Hvad jeg har lært efter 94 dage i Argentina

Nu, hvor jeg har forladt Argentina, er det vist tid til at en opfølger på mit første indlæg, nu hvor jeg er i bedre stand til at komme med sjov og totalt ubrugbar insider viden om argentinerne og deres smukke, men uorganiserede land. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, da det er grove generaliseringer - og det er jo derfor, at det er sjovt!

1. Dulce de leche - de spiser det til alt. Dulce de leche er 'bare' kondenseret mælk, der er lavet til en karamelagtig substans ved langsom opvarmning, men det smager af langt mere. Og argentinerne er vilde med det. Alt smager af det. Det er mere almindeligt at finde noget med dulce de leche-smag, end noget der ikke har dulce de leche-smag.. Alt. Faktisk er det svært at finde noget sødt, der ikke smager af det. Dulce de leche er for argentinerne, hvad peanut butter er for Nordamerika og hvad Nutella er for Tyskland. Da jeg var i Buenos Aires, var jeg ikke synderligt vild med det, det var lidt overvurderet i min optik - men efterhånden er jeg begyndt at se, hvorfor de er så vilde med det. Det smager nu okay! Højdepunktet i mit turbulente forhold med dulce de leche, var da jeg smagte hjemmelavet italiensk dulce de leche-is i Santiago. Jeg har helt seriøst aldrig smagt noget bedre.

2. Stivelse/hvedemel (er det egentligt det samme?) - det er en mærkelig ting at nævne, men jeg bliver simpelthen nødt til det. I Danmark og i de fleste andre vestlige lande er vi meget varsomme med, hvor meget stivelse, vi indtager - det er jo de tomme kulhydrater - og da især når det kommer til brød og pasta lavet af mel, der ikke er fuldkornsmel, speltmel eller andet fancy. Vi tænker over det og det vil jeg da mene, at de fleste danskere gør.. det er bestemt ikke den generelle mentalitet i Argentina og især ikke på landet. Det hvideste af det hvideste brød til alle måltider og pasta er nærmest grundstenen i det argentinske køkken sammen med hvide ris. Et aftensmåltid kan sagtens bestå af pastaskruer drysset med revet ost. Og der er slet ikke noget mærkeligt i det. ¡Ricisimo!

3. Jeg kan ikke sige det nok - punktlighed findes simpelthen bare ikke i den argentinske ordbog. Punktum.

4. Når man hilser på hinanden i Argentina, er det med et kys på højre kind. Det gælder alle, selv mænd og mænd imellem. Det var svært at vænne sig til i starten, men nu elsker jeg det og jeg gør det med alle mine venner, inklusive de skandinaviske af slagsen. Det var vildt - første gang jeg så to drenge på min alder kysse hinanden på kinden, var jeg lige ved at falde ned af stolen - men nu hvor jeg er vant til det, og selv hilser sådan på alle - så elsker elsker elsker jeg det! Det er en lille bitte ting, men den gør bare meget for, hvordan man er sammen med hinanden i sociale sammenhænge. Det 'åbner' samtalen/samværet på en herlig måde og vi burde gøre præcis det samme i Danmark!

5. Europa bliver lidt opfattet som paradis på jord i Argentina, og du er næsten sikker på, at folk automatisk vil være interesseret i dig, hvis du er europæer. Hvor de ikke er så vilde med nordamerikanere, elsker de europæere, omend de stadig stirrer på os - overbeviser mig selv om, at det er en positiv nysgerrighed. Det er til dels medierne skyld, det med amerikanere. En dag, da jeg sad og konverserede med min værtsfamilie ved aftensmadsbordet i Córdoba, snakkede vi om USA og da de fandt ud af, at jeg jo har boet i Texas, fik de et meget mærkeligt udtryk i ansigtet og de kiggede endnu mærkeligere på mig, da jeg fortalte dem, at jeg elskede det; "Alle folk fra USA er jo ligesom The Simpsons! De er dovne og tror at deres land er det eneste i verden." Now, I know at det selvfølgelig kun er én udtalelse og jeg skal ikke basere et helt land på en enkelt sætning, men den generelle indstilling til nordamerikanere og USA synes ikke at være ikke særlig positiv og i de fleste tilfælde heller ikke særlig velbegrundet. 

