang mig til at tage livet op til revision og som fik mig til at kigge alvorligt på mig selv. Jeg lærte hvad det vil sige at være en familie. Jeg har set og mærket hvordan mennesker kan forandre dit liv.. uden overhovedet selv at vide det. Jeg har lært at man, på trods af sprogbarrierer, kan forstå hinanden perfekt bare ved at se hinanden i øjnene. Mit ophold har givet mig langt mere, end jeg havde turdet håbe på. Det var svært at afbryde det, men det var det rigtige. Det kan jeg mærke nu. Og hvorfor skulle jeg så absolut hjem, er der mange der har spurgt mig om. Det eneste svar, jeg selv synes dækker ordentligt, er et meget simpel et, dog nok ikke et, der vil synes dækkende - men det er det, jeg føler mest for at give: ..it just wasn't meant to be.
 _____________________________________________________________________________________________________________

My Texas adventure wasn't supposed to end until August next year, but life had other things in store for me. I left Texas on October 21st, on my birthday and it was horrible to say goodbye - the reasons for why I left are numerous, but maybe I should just say it the way I feel it - it wasn't the right thing for me and maybe leaving doesn't mean ending, but beginning. A chance for me to go somewhere else and explore. I can never thank Texas enough for everything I've learned, seen and experienced during those 70 days. I have gained friends for life, I have memories enough to last a lifetime and I have a family, I have people I can count on for the rest of my life. You can't put a price tag on that. I left, yes, but I didn't loose. I won. I gained everything. A new life, a new love, a new world, a new family and the most important of all - a brand new perspectice that changed me and the way I see the world. I owe Texas everything. It helped me understand that life is bigger than I imagined and that I'll never fully understand the wonders in this world. For the first time, my words aren't enough to describe what I'm feeling - maybe just that sole fact is enough to describe what this has been for me.
I met people who had no obligation to treat me as family and yet, they did - I met people who has lead the toughest of lives and yet they had the love in their heart to make me feel at home and make me feel welcome. I met people who made me take a step back and look at myself, my dreams and the way I deal with things. I met people with whom I spend hours discussing life - I realized that the topic of how you really wanna live your life is the most important of all and not something to take for granted. I won't do that from now on. Texas, you've been good to me. 

When in Texas

Skal tages med et gran salt - det er generaliseringer og det er det, der gør det sjovt! ;)

1) At gå ud i græsset, selv med sko på, kan være en farlig affære. Græsset er ligesom vildmarken, du ved aldrig hvad der kan være derude, det er 20 centimeter højt og det både føles og ligner kunstgræs. Det hele!

2) Det er rent faktisk farligt at cykle. Og folk frabeder dig faktisk at gøre det. Det er som om at vejkonstruktionerne og manglen på cykelstierne er et indirekte ønske fra statens side om at man altid skal tage bilen og forurene så meget man kan..

3) M&M's med peanutbutter er nok noget nær det bedste slik, man kan forestille sig. Også selvom man ikke kan lide peanutbutter. Også selvom man ikke engang kan lide slik.
4) Det er i dag d. 1. oktober og der er i skrivende stund en måned til Halloween - Godt halvdelen af mine naboer har pyntet op, butikkerne bugner med orange og sorte nuancer, du kan nu få alt med græskarsmag - is, slik, kaffe, kage, de har deciderede Halloween-butikker - oktober er ligesom december med Halloween-tema - overdrevent!
5) Alting er så ekstremt billigt herovre, at det faktisk gør en anelse ondt at vide at jeg en dag skal hjem til de overdrevne priser jeg virkelig ikke savner i Danmark.
6) Du undgår ikke det obligatoriske 'How are you?' og uanset om jeg så blev boende her resten af mit liv, finder jeg aldrig ud af om folk faktisk forventer et svar og i så fald om de forventer at man er høflig (læs: overfladisk) og stiller dem samme spørgsmål.
7) Det er umuligt at føle sig alene her - selv når du går ud alene på en café eller lignende, er der næsten altid 90% chance for at du ender med at have snakket med en eller flere tilfældige venlige fremmede.
8) Du skal være umådeligt sulten og være klar på at ende på grænsen af opkast, hvis du har tænkt dig at spise op, når du er ude at spise. Du tror det er nemt nok, men i over halvdelen af alle tilfælde vil du have maden med hjem i en to-go box. Regulær portionsstørrelse findes ikke herovre - og det er egentlig rart nok, så er frokosten den følgende dag da reddet!
9) Hvis du bor i Texas og ikke har en pool, er du ikke cool. Især ikke hvis du er ung og mangler noget at blære dig med foran dine venner i middle school.
10) Vogt dig, når du går udenfor, især om aftenen - du ved aldrig hvornår du kan støde på en gigantisk kvækkende frø midt på fortorvet, et egern i det nærmeste træ, en kakerlak ved kloakken - men du kan være helt sikker på at du møder alle tre ting i løbet af max fem minutter.

The English recap will not be made in this case - I don't wanna upset any angry Americans, haha!