189 dage senere

*Advarsel: melodramatisk indlæg forude*
Alting har en ende.
189 dage. 6,5 måned. 21.000 kroner. 100+ timer spenderet i bus, tog, båd og fly. Fem lande. Et kontinent.
Sydamerika er slut for mig i denne omgang. Jeg skal hjem. Men det er ikke bare en rejse, der slutter. Det er ikke bare mit sabbatår, der er ved vejs ende.
Det er mit liv, som jeg er kommet til at kende det. Det er et lille stykke verden, der forsvinder for mig. Et lille stykke liv, jeg efterlader her, når jeg stiger ombord på flyet om et par timer. Det er tid, der rinder ud og bliver til kære minder. Den enormt store omvæltning, som jeg oplevede, da jeg skulle lære at bo i Argentina, den fik mig nærmest til at lægge mit gamle liv på hylden. Alle de nye ting og alle de nye indtryk fik mig næsten til at glemme det liv, jeg havde, før jeg tog afsted - hvilket har gjort, at når jeg kigger tilbage, så er de sidste 6,5 måned af mit liv næsten det eneste, jeg ser. Det fylder det hele.

En artikel jeg læste en aften, da jeg sad på mit værelse i Brasilien, formåede at beskrive den præcise følelse, som jeg ved, at jeg kommer til at sidde med, når jeg lander i Europa imorgen aften. "Reverse culture shock is the experience of returning to something that was once familiar but which now seems different." Det eneste, der har forandret sig, er mig. At komme hjem til noget, som du kender ud og ind og som aldrig vil forandre sig, men som alligevel var bundet sammen med den person, du var engang - det er det, der er udfordringen. At vænne sig til at være i noget, der er fuldstændigt det samme, som da du tog afsted, men som du ser med nye øjne.

Jeg har lært så forfærdelig meget siden jeg ankom - mit spansk er klart det, jeg er mest taknemmelig for, men også mit portugisisk er blevet væsentligt bedre - jeg var ikke sammen med andre end brasilianere i 5 uger (på nær én enkelt amerikaner i Rio) og det hjalp gevaldigt på det. Men livets skole har lært mig noget meget vigtigere. Noget, jeg ikke har kunnet lære i et klasseværelse. Jeg troede jeg kendte mig selv, før jeg tog afsted. Det gjorde jeg også. Men jeg har også lært, at jeg bliver ved med at udvikle mig hele tiden. Jeg har lært utrolig mange mennesker at kende, men den jeg har brugt mest tid med og som jeg er kommet tættere på - det er mig selv. Jeg er produktet af denne her tur. Af det her eventyr.

Jeg bliver ved med at lede efter det perfekte citat, den perfekte måde at beskrive alt det her på - men jeg har indset, at der ikke findes en sætning, der kan dække, hvordan jeg har det. 1000 sætninger ville nok heller ikke kunne gøre det. Jeg skrev i mit indlæg, da jeg forlod Buenos Aires for første gang, at jeg kunne bruge hele min 17 timers togtur på at nedskrible mine tanker og stadig ikke være tæt på at dække det godt nok. Og jeg havde ret. Tanker, observationer og følelser farer rundt i mit hoved og jeg prøver desperat at fange dem og transformere dem til ord. Til klumper, som jeg kan formulere på skrift. Og lige lidt hjælper det. Jeg har kun fattige ord. Jeg har haft det fantastisk. Ordet fantastisk dækker ikke engang. Det her har forandret mig mere end jeg overhovedet troede var muligt. Et halvt år er lang tid og når hver eneste dag er fyldt med oplevelser og nye ting, så føles det som en del længere tid. Jeg oplevede mere i løbet af en måned her i Buenos Aires, end jeg har gjort igennem hele mit liv.

Og nu håber jeg ikke, at der er nogen derhjemme, der sidder og tror, at jeg hader det liv og de rødder, jeg trods alt ikke kan løbe fra, at jeg har i Danmark. Jeg bliver nok (desværre) nødt til at indrømme, at jeg har prøvet at flygte fra min danskhed. Flygte fra det faktum, at mit modersmål er et lille bitte sprog, som ingen har hørt om før og som de fleste kvæles i, hvis de prøver at udtale. At jeg kommer fra et land med et indbyggertal, der svarer til en fjerdedel af de fleste hovedstæder hernede. Men det jeg har fundet, er det, jeg har flygtet fra. Det har været nytteløst at skærme mig fra min danskhed, for hernede er jeg hver eneste dag blevet mindet om den og det tog sin tid, men jeg har fundet det, jeg nok egentlig ledte efter; en stolthed over at være dansker. En stolthed over at være fra et velfungerende land, hvor ingen bliver efterladt. Jeg har altid været taknemmelig over at være fra et af verdens bedste lande, men jeg er først blevet klar over nu, hvad det indebærer. Jeg har set hvor meget folk må kæmpe for at få deres liv til at hænge sammen hernede. Hvor meget mine jævnaldrende må arbejde for at have råd til at en dag studere på universitetet. Men jeg har også lært, at det er ligemeget, hvor vi kommer fra. Det handler ikke om, om vi er latinamerikanere, asiater eller europæere; det er hvor vi skal hen, det betyder noget. Hvor vi gerne vil hen. Hvem vi gerne vil være. Det er ikke hvad der sker i dit liv, men hvordan du reagerer på det, der er vigtigt i sidste ende.

Jeg tog tit mig selv i at tænke, i sommers, at jeg aldrig ville høre til her. Jeg er høj. Mit hår er brunt, men uanset hvor meget farve jeg propper i det, vil jeg aldrig kunne skjule mine blonde træk. Bleg. Min accent, når jeg snakker spansk, afslører, at jeg ikke er latina. Og måske er det ligemeget. Måske behøver jeg ikke passe ind udenpå, men vide at jeg hører til indeni, fordi jeg godt kan lide at være her.

