Até breve, Brasil

Imorgen begynder jeg min rejse tilbage til Argentina og jeg forlader Brasilien på fredag omkring middagstid. Fem helt igennem fantastiske uger i det her endnu mere fantastiske land er slut. Jeg kan uden tvivl erklære Brasilien for mit yndlingsland i Sydamerika. Det er sjovt, som det kun er blevet bedre og bedre - først var Chile bedre end Argentina, så var Colombia smukkere end Chile og nu har Brasilien slået dem alle sammen. Der er rigtig mange grunde til det. Mit ophold har uden tvivl været påvirket meget af det, som hele verden taler om i disse dage; verdensmesterskabet i fodbold, som jo bliver afholdt her i Brasilien i år. Jeg havde faktisk slet ikke overvejet, at jeg ville være her til VM og det har ikke haft nogen indflydelse på mine rejseplaner. Dog er jeg glad for, at jeg fik set Rio før braget gik i gang. Men jeg er egentlig også glad for, at jeg har været under VM. Under starten, i hvert fald. Det har nemlig været uhyre interessant og det har været en stor del af min samlende oplevelse af Brasilien.

For selvom jeg har oplevet utilfredsheden og den til tider meget anspændte stemning på tæt hold, så har jeg også set den ekstreme nationalfølelse, som skinner ud af mange brasilianere. Der har selvsagt været flere flag i gaderne, ekspedienterne i samtlige butikker har været klædt i brasilianske fodboldtrøjer og nationalfarverne har været til at skimte overalt. Men det er ikke kun på grund af værtsskabet. Brasilianerne er stolte mennesker, de er stolte af deres land og det synes jeg egentligt også, at de har grund til at være. Det her land har et enormt stort potentiale - det sagde jeg også om Colombia, men jeg synes tilfældet er meget større her. Brasilianerne er gæstfrie, de er venlige, åbne, hjertevarme. Der er en enorm variation på grund af landets enorme størrelse - både naturmæssigt, hvilket gør at de dyrker stort set alt selv og derfor ikke er afhængige af andre landet til at importere afgrøder, men også befolkningsmæssigt. Der er ingen, der ser på mig, som om jeg ikke hører til her. Jeg er utallige gange blevet spurgt om vej på gaden, som om jeg var lokal og det er aldrig sket før hernede. Jeg har set brasilianere, der har set mere europæiske ud, end jeg selv gør. Og det synes jeg er fantastisk. Man lever side om side. Selvfølgelig eksisterer racismen og forskelsbehandlingen, men det kommer man ikke uden om, og især ikke i et land med 200 millioner mennesker. 

Så hvorfor er det så, at Brasilien har fået så meget kritik og så meget opmærksomhed i løbet af de sidste par uger? Jeg ved absolut ingenting om politik, men jeg har hørt tilstrækkeligt meget kritik af den brasilianske regering til at regne ud, af det nok har noget med den at gøre. Jeg har ivrigt fulgt med i nyhederne, både de danske og de brasilianske, for at prøve at stykke det hele sammen. For at prøve at forstå noget, hvis konsekvenser jeg har været midt i. For konsekvenser har det været nok af - dårligt planlagte byggeprojekter har ført til dødsfald mellem byggearbejderne. Uvillighed fra regeringens side om at imødekommende metroarbejdernes krav om lønforhøjelse har ført til en omfattende metrostrejke her i São Paulo og sådan noget kan ikke gå ubemærket hen, når man har med en millionby at gøre. Her bor omkring 20 millioner mennesker, så det kan i den grad mærkes. Utilfredsheden kan mærkes. Størstedelen af befolkningen ønsker ikke det her værtsskab, uanset i hvor stor en grad, de bliver påvirket af det - direkte eller indirekte. Men der er alligevel også en ambivalens forbundet med det hele - Brasilien er jo kendt for at elske fodbold. Det er tit det, der står øverst i det semantiske skema, har jeg ikke ret? Her i São Paulo har stemningen været præget af, at man ikke ved, om det bliver en folkefest eller kaos. Det kunne vi først gisne om efter åbningskampen, som vist egentlig forløb perfekt på mange punkter. Ret godt gået på et stadium, som vist blev færdigt et par timer før kampstart.

