Totusindogseksten

Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at 2016 har været mærkelig.
Der er sket meget ude i verden. Brangelina brast sammen, og en del af os mistede nok håbet lidt.
Det var for sjov. Selvfølgelig er det ikke det, der har defineret det her år. Men jeg har egentlig ikke lyst til at snakke om de ting, der har defineret 2016, for jeg kan ikke tænkte på særlig meget positivt at sige.
Men mit eget 2016 har, på trods af tab, terror, død og ødelæggelse, været skønt.
Så skal vi ikke tale om det?

Jeg har lavet et tilbagebliksindlæg dengang 2014 gik på hæld, som kan læses her. 2014 var fandme et godt år. 2016 kan på mange måder godt hamle op med 2014, selvom 2014 jo var året, hvor jeg var i Sydamerika og flyttede til Skotland.

Pæn udsigt over vores campus

Januar startede med nytår i Gøteborg, Sverige og efter et par dage i gode gamle København (som jeg ikke har besøgt ordentligt siden, alt for lang tid er gået!) sad jeg hurtigt i et fly tilbage til Skotland efter mit udvekslingssemester i Memphis. Det var mærkeligt at være tilbage, men jeg kunne klart mærke, at det var den helt rigtige beslutning at forkorte mit udvekslingsophold. Jeg savnede selvfølgelig (meget) de virkeligt gode venner, jeg havde fået derovre, men beslutningen var den rigtige. Jeg sås med alle mine venner tilbage i Aberdeen, og nød at være tilbage et sted, hvor jeg var fri til at gå en tur rundt i byen, hvis det var det, jeg havde lyst til. Memphis er svær at bo i uden en bil, så jeg havde virkelig savnet offentlig transport og friheden til at bevæge sig. Det var dejligt at være tilbage! Billedet er fra udsigten fra det værelse, jeg flyttede ind på, da jeg kom tilbage. Ikke dårligt, hva'?

Vores auditorium, hvor forelæsningen fandt sted

Februar startede med et lille smut i London - apropos offentlig transport, jo! Tog toget derned og bussen hjem. godt 20 timer sammenlagt. Ikke for de svage sjæle. Jeg boede hos en af mine venner, en pige fra Southampton, som jeg mødte i Buenos Aires i 2014. Det var et skønt gensyn, og jeg fik set en anden del af London end de nabolag, jeg normalt frekventerer, når jeg er på besøg. Og vi fik genopfrisket nogle dejlige minder fra Argentina, så det var et tiltrængt lille afbræk fra skolen og Aberdeen. Og hun kunne fortælle mig alt om hvordan livet som voksen med job i London egentlig er. Det liv ville jeg ikke have noget imod at leve en dag! Jeg var også, ganske ligesom sidste år, blev spurgt om jeg ikke havde lyst til at fotografere for Aberdeen Law Project's årlige forelæsning. ALP er en organisation drevet af studerende, der assiterer og rådgiver folk, der ikke har råd til at hyre advokater. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og således havde jeg mit første betalte fotojob! Jeg var lidt stolt! Inden februar var slut fik jeg også en frivillig stilling hos det største sportscenter i Aberdeen, Aberdeen Sports Village. De ledte efter frivillige til deres sports camps som løber i skoleferierne. Det var jeg så heldig at blive valgt til, og det var i sandhed noget, der ledte til noget større, som man jo siger.

Marts var nok en af mine travleste måneder, på flere fronter. Jeg havde vagter på det lokale sygehus i Aberdeen, hvor jeg var frivillig med Royal Voluntary Service. Jeg blev godkendt som frivillig hos dem helt tilbage i 2014, men var ikke kommet ordentligt i gang før marts i år - hvilket så heller ikke holdt så længe, da RVS ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg ledte videre efter en voluntørstilling, som jeg var glad for. Det skulle ikke ske før august! I marts var jeg også til International Women's Day Conference på universitet, hvilket var umådeligt spændende. Marts 2016 er også måneden, som jeg for altid vil huske som måneden, hvor jeg fik mit første 'rigtige' job, nemlig i Vue, som er en af de største biografkæder i Storbritannien. Som jeg altså fik via samtale. Det har jeg alligevel aldrig prøvet før. Svømmetrænerposterne har mere været i kraft af mine svømmeevner. Jeg har aldrig fået et job gennem et interview før. Det kan jeg krydse af listen nu! Faktisk fik jeg et job i februar, da jeg blev 'hyret' af Sports Village, men det ville jeg først få at vide senere. Jeg fik mange jobs i 2016. Det skal man ikke kimse ad. Marts blev sluttet af med et overraskelsesbesøg til Danmark, som blev holdt skjult for alle andre end min mor, der var min medsammensvorne. Jeg ville overraske min bedstefar til hans fødselsdag, og det lykkes! Vejret var fortræffeligt, som det ses på billedet lige ovenover. Det var en dejlig lille rejse! Det faldt sammen med at min Facebook-side, SoAU, blev kontaktet af Evening Express (den største avis i Aberdeen) og Huffington Post (behøver vist ingen introduktion). Der skete meget i den tid. Jeg havde selvfølgelig også en helt masse vagter i biografen, da jeg skulle oplæres.

Ladies View i Killarney National Park, Irland

Fredag d. 1. april har vi sidste undervisningsdag på universitetet, og en 3 uger lang forårsferie står for døren. Jeg smutter til Glasgow mandagen efter sidste skoledag (første gang jeg besøger Glasgow efter jeg er flyttet til Skotland forresten - det var et glædeligt gensyn!) og har en overnatning, før jeg flyver mod Dublin næsten morgen. Ryanair's Glasgow-Dublin rute er møgbillig (115 danske kroner for den enkeltbillet) - det var næsten dyrere at komme fra Aberdeen til Glasgow end at flyve tværs over det irske hav. Der ventede 8 dages irsk roadtrip med min mor, der mødte mig i Dublin lufthavn d. 5. april. Vi havde nogle dage i Dublin, efterfulgt af Cork nede sydpå. Vi kom vidt omkring, da vi kørte galt nogle gange - reportage om turen kan findes lige her. Irland er meget anbefalesværdig forresten!