Klokken er nu 05.08 tirsdag morgen d. 15. juli 2014 og denne dato har været fastbrændt på min nethinde lige siden den dag i januar, hvor jeg forlod Danmark. Klokken 13.20 begynder hjulene at rulle på take off-banen i Ezeiza. Jeg har vidst hele tiden, at jeg skulle vende hjem den dag i dag. Og selvom jeg har haft uanede mængder af tid til at forberede mig, så er jeg ikke klar. Det bliver fantastisk at komme videre til næste kapitel, men uanset hvor meget jeg prøver at forblive positiv, så kan jeg mærke, at det her bliver sværere end noget andet jeg har prøvet. Og jeg er kun 19 år. Og jeg har ikke engang sagt farvel til de vigtigste personer endnu. Det er altid svært at sige farvel og lukke ned for noget, du elsker højt. Noget, som du slet ikke er klar til at forlade.

It hurts because it matters.

Mi Buenos aires querido, cuando yo te vuelva a ver no habrá más penas ni olvido

Tilbage hvor det hele startede

Klokken 18.30 torsdag d. 19. juni rullede min bus væk fra platformen på Tiete-stationen i São Paulo. Foran mig lå der 36 timers rejse. Med bus. Men jeg var ligeglad. For enden af tunnelen ville Buenos Aires vente på mig og der var absolut intet, der kunne slå mig ud. Jeg kunne overvinde alt, hvis bare det betød, at Buenos Aires ville vente på mig i den anden ende. Og rigtigt nok gik turen med lynets hast og før jeg fik set mig om, var de første 15 timer gået og jeg kunne træde ud af den første bus ved Foz de Iguaçu, der markerer grænsen mellem Brasilien og Argentina. Klokken var 9 om morgenen og jeg havde 4 timers ventetid at slå ihjel - heldigvis for mig, fløj de afsted. Jeg kunne endelig stige ombord på bussen, hvor målet ville være Argentina. Jeg skulle hjem. Da jeg så ordene Buenos Aires stå skrevet på skilet i bussens vindue, sprang mit hjerte et slag over. Jeg var spændt helt ud til fingerspidserne. Vi kom til grænsen. Ud af bussen. Immigrationen gik gnidningsfrit og mit pas blev beriget med min sidste indgangsbillet til Argentina. 20. juni 2014. Vi kunne sætte kursen mod Buenos Aires. Igennem bjergtagende landskaber. En helt nyt del af Argentina, jeg ikke havde set før. Det var smukt. Tingene begyndte igen at stå skrevet på spansk. Det argentinske flag begyndte igen at dukke op overalt. Og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det her land. 17 timer senere begyndte vi at nærme os hovedstadens bygrænse. Jeg havde ikke sovet overhovedet, men jeg var lysvågen, så snart jeg kunne begynde at kende det igen. Lørdag morgen, og byen var ved at vågne. Solen var ved at stå op. 

Ja, det var enormt skønt at rejse. Det var skønt at se Brasilien, Chile og Columbia. Det var ekstremt skønt at besøge de venner, jeg egentlig var taget til Sydamerika for at se. Det var skønt at smage nye ting, soppe i det caribiske hav, snakke portugisisk med brasilianerne, se solen gå ned andre steder, møde nye mennesker. Men den ting, der topper listen over de bedste ting i Sydamerika - det var det øjeblik, hvor jeg stod af bussen på Retiro, busstationen i Buenos Aires, og for første gang så det velkendte igen - noget velkendt midt i en anden verden. Det var at vende tilbage til det hostel, hvor det hele startede. Det var at komme tilbage og få at vide, at jeg havde manglet i den tid, jeg havde været væk. Det var at se mine gamle venner igen efter hvad der føltes som en evighed væk fra Argentina.

Jeg har snart været tilbage i 3 uger. Igennem hele min sidste tid i Brasilien gik jeg med en irrationel bange anelse om, at jeg ville have for meget tid i Buenos Aires, inden jeg skulle hjem igen, og at mine forventninger til mine sidste uger i byen måske havde været lidt for høje. Jeg var bange for, at jeg ville blive skuffet, hvis ikke mine sidste uger blev ligeså gode, som de tre første måneder var. Der var noget at leve op til. Jeg var bange for, at Buenos Aires ville miste sin magi. Overskriften på det indlæg, jeg skrev, da jeg forlod byen i sommers, var da også 'Kunsten at sige farvel til noget, du aldrig får igen'. Jeg forberedte mig på, at når jeg engang kom tilbage, så ville det ikke være ligeså formidabelt, som det var dengang. Men alle mine bekymringer var formålsløse og jeg kan nu uden tvivl sige, at det har været ligeså godt som det var i sommers. Alt er forandret, det kan jeg ikke komme udenom. Der er vinter og der er næsten det, men også kun næsten det, jeg ville kalde for koldt, men denne her by kan bære det. Bladene falder af træerne og de ligger som små gyldne knaster på gaden. Byen er anderledes om vinteren. Atmosfæren er anderledes. Det gør den ikke mindre smuk. Magien er her stadig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville elske byen ligeså meget, som jeg gjorde første gang. Denne her gang ville det jo være uden størstedelen af de mennesker, der gjorde det specielt første gang. Der er kun en meget lille portion af dem tilbage. Men der er kommet nye til. Der er kommet nye voluntører på mit hostel, nye langtidsrejsende som jeg selv - og jeg har fået en ny familie. En ny familie, der altid venter derhjemme og som er der, når jeg har brug for den. Nye venner, der får mig til at smile og grine. Præcis ligesom første gang, jeg var her. I virkeligheden er der intet, der har ændret sig.

Jeg har brugt mine dage på at krydse ting af listen. Min 'Hvad-jeg-skal-have-gjort-i-Buenos Aires-inden-jeg tager-hjem'-liste. Se de sidste seværdigheder. Købe de sidste souvenirs. Skabe de sidste minder. Tage de sidste afskeder. Men jeg har også haft tid til at nyde nationalismen, og den gør det måske endda endnu sværere at skulle sige farvel, end det er i forvejen. VM-feberen er her og jeg har heppet på både Columbia, som det ses på overstående billede, Brasilien og Argentina. Selvfølgelig mere på Argentina end de to andre. Og jeg må jo bringe held, for vi er i finalen. Byen gik fuldstændigt amok, da Holland var slået. Bare fem minutter inden lå gaderne helt og aldeles øde. Der var fest hele natten. Folk var samlet alle steder. Og selvom jeg overhovedet ikke er tæt på at være argentiner, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule stolt. Vi ved alle sammen godt, at vi ikke har en chance mod Tyskland på søndag. Men onsdag aften var det underordnet. Folk hoppede op og ned i undergrundsbanen så meget, at den bevægede sig. Lokomotivføren spillede en sejrsmelodi med hornet hver gang, toget kom til en ny station. Der var folkemængder, så langt øjet rækker og dem, der var modige nok, var kravlet op i lygtepælene for at have bedre overblik over den enorme menneskemængde, som befandt sig på Plaza de la Republica, byens mest centrale plads, ved midnat. Det var utroligt. Jeg har aldrig set noget lignende. Alle var glade. Og jeg var sammen med en af de mennesker, der betyder allermest for mig. Og da folk for 117. gang var færdige med at skråle nationalmelodien, kiggede jeg på ham. Og jeg tror aldrig, jeg har været lykkeligere.

