Den skotske andedam

Så er hun tilbage i det britiske. Jeg har faktisk været her i godt en måned. Heroppe i det nordlige Skotland. Her er koldt, vådt og vinteren er over os. Men i det mindste har vi ikke sne, som jeg kan se at det har været tilfældet i de forenede Stater og Danmark på det seneste. Så jeg kan ikke klage! Jeg ankom, sammen med Chris, fra København til Edinburgh mandag eftermiddag d. 11. januar, og snart var vi på et tog med kurs mod Aberdeen. Vi var fremme på lige godt to en halv time. Og så var jeg tilbage!

De første fire ugers undervisning er ovre. Faktisk har vi kun 11 i alt. Det er afsindig kort. Jeg har kun tre fag, grundet at det ene er dobbelt credits. Mit skema er nok det letteste nogensinde. Jeg er i skole otte timer om ugen. Otte. Det er lidt svært at tage det hele seriøst, når det kræver så lidt. Men så kommer der jo også lektier. Læsning. Essays. Så bliver det hele lidt presset. Så er vi der. hvor man skal være, som universitetsstuderende. Jeg har, udover mit obligatoriske politik-fag (som handler om global lighed og ulighed), spansk (på højniveau, men lad os nu se. Er det ikke altid det samme?) og filosofi, som handler om erkendelsesteori. Vi har en meget engageret italiensk forelæser, hvis accent er liiiidt svær at forstå til tider. Så det skal nok blive sjovt. Jeg savnede filosofi sidste semester, og min sidste chance for at tage fag udenfor min uddannelse er nu, da 3. og 4. år i Skotland er de år, hvor vi ligesom 'specialiserer' os indenfor vores hovedfag, og ikke længere kan tage alverdens andre fag. Så slut med filosofi, spansk, antropologi og hvad jeg nu ellers har taget i løbet af min snart 2 årige universitetskarriere. Så selvfølgelig skulle jeg have filosofi. Og det var det hele. 8 timer om ugen.

Og til de, der spørger. For det er der mange, der har gjort. Nej. Jeg fortryder ikke min beslutning om at forkorte mit udvekslingsophold. Overhovedet ikke. Da vi var i Københavns lufthavn i januar og jeg så afgangen for det fly til Toronto, jeg skulle have været på, for at komme tilbage til Memphis, mærkede jeg lettelse og en lille skylle af glæde. Det var den helt rigtige beslutning. Da jeg for et par uger siden fandt ud af, at Lufthansa har refunderet halvdelen af den returbillet, jeg havde købt (for jeg troede jo, at jeg skulle bruge en retur til Memphis), føltes det bare endnu mere rigtigt. Selvfølgelig savner jeg min skole i Memphis. Men det er intet imod, hvor meget jeg savnede Skotland, da jeg var derovre. Og nu hvor jeg har gode venner, er der jo intet der kan stoppe mig i, at tage tilbage på besøg.

Jeg er lykkelig for at være tilbage et sted, hvor jeg kan gå ind til byen en fredag aften for at ses med mine venner. Jeg er lykkelig for selv at kunne handle ind uden at være afhængig af, at der er en, der skal køre mig og dedikere tid til det. At bo 10 minutter fra stranden kan altså ikke toppes. Det har jeg savnet.

Selvfølgelig er alt ikke helt som før. Vi bor ikke længere i den kollegielandsby, der bragte de fleste af os sammen. Hvis jeg vil se mine venner, skal vi alle gøre en indsats for, at det kommer til at ske. Så der er nogen, jeg ikke får set så meget. Men sådan finder man vel også ud af, hvem ens sande venner er, ikke? Jeg bor godt nok stadig på kollegie (var meget heldig at finde et værelse!), men det er jeg vist den eneste af os 2. års-elever, der gør. Billederne viser min udsigt fra mit værelse, udsigt til King's College og vores berømte bibliotek. Så bliver det altså ikke meget bedre. Meget har ændret sig siden første år. Men det er nu også helt okay. Jeg er tilfreds. Og så glad for at være tilbage!