Jeg fløj med min mor tilbage til Danmark da vores eventyr var slut, da jeg stadig havde næsten 2 ugers ferie tilbage. Det blev til 8 dage i Danmark, inden jeg vendte snuden hjemad mod det skotske. Resten af april gik med eksamensforberedelse. Pånær lige den dag, hvor jeg var til induktion hos det internationale center på universitetet, hvis "rådgivelses"-team jeg var blevet valgt til at være med på. Det hedder International Centre Advisory Team og jeg kæmper med at finde en god dansk oversættelse. Vi er en 10-15 (frivillige) stykker, der hjælper til i det internationale center. Jeg kendte kun en af dem, der også havde meldt sig og selvom jeg ikke husker at have snakket særlig meget med nogle af mine nye "kollegaer" den dag, som lærte jeg mange af dem virkelig godt at kende, da det nye skoleår startede i september.

Stranden i Aberdeen

Når jeg kigger tilbage på maj, er der ikke meget andet end eksamen, biografvagter og forberedelse til Kina. Eksamenerne var hurtigt overstået, og så gik tiden mest med arbejde og visum ansøgning og planlægning af min forestående tur til Kina, som jeg var så spændt på. Og så en masse gåture til stranden, som jeg boede små 10 minutter fra. Det var ikke helt dårligt. I slutningen af maj har også jeg et interview angående et job festival assistent til en årlig videnskabsfest i Aberdeen, der skulle løbe af stablen i starten af september. Jeg bliver tilbudt jobbet, men bliver nødt til at sige nej til det senere, da jeg bliver valgt til noget, jeg langt hellere ville! 

Xihu-søen i Hangzhou, som er en af Kinas største turistmagneter

Alle jobs, ansøgninger, praktiske ting og så videre - det hele bliver langt på hylden d. 1. juni, da jeg sætter mig ind i flyveren i Aberdeen lufthavn ved middagstid. Det kræver lige et lille stop i Amsterdam, men næsten så snart jeg har set mig om er jeg landet i Beijing. Fyldt af spænding og ingen anelse om, hvad jeg skal forvente. Jeg har kun et pejlemærke: at besøge en veninde i Jinan, som ligger lidt over 400 kilometer syd for Beijing. Jeg ender med at se Beijing, Jinan, Shanghai og Hangzhou (som kan ses på billedet). Jeg har en svaghed for storbyer. Jeg elsker dem. Kina var en virkelig god oplevelse, og jeg glemmer aldrig nogensinde hvordan det var at stå på Muren. Aldrig. 

Jeg var i Kina i to uger og så var det hjem igen. Dagen inden jeg tog hjem modtog jeg en email om, at jeg var blevet valgt til en universitetskonference, som jeg havde ansøgt om en måned før - dog ikke med den mindste overbevisning, at jeg havde en reel chance for at blive valgt. Konferencen hedder "Shaping the Future of British Higher Education" og er en workshop/sommerskole afholdt nede i Leicester i England, som man skulle ansøge om at komme med til. Mit universitet ledte efter én 2. års elev fra hvert fakultet, så der skulle altså have været rift om pladserne, da vi kun har 4 fakulteter (samfundsfagligt/humanistisk, handelsskole, livsvidenskab og naturvidenskab). Men valgt, det blev jeg så. Den ville falde på samme datoer som festivallen, så jeg sagde pænt nej tak til det job. Det her kunne jeg ikke sige nej til! Det var med alt betalt!

I juni begyndte jeg også så småt at hjælpe til i Sports Village, og jeg blev lært op til at kunne være med til sportscamp, som ville begynde lige straks. Der var jo også det famøse EU-referendum, som jeg selvfølgelig fulgte tæt. Det var virkelig surrealistisk at vågne op d. 24. og se resultatet! Aberdeen og Skotland stemte heldigvis overvejende for at blive, så det kunne have været værre. Det kunne selvfølgelig også havde været langt bedre.

Barcelonas rådhus/bystyre

Ved nærmere eftertanke så vinder juli nok egentlig prisen for at være den travleste måned i året der gik. For mig i hvert fald! Jeg lægger hårdt ud med at vinde en iPad for at deltage i en undersøgelse. Så er humøret ligesom fastlagt! Den gode stil fortsætter, da Ann kommer og besøger mig for første gang nogensinde. I Skotland, altså. Hun har besøgt mig i Danmark. Vi chiller i Aberdeen og tager til Edinburgh i et par dage, hvor vi kører til Stirling (får endelig set det sidste af de universiteter, jeg ansøgte dengang i 2014!) og Loch Lomond, som jeg aldrig har besøgt før. Det var nogle virkelig gode dage, og jeg fik mere venstrekørselstræning. Det skal man ikke kimse ad. Og vi fik selvfølgelig set en helt masse af mit smukke land samtidigt med at jeg får vist en af mine bedste venner mit nye hjem. Den dag Ann skal flyve hjem til Danmark, tager jeg bussen ned til Glasgow og flyver senere samme dag til varme Barcelona. Jeg har været i Barcelona to gange før, men det er mere end tre år siden sidst. Det var et meget glædeligt gensyn, og det blev endnu bedre af, at jeg var sammen med en af mine bedste venner, nemlig en af mine amerikanske venner, jeg gik i skole sammen med på Rhodes, da jeg var på udveksling i Memphis. Det var nogle virkeligt gode dage, og vi boede på et skønt hostel og mødte nogle sjove mennesker. Gode historier skal man ikke kimse ad. To dage efter jeg lander tilbage i Skotland efter Spanien begynder en lang uge, da jeg har min debut til sportscamp i Sports Village. Det var så hårdt, men jeg nød hvert øjeblik og havde det så sjovt! Jeg kunne kun være med i en uge (som vist egentlig også var nok, når jeg husker tilbage på, hvor udmattet jeg var efter den ene uge!), og så gik turen mod sommerferie i Danmark. Jeg havde sagt til alle, at jeg kom hjem d. 3. august, men d. 25. juli tager jeg natbussen til London og tager et fly til Aarhus fra Stansted tidligt næste morgen. Og sådan overrasker man sin familie! Ved at komme en uge før planlagt. Bare skriv det bag øret.

