Showing posts with label Goodbye. Show all posts
Showing posts with label Goodbye. Show all posts

Wednesday, 3 September 2014

Fremtid

*Klichéfyldt indlæg forude*
Jeg føler lidt, at jeg er ved at bevæge mig over i det, man så populært kalder 'voksenlivet'. I'm growing up! 
De sidste mange år af mit liv har været en leg. En leg i bedste mulige forstand. Især de sidste fire år af mit liv, som har været karakterbyggende udover det sædvanlige og som har gjort mig til den, jeg er i dag. Kalenderen siger 2014, jeg har levet i snart 20 år og universitetet står nu for døren for mit vedkommende. Jeg skal flytte til et andet land, studere på et andet sprog end mit modersmål og jeg skal have skabt mig en hverdag i en kultur, jeg indtil nu kun har oplevet udefra. Jeg glæder mig. Enormt meget. Jeg kan slet ikke rumme hverken mig selv i disse dage. Men nok så meget som jeg glæder mig til den næste store etape af mit liv, så er det godt nok også med et tungt hjerte, at jeg siger farvel til de sidste fire år.

Jeg startede på gymnasiet d. 11. august 2010 og selvom det er over fire år siden, så kan jeg stadig tage mig selv i til tider at savne at sidde der, dér på Aalborghus Gymnasium omringet af de dejligste klassekammerater, man kunne ønske sig. Vi var nok egentlig alle sammen lidt forvirrede og mærkværdige, men jeg kunne ikke have bedt om bedre mennesker at dele min dagligdag med. Jeg elskede hver eneste dag, jeg glædede mig altid til at komme i skole og jeg var til tider den eneste, det er jeg helt sikker på. Jeg følte egentlig aldrig, at jeg sådan rigtigt passede ind; de andre havde interesserer, der lå milevidt fra det, jeg godt kunne lide at lave. Der var mange af dem, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg blandt andet havde brugt en måned af min sommerferie på noget så kedeligt at studere spansk i Spanien. Jeg havde altid svært ved at følge med til pigeaftenerne, når de andre snakkede om deres vilde byture eller deres seneste erobringer. Og jeg skulle altid finde på en undskyldning for hvorfor jeg ikke ville deltage i deres alkoholrus. 

Men på trods af alt det - så følte jeg mig altid tilpas i min klasses selskab, og det var den bedste følelse i hele verden. Og selvom det var en fantastisk følelse at få huen på hovedet, så kan jeg tydeligt huske den tristhed og følelse af tomhed, der indtræf om aftenen, den dag, jeg blev student. Da jeg lå der i sengen og skulle til at lukke mine øjne. Jeg var udmattet efter den fantastiske dag, og selvom jeg ikke kunne lade være med at smile, så græd jeg salte tårer indeni. Det var slut. Et helt fantastisk kapitel af mit liv var slut idet jeg gik ud af eksamenslokalet den dag. Og i det øjeblik, jeg trådte ud af skolens hoveddør for sidste gang, på dimissionsdagen, der fløj mine tanker hen på min første skoledag.  Jeg kom for sent, og jeg var så nervøs, at jeg var lige ved at kaste min morgenmad op igen. Jeg finder med nød og næppe den store sal, og rektor er allerede i fuld gang med at byde de nye elever velkommen. Og næsten lige som jeg er trådt ind af døren, begynder han at læse  klasselisterne op. Og inden jeg får set mig om, er han kommet til 1.c. Mit hjerte springer et slag over. Det er første gang, jeg hører navnene på de mennesker, jeg skal dele hverdag med de næste tre år. Vi skal alle sammen gå op til ham og følge vores tutorer ud til vores givne klasseværelse. Jeg kigger ned i gulvet, da jeg går forbi hvad der føles som en million mennesker. Jeg føler alles øjne på mig. Hende der, hun kom for sent, derfor måtte hun stå nede bagi og nu går hun the walk of shame, imens hendes klassekammerater alle sammen dukker op fra deres sæder på stolerækkerne. 
Og så kigger jeg op. Endnu en gang finder jeg mig selv på vej imod rektor. Men denne her gang er det for at modtage mit eksamensbevis. Frugten af tre års arbejde. Det bevis, der skal markere, at det er slut. 3 gode år er kommet til en ende. Jeg var ved at forlade noget, jeg aldrig kunne vende tilbage til.

Imens jeg stod der, med beviset i hånden, foran en propfyldt sal med ekstatiske afgangselever og deres stolte forældre, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget Aalborghus har betydet for mig. Hvordan jeg var vendt tilbage til skolen i starten af både 2.g og 3.g efter at have været på sprogrejse. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne stå der, i 2013 og stadig med ekstrem præcision huske den person, jeg var, den dag i 2010, hvor jeg kom for sent til min allerførste skoledag. Hvordan jeg prøvede at forestille mig, før jeg overhovedet var begyndt, hvordan de næste tre år ville blive for mig. Om jeg ville komme til at holde af det. Studenterdagene var glade dage, men tanken om, at jeg aldrig skulle vende tilbage lå i baghovedet hele tiden.

Men jeg vidste jo, at mit liv kun lige var begyndt. Foran ventede der jo det, jeg elsker allermest - rejser i massevis! Først en herlig ferie til Japan og så begav jeg mig jo ud i noget, jeg egentlig aldrig havde troet, jeg ville kaste mig ud i, nemlig et sabbatår - jeg ville jo ikke 'spilde' tiden, når jeg kunne gå direkte fra gymnasie til universitet. Men jeg gjorde det - og selvom det har været den vildeste rutsjebanetur, så ville jeg ikke have haft det på nogen anden måde. Da jeg startede i 3.g, havde jeg allerede lagt mig fast på, at jeg skulle være i au pair, når jeg gik ud af gymnasiet. Det eneste, jeg manglede at finde ud af, var såmænd bare, om det skulle være i USA eller i New Zealand. På grund af manglende visa'er til danske au pairs, blev New Zealand udelukket og jeg gik i gang med at ansøge til USA.  Jeg gik hele mit sidste gymnasieår og glædede mig. Der var rigtig mange mennesker, og især min mor, der tvivlede på, at det var rigtige for mig. Og det viste sig jo så senere, at de havde ret. Men jeg tog af sted alligevel og selvom det gik så galt, at det i nogens optik nok ville kunne beskrives som en katastrofe, så ville jeg heller ikke have haft det på nogen anden måde. Jeg havde en fantastisk tid, indtil jeg endegyldigt bevidste overfor mig selv og alle andre, at det ikke var meningen, at jeg skulle blive der i et helt år. Men jeg fortryder ingenting, hvor selvhøjtideligt det end lyder. Klichéfyldt, men hvor er det bare sandt. I bussen på vej hjem til Santiago fra Valparaiso i Chile så jeg filmen 'This Is War' med Reese Witherspoon. Ikke videre intellektuel film, men ikke desto mindre blev der sagt noget, som jeg hæftede mig fast i. 'Jeg tror ikke på fejl. Det er dem, der har gjort, at du er her i dag.' Og det fik mig til at tænke over Texas.

Det var jo en fejl, der fik mig til at tage hjem. Men det var også en fejl, at jeg tog afsted i første omgang. Det var af de forkerte grunde og det var ikke fair overfor nogle af os, der var i situationen, men det var især ikke fair overfor min værtsfamilie, som stod helt magtesløse tilbage. Men det var ikke fejl i den forstand, at det er noget, jeg fortryder og som jeg ønsker, at jeg ikke havde gjort. Det er nemlig gået op for mig, at hvis jeg ikke var taget hjem, så havde min fremtid ikke set ud, som den gør nu. Og det gør mig uendeligt taknemmelig for, at jeg valgte at tage hjem og i stedet for at give mere op, kæmpe for nogle andre drømme, som jeg nærmest havde opgivet, da jeg valgte at tage til USA. Jeg havde fået en drøm smadret og så tænkte jeg, at jeg egentligt ikke havde mere at tabe. Så et par uger efter jeg kom hjem, havde jeg købt to ting; En flybillet til Argentina og adgang til det system, hvormed man ansøger til skotske universiteter. Argentina var langt fra planlagt, men jeg tænkte, at det nok skulle gå. Det gjorde det så heldigvis også. Så november og december blev, udover massiv julehygge, brugt på at skrive ansøgninger, indsamle referencer og undersøge alle de muligheder, jeg havde for at blive optaget i Skotland. Drømmen var blevet lagt på hylden, da jeg ikke fik det 10 i gennemsnit, som de kræver for overhovedet at tage min ansøgning i betragtning. Jeg fik den sendt afsted og hvad der føles som en evighed af lange nætter, der blev brugt på at skrive, kunne få en ende og jeg kunne begynde at se frem til at tage sydpå.