Jeg har fire hele dage tilbage. Tirsdag morgen er det slut. Og for et par timer siden fik jeg krydset den sidste ting af listen. Jeg skamferede min hud med kulsort blæk for aldrig nogensinde at glemme. Og det eneste, jeg mangler nu, er at sige farvel. Jeg har det sværeste til gode. Fire dage.

Hvad jeg har lært efter 94 dage i Argentina

Nu, hvor jeg har forladt Argentina, er det vist tid til at en opfølger på mit første indlæg, nu hvor jeg er i bedre stand til at komme med sjov og totalt ubrugbar insider viden om argentinerne og deres smukke, men uorganiserede land. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, da det er grove generaliseringer - og det er jo derfor, at det er sjovt!

1. Dulce de leche - de spiser det til alt. Dulce de leche er 'bare' kondenseret mælk, der er lavet til en karamelagtig substans ved langsom opvarmning, men det smager af langt mere. Og argentinerne er vilde med det. Alt smager af det. Det er mere almindeligt at finde noget med dulce de leche-smag, end noget der ikke har dulce de leche-smag.. Alt. Faktisk er det svært at finde noget sødt, der ikke smager af det. Dulce de leche er for argentinerne, hvad peanut butter er for Nordamerika og hvad Nutella er for Tyskland. Da jeg var i Buenos Aires, var jeg ikke synderligt vild med det, det var lidt overvurderet i min optik - men efterhånden er jeg begyndt at se, hvorfor de er så vilde med det. Det smager nu okay! Højdepunktet i mit turbulente forhold med dulce de leche, var da jeg smagte hjemmelavet italiensk dulce de leche-is i Santiago. Jeg har helt seriøst aldrig smagt noget bedre.

2. Stivelse/hvedemel (er det egentligt det samme?) - det er en mærkelig ting at nævne, men jeg bliver simpelthen nødt til det. I Danmark og i de fleste andre vestlige lande er vi meget varsomme med, hvor meget stivelse, vi indtager - det er jo de tomme kulhydrater - og da især når det kommer til brød og pasta lavet af mel, der ikke er fuldkornsmel, speltmel eller andet fancy. Vi tænker over det og det vil jeg da mene, at de fleste danskere gør.. det er bestemt ikke den generelle mentalitet i Argentina og især ikke på landet. Det hvideste af det hvideste brød til alle måltider og pasta er nærmest grundstenen i det argentinske køkken sammen med hvide ris. Et aftensmåltid kan sagtens bestå af pastaskruer drysset med revet ost. Og der er slet ikke noget mærkeligt i det. ¡Ricisimo!

3. Jeg kan ikke sige det nok - punktlighed findes simpelthen bare ikke i den argentinske ordbog. Punktum.

4. Når man hilser på hinanden i Argentina, er det med et kys på højre kind. Det gælder alle, selv mænd og mænd imellem. Det var svært at vænne sig til i starten, men nu elsker jeg det og jeg gør det med alle mine venner, inklusive de skandinaviske af slagsen. Det var vildt - første gang jeg så to drenge på min alder kysse hinanden på kinden, var jeg lige ved at falde ned af stolen - men nu hvor jeg er vant til det, og selv hilser sådan på alle - så elsker elsker elsker jeg det! Det er en lille bitte ting, men den gør bare meget for, hvordan man er sammen med hinanden i sociale sammenhænge. Det 'åbner' samtalen/samværet på en herlig måde og vi burde gøre præcis det samme i Danmark!

5. Europa bliver lidt opfattet som paradis på jord i Argentina, og du er næsten sikker på, at folk automatisk vil være interesseret i dig, hvis du er europæer. Hvor de ikke er så vilde med nordamerikanere, elsker de europæere, omend de stadig stirrer på os - overbeviser mig selv om, at det er en positiv nysgerrighed. Det er til dels medierne skyld, det med amerikanere. En dag, da jeg sad og konverserede med min værtsfamilie ved aftensmadsbordet i Córdoba, snakkede vi om USA og da de fandt ud af, at jeg jo har boet i Texas, fik de et meget mærkeligt udtryk i ansigtet og de kiggede endnu mærkeligere på mig, da jeg fortalte dem, at jeg elskede det; "Alle folk fra USA er jo ligesom The Simpsons! De er dovne og tror at deres land er det eneste i verden." Now, I know at det selvfølgelig kun er én udtalelse og jeg skal ikke basere et helt land på en enkelt sætning, men den generelle indstilling til nordamerikanere og USA synes ikke at være ikke særlig positiv og i de fleste tilfælde heller ikke særlig velbegrundet. 

Men Europa, det er lige sagen! De fleste argentinere har aldrig forladt deres land (hvilket er meget normalt i Sydamerika) og for manges vedkommende er Europa en uopnåelig drøm og vil altid være det, blandt andet på grund af vekslingskuren for euro og det sorte marked. Som turist i Argentina får du en fantastisk kurs for de euro, du sælger, men det er lige omvendt for argentinerne. Desværre. Det hele sammensmeltet har skabt et billede af Europa som værende the place to be - Vi har jo Rom, Paris, Berlin.. Vi har jo alt! Og Spanien jo, ikke? Nej? Okay.. når jeg fortalte folk, at mit foretrukne europæiske land er Spanien, så blev der ofte pinlig tavshed. Så det holdt jeg hurtigt op med, da jeg fandt ud af, at heller ikke spanierne er særligt populære i argentinernes bog. Det var så to af de lande, der står mit hjerte nært, hvad bliver det næste? At de også hader japanerne? Spanierne var jo de onde kolonister, der kun var ude på at dræbe de indfødte og stjæle deres guld  - I swear to god, jeg joker virkelig ikke, når jeg siger, at jeg mødte op til flere argentinere, der hadede spanierne grundet deres kolonisering af Latinamerika. Ja, den kolonisering, der fandt sted for flere hundrede år siden. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde - det ville jo være det samme, hvis vi hadede tyskerne på grund af det, nazisterne gjorde under 2. verdenskrig. Det er komplet latterligt.