Udsigt over Alicante

Således starter jeg august ud i Danmark, med godt vejr og det hele. Det var lækkert. Vi tager til Spanien d. 5. og nyder to uger i Alicante med afstikkere til Valencia og Benidorm. Der er mega varmt og det er skønt! Alicante er virkelig skøn. Den kan klart anbefales. Jeg har lige en uge i Danmark, da vi kommer hjem, før det er tid til at komme hjem. Sommerferien var perfekt i 2016, med både arbejde, afslapning, 2 ture til Spanien, skotsk roadtrip - det bliver ikke bedre! Og så får jeg også tilbuddet om at blive ansat som træner i Sports Village - jeg havde jo været frivillig i sommerferien og blev nu tilbudt at komme ombord som betalt træner! Det kunne jeg jo ikke sige nej til. Jeg lander tilbage i Aberdeen d. 28. august og har to dage inden jeg skal rejse til Leicester til konferencen. På de to dage når jeg at have et møde med en organisation, som jeg gerne vil være frivillig for (jagten på frivillig arbejde var stadig i gang, og endnu mere når jeg nu ikke skulle være frivillig i Sports Village mere!) - og denne her gang følte jeg, at jeg var kommet det rigtige sted hen. Organisationen hedder dates-n-mates (læs mere om den her) og jeg startede hos dem relativt kort tid efter mit interview. På de to dage når jeg også at være til møde med vores studenterråd, der har ledt efter frivillige til rusugen, som jeg havde meldt mig til. De ældre studerende, der var frivillige til min egen rusuge står skrapt i hukommelsen som nogle af de mennesker, jeg bedst husker fra min første tid i Aberdeen, så den chance ville jeg ikke sige nej til! 

D. 31. august kl. 07.00 meget tidligt flyver jeg, sammen med formanden for universitets uddannelsesråd, til Birmingham fra Aberdeen. Det var virkelig tidligt. Men hele dagen var fyldt med nye indtryk, så der var ikke tid til at være træt. Det er en lille propelmaskine, der skal flyve os til England. Vi lander i Birmingham 08.30 og har nogle timer at slå ihjel, så vi går lidt på opdagelse i byen. Og snakker uddannelsespolitikker og hvad der ellers rører sig indenfor det felt. Ved middagstid mødes vi med en af de andre elever fra Aberdeen, der lige er ankommet fra Amsterdam, og som også skal med os. Vi tager alle tre toget til Leicester og mødes med den 4. deltager fra Aberdeen, der tog toget fra hendes hjemby tæt på Leicester. Så er vi samlet trup, og klar til at repræsentere vores universitet. Vi ankommer til stedet, hvor konferencen skal foregå, og det er virkelig et lækkert sted. Vi føler os meget beærede over at være blevet udvalgt til det, og tænker lidt om der mon ikke har været særlig mange ansøgere? Men det kan vel være ligemeget, for vi får den lækreste mad 3 gange om dagen og et luksus dobbeltværelse hver. Vi klager ikke. Vi starter konferencen med at møde alle de andre udvalgte elever fra de andre skoler - Dundee, East Anglia, Kent, Lancaster, Leicester og Loughborough. Alle er engelske universiteter, lige pånær Dundee selvfølgelig, som også er skotsk. Konferencen gik, kort fortalt, ud på at skabe en vision for hvordan den videregående uddannelsesoplevelse burde være på britiske universiteter 10 år frem i tiden. Noget, som vi jo alle sammen har forskellige ideer om. Det var umådeligt interessant at diskutere og lytte til elever især fra de engelske universiteter, der, meget i kraft af at de alle sammen betaler undervisningsafgift (minimum 9000 pund om året), har en anden oplevelse end vi har oppe i Skotland hvor langt de fleste af os får gratis undervisning.

Aberdeen crewet i Leicester

September starter sjovt nok ud i Leicester, hvor konferencen slutter d. 2. På første billede ses vores gruppebillede og nedenunder ses os tre piger, der udgør elevrepræsentationen fra Aberdeen og så formanden for uddannelsesrådet. Det er en kort konference, men det var så dejligt med en lille smuttur til nabolandet og vejret var fantastisk. For ikke at nævne alle de fantastiske og kloge unge medmennesker, jeg fik fornøjelsen af at lære at kende. For ikke også at nævne alle de dejlige ting, der kom ud af min detagelse efterfølgende. Vores lille team af 4 blev efterfølgende tilbudt, af vores vicerektor for undervisning og indlæring (som også var med i Leicester), at være med til at udvikle nogle nye fag. Det sagde vi selvfølgelig pænt ja tak til! Det er stadig under bearbejdning, så det kan jeg først fortælle mere om, når vi er kommet ordentligt i gang her til foråret. 

Fredag d. 2 tager vi propelmaskinen tilbage til Aberdeen og så har jeg lige en weekend til at lade op indtil den travleste uge på hele semesteret. Og det var endda før, at det var gået i gang! Det var selvfølgelig rusugen, der startede d. 5. september. Den startede næsten allerede om lørdagen, da jeg skulle repræsentere det internationale center på en velkomstmesse for de nye studerende. Min egen rusuge for to år siden står stadig som noget af de travleste jeg nogensinde har oplevet på egen krop, men denne her slog alle rekorder. Jeg var involveret fra tre sider: vi havde velkomst lounge (9-17, hver dag i 14 dage) i det internationale center hvor jeg gerne skulle være til stede som en del af teamet, jeg arbejdede i Sports Village med at arkivere og udfylde nye fitness medlemskaber og jeg var frivillig hos studenterrådet, der stod for alle events under rusugen. Vi kørte også international orientering for nye studerende, så der var også en helt masse møder, jeg skulle møde op til, for at repræsentere centeret. Alt imens jeg også havde en del timer i sportscenteret, da jeg skulle optrænes i nogle sportsdiscipliner, så det blev til nogle møder med min chef for at gennemgå sessionsplaner og til nogle timer, hvor jeg skulle skygge de andre trænere, da de underviste i deres disciplin. Det tog også sin tid. Alt imens jeg også havde svømmetræning 4-5 gange om ugen med universitetsholdet. Der var meget på min tallerken i de uger. Alle var ting, jeg selv havde valgt, hvilket jo gjorde, at det hele var skidesjovt! Starten af september kom til at have stor indflydelse på resten af mit 2016, da de mennesker, jeg har set mest i løbet af sidste semester, er folk som jeg har lært at kende på det semester - som enten også var en del af teamet i det internationale center eller som var med mig i Leicester. Jeg mødte selvfølgelig også enormt mange mennesker i Sports Village og under rusugen generelt - det var nok en af sjoveste uger i 2016, uden tvivl. Min jagt på det frivillige arbejde fik også sin ende i slut september, da jeg var til samtale med THT (hvad det er, kan læses her). Den gik godt, og jeg blev tilbudt at blive frivillig hos dem! Jeg var meget spændt, men der kom lidt skår i glæden, da jeg fandt ud af, at jeg ikke ville kunne starte 'ordentlig' hos dem før januar, da jeg i oktober ville være forhindret i at møde op til de tre induktionstræninger, som jeg skulle igennem, før jeg kunne begynde arbejdet. Men så er der jo bare noget at glæde sig til! Oktober skulle nemlig også vise til at blive en spændende måned.