Jeg tog afsted d. 6. januar, lykkelig over at have fået julen med derhjemme, men ikke desto mindre klar på varme og luftforandring. Og måske virkede jeg calm and collected udadtil, men ser jeg tilbage på nogle af de beskeder, jeg udvekslede med mine venner om aftenen d. 5, da jeg lå i København og skulle flyve mindre end 24 timer senere - så er det tydeligt, at det var jeg bestemt ikke. Tanken om, at jeg tog afsted for at være væk i 6,5 måned hjemsøgte mig, og jeg var så bange for, at jeg ikke kunne klare det. Jeg tror på mange måder, at Texas havde givet mig en falsk frygt for, at jeg ikke kunne klare at være væk i længere tid. Men det var jo ikke derfor, at jeg tog hjem derfra og det blev tydeligt, da jeg kom til Sydamerika. Alle mine bange anelser og bekymringer blev ikke til noget. Jeg var slet ikke klar på at tage hjem, da det blev d. 15 juli. Hele mit eventyr, og især Buenos Aires, blev endnu mere fantastisk, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Jeg har stadig, her 1,5 måned efter, jeg kom hjem, ikke helt opfattet, at det faktisk skete og at det ikke er noget, jeg har drømt. At jeg fik lov at opleve noget så formidabelt. Og det har vist mig især en ting; der er ikke noget i hele verden, jeg ikke kan klare, så længe jeg har mennesker, der tror på mig.

Buenos Aires blev uden tvivl den største del af Sydamerika for mig. Jeg kan huske en aften i Cartagena i Columbia, hvor jeg sad på mit vandrehjem og snakkede med en utrolig sød svensk pige. Hun havde både boet i Frankrig, Irland og Australien, men var alligevel også interesseret i at høre om mine ydmyge rejser. Jeg forklarede hende, at jeg egentligt var taget til Sydamerika for at besøge mine venner i Chile og Brasilien, men alligevel var endt med at bruge 3 måneder af min tid i Buenos Aires, hvor jeg ikke engang havde nogle venner til at begynde med. Hun fortalte mig bagefter, at mit ansigt havde lyst helt op, da jeg begyndte at snakke om Buenos Aires. Hun kunne se på mig, hvor glad jeg havde været for at være der, selvom hun knapt kendte mig.

Og det bedste moment på hele min tur fandt jo selvfølgelig sted i Buenos Aires. Det var i minutterne efter, at jeg havde åbnet en mail fra det britiske ansøgningssystem, der lod mig vide, at der var nogle, der havde reageret på min universitetsansøgning. Jeg kunne ikke logge ind på portalen hurtigt nok, og jeg husker tydeligt, at jeg var lige ved at færdiggøre arbejdet, da jeg så mailen. Internettet var lige vendt tilbage på hostel, da klokken slog 15 og min arbejdsdag var slut. Jeg vil gerne sige, at jeg tog det helt køligt, men jeg tror jeg udstødte et mindre skrig, da mine øjne læste ordene 'unconditional offer'. Jeg manglede en opgave mere, indtil jeg kunne call it a fyraften, så jeg gik ind på et værelse og dansede glædesdans, imens jeg gjorde værelset præsentabelt - min krop hamrede med adrenalin og jeg kunne slet ikke rumme hverken min glæde eller situationen. Det sjove i det hele er nemlig, at jeg bare 9 dage forinden havde været til en informationsaften hos Universidad de Palermo i Buenos Aires og jeg overvejede kraftigt at ansøge der og bosætte mig i Argentina. Der var mange, der ikke var glade for den tanke og jeg tøvede også rigtig meget med at gøre det netop af den grund. Jeg havde ekstremt meget lyst til det, men jeg vidste, at det ville blive en udfordring af en anden dimension end dem, jeg er vant til. Jeg havde indtil fredag til at ansøge, og så var det som om at en eller anden højere kraft besluttede sig for at acceptere mig i Skotland om onsdagen, to dage inden ansøgningsfristen.

Efter den episode kom jeg til at tænke over, om det var af ren desperation, at jeg havde ansøgt til UP, eller om det var fordi jeg rent faktisk brændte for det. Jeg var forfærdet over tanken om nogensinde at skulle forlade Buenos Aires og da jeg blev tippet om universitetet, begyndte jeg at se det som den eneste realistiske mulighed for at blive der. Oveni det kom min stensikre overbevisning om, at jeg aldrig nogensinde ville komme ind i Skotland. Desperation. Men nok så meget som det var af de forkerte grunde, ligeså meget var det af de rigtige. Det var ligeså meget tanken om, at jeg havde en reel chance for at få et rigtigt liv i Argentina. For at læse på spansk. For at kunne bygge videre på den hverdag, jeg allerede havde skabt. Netværket. Rutinen. Men alligevel sidder jeg her, tilbage i Europa. Jeg sidder og forsøger at fordøje de sidste fire år. Mit sabbatår i særdeleshed. Uden at det var min intention, har jeg rejst en meget stor del af tiden. Nogle har endda kaldt det en jorddomsomrejse og det er vel egentlig rigtigt. Hvad der 'bare' skulle have været et år i en amerikansk forstad, blev til så meget mere. Sommerferien sidste år blev tilbragt i Japan, da jeg havde brug for at gøre 'et eller andet vildt', inden ansvaret kaldte i USA. Det blev til et par måneders arbejde i USA. Sydamerika. Et helt kapitel for sig selv. Roadtrip i Tyskland med min bedste veninde. Og nu en lille del af Storbritannien. Jeg befinder mig i skrivende stund i England. Jeg ankom til Edinburgh i fredags, gik byen tyndt i weekenden og tog bussen ned til London igår, hvor jeg befinder mig nu. Jeg så mit gyldne snit til at tage et smut til det sted, der var min version af paradis, før jeg fik øjnene op for Sydamerika. Det var også på mange måder her, det hele startede. Det var her, min udlængsel blev født. Det var her, jeg for første gang fik indblik i, hvordan du lige så stille og roligt forandres, når du på egne ben ser den verden, der hele tiden har ligget for dine fødder. Lige siden har den forandring, som London satte i gang, blomstret inde i mig. Og endelig skal jeg prøve det, det, som jeg har ladet op til de sidste par år; jeg skal skabe mig en hverdag i et andet land. En hverdag, jeg ikke behøver pille fra hinanden om et par måneder. Denne her gang er der ingen returbillet og selvom det er skræmmende as fuck, så er det også det, der er det bedste ved det hele. Jeg er klar.

ENGLISH It's now Setember 2nd, the year is 2014 and my gap year is officially over. The past four years have been a dance. I won't hesitate to state that they've made me who I am. They created the Sofie who's now on the edge of starting a new life. I've been alive for 19 years and after 13 years of school and one year in the school of life, I'm now ready to go to university. But this isn't just about starting some kind of higher education; it's just as much about that fact that this is the time where I moving to another country. For realsies, this time. Not just for a couple of months. This is going to last at least 4 years, if everything will go the way I planned it to. I'm not gonna use the word 'supposed', because that could very well jinx it. I'll move away from Denmark, start studying in a completely different language than my native one and I'll be creating myself a new life overseas. A life I've been waiting to start ever since I first smelled the taste of what life can be like when you leave your country to go discover what else the world has to offer. I am utterly excited and my words can't quite cover it. But, with that being said, a new beginning also marks an ending. I'm finished a chapter - something that has to be done in order to able to start a new one.  I'm saying goodbye to four essential years of my life and even though I'm bursting with excitement for what's to come, it's also with a heavy heart I give my farewell to the past four years of my life. 

I started high school on August 11th in 2010. Although it's been almost a year and a half since the last time, I can still catch myself longing to be back at my school, surrounded by people I eventually grew to appreciate a whole lot. I guess we were all a bit odd at times.. but nowadays, when I look back, I realize that I really couldn't have asked for better people to be around in the daily grind. I always enjoyed being at school and the number of days where I wasn't looking forward to another day can honestly be counted on one hand. At times, if not always, I'm sure I was the only one in my class. To be honest, I never really felt as if I fitted with the rest of my class; my interest were profoundly different from everybody else's and to give an example, a lot of my classmates couldn't get it into their heads why on earth I wanted to spend my summer in Spain to do something as boring as attending a language school. I always found it hard to keep up when we were having our occasional girls night where they kept on talking about their latest hook ups or how they were so incredibly wasted the night before. 

But, despite all of that, I always felt comfortable whenever I was around my class and that was just about one of the nicest feelings in the whole world. It was beyond amazing to finally graduate and be able to wear the hat that symbolized the end of it all, but one of the things I'll always remember the most clearly is a feeling of immense sadness that filled my heart that day, just when I closed my eyes and went to sleep at night. I was laying there, in my bed, ready to relax after an exhausting day. I couldn't stop smiling, but yet, inside the tears were streaming down my soul. It was all over the minute I closed my eyes. I could never go back. Nothing but memories to keep me warm. A chapter had seen its end. A chapter so character building that it's hard to put into words. It ended the moment I left the examination room that day. And when I stepped out of the front entrance on the day of our graduation, I couldn't stop myself from reminiscing my first day of school. I was late (oh the horror!) and I remember being so nervous that I almost threw up my breakfast. I have trouble finding the main hall and when I do, everybody else is seated and already listening to the principal welcoming the new students. A second after I enter the room, he begins to list all of the new classes and before I know it, it's my class, 1.c. My heart skips a beat. He reads all of the names. He's reading the names of the people with whom I'm going to spend the next three years. We all have to walk past him and follow our tutors to our assigned classroom. I stare at the floor and while I walk up to him, I try to make myself invisible. But I'm not. The hall's filled with what feels like a million people, a million eyes. All looking at me. My future friends all rise from the chairs. Turns out, I was the only one who arrived late. I look up. Once again, I'm walking towards the principal. But this time, I'm walking towards him to get my certificate. Again, every eye is on me. But this time, it's not because I was late. It's because I kept going. The certificate marks the end of three amazing years. Three tough, inspiring and fantastic years. It marks the ending of something I'll never get back.