6. Fernet con Coca. Fernet Branca med Coca Cola. Argentinas uofficielle nationaldrik sammen med maté. Drinken stammer fra Córdoba, men den drikkes i hele landet, især af de unge. Da jeg var til fest i forstæderne i løbet af min første uge og rigtig lærte at feste på argentinsk, var Fernet con Coca det første, jeg skulle smage og jeg har ikke turdet drikke det siden. Det er mig stadig et under, at jeg ikke kastede det op igen og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan drikke det. Jeg har aldrig nogensinde smagt noget værre. Men alligevel er det for dem, hvad øl er for de danske unge, når det kommer til alkoholvaner og det er altid der, der står øverst på menukortet i baren.

7. Hvor punktlighed ikke findes i den argentinske, så gør ordet hjælpsomhed i den grad og det er en af de ting, jeg elsker ved Argentina. Jeg mødte ikke nogen argentinere, der ikke ville gå uanede længder for at hjælpe mig med hvad end jeg havde brug for. De tager sig af dig, folk siger 'mi amor', selvom de knapt kender dig. Argentinerne er hjertevarme folk og selvom det godt kan være kvælende nogle gange - jeg oplevede især mange gange, at flere af mine venners mødre var lige en tand for overbeskyttende overfor mig (jeg har nok i én mor, der bekymrer sig for meget om mig og jeg behøver ikke flere, selvom hun sidder på den anden side af jorden, hæhæ) - så mener de det jo godt! Men det er også interessant at betragte fra en kultural vinkel - det er en genspejling af familiemønsteret og det faktum, at de fleste unge argentinere først bliver selvstændige i en sen alder. De flytter hjemmefra meget sent, hvis man sammenligner med eksempelvis den skandinaviske standard. Familien holder sammen og alle tager sig af hinanden. Det er nok også derfor, at der var mange, der ikke forstod, hvorfor jeg var taget så langt væk, i så lang tid, uden min familie. Det spørgsmål, jeg fik stillet flest gange, var nok 'savner du ikke din familie?' Familien er utrolig vigtig for sydamerikanere. Dermed ikke sagt, at de ikke er selvstændige, men de kæmper ikke alene. Man står sammen. Der var ikke noget, jeg ikke kunne få hjælp til. Folk bekymrede sig om mig, selvom de overhovedet ikke havde nogen forpligtigelse til det. Det var skønt.

8. Bybusserne. Det er den vildeste rutsjebanetur på veje, der i forvejen er livsfarlige, og det er mig stadig en gåde, hvorfor der ikke sker flere trafikuheld i Buenos Aires, end der gør. Hvad er deres hemmelighed? Jeg udviklede nerver af stål til sidst og troede jeg var uovervindelig på transportplanet. Det kunne jeg så, første gang jeg stiftede bekendtskab med busserne Bogotá, ulykkeligt konstatere, at det var jeg i hvert fald ikke! Men jeg lærte at bruge busserne i Buenos Aires og det er vist en ting, jeg kan være stolt over - Buenos Aires er en af de byer i verden med flest buslinjer. Og der er ikke noget kort over dem. Det er erfaring og fejl, der gør, at du til sidst kan tage en bus uden at fare vild. Og de fleste turister holder sig til metroen, hvilket gør det endnu sejere at kunne tage bussen som udlænding og gør det nemmere for mig at lade som om, at jeg er porteño. High five!

På trods af mange mærkelige ting, så er Argentina et herligt land (og jeg er seriøst forelsket i Buenos Aires, det er stjerneklart for mig nu hvor jeg ikke er der mere) og jeg behøver vist ikke sige, at jeg glæder mig til juli, hvor jeg skal tilbage på visit, inden turen går tilbage til Europa!

Argentina → Chile

Andesbjergene - også kendt som det vildeste, mine øjne nogensinde har set.. Busturen fra Mendoza i Argentina til Santiago i Chile er utrolig. Min kæbe hang nede i gulvet, da jeg første gang så bjergene i horisonten. Den var fantastisk. Jeg vil ikke skrive mere, billederne taler for sig selv. Bussen kørte inde i bjergene i flere timer. Scenariet gik fra grønne vinmarker i Mendoza med højt solskin og sommer til tårnhøje bjerge med kvidhvide bjergtoppe - der sneede, da vi nåede grænsen og skulle ud af bussen til migrationscheck (!) og vi var så langt under havniveau, at jeg fik propper i ørene. Det var så mærkeligt og der var så koldt! Der kan ikke have været mere end 2-3 minusgrader. Men udsigten var det hele værd og jeg fik et nyt stempel i passet - klar til at indtage Chile! Der blev hurtig mørkt, da vi begyndte at forlade bjergkædens 'kerne'. Men bjergene fortsatte hele vejen ind til hovedstaden, og jeg ved ikke, hvad der var mest pittoresk; Andesbjergene eller den første gang, jeg så Santiago. Oplyste skyskrabere kombineret med en billedskøn solnedgang i horisonten over bjergene. Det var fantastisk smukt. Det var en god start på mødet med en by, jeg allerede har forelsket mig i.

The bus trip from Mendoza, Argentina to Santiago, Chile is incredible. I literally couldn't believe what I was seeing, I had to pinch myself several times to realize I wasn't imagining it. The Andes are breathtaking, nothing less. From the vineyards in Mendoza to snow in the mountais - that was how much the scenary changed. When we crossed the border and had to leave the bus, it couldn't have been more than 2-3 degrees below zero. It was freezing, but the view made up for it. And I got another stamp in my passport, ready to conquer Chile!