Jeg har fulgt med i DR's programmer, der har fokuseret på Brasilien - DR Deadline, Bildsøe i Brasilien - for at prøve at se, hvad resten af verden får serveret af nyheder og information om alt det her. I nr. 2 afsnit af Bildsøe var han på besøg hos en brasiliansk kvinde i en af Rio's favelaer, som sagde noget meget klogt: "Den brasilianske regering vil gerne vise et Brasilien frem, som ikke findes." Denne her slutrunde har kostet omkring 70 milliarder danske kroner - penge, som man kunne og burde have brugt på at forbedre landets enorme sociale problemer. Jeg har aldrig set så meget social ulighed, som jeg så i Rio de Janeiro. Jeg boede i et relativt sikkert og velhavende kvarter, men du skulle ikke gå mere end 2 minutter, så stod du midt i en favela. Den fremgang, Brasilien oplevede for et par år siden, er gået lidt i stå, og der var ingen, der troede, at regeringen havde så mange penge at skyde i et projekt, som landet ikke vil få gavn af fremover. Der blev lovet forbedringer af infrastruktur, bedre veje og lufthavne - men de fleste af projekterne er blevet droppet eller er ikke blevet udført godt nok, netop på grund af den korruption, der gennemsyrer Brasiliens politiske scene. De nye stadions er knapt nok blevet færdige til tiden (Corinthians i São Paulo blev vitterligt færdigt klokken 12 på kampdagen, så vidt man ved), så naturligvis er de ting, hverdagslivet i Brasilien kunne have fået gavn op, ikke blevet til noget. Så det er forståeligt, at de fleste er meget utilfredse med hele projektet. I løbet af de seneste par dage har jeg dog også set indslag om, at det er meget mere politisk, end jeg overhovedet kan forestille mig - at al kritikken har været led i oppositionens forsøg på at vælte den siddende præsident, Dilma Rousseff, som de fleste brasilianere er bragende utilfredse med. Det er svært at finde hoved og hale i det hele i et land, hvor et korrupt system interfererer med en af verdens største sportsbegivenheder og hvor det tilmed er værtslandets absolutte yndlingssport, det handler om. Jeg kan stadig ikke finde ud af det og der er kun en ting, jeg kan sige med sikkerhed; det har været dybt fascinerende at være midt i det. 

Men som jeg har oplevet det, og jeg kan kun ytre min personlige mening  - så tøede det hele lidt op, da bolden først begyndte at rulle - uanset hvilken side folk var på - selvom der havde været voldelige demonstrationer i centrum af São Paulo et par timer forud for kampstart. Dermed ikke sagt, at alt kaosset forsvandt med åbningskampen. Da jeg sad på en japansk restaurant, der ligger i mit nabolag og sippede til mine ris, imens jeg så Chile vs. Australien fredag aften, kørte der mindst 10 sirenekøretøjer forbi. Jeg ved godt, at jeg er i en af verdens største storbyer, men det var ikke normalt. Det var på grund af optøjer, og det var hverken kampdag for Brasilien eller for São Paulo. Der er stadig skilte og grafitti med ordene Fifa, go home mange steder og i Rio var der tilfældige folk, der gik rundt og råbte det på gaden. 

Men det er jo ikke turneringen eller fodbolden som sådan, at folk er modstandere af - det er måden, det er blevet gjort på. Og brasilianerne elsker jo fodbold. Og selvom Danmark ikke er med i år og selvom jeg ikke har den ringeste forstand på fodbold og derfor ikke rigtigt kan udtale mig om kampkvaliteten, så bliver jeg opfyldt af en ekstremt nationalfølelse og jeg følte mig endda lidt stolt, da Columbia vandt over Grækenland i lørdags og jeg blev lykkelig, da Messi scorede det legendariske mål mod Bosnien. Bare fordi jeg føler et lille bitte tilhørsforhold til begge lande.

Men nu skal det hele ikke handle om fodbold - jeg nåede jo at være i Brasilien i fire uger, før turneringen overhovedet gik i gang. Jeg har haft base i São Paulo, hos en af mine brasilianske veninder, som jeg boede sammen med, da vi begge gik på sprogskole i Spanien i sommeren 2012. Hun har vist mig den brasilianske gæstfrihed og jeg er så taknemmelig for, at jeg har kunnet bo i en lejlighed i så lang tid. Det gør det en del nemmere at rejse i så lang tid, praktisk talt. Vi har været ude utallige gange, vi har hørt blues til langt ud på natten, hendes og hendes bofæller har introduceret mig for alle de lækre brasilianske specialiteter, som man skal smage, når nu man er her. Jeg har mæsket mig med feijoada, pastel, acai, caipininha, coxinha, hjemmelavet brigadeiro og guaraná-juice (så bliver det ikke mere brasiliansk!). Og jeg har igen, præcis ligesom i Columbia, prøvet at finde rundt i den jungle, deres frugtudvalg er.. Det er umuligt, jeg lærer aldrig navnene på mere end 3 af dem..