Men Europa, det er lige sagen! De fleste argentinere har aldrig forladt deres land (hvilket er meget normalt i Sydamerika) og for manges vedkommende er Europa en uopnåelig drøm og vil altid være det, blandt andet på grund af vekslingskuren for euro og det sorte marked. Som turist i Argentina får du en fantastisk kurs for de euro, du sælger, men det er lige omvendt for argentinerne. Desværre. Det hele sammensmeltet har skabt et billede af Europa som værende the place to be - Vi har jo Rom, Paris, Berlin.. Vi har jo alt! Og Spanien jo, ikke? Nej? Okay.. når jeg fortalte folk, at mit foretrukne europæiske land er Spanien, så blev der ofte pinlig tavshed. Så det holdt jeg hurtigt op med, da jeg fandt ud af, at heller ikke spanierne er særligt populære i argentinernes bog. Det var så to af de lande, der står mit hjerte nært, hvad bliver det næste? At de også hader japanerne? Spanierne var jo de onde kolonister, der kun var ude på at dræbe de indfødte og stjæle deres guld  - I swear to god, jeg joker virkelig ikke, når jeg siger, at jeg mødte op til flere argentinere, der hadede spanierne grundet deres kolonisering af Latinamerika. Ja, den kolonisering, der fandt sted for flere hundrede år siden. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde - det ville jo være det samme, hvis vi hadede tyskerne på grund af det, nazisterne gjorde under 2. verdenskrig. Det er komplet latterligt.

6. Fernet con Coca. Fernet Branca med Coca Cola. Argentinas uofficielle nationaldrik sammen med maté. Drinken stammer fra Córdoba, men den drikkes i hele landet, især af de unge. Da jeg var til fest i forstæderne i løbet af min første uge og rigtig lærte at feste på argentinsk, var Fernet con Coca det første, jeg skulle smage og jeg har ikke turdet drikke det siden. Det er mig stadig et under, at jeg ikke kastede det op igen og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan drikke det. Jeg har aldrig nogensinde smagt noget værre. Men alligevel er det for dem, hvad øl er for de danske unge, når det kommer til alkoholvaner og det er altid der, der står øverst på menukortet i baren.

7. Hvor punktlighed ikke findes i den argentinske, så gør ordet hjælpsomhed i den grad og det er en af de ting, jeg elsker ved Argentina. Jeg mødte ikke nogen argentinere, der ikke ville gå uanede længder for at hjælpe mig med hvad end jeg havde brug for. De tager sig af dig, folk siger 'mi amor', selvom de knapt kender dig. Argentinerne er hjertevarme folk og selvom det godt kan være kvælende nogle gange - jeg oplevede især mange gange, at flere af mine venners mødre var lige en tand for overbeskyttende overfor mig (jeg har nok i én mor, der bekymrer sig for meget om mig og jeg behøver ikke flere, selvom hun sidder på den anden side af jorden, hæhæ) - så mener de det jo godt! Men det er også interessant at betragte fra en kultural vinkel - det er en genspejling af familiemønsteret og det faktum, at de fleste unge argentinere først bliver selvstændige i en sen alder. De flytter hjemmefra meget sent, hvis man sammenligner med eksempelvis den skandinaviske standard. Familien holder sammen og alle tager sig af hinanden. Det er nok også derfor, at der var mange, der ikke forstod, hvorfor jeg var taget så langt væk, i så lang tid, uden min familie. Det spørgsmål, jeg fik stillet flest gange, var nok 'savner du ikke din familie?' Familien er utrolig vigtig for sydamerikanere. Dermed ikke sagt, at de ikke er selvstændige, men de kæmper ikke alene. Man står sammen. Der var ikke noget, jeg ikke kunne få hjælp til. Folk bekymrede sig om mig, selvom de overhovedet ikke havde nogen forpligtigelse til det. Det var skønt.