Happiness is when the daily grind does not to bear a negative connotation

Home sweet home

Med studiestarten for et par uger siden tænkte jeg, at jeg lige ville lave en lille status her inden hele essay/afleveringsræset går i gang igen igen. Jeg kom tilbage til Skotland for godt en måned siden, og siden da har jeg været utrolig produktiv taget i betragtning af, at vi først lige er begyndt. Jeg har skrevet, finpudset og afleveret min ansøgning om at komme til Nordamerika på udveksling, en process der tog mere tid, end jeg havde regnet med. Det indebar flere omskrivninger af den personlige del af ansøgningen og det indebar utallige møder med lærere og tutorer. Endelig er det slut. Jeg er også endelig begyndt at arbejde på et nyt projekt sammen med en af mine medstuderende - et projekt, der har været godt en halvanden månedstid undervejes, og som allerede er godt oppe at køre. Det hedder 'Students of Aberdeen University' (https://www.facebook.com/studentsofau), og den har allerede 1300 likes. I bedste Humans of New York-stil interviewer vi folk og bringer deres historie på siden. Jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvordan den kommer til at skride frem efterhånden som vi får flere mennesker involeret og får flere besøgende. Den har allerede generet en interesse, vi ikke havde forventet på så tidligt et stadie. Vi er blevet kontaktet af Aberdeen University Romanian Society, som gerne vil samarbejde med os, og i den forbindelse har vi også den oficielle studenterforening i ryggen. På et mere personligt plan er jeg blevet kontaktet af The Aberdeen Law Project (en organisation drevet af studerende, der assiterer og rådgiver folk, der ikke har råd til at hyre advokater), som gerne vil have mig til at fotografere til deres årlige forelæsning, som i år bliver med Lord Advocate Frank Mulholland. De så billederne på siden og kontaktede os, og igår havde jeg et møde med formændene for projektet - det bliver en formel begivenhed, hvor juramennesker fra hele Skotland dukker op. Jeg glæder mig så meget, og jeg synes det er helt vildt, at vi allerede har nået så bredt. Men det, der er allermest spændende, er nok alligevel vores artikel i universitets skoleavis, The Gaudie (billede nedenunder). Det startede som en skør idé, da vi sad i bussen på vej hjem fra Loch Ness - og se os nu!

 Jeg glædede mig rigtig meget til at starte på et nyt semester, til at få en ny hverdag stablet på benene, Jeg glædede mig til at komme i gang med at svømme igen, og til at komme i gang med de nye fag. Jeg er meget tilfreds med min indsats sidste semester (og da især nu, hvor de fleste af vores eksamensresultater er kommet ud!), hvis man ser sådan helt overordnet på det - men jeg er klar til at arbejde endnu hårdere denne gang. Jeg havde nogle rigtig gode fag sidste semester, men dem, jeg har nu, er næsten endnu bedre Og nu hvor jeg har set, hvor meget arbejde der skal lægges i de forskellige ting, så føler jeg mig langt mere klar til at tage hul på en ny omgang. Jeg kan se omridset af de forskellige faldgruber, og jeg føler jeg kender dem lidt, og kan mærke mig frem til hvad jeg skal gøre, og mest af alt; hvad jeg ikke skal gøre, og hvilke fejl fra sidste år jeg bestemt ikke skal gentage. Jeg har forberedt alt det, jeg overhovedet kan: jeg har brugt tid på at vælge mine timer, så jeg kan sove længe mandag, fortsat har onsdag fri og har tilpas store mellemrum mellem mine timer til, at jeg kan sætte mig hen på biblioteket og arbejde. Jeg har noteredskaberne i orden, og det var måske lidt der, den gik gal sidste semester - det går ikke at skrive i hånden, når der er så meget at skrive!

Nu vi er ved fag-emnet, så kan jeg vel lige nævne de 4 fag, jeg skal hygge mig med de næste par måneder. Den står på endnu et fag i filosofiens tegn, nemlig noget om empiri, viden og virkelighed. Og så skal jeg også, efter næsten to år, får jeg endelig undervisning i spansk igen. Og en af timerne er med en professor fra selve Argentina. Så bliver det ikke bedre. Som en del af min uddannelse skal jeg også hygge mig med noget statskundskab/politologi – sindssygt spændende. Fagbeskrivelsen er noget af det mest stimulerende læsning, jeg har læst i år. Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi antropologi. Troede jeg. Der var lidt knas med det i starten af semesteret, fordi jeg faktisk går glip af 50% af forelæsningerne - men med gode venner, der er villige til at optage forelæsningerne for mig, og med overbærende og hjælpende lærere, så er intet umuiligt og antropologi er vist igen mit yndlingsfag, selvom jeg bliver nødt til at bruge ekstra meget tid på det.

Som I nok kan høre, så er forventningerne for det her semester høje fra min side, og de er allerede blevet indfriet. Der er sket så mange ting i løbet af den sidste måned, at det halve kunne være nok. Det føles som om, at vi er nået til uge 100 allerede, på trods af at vi lige har afsluttet uge 4. Jeg kan mærke allerede nu, at det her semester kommer til at suse min næse forbi en del hurtigere, end jeg gerne vil have. Der er mange ting, der skal gøres, mange beslutninger, der skal tages. Men allervigtigst, så skal det her semester nydes fuldt ud; for hvem ved, måske bliver de næste par år brugt udenfor Skotland?

We're almost halfway through February and my 2nd semester here at Aberdeen University has been running for four weeks now. We're only just in week 4, but with everything that's happened it could might as well be week 100 (Okay, we don't have a week 100, but you get the point. Shit's happening! Everything at the same time, too). Besides studying, swimming and enjoying time with old and new friends, I've started working on a new project with a fellow AU-student, my dear friend Lenka - basically we're posting stories much alá 'Humans of New York' and the page is called Students of Aberdeen University (https://www.facebook.com/studentsofau for those interested!). We already have 1300 likes, and we're picking up at a pretty good pace. We've also been featured in the student newspaper here at Aberdeen University, the Gaudie, where my boyfriend has written a piece on us and where he interviewed me to get some personal opinions and the background for the project.