While I was standing there with the certificate between my hands in front of a hall packed with my fellow students and their proud parents, my mind started to wander. I thought of how important that school turned out to be for me. How I'd come back slightly depressed in the beginning of the 2nd and 3rd year after a language travel. How that school had helped me develop my love for languages and of course, Spanish in particular. They gave me a scholarship in order for me to be able to pursue a dream of mine and study in Spain. I thought about how easy it was, standing there three years later and still being able to remember exactly the person I was that first day. About how I had tried to imagine what it'd be like, what the next three years would look like. Before it had even begun. I wondered if I was going to like it. The days that followed the last exam and the graduation were happy days, but the thought that I'd never go back still lingered in the back of my head.

But after all, I was fully aware that my life had just begun. Less than a week after my graduation, I embarked on my first journey - the following year would be packed with what I love the most - travelling! First up was a lovely holiday in Japan and then I commenced something I actually never thought I'd do - I took a gap year. Somehow I'd gotten it into my head that a gap year or just a plain year without attending school would be wasted. Thank god I didn't hold on to that thought, huh? So I did it and even though it's been a hell of a crazy ride, I wouldn't have had it any other way. When the third year came around, I'd already made my decision regarding my year after graduation. I was going to be an au pair and all I needed to do was decide whether I wanted to go to New Zealand or the US. Due to the lack of visas for Danish au pairs, New Zealand was excluded and I began writing my application to move to the United States. I was so excited during my last year despite a lot of people questioning my true motive for wanting to look after kids in another country. Especially my mom was sceptical. And it turned out she was right in the end. But off I went and even though it turned out to be what somebody would categorize as a disaster, I wouldn't have had it any other way either. I had an amazing stay until I proved to myself that I wasn't supposed to stay there for an entire year. And despite everything that happened, I don't regret anything. It sounds downright pompous, I know. But it's true. While I was in the bus home from Valparaiso to Santiago in Chile, I was watching the movie 'This Is War'. In case you've never heard of it, it's a very cliché movie with Reese Witherspoon. It's not very intellectual, but they did say something that was still stuck in my head when I reached Santiago a few hours later. 'I don't believe in mistakes. It's mistakes that make us who we are.' And then I started to think about Texas.

It was a mistake that made me end my stay and return home after only 2,5 months. But it was also a very bad judgment that made me go in the first place. I was mistaken and it wasn't fair to any of us. It was especially not fair to my hostfamily. But not a mistake in the sense that it's something I regret, something I wish I hadn't done. Not so soon after I got accepted into university, I realized that if I hadn't gone home, my future wouldn't be looking the way it does right now. And that makes me so incredibly thankful for the fact that I chose to go home and instead of giving up again, finding the courage to fight for my things I really wanted, the things I had given up on the moment when I decided to settle and go the US. One of my dreams had been shattered and I figured that I didn't really have anything else to lose. And I was right. So a couple of weeks after my return, I paid for two essential things; a plane ticket to Argentina and the UCAS-fee. UCAS is the Universities and Colleges Admissions Service in the UK, in my case, Scotland. I had no clue about what I was gonna do in Argentina and I kinda left it at that, started writing my application for universities I never ever thought I'd get into and that's how November and December were spent. We're talking endless nights of writing my personal statement and collecting academic references. It felt like it was going to last forever. But one night, I finished and I could finally start looking forward to leaving for South America and finally enjoying Christmas to the fullest. Nobody but a couple of my friends knew that that was what I had spent my time at home doing. Not even my family knew. I wanted to keep it a secret since I was honestly convinced that I'd never stand a chance.

So, on January 6th, I left Denmark. I was so happy to have had the opportunity to spend Christmas in Denmark with my family, but I was so ready to leave again. Ready for new adventures and a change of scenery. Maybe I came off as calm and collected when I left, but if I read some of the messages I exchanged with my friends on the night of the 5th when I was in my bed in Copenhagen, it's very obvious that I was in fact nowhere near okay. I was terrified. Less than 24 hours later I was gonna hop on that plane and it was gonna take me to a place where I had no plans, no friends, nothing. The thought of my return ticket being 6,5 months away scared the shit out of me. What if I hated it? When I think about it, I'm pretty sure Texas left a very bad mark on me regarding these kinda things. I think I was scared that I wasn't gonna be able to be away for a longer period of time. But it wasn't really the thought of being away from Denmark that scared me, because I knew deep down that that wasn't gonna be a problem at all. I really don't know what it was. I knew I hadn't left Texas because of homesickness and it became even more clear when I got to Argentina. All my irrational worrying was completely pointless. Completely. I was nowhere near ready to leave, when July came around. Everything turned out to be amazing, even more amazing than I could have ever hoped for. Even now, 1,5 months after my return, I still can't quite get it into my mind that it happened. That I finally got to see my South American friends after years of waiting. That I was so insanely lucky to get to experience something this marvelous. My trip taught me many things, but the single most important thing I learned is that anything's possible as long as you have people who believe in you.

Buenos Aires turned out to be the biggest part of South America for me. I remember a night in Cartagena in Colombia where I was chatting to a very friendly Swedish girl. She had spent periods living in France, Ireland and Australia, yet she was still interested in me telling her about my modest travels. I explained to her how I had come down there to visit my friends in Chile and Brazil, but had ended up spending three months in Buenos Aires where I didn't even have any friends to begin with. Later on, she told me how the topic 'Buenos Aires' had brought a special spark to my eyes. She told me how I had lighted up when she asked me about Argentina. She could tell, just by looking at me, how much that place means to me. And she barely knew me.

And the best thing about my whole journey of course took place in Buenos Aires. Claro. And that brings me back to today. There's a point with all of this, you'll see! The best thing on my trip, maybe even the best moment in all my life so far: It was how I felt in the following minutes after opening an email from UCAS. They wanted to let me know that somebody had reacted to my application. I couldn't log into the portal fast enough. I was just finishing work that day and it was 3pm. The wifi had just returned after almost a week's absence. I'd love to say that I was completely cool and collected, but I'm sure I let out a teeny tiny scream when my eyes read the word 'unconditional offer'. I had one more job to do before I could call it a day, so I went into a room to clean it, locked the door and started dancing. I was filled with adrenaline, I could scream at the top of my lungs if I had let myself go totally crazy. I couldn't contain myself in that moment. Not myself nor my happiness. It wasn't only amazing, but also funny. Comical. The funny thing is, that no more than 9 days prior to this day, I had been at the Universidad de Palermo in Buenos Aires attending an information night for prospective students. I was strongly considering applying to study there and that way stay in Argentina. To live, for realsies. A lot of people didn't approve of that and because of that exact reason, I had many doubts about doing it. I hesitated. I wanted to do it so badly, but at the same time I was well aware that it was gonna turn out to be a challenge of another dimension. The deadline for applications was the following Friday and I'm pretty sure some higher power decided to accept me into Aberdeen just two days before I had to make the decision.  

All this got me thinking; why did I apply to UP? Was it out of pure desperation or did I genuinely want it? The thought of ever having to leave Buenos Aires haunted me and it made me sad. When it came to my ear that UP was hosting informative nights and after I went and lost my heart to it, I started seeing it as the only way out if I wanted to stay in Argentina. On top of that came my conviction that I'd never get into Scotland. Desperation. But just as much as it was for all the wrong reasons, it was also for all of the right ones. Just as much as it was the thought of having to rotten up back in Denmark (no offense, I still love you), it was also the thought of being able to create a real life in Argentina. To get the opportunity to continue what I had started instead of having to leave it. I wanted to study in Spanish.  I wanted to continue building the life I had already started creating down there. The network. The routine. But yet, here I am, back in Europe. I'm trying to get an overview of the past four years and by that, trying to digest them. Japan, the US, South America. Right now, my location is England. I arrived in Edinburgh on Friday and took the bus down to London yesterday. I seized the moment to go back to the place, the place that could boast itself of being my version of paradise before I discovered South America. How beautiful and symbolic, ain't it? In many ways, this place was where it all started. This was the place where I first discovered my wanderlust. This was the place where I, for the first time, gained an insight into a world that opens up to you the moment you decide to go see it. This is where I felt myself changing for the first time. Ever since then, the change has been growing inside me. It has led me to this. I'm going to Aberdeen on Saturday. I'm moving abroad. And that's why I'm doing this. Not because I need to do it. It's because I want to do it.