8. Bybusserne. Det er den vildeste rutsjebanetur på veje, der i forvejen er livsfarlige, og det er mig stadig en gåde, hvorfor der ikke sker flere trafikuheld i Buenos Aires, end der gør. Hvad er deres hemmelighed? Jeg udviklede nerver af stål til sidst og troede jeg var uovervindelig på transportplanet. Det kunne jeg så, første gang jeg stiftede bekendtskab med busserne Bogotá, ulykkeligt konstatere, at det var jeg i hvert fald ikke! Men jeg lærte at bruge busserne i Buenos Aires og det er vist en ting, jeg kan være stolt over - Buenos Aires er en af de byer i verden med flest buslinjer. Og der er ikke noget kort over dem. Det er erfaring og fejl, der gør, at du til sidst kan tage en bus uden at fare vild. Og de fleste turister holder sig til metroen, hvilket gør det endnu sejere at kunne tage bussen som udlænding og gør det nemmere for mig at lade som om, at jeg er porteño. High five!

På trods af mange mærkelige ting, så er Argentina et herligt land (og jeg er seriøst forelsket i Buenos Aires, det er stjerneklart for mig nu hvor jeg ikke er der mere) og jeg behøver vist ikke sige, at jeg glæder mig til juli, hvor jeg skal tilbage på visit, inden turen går tilbage til Europa!

Argentina → Chile

Andesbjergene - også kendt som det vildeste, mine øjne nogensinde har set.. Busturen fra Mendoza i Argentina til Santiago i Chile er utrolig. Min kæbe hang nede i gulvet, da jeg første gang så bjergene i horisonten. Den var fantastisk. Jeg vil ikke skrive mere, billederne taler for sig selv. Bussen kørte inde i bjergene i flere timer. Scenariet gik fra grønne vinmarker i Mendoza med højt solskin og sommer til tårnhøje bjerge med kvidhvide bjergtoppe - der sneede, da vi nåede grænsen og skulle ud af bussen til migrationscheck (!) og vi var så langt under havniveau, at jeg fik propper i ørene. Det var så mærkeligt og der var så koldt! Der kan ikke have været mere end 2-3 minusgrader. Men udsigten var det hele værd og jeg fik et nyt stempel i passet - klar til at indtage Chile! Der blev hurtig mørkt, da vi begyndte at forlade bjergkædens 'kerne'. Men bjergene fortsatte hele vejen ind til hovedstaden, og jeg ved ikke, hvad der var mest pittoresk; Andesbjergene eller den første gang, jeg så Santiago. Oplyste skyskrabere kombineret med en billedskøn solnedgang i horisonten over bjergene. Det var fantastisk smukt. Det var en god start på mødet med en by, jeg allerede har forelsket mig i.

The bus trip from Mendoza, Argentina to Santiago, Chile is incredible. I literally couldn't believe what I was seeing, I had to pinch myself several times to realize I wasn't imagining it. The Andes are breathtaking, nothing less. From the vineyards in Mendoza to snow in the mountais - that was how much the scenary changed. When we crossed the border and had to leave the bus, it couldn't have been more than 2-3 degrees below zero. It was freezing, but the view made up for it. And I got another stamp in my passport, ready to conquer Chile!