Before coming back, I was also really excited to get back into the routine of uni and swimming. Even though I'm overall really satisfied with the effort I put into the last semester I know this term is going to be even better; I know how things work and I know what to do and more importantly, I know what not to do. I remember saying to myself (and everybody too for that sake), during the first couple of weeks of the first semester that we just had to get the grip of everything and how it would all come naturally before beginning of the next semester. And thanks to god, I was right. I've tailored my weekly timetable to perfection so I have time to sleep in Monday, I keep having Wednesdays off, I can go straight from class to swimming on Fridays and so on. I've bought a new computer so I don't have to feel like I'm carrying a rock every time I have to carry it around campus and into town. I've decided to focus more on anthropology this semester; It's all about effort, we decided after walking out of the examination room two months ago. It's possible.

Speaking of courses, my overall schedule will resemble that of last semester. I'll be taking a philosophy course on experience, knowledge and reality (very deep shit but I like it a lot so far and my tutorial is the most stimulating class I've ever been in! Very intelligent Irish professor). I'll finally get to actually study Spanish again with what is supposed to be an advanced course. It might be advanced for some of my co-students, but I find myself having studied the things we learn at least twice before. Furthermore I'm taking, as a part of my degree, a political science-course for which I'm utterly excited to get started for realsies! And of course, one more introductory course to the joy that is anthropology. It's about questions of diversity, so of course it's gonna be a hoot (pray for us). It's about gender and kinship and all that stuff. All that jazz. 

Another thing I'm also looking forward to is to finally start engaging myself in the university student newspaper at Aberdeen. I clearly remember a student-run paper being one of pull factors when deciding to study abroad. I've always dreamt of getting some of my work published, and when they announced that they're actively looking for new contributors, I saw my moment to finally do something about what could be a aspiring writer in the making. So let's see if I'll succeed with the first step: finding the time to actually do it.

As you might be able to sense, I'm full of hope for this semester. I am so excited and I can already tell it's gonna fly by way too fast. But it's gonna be amazing. I know that. And even if everything fails, then I know I'll at least be able to keep up with my most profound and simple wish; not experiencing the same feeling of utter hopelessness next time we have to revise anthropology. We can do it.

Oktober og fødselsdagsfilosoferen

Lidt over seks uger er gået, og oktober er snart gået. Det er d. 20. oktober. Tid er et mærkeligt begreb. 44 dage har jeg været her. Det hele er lige begyndt, samtidig med, at det er en evighed siden, at jeg trådte ud af bussen og for første gang så den by, der er mit hjem de næste mange år. Vi er ved at være halvejs i semestret og der er faktisk kun 1,5 måned til, at eksamenerne går i gang og to måneder til, at jeg skal til Danmark for at fejre jul. Tid er noget mærkeligt noget.

Så ja, hvad er der så rent faktisk sket? Har jeg overhovedet noget spændende at fortælle? Mit liv er ved at en stor studentlife-cliché, hvis jeg selv skal sige det. Det er komisk og tragisk. Jeg svømmer, jeg studerer og jeg har engang imellem tid til at have et socialt liv også - hvis er jeg heldig. Det kan opsummeres med meget få ord. Lange biblioteksdage, uendelige litteraturlister, essays i lange baner.. Det er ikke for sjov, når de siger, at et universitetsstudie er fuldtid. Det er mere end fuldtid. Det er en livsstil og et puslespil, der skal gå op. Og jeg ved, at der er rigtig mange her, der ikke synes, at det er umagen værd, for det er svært at få puslespillet til at gå op. Men når jeg får det til at gå op, så er det umagen værd. Uden tvivl.

En onsdag for et par uger siden havde jeg fået nok af at læse, så jeg besluttede mig for at give mig en frieftermiddag. Jeg havde trods alt været til svømning, så lidt havde jeg lavet. Jeg gik mig en tur. På trods af, at jeg har set utallige billeder fra stranden her i Aberdeen og på trods af, at det tager 15 minutter at gå derned, var det første gang, jeg var dernede. Og det skulle jeg godt nok have gjort noget før. Vejen derned er over en gammel, brostensbelagt bro og det sted er et af de mest fredfyldte steder, jeg nogensinde har været. Og jeg bor 2 minutter derfra. Heldig. Det er pusterummet.