Tuesday, 15 July 2014

189 dage senere



























*Advarsel: melodramatisk indlæg forude*
Alting har en ende.
189 dage. 6,5 måned. 21.000 kroner. 100+ timer spenderet i bus, tog, båd og fly. Fem lande. Et kontinent.
Sydamerika er slut for mig i denne omgang. Jeg skal hjem. Men det er ikke bare en rejse, der slutter. Det er ikke bare mit sabbatår, der er ved vejs ende.
Det er mit liv, som jeg er kommet til at kende det. Det er et lille stykke verden, der forsvinder for mig. Et lille stykke liv, jeg efterlader her, når jeg stiger ombord på flyet om et par timer. Det er tid, der rinder ud og bliver til kære minder. Den enormt store omvæltning, som jeg oplevede, da jeg skulle lære at bo i Argentina, den fik mig nærmest til at lægge mit gamle liv på hylden. Alle de nye ting og alle de nye indtryk fik mig næsten til at glemme det liv, jeg havde, før jeg tog afsted - hvilket har gjort, at når jeg kigger tilbage, så er de sidste 6,5 måned af mit liv næsten det eneste, jeg ser. Det fylder det hele.

En artikel jeg læste en aften, da jeg sad på mit værelse i Brasilien, formåede at beskrive den præcise følelse, som jeg ved, at jeg kommer til at sidde med, når jeg lander i Europa imorgen aften. "Reverse culture shock is the experience of returning to something that was once familiar but which now seems different." Det eneste, der har forandret sig, er mig. At komme hjem til noget, som du kender ud og ind og som aldrig vil forandre sig, men som alligevel var bundet sammen med den person, du var engang - det er det, der er udfordringen. At vænne sig til at være i noget, der er fuldstændigt det samme, som da du tog afsted, men som du ser med nye øjne.

Jeg har lært så forfærdelig meget siden jeg ankom - mit spansk er klart det, jeg er mest taknemmelig for, men også mit portugisisk er blevet væsentligt bedre - jeg var ikke sammen med andre end brasilianere i 5 uger (på nær én enkelt amerikaner i Rio) og det hjalp gevaldigt på det. Men livets skole har lært mig noget meget vigtigere. Noget, jeg ikke har kunnet lære i et klasseværelse. Jeg troede jeg kendte mig selv, før jeg tog afsted. Det gjorde jeg også. Men jeg har også lært, at jeg bliver ved med at udvikle mig hele tiden. Jeg har lært utrolig mange mennesker at kende, men den jeg har brugt mest tid med og som jeg er kommet tættere på - det er mig selv. Jeg er produktet af denne her tur. Af det her eventyr.

Jeg bliver ved med at lede efter det perfekte citat, den perfekte måde at beskrive alt det her på - men jeg har indset, at der ikke findes en sætning, der kan dække, hvordan jeg har det. 1000 sætninger ville nok heller ikke kunne gøre det. Jeg skrev i mit indlæg, da jeg forlod Buenos Aires for første gang, at jeg kunne bruge hele min 17 timers togtur på at nedskrible mine tanker og stadig ikke være tæt på at dække det godt nok. Og jeg havde ret. Tanker, observationer og følelser farer rundt i mit hoved og jeg prøver desperat at fange dem og transformere dem til ord. Til klumper, som jeg kan formulere på skrift. Og lige lidt hjælper det. Jeg har kun fattige ord. Jeg har haft det fantastisk. Ordet fantastisk dækker ikke engang. Det her har forandret mig mere end jeg overhovedet troede var muligt. Et halvt år er lang tid og når hver eneste dag er fyldt med oplevelser og nye ting, så føles det som en del længere tid. Jeg oplevede mere i løbet af en måned her i Buenos Aires, end jeg har gjort igennem hele mit liv.

Og nu håber jeg ikke, at der er nogen derhjemme, der sidder og tror, at jeg hader det liv og de rødder, jeg trods alt ikke kan løbe fra, at jeg har i Danmark. Jeg bliver nok (desværre) nødt til at indrømme, at jeg har prøvet at flygte fra min danskhed. Flygte fra det faktum, at mit modersmål er et lille bitte sprog, som ingen har hørt om før og som de fleste kvæles i, hvis de prøver at udtale. At jeg kommer fra et land med et indbyggertal, der svarer til en fjerdedel af de fleste hovedstæder hernede. Men det jeg har fundet, er det, jeg har flygtet fra. Det har været nytteløst at skærme mig fra min danskhed, for hernede er jeg hver eneste dag blevet mindet om den og det tog sin tid, men jeg har fundet det, jeg nok egentlig ledte efter; en stolthed over at være dansker. En stolthed over at være fra et velfungerende land, hvor ingen bliver efterladt. Jeg har altid været taknemmelig over at være fra et af verdens bedste lande, men jeg er først blevet klar over nu, hvad det indebærer. Jeg har set hvor meget folk må kæmpe for at få deres liv til at hænge sammen hernede. Hvor meget mine jævnaldrende må arbejde for at have råd til at en dag studere på universitetet. Men jeg har også lært, at det er ligemeget, hvor vi kommer fra. Det handler ikke om, om vi er latinamerikanere, asiater eller europæere; det er hvor vi skal hen, det betyder noget. Hvor vi gerne vil hen. Hvem vi gerne vil være. Det er ikke hvad der sker i dit liv, men hvordan du reagerer på det, der er vigtigt i sidste ende.

Jeg tog tit mig selv i at tænke, i sommers, at jeg aldrig ville høre til her. Jeg er høj. Mit hår er brunt, men uanset hvor meget farve jeg propper i det, vil jeg aldrig kunne skjule mine blonde træk. Bleg. Min accent, når jeg snakker spansk, afslører, at jeg ikke er latina. Og måske er det ligemeget. Måske behøver jeg ikke passe ind udenpå, men vide at jeg hører til indeni, fordi jeg godt kan lide at være her.

Klokken er nu 05.08 tirsdag morgen d. 15. juli 2014 og denne dato har været fastbrændt på min nethinde lige siden den dag i januar, hvor jeg forlod Danmark. Klokken 13.20 begynder hjulene at rulle på take off-banen i Ezeiza. Jeg har vidst hele tiden, at jeg skulle vende hjem den dag i dag. Og selvom jeg har haft uanede mængder af tid til at forberede mig, så er jeg ikke klar. Det bliver fantastisk at komme videre til næste kapitel, men uanset hvor meget jeg prøver at forblive positiv, så kan jeg mærke, at det her bliver sværere end noget andet jeg har prøvet. Og jeg er kun 19 år. Og jeg har ikke engang sagt farvel til de vigtigste personer endnu. Det er altid svært at sige farvel og lukke ned for noget, du elsker højt. Noget, som du slet ikke er klar til at forlade.

It hurts because it matters.

Mi Buenos aires querido, cuando yo te vuelva a ver no habrá más penas ni olvido

Thursday, 19 June 2014

Até breve, Brasil































Imorgen begynder jeg min rejse tilbage til Argentina og jeg forlader Brasilien på fredag omkring middagstid. Fem helt igennem fantastiske uger i det her endnu mere fantastiske land er slut. Jeg kan uden tvivl erklære Brasilien for mit yndlingsland i Sydamerika. Det er sjovt, som det kun er blevet bedre og bedre - først var Chile bedre end Argentina, så var Colombia smukkere end Chile og nu har Brasilien slået dem alle sammen. Der er rigtig mange grunde til det. Mit ophold har uden tvivl været påvirket meget af det, som hele verden taler om i disse dage; verdensmesterskabet i fodbold, som jo bliver afholdt her i Brasilien i år. Jeg havde faktisk slet ikke overvejet, at jeg ville være her til VM og det har ikke haft nogen indflydelse på mine rejseplaner. Dog er jeg glad for, at jeg fik set Rio før braget gik i gang. Men jeg er egentlig også glad for, at jeg har været under VM. Under starten, i hvert fald. Det har nemlig været uhyre interessant og det har været en stor del af min samlende oplevelse af Brasilien.

For selvom jeg har oplevet utilfredsheden og den til tider meget anspændte stemning på tæt hold, så har jeg også set den ekstreme nationalfølelse, som skinner ud af mange brasilianere. Der har selvsagt været flere flag i gaderne, ekspedienterne i samtlige butikker har været klædt i brasilianske fodboldtrøjer og nationalfarverne har været til at skimte overalt. Men det er ikke kun på grund af værtsskabet. Brasilianerne er stolte mennesker, de er stolte af deres land og det synes jeg egentligt også, at de har grund til at være. Det her land har et enormt stort potentiale - det sagde jeg også om Colombia, men jeg synes tilfældet er meget større her. Brasilianerne er gæstfrie, de er venlige, åbne, hjertevarme. Der er en enorm variation på grund af landets enorme størrelse - både naturmæssigt, hvilket gør at de dyrker stort set alt selv og derfor ikke er afhængige af andre landet til at importere afgrøder, men også befolkningsmæssigt. Der er ingen, der ser på mig, som om jeg ikke hører til her. Jeg er utallige gange blevet spurgt om vej på gaden, som om jeg var lokal og det er aldrig sket før hernede. Jeg har set brasilianere, der har set mere europæiske ud, end jeg selv gør. Og det synes jeg er fantastisk. Man lever side om side. Selvfølgelig eksisterer racismen og forskelsbehandlingen, men det kommer man ikke uden om, og især ikke i et land med 200 millioner mennesker. 

