Totusindogseksten

Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at 2016 har været mærkelig.
Der er sket meget ude i verden. Brangelina brast sammen, og en del af os mistede nok håbet lidt.
Det var for sjov. Selvfølgelig er det ikke det, der har defineret det her år. Men jeg har egentlig ikke lyst til at snakke om de ting, der har defineret 2016, for jeg kan ikke tænkte på særlig meget positivt at sige.
Men mit eget 2016 har, på trods af tab, terror, død og ødelæggelse, været skønt.
Så skal vi ikke tale om det?

Jeg har lavet et tilbagebliksindlæg dengang 2014 gik på hæld, som kan læses her. 2014 var fandme et godt år. 2016 kan på mange måder godt hamle op med 2014, selvom 2014 jo var året, hvor jeg var i Sydamerika og flyttede til Skotland.

Pæn udsigt over vores campus

Januar startede med nytår i Gøteborg, Sverige og efter et par dage i gode gamle København (som jeg ikke har besøgt ordentligt siden, alt for lang tid er gået!) sad jeg hurtigt i et fly tilbage til Skotland efter mit udvekslingssemester i Memphis. Det var mærkeligt at være tilbage, men jeg kunne klart mærke, at det var den helt rigtige beslutning at forkorte mit udvekslingsophold. Jeg savnede selvfølgelig (meget) de virkeligt gode venner, jeg havde fået derovre, men beslutningen var den rigtige. Jeg sås med alle mine venner tilbage i Aberdeen, og nød at være tilbage et sted, hvor jeg var fri til at gå en tur rundt i byen, hvis det var det, jeg havde lyst til. Memphis er svær at bo i uden en bil, så jeg havde virkelig savnet offentlig transport og friheden til at bevæge sig. Det var dejligt at være tilbage! Billedet er fra udsigten fra det værelse, jeg flyttede ind på, da jeg kom tilbage. Ikke dårligt, hva'?

Vores auditorium, hvor forelæsningen fandt sted

Februar startede med et lille smut i London - apropos offentlig transport, jo! Tog toget derned og bussen hjem. godt 20 timer sammenlagt. Ikke for de svage sjæle. Jeg boede hos en af mine venner, en pige fra Southampton, som jeg mødte i Buenos Aires i 2014. Det var et skønt gensyn, og jeg fik set en anden del af London end de nabolag, jeg normalt frekventerer, når jeg er på besøg. Og vi fik genopfrisket nogle dejlige minder fra Argentina, så det var et tiltrængt lille afbræk fra skolen og Aberdeen. Og hun kunne fortælle mig alt om hvordan livet som voksen med job i London egentlig er. Det liv ville jeg ikke have noget imod at leve en dag! Jeg var også, ganske ligesom sidste år, blev spurgt om jeg ikke havde lyst til at fotografere for Aberdeen Law Project's årlige forelæsning. ALP er en organisation drevet af studerende, der assiterer og rådgiver folk, der ikke har råd til at hyre advokater. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og således havde jeg mit første betalte fotojob! Jeg var lidt stolt! Inden februar var slut fik jeg også en frivillig stilling hos det største sportscenter i Aberdeen, Aberdeen Sports Village. De ledte efter frivillige til deres sports camps som løber i skoleferierne. Det var jeg så heldig at blive valgt til, og det var i sandhed noget, der ledte til noget større, som man jo siger.

Marts var nok en af mine travleste måneder, på flere fronter. Jeg havde vagter på det lokale sygehus i Aberdeen, hvor jeg var frivillig med Royal Voluntary Service. Jeg blev godkendt som frivillig hos dem helt tilbage i 2014, men var ikke kommet ordentligt i gang før marts i år - hvilket så heller ikke holdt så længe, da RVS ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg ledte videre efter en voluntørstilling, som jeg var glad for. Det skulle ikke ske før august! I marts var jeg også til International Women's Day Conference på universitet, hvilket var umådeligt spændende. Marts 2016 er også måneden, som jeg for altid vil huske som måneden, hvor jeg fik mit første 'rigtige' job, nemlig i Vue, som er en af de største biografkæder i Storbritannien. Som jeg altså fik via samtale. Det har jeg alligevel aldrig prøvet før. Svømmetrænerposterne har mere været i kraft af mine svømmeevner. Jeg har aldrig fået et job gennem et interview før. Det kan jeg krydse af listen nu! Faktisk fik jeg et job i februar, da jeg blev 'hyret' af Sports Village, men det ville jeg først få at vide senere. Jeg fik mange jobs i 2016. Det skal man ikke kimse ad. Marts blev sluttet af med et overraskelsesbesøg til Danmark, som blev holdt skjult for alle andre end min mor, der var min medsammensvorne. Jeg ville overraske min bedstefar til hans fødselsdag, og det lykkes! Vejret var fortræffeligt, som det ses på billedet lige ovenover. Det var en dejlig lille rejse! Det faldt sammen med at min Facebook-side, SoAU, blev kontaktet af Evening Express (den største avis i Aberdeen) og Huffington Post (behøver vist ingen introduktion). Der skete meget i den tid. Jeg havde selvfølgelig også en helt masse vagter i biografen, da jeg skulle oplæres.

Ladies View i Killarney National Park, Irland

Fredag d. 1. april har vi sidste undervisningsdag på universitetet, og en 3 uger lang forårsferie står for døren. Jeg smutter til Glasgow mandagen efter sidste skoledag (første gang jeg besøger Glasgow efter jeg er flyttet til Skotland forresten - det var et glædeligt gensyn!) og har en overnatning, før jeg flyver mod Dublin næsten morgen. Ryanair's Glasgow-Dublin rute er møgbillig (115 danske kroner for den enkeltbillet) - det var næsten dyrere at komme fra Aberdeen til Glasgow end at flyve tværs over det irske hav. Der ventede 8 dages irsk roadtrip med min mor, der mødte mig i Dublin lufthavn d. 5. april. Vi havde nogle dage i Dublin, efterfulgt af Cork nede sydpå. Vi kom vidt omkring, da vi kørte galt nogle gange - reportage om turen kan findes lige her. Irland er meget anbefalesværdig forresten!

Jeg fløj med min mor tilbage til Danmark da vores eventyr var slut, da jeg stadig havde næsten 2 ugers ferie tilbage. Det blev til 8 dage i Danmark, inden jeg vendte snuden hjemad mod det skotske. Resten af april gik med eksamensforberedelse. Pånær lige den dag, hvor jeg var til induktion hos det internationale center på universitetet, hvis "rådgivelses"-team jeg var blevet valgt til at være med på. Det hedder International Centre Advisory Team og jeg kæmper med at finde en god dansk oversættelse. Vi er en 10-15 (frivillige) stykker, der hjælper til i det internationale center. Jeg kendte kun en af dem, der også havde meldt sig og selvom jeg ikke husker at have snakket særlig meget med nogle af mine nye "kollegaer" den dag, som lærte jeg mange af dem virkelig godt at kende, da det nye skoleår startede i september.

Stranden i Aberdeen

Når jeg kigger tilbage på maj, er der ikke meget andet end eksamen, biografvagter og forberedelse til Kina. Eksamenerne var hurtigt overstået, og så gik tiden mest med arbejde og visum ansøgning og planlægning af min forestående tur til Kina, som jeg var så spændt på. Og så en masse gåture til stranden, som jeg boede små 10 minutter fra. Det var ikke helt dårligt. I slutningen af maj har også jeg et interview angående et job festival assistent til en årlig videnskabsfest i Aberdeen, der skulle løbe af stablen i starten af september. Jeg bliver tilbudt jobbet, men bliver nødt til at sige nej til det senere, da jeg bliver valgt til noget, jeg langt hellere ville! 

