You know how they say life is what happens while you're busy making other plans?

Well, yes it is. Og kender I også de der mennesker, der preacher en ting lige indtil de ikke selv kan efterleve det mere og derefter må se sig slået? Jeg er potentielt en af de mennesker. Men lad os nu komme videre.
Ja. Så gik der alligevel en måned siden sidste gang, jeg skænkede min blog en tanke. Sikke noget. Forklaringen er ikke engang, at jeg ikke har haft tid. Tiden har ikke været så knap, som den var sidste semester ved denne tid. Tid har der været nok af. Vi er midt i 9. undervisningsuge (ud af 11), hvilket betyder, at der kun er 3 tilbage. 3 sølle uger tilbage til, at springbreak står for døren og så selvfølgelig eksamenerne. Men de er først i maj. Heldigvis. Jeg tager lige til Asien først. Gud vil vide jeg trænger til det.. Jeg glæder mig så meget!!!! Selvom tiden er fløjet afsted med den samme fart som et lyn på speed, så trænger jeg til ferie mere end noget andet. 2. semester af min universitskarriere har været fantastisk (og hektisk..), men min hjerne er fyldt til randen med indtryk, jeg ikke kan bearbejde, før jeg forlader Aberdeen og får sat alt i perspektiv. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så var jeg overbevidst om, at dette semester ville gå bedre end mit første. Jeg kan glædeligt meddele, at jeg fik ret (men lad os nu vente til jeg får de første karakterer), og det er faktisk interessant at se, hvordan jeg kan mærke så stor en forskel selvom der ikke er meget, der i realiteten er ændret. Det hele ligner sidste semester. Samtidigt med, at alt er forandret. Arbejdsbyrden er den samme. Måske endda lidt mindre grundet det, at jeg for 3. gang skal igennem de samme kedelige spansklektioner. Jeg har 4 store opgaver. 3 af dem er færdige. 2 af dem havde deadline i fredags. To fluer med et smæk. Uni kører på samme blus som sidste år. Men der er noget helt fundamentalt, der er ændret. Forbedret. Jeg har svært ved selv at sætte ord på det. Og jeg synes det er sjovt at alting kan ændre sig, selvom jeg står som den mest passive tilskuer nogensinde. Tingene sker bare.

Især tirsdag d. 17. februar var ikke en helt normal dag. Det var jeg selv skyld i, for jeg ansøgte selv om pladsen. Ingen dag i 2015 har været helt normal. Jeg tog tilbage til Skotland i januar med forventningen om, at jeg skulle fortsætte den gode rytme fra 1. semester. Der var intet, der kunne stoppe mig. Ingen uforudsete planer. Emil skulle komme og besøge mig i januar, Louise i februar og mine forældre og bedstefar i slutningen af marts. Jeg skulle til The Script-koncert i februar med en af mine gode venner. Og hvordan ser det ud nu? Alt er forandret. Det er stadig det samme, men alt er forandret. Tingene er sket, men de er ikke sket på den måde, jeg forventede. Tirsdag d. 17. februar vågnede jeg op til en mail, jeg havde ventet hele mit liv på. Okay, det er måske så meget sagt, men den var vigtig. Udvekslingskontoret her på uni havde accepteret min ansøgning, og tilbød mig en plads på et college i Tennessee fra næste år. Jeg har sagt pænt ja, selvom en vis person har ændret mine prioriteringer her på det sidste. Men det her kan jeg ikke sige nej til. Det er der ingen tvivl om. Der sker en helt masse ting. Jeg kan nu, selvom jeg egentlig ikke har en interesse for det, skrive event-fotograf på cv'et. Students of Aberdeen University blev, som jeg nævnte i mit forrige indlæg, kontaktet af The Aberdeen Law Project. Og det spredte sig, da jeg delte et billede på Facebook - så i sidste uge tog jeg billeder til Aberdeen University Comedy Society's fortnightly stand-up comedy show - som I måske har gættet, er det der billedet er fra. Er det ikke kunstnerisk? Mange af mine gode venner optrådte og er en del af society'et, så det var en fornøjelse. Jeg blev også pænt spurgt om jeg havde lyst til at være fotograf til studenterforeningens årlige Languages Ball - men en hel aften med fulde unge mennesker og dårligt lys gør jeg ikke engang for et free meal. Næh nej! Det sjove (og lidt tragiske) af det hele er jo, at jeg ikke har nogen interesse for fotografi - jeg elsker at fotografere fordi resultaterne bliver til kære minder og fordi det hjælper med at holde minder i live. Men fotografkunsten siger mig ingenting. Anerkend mig for det, jeg godt kan lide at lave, er det for meget at be' om?

Og ja, så har jeg lige skiftet min degree idag. Nu hedder den Politics & International Relations i stedet for Hispanic Studies & International Relations. Jeg blev lovet, at der er latinamerikansk politik-kurser i 3. og 4. år, så det glæder jeg mig til. Og nu er jeg fri. Nu kan jeg komme tilbage til 3. år og nyde de sidste to år sammen med alle mine venner. Og jeg har ro i sindet. Jeg var også endelig til induktionssession idag med The Royal Voluntary Service, som jeg tilmeldte mig hos tilbage i november. Så nu kan jeg endelig starte med det frivillige arbejde. Troede jeg. Det falder jo rigtig godt sammen med, at jeg har 1.5 måned tilbage i Aberdeen, når jeg kommer hjem fra Asien. Men så er der noget at komme tilbage til, og den 1.5 måned kan alligevel bruges til at få opbygget lidt erfaring. Da jeg havde forklaret min situation og alle de andre var gået, blev jeg spurgt om jeg ville have noget imod at arbejde med folk med et psykisk dårligt helbred. Hun syntes vel jeg var opgaven moden. And then I was like, bitch please, I'm practically a pro. Så ja. Sådan ligger landet. Personlig erfaring kan få dig langt, kan jeg så konstatere.

Slut på denne bralren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg så uelegant prøver at formulere med dette rodede indlæg. 
Det reflekterer meget godt min tilstand indeni, så ingen skade sket.



Og så lad os lige slutte af med et billede fra the Law-lecture. Bare fordi jeg elsker mit universitet og jeg ikke havde den fjerneste idé om, at vi huser sådan et fint og gammelt auditorium.