3. og sidste etape i Tour de Argentina

Jeg sagde farvel til min værtsfamilie i Córdoba onsdag aften og var både spændt og trist, da hjulene rullede væk fra busterminalen. Trist, fordi jeg lige var begyndt at føle mig hjemme i deres hyggelige, lille hus i bjergene - spændt, fordi der så var et mindre stop tilbage, før jeg begynde min rejse mod Chile. Heldigvis gik natten hurtigt, og vi var fremme i løbet af ingen tid. Da bussen begyndte at nærme sig byen, var der vinmarker og bjerge at se til alle sider. Der regnede let, men det gjorde ingenting. Vi var på vej, på trods af, at der var transportstrejke i hele landet i går. Chaufføren fortsatte, og klokken 08.30 i morges kunne jeg træde ud af bussen, godt træt, men tilfreds. Et skridt tættere på Chile. Jeg tog en taxi til mit hostel og måtte af med 12 kroner for en tur på 10 minutter. Jeg er fan af transporten i Argentina, selv når der er strejke, det må jeg indrømme. Jeg var ret spændt på at skulle bo på hostel igen. Da taxichaufføren stoppede og jeg kiggede ud af vinduet, blev jeg positivt overrasket (man ved aldrig rigtigt, hvad man kan forvente, når det kommer til hostels); foran mig lå et virkelig lækkert vandrehjem, perfekt lokaliseret på en stille og rolig gade, der ligger et stenkast fra busterminalen. Jeg bliver varmt modtaget, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de gange, jeg selv har taget imod nye passagerer og budt dem velkommen.

At bo på hostel igen er endnu mærkeligere end faktummet, at i dag er min sidste dag i Argentina. Det var vitterligt i sidste uge, at jeg forlod mit hostel i Buenos Aires, men det føles som en evighed siden. Jeg troede virkelig og håbede inderligt på, at det ville blive en sjov oplevelse  - denne gang at være gæsten, der kommer udefra, i stedet for arbejderen, der bor der.. men alt, ALT, der er her, minder mig om 06 Central Hostel. Uret på væggen fra Hostelworld i receptionen er det samme, som jeg har været vant til at se på hver eneste dag i Buenos Aires. Internetudbyderen er den samme og derved er den registreringsside, man skal benytte, også den samme, som jeg har brugt i tre måneder. Jeg kunne blive ved. Den eneste forskel er, at der ikke længere er nogen, der smilende siger 'hej Sofie', når jeg går forbi. Der er ikke nogen, der kender mig. Ingen, der høfligt spørger mig om hjælp til at få afgang til internettet eller spørger mig, om de kan booke en nat mere, fordi de ved, at jeg arbejder der og at jeg gerne vil hjælpe, selv når jeg er off-duty.

Jeg er glad for, at jeg kun skulle være her i en nat. Jeg har mødt nogle mennesker her allerede, selvom det at være social er det absolut sidste, jeg har lyst til. Det er virkelig, virkelig mærkeligt at sige 'ja, jeg var tre måneder i Buenos Aires' - jeg skal ikke længere forklare, hvad jeg laver i Buenos Aire, som jeg skulle, da jeg var der - nu er det en del af min rejsehistorie, som jeg kommer til at fortælle over hundrede gange i løbet af de næste par måneder. 

På en måde er jeg glad for, at jeg forlader Argentina. Det er svært ikke at tænke på noget, som jeg konstant bliver påmindet om. Gadenavnene er de samme i alle byer i Argentina og selvom jeg godt kan mærke, at jeg er langt inde i landet, langt fra Buenos Aires og meget tæt på grænsen til Chile, så er der bare for mange ting, der minder mig om Buenos Aires (og nu skal jeg nok stoppe med at plapre mere om den by, hæhæ)

Om to timer stiger jeg ombord på en bus, der har kurs mod Chile. Santiago, nærmere bestemt. Lige præcis i dag har jeg været i Argentina i 94 dage. Det er halvdelen af den tid, jeg skal være i Sydamerika i alt. Halvdelen af min tid er gået. Det er en helt surrealistisk tanke. Nu hvor Argentina snart er et overstået kapitel, kan jeg begynde at se frem til alle de andre steder, jeg nu skal se. Jeg er lykkelig for, at Argentina blev min start. Det har været fantastisk. Så tak, Argentina, for at have været den perfekte base. Det perfekte hjem.  Jeg kommer til at savne dig. Vi ses i juli, når jeg er færdig med at udforske resten af kontinentet. Nos vemos!