Xihu-søen i Hangzhou, som er en af Kinas største turistmagneter

Alle jobs, ansøgninger, praktiske ting og så videre - det hele bliver langt på hylden d. 1. juni, da jeg sætter mig ind i flyveren i Aberdeen lufthavn ved middagstid. Det kræver lige et lille stop i Amsterdam, men næsten så snart jeg har set mig om er jeg landet i Beijing. Fyldt af spænding og ingen anelse om, hvad jeg skal forvente. Jeg har kun et pejlemærke: at besøge en veninde i Jinan, som ligger lidt over 400 kilometer syd for Beijing. Jeg ender med at se Beijing, Jinan, Shanghai og Hangzhou (som kan ses på billedet). Jeg har en svaghed for storbyer. Jeg elsker dem. Kina var en virkelig god oplevelse, og jeg glemmer aldrig nogensinde hvordan det var at stå på Muren. Aldrig. 

Jeg var i Kina i to uger og så var det hjem igen. Dagen inden jeg tog hjem modtog jeg en email om, at jeg var blevet valgt til en universitetskonference, som jeg havde ansøgt om en måned før - dog ikke med den mindste overbevisning, at jeg havde en reel chance for at blive valgt. Konferencen hedder "Shaping the Future of British Higher Education" og er en workshop/sommerskole afholdt nede i Leicester i England, som man skulle ansøge om at komme med til. Mit universitet ledte efter én 2. års elev fra hvert fakultet, så der skulle altså have været rift om pladserne, da vi kun har 4 fakulteter (samfundsfagligt/humanistisk, handelsskole, livsvidenskab og naturvidenskab). Men valgt, det blev jeg så. Den ville falde på samme datoer som festivallen, så jeg sagde pænt nej tak til det job. Det her kunne jeg ikke sige nej til! Det var med alt betalt!

I juni begyndte jeg også så småt at hjælpe til i Sports Village, og jeg blev lært op til at kunne være med til sportscamp, som ville begynde lige straks. Der var jo også det famøse EU-referendum, som jeg selvfølgelig fulgte tæt. Det var virkelig surrealistisk at vågne op d. 24. og se resultatet! Aberdeen og Skotland stemte heldigvis overvejende for at blive, så det kunne have været værre. Det kunne selvfølgelig også havde været langt bedre.

Barcelonas rådhus/bystyre

Ved nærmere eftertanke så vinder juli nok egentlig prisen for at være den travleste måned i året der gik. For mig i hvert fald! Jeg lægger hårdt ud med at vinde en iPad for at deltage i en undersøgelse. Så er humøret ligesom fastlagt! Den gode stil fortsætter, da Ann kommer og besøger mig for første gang nogensinde. I Skotland, altså. Hun har besøgt mig i Danmark. Vi chiller i Aberdeen og tager til Edinburgh i et par dage, hvor vi kører til Stirling (får endelig set det sidste af de universiteter, jeg ansøgte dengang i 2014!) og Loch Lomond, som jeg aldrig har besøgt før. Det var nogle virkelig gode dage, og jeg fik mere venstrekørselstræning. Det skal man ikke kimse ad. Og vi fik selvfølgelig set en helt masse af mit smukke land samtidigt med at jeg får vist en af mine bedste venner mit nye hjem. Den dag Ann skal flyve hjem til Danmark, tager jeg bussen ned til Glasgow og flyver senere samme dag til varme Barcelona. Jeg har været i Barcelona to gange før, men det er mere end tre år siden sidst. Det var et meget glædeligt gensyn, og det blev endnu bedre af, at jeg var sammen med en af mine bedste venner, nemlig en af mine amerikanske venner, jeg gik i skole sammen med på Rhodes, da jeg var på udveksling i Memphis. Det var nogle virkeligt gode dage, og vi boede på et skønt hostel og mødte nogle sjove mennesker. Gode historier skal man ikke kimse ad. To dage efter jeg lander tilbage i Skotland efter Spanien begynder en lang uge, da jeg har min debut til sportscamp i Sports Village. Det var så hårdt, men jeg nød hvert øjeblik og havde det så sjovt! Jeg kunne kun være med i en uge (som vist egentlig også var nok, når jeg husker tilbage på, hvor udmattet jeg var efter den ene uge!), og så gik turen mod sommerferie i Danmark. Jeg havde sagt til alle, at jeg kom hjem d. 3. august, men d. 25. juli tager jeg natbussen til London og tager et fly til Aarhus fra Stansted tidligt næste morgen. Og sådan overrasker man sin familie! Ved at komme en uge før planlagt. Bare skriv det bag øret.

Udsigt over Alicante

Således starter jeg august ud i Danmark, med godt vejr og det hele. Det var lækkert. Vi tager til Spanien d. 5. og nyder to uger i Alicante med afstikkere til Valencia og Benidorm. Der er mega varmt og det er skønt! Alicante er virkelig skøn. Den kan klart anbefales. Jeg har lige en uge i Danmark, da vi kommer hjem, før det er tid til at komme hjem. Sommerferien var perfekt i 2016, med både arbejde, afslapning, 2 ture til Spanien, skotsk roadtrip - det bliver ikke bedre! Og så får jeg også tilbuddet om at blive ansat som træner i Sports Village - jeg havde jo været frivillig i sommerferien og blev nu tilbudt at komme ombord som betalt træner! Det kunne jeg jo ikke sige nej til. Jeg lander tilbage i Aberdeen d. 28. august og har to dage inden jeg skal rejse til Leicester til konferencen. På de to dage når jeg at have et møde med en organisation, som jeg gerne vil være frivillig for (jagten på frivillig arbejde var stadig i gang, og endnu mere når jeg nu ikke skulle være frivillig i Sports Village mere!) - og denne her gang følte jeg, at jeg var kommet det rigtige sted hen. Organisationen hedder dates-n-mates (læs mere om den her) og jeg startede hos dem relativt kort tid efter mit interview. På de to dage når jeg også at være til møde med vores studenterråd, der har ledt efter frivillige til rusugen, som jeg havde meldt mig til. De ældre studerende, der var frivillige til min egen rusuge står skrapt i hukommelsen som nogle af de mennesker, jeg bedst husker fra min første tid i Aberdeen, så den chance ville jeg ikke sige nej til! 

D. 31. august kl. 07.00 meget tidligt flyver jeg, sammen med formanden for universitets uddannelsesråd, til Birmingham fra Aberdeen. Det var virkelig tidligt. Men hele dagen var fyldt med nye indtryk, så der var ikke tid til at være træt. Det er en lille propelmaskine, der skal flyve os til England. Vi lander i Birmingham 08.30 og har nogle timer at slå ihjel, så vi går lidt på opdagelse i byen. Og snakker uddannelsespolitikker og hvad der ellers rører sig indenfor det felt. Ved middagstid mødes vi med en af de andre elever fra Aberdeen, der lige er ankommet fra Amsterdam, og som også skal med os. Vi tager alle tre toget til Leicester og mødes med den 4. deltager fra Aberdeen, der tog toget fra hendes hjemby tæt på Leicester. Så er vi samlet trup, og klar til at repræsentere vores universitet. Vi ankommer til stedet, hvor konferencen skal foregå, og det er virkelig et lækkert sted. Vi føler os meget beærede over at være blevet udvalgt til det, og tænker lidt om der mon ikke har været særlig mange ansøgere? Men det kan vel være ligemeget, for vi får den lækreste mad 3 gange om dagen og et luksus dobbeltværelse hver. Vi klager ikke. Vi starter konferencen med at møde alle de andre udvalgte elever fra de andre skoler - Dundee, East Anglia, Kent, Lancaster, Leicester og Loughborough. Alle er engelske universiteter, lige pånær Dundee selvfølgelig, som også er skotsk. Konferencen gik, kort fortalt, ud på at skabe en vision for hvordan den videregående uddannelsesoplevelse burde være på britiske universiteter 10 år frem i tiden. Noget, som vi jo alle sammen har forskellige ideer om. Det var umådeligt interessant at diskutere og lytte til elever især fra de engelske universiteter, der, meget i kraft af at de alle sammen betaler undervisningsafgift (minimum 9000 pund om året), har en anden oplevelse end vi har oppe i Skotland hvor langt de fleste af os får gratis undervisning.