Jeg var 6 dage i Rio de Janeiro i slutningen af maj og en uge i São Jose do Rio Preto, der ligger 6 timer i bus længere inde i staten São Paulo, her i starten af juni. Jeg havde det så sjovt begge steder, i Rio med at se alle seværdighederne og lege turist og i São Jose med at komme under huden på den middelklassehverdag, som mange brasilianere lever i. Jeg besøgte en af mine veninder, Lynna, der ligesom jeg selv, var au pair i Texas sidste år. Hun lever et meget typisk brasiliansk liv og det fik jeg lov til at opleve på første hold. Det jeg husker bedst fra São Jose, er alle de unge brasilianere, som hun introducerede mig for. Faktisk er det nok min tid i Rio Preto, der var den mest mindeværdige i Brasilien, når jeg mærker efter. Den står for alle de ting, jeg vil huske Brasilien for - det er ikke fodbold, samba eller strandliv. Det er alle de hårdtarbejdende og helt igennem fantastiske mennesker, jeg har mødt. Næsten alle de mennesker, jeg har mødt under mit ophold, har haft som minimum to jobs. Ofte et fuldtidsjob, der ellers tager nok tid i forvejen (jeg mener at en normal arbejdsuge hernede er 45 timer imod vores 37 timer) og et deltidsjob om aftenen og i weekenderne. 

Jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg indså, hvor meget Lynna egentlig arbejdede - jeg havde svært ved at følge med, selvom jeg kun var tilskuer og jeg var ikke langsom til at lade hende vide, hvor dybt imponeret, jeg var. Hvor imponeret jeg var over, at hun stod op klokken 7 hver eneste lørdag for at undervise i engelsk på hendes gamle engelskskole - jeg havde svært nok ved at komme op til 'morgentræning' lørdag morgen kl. 10 hjemme i Aalborg Svømmeklub. Og det var jo endda frivilligt! "Mange af os har intet valg. Vi kender vejen frem" forklarede hun. Nogle af hendes elever på engelskskolen havde, da jeg mødte dem mandag aften, været i skole hele dagen - og selvom klokken var ved at nærme sig 21, var dagen langt fra slut endnu. De fleste af dem er ivrige efter at lære engelsk, men det er ikke fordi, at de er enormt passionerede sprognørder. De er nødt til det, hvis de vil fremad. Også selvom det betyder at bruge mandag aften eller lørdag morgen på at terpe verber og øve grammatik. Og de ved det godt. De ved godt, at de arbejder hårdt - men ikke en eneste gang hørte jeg dem klage. Ikke en eneste gang. Og det gjorde i den grad indtryk på mig - den livsglæde, som Brasilien også er kendt for - den sporede jeg. Også der i klasseværelset lørdag morgen efter en alt for lang uge. Der er mange folk, der intet har og der er mange, der har lige præcis det, de har brug for og intet andet. Jeg kan ikke udtale mig om den ekstreme fattigdom, som der i den grad findes overalt i Brasilien, men jeg kan udtale mig om den middelklasse, som fik en lille bid af den økonomiske fremgang, før den gik i stå. Det er dem, der arbejder hårdt for at bidrage til det land, de elsker højt og der er ikke noget de hellere vil, end at gøre Brasilien til et bedre sted at være. De har lige præcis det, de har brug for. Og det lader heller ikke til, at de har brug for meget andet. Og det er noget af det, jeg ikke vil glemme, at jeg har været vidne til og det er en af de ting, jeg vil tage med mig videre fra mit ophold i Brasilien. 

Vi kunne i den grad lære noget af Brasilien hjemme i Danmark. Brasilien har langt at gå, der er rigtig langt i mål. Jeg tror først rigtigt at jeg indså, hvor slemt det var, da jeg forsøgte at begive mig ud klokken 3 om natten i mit nabolag i São Paulo - som på inden måde er i nærheden af centrum og derfor er forholdsvist sikkert - men selvom der var omkring 20 meter hen til min destination, den døgnåbne tankstation, så kom jeg hurtigt indenfor igen. Jeg nåede at se et par rigtig grimme ting, som jeg formoder sker hver eneste nat, når vi andre ligger i vores seng, bag låste sikkerhedsdøre, og sover trygt.