Stranden ved delfincenteret

Oktober starter med et besøg ved Loch Ness, hvor jeg og to andre 'kollegaer' fra det internationale center er turledere (guide kan snart skrives på CV'et!). Vi er en gruppe på 45 elever afsted og vejret er helt perfekt. Det var den perfekte start på den nye måned! Jeg har været oppe hos Loch Ness før, og billeder fra den tur kan ses her. Gode minder fra første semester! Oktober flyver egentlig afsted og meget af tiden bliver brugt i sportscenteret, da jeg både har nogle flere arkiveringsvagter, plasker rundt i vandet med svømmeholdet og også arbejder næsten fuldtid til sportscamps igen, da skolerne har efterårsferie i to uger. Jeg når dog kun at være med i 1.5 uge, da jeg den 19. flyver mod Danmark, så jeg kan fejre min fødselsdag med min familie! Det var det perfekte lille afbræk fra hverdagen, og jeg gik ikke glip af noget undervisning på trods af, at jeg var væk i 5 dage. Det var dejligt! At jeg så skulle flyve kl. 6 mandag morgen for at komme hjem igen og efterfølgende havde gruppearbejde, undervisning og arbejde til kl. 22, det behøver vi ikke snakke om. Det var det værd! To dage efter skal jeg ud på endnu en udflugt med det internationale center, denne gang til det skotske delfincenter, der ligger lige nordøst for Elgin oppe ved kysten (en 1.5 time i bil fra Aberdeen). Vi så ingen delfiner, men der var tilgengæld virkelig pænt, som overstående billede vidner om. Dagen efter har jeg også mit første rigtige event med dates-n-mates og selvom jeg var virkelig nervøs før jeg mødte om, så var det en af de bedste eftermiddage jeg nogensinde havde haft og vi fik bagt en helt masse lækkerier.

Slutresultatet af mit spansk politik fag (vi vandt 'bedste plakat'-prisen, hæhæ)

November var virkelig hyggelig - vejret bliver mørkere og jeg labber det i mig. Det er så hyggeligt. Hver mandag og tirsdag bliver brugt på universitetet. Det er fra middag og til langt op ad aftenen. Begge min fag på dette semester har været gruppearbejde og da jeg kun har haft timer mandag og tirsdag, har begge dage været fuldt booket til gruppearbejdet ind imellem undervisningen. Tirsdagene op til vores deadlines var især meget hårde: min første time var kl. 11 og jeg forlod ikke universitetet før kl. 20, efterfulgt af svømning til halv elleve om aftenen. Det var så hårdt, men jeg trives med at have travlt, så det var dejligt! Mørkt når man tager afsted og mørkt når man kommer hjem. Mange bliver lidt deprimerede af det har jeg hørt, men jeg elsker det! November blev dog lidt mørkere, da det viste sig, at Trump havde vundet præsidentembedet. En uge i forvejen havde jeg været til debat med University of Aberdeen Debater (vores debatklub), der havde lavet en special debat i anledning af valget. Vi var alle så håbefulde og grinede af dem, der argumenterede for, at Trump skulle vinde. Vi blev klogere, gjorde vi! Jeg havde samme følelse, da jeg vågnede op onsdag d. 9. november og så alle Breaking News-notifikationerne på min telefon, som jeg havde tilbage i juni, da Brexit var blevet annonceret. Men man skulle jo videre. November blev således også brugt på mange hyggelige aftener med venner, biografture, brownie-bagninger, middage i byen og alt det, som jeg vidste, ikke ville være muligt, når først eksamensperioden gik i gang slut-november - det sociale aspekt altså. Jeg havde ingen eksamener, men alle går altid i hardcore eksamensmode, så jeg måtte jo se folk da det stadig var muligt! Jeg var også til møde med min chef hos dates-n-mates, der tilbød mig at blive projekt assistent (frivillig basis) fremfor 'bare' frivillig ved de arrangementer, de holder. Ikke dårligt!

Smukke Glasgow i al sin julepragt

December starter ud med et tidligt tog til Dundee (som ligger lidt over en 1 time syd for Aberdeen) - 1. december er nemlig World Aids Day (international Aids-dag), og da THT, som jeg teknisk set ikke er begyndt hos helt endnu, er en velgørenhedsorganisation, der beskæftiger sig med HIV og Aids, er det selvfølgelig en af deres helt specielle dage. Jeg var i Dundee hele dagen som indsamler og til en reception for byens borgere om aftenen, og hvilken dag! Jeg mødte en masse af de andre frivillige fra den skotske østkyst og snakkede med en masse folk på gaden, en pæn del som havde haft HIV inde på livet. Vi samlede en masse penge ind til en god sag og selvom benene var trætte, da jeg landede tilbage i Aberdeen om aftenen, så var det det hele værd! Jeg var kun i Skotland i 16 dage af december, men der skete noget hele tiden. Jeg havde som sagt ingen eksamener, men gruppearbejdet skulle færdiggøres, og det tog en god portion tid. Det var lidt vemodigt, da alt var færdigt. Jeg har haft nogle virkelig gode grupper, der har skabt nye venskaber og hjulpet mig med at vedligeholde de lidt ældre af slagsen. Vi var alle meget skeptiske overfor gruppearbejdet i starten, da vi ikke har gjort meget i det før. Men 80% af vores karakter i det ene fag var en gruppeindsats, så der var ikke noget at gøre. Og det endte virkelig godt - fik faktisk næsten topkarakterer, så jeg kunne ikke have forestillet mig at det havde været anderledes. Da det hele var færdigt d. 9. (for mit vedkommende i al fald), så skulle der fejres. Den weekend var jeg ude og spise hver aften, holdte afskedsfest med mit crew fra det internationale center og mandagen efter tog jeg en lille tre dages smuttur til Glasgow for at mærke julestemningen. Tilbage i Aberdeen igen hjalp jeg til dates-n-mates julefest og dagen efter var min sidste dag i Skotland i 2016. Det var en lidt sørgelig dag, da det betød, at jeg skulle sige farvel til en af de venner, jeg havde i tanke, da jeg nævnte, at mange af de mennesker, jeg har set mest på det her semester, har været folk jeg har lært at kende, da semesteret startede. Ikke mennesker, jeg har kendt siden jeg startede på universitet, men folk som relativt hurtigt er blevet virkelig gode venner. Hun skal på udveksling næste semester, men heldigvis har jeg allerede billetter til at besøge hende i juni. Et 'på gensyn' er altid nemmere, når man ved, hvornår man ses igen. Dagen efter, d. 17. december, satte jeg mig på en meget tidlig flyver mod Holland, hvor jeg snuppede endnu et fly, der bragte mig til Danmark. Resten af december gik med konfektlavning, julegaveindkøb, familiehygge, julekalender, juleaften, gensyn med gode venner, rugbrød og alt det gode, man nu forbinder med julen. Jeg endte 2016 med børnechampagne. Så var rammen for 2017 ligesom sat.