Aberdeen crewet i Leicester

September starter sjovt nok ud i Leicester, hvor konferencen slutter d. 2. På første billede ses vores gruppebillede og nedenunder ses os tre piger, der udgør elevrepræsentationen fra Aberdeen og så formanden for uddannelsesrådet. Det er en kort konference, men det var så dejligt med en lille smuttur til nabolandet og vejret var fantastisk. For ikke at nævne alle de fantastiske og kloge unge medmennesker, jeg fik fornøjelsen af at lære at kende. For ikke også at nævne alle de dejlige ting, der kom ud af min detagelse efterfølgende. Vores lille team af 4 blev efterfølgende tilbudt, af vores vicerektor for undervisning og indlæring (som også var med i Leicester), at være med til at udvikle nogle nye fag. Det sagde vi selvfølgelig pænt ja tak til! Det er stadig under bearbejdning, så det kan jeg først fortælle mere om, når vi er kommet ordentligt i gang her til foråret. 

Fredag d. 2 tager vi propelmaskinen tilbage til Aberdeen og så har jeg lige en weekend til at lade op indtil den travleste uge på hele semesteret. Og det var endda før, at det var gået i gang! Det var selvfølgelig rusugen, der startede d. 5. september. Den startede næsten allerede om lørdagen, da jeg skulle repræsentere det internationale center på en velkomstmesse for de nye studerende. Min egen rusuge for to år siden står stadig som noget af de travleste jeg nogensinde har oplevet på egen krop, men denne her slog alle rekorder. Jeg var involveret fra tre sider: vi havde velkomst lounge (9-17, hver dag i 14 dage) i det internationale center hvor jeg gerne skulle være til stede som en del af teamet, jeg arbejdede i Sports Village med at arkivere og udfylde nye fitness medlemskaber og jeg var frivillig hos studenterrådet, der stod for alle events under rusugen. Vi kørte også international orientering for nye studerende, så der var også en helt masse møder, jeg skulle møde op til, for at repræsentere centeret. Alt imens jeg også havde en del timer i sportscenteret, da jeg skulle optrænes i nogle sportsdiscipliner, så det blev til nogle møder med min chef for at gennemgå sessionsplaner og til nogle timer, hvor jeg skulle skygge de andre trænere, da de underviste i deres disciplin. Det tog også sin tid. Alt imens jeg også havde svømmetræning 4-5 gange om ugen med universitetsholdet. Der var meget på min tallerken i de uger. Alle var ting, jeg selv havde valgt, hvilket jo gjorde, at det hele var skidesjovt! Starten af september kom til at have stor indflydelse på resten af mit 2016, da de mennesker, jeg har set mest i løbet af sidste semester, er folk som jeg har lært at kende på det semester - som enten også var en del af teamet i det internationale center eller som var med mig i Leicester. Jeg mødte selvfølgelig også enormt mange mennesker i Sports Village og under rusugen generelt - det var nok en af sjoveste uger i 2016, uden tvivl. Min jagt på det frivillige arbejde fik også sin ende i slut september, da jeg var til samtale med THT (hvad det er, kan læses her). Den gik godt, og jeg blev tilbudt at blive frivillig hos dem! Jeg var meget spændt, men der kom lidt skår i glæden, da jeg fandt ud af, at jeg ikke ville kunne starte 'ordentlig' hos dem før januar, da jeg i oktober ville være forhindret i at møde op til de tre induktionstræninger, som jeg skulle igennem, før jeg kunne begynde arbejdet. Men så er der jo bare noget at glæde sig til! Oktober skulle nemlig også vise til at blive en spændende måned.

Stranden ved delfincenteret

Oktober starter med et besøg ved Loch Ness, hvor jeg og to andre 'kollegaer' fra det internationale center er turledere (guide kan snart skrives på CV'et!). Vi er en gruppe på 45 elever afsted og vejret er helt perfekt. Det var den perfekte start på den nye måned! Jeg har været oppe hos Loch Ness før, og billeder fra den tur kan ses her. Gode minder fra første semester! Oktober flyver egentlig afsted og meget af tiden bliver brugt i sportscenteret, da jeg både har nogle flere arkiveringsvagter, plasker rundt i vandet med svømmeholdet og også arbejder næsten fuldtid til sportscamps igen, da skolerne har efterårsferie i to uger. Jeg når dog kun at være med i 1.5 uge, da jeg den 19. flyver mod Danmark, så jeg kan fejre min fødselsdag med min familie! Det var det perfekte lille afbræk fra hverdagen, og jeg gik ikke glip af noget undervisning på trods af, at jeg var væk i 5 dage. Det var dejligt! At jeg så skulle flyve kl. 6 mandag morgen for at komme hjem igen og efterfølgende havde gruppearbejde, undervisning og arbejde til kl. 22, det behøver vi ikke snakke om. Det var det værd! To dage efter skal jeg ud på endnu en udflugt med det internationale center, denne gang til det skotske delfincenter, der ligger lige nordøst for Elgin oppe ved kysten (en 1.5 time i bil fra Aberdeen). Vi så ingen delfiner, men der var tilgengæld virkelig pænt, som overstående billede vidner om. Dagen efter har jeg også mit første rigtige event med dates-n-mates og selvom jeg var virkelig nervøs før jeg mødte om, så var det en af de bedste eftermiddage jeg nogensinde havde haft og vi fik bagt en helt masse lækkerier.

Slutresultatet af mit spansk politik fag (vi vandt 'bedste plakat'-prisen, hæhæ)

November var virkelig hyggelig - vejret bliver mørkere og jeg labber det i mig. Det er så hyggeligt. Hver mandag og tirsdag bliver brugt på universitetet. Det er fra middag og til langt op ad aftenen. Begge min fag på dette semester har været gruppearbejde og da jeg kun har haft timer mandag og tirsdag, har begge dage været fuldt booket til gruppearbejdet ind imellem undervisningen. Tirsdagene op til vores deadlines var især meget hårde: min første time var kl. 11 og jeg forlod ikke universitetet før kl. 20, efterfulgt af svømning til halv elleve om aftenen. Det var så hårdt, men jeg trives med at have travlt, så det var dejligt! Mørkt når man tager afsted og mørkt når man kommer hjem. Mange bliver lidt deprimerede af det har jeg hørt, men jeg elsker det! November blev dog lidt mørkere, da det viste sig, at Trump havde vundet præsidentembedet. En uge i forvejen havde jeg været til debat med University of Aberdeen Debater (vores debatklub), der havde lavet en special debat i anledning af valget. Vi var alle så håbefulde og grinede af dem, der argumenterede for, at Trump skulle vinde. Vi blev klogere, gjorde vi! Jeg havde samme følelse, da jeg vågnede op onsdag d. 9. november og så alle Breaking News-notifikationerne på min telefon, som jeg havde tilbage i juni, da Brexit var blevet annonceret. Men man skulle jo videre. November blev således også brugt på mange hyggelige aftener med venner, biografture, brownie-bagninger, middage i byen og alt det, som jeg vidste, ikke ville være muligt, når først eksamensperioden gik i gang slut-november - det sociale aspekt altså. Jeg havde ingen eksamener, men alle går altid i hardcore eksamensmode, så jeg måtte jo se folk da det stadig var muligt! Jeg var også til møde med min chef hos dates-n-mates, der tilbød mig at blive projekt assistent (frivillig basis) fremfor 'bare' frivillig ved de arrangementer, de holder. Ikke dårligt!