Det fik mig til at indse, hvor vigtigt det er for mig at holde en pause en gang imellem. Ikke bare fra at læse, men fra alt hvad der har noget med universitetet at gøre. Jeg elsker alle mine fag, og jeg elsker at være på universitetet, selvom jeg nogle gange er ved at falde i søvn til forelæsningerne.  Jeg elsker de lange aftener, hvor man rigtigt kan fordybe sig. Men et afbræk er vigtigt. Der skal være plads til det hele. Også selvom det betyder, at jeg vil få mindre tid til at skrive det essay, der altid ligger og venter på mig. I starten havde jeg hele dage, hvor jeg ikke lavede andet end at læse, og det holder ikke i længden. Jeg er her ikke kun for at studere. Det er ikke den vigtigste faktor. Jeg har lært, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Og derfor tog jeg mig i dag tid til at bage cupcakes til imorgen, hvor jeg fylder 20 år og imorgen vil jeg holde helt fri. Ikke noget med at skrive essays eller læse.

Min fødselsdag sidste år blev brugt i den internationale lufthavn i Houston. På trods af, at jeg sammenlagt brugte en time sammen med folk, jeg faktisk holdte af, så var det nok til at redde dagen. Jeg fik beskeder fra mine nærmeste, der vidste hvilken dag jeg havde foran mig, og de formåede at opmuntre mig, selvom det var dagen, hvor jeg skulle sige farvel til nogle meget vigtige personer og til et land, jeg virkelig var begyndt at elske. Og selvom jeg ikke har hverken min dejlige familie eller mine allerbedste venner til at fejre mig imorgen, så glæder jeg mig. Jeg elsker at have fødselsdag. Jeg elsker at vågne op til beskeder fra mennesker, der har tænkt på mig. Jeg glæder mig til at dele en cupcake med dem, jeg holder af her i Aberdeen. Jeg glæder mig til at åbne det brev, jeg lige har modtaget fra min bedstefar og den pakke fra min familie, som jeg modtog i sidste uge. Bare det, at de har tænkt på mig - det betyder alverden. Og det betyder alverden for mig, at der er nogle her, der også gerne vil fejre mig. Så imorgen vil jeg stå op, spise morgenmad med en af dem, jeg priser mig heldig over at have mødt og jeg vil tage i skole, som jeg plejer - men imorgen bliver det med et smil, uanset om solen skinner eller ej. Bare fordi. Fordi mine teenageår slutter imorgen og fordi jeg, når jeg træder ind i mit 20. leveår imorgen aften, kan se tilbage på dem med intet mindre end verdens største taknemmelighed og glæde. Sidste år ved denne tid var min dag præget af tårer, hjælpeløshed og afmagt. Jeg kunne kigge tilbage på et fantastisk år, men det, der dominerede mine tanker, var medlidenhed. Jeg havde ondt af mig selv over at min 19 års-fødselsdag skulle falde på netop den dag, jeg skulle flyve over Atlanten. Fordi jeg gav op. Jeg lovede mig selv, at det skulle være anderledes det følgende år og jeg lovede mig, at når jeg blev 20 år, så ville jeg kunne se tilbage på et fantastisk år. Jeg lovede mig selv, at med sådan en dårlig start på mit sidste år som teenager, så skulle slutningen være bedre. Og imorgen vil jeg tænke på, netop hvordan jeg kæmpede, for at jeg kunne være her på min 20 års-fødselsdag, igang med at udleve min drøm - og hvordan mit 19. leveår blev endnu mere fantastisk, end jeg kunne have drømt om. I made it.

It’s been six weeks now and October’s almost gone. Today’s the 20th. Time is a weird concept, because I’ve been here for 44 days and I feel like it’s been so much more. But I also feel like I just got here yesterday. We’re halfway through the first semester and in about 1,5 months’ time the exams will be here and in two months, I’ll be back in Denmark just in time for Christmas. Time is a weird thing.

So, yeah, what news do I have? I personally think everything I could possibly have to tell is interesting, but I’m not sure everyone would agree, because let’s face it – my life is one big student cliché and every cliché you’ve heard about student life – I will be the first one to tell you, it’s true. It’s so true. It’s so tragic and comic at the same time. My life can be summarized with a few words. I swim, I study and occasionally I find some time to be social. To actually have a life. But mostly my life consists of long nights at the library, endless books to read, countless essays.. It’s not a joke when they say that studying at university is a full time job. It’s even more than that. It’s a life style and it’s like puzzle that you constantly have to solve. Sometimes it’s impossible to make it all come together. And for some people it’s not worth it, trying to solve the puzzle. But when I manage to solve it, it’s worth it. Every Sunday night when I can look back at a successful week where I managed to get my study on, managed to give it a 100% at practice, managed to spend time with my friends too.. then it’s worth more it than anything.

En skotsk dag

Hverdagen er i gang, efteråret er over os og undervisningen er begyndt - og jeg kan nu officielt kalde mig universitetsstuderende i det skotske! 