Så hvorfor er det så, at Brasilien har fået så meget kritik og så meget opmærksomhed i løbet af de sidste par uger? Jeg ved absolut ingenting om politik, men jeg har hørt tilstrækkeligt meget kritik af den brasilianske regering til at regne ud, af det nok har noget med den at gøre. Jeg har ivrigt fulgt med i nyhederne, både de danske og de brasilianske, for at prøve at stykke det hele sammen. For at prøve at forstå noget, hvis konsekvenser jeg har været midt i. For konsekvenser har det været nok af - dårligt planlagte byggeprojekter har ført til dødsfald mellem byggearbejderne. Uvillighed fra regeringens side om at imødekommende metroarbejdernes krav om lønforhøjelse har ført til en omfattende metrostrejke her i São Paulo og sådan noget kan ikke gå ubemærket hen, når man har med en millionby at gøre. Her bor omkring 20 millioner mennesker, så det kan i den grad mærkes. Utilfredsheden kan mærkes. Størstedelen af befolkningen ønsker ikke det her værtsskab, uanset i hvor stor en grad, de bliver påvirket af det - direkte eller indirekte. Men der er alligevel også en ambivalens forbundet med det hele - Brasilien er jo kendt for at elske fodbold. Det er tit det, der står øverst i det semantiske skema, har jeg ikke ret? Her i São Paulo har stemningen været præget af, at man ikke ved, om det bliver en folkefest eller kaos. Det kunne vi først gisne om efter åbningskampen, som vist egentlig forløb perfekt på mange punkter. Ret godt gået på et stadium, som vist blev færdigt et par timer før kampstart.

Jeg har fulgt med i DR's programmer, der har fokuseret på Brasilien - DR Deadline, Bildsøe i Brasilien - for at prøve at se, hvad resten af verden får serveret af nyheder og information om alt det her. I nr. 2 afsnit af Bildsøe var han på besøg hos en brasiliansk kvinde i en af Rio's favelaer, som sagde noget meget klogt: "Den brasilianske regering vil gerne vise et Brasilien frem, som ikke findes." Denne her slutrunde har kostet omkring 70 milliarder danske kroner - penge, som man kunne og burde have brugt på at forbedre landets enorme sociale problemer. Jeg har aldrig set så meget social ulighed, som jeg så i Rio de Janeiro. Jeg boede i et relativt sikkert og velhavende kvarter, men du skulle ikke gå mere end 2 minutter, så stod du midt i en favela. Den fremgang, Brasilien oplevede for et par år siden, er gået lidt i stå, og der var ingen, der troede, at regeringen havde så mange penge at skyde i et projekt, som landet ikke vil få gavn af fremover. Der blev lovet forbedringer af infrastruktur, bedre veje og lufthavne - men de fleste af projekterne er blevet droppet eller er ikke blevet udført godt nok, netop på grund af den korruption, der gennemsyrer Brasiliens politiske scene. De nye stadions er knapt nok blevet færdige til tiden (Corinthians i São Paulo blev vitterligt færdigt klokken 12 på kampdagen, så vidt man ved), så naturligvis er de ting, hverdagslivet i Brasilien kunne have fået gavn op, ikke blevet til noget. Så det er forståeligt, at de fleste er meget utilfredse med hele projektet. I løbet af de seneste par dage har jeg dog også set indslag om, at det er meget mere politisk, end jeg overhovedet kan forestille mig - at al kritikken har været led i oppositionens forsøg på at vælte den siddende præsident, Dilma Rousseff, som de fleste brasilianere er bragende utilfredse med. Det er svært at finde hoved og hale i det hele i et land, hvor et korrupt system interfererer med en af verdens største sportsbegivenheder og hvor det tilmed er værtslandets absolutte yndlingssport, det handler om. Jeg kan stadig ikke finde ud af det og der er kun en ting, jeg kan sige med sikkerhed; det har været dybt fascinerende at være midt i det. 

Men som jeg har oplevet det, og jeg kan kun ytre min personlige mening  - så tøede det hele lidt op, da bolden først begyndte at rulle - uanset hvilken side folk var på - selvom der havde været voldelige demonstrationer i centrum af São Paulo et par timer forud for kampstart. Dermed ikke sagt, at alt kaosset forsvandt med åbningskampen. Da jeg sad på en japansk restaurant, der ligger i mit nabolag og sippede til mine ris, imens jeg så Chile vs. Australien fredag aften, kørte der mindst 10 sirenekøretøjer forbi. Jeg ved godt, at jeg er i en af verdens største storbyer, men det var ikke normalt. Det var på grund af optøjer, og det var hverken kampdag for Brasilien eller for São Paulo. Der er stadig skilte og grafitti med ordene Fifa, go home mange steder og i Rio var der tilfældige folk, der gik rundt og råbte det på gaden. 
Men det er jo ikke turneringen eller fodbolden som sådan, at folk er modstandere af - det er måden, det er blevet gjort på. Og brasilianerne elsker jo fodbold. Og selvom Danmark ikke er med i år og selvom jeg ikke har den ringeste forstand på fodbold og derfor ikke rigtigt kan udtale mig om kampkvaliteten, så bliver jeg opfyldt af en ekstremt nationalfølelse og jeg følte mig endda lidt stolt, da Columbia vandt over Grækenland i lørdags og jeg blev lykkelig, da Messi scorede det legendariske mål mod Bosnien. Bare fordi jeg føler et lille bitte tilhørsforhold til begge lande.

Men nu skal det hele ikke handle om fodbold - jeg nåede jo at være i Brasilien i fire uger, før turneringen overhovedet gik i gang. Jeg har haft base i São Paulo, hos en af mine brasilianske veninder, som jeg boede sammen med, da vi begge gik på sprogskole i Spanien i sommeren 2012. Hun har vist mig den brasilianske gæstfrihed og jeg er så taknemmelig for, at jeg har kunnet bo i en lejlighed i så lang tid. Det gør det en del nemmere at rejse i så lang tid, praktisk talt. Vi har været ude utallige gange, vi har hørt blues til langt ud på natten, hendes og hendes bofæller har introduceret mig for alle de lækre brasilianske specialiteter, som man skal smage, når nu man er her. Jeg har mæsket mig med feijoada, pastel, acai, caipininha, coxinha, hjemmelavet brigadeiro og guaraná-juice (så bliver det ikke mere brasiliansk!). Og jeg har igen, præcis ligesom i Columbia, prøvet at finde rundt i den jungle, deres frugtudvalg er.. Det er umuligt, jeg lærer aldrig navnene på mere end 3 af dem..

Jeg var 6 dage i Rio de Janeiro i slutningen af maj og en uge i São Jose do Rio Preto, der ligger 6 timer i bus længere inde i staten São Paulo, her i starten af juni. Jeg havde det så sjovt begge steder, i Rio med at se alle seværdighederne og lege turist og i São Jose med at komme under huden på den middelklassehverdag, som mange brasilianere lever i. Jeg besøgte en af mine veninder, Lynna, der ligesom jeg selv, var au pair i Texas sidste år. Hun lever et meget typisk brasiliansk liv og det fik jeg lov til at opleve på første hold. Det jeg husker bedst fra São Jose, er alle de unge brasilianere, som hun introducerede mig for. Faktisk er det nok min tid i Rio Preto, der var den mest mindeværdige i Brasilien, når jeg mærker efter. Den står for alle de ting, jeg vil huske Brasilien for - det er ikke fodbold, samba eller strandliv. Det er alle de hårdtarbejdende og helt igennem fantastiske mennesker, jeg har mødt. Næsten alle de mennesker, jeg har mødt under mit ophold, har haft som minimum to jobs. Ofte et fuldtidsjob, der ellers tager nok tid i forvejen (jeg mener at en normal arbejdsuge hernede er 45 timer imod vores 37 timer) og et deltidsjob om aftenen og i weekenderne. 

Jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg indså, hvor meget Lynna egentlig arbejdede - jeg havde svært ved at følge med, selvom jeg kun var tilskuer og jeg var ikke langsom til at lade hende vide, hvor dybt imponeret, jeg var. Hvor imponeret jeg var over, at hun stod op klokken 7 hver eneste lørdag for at undervise i engelsk på hendes gamle engelskskole - jeg havde svært nok ved at komme op til 'morgentræning' lørdag morgen kl. 10 hjemme i Aalborg Svømmeklub. Og det var jo endda frivilligt! "Mange af os har intet valg. Vi kender vejen frem" forklarede hun. Nogle af hendes elever på engelskskolen havde, da jeg mødte dem mandag aften, været i skole hele dagen - og selvom klokken var ved at nærme sig 21, var dagen langt fra slut endnu. De fleste af dem er ivrige efter at lære engelsk, men det er ikke fordi, at de er enormt passionerede sprognørder. De er nødt til det, hvis de vil fremad. Også selvom det betyder at bruge mandag aften eller lørdag morgen på at terpe verber og øve grammatik. Og de ved det godt. De ved godt, at de arbejder hårdt - men ikke en eneste gang hørte jeg dem klage. Ikke en eneste gang. Og det gjorde i den grad indtryk på mig - den livsglæde, som Brasilien også er kendt for - den sporede jeg. Også der i klasseværelset lørdag morgen efter en alt for lang uge. Der er mange folk, der intet har og der er mange, der har lige præcis det, de har brug for og intet andet. Jeg kan ikke udtale mig om den ekstreme fattigdom, som der i den grad findes overalt i Brasilien, men jeg kan udtale mig om den middelklasse, som fik en lille bid af den økonomiske fremgang, før den gik i stå. Det er dem, der arbejder hårdt for at bidrage til det land, de elsker højt og der er ikke noget de hellere vil, end at gøre Brasilien til et bedre sted at være. De har lige præcis det, de har brug for. Og det lader heller ikke til, at de har brug for meget andet. Og det er noget af det, jeg ikke vil glemme, at jeg har været vidne til og det er en af de ting, jeg vil tage med mig videre fra mit ophold i Brasilien. 