Smukke Glasgow i al sin julepragt

December starter ud med et tidligt tog til Dundee (som ligger lidt over en 1 time syd for Aberdeen) - 1. december er nemlig World Aids Day (international Aids-dag), og da THT, som jeg teknisk set ikke er begyndt hos helt endnu, er en velgørenhedsorganisation, der beskæftiger sig med HIV og Aids, er det selvfølgelig en af deres helt specielle dage. Jeg var i Dundee hele dagen som indsamler og til en reception for byens borgere om aftenen, og hvilken dag! Jeg mødte en masse af de andre frivillige fra den skotske østkyst og snakkede med en masse folk på gaden, en pæn del som havde haft HIV inde på livet. Vi samlede en masse penge ind til en god sag og selvom benene var trætte, da jeg landede tilbage i Aberdeen om aftenen, så var det det hele værd! Jeg var kun i Skotland i 16 dage af december, men der skete noget hele tiden. Jeg havde som sagt ingen eksamener, men gruppearbejdet skulle færdiggøres, og det tog en god portion tid. Det var lidt vemodigt, da alt var færdigt. Jeg har haft nogle virkelig gode grupper, der har skabt nye venskaber og hjulpet mig med at vedligeholde de lidt ældre af slagsen. Vi var alle meget skeptiske overfor gruppearbejdet i starten, da vi ikke har gjort meget i det før. Men 80% af vores karakter i det ene fag var en gruppeindsats, så der var ikke noget at gøre. Og det endte virkelig godt - fik faktisk næsten topkarakterer, så jeg kunne ikke have forestillet mig at det havde været anderledes. Da det hele var færdigt d. 9. (for mit vedkommende i al fald), så skulle der fejres. Den weekend var jeg ude og spise hver aften, holdte afskedsfest med mit crew fra det internationale center og mandagen efter tog jeg en lille tre dages smuttur til Glasgow for at mærke julestemningen. Tilbage i Aberdeen igen hjalp jeg til dates-n-mates julefest og dagen efter var min sidste dag i Skotland i 2016. Det var en lidt sørgelig dag, da det betød, at jeg skulle sige farvel til en af de venner, jeg havde i tanke, da jeg nævnte, at mange af de mennesker, jeg har set mest på det her semester, har været folk jeg har lært at kende, da semesteret startede. Ikke mennesker, jeg har kendt siden jeg startede på universitet, men folk som relativt hurtigt er blevet virkelig gode venner. Hun skal på udveksling næste semester, men heldigvis har jeg allerede billetter til at besøge hende i juni. Et 'på gensyn' er altid nemmere, når man ved, hvornår man ses igen. Dagen efter, d. 17. december, satte jeg mig på en meget tidlig flyver mod Holland, hvor jeg snuppede endnu et fly, der bragte mig til Danmark. Resten af december gik med konfektlavning, julegaveindkøb, familiehygge, julekalender, juleaften, gensyn med gode venner, rugbrød og alt det gode, man nu forbinder med julen. Jeg endte 2016 med børnechampagne. Så var rammen for 2017 ligesom sat.

Så... For at runde af. 2016 stod på 30 flyveture (!). Min KLM-rute mellem Aalborg og Aberdeen med stop i Amsterdam står for mange af dem, men jeg kan vist også godt konkludere, at 2016 ikke har været noget dårligt år på rejsefronten. 2017 bliver også helt ok. Indtil videre er der lagt i kakkelovnen til en tur til USA i april, hvor vi jo har en umådelig lækker og lang forårsferie - tre uger i Chicago, Memphis og så, hvis alt går efter planen, en roadtrip til Texas. Det er også på tide, at jeg kommer tilbage og siger hej. I juni går turen til Bulgarien, for at besøge førnævnte veninde. En familietur til Island er også på tegnebrættet, hvilket ville betyde to nye lande for mig i år - ikke dårligt! Og så er der selvfølgelig herlige Danmark, som også skal frekventeres. 2017 er også året, hvor jeg starter mit sidste år på universitetet - det kan kun blive et godt år!

Når det hele sker på én gang

Der er sket rimeligt meget den sidste måned. Rigtig meget. Jeg har fået job. Jeg har været i Danmark. Jeg har fået en voluntør stilling hos vores sportscenter. En post på vores Facebook-side er blevet set af næsten 40.000 mennesker. Men først, så skulle jeg lige vise jer et billede fra vores religionsbibliotek som jeg skød for et par uger siden, da jeg fotograferede for en ven - er det ikke smukt?

Ah well. Lad os starte fra starten. Igennem hele januar og februar udfyldte jeg jobansøgning efter jobansøgning. Der var ingen bid. Jeg var til omkring 5 samtaler, men manglende erfaring og seriøst dårlige interview-skillz, blev jeg valgt fra. Gang på gang. Men så fik jeg besked fra Vue, en af de store biografer i Storbritannien, om jeg ikke kunne komme til interview en dag. Det var d. 3. marts. Jeg havde næsten opgivet håbet, så da det blev d. 3. marts, aflyste jeg mit interview, stak en lille hvid løgn om at jeg ikke havde tid. Men de var meget bestemte og spurgte om jeg havde tid dagen efter. Det havde jeg. Så efter jeg havde været på hospitalet en to timers tid som frivillig, tog jeg ind til byen og mødte op kl. 19 til vores samtale. Jeg havde absolut ingen forventinger, men jeg fik et opkald en time senere fra min nye chef, der pænt spurgte mig, om jeg ville være en af hendes nye medarbejdere. Det kunne jeg ikke sige nej til. Jeg har sgu' egentlig altid drømt om at komme til at arbejde i en biograf, men BioCity Aalborg sagde altid nej tak. Men nu skal det være! Jeg var sprudlende af glæde. Jeg har jo aldrig nogensinde fået et job før, ikke sådan et rigtigt job, og især ikke via en jobsamtale. Men det har jeg nu! Så nu arbejder jeg 10-20 timer om ugen hos Vue. Og jeg kan rigtig godt lide det. 

Ugen inden havde jeg også været til samtale hos vores lokale sportscenter, Aberdeen Sports Village. De ledte efter frivillige til at hjælpe med deres sports camps som løber i skoleferierne. Det starter ud som en voluntør-stilling, men efter noget tid kan man være heldig og blive uddannet til at være instruktør. Det var jeg også så mega heldig at lande! Og så blev jeg også udvalgt til at være en slags tutor/aktivitetsleder for det internationale center på mit universitet, så næste semester får jeg en gruppe internationale studerende (nok primært udvekslingsstuderende), som jeg skal hjælpe med at falde til. Jeg glæder mig! Så marts har været produktiv på den front. 

Der er også sket noget andet. To dage efter vi på Students of Aberdeen University (SoAU) havde lagt et åbent brev op om manglen på hjælp til folk med psykiske problemer (som kan læses her), blev vi kontaktet af en venlig kvinde ved navn Rachel fra Evening Express, som er en af de største og mest læste aviser her i Aberdeen. Nok den mest læste faktisk. Deres Facebook-side har over otteoghalvfjerds tusinde 'synes godt om' på Facebook, så publikummet er der helt sikkert. Rachel ville gerne snakke med os om det her brev. Siden det var Chris idé (og siden Lenka, min med-grundlægger af SoAU og partner, er i Kina på udveksling) blev vi enige om, at Chris skulle snakke med hende. Chris(topher) er min kærste, hvis der er nogen, der stadig skulle være i tvivl. Og det kom der så denne her artikel ud af. Den kan læses lige her, hvis der er nogen, der er interesserede. Et par timer efter avisen kom ud mandag morgen blev vi kontaktet af Original 106, en radiokanal med hovedsæde her i Aberdeen, som også gerne ville snakke med os. Igen var det Chris, der snakkede med dem, og udsendelsen blev sendt gentagne gange tirsdag. Nu er der ikke så meget tilbage at gøre end at håbe på at vores call for help bliver hørt. 

Jeg har også lige fået en besked om, at vi er blevet udgivet i The National Student. Og ligesom det her indlæg er blevet skrevet, er vi blevet kontaktet af Huffington Post, som lige har udgivet en artikel, som kan læses her. Jeg tror ikke vi havde regnet med sådan en massiv medieomtale, men hvis der kan komme positiv forandring ud af det, så har vi vist opnået det, vi gerne ville.