Så... For at runde af. 2016 stod på 30 flyveture (!). Min KLM-rute mellem Aalborg og Aberdeen med stop i Amsterdam står for mange af dem, men jeg kan vist også godt konkludere, at 2016 ikke har været noget dårligt år på rejsefronten. 2017 bliver også helt ok. Indtil videre er der lagt i kakkelovnen til en tur til USA i april, hvor vi jo har en umådelig lækker og lang forårsferie - tre uger i Chicago, Memphis og så, hvis alt går efter planen, en roadtrip til Texas. Det er også på tide, at jeg kommer tilbage og siger hej. I juni går turen til Bulgarien, for at besøge førnævnte veninde. En familietur til Island er også på tegnebrættet, hvilket ville betyde to nye lande for mig i år - ikke dårligt! Og så er der selvfølgelig herlige Danmark, som også skal frekventeres. 2017 er også året, hvor jeg starter mit sidste år på universitetet - det kan kun blive et godt år!

The Great Wall of the World

Jeg tog omkring 300 billeder i løbet af de fire timer, vi spenderede på Muren. Alligevel er der kun et fåtal, der faktisk vidner bare lidt om, hvor smukt det var. Jeg ville sådan ønske, at der fandtes kameraer, der kunne skyde et billede præcis som vi ser det med vores øjne. Med alle detajlerne, kontrasterne, skyggerne.. Men desværre findes der ikke noget kamera i hele verden, der kan gengive det syn, som betog os.

Vi fandt et perfekt sted at spise vores medbragte frokost fra 7 Eleven bestående af nudler (hvad ellers), og lige der, ved Jinshanling-delen af Muren, der var udsigten og billedet helt perfekt.
Ingen mennesker, helt vindstille, tåge og smog i horisonten.
Det var perfektion.
Hvad jeg ikke ville gøre for at kunne fange det på kamera ned til mindste detajle. Jeg, der ellers næsten altid rejser alene, må godt nok indrømme, at jeg er så glad for, at jeg delte oplevelsen med en anden sjæl. Man er nødt til at have en, der kan lægge øre til, hvor fantastisk man synes, det er.

Vi (Laura og jeg, en dansk pige jeg var så heldig at falde over på Instagram et par uger inden jeg ankom til Kina) tog bussen fra Wangjing West-stationen, som har en busstation tilknyttet (exit C fra metroen - jeg kunne ikke finde den, så jeg endte med at gå ud, og så følge menneskemængden over på den anden side af vejen. Der er ret øde derude, så der er ikke så meget at gå efter!) hvis nogen er interesserede, til Jinshanling delen af Muren, som ligger 2 timer væk i bus. Det er helt klart en mere uturistet måde at gøre det på, og jeg vil helt klart foretrække denne del af Muren fremfor eksempelvis Badaling og Mutianyu. Vi mødte maks 30 mennesker og der var mange tidspunkter, hvor vi ikke kunne spotte et andet menneske fra vores position. Jeg har ikke hørt gode ting om de sektioner, der er tættere på Beijing, da der naturligvis er flere mennesker, der besøger de dele pga. afstanden og det, at den er meget let tilgængeligk da den er blevet fuldt restaureret. Jinshanling er et rigtig godt bud! Billigt og behageligt. Der var liiiige langt nok derop, tænkte vi, da vi ankom. Det så ud af meget. Vi skulle op af mange trapper, igennem en jungle. Men der gik alligevel kun 15 minutter, og så var vi på toppen. Det hele tog lige lidt ekstra tid, da en meget ivrig lokal sælger prøvede at udnytte de godtroende turister. "Håndlavet", var hendes salgspitch. Håndlavet af en maskine, måske. Jeg så det præcis samme tasker i en million andre butikker, så det var ikke godt nok! Jeg fik mig dog tilsneget en billig magnet. Lidt turist er man vel?

There is no possible way in which I, or anyone for that matter, could ever capture this beauty with a camera. Words might do the trick, but I am not yet that eloquent. I wish I was. But all I can say is.. wauw. Holy muthafucking wauw. I believe this is what I muttered for the entirety of the four hours we spent on the wall, and even now, if I try to imagine being there all over again, it's still all I can say. It was amazing. Breathtaking. I was in awe. We both were. The natural beauty that surrounds the wall compliments it perfectly. I mean, the Great Wall of China is just a.. a wall, right? But it looks like, and feels like, something big. Something truly great. It feels ancient, it feels like history. China is indeed a great nation, but more than anything, China's an ancient nation, and you feel it, when you're on the Wall. It's beautiful.

I went with a fellow Dane that I got to talk to on Instagram a few weeks before I arrived. We visited the Jinshanling section of the Wall, and I honestly couldn't have thought of a better setup. Almost no people and we ended up talking to almost all of the people we met. Mostly, they wanted to pose for a photo with us. We were in China, after all. You just gotta go with the flow. This part of the Wall hasn't been restored as much as the more popular parts, such as Badaling. There were some pretty steep hills and some very uneven steps. But as long as you bring sturdy shoes, you'll be fine. We hiked with an older Chinese man for some time, politely exchanging smiles and the famous 'I hope we all get through this in one piece'-looks. It was nice. No language was needed. Just gestures. 