3. og sidste etape i Tour de Argentina

Jeg sagde farvel til min værtsfamilie i Córdoba onsdag aften og var både spændt og trist, da hjulene rullede væk fra busterminalen. Trist, fordi jeg lige var begyndt at føle mig hjemme i deres hyggelige, lille hus i bjergene - spændt, fordi der så var et mindre stop tilbage, før jeg begynde min rejse mod Chile. Heldigvis gik natten hurtigt, og vi var fremme i løbet af ingen tid. Da bussen begyndte at nærme sig byen, var der vinmarker og bjerge at se til alle sider. Der regnede let, men det gjorde ingenting. Vi var på vej, på trods af, at der var transportstrejke i hele landet i går. Chaufføren fortsatte, og klokken 08.30 i morges kunne jeg træde ud af bussen, godt træt, men tilfreds. Et skridt tættere på Chile. Jeg tog en taxi til mit hostel og måtte af med 12 kroner for en tur på 10 minutter. Jeg er fan af transporten i Argentina, selv når der er strejke, det må jeg indrømme. Jeg var ret spændt på at skulle bo på hostel igen. Da taxichaufføren stoppede og jeg kiggede ud af vinduet, blev jeg positivt overrasket (man ved aldrig rigtigt, hvad man kan forvente, når det kommer til hostels); foran mig lå et virkelig lækkert vandrehjem, perfekt lokaliseret på en stille og rolig gade, der ligger et stenkast fra busterminalen. Jeg bliver varmt modtaget, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de gange, jeg selv har taget imod nye passagerer og budt dem velkommen.

At bo på hostel igen er endnu mærkeligere end faktummet, at i dag er min sidste dag i Argentina. Det var vitterligt i sidste uge, at jeg forlod mit hostel i Buenos Aires, men det føles som en evighed siden. Jeg troede virkelig og håbede inderligt på, at det ville blive en sjov oplevelse  - denne gang at være gæsten, der kommer udefra, i stedet for arbejderen, der bor der.. men alt, ALT, der er her, minder mig om 06 Central Hostel. Uret på væggen fra Hostelworld i receptionen er det samme, som jeg har været vant til at se på hver eneste dag i Buenos Aires. Internetudbyderen er den samme og derved er den registreringsside, man skal benytte, også den samme, som jeg har brugt i tre måneder. Jeg kunne blive ved. Den eneste forskel er, at der ikke længere er nogen, der smilende siger 'hej Sofie', når jeg går forbi. Der er ikke nogen, der kender mig. Ingen, der høfligt spørger mig om hjælp til at få afgang til internettet eller spørger mig, om de kan booke en nat mere, fordi de ved, at jeg arbejder der og at jeg gerne vil hjælpe, selv når jeg er off-duty.

Jeg er glad for, at jeg kun skulle være her i en nat. Jeg har mødt nogle mennesker her allerede, selvom det at være social er det absolut sidste, jeg har lyst til. Det er virkelig, virkelig mærkeligt at sige 'ja, jeg var tre måneder i Buenos Aires' - jeg skal ikke længere forklare, hvad jeg laver i Buenos Aire, som jeg skulle, da jeg var der - nu er det en del af min rejsehistorie, som jeg kommer til at fortælle over hundrede gange i løbet af de næste par måneder. 

På en måde er jeg glad for, at jeg forlader Argentina. Det er svært ikke at tænke på noget, som jeg konstant bliver påmindet om. Gadenavnene er de samme i alle byer i Argentina og selvom jeg godt kan mærke, at jeg er langt inde i landet, langt fra Buenos Aires og meget tæt på grænsen til Chile, så er der bare for mange ting, der minder mig om Buenos Aires (og nu skal jeg nok stoppe med at plapre mere om den by, hæhæ)

Om to timer stiger jeg ombord på en bus, der har kurs mod Chile. Santiago, nærmere bestemt. Lige præcis i dag har jeg været i Argentina i 94 dage. Det er halvdelen af den tid, jeg skal være i Sydamerika i alt. Halvdelen af min tid er gået. Det er en helt surrealistisk tanke. Nu hvor Argentina snart er et overstået kapitel, kan jeg begynde at se frem til alle de andre steder, jeg nu skal se. Jeg er lykkelig for, at Argentina blev min start. Det har været fantastisk. Så tak, Argentina, for at have været den perfekte base. Det perfekte hjem.  Jeg kommer til at savne dig. Vi ses i juli, når jeg er færdig med at udforske resten af kontinentet. Nos vemos!

Villa Carlos Paz, Córdoba

Igår var det en uge siden, jeg ankom til Córdoba. Jeg har ikke fået udrettet særlig mange nævneværdige ting - men jeg har slappet af, sovet i ekstremt mange timer hver eneste nat (jeg har aldrig været mere udmattet, end jeg var de første par dage efter Buenos Aires), fået vasket tøj (i vaskemaskine!!! For første gang i tre måneder - det kan man altså ikke sætte pris på!), forsøgt at formulere og nedskrive alle de tanker, Buenos Aires proppede ind i hovedet på mig (stadig uden held..). Jeg har været inde i selve Córdoba by et par gange, men primært har jeg opholdt mig i La Calera, hvor min... 'værtsfamilie' bor. Den har stået på ægte familiehygge, traditionel argentinsk mad (med dertilhørende spisetider, skal jeg lige hilse og sige - vi har ikke spist tidligere end kl. 23 én eneste dag) og oplysende og meget informative snakke omkring Argentinas historie og politik. Vi har snakket om forskellene mellem Argentinas regioner, om tiden med militærdiktaturet, som først stoppede i 1983 - noget, som vi ikke blev undervist i, i spansktimerne på gymnasiet.

I går, tirsdag, var faktisk min sidste dag i Córdoba. Da min ven skulle på universitetet og mine værtsforældre begge skulle arbejde, var det jo den perfekte dag til en udflugt på det praktiske plan. At solen så har vist sit kønne ansigt for første gang i al den tid, jeg har været her og regnen ikke har silet ned, er jo bare et plus!

