Den skotske andedam

Så er hun tilbage i det britiske. Jeg har faktisk været her i godt en måned. Heroppe i det nordlige Skotland. Her er koldt, vådt og vinteren er over os. Men i det mindste har vi ikke sne, som jeg kan se at det har været tilfældet i de forenede Stater og Danmark på det seneste. Så jeg kan ikke klage! Jeg ankom, sammen med Chris, fra København til Edinburgh mandag eftermiddag d. 11. januar, og snart var vi på et tog med kurs mod Aberdeen. Vi var fremme på lige godt to en halv time. Og så var jeg tilbage!

De første fire ugers undervisning er ovre. Faktisk har vi kun 11 i alt. Det er afsindig kort. Jeg har kun tre fag, grundet at det ene er dobbelt credits. Mit skema er nok det letteste nogensinde. Jeg er i skole otte timer om ugen. Otte. Det er lidt svært at tage det hele seriøst, når det kræver så lidt. Men så kommer der jo også lektier. Læsning. Essays. Så bliver det hele lidt presset. Så er vi der. hvor man skal være, som universitetsstuderende. Jeg har, udover mit obligatoriske politik-fag (som handler om global lighed og ulighed), spansk (på højniveau, men lad os nu se. Er det ikke altid det samme?) og filosofi, som handler om erkendelsesteori. Vi har en meget engageret italiensk forelæser, hvis accent er liiiidt svær at forstå til tider. Så det skal nok blive sjovt. Jeg savnede filosofi sidste semester, og min sidste chance for at tage fag udenfor min uddannelse er nu, da 3. og 4. år i Skotland er de år, hvor vi ligesom 'specialiserer' os indenfor vores hovedfag, og ikke længere kan tage alverdens andre fag. Så slut med filosofi, spansk, antropologi og hvad jeg nu ellers har taget i løbet af min snart 2 årige universitetskarriere. Så selvfølgelig skulle jeg have filosofi. Og det var det hele. 8 timer om ugen.

Og til de, der spørger. For det er der mange, der har gjort. Nej. Jeg fortryder ikke min beslutning om at forkorte mit udvekslingsophold. Overhovedet ikke. Da vi var i Københavns lufthavn i januar og jeg så afgangen for det fly til Toronto, jeg skulle have været på, for at komme tilbage til Memphis, mærkede jeg lettelse og en lille skylle af glæde. Det var den helt rigtige beslutning. Da jeg for et par uger siden fandt ud af, at Lufthansa har refunderet halvdelen af den returbillet, jeg havde købt (for jeg troede jo, at jeg skulle bruge en retur til Memphis), føltes det bare endnu mere rigtigt. Selvfølgelig savner jeg min skole i Memphis. Men det er intet imod, hvor meget jeg savnede Skotland, da jeg var derovre. Og nu hvor jeg har gode venner, er der jo intet der kan stoppe mig i, at tage tilbage på besøg.

Jeg er lykkelig for at være tilbage et sted, hvor jeg kan gå ind til byen en fredag aften for at ses med mine venner. Jeg er lykkelig for selv at kunne handle ind uden at være afhængig af, at der er en, der skal køre mig og dedikere tid til det. At bo 10 minutter fra stranden kan altså ikke toppes. Det har jeg savnet.

Selvfølgelig er alt ikke helt som før. Vi bor ikke længere i den kollegielandsby, der bragte de fleste af os sammen. Hvis jeg vil se mine venner, skal vi alle gøre en indsats for, at det kommer til at ske. Så der er nogen, jeg ikke får set så meget. Men sådan finder man vel også ud af, hvem ens sande venner er, ikke? Jeg bor godt nok stadig på kollegie (var meget heldig at finde et værelse!), men det er jeg vist den eneste af os 2. års-elever, der gør. Billederne viser min udsigt fra mit værelse, udsigt til King's College og vores berømte bibliotek. Så bliver det altså ikke meget bedre. Meget har ændret sig siden første år. Men det er nu også helt okay. Jeg er tilfreds. Og så glad for at være tilbage!