So, to sum up, anyone who's able to dedicate their entire day to climbing the Wall, go to Jinshanling. Take the bus from the bus station opposite the Wangjing West metro station (exit C), walk until you see a sign that says "Jinshanling Great Wall Scenic Area" or something (might be worded differently, but we had no trouble finding it). We expected a huge queue when we got there at 7.30am, but we were less than 10 people when the bus left. I never figured out exactly how much this bus was, but most websites say it's 32RMB one way and I think that's accurate. If you have a Beijing subway card, give it to the driver and they might give you a discount. I'm pretty sure there are busses running every half hour from 7am or at least this is what I read on a lot of different sites before taking the trip myself, but to be on the safe site, aim for the 8am designated tourist bus that'll take you directly to the ticket booth which is the closest you'll get to the actual wall. It leaves from the plaza in front of the ticket booth where it dropped you off at 3pm. This gives you about 4 hours to climb the wall and enjoy the view, which is plenty of time. You'll be back in Beijing at around 5pm. And you've just had the most amazing day ever. Enjoy!

Et kinesisk eventyr

Min rejse rundt i Kina slutter i aften, da jeg lidt over midnat i dag (teknisk set torsdag) flyver tilbage mod Europa. Jeg sidder lige pt. i Beijing, som jeg tog tilbage til efter godt 1.5 uge på farten. Det er ikke meget, jeg har fået skrevet her fra den mystiske nation, som Kina jo er. Det kan jeg ikke komme udenom. Kina er sgu' en sær størrelse. En utrolig sær størrelse, som virkelig ikke kan sammenlignes med andre steder i verden. Tanken om, at "Kina er fremtiden", den skræmmer mig ærlig talt lidt. Kineserne er sgu' ikke nogle særlig gode rollemodeller, hvis jeg må være lidt politisk ukorrekt. Progressivitet, fremgang og teknologisk fremskridt synes at vægte højere end noget andet her. Ærlig talt, jeg troede at teknologien fyldte meget i Europa. Men det er ingenting i forhold til, hvor meget folk lever deres liv på nettet her. Det skræmmer mig. Da jeg sad i metroen på vej til Hongqiao-togstation i Shanghai for at tage toget til Hangzhou, der var et tidspunkt hvor jeg ikke kunne spotte bare én person uden en smartphone. Alle sad totalt opslugte af deres lille virtuelle verden og jeg kunne seriøst have taget mit gigantiske spejlrefleks frem og begyndt at filme en dokumentar om Kinas digitale afhængighed, uden at nogen ville have ænset noget som helst. Det er alle steder. Restauranterne er de værste. Folk er ikke ude at spise med hinanden. De sidder til bords med deres telefon. Selv de ældre. Jeg har aldrig set nogen over 60 (overdrivelse fremmer forståelsen) sidde med en smartphone andre steder i verden end her. Credit til de ældste kinesere, der er hoppet med på bølgen. Teknologiforskrækket? Det begreb findes slet ikke i Kina. Jeg mindes ikke at have set en telefon, der ikke var en smartphone (jeg har lyst til at sige 'manuel'? I ved, med et tastatur! Dem vi alle sammen havde før Apple overtog verden).

Der er så mange negative ting i Kina. S å m a n g e. Jeg har, hånden på hjertet, ikke set himmelen en eneste gang. Der må være uhyggeligt mange kinesere, især de yngre, der oprigtigt tror, at himmelen ligner et beskidt hvidt lagen. Fra nu af sætter jeg fandme ekstra meget pris på en skyfri himmel. Det må vi ikke tage for givet. Især ikke, hvis Kina overtager verden inden for den nærmeste fremtid. Hvilket nok er tilfældet. På toget fra Shanghai tilbage til Beijing kørte vi forbi en kæmpe stor skorsten lige nordvest for Tianjin, der lukkede kulsort røg ud. Kulsort, siger jeg jer. Ingen af mine medpassagerer virkede specielt overraskede, og jeg var desværre den eneste, der sad med åben mund. Jeg har aldrig set noget lignende! Hvis det er hverdagskost, så forstår man jo godt, hvorfor luften er så fæl. 

Opdatering: Jeg har set himmelen! Selvfølgelig et par timer før jeg tager afsted mod lufthavnen. Måske er Kina glad for at slippe af med mig? Måske dette er den kinesiske regerings måde at sige farewell på?

Uvidenheden, der findes i Kina, har jeg heller ikke set andre steder. Jeg har ikke oplevet, at der var nogen, der vidste, at man ikke snakker engelsk (som modersmål) i samtlige lande i Europa. Jeg har ingen ord for de ansigtsudtryk, jeg er blevet mødt med de gange, hvor jeg er begyndt at snakke dansk bare for at slippe af med irriterende sælgere eller ditto irriterende og nysgerrige individer, der bare gerne ville have et billede med den berømte laowei (kinesernes udtryk for udlænding. Har en følelse af, at det ikke er videre kærligt). At der findes et sprog så mærkværdigt og at det kommer fra den høje, mærkelige udlænding, det var vist ikke det, de forventede. Men hvor er det let at lade som om, at man ikke snakker engelsk. Det har jeg ikke været sen til at udnytte. Jeg har lidt ondt af de engelsktalende udlændinge. De kommer ikke udenom det. Deres accent kan ikke skjules. Jeg har faktisk ikke mødt andre. Kina er åbenbart kun for canadiere, australiere, briter, newzealændere, irere og folk fra Staterne.

Høflighed er heller ikke højsædet her, har jeg personligt erfaret. Det er meget muligt at de har deres egen måde at vise respekt på, men da jeg ikke kan forstå eller læse deres sprog, må jeg jo gå ud fra det, jeg faktisk kan forstå: kropssprog. De få gange, jeg faktisk har stået i en velfungerende kø, der har dem, der ikke var tålmodige nok til at vente pænt i kø, sprunget over uden at kigge sig tilbage, uden så meget som at ænse de mennesker, der faktisk var der først. De forstår alligevel ikke mit forsøg på at gøre dem opmærksom på, at jeg faktisk var her først, så jeg nøjes bare med at give dem dræberblikket. Virker ikke. Jeg tvivler faktisk på, at de kunne være mere ligeglade.