Jeg tog bussen til en lille, charmerende by ved navn Villa Carlos Paz, ikke så forfærdeligt langt væk. Der var pænt - rigtig, rigtig pænt. Det er nok det smukkeste sted, jeg har set i Argentina indtil videre. Den ligger omgivet af Córdoba's bjergtagende bjergkæder (hæhæ) og bjerge er det eneste man kan se, når man kigger ud i horisonten. Jeg vidste ingenting og ved stadig ikke noget om byens historie, men jeg bestemte mig for, at det var ligemeget - jeg slentrede bare rundt med mit kamera og sugede al skønheden og solskinnet til mig. Og sikke en dejlig dag.

Det var en perfekt afslutning på en dejlig, men følelsesladet og turbulent uge på landet i Argentina - idag, onsdag d. 9. april, går turen atter videre. Jeg tager bussen til Mendoza kl. 23 i aften - et populært stop for de fleste rygsækrejsende, som er på vej til Chile. Selvom jeg ikke er den traditionelle rygsækrejsende, så er det præcis den funktion, Mendoza har for mig - jeg skal nemlig videre til Santiago, Chiles hovedstad, på fredag. Og der venter en af de ting, jeg har glædet mig mest til, lige siden jeg lagde mig fast på, at jeg skulle til Sydamerika - jeg skal nemlig genforenes med en af de mennesker, der var en stor del af mit 2. år på Aalborghus Gymnasium - en chilensk pige, der var udvekslingsstudent i min klasse i 2.g., som jeg endelig skal se igen. Jeg glæder mig som et lille barn til at se hende igen!

Da jeg ankom hertil sidste tirsdag, troede jeg helt ærligt ikke, at jeg ville knytte mig til det her sted og da slet ikke komme til at savne det, når jeg engang skulle herfra igen. Men lige nu, hvor klokken er 01.04 og jeg lige har sagt godnat til familien efter en herlig middag og en god snak, er det alligevel med lidt tristhed, at jeg pakker min kuffert og gør klar til sove en sidste gang på mit værelse. Jeg var ikke i humør til at fortsætte min rejse, da jeg forlod Buenos Aires. Argentina var i mit hoved Buenos Aires og det havde jeg det helt fint med. Jeg havde ikke engang lyst til at se mere af Argentina. Men efterhånden som dagene er gået, har jeg fået modet tilbage. Selvom det har regnet, selvom der har været massive kulturforskelle - Så tak, Córdoba - for at vise mig, at det var den helt rigtige beslutning, at forlade Buenos Aires, selvom det var svært. Jeg er klar til at tage videre, jeg er klar til at fortsætte eventyret - for et eventyr, det er det i hvert fald!

Today is the day I'm leaving for Mendoza. Yesterday was spent in Carlos Paz, a small city in the Sierras of Córdoba. It's a beautiful place and the weather was amazing - first time I saw the sun since I got here and the first day without any rain. It was perfect. Perfect way to end my stay in Córdoba. It has been rough I have to admit, leaving Buenos Aires was hard. Very hard. But it's starting to get brigther, and I think I'm ready to travel. I'm ready to see this continent.

2. etape i det argentinske

Efter 19 stive timer i et tog, der umuligt kan have kørt mere end 30 km/t og efter at have sagt farvel til mit højtelskede Buenos Aires og de venner, jeg allerede savner lidt for meget, er min tid i den argentinske hovedstad nu bare et kært minde.
Virkeligheden slog mig hårdt, da jeg ankom Córdoba i tirsdags. Jeg havde  ellers været optimistisk og med højt humør igennem hele mandagen, selvom det var min sidste dag. Jeg troede faktisk ikke, at det ville blive så slemt - jeg skulle jo ikke væk, jeg skulle bare videre, ud på det næste eventyr. Men det viste sig at være præcist lige så svært, som jeg inderst inde godt vidste, at det ville blive. Fra at have boet midt i storbyens stress og jag i tre måneder til at ankomme til en lille bjerglandsby, hvor alt ånder fred og ro - det er et stort spring. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over chokket. Her er bjerge, her er billedskøn natur og her er frisk luft - Buenos Aires føles millioner af kilometer væk.

Jeg nåede at vende mange tanker, da jeg sad i toget. Jeg havde det faktisk rigtig godt, da toget forlod perronen. Jeg tror ikke, at jeg havde indset, hvad der var ved at ske. Imens toget trillede ud i natten, læste jeg alle de hilsner, folk har skrevet på mit flag. Jeg elsker det så højt. Det er en del af dem, jeg har med mig og det er det eneste, jeg har brug for at have med mig de næste par måneder. Det er det eneste, jeg vil være knust over at få stjålet. Jeg læste min dagbog fra ende til ande, den dagbog, hvor jeg udførligt har nedskrevet hver en tanke, hver en oplevelse, jeg har haft, siden jeg ankom til Argentina. Jeg gennemlevede alle de op- og nedture, jeg oplevede i Buenos Aires. Og jeg blev så glad. Jeg blev mindet om de små ting, de store ting og om de mest ubetydelige ting, som alligevel fik et smil frem. Og en glædelseståre. Jeg blev mindet om de tidspunkter, hvor det gjorde ondt og om de tidspunkter, hvor jeg har været lykkelig helt ud til fingerspidserne. Efterhånden som timerne passerede, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte ligeså stille blev revet fra hinanden. Og da jeg trådte ud af toget, indså jeg, hvor svært det her bliver for mig. Hvor svært det bliver at skulle flytte mig konstant. Buenos Aires var min start og jeg skulle ikke væk derfra efter en kort periode; men fra nu af skal jeg maksimalt være to uger et sted. Det er det, der bliver den store udfordring for mig. Det var næsten det eneste, jeg kunne tænke på, da jeg sad i bilen på vej væk fra togstationen i Córdoba.

Jeg bor hos en af mine argentinske venner, hvis familie har taget mig ind som en af deres egne og jeg bliver behandlet som var jeg deres eget barn. 'Nuestra casa es tu casa'. Det er ikke bare tomme ord. De mener det. Jeg har fået min egen nøgle, køleskabet er fyldt op, jeg har mit eget værelse. Jeg mangler ingenting. Jeg kan mærke, at de nyder at kunne hjælpe. Det er en stor oplevelse at opleve gæstfriheden på første hånd og det er langt mere 'argentinsk', end det liv, jeg havde i Buenos Aires. Jeg er kommet på landet, og det er tydeligt, at det her er det rigtige Argentina. Husene er primitive, de fleste er faldefærdige og bygget på et skrøbeligt fundament. Der løber hunde rundt på gaderne. Der kommer ikke nogen turister. Folk har lige præcist det, de har brug for og intet andet. De klager ikke, selvom de arbejder hårdt. De går i seng tidligst ved midnat, tager i skole og på arbejde hen af eftermiddagen og spiser aftensmad klokken 22. De spiser dulce de leche til alt, der kunne trænge til noget sødt og regnen trænger ind i husene. Der er ingen, der klager. For sådan har det altid været.