Jeg har været very much MIA siden jeg flyttede, og hvor jeg, da jeg var i Sydamerika, plejede at have tid til at skrive udførlige og detajlerede beskrivelser af mine oplevelser, skrive blog og generelt være mere 'online', har jeg absolut ingen tid her. Dette indlæg er skrevet halv to torsdag morgen og den eneste grund til, at jeg netop nu har tid, er at der er fest lige udenfor mit vindue. Hverdag er den nye weekend.. Men I ved jo alle sammen forhåbentlig godt, at det jo ikke er fordi, at jeg ikke vil fortælle, hvad jeg laver. Jeg vil gerne have, at alle udenfor min lille nye verden, ved hvad der sker. Men tiden går stærkere end nogensinde og.. ja, jeg behøver vel ikke flere argumenterende undskyldninger. Men nu skal det være! Så, velkommen til det, I alle har ventet på; En 'helt almindelig' dag i mit skotske liv! Hvad kan jeg konkludere her, nu hvor jeg har været her i 2,5 uge?

Jeg starter hårdt ud med mandag morgen, jeg lægger ud med en forelæsning i Latinamerikas historie klokken 9. Nine am sharp. Det er ikke let, skal jeg lige hilse at sige. Men det, at det er vanvittigt spændende, gør det dog lidt lettere at komme ud af fjerene. De fleste af mine venner starter ugen ud mandag morgen og vi skal altså have credit for det - Aberdeen har et notorisk og meget gråt skydække, der med vilje prøver at gøre livet surt for os. Mandag morgen. Behøver jeg sige mere?

Men mandag er ikke kun hård, fordi mandag er mandag, men også fordi at mandag er den dag, hvor jeg har allermest undervisning - 4 forelæsninger og 1 tutorial. Resten er ugen er legende let, hvis jeg sammenligner med mandag. Jeg har 4 fag - Latinamerikansk historie, internationale relationer, antropologi og filosofi - Jeg har næsten helt selv fået lov at bestemme, hvordan min ugestruktur skal se ud, da jeg selv har skullet vælge mine fag. Der er ingen skabelon her, jeg skal selv i gang med karton og papir. Min dag indeholder normalt et par mellemtimer, som jeg enten bruger på vores fantastiske bibliotek, hvis indretning er spiralformet eller på at chille med nogle af de dejlige mennesker, jeg kan støde ind i på campus. Når dagen er slut, går jeg hjem igennem Seaton Park eller King Street og tænker på, hvor heldig jeg er, at jeg bor her. Dette mønster gentager sig 4 gange om ugen. Og så er det her I tænker, jamen Sofie, er der ikke 5 undervisningsdage på en uge? Til det kan jeg fortælle jer, at det begreb ikke længere eksisterer i min ordbog. Onsdag er undervisningsfri dag og hvis jeg var bare lidt mindre civilisereret, lå jeg i sengen hele dagen. Men så er det, at et andet meget vigtig element af min nye hverdag kommer ind. Svømning! Jeg er på svømmeholdet. Svømning har så længe jeg kan huske været en del af min hverdag, men mit sabbatår satte en stopper for det. Ikke mere! Jeg er tilbage i vandet og jeg kan mærke, at hvis man en gang har været svømmer, så er man det til evig tid. Al universitetsarbejdet bliver glemt, så snart jeg hopper i og det er et tiltrængt pusterum blandt forelæsninger, tutorials, essays og de 40 sider om globaliseringen af verdenspolitikken, jeg egentlig skulle læse til imorgen..For at vende tilbage til tråden, så har jeg lige afsløret en meget vigtig del af mit liv; onsdag er fridagen. Jeg er koloenormt meget fan af det, og fridagen gælder næsten for os alle sammen - det er skønt! Ugen er lidt lettere at overskue, når jeg nærmest kan holde weekend fra tirsdag eftermiddag. *winkey smiley*Men når det en sjælden gang ikke er onsdag og jeg rent faktisk har forpligtelser, så sker der også, at jeg åbner en bog, når jeg kommer hjem fra universitetet. Eller tager ind til byen med mine venner. Ellers også dejser jeg bare om på min seng. Det sker også ret tit. Jeg har ikke helt fået styr på, hvordan jeg bedst organiserer min tid, så det ender lidt for ofte med, at jeg sidder til klokken 2 om natten og laver lektier. De tider er dog ovre snart, for jeg kan allerede mærke, hvordan jeg lige så stille får styr på, hvordan man prioriterer tiden bedst. Hvorfor er det lige, at jeg hader kaffe og elsker at sove? Det er ikke kompatibelt!

Men når klokken nærmer sig aftenstid, skal jeg i gang igen. Hvis det er torsdag eller søndag, er der meget stor chance for, at et af mine societies har et socialt arrangement. Så sent som i torsdags var jeg til en tv transmittering af den skotske uafhængighedsfolkeafstemning, hvor vi blev oppe hele natten i studenterforeningens hovedkvarter for at se resultaterne som de kom ind. Jeg har også været til en tapas & sangría-aften med de spansktalende society - min kærlighed til Spanien er, efter den aften - hvis den ikke allerede var det - helt væk. For now. Hvis det er mandag, tirsdag eller fredag, skal jeg til træning. Eftersom jeg ingen cykel har anskaffet mig endnu, foregår det på gåben. Der er 15 minutters gang ned til sportscenteret og vice versa tilbage igen. Når der er hundekoldt og jeg velvidende ved, at alle de andre er inde på deres dejlige varme værelser, er det til tider svært at finde motivationen. Især når jeg går igennem Hillhead (navnet på vores student village), og jeg kan se oplyste køkkener, hvor folk sidder og hygger sig. Men afsted kommer jeg og jeg er ofte først hjemme ved halv tolvtiden igen - godt tilfreds og totalt udmattet. Men så er det jo, at jeg kan slappe af, fordi jeg muligvis først skal møde kl. 12 næste dag eller slet ikke skal møde - så behøver jeg ikke engang gå tidligt i seng jo!