Det hele er sket inden for den sidste uges tid og faldt sammen med mit besøg i Danmark, som det kun var min mor, der var blevet indviet i. Det hele skete ret hurtigt. Det blev planlagt en uge før jeg ankom til Aalborg Lufthavn, og det hele var perfekt. Surprise visits skal jeg til at gøre mig noget mere i, det er helt sikkert. At det skulle falde sammen med hvad der nok bliver den største omgang medieopmærksomhed, jeg nogensinde kommer til at opleve i mit liv, var bare et tilfælde. Sådan er det jo engang imellem. Så kan vi jo så tilpas slutte af med et sommerligt billede fra Vilsted Sø. Der var fandme koldt.

Så, hvad skal der så ske nu?

Ja. Vi er jo i 11. undervisningsuge, som jo er den sidste. På fredag når klokken slår 12, har jeg fri indtil min første eksamen, som er d. 3. maj. Så godt en måned. Den står på Irland i 8 dage med min mor efterfulgt af 8 dages ferie i Danmark. Og så tilbage til Skotland til eksamener. Jeg glæder mig til irsk forår og skotsk, spansk og dansk sommer.

Den skotske andedam

Så er hun tilbage i det britiske. Jeg har faktisk været her i godt en måned. Heroppe i det nordlige Skotland. Her er koldt, vådt og vinteren er over os. Men i det mindste har vi ikke sne, som jeg kan se at det har været tilfældet i de forenede Stater og Danmark på det seneste. Så jeg kan ikke klage! Jeg ankom, sammen med Chris, fra København til Edinburgh mandag eftermiddag d. 11. januar, og snart var vi på et tog med kurs mod Aberdeen. Vi var fremme på lige godt to en halv time. Og så var jeg tilbage!

De første fire ugers undervisning er ovre. Faktisk har vi kun 11 i alt. Det er afsindig kort. Jeg har kun tre fag, grundet at det ene er dobbelt credits. Mit skema er nok det letteste nogensinde. Jeg er i skole otte timer om ugen. Otte. Det er lidt svært at tage det hele seriøst, når det kræver så lidt. Men så kommer der jo også lektier. Læsning. Essays. Så bliver det hele lidt presset. Så er vi der. hvor man skal være, som universitetsstuderende. Jeg har, udover mit obligatoriske politik-fag (som handler om global lighed og ulighed), spansk (på højniveau, men lad os nu se. Er det ikke altid det samme?) og filosofi, som handler om erkendelsesteori. Vi har en meget engageret italiensk forelæser, hvis accent er liiiidt svær at forstå til tider. Så det skal nok blive sjovt. Jeg savnede filosofi sidste semester, og min sidste chance for at tage fag udenfor min uddannelse er nu, da 3. og 4. år i Skotland er de år, hvor vi ligesom 'specialiserer' os indenfor vores hovedfag, og ikke længere kan tage alverdens andre fag. Så slut med filosofi, spansk, antropologi og hvad jeg nu ellers har taget i løbet af min snart 2 årige universitetskarriere. Så selvfølgelig skulle jeg have filosofi. Og det var det hele. 8 timer om ugen.

Og til de, der spørger. For det er der mange, der har gjort. Nej. Jeg fortryder ikke min beslutning om at forkorte mit udvekslingsophold. Overhovedet ikke. Da vi var i Københavns lufthavn i januar og jeg så afgangen for det fly til Toronto, jeg skulle have været på, for at komme tilbage til Memphis, mærkede jeg lettelse og en lille skylle af glæde. Det var den helt rigtige beslutning. Da jeg for et par uger siden fandt ud af, at Lufthansa har refunderet halvdelen af den returbillet, jeg havde købt (for jeg troede jo, at jeg skulle bruge en retur til Memphis), føltes det bare endnu mere rigtigt. Selvfølgelig savner jeg min skole i Memphis. Men det er intet imod, hvor meget jeg savnede Skotland, da jeg var derovre. Og nu hvor jeg har gode venner, er der jo intet der kan stoppe mig i, at tage tilbage på besøg.

Jeg er lykkelig for at være tilbage et sted, hvor jeg kan gå ind til byen en fredag aften for at ses med mine venner. Jeg er lykkelig for selv at kunne handle ind uden at være afhængig af, at der er en, der skal køre mig og dedikere tid til det. At bo 10 minutter fra stranden kan altså ikke toppes. Det har jeg savnet.

Selvfølgelig er alt ikke helt som før. Vi bor ikke længere i den kollegielandsby, der bragte de fleste af os sammen. Hvis jeg vil se mine venner, skal vi alle gøre en indsats for, at det kommer til at ske. Så der er nogen, jeg ikke får set så meget. Men sådan finder man vel også ud af, hvem ens sande venner er, ikke? Jeg bor godt nok stadig på kollegie (var meget heldig at finde et værelse!), men det er jeg vist den eneste af os 2. års-elever, der gør. Billederne viser min udsigt fra mit værelse, udsigt til King's College og vores berømte bibliotek. Så bliver det altså ikke meget bedre. Meget har ændret sig siden første år. Men det er nu også helt okay. Jeg er tilfreds. Og så glad for at være tilbage!

Chapters open, chapters close

Mit 3. semester er ovre. Mit udvekslingssemester er slut. Om få timer tager jeg flyet til Chicago, og siger farvel til Memphis. Det har været en rutsjebane. Endnu engang er det tilbage til Danmark efter et af mine eventyr. Det har ikke været nemt. Jeg er efterhåndet vænnet til næsten at være flere steder på en gang og jeg troede egentlig jeg var ved at være 'rutineret', men nemmere bliver det altså ikke. Det må jeg vist se i øjnene. Kan man overhovedet vænne sig til at flytte sig hver 3. måned eller hvert halve år? Som jeg beskrev det i dette indlæg, var der ingen nervøsitet da jeg tog afsted mod Tennessee og den kom heller aldrig. På den måde er jeg rutineret. Men tilknytningen? Den vil altid være der. Og det har jeg accepteret. Vi er jo kun mennesker. Hvor trist ville det ikke også være, hvis jeg uden besvær kunne forlade de rammer, som har været mit hjem?

Det er fandme svært at flytte sig fra sted til sted. Imens jeg har været her, har jeg følt et umådeligt sundt savn til Aberdeen. Savn er vel altid sundt, er der nogen der siger. Det kan godt være det er sundt, men det er ikke sjovt at savne noget, du ved du aldrig nogensinde får igen. Lukkede kapitler kan umulige være sunde at savne. Det er overstået. Det har været utrolig rart at savne noget, jeg ved, jeg skal tilbage til. Faktisk lige om lidt. For dem, hvis næse det er gået forbi, så tager jeg hjem nu. Hjem til Europa. Midt i semesteret besluttede jeg mig for kun at blive her et semester, og selvom jeg ved det er det rigtige for mig, så er det alligevel lidt trist. Tilknytningen slipper jeg jo ikke for. Selvom det har været svært, har det her jo været mit hjem de sidste fire måneder. Jeg har levet sammen med de her mennesker, der før var fremmede, og nu er venner, i de sidste fire måneder.