Men på trods af det og mange andre forfærdelige ting, jeg har været vidne til her - så bliver jeg nødt til at sige, at jeg, med alle de utroligt dejlige mennesker, jeg har mødt i løbet af min tid her - så er jeg fuld af håb for fremtiden på Brasiliens vegne og jeg glæder mig til den dag, jeg vender tilbage. For det gør jeg helt bestemt. Jeg kunne aldrig nogensinde bo her - men dejligt, det er her altså. Og jeg kunne skrive et par bøger til om det her land, men jeg vil stoppe nu, for jeg kunne blive ved i en evighed. Pointen er; Brasilien er fantastisk. 

Lørdag morgen ankommer jeg til Buenos Aires. Jeg skal tilbage. Jeg bliver nødt til at tage tilbage, da min returbillet til Danmark er fra Buenos Aires, men det er ikke derfor jeg tager tilbage 'allerede nu' - for jeg har stadig en lille måned tilbage hernede. Jeg skal tilbage, netop fordi, at selvom jeg har rejst, selvom jeg har besøgt andre lande, set mine gamle venner, smagt andre ting, mødt andre mennesker, beundret nye landskaber - så har jeg ikke fundet noget, der kan måle sig med den magi, som jeg fandt i Buenos Aires. Og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget, som jeg gør til at træde ud af bussen på lørdag og se byen vågne, imens jeg går gennem gaderne igen. Som et nyt menneske. Et nyt menneske, der vender hjem. Og så håber vi selvfølgelig, at Argentina vinder kampen mod Iran på lørdag og at jeg så vender hjem til en folkefest i den by, jeg tror jeg elsker allermest i hele verden. 

ENGLISH RECAP Tomorrow night, I'll commence my journey back to Argentina. I'm leaving Brazil Friday around noon. It'll be the end of five incredible weeks in this even more incredible country. I can now say, without hestitation, that my favorite South American country is Brazil. Without any doubt. Amazingly enough, it's only changed to the better - Chile was better than Argentina, I liked Colombia more than Chile and now Brazil beat them all. And for numerous reasons. My stay here in this country has undoubtedly been affected by the thing that the whole world's talking about these days - the World Cup that's hosted by Brazil this year. Before planning my stay in Brazil, I hadn't even properly considered the fact that the cup'd be here during my trip and it hasn't effected my plans in any way. Although I am quite happy I made it to Rio before kick-off though.. But, to be honest, being here during the beginning of the tournament has been amazingly interesting and I'm actually quite happy it coincided and I can't deny that it's been a big part of my overall experience here.

Because, even though I've been experiencing the discontent surrounding this event firsthand  and even though I've felt the tension here in São Paulo, I've also seen how proud Brazilians in fact are of their country. Of course the World Cup has emphazized this; the Brazilian flag is everywhere (thank god it's a pretty flag, right?), almost everyone working in a public place is wearing the Brazilian football jersey and you can't go anywhere without bumping into the national colors. It's uniting and it's destryoing. I guess there's not telling how this will end before it's actually over. And I'm glad I'm not gonna be here. I can't even imagine what will happen if Brazil loses the tournament. I'm glad I'm not gonna be here to find out!

But despite of the World Cup showing it's sometimes ugly face, I have thoroughly enjoyed my experience here. Brazilians are the nicest people I have ever met and I've even been approached by random people on the street asking me directions, in Portuguese - I have never ever been mistaked for a local down here before. Definitely a plus! That I'm not able to properly answer them is the next step, but you get the point, haha. So once again, it'll be with a small tear in my eye that I'm leaving another country that I've grown to like. I've had the best time here and I've met so many people and I've seen a couple of old friends which remains the best part of travelling. I've only been to Rio de Janeiro, São Paulo and São Jose do Rio Preto and even though I've only seen a tiny percentage of what Brazil has to offer, I'm not being hesitant when I say that I love this country. And I am positive that tomorrow, I'm not saying goodbye, but até breve. My Portuguese is on fire!

Saturday morning, I'll arrive in Buenos Aires and to say I'm excited would be a serious understatement. I travelled, I met new people, got to experience new cultures, tried new foods and I saw different lands - and I never found anything that could compare to the magic I experienced in Buenos Aires. I'm going home and I've never been more excited to go on a 36 hour journey. I don't care about how long it takes, the point is - that bus is gonna bring me to the place where I most want to be in the entire world. And I can't wait to speak Spanish again!