Der er bjerge, når jeg kigger ud af vinduet. Der er ingen, der kigger på mig, selvom det er tydeligt, at jeg ikke har hjemme her. Folk respekterer hinanden og livet er fredeligt. Stik modsat af Buenos Aires. Jeg har tid til at reflektere, bearbejde alt det, de sidste par måneder har givet mig. Jeg har tid til at planlægge min rejse videre. Jeg har endelig fået købt flybiletter til en lille getaway til det caribiske hav på Colombias nordkyst. Jeg har købt min busbillet videre til Chile i næste uge. Jeg har så meget at se frem til. Så mange rejser, nye minder, nye venner. Alligevel finder jeg det utroligt svært at nyde det øjeblik, jeg lever i nu. Det er som, at Buenos Aires sidder fast i mig. Det føles som om, at jeg har taget evig afsked med en person, som betød alt for mig - og som jeg har glemt, hvordan man lever uden. Det lyder melodramatisk. Det stadig er vi vist ovre. Det er altså nu sådan, jeg har det. Selvom jeg har alt her, selvom jeg ikke længere behøver stå op klokken halv syv fire dage om ugen, ikke længere skal bo på et 6-personers værelse, selvom jeg ikke længere skal arbejde 28 timer om ugen.. så kan jeg ikke lade være med at savne Buenos Aires. Og det er vel også i orden. Det er i orden at savne noget, der har været så formidabelt. Jeg elskede den frihed, jeg oplevede hver eneste dag.

Buenos Aires; til vi ses igen. Og nu; siesta på argentinsk.

Kunsten at sige farvel til noget, du aldrig får igen

På gensyn, Buenos Aires

Tak for alt. Det har været en fornøjelse ud over alle grænser. Det har været fantastisk. At sige at du har givet mig en god start på det her dækker ikke. Du har givet mig den bedste start, jeg nogensinde kunne have forestillet mig og jeg kommer til at savne dig mere, end jeg kan forklare med ord.

Jeg husker tydeligt den dag, jeg ankom. 7. januar. Jeg ankom efter verdens længste flyvetur. Over et halvt døgn i en flyvemaskine. Jeg kunne ikke have klaret 5 minutter mere.

Jeg blev både overrasket og utrolig skuffet, da jeg trådte ud af flyet. Overskyet. Der var ikke nogen skønhed at spotte. Overhovedet. Med mit hjerte oppe i min hals begav jeg mig hen mod immigration, nervøs for hvad der ville vente mig. Ville de lade mig komme ind i landet, selvom min hjemrejse billet indikerede et ophold på mere end 6 måneder? Med hjertebanken, jetlag og en udkørt krop bevægende jeg mig hen til immigrationsinspektøren, manden, der skulle bestemme min skæbne. Han var selvfølgelig ekstremt rar og i stedet for at hænge sig i, hvornår jeg skulle hjem igen, spurgte han mig muntert, om jeg glædede mig til at se hans land. Og han gav mig et smukt stempel, min indgangsbillet til Argentina, et 'nyd det' og et stort smil med på vejen. Det værste var overstået. Mit pas, der nu var endnu smukkere end før med sit nye skud på stammen, og jeg var godt tilfredse. Efter baggagebåndet, baggagescanning og en masse andre tidsrøvere, var jeg klar. Jeg trådte ud på argentinsk jord, jeg begyndte at indånde den forurenede luft (det er bedrag at kalde det Buenos Aires, Malos Aires passer langt bedre) og da jeg mærkede den kvælende høje luftfugtighed, vidste jeg, at nu var det virkeligt. Nu gjaldt det. Jeg var i Sydamerika.

Jeg sad hjemme på mit varme og behagelige værelse den aften i november, da jeg bestilte flybilletten. Jeg husker det tydeligt. Jeg havde ingen egentlig plan. Buenos Aires lød da som en god idé. Jeg kan jo vældig godt lide Che Guevara, så Argentina måtte da lige være noget for mig, ikke? Jeg havde taget let på planlægningen. Meget let. Alt for let. Det indrømmer jeg gerne, selvom jeg måske prøvede at bilde min mor noget andet ind. Og det mærkede jeg, da jeg ankom. Jeg var mutters alene, jeg var uden det sikkerhedsnet, jeg har haft på alle de rejser, jeg har foretaget og jeg havde ingen endelig bekræftelse eller formaning om, om jeg overhovedet havde noget så simpelt som et sted at bo. Argentina er et af de få steder i Sydamerika, hvor jeg næsten ikke kendte en sjæl. Og det ville normalt skræmme mig. Især når jeg skulle rejse alene. Men jeg tror egentlig, at jeg var lidt ligeglad - jeg ville bare gerne ud igen.

Alle mine bekymringer, som jeg egentlig burde have omkring de ting, jeg beskrev ovenover - dem havde jeg ikke, men de blev alligevel gjort til skamme på en eller anden måde. Jeg havde selvfølgelig et sted at bo, jeg fik lynhurtigt venner, jeg følte mig hjemme i løbet af no time - og her, tre måneder efter, føler jeg mig stadig lige så godt tilpas. Der har været op- og nedture naturligvis. Der har bare aldrig været gange, hvor jeg har villet være et andet sted. Jeg har aldrig tænkt 'gid jeg aldrig var taget af sted'.