Jeg har været i Tennessee, Arkansas, Missouri og Illinois. Jeg nåede ikke til Texas, men det er helt okay. Da jeg havde chancen, tog jeg den ikke. Det må vist være menningen så. Men jeg har oplevet så meget andet. Jeg har følt den ægte amerikanske skoleånd. Spist s'mores, BBQ i massevis, oplevet Thanksgiving i Chicago og Halloween på et ægte amerikansk campus med alt hvad der hører med. Jeg har boet på måske verdens smukkeste campus, som billederne ovenfor så fint bekræfter. Jeg har fået venner, jeg gerne vil beholde for resten af livet. Jeg har haft nok verdens bedste roomate. Antallet af gange vi har været oppe den halve nat for at vende verdenssituationen kan ikke tælles på to hænder. Selvom jeg, indrømmet, mest har hængt ud med mit internationale slæng, så er der også et par amerikanere, der har gjort indtryk på mig. Det sker ellers ikke så tit. Det akademiske miljø har været ovenud fantastisk, og jeg har haft de bedste lærere i verden, uden tvivl. Etnocentrismen viser sit ansigt hver evig eneste dag, men det er også noget af det, der har gjort mit ophold her så lærerigt. At studere i en by som Memphis, hvor segregation, fattidom og racisme er hverdagskost for et alt for stor procentdel af indbyggerne, har i den grad fået mig gjort opmærksom på hvor mange problemer USA, og i særdeleshed sydstaterne, egentlig kæmper med. Det var ikke før, at jeg så det med mine egne øjne, at jeg indså hvor galt det står til. Det var ikke før, jeg hørte mine egne klassekammerater og venner tale højt om den diskrimination, de oplever hver eneste dag - på vores eget campus - at det gik op for mig, hvorfor Black Lives Matter er vigtigt. Hvorfor vi blev nødt til at demonstrere imod det, der skete på University of Missouri. Det virker mærkværdigt at nævne de her problemstillinger, når folk spørger mig, hvad der har gjort mest indtryk på mig igennem min tid her. Men det er sandheden. Som min canadiske professor fortalte os, da hun gav os hendes syn på, hvorfor hun godt kan lide Memphis. Fordi det er umuligt at ignorere alt det, der er galt.

Jeg vil komme til at savne det her sted. Tak Memphis. Tak for gode minder, gode diskussioner og vigtigst af alt, gode venner.

Today marks the end of my 3rd semester at college. My exchange semester is over, and in a few hours, I'll be on a plane back to Europe. These past four months have been a rollercoaster without equal. Once again, I am about to go back to Denmark after one of my adventures. It hasn't been easy. When is it ever? You get used to moving around, eventually. You get used to being in more than one place at a time. At least that's what it feels like sometimes. I was sure I had reached the point where I'd be experienced enough to do this without losing my cool. But even I have to admit that it doesn't get any easier. It might never. Is there a way to get yourself used to moving around every 3th month or every half year? I'm pretty good at keeping a sense of belonging, but when all this is over, I've had 23 flights this year. Twenty three. And this year hasn't even been that cracy. As I wrote in this post, there wasn't the tiniest bit of anxiety or nervousness to be felt when I left for Tennessee. And it never came. In this sense, I am 'experienced' and I've done it before. Too many times sometimes. However, the attachment is a different game. I don't think that'll ever go away, and I think I have made my peace with that. I am only human, after all, right? Let's face it, it would be pretty sad if we could stay in a place for a longer period of time and not feel any sad feelings once it's time to leave it, right? 

I have to say it. It's difficult moving around constantly. While I've been here, I've missed Aberdeen. Personally, I think it's healthy to be away from something and subsequently realizing how much you love it. Especially when it's a place you can go back to. Missing my 2nd home has been nice, because I'll be back there in less than a month. But the attachment still snuck up on me. Even though I want to leave, I can't help feel a little twinge of sadness. Just because it's over. Just because the reality, that been my reality for the past four months, is going to shatter tomorrow when I get on my first plane. For those of you who are still unaware, I'm not coming back here next semester. Halfway through this past semester I decided to cut it short and return to Scotland next year. I have no doubts about whether or not it really was the right thing to do, because I know it is the right thing to do. But attachment is still a bitch. I've been living here for the past four months. These people, the majority being people with whom I will most likely ever cross paths again, have become my friends. We met as strangers and part as friends. 

While I've been here, I've visited Arkansas, Missouri and Illinois. And Tennessee, of course. I never made it to Texas, but that's okay. When I had the chance, I didn't take it. So I think everything turned out how it was supposed to. I've done so many other things. I've experienced the American college spirit. I've eaten lots of s'mores, stuffed myself with delicious Southern BBQ, I've celebrated Thanksgiving in Chicago and Halloween on a college campus with everything it entails. I've been living on what is probably the most beautiful campus on earth. What more could you ask for? I've gotten to know a lot of wonderful people, some of whom turned into friendships I want to preserve for the rest of my life. I've had the best roommate in the entire world. Ah, the number of times we've stayed up late discussing everything from ethnocentrism, inequality, travelling.. Even though I've mostly been hanging with my international crew (guilty as charged), I have managed to find a few American friends, some of which have made a lasting impression on me. A rare case, I should mention. 
The academic environment at Rhodes has been amazing and I've had some of the best teachers I've ever had the pleasure of meeting. The ethnocentrism is ever-present, but, believe or not, this is one of things that has made my stay here so interesting. Studying in a city like Memphis, where segregation, poverty, inequality and racism are everyday occurrences for a way too large percentile of the population, has made me realize how many problems the US, and the South in particular, is actually facing. I had to see and hear it from my own friends and classmates, before it clicked. It wasn't before I heard the people, people that I see every day, talk about these problems, that I realized why Black Lives Matter is important. I realized why action needs to be taken against what happened at Mizzou. It seems strangely odd to list these things when people ask me what has impacted me the most during my time here. But that's the truth. As my Canadian Political Science-professor said, when she told us why she liked living in Memphis. It's impossible to ignore the problems. 

With that, I'll end this. Thank you, Memphis. Thank you for some amazing memories, some good food for thought and some good people I'd like to keep in my life forever. Another chapter comes to an end.

Abroad from abroad

Eventyret er i gang, jeg er en Lynx nu (deres maskot og derved det, vi alle sammen hedder når vi repræsenterer Rhodes) orienteringen er i fuld gang og døgnet har ikke nok timer. Jeg får deja vú til rusugen sidste år i Aberdeen hvert 10. sekund. Skemaet er fuldt. Og den rigtige rusuge er ikke engang startet endnu. I lørdags startede vores internationale orientering, og siden da har jeg været sammen med de andre 4 udvekslingsstudenter og 17 andre internationale studerende, der skal til at påbegynde deres 1. år. Dagene har været pakket med alt det, der bliver nyttigt for os når først timerne begynder og collegelivet går i gang for alvor. Briefings om alt lige fra campus sikkerhed til deres writing center, hvor man kan få hjælp med opgaverne som jeg forventer vil hobe sig op, så snart jeg træder ind i klasseværelset. Vi har været på bådcruise på Mississippi-floden og lært lidt om Memphis' historie. Vi har haft besøg af en højt respekteret FBI agent, der fortalte os lidt om sikkerhed i Memphis (og som også fortalte, at han desværre ikke havde haft fornøjelsen af at møde præsident Obama endnu..). Jeg har skrevet en stor bunke emails til professorer, hvis fag jeg gerne vil tage. Jeg har købt mine bøger, været på shoppeture til Target med de andre for at købe alle nødvendighederne til et dorm room.

Rhodes College er en stærk konkurrent til Aberdeen hvad angår pænhed. Rhodes er smuk. Bygningerne er magiske. De ligner alle sammen hinanden, men det er en del af skønheden. Det er gotik i den absolut smukkeste form. Campus indeholder alt, hvad vi nogensinde kan få brug for: spisehal med et hav af forskellige retter, svømmepøl, fitness center, kæmpe bibliotek, boghandel, atletikbane, eget posthus og alle vores venner, næsten lige ved døren. Alt sammen til fri afbenyttelse. Hente en pakke eller sende et postkort? 2 minutter fra min dør. Et hurtigt dyk i poolen i solskinnet? 3 minutter. Morgenmad, som jeg ikke engang selv skal lave? 4 minutter. Det er vores egen lille, sikre verden.

Imorgen torsdag flytter alle de nye førsteårs studerende ind, og jeg forestiller mig allerede nu, at det bliver kaos. Præcis ligesom i film. Men det betyder nye mennesker og nye venner. Jeg glæder mig.