Men nu skal det hele ikke handle om alle de gode grunde til, at Kina endnu ikke egner sig til at blive lukket ud i verden - der er også en masse positive ting. Men lige i skrivende stund kan jeg ikke helt komme på dem. I kontrast til mange af de andre lande jeg har besøgt, så har jeg ikke, og jeg snakker om min egen personlige erfaring, følt en varme fra befolkningen, som jeg ellers normalt gør, når jeg er ude at rejse. Lokalbefolkningen er normalt en af de ting, der gør, at jeg gerne vil vende tilbage til et sted. Men det er ikke tilfældet med Kina. Måske er det sprogbarrieren, måske er det deres mærkværdige måde at forholde sig til udlændinge på.. Jeg ved det ikke; jeg ved  bare, at det er svært at føle sig 100% hjemme i Kina, hvis man ikke ligner dem. Men det er ikke til at komme udenom, at Kina er dybt fascinerende. Og umådelig smukt. Deres storbyer er fantastiske; så meget historie men alligevel så meget modernitet. Det ligger side om side. Selvom moderniteten er ved at vinde, så er der stadig lang vej at gå for Kina. Rigtig lang vej. På alle kanter. Jeg mener at have læst at halvdelen af befolkningen i Kina stadig lever i fattigdom - om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Men mængden af folk, der ikke bor i byerne og som ikke har del i Kinas økonomiske fremgang og som ikke (endnu) er en del af den middelklasse, der har iPhones og som er ved at blive en del af den konsumerisme, som vi dyrker i Vesten, den er altså stor. Der bor trods alt 1.3 milliarder kinesere i Kina.

Men folket til trods, så har jeg virkelig nydt at få en lille bid af Kina. Jeg startede ud i Beijing, hvor Muren selvfølgelig blev besøgt (og så endda i selskab af en dansk pige, jeg var så heldig at finde på Instagram!). Vi tog ud til en af de mest mennesketomme (turisttomme!) dele af vidunderet, og mødte ikke mere end 20 sjæle i løbet af vores 4 timer derude. Det var en herlig dag. Jeg var også forbi den Forbudte By, Tianamen Square, Jingshan Park, hvor man har udsigt til hele den Forbudte By (som I kan se på billedet nederst). Det næstsidste billede er fra Himmeltemplet (Temple of Heaven), som jeg besøgte igår, da jeg var kommet tilbage til Beijing efter 1.5 uge rundt i landet. Ser det ikke ud som om, at jeg har redigeret det billede? Det kan jeg tilføje, at det har jeg ikke! Så vilde er farverne.. Og så hvid er himmelen.. Efter tre dage i Beijing i starten, tog jeg højhastighedstoget til Jinan, som ligger i Shangdong-provinsen. Der besøgte jeg en af mine klassekammerater fra mit universitet, som er på udveksling på Shangdong's universitet, præcis ligesom jeg var det sidste år i Tennessee. Det første billede viser den centrale plads i Jinan. Der var smukt. Det blev kun til to dage i Jinan, inden jeg tog toget videre ned til Shanghai, som kan ses på de tre følgende billeder. Der blev jeg i næsten en uge, med en lille afstikker til Hangzhou, som er en vidunderlig lille perle 1 time vest for Shanghai. Shanghai var fyldt med skyskrabere og pæne skylines. Lige sådan noget jeg godt kan lide. I søndags tog jeg toget tilbage til Beijing. Godt 1200 kilometer, som blev nedlagt på under 6 timer. Det burde vi altså gøre os lidt mere i i Europa. Det ville gøre livet meget lettere! På det punkt, har kineserne (og japanerne) altså fat i noget. Ingen tvivl om det.

Så nu vil jeg sige pænt farvel og tak til Kina og så håber jeg, at jeg en dag kan vende tilbage til dette fantastisk smukke land. Til den tid er de nok også ved at styre verden. Så mangler vi bare, at de lemper visum-reglerne.

7 indtryk fra Beijing

Da jeg ankom til Kina for fire dage siden, en kvælende varm torsdag morgen ved ni-tiden, var det uden forventninger til, hvad der ventede mig. Eller nej, det passer ikke. Jeg havde forventninger - nok mest fordomme - men jeg havde ingen idé om, præcis hvad jeg kunne forvente mig. Var Kina endnu et Japan? Eller som de lande i Sydøstasien, jeg har besøgt? Ville luften være fugtig eller tør, ville forureningen være så slem, som jeg havde hørt? Ville kineserne være modtagelige overfor udenlandske turister, eller ville de bare grine af mig og tage billeder af mig uden min tilladelse?

Alle de fordomme, jeg havde, blev både af- og bekræftet. Kina er en sær størrelse. En af verdens supermagter og et land med ekstrem fattigdom og manglede udvikling på en og samme tid. Kinas homogenitet er ikke til at tage fejl af, og man mærker tydeligt, at størstedelen af kineserne ikke er vant til at se mennesker, der ikke ligner dem selv. Langt de fleste er høflige og nysgerrige på den gode måde, hvilket jeg modtager med kyshånd. Så længe vi ikke nærmer os den situation, som jeg oplevede i Bogotá, så er jeg lykkelig. Jeg glemmer aldrig, hvor uvelkommen, jeg til tider følte mig, da jeg gik rundt i gaderne. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad præcis den generelle grund var. Jeg så ikke mere 'fremmed' ud end nogle af mine colombianske venner, som jeg var sammen med. Det mysterie bliver nok aldrig løst. Her er det heldigvis en positiv nysgerrighed, og jeg føler mig velkommen og bliver oftest mødt af smil. Jeg er fan af Kina indtil videre, det må jeg indrømme. Der er udfordringer, det er der ingen tvivl om. Men udfordringer er jo noget af det sjoveste ved at rejse, er det ikke?
Nå, men lad os tage 10 observationer, som jeg har gjort mig i Beijing:

1. Hygiene er ikke i højsædet hos indbyggerne. Adskillige gange har jeg set folk hjælpe deres børn med at lade vandet på åben gade. De har endda sådan nogle smarte bukser uden bund, så nemt, det er det! Lidt ligesom en hund. Meget lidt hygienisk. Der er heller ikke sæbe eller toilet papir på nogle af de offentlige toiletter (ditto ved attraktionerne). Det er et mirakel, at jeg ikke er blevet syg endnu.
2. Beijing Metro fungerer upåklageligt. Jeg har hørt at man skal undgå rush hour som pesten. Det gjorde jeg. Det er alligevel kun lykkes mig at få et sæde én gang. Det var kl. 6 på en hverdag. 
3. Alle indbyggerne i Beijing har vist en smartphone. Og de bruger uhyggeligt meget tid på den. Du kan næsten være sikker på, at på ethvert givent tidspunkt, så er 90% af alle folk i metroen opslugt af noget, der foregår på deres telefon. Det er uhyggeligt. 
4. Der er mange mennesker i Beijing. Rigtig mange, og det er bare som om, at byen ikke er bygget til så mange. Jeg mener at Tokyo har ihvertfald 10 millioner flere indbyggere end Beijing, men Tokyo fungerer bare bedre. Menneskemylderet er bare overalt i Beijing.
5. At krydse gaden ved fodgængerovergangen er ikke bare at krydse gaden. Det er livsfarligt, for det første. Man skal tage hensyn til motorcykler, mopeds, cykler, små cykeltaxaer, rigtige taxaer, biler, lastvogne og så videre i en uendelighed. Ingen af dem holder tilbage. Det er på eget ansvar.
6. Luften i Beijing er forfærdelig. Ingen andre ord beskriver situationen godt nok. Jeg har nok været i forurenede byer før, men her har min hals været tør og kronisk irriteret lige fra det øjeblik, jeg trådte ud af flyet. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke har min daglige gang her.
7. Beijing er uden tvivl den mest historiske by, jeg nogensinde har sat mine ben i. Området omkring Tianamen Square er for vildt. Der er Mao's Mausoleum, hvor hans lig er bevaret. Han døde i 1976, mener jeg. Så jeg har ikke lyst til at tænke på, hvordan det ser ud i dag. Jeg mener, at det er gratis at komme ind og se, men det tager ikke mere end 5 minutter, for folk må ikke stoppe og der må ikke tages billeder. Så er der selvfølgelig den Forbudte By. Det var næsten som at træde ind i en kulisse fra Mulan, men også kun næsten. Jeg prøvede ihærdigt at forestille mig, hvordan stedet så ud og hvordan atmosfæren var, dengang den var i brug og var opholdsstedet for den kejser, der var ved magten - men det var for surrealistisk at tænke på, at et sted, der engang var så mystificeret og nærmest helligt, nu er fyldt med turister, selfie sticks og folk, der kun ser stedet igennem et kamera. Fortidens storhed og modernitetens forfald.
8. Af en hovedstad at være, og så ovenikøbet hovedstaden i et af verdens største lande, så er det en uhyggeligt lille procentdel af indbyggerne, der har kendskab til engelsk. Fint nok. Men hvorfor overvejer de overhovedet muligheden for, at jeg forstår kinesisk efter at jeg har rystet på hovedet adskillige gange og tydeligvis ikke fatter en brik af, hvad de prøver at sige til mig?

Jeg vender snart tilbage med flere Kina-observationer! Jeg er pt. i Jinan, i Shandong provinsen, for at besøge en af mine veninder fra mit universitet og snart går turen sydpå!

Næste eventyr: der, hvor de spiser hunde

Kan I gætte, hvor jeg rejser hen imorgen? 

Ja! Rigtigt!

Jeg skal til Kiiiiiiiiiina. Men jeg har ikke lyst til at spise en hund. Men det kan jo godt være jeg kommer til alligevel. Man ved aldrig. De kan jo bilde mig ind, at det er kylling. Det ser vi på, når tiden kommer. Det var faktisk semi-meningen, at jeg skulle til Australien for endelig at besøge my dear Catalina, men udsigten til to langtidsflyvninger lige i røven af hinanden. Det var for meget. Én kan jeg nok holde til, selvom jeg har stadig emotionelle skrammer på sjælen efter den sølle tur fra Chicago til Frankfurt i december. Jeg mener kun den tog 8 timer, men det føltes som det dobbelte. Det var til dels min egen skyld, men det tog lang tid at komme over. Kryds fingre for, at det går bedre denne her gang. Jeg har trods alt overlevet næsten 14 timer i en flyvemaskine. Så det burde godt kunne gå, og jeg burde godt kunne komme frem uden et jetlag der siger spar to.

Jeg tager afsted i dag, d. 1. juni, ved et-tiden og efter et lille stop i Amsterdam, er jeg på vingene med kurs mod Beijing, hvor jeg skal være de første par dage. Målet med rejsen er dog at besøge Lenka, en af mine venner fra mit universitet (og hende, jeg startede SoAU med!), som er på udveksling på Shandong Universitet i Jinan. Men Beijing skal lige udforskes først, så jeg starter ud med tre dage i hovedstaden, inden jeg tager toget ned til Jinan. Derefter går turen sydpå til Shanghai og forhåbentlig når vi også ud til Huangshan-bjergkæden, som er på UNESCO's Verdensarvsliste. Det glæder jeg mig til! Så med britiske godter til Lenka, masser af solcreme og en notesblok med hvad der ligner totalt tilfældige kinesiske tegn i kufferten, så er jeg klar til at påbegynde mit næste eventyr og krydse mit 22. land af listen. Visummet kom i land for et par uger siden, og jeg behøvede ikke engang til Danmark for at klare den sag. Det var bare at sende mit pas og en helt masse dokumenter til Edinburgh og vupti, så fik jeg et skinnende nyt visa til mit allerede smukke pas. Det kostede klejner, men hvad gør man ikke for eventyr!

Anybody fancy taking a wild guess as to where I'm off to? That's right! The land of the Chinese, the land where they supposedly aren't too bothered about whether their plate has chicken, dog or snake and the land where, I pray to my non existing deity, there will be people who speak English. China!

Some of you might know that my original plan was to go to Australia. To finally go to Australia actually, to visit Catalina. But the though of two long haul flights in one sitting was too much. That would've been four intercontinental flights in a matter of weeks. Nae thanks. Still getting over my flight from Chicago to Frankfurt in December. Jetlag beat me for more than a week. It was terrible. Not risking going through that again. At least not right now. So this seemed like the better option. The flight from Amsterdam to Beijing will be around 9hs if my math is correct (which I doubt). I've done 14 hours, so this one should be a breeze. I'm off at 1pm GMT today, flying out from Aberdeen to The Netherlands and then China! I'll be spending three days in Beijing after which I'm off to Jinan in the Shandong province where my dear Lenka is awaiting my arrival (a friend from uni who's on exchange in China for the curious! She's also the girl with whom I founded SoAU). I haven't seen her since we all left Scotland last June, so a reunion is much needed. We'll be headed south to Shanghai but that's pretty much the only thing that's semi set in stone. We desperately want to go to Huangshan to see the Yellow Mountains. I can tell already now that China will be one of the beautiful places I will see in my lifetime. 

My bags are packed with sunscreen, a beautiful Chinese visa, British candy for Lenka and a small notebook with a bunch of what appears to be totally random Chinese characters that will hopefully help me get by, I'm ready to visit my 22nd country and ready for a new adventure!