Og hvad gør man så, hvis man har hele natten foran sig? Man udnytter det, at man bor på et universitetskollegium - der sker noget hele tiden! Der er mindst én fest hver eneste aften, og hvis man ikke er til den slags, er det også muligt at finde noget mindre larmende. De bedste aftener jeg har haft her, har været mig der helt tilfældigt har været på den rigtige etage på det rigtige tidspunkt og er endt med at sidde i et køkken i flere timer og snakke med medstuderende til langt ud på natten. Der er altid nogen, der heller ikke gider at læse og som først skal møde sent næste dag. Du er aldrig alene! Nye historier, nye mennesker. Nye venner. Nye venskaber, som potentielt kan vare hele livet. Filosofiske samtaler med folk, du aldrig havde troet, du skulle blive venner med..

Så, ja, hvad er konklusionen så? Er der overhovedet en pointe med alt det her? Ja, det er der. Tror jeg da. Jeg har det godt. Meget godt endda, til alle jer, der så gerne vil have svar på det spørgsmål. Det kører. Jeg er stadig i tilvænningsfasen og en læseplan skal udarbejdes - men jeg kan ligeså godt sige det nu, for denne gang er jeg ikke bange for at sige det for tidligt; Jeg er det helt rigtige sted.

Hey guys! First and foremost, I feel like saying I'm sorry for having been completely MIA over the last couple of weeks. I probably shouldn't even begin to explain how much stuff's been going on, because for anybody with a sense of what it's like starting uni will know what a huge transition is it. Even bigger since it also involved moving to a different country. But yeah, my excuses are countless so I should just stop talking and get to the point. What is the point, one might ask. The point of this post is to enlighten all you, my family and friends. To let you know what is actually going on. So, with this being said, I'd like to welcome you all to an 'ordinary' day of a semi Scottish Dane. What conclusions have I reached here, having been here for almost 3 weeks?

I will commence my story by telling you about something we all love: Monday mornings. Ironically I actually happen to like Mondays even though Monday is by far the roughest day of the week when it comes to my schedule. The very first thing on my agenda is my 9AM lecture in Latin American history. Nine am sharp may I add. It’s not always easy may I also add. The fact that I find this course insanely interesting makes it a lot easier though. It makes up for the ‘9 o’clock Monday morning’. So far at least. Most of my friends all have classes at the same time and I think it’s only fair that we get some extra credits for this particular achievement. Aberdeen is notorious for being chronically cloudy and very grey. The do not name it ‘The Granite City’ for nothin’. This plus Monday morning. Need I say more?

Monday is not only tough because Monday is Monday. This day is also the day where I have 5 classes – this is the highest number of classes I have all week in one day. 4 lectures and one tutorial. The rest of the week is all fun and games compared to Monday. I have four courses/subjects – Latin American history/culture, international relations, anthropology and philosophy. I’ve tailored my week all by myself and I love it – I know it’s completely normal once you get to uni, but for me, it’s a whole new world and I’m digging it. My days usually have a few hours in between classes which is much needed too. These hours are best spent studying in our awesome (it’s a spiral inside!) library or hanging with good friends on campus. When the day’s over, I walk home, either through Seaton Park or King Street and I always catch myself thinking how lucky I am to be here, to be able to study here and broaden my horizon in a way that’d never be possible in Denmark.

This pattern repeats itself 4 days a week. And this is where you’re probably wondering.. aren’t there usually 5 days in a standard working week? And then I say, oh yes there might be for non-cool people, but in my world this concept has ceased to exsist. Wednesday equals freedom, no classes nor tutorials, no nothing! If I happened to be just a tad less civilized, I’d be in my bed all day long. But as bittersweet as everything eventually turns out to be, I have swimming. Most of you probably know that swimming was once a big part of my life – I can now inform you that we’re back on track! I’ve missed it dearly, my gap year stopped me from carrying out one of my biggest passions but no more! Once a swimmer, always a swimmer – that is very clear to me now. I joined the swimming team and it’s only 5 times a week, so the level is just perfect when you’re busy with studying and all that other stuff I have to find the time to do. Every little part of my academic life and school is gone the moment I jump in the water – it’s the perfect getaway from lectures, tutorials, essays, assignments and those 56 pages of essential reading I actually should’ve read for tomorrow’s classes..