ENGLISH I'm a Lynx now! I've been in Memphis since Saturday now, and everything continues to be new and exciting. 2nd year of university, and in a different country! Studying abroad from my home abroad. If I was still in Aberdeen, first week/orientation week would smooth sailing. But once again, I'm starting from scratch, and several times I take myself getting deja vú to last years Fresher's Week back in Aberdeen. There's stuff to do every single second, places to be and people to meet. It's exactly the same as last year, and the real Fresher's Week hasn't even started - the new freshmen don't move in until tomorrow. So, for the past 5 days, I've been with the new international students (exchange students, Teaching Assistent's and new freshmen from all over the world). We've been through a ton of info sessions with all the stuff that'll come in handy once classes start. One thing that I love about Rhodes is all the different stuff we have available on campus (paid for through the tuition); there's a writing center, ESL-service, a huge library with a media center, fully staffed dining hall, a swimming pool, a fitness center, post office, an outdoor track, free laundry, a bookstore (with Rhodes merchandise - very important!).. basically, all the stuff you could ever need as a student. It's amazing. Send or receive a package? 2 minutes from my doorstep. A quick dip in the pool? Three minutes. Breakfast cooked for me in the dining hall with my friends? Refectory's 4 minutes away. It's like living in a bubble where you pay for people to do the work for you. I guess that's what college's about, isn't it?

So yeah, so far I've been with the international kids and our international orientation is coming to an end tomorrow when the new freshmen move in (it's going to be insane!). It's been really nice getting to know the campus and some of its people before everybody else gets here tomorrow. We've been briefed about academic life, Greek life (sororities, fraternities and all that shit), campus safety, we've had an FBI agent visit us to talk to us about safety in the Memphis area, we went on a cruise on the Mississippi and learned a bit about Memphis history in the process, we've been trying out different Memphis foods on different restaurants around the city and the list goes on. The schedule has been absolutely packed so far.

Rhodes' campus is beautiful. A very worthy competitor to the beautiful scenery we have back at Aberdeen. Both places are like Hogwarts in their own way. Both places are magical.

Land of the Free and the Home of the Brave

Denne her blog var oprindeligt for at give min familie og mine venner et indblik i mit 'nye' liv, da jeg for første gang tog afsted mod USA tilbage i august 2013. To år er gået, og meget har ændret sig siden da. Det var faktisk lige præcis to år siden i går, at jeg fløj mod New York City dengang. Der er løbet meget vand under broen, som nogen ville sige. Som de opmærksomme og trofaste læsere/min familie nok ved, holdte jeg kun 70 dage i Texas dengang - noget, som jeg egentlig nok allerede godt vidste taget omstændighederne i betragtning. Min store drøm var jo ikke at tage til USA for at være au pair, som så mange jo sirligt påpegede, da jeg entusiastisk delte nyheden dengang. Nej, det har altid været et andet lys der brændte og det har den store portion amerikanske college-film, jeg har slugt gennem tiderne, ikke været med til at slukke. Det har kun gjort det stærkere. Min drøm har jo nemlig altid været at tage til USA for at læse, og nu er muligheden her. Nu tager jeg endelig afsted for at opfylde min drøm, jeg får endelig mulighed for at se, om det er alt hvad jeg drømmer om, og denne her gang bliver det ikke under andres betingelser - det bliver på mine egne vilkår - og hvis I spørger mig, så er det præcis sådan, det skal være.

For dem af jer, der ikke har helt styr på detajlerne endnu, så kan jeg fortælle jer, at jeg skal studere to semestre på Rhodes College i Memphis, Tennessee. Jeg vil vove at påstå at jeg efterhånden ikke mere er fremmed til hele oplevelsen med at 'starte op' et nyt sted, hvor jeg ikke kender andre end mig selv; jeg har jo rejst og resideret lidt forskellige steder i verden, men udvekslingsstudent, det har jeg alligevel aldrig været. Men nu skal det være. Og det er egentlig dejligt at have lidt rutine i det, for jeg husker stadig tydeligt hvor nervøs jeg har været mange af de første gange, hvor jeg skulle til et nyt sted uden at kende en sjæl og samtidigt skabe mig tilværelse. Hvad end det har været kortvarigt eller i en længere periode. Men man når et punkt, hvor det nye og uvante føles hjemligt og rart, og hvor følelserne ikke længere sidder uden på tøjet.

Jeg sidder pt. i Københavns lufthavn, og venter på et fly til Ft. Lauderdale i Florida, hvor jeg, efter en forhåbentlig smooth immigrationsprocess, skal flyve videre til Memphis i morgen tidligt. Evie, en vældig sød pige fra Manchester, som er en af mine venner fra mit uni, skal også på Rhodes og vi skal bo på hotel imorgen aften indtil lørdag morgen, hvor et par flinke folk fra Rhodes kommer og henter os. Og så går det hele løs. Udflugten til Target lige når vi er ankommet er et stort højdepunkt!

Under alle omstændigheder, så glæder jeg mig enormt mig til at komme tilbage til USA. Selvom min tid derovre endte brat og uventet for at sige det mildt, så havde det absolut ingenting at gøre med hverken landet eller staten. Der er ingen tvivl om, at jeg skal tilbage til Texas. Og jeg tror også, at Tennessee kommer til at falde i min smag. Det skal nok blive fantastisk. Udfordrende på det akademiske plan og det personlige plan, men fantastisk. Det bliver vildt, uforudsigeligt, hårdt, og vigtigst af alt, worth all the trouble.

Jeg kan mærke den spændte følelse; den der fortæller mig, at jeg er klar til det her, og det er den samme, jeg sad med, dengang jeg var på vej mod det ukendte for to år siden. Og alle de andre gange, jeg har trådt ombord på et fly, der skulle tage mig et helt nyt sted hen. Det endte ikke helt som forventet, dengang i Texas, men det ændrer ikke på, at jeg har lyst til at prøve det hele igen. 

ENGLISH As some of you might know, a burgundy passport was created back in 2013. In April, if I'm correct. I remember this due to the fact that I matched with my host family back then. That's when I knew for sure that I was on my way to the States. As an au pair, granted, but I was still going. Which brings me to the original purpose of this blog. Initially, it was supposed to my American diary, the place where I'd share all my adventures from across the Atlantic. And granted, it kept this purpose, but not for long, because what I thought was going to be a year was cut short to just 70 days. Being an au pair was as far from what I wanted as humanly possible and I knew that from the very beginning, so I ended up going home and my American dream was crushed. Or, to be fair, I never actually got to live out my dream. I got to smell it and see other people live it, and that's exactly why I liked our local library - it was a part of the local college. So maybe you've guessed it now? 

Yes, my big dream has always been to studying the US. Cringy and corny, I know. But finally, that's what I'm going to do. On my own terms this time. My visa is not tied to an employer this time; it's tied to myself and my commitment to my studies. Which is just how I like it. So, my blog will now be what I always wanted it to be, at least for the next couple of months: a place where I document my adventures, the ups and downs that college life will inevitably throw at me and where I'll share my memories, thoughts and words on this crazy experience that lies ahead.

For those of you still unaware of the plan, I'll give you an update: I'm off to study two semesters at Rhodes College in Memphis, Tennessee (will go home for Christmas to celebrate with my family and Chris'll come to Denmark, finally, hehe!). I'll be rambling about my classes and schedule and all when it's settled, but already now I know that there are three specific courses I have to have in order to progress into 3rd year upon my return in Aberdeen. It's gonna be some Modern Ideologies, International Relations Theory and International Political Economy. Besides that, anything goes, which is also making me really excited. Academically speaking, this year is going to challenge me, but also prepare me for Honours back in Scotland. Hopefully. Let's see.  
As far as the whole 'new-place-new-people'-experience goes, I'll dare to say that I'm kinda used to it all by now. This is far from the first time I have to do this, and I have to admit it's incredibly relieving and relaxing that I no longer feel nervous by the thought of a whole new beginning, and new people I have to turn into friends. The perks of being an experienced traveler, right? This doesn't mean I don't feel the excitement that follows - it just means I'm calm. Not afraid. I know it's gonna be okay no matter what happens. Eventually, you reach a point where the unknown somehow becomes familiar, where you find comfort in new places and you can feel at home wherever you are. 