Vi kunne i den grad lære noget af Brasilien hjemme i Danmark. Brasilien har langt at gå, der er rigtig langt i mål. Jeg tror først rigtigt at jeg indså, hvor slemt det var, da jeg forsøgte at begive mig ud klokken 3 om natten i mit nabolag i São Paulo - som på inden måde er i nærheden af centrum og derfor er forholdsvist sikkert - men selvom der var omkring 20 meter hen til min destination, den døgnåbne tankstation, så kom jeg hurtigt indenfor igen. Jeg nåede at se et par rigtig grimme ting, som jeg formoder sker hver eneste nat, når vi andre ligger i vores seng, bag låste sikkerhedsdøre, og sover trygt.

Men på trods af det og mange andre forfærdelige ting, jeg har været vidne til her - så bliver jeg nødt til at sige, at jeg, med alle de utroligt dejlige mennesker, jeg har mødt i løbet af min tid her - så er jeg fuld af håb for fremtiden på Brasiliens vegne og jeg glæder mig til den dag, jeg vender tilbage. For det gør jeg helt bestemt. Jeg kunne aldrig nogensinde bo her - men dejligt, det er her altså. Og jeg kunne skrive et par bøger til om det her land, men jeg vil stoppe nu, for jeg kunne blive ved i en evighed. Pointen er; Brasilien er fantastisk

Lørdag morgen ankommer jeg til Buenos Aires. Jeg skal tilbage. Jeg bliver nødt til at tage tilbage, da min returbillet til Danmark er fra Buenos Aires, men det er ikke derfor jeg tager tilbage 'allerede nu' - for jeg har stadig en lille måned tilbage hernede. Jeg skal tilbage, netop fordi, at selvom jeg har rejst, selvom jeg har besøgt andre lande, set mine gamle venner, smagt andre ting, mødt andre mennesker, beundret nye landskaber - så har jeg ikke fundet noget, der kan måle sig med den magi, som jeg fandt i Buenos Aires. Og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget, som jeg gør til at træde ud af bussen på lørdag og se byen vågne, imens jeg går gennem gaderne igen. Som et nyt menneske. Et nyt menneske, der vender hjem. Og så håber vi selvfølgelig, at Argentina vinder kampen mod Iran på lørdag og at jeg så vender hjem til en folkefest i den by, jeg tror jeg elsker allermest i hele verden. 

ENGLISH RECAP Tomorrow night, I'll commence my journey back to Argentina. I'm leaving Brazil Friday around noon. It'll be the end of five incredible weeks in this even more incredible country. I can now say, without hestitation, that my favorite South American country is Brazil. Without any doubt. Amazingly enough, it's only changed to the better - Chile was better than Argentina, I liked Colombia more than Chile and now Brazil beat them all. And for numerous reasons. My stay here in this country has undoubtedly been affected by the thing that the whole world's talking about these days - the World Cup that's hosted by Brazil this year. Before planning my stay in Brazil, I hadn't even properly considered the fact that the cup'd be here during my trip and it hasn't effected my plans in any way. Although I am quite happy I made it to Rio before kick-off though.. But, to be honest, being here during the beginning of the tournament has been amazingly interesting and I'm actually quite happy it coincided and I can't deny that it's been a big part of my overall experience here.

Because, even though I've been experiencing the discontent surrounding this event firsthand  and even though I've felt the tension here in São Paulo, I've also seen how proud Brazilians in fact are of their country. Of course the World Cup has emphazized this; the Brazilian flag is everywhere (thank god it's a pretty flag, right?), almost everyone working in a public place is wearing the Brazilian football jersey and you can't go anywhere without bumping into the national colors. It's uniting and it's destryoing. I guess there's not telling how this will end before it's actually over. And I'm glad I'm not gonna be here. I can't even imagine what will happen if Brazil loses the tournament. I'm glad I'm not gonna be here to find out!

But despite of the World Cup showing it's sometimes ugly face, I have thoroughly enjoyed my experience here. Brazilians are the nicest people I have ever met and I've even been approached by random people on the street asking me directions, in Portuguese - I have never ever been mistaked for a local down here before. Definitely a plus! That I'm not able to properly answer them is the next step, but you get the point, haha. So once again, it'll be with a small tear in my eye that I'm leaving another country that I've grown to like. I've had the best time here and I've met so many people and I've seen a couple of old friends which remains the best part of travelling. I've only been to Rio de Janeiro, São Paulo and São Jose do Rio Preto and even though I've only seen a tiny percentage of what Brazil has to offer, I'm not being hesitant when I say that I love this country. And I am positive that tomorrow, I'm not saying goodbye, but até breve. My Portuguese is on fire!

Saturday morning, I'll arrive in Buenos Aires and to say I'm excited would be a serious understatement. I travelled, I met new people, got to experience new cultures, tried new foods and I saw different lands - and I never found anything that could compare to the magic I experienced in Buenos Aires. I'm going home and I've never been more excited to go on a 36 hour journey. I don't care about how long it takes, the point is - that bus is gonna bring me to the place where I most want to be in the entire world.
And I can't wait to speak Spanish again!

Sunday, 27 April 2014

Wrapping up Chile

Og så var det også nok med alle de top of the rock-billeder af Santiago! Det er bare så pænt..


Så er tiden kommet til, at jeg skal stemple ud - jeg skal sige farvel og tak til Chile, der har været mit hjem igennem de sidste 18 dage. Det er igen meget ambivalent, da jeg er kommet til at holde ret meget af det her sted, for Santiago er en virkelig, virkelig dejlig by - så det er igen med blandede følelser, at jeg tager videre. 

Jeg skal gerne indrømme, at min viden om dette skønne, sydamerikanske land var meget begrænset, før jeg ankom. Jeg bilder mig selv ind, at det er grundet den ringe opmærksomhed, som Chile får i Europa. Men nu har jeg været her i 2,5 uge og jeg har lært landet at kende - jeg er blevet positivt overrasket ud over alle grænser! Jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg generelt bedre kan lide Chile end Argentina (Buenos Aires er dog stadig mit sted, hvis nogen skulle være i tvivl).

Chile er mange ting - Chile er hjemsted for den utroligt lækre cocktail Pisco Sour (Pisco er den chilenske nationaldrik og udgør 80 procent af spiritusforbruget i Chile - pisco er destilleret vin fra muskatdruer, hvis det skulle interessere nogen - jeg tror det ville være det, vi kender som brændevin?). 


Chile er landet, hvor jordskælv er tæt på at være hverdagskost - og hvor de selvfølgelig også har en drink, der hedder Terremoto, det spanske ord for jordskælv. Og de har også en, der hedder Temblor, hvilket groft oversat betyder 'rystelse'. De to drinks er næsten ens; forskellen er bare, at Terremoto'en er kraftigere end Temblor'en. Get it? 


Chile er også landet, hvor man ikke udtaler s'et i et ord, hvis s'et er det sidste bogstav. Chile er stedet, hvor det er et helt normalt syn at se folk sælge kager i vejkanten ved motorvejen. Hvor du, hvis du snakker med en hvilken som helst ung chilener, vil høre ordet 'weon' mindst ti gange i hver eneste sætning (og hvor du sandsynligvis også vil blive utrolig træt af ordet til sidst). 


Hvor efteråret, i hvert fald her i Santiago, betyder en yderst behagelig dagstemperatur på omkring de 28 grader - at se bladene falde af træerne imens jeg er trisser rundt i shorts er ikke noget, jeg har vænnet mig til, eller nogensinde vil vænne mig til. Hvor avocado er en nationalspise, som de fleste indtager hver evig eneste dag, fordi at det ikke bare er ekstremt billigt, men også virkelig, virkelig lækkert. 


Jeg har familiehygget på ægte chilensk i La Ligua, spist skaldyrsempanadas ved stranden i Papudo, drukket hjemmelavet Pisco Sour lavet af min venindes bedstemor, smagt en fantastisk Terremoto på The Clinic i Santiago, jeg har spist mindst en avokado hver eneste dag, været totalt i svime over at have haft udsigt til bjerge, hvor end jeg har kigget hen og jeg har nydt hver eneste dag fuldt ud. 


Og nu er klokken så småt ved at nærme sig 7 om morgenen, datoen hedder søndag d. 27. april og jeg må nok hellere smutte i seng - der venter mig et langt døgn forude, da jeg senere idag tager mod lufthavnen - jeg skal nemlig med et fly nordpå halv syv mandag morgen. Så næste gang, jeg giver lyd fra mig - det bliver fra Columbia!

Monday, 31 March 2014

Kunsten at sige farvel til noget, du aldrig får igen

På gensyn, Buenos Aires

Tak for alt. Det har været en fornøjelse ud over alle grænser. Det har været fantastisk. At sige at du har givet mig en god start på det her dækker ikke. Du har givet mig den bedste start, jeg nogensinde kunne have forestillet mig og jeg kommer til at savne dig mere, end jeg kan forklare med ord.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg ankom. 7. januar. Jeg ankom efter verdens længste flyvetur. Over et halvt døgn i en flyvemaskine. Jeg kunne ikke have klaret 5 minutter mere.