To get back on track; I’ve just revealed a very important part of my new life – Wednesday is the day off. I’m a fan! Most of my friends have this particular day off and it’s wonderful! It’s so much easier to get through the week when you have a gap in the middle and when you can almost allow yourself to call it a week when you get home from your Tuesday-classes.. almost! *insert cheeky smiley*

But sadly, it can’t always be Wednesday and when it’s not Wednesday (happens occasionally!) and I actually find myself with some sort of obligation and ‘need’ to study, it also happens that I get around to actually opening a book when I get home from uni. Oh the horror. If not, I go into town with my friends. Or I just collaps on my bed. Happens once in a while too. Maybe more often than it should. Let’s just be honest here. I have yet to figure out how all this is going to work. I need to figure out how to organize my time, because this thing with studying until 2am almost every night is not going to work out in the long run, I think that’s safe to say. I’m praying those times will come to an end soon and I feel like they will, I feel like I’m slowly but steadily learning how to prioritize and manage my time in the best way possible. 

But why have I been cursed with a hate for coffee and a soft spot for sleeping in? It’s not compatible..

But when it gets dark outside and it’s around 6 o’clock, I need to get going again. If it’s Thursday, Wednesday or Sunday, there’s a very good chance that one of the societies have a social events that I might want to attend. Like this past Thursday for instance. We all stayed in the Student Association-builiding all night watching a live screening of the Scottish referendum vote. We watched the results all night as they came in from the different regions all over the country. I have also attended a tapas and sangria-night with the Hispanic Society – my love for Spain is, after that night - if it wasn’t already disappearing - totally gone. For now at least. If it’s Monday, Tuesday or Friday, I have practise. Since I have yet to get myself a bike, it’s on foot. It takes me approximately 15 minutes to get to the Sports Village and vice versa back home. When it’s freezing hell outside and I’m well aware that almost everybody else is cozy in their rooms, it can be hard to motivate myself enough to get out the door. Especially when I walk through Hillhead (the name of our student village) and I can see all the lighted kitchen and people having fun and relaxing after a hard day. But so far I’ve managed to do it every single time and I haven’t skipped a single session. I’m usually home around 11-11.30pm – usually very exhausted but always in such a good mood although it’s late. But I might be lucky and I might not have classes until 12 next day, so I can finally relax and I don’t even have to force myself to go to bed early!

And what do you do then, if you have all night and don’t feel like sleeping? You take advantage of the fact that you live in a student village with hundreds of other young people. There’s something going on all the time. There’s at least one party every single night and if you’re not into that kinda thing, it should be possible to find something a little less noisy. So far, the best nights I’ve had here have been me randomly finding a kitchen with people talking – it’s a great way to meet new people. It’s just about being at the right place at the right time. And you might just end up talking ‘till 2am with these great people you never knew lived in your building. You’ll always find people fed up with reading and who might not have classes the next day either. You’re never alone and that’s what I love about living here. There’s always a new story, new people, new potential friends. Philosophical conversations with strangers that could turn into friends. It’s amazing.

So, this is the part where I should reach a conclusion. There should a point with all this, right? I hope there is. I think there is. The point is, I’m happy. Content. Still insanely overwhelmed with the immense workload and how to cope with wanting to do everything, wanting to have a life and get good grades (is it even possible?) – but I’m loving every second, so I might as well put it out there, even though everything can still change; I am right where I’m supposed to be.

First day of the rest of my life

Så er vi vist nået tilpas langt no hen i starten på min universitetskarriere, at jeg kan begynde at nedskrible de første indtryk. Jeg vil i hvert fald vove mig ud i det. Med skotsk flag og det hele.

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har mødt så mange mennesker på så kort tid og jeg tror aldrig nogensinde, at jeg vil have så mange ting at se til, som jeg har lige nu. Vi er midt i den berømte Freshers' Week. Jeg har været her i lidt over tre døgn og antallet af nye indtryk stiger markant hvert eneste minut. Aldrig nogensinde har jeg prøvet noget lignende. Vi er midt i vores rusuge og jeg kan uden tvivl sige allerede nu, at jeg aldrig nogensinde vil glemme denne uge. Der sker noget hvert eneste sekund. Der er 20 events hver eneste dag og 100 ting, vi skal have styr på. Vi skal registere os hos en læge, vi skal oprette en bankkonto, vi skal vælge vores fag, vi skal til husmøder, deltage i societies' fayre, joine sports teams, vi skal til møder med vores undervisere, vi skal købe vaskekort, få fat i en cykel.. Og selvfølgelig have den bedste uge i vores liv og møde vores fremtidige bedste venner - det lyder da nemt, ikke? Heldigvis er vi jo alle så (u)heldige, at vi er i samme båd. Vi er alle sammen alene, vi skal alle sammen have skabt os et liv her - og det er det, der er så fedt. At møde mennesker her er det nemmeste, jeg nogensinde har prøvet. Har du lyst til at snakke med en, som du ikke kender? Se, det eneste du skal gøre, er at gå over til personen, sige 'hej' og på ingen tid har du en samtale kørende og du har lige fået en ny ven. Hvor er du fra, hvad skal du studere og hvor bor du henne? Jeg elsker det.