As of right now, I'm sitting in Copenhagen Airport, waiting to board my flight to Fort Lauderdale, Florida. After a couple hours waiting and me making my smooth way through custom and immigration, I'll fly to Atlanta and then finally arrive in Memphis tomorrow morning local time. Upon arrival, my roomate from Rhodes is going to pick me up (overly excited to meet her as well!) and we're gonna drive to my friend Evie's hotel. Evie is a friend from Aberdeen and she's gonna be at Rhodes for the next year as well. So, to be fair, I'd be lying if I said there's not gonna be any familiar faces in the crowd. This is actually a first. I've always done these things alone. So many firsts here, huh? Anyways, after a good night sleep and a shower to beat the jetlag, nice people from Rhodes are picking us up Saturday morning and then it all begins. International Student Orientation, a Fresher's Week for us foreigners, will last 6 days and then the new 1st year students will move in next Thursday. Which means another Fresher's Week. Good luck me. I had so much during Fresher's Week last year in Aberdeen, but it was exhausting. Pray for me.

I'm not gonna lie, this year has changed my dreams and my priorities, but saying no the opportunity I've been waiting for for what feels like my entire life would be a disgrace to the travelling soul I used to be.. and the adventurous soul I continue to be to this very moment. Due to the way my last stay in the States ended, I have to underline that this had nothing to do with the country nor Texas as a state. Quite on the contrary, Texas was amazing and I absolutely have to go back there before I go back to Europe. No doubt about that. But this year is going to be tough. It is. However, it means the world to me that I have people close to me who only want the best for me and supports me in this even though I know it's tough on them as well. They're really the people making all of this possible. 
It's not easy being head over heels in love with someone who's on the other side of the world, but you know what they say. Absence makes the heart grow fonder. 

In-between

Skriverier herinde har der ikke været meget af, siden jeg kom hjem fra Sydøstasien. Og det var jo helt tilbage i april. Siden da har jeg været oppe til 4 eksamener, bestået dem alle sammen ovenikøbet (med to A's! Er vanvittig stolt! Kald mig bare filospansker), afsluttet første universitetsår, pakket mit værelse sammen (S6 Adam Smith forevigt!), sagt på gensyn til alt for mange mennesker og endelig, så kom jeg tilbage til Danmark igen i starten af juni. Og så var jeg også lige et smut i Polen, hvor Auschwitz blandt andet blev besøgt. Det er stadig ikke helt holdt op med at hjemsøge mig, for at være helt ærlig. Mange indtryk på relativt kort tid.

Og nu har jeg så lige været i København. Et besøg på den amerikanske ambassade er jo nødvendigt, når jeg nu vil til at begive mig til USA igen. Vi er jo så glade for bureaukrati. Mit visum er blevet godkendt. Det var næsten endnu nemmere end den gang, da jeg skulle til Texas, selvom jeg nok var endnu mere førgodkendt dengang, end jeg var denne her gang. Jeg snakkede med en utrolig sød mand, der endda var fra Memphis. En anden delstats Memphis, men sjovt ikke desto mindre. Vi snakkede frem og tilbage, snakkede lidt spansk, han fik mig til at love at jeg ikke ville arbejde, da jeg åbenbart var dømt mistænksom efter at have taget mit Social Security Number med på ambassaden. Tænkte at man jo lige så godt kan give dem så meget grund til godkendelse som muligt, ikke? "Altså, jeg blev godkendt af din kollega dengang.."

Så nu, ja, nu er der sommerferie. Og bureaukrati. Stat og offentlige ydelser er vi alle afhængige af. Og jeg vidste fandme ikke, hvor svært det ville være at læse i udlandet, og så stadig forsøge at beholde forbindelserne til Danmark ved lige. Sygesikring, adresse og alt det der, hvor jeg egentlig falder udenfor kategorien. Især nu, hvor jeg skal til et tredje land på udveksling. Kryds fingre for, at det hele går i orden på et eller andet tidspunkt. Jeg kunne heller ikke stemme til valget, ikke at det er noget jeg har vanvittigt meget imod - jeg ville helt ærligt bare stemme blankt. At DF ville være de helt store vindere, det var der vist ikke mange der havde regnet med. Det ville min stemme nok ikke have rokket vildt meget på.

Jeg føler mig sådan lidt inbetween things. Teknisk set snyder jeg systemet ved at sige, at jeg stadig bor i udlandet, for ligenu er den eneste residens jeg teknisk set har, located i Danmark. Men jeg er tilmeldt en uddannelsesinstitution i Skotland. Og den næste adresse, jeg får, bliver i Tennessee. Jeg kunne ikke stemme igår, og jeg kunne heller ikke stemme da der var general election i Storbritannien. Jeg har lige betalt en måneds SU tilbage til styrelsen (hvilket er en meget pæn slat penge alligevel, synes jeg nu), da noget, der ikke betyder spor i Skotlands uddannnelsessystem og ikke har været en afbrydelse af min uddannelse, bliver set som et kæmpe hul i mit uddannelsesforløb herhjemme. Det er sgu' da lidt svært at finde ud af. Men det er sådan, jeg har valgt det. Jeg har jo selv valgt det. Det er en stor mundfuld, især her hvor jeg også har tusind ting at udfylde til USA. Det er et gedemarked. Hvad man ikke gør for sine drømme.

Så er det godt, at Orange Is The New Black eksisterer. Bagsiden er, at jeg allerede har slugt 12 afsnit af den nye sæson, der udkom i fredags, der kun indeholder 13 afsnit. Wish me luck.

I'd be exaggerating if I said I’d been particularly active with my blog since I returned from Southeast Asia in April. I always find it easy to blog while I’m actually on the move, there always seems to be stuff worth writing about due to the continuance of new impressions, new people, new smells and all sorts of stuff. However, to update all of you on my current life status: since I got back, I’ve finished all my 2nd semester exams (of which I had 4), I’ve passed them all (with two A’s!), I’ve wrapped up my first year in the wonderful sphere we call university, I’ve said my ‘see you soon’s to all the people I’m already missing dearly and then, finally, I got back to Denmark in early June. Then I was off to Poland for a couple of days where my mom and I amongst other attractions visited Auschwitz-Birkenau. An experience that was equally power and equally horrifying. It haunted me the following me days, that goes without saying. A lot of impressions over the course of a couple of weeks.

And now, I’ve just returned after a short stay in Copenhagen. With my departure to the US fast approaching, paying the US embassy a visit was inevitable, so I had my appointment on Monday. My interview was even better than the one I had when I went to Texas in 2013. I talked to the most American and kindest man I’ve ever met, and the fun fact is that he’s also from Memphis! Different state, but still! He asked me why I left the country before time back then and when I told him I’d subsequently gone to South America, he started to converse in Spanish. Sure, why not?

My visa got approved and now the waiting game begins. I’d like everybody to pray that I get my passport back in time to go to England in July, please?

While I wait, I have a lot of other stuff to do. Mostly bureaucratic stuff. We all love that. The Danish system craves bureaucracy. And the American one for that matter. I had no idea how hard it would be for me to maintain my Danish citizenship while living in the UK and now jet off to the US as an exchange student from a British university. Newsflash Sofie: it’s pretty hard. Having a (free) health insurance in two different countries is not a piece of cake. Having an address in two different countries is not easy either. All this turned out pretty messy when I had to register my entry back to this country and as a result, I wasn’t allowed to vote in the election yesterday. I couldn’t vote in the British one either. So much for democracy, huh?

So yes, a sense of being in-between everything is a pretty valid description of how I feel right now. Technically, I am cheating the system by pretending I am still living abroad. The only address I have right now is located in Denmark, but I’m enrolled in an institution abroad. The next address I’ll have will be in Tennessee. I’ve had to repay one month’s worth of the student grant I get from the Danish government (which seems like a lot of money when that’s your only source of income) due to the fact that any sort of change in your general course of education or a change of degree is considered an interruption in Denmark (that deserves to be punished!). It didn’t have any effect when I did it in Scotland. Differences. Well. Ain’t nothing to do ‘bout it now’. I chose it. All this is my choice. A million forms to fill out. But if that’s what I have to do to live out my dreams, that’s what I’ll do.