Jeg blev både overrasket og utrolig skuffet, da jeg trådte ud af flyet. Overskyet. Der var ikke nogen skønhed at spotte. Overhovedet. Med mit hjerte oppe i min hals begav jeg mig hen mod immigration, nervøs for hvad der ville vente mig. Ville de lade mig komme ind i landet, selvom min hjemrejse billet indikerede et ophold på mere end 6 måneder? Med hjertebanken, jetlag og en udkørt krop bevægende jeg mig hen til immigrationsinspektøren, manden, der skulle bestemme min skæbne. Han var selvfølgelig ekstremt rar og i stedet for at hænge sig i, hvornår jeg skulle hjem igen, spurgte han mig muntert, om jeg glædede mig til at se hans land. Og han gav mig et smukt stempel, min indgangsbillet til Argentina, et 'nyd det' og et stort smil med på vejen. Det værste var overstået. Mit pas, der nu var endnu smukkere end før med sit nye skud på stammen, og jeg var godt tilfredse. Efter baggagebåndet, baggagescanning og en masse andre tidsrøvere, var jeg klar. Jeg trådte ud på argentinsk jord, jeg begyndte at indånde den forurenede luft (det er bedrag at kalde det Buenos Aires, Malos Aires passer langt bedre) og da jeg mærkede den kvælende høje luftfugtighed, vidste jeg, at nu var det virkeligt. Nu gjaldt det. Jeg var i Sydamerika.

Jeg sad hjemme på mit varme og behagelige værelse den aften i november, da jeg bestilte flybilletten. Jeg husker det tydeligt. Jeg havde ingen egentlig plan. Buenos Aires lød da som en god idé. Jeg kan jo vældig godt lide Che Guevara, så Argentina måtte da lige være noget for mig, ikke? Jeg havde taget let på planlægningen. Meget let. Alt for let. Det indrømmer jeg gerne, selvom jeg måske prøvede at bilde min mor noget andet ind. Og det mærkede jeg, da jeg ankom. Jeg var mutters alene, jeg var uden det sikkerhedsnet, jeg har haft på alle de rejser, jeg har foretaget og jeg havde ingen endelig bekræftelse eller formaning om, om jeg overhovedet havde noget så simpelt som et sted at bo. Argentina er et af de få steder i Sydamerika, hvor jeg næsten ikke kendte en sjæl. Og det ville normalt skræmme mig. Især når jeg skulle rejse alene. Men jeg tror egentlig, at jeg var lidt ligeglad - jeg ville bare gerne ud igen.

Alle mine bekymringer, som jeg egentlig burde have omkring de ting, jeg beskrev ovenover - dem havde jeg ikke, men de blev alligevel gjort til skamme på en eller anden måde. Jeg havde selvfølgelig et sted at bo, jeg fik lynhurtigt venner, jeg følte mig hjemme i løbet af no time - og her, tre måneder efter, føler jeg mig stadig lige så godt tilpas. Der har været op- og nedture naturligvis. Der har bare aldrig været gange, hvor jeg har villet være et andet sted. Jeg har aldrig tænkt 'gid jeg aldrig var taget af sted'.

Og det er der mange grunde til. Jeg har fået venner. Ikke bare venner, men venner for livet. Jeg har mødt rigtig, rigtig mange mennesker. Jeg har forsøgt at skrive alle navne og nationaliteter for dermed at have en lille sjov oversigt til sidst, og selvom listen allerede er mange kilometer lang, så har jeg kun fået halvdelen med. Rigtig mange mennesker. Mennesker, der virkelig har efterladt et spor på min sjæl. Jeg kunne skrive en tyk bog om de personligheder, jeg har mødt og jeg kunne skrive en endnu større bog om især de personer, der for altid vil være Buenos Aires i min erindring. De har gjort det hele fantastisk. Jeg har nydt hvert sekund af mit ophold og det er deres fortjeneste.
Og nok præcis derfor har jeg forsømt bloggen i stor stil, imens jeg har været her. Dels fordi jeg ikke har haft tiden til det med alle de nye oplevelser, men også fordi jeg, uden held, forgæves har forsøgt at forklare, hvad det her er for noget. Det føles som om, at jeg har været her i en evighed. Jeg har nemlig skabt mig det, jeg så inderligt håbede, at jeg ville kunne skabe mig; nemlig en hverdag, med alt hvad det indebærer. Jeg har arbejdet og levet et slags dobbeltliv, hvis jeg må være så utrolig cheesy og Totally Spies-agtig at bruge det udtryk.

Men det er jo det, jeg har gjort gennem de sidste tre måneder; på den ene side har jeg været på 'ferie' i en af verdens mest pulserende storbyer, jeg har gået i byen og festet til den lyse morgen, jeg har mødt nye mennesker og brugt flere timer på bare at slentre byen rundt og fotografere pæne ting og kigge på mennesker - på den anden side har jeg arbejdet 28 timer om ugen, gået tidligt i seng (set i retrospekt burde det dog nok være sket noget oftere..) for at kunne stå op og arbejde fra klokken 7 og jeg har faktisk haft et ansvar på det hostel, hvor jeg har arbejdet - jeg har ikke følt mig som en backpacker, der bare er her for at tage afsted igen og jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg ville ende op med at elske det så meget, som jeg gør, ikke bare stedet, men også mit arbejde. Det har været hårdt, det har faktisk været rigtig hårdt - jeg har været på randen af sammenbrud, jeg har været frustreret og jeg har været så tæt på at pakke mine ting og tage af sted, udelukkende på grund af arbejdet. Jeg har været virkelig sur over, at jeg har fået lov til at have så meget ansvar, når jeg kun er 19 år. Men når det så er sagt, så er det er ingenting imod hvor mange ting, jeg har fået igen. Ikke bare på det personlige plan, men også på et professionelt plan. Det kan godt være, at jeg ikke kan skrive det på mit CV, men jeg har lært om hotel- og servicebranchen imens jeg har været her og selvom jeg har lært det på den hårde måde, så har det været utrolig lærerigt og jeg ved med sikkerhed, at jeg kommer til at bruge det senere i livet. Jeg har mødt så mange nye mennesker. Mennesker, der har lagt deres vej forbi mit vandrehjem, mit hjem. Som er blevet til venner. Jeg har en familie her. Det er dem, der som jeg selv, har været her i lidt længere tid end alle de andre. Os, der har boet her og som har set stedet vokse og ændre sig. Det er min familie. Jeg føler mig hjemme fordi jeg har en familie her. Og det er svært at sige farvel til en familie, der splittes op lige så stille, som små stykker af et billede, der bliver revet itu. Jeg har nydt det her ud over alle grænser. Mit spansk kører på (argentinske) skinner og jeg føler mig værdsat og nødvendig og ikke bare som endnu en voluntør, der let kunne skiftes ud. Jeg har arbejdet og boet sammen med de skønneste mennesker på jorden og da klokken slog 15 lørdag eftermiddag og derved markerede enden på min sidste arbejdsdag, var det med et meget tungt hjerte, at jeg tjekkede ud.

Halvdelen af min tid i Sydamerika er snart slut. I morgen har jeg været i Argentina i tolv uger. Og efter tre måneder, er det tid til at forlade Buenos Aires. Og det bliver ikke bare svært - det bliver enormt svært. Selvom jeg kun har været her i 83 dage, så føles det på en og samme tid både som meget længere tid og meget kortere tid. Længere tid fordi jeg har lavet så mange ting med fart over feltet og dagene derved føles længere, end de reelt har været - kortere tid fordi alle de nye indtryk og oplevelser fylder så meget, at jeg næsten har glemt hvad jeg lavede, før jeg kom her.
 Og på trods af, at jeg har haft tre måneder til at tænke over det, så ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal svare, når folk spørger mig hvad jeg synes om denne her by. Men nu tror jeg, at jeg ved det. Jeg elsker den, og jeg hader den.
Det er som om, at Buenos Aires har to ansigter. Buenos Aires er på den ene side flot, europæisk inspireret arkitektur, små hyggelige gader, cool streetart, gode bøffer og et vildt og pulserende natteliv. På den anden side er den også indbegrebet af grimhed, beskidthed, fattigdom og niveauet af uorganiserethed er skræmmende.

Det er de oplevelser, jeg har haft her. De minder, Buenos Aires har været kulisse for. Selvom byen er grim på rigtig mange måder, både udvendigt og indvendigt, så er den i en speciel forstand en by fuld af muligheder. Den har så meget potentiale. Der er så mange mennesker at møde, fordi der er så meget mangfoldighed. Der er tusindvis af udlændinge, der har bosat sig her. Der er utroligt mange unge latinamerikanere, der kommer hertil for at studere. Der er så mange mennesker at møde og det er det, jeg elsker ved Buenos Aires. Det er let at starte fra bunden, det er ikke svært at skabe sig en omgangskreds og et liv - Buenos Aires har for mig været et sted, hvor jeg har kunnet udleve en drøm. Et sted, hvor man kan grine, græde, elske, danse, fordybe sig, slentre, observere, drømme, forelske sig.