Jeg har været her i så lidt tid og alligevel føles det som om, at jeg har været her de sidste mange uge og det er gået stærkere, end jeg har ord til at beskrive. Tiden er fløjet afsted på den bedst mulige måde med møder og skoleting om dagen og husfester og tilfældigt arrangede fællesmiddage om aften. Der er mange ting, der kræver opmærksomhed, men jeg har heldigvis fået ordnet det vigtigste. Jeg har registreret mig og valgt mine fag. Jeg kommer, udover Latinamerika og internationale relationer, til at smage på lidt filosofi og psykologi (jeg kunne bare ikke få mig selv til at vælge tysk..). Jeg har fået et student ID og det første, jeg gjorde, var selvfølgelig at tilmelde mig alle de gratis frynsegoder, jeg nu kan nyde godt af. Jeg har fået adgang til vaskemaskinerne i min 'landsby' og jeg har fået vasket tøj for første gang i næsten to uger. Det er en stor bedrift, når man er her og når man er mig. Jeg har næsten fået pakket min kuffert ud, og mit værelse er allerede hjemligt. Jeg har købt potter og pander, sengetøj, tøjbøjler. Alt det kedelige, jeg ikke anede, at vi selv skulle sørge for. Jeg har fået en læge, så jeg også har råd til at blive syg. Det skal nok ske på et tidspunkt jo. Og nok det allervigtigste: Jeg har tilmeldt mig svømmeholdet! Der er stadig en helt masse ting, jeg mangler at få styr på. Men jeg begynder så småt at kunne se en start og et grundlag for et nyt liv, en ny hverdag. 

Jeg kan konkludere to ting allerede nu. To ting, som jeg kan sige med sikkerhed allerede nu, her tre døgn efter ankomst.

Jeg bliver aldrig nogensinde fan af den skotske accent, og jeg er ved at påbegynde de fedeste år i mit liv.

ENGLISH So this is it. I'm here. Finally. Right in the middle of my freshers' week. There is something going on literally every single minute. It's beyond stressing, but it's also one of the greatest things I've ever experienced. There are so many people to meet, so much stuff to do and so many roads to take. This week is going to be one of the busiest weeks of my life without any doubt. It already is. It's a whole new world, this campus culture and living in a student village. I'm so not used to it. 

But I absolutely love it and I wouldn't trade it for anything. I got here Saturday around 2pm and just when I found the pick up-service, it started. Ever since we've been bombed with information. My schedule has been filled to the brim. We've had - and excuse me my language - a shitload of stuff to do. Choosing our classes, getting registered as a student, buying stuff for our rooms, setting up a bank account, join societies, attend the fayres, getting registered with a doctor, buying access to the laundromats, meeting the lecturers and the teachers, meeting with our personal tutor, attend block meetings, rent a bike.. and of course, have the best time of our life and be social! 

But, even though it's been insane so far, I've been having an amazing time. I think the worst preparatory work is done. I've picked my classes and in addition to my degree prescribed courses international relations and Latin American studies, I'll be taking some philosophy and psychology classes! I know, I didn't see that one coming either, but when I was at the session selecting my classes, it just hit me that I can really choose whatever and so I did what I've been raised to do; I did what I wanted to do and what felt right! Another very important thing I'm now able to check off my list is signing up for the swimming team. I miss swimming like crazy and it's been more than a year since the last time I was part of a team, so of course this is what I'm gonna do! I am so exited to get started and attend the first session. But first, Freshers' Week has to be enjoyed to the fullest. It's amazing to meet so many new people, people who's going through the same transition as you are. They don't know anybody either. And that's why this is so easy, that's why meeting people isn't a problem. If you want to talk to somebody, you simply walk up to them and introduce yourself. It's totally acceptable just to stick out your hand and say hi. An awkward silence may follow, but it was worth a try, right? I kinda hope it's gonna be the same all through the first year, and not just during Freshers', because I could get used to this. Coming from the cold Scandinavia, I'm defo not used to this kinda of socialising but I'm digging it. What I don't understand though, is how a lot of the Brits I've met somehow think it's cool to be from Denmark. I really wish I could understand their fascination instead of putting on my confuzzled face. I really don't understand. Freshers' Week has been amazing so far but I am also extremely excited to commence teaching and finally meet the people on my courses.

So, having been here for three days, I am sure of two things. First and foremost, I will never ever like the Scottish accent. It's not so bad here in Aberdeen, but we got a lot of Highlanders people from the Southern part of Scotland. I'm not a fan and I'll never be. I'm praying that I won't have any lecturer with a unintelligible accent. And secondly, I am sure, after just three days, that these years will be the best years of my life.