Mit yndlingssted i Buenos Aires er Plaza Italia. Det er en ret central plads i den mere hippe, mondæne og moderne del af byen, i Palermo. Pladsen i sig selv er virkelig slet ikke særlig charmerende - der er tiggere på gadehjørnerne, affald overalt, bilosen er nærmest kvælende og forureningen kan mærkes, når du trækker vejret - der er beskidt i alle forstande. Men den minder mig om nogle af de første oplevelser, jeg har haft i Buenos Aires - de oplevelser, der var med til at danne grundlaget for mit 'liv' her. Aftner, der blev til søvnløse nætter. Tilfældige møder, der blev til venskaber. Tårnhøje forventninger, der blev til et knust hjerte.

Og i morgen er det 12 uger siden, jeg trådte ud af det kæmpestore Iberia-fly og for første gang så en del af den verden, jeg aldrig havde set før. Latinamerika. Det er tre måneder siden, at jeg ankom. I aften  skal jeg sige farvel. Jeg forlader mit hostel kl. 19 sharp og jeg skal tage afsked med alle de mennesker, som jeg ikke kan tage med mig. Jeg skal blandt andet sige farvel til en af dem, der har betydet mest for mig her. Han var faktisk den første person, jeg mødte her og han bliver den sidste, jeg siger farvel til. Og så skal jeg mod togstationen. Det bliver med et tungt hjerte. Allerede nu kan jeg mærke at mit humør er hæmmet af en sort sky, der dækker mit sind som et askegråt tæppe af tristhed og melankoli. Solen skinner udenfor, men der er overskyet inden i mig.

Jeg skal afsted. Det bliver en uendeligt lang tur. 17 timer for at være helt præcis. Imorgen kl. 13.42 ankommer jeg til Córdoba, den 2. største by i Argentina. Der venter en af mine argentinske venner på mig, hvis familie jeg skal bo hos de næste par uger. Jeg glæder mig helt ustyrligt, men samtidigt er der en stor del af mig, der allerhelst bare vil blive her. Selvom halvdelen af mine venner, den del, der som mig, er på gennemrejse, er taget videre, så er den anden del her stadig og deres liv fortsætter som det altid har gjort. Jeg er bare i transit her, ligesom alle de andre rejsende, jeg har mødt. Men på trods af det, så har Buenos Aires været så meget mere end bare et stop på min rejse. Buenos Aires har været mit hjem. Det har været den perfekte start på mit Latinamerika-eventyr. Det har været et tre måneders liv, et eventyr så omfangsrigt, at jeg kunne bruge hele min sytten timer lange togtur på at skrive om det og stadig ikke have nået at dække halvdelen af alt det, jeg har oplevet og følt. Jeg får enormt meget tid til at reflektere over alt det her og det skræmmer mig mildest talt ret meget. Når hjulene i aften ruller hen over skinnerne og forlader perronen og begiver sig ud i den mørke horisont, det er nok der, der for alvor vil gå op for mig, at det er slut. Jeg glæder mig ikke halvt så meget, som jeg frygter det. Noget af det, jeg hader mest her i livet, er at sige farvel til noget, du ved aldrig bliver det samme igen. Tak for alt, Buenos Aires.

En tilfældig idé, der blev til et vidunderligt eventyr. 


Gracias porque me enseñanste a seguir volando, a seguir amando, a seguir adelante y nunca rendirme, gracias por haber sido mi hogar, gracias por todo que me diste, gracias por todo lo que aprendí y por estas experiencias inolvidables. Siempre en la corazón


Saturday, 2 November 2013

When words aren't enough - a closure

Downtown Houston - Houston is in a certain way a bit like life: complicated, immense and it confuses you way more than it should - but you can't help but loving it 

Den tid, jeg nåede at få i Texas, var på ingen måde spildt. Ja, det skulle have varet 365 dage - men sådan gik det ikke og måske er det ikke så slemt. Det blev til 70 dage i USA i alt - selvom det er slut, vil minderne, venskaberne og kærligheden altid være gemt dybt i mit hjerte. Lige fra dag 1 af blev jeg taget ekstremt godt imod af så mange forskellige og fantastiske mennesker. Jeg har fået venner for livet, jeg har lært mere om venskab, kærlighed og familie end jeg har gjort gennem hele mit liv og jeg har fået åbnet øjnene overfor hvad medmenneskelighed egentlig er og hvad det i sin simpleste forstand kan have af betydning for et menneske.
Før jeg tog afsted, havde jeg en forestilling om, hvad jeg ville komme til at opleve og hvilke mennesker jeg ville møde og ende op med at blive venner med - jeg tog fejl - jeg mødte mennesker der tvang mig til at tage livet op til revision og som fik mig til at kigge alvorligt på mig selv. Jeg lærte hvad det vil sige at være en familie. Jeg har set og mærket hvordan mennesker kan forandre dit liv.. uden overhovedet selv at vide det. Jeg har lært at man, på trods af sprogbarrierer, kan forstå hinanden perfekt bare ved at se hinanden i øjnene. Mit ophold har givet mig langt mere, end jeg havde turdet håbe på. Det var svært at afbryde det, men det var det rigtige. Det kan jeg mærke nu. Og hvorfor skulle jeg så absolut hjem, er der mange der har spurgt mig om. Det eneste svar, jeg selv synes dækker ordentligt, er et meget simpel et, dog nok ikke et, der vil synes dækkende - men det er det, jeg føler mest for at give: ..it just wasn't meant to be.
 _____________________________________________________________________________________________________________

My Texas adventure wasn't supposed to end until August next year, but life had other things in store for me. I left Texas on October 21st, on my birthday and it was horrible to say goodbye - the reasons for why I left are numerous, but maybe I should just say it the way I feel it - it wasn't the right thing for me and maybe leaving doesn't mean ending, but beginning. A chance for me to go somewhere else and explore. I can never thank Texas enough for everything I've learned, seen and experienced during those 70 days. I have gained friends for life, I have memories enough to last a lifetime and I have a family, I have people I can count on for the rest of my life. You can't put a price tag on that. I left, yes, but I didn't loose. I won. I gained everything. A new life, a new love, a new world, a new family and the most important of all - a brand new perspectice that changed me and the way I see the world. I owe Texas everything. It helped me understand that life is bigger than I imagined and that I'll never fully understand the wonders in this world. For the first time, my words aren't enough to describe what I'm feeling - maybe just that sole fact is enough to describe what this has been for me.
I met people who had no obligation to treat me as family and yet, they did - I met people who has lead the toughest of lives and yet they had the love in their heart to make me feel at home and make me feel welcome. I met people who made me take a step back and look at myself, my dreams and the way I deal with things. I met people with whom I spend hours discussing life - I realized that the topic of how you really wanna live your life is the most important of all and not something to take for granted. I won't do that from now on. Texas, you've been good to me. 

Wednesday, 26 June 2013

It's the end of an era


I dag (teknisk set igår) blev jeg student, d. 25/6! Efter 3 fantastiske skoleår på Aalborghus Gymnasium, kunne min bedstefar endelig sætte huen på mit hoved i dag kl. 09.15 efter en overordentligt vellykket AT-eksamen (jeg er stor fan af AT, skal det lige siges!). Det var befriende og skræmmende på en og samme tid. Bevares, det er en byrde, der er blevet løftet fra mine skuldre, det har trods alt været lidt hårdt til tider, men det er ingenting i forhold til hvor meget jeg allerede savner mit gymnasium og hvor meget jeg ved jeg kommer til at savne min klasse. Men det skal alligevel nydes, og jeg har haft en rigtig god dag i dag med dejligt selskab, godt humør, flag, overvældende gaver, overdådig brunch, velduftende blomster, jordbær, solskin, hjemmelavet brunsviger, svømmetræning, spansk aftensmad og selvom der ikke er flere skoleår at se frem til, er der jo Japan og USA at se frem til! Det kommer pludselig tættere og tættere på, og jeg kan virkelig mærke, at jeg begynder at glæde mig til at se Tokyo og til at være sammen med Luna som i Skotland.

Faktisk er der lige præcis en uge til, at vi sidder i flyet fra Finland til Japan. Det er sgu' snart! Jeg fik et par yen i studentergave i dag, så alt er vist snart klart - tiden kan kun gå for langsomt nu!

I graduated from high school today, June 25th, after the most amazing three years. My whole family was there to greet me after my final exam and although I was so incredibly happy, it was also a bit sad. I'm gonna miss the school and all the amazing people I've come to know during the past three years and I'm not very good with goodbyes when it's the final ones. So even though it's hard to accept that it's over, I've celebrated it today with my favorite people around me, good spirits, amazing gifts, a luxurious brunch, beautiful flowers, strawberries, sunshine, homemade Danish cake, a swimming session and Spanish food for dinner. Even though I don't have one more year to look forward to after the summer holidays, I have Japan and USA to look forward to and maybe that's just as good. Or even better. Suddenly Tokyo's right around the corner and I can't wait to finally see the city and to spend a lot of time with Luna like we did in Scotland on our very memorable trip in March. A week from today we're probably half asleep on the plane from Finland to Japan!