Og det er der mange grunde til. Jeg har fået venner. Ikke bare venner, men venner for livet. Jeg har mødt rigtig, rigtig mange mennesker. Jeg har forsøgt at skrive alle navne og nationaliteter for dermed at have en lille sjov oversigt til sidst, og selvom listen allerede er mange kilometer lang, så har jeg kun fået halvdelen med. Rigtig mange mennesker. Mennesker, der virkelig har efterladt et spor på min sjæl. Jeg kunne skrive en tyk bog om de personligheder, jeg har mødt og jeg kunne skrive en endnu større bog om især de personer, der for altid vil være Buenos Aires i min erindring. De har gjort det hele fantastisk. Jeg har nydt hvert sekund af mit ophold og det er deres fortjeneste.

Og nok præcis derfor har jeg forsømt bloggen i stor stil, imens jeg har været her. Dels fordi jeg ikke har haft tiden til det med alle de nye oplevelser, men også fordi jeg, uden held, forgæves har forsøgt at forklare, hvad det her er for noget. Det føles som om, at jeg har været her i en evighed. Jeg har nemlig skabt mig det, jeg så inderligt håbede, at jeg ville kunne skabe mig; nemlig en hverdag, med alt hvad det indebærer. Jeg har arbejdet og levet et slags dobbeltliv, hvis jeg må være så utrolig cheesy og Totally Spies-agtig at bruge det udtryk.

Men det er jo det, jeg har gjort gennem de sidste tre måneder; på den ene side har jeg været på 'ferie' i en af verdens mest pulserende storbyer, jeg har gået i byen og festet til den lyse morgen, jeg har mødt nye mennesker og brugt flere timer på bare at slentre byen rundt og fotografere pæne ting og kigge på mennesker - på den anden side har jeg arbejdet 28 timer om ugen, gået tidligt i seng (set i retrospekt burde det dog nok være sket noget oftere..) for at kunne stå op og arbejde fra klokken 7 og jeg har faktisk haft et ansvar på det hostel, hvor jeg har arbejdet - jeg har ikke følt mig som en backpacker, der bare er her for at tage afsted igen og jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg ville ende op med at elske det så meget, som jeg gør, ikke bare stedet, men også mit arbejde. Det har været hårdt, det har faktisk været rigtig hårdt - jeg har været på randen af sammenbrud, jeg har været frustreret og jeg har været så tæt på at pakke mine ting og tage af sted, udelukkende på grund af arbejdet. Jeg har været virkelig sur over, at jeg har fået lov til at have så meget ansvar, når jeg kun er 19 år. Men når det så er sagt, så er det er ingenting imod hvor mange ting, jeg har fået igen. Ikke bare på det personlige plan, men også på et professionelt plan. Det kan godt være, at jeg ikke kan skrive det på mit CV, men jeg har lært om hotel- og servicebranchen imens jeg har været her og selvom jeg har lært det på den hårde måde, så har det været utrolig lærerigt og jeg ved med sikkerhed, at jeg kommer til at bruge det senere i livet. Jeg har mødt så mange nye mennesker. Mennesker, der har lagt deres vej forbi mit vandrehjem, mit hjem. Som er blevet til venner. Jeg har en familie her. Det er dem, der som jeg selv, har været her i lidt længere tid end alle de andre. Os, der har boet her og som har set stedet vokse og ændre sig. Det er min familie. Jeg føler mig hjemme fordi jeg har en familie her. Og det er svært at sige farvel til en familie, der splittes op lige så stille, som små stykker af et billede, der bliver revet itu. Jeg har nydt det her ud over alle grænser. Mit spansk kører på (argentinske) skinner og jeg føler mig værdsat og nødvendig og ikke bare som endnu en voluntør, der let kunne skiftes ud. Jeg har arbejdet og boet sammen med de skønneste mennesker på jorden og da klokken slog 15 lørdag eftermiddag og derved markerede enden på min sidste arbejdsdag, var det med et meget tungt hjerte, at jeg tjekkede ud.

Halvdelen af min tid i Sydamerika er snart slut. I morgen har jeg været i Argentina i tolv uger. Og efter tre måneder, er det tid til at forlade Buenos Aires. Og det bliver ikke bare svært - det bliver enormt svært. Selvom jeg kun har været her i 83 dage, så føles det på en og samme tid både som meget længere tid og meget kortere tid. Længere tid fordi jeg har lavet så mange ting med fart over feltet og dagene derved føles længere, end de reelt har været - kortere tid fordi alle de nye indtryk og oplevelser fylder så meget, at jeg næsten har glemt hvad jeg lavede, før jeg kom her.

 Og på trods af, at jeg har haft tre måneder til at tænke over det, så ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal svare, når folk spørger mig hvad jeg synes om denne her by. Men nu tror jeg, at jeg ved det. Jeg elsker den, og jeg hader den.

Det er som om, at Buenos Aires har to ansigter. Buenos Aires er på den ene side flot, europæisk inspireret arkitektur, små hyggelige gader, cool streetart, gode bøffer og et vildt og pulserende natteliv. På den anden side er den også indbegrebet af grimhed, beskidthed, fattigdom og niveauet af uorganiserethed er skræmmende.

Det er de oplevelser, jeg har haft her. De minder, Buenos Aires har været kulisse for. Selvom byen er grim på rigtig mange måder, både udvendigt og indvendigt, så er den i en speciel forstand en by fuld af muligheder. Den har så meget potentiale. Der er så mange mennesker at møde, fordi der er så meget mangfoldighed. Der er tusindvis af udlændinge, der har bosat sig her. Der er utroligt mange unge latinamerikanere, der kommer hertil for at studere. Der er så mange mennesker at møde og det er det, jeg elsker ved Buenos Aires. Det er let at starte fra bunden, det er ikke svært at skabe sig en omgangskreds og et liv - Buenos Aires har for mig været et sted, hvor jeg har kunnet udleve en drøm. Et sted, hvor man kan grine, græde, elske, danse, fordybe sig, slentre, observere, drømme, forelske sig.

Mit yndlingssted i Buenos Aires er Plaza Italia. Det er en ret central plads i den mere hippe, mondæne og moderne del af byen, i Palermo. Pladsen i sig selv er virkelig slet ikke særlig charmerende - der er tiggere på gadehjørnerne, affald overalt, bilosen er nærmest kvælende og forureningen kan mærkes, når du trækker vejret - der er beskidt i alle forstande. Men den minder mig om nogle af de første oplevelser, jeg har haft i Buenos Aires - de oplevelser, der var med til at danne grundlaget for mit 'liv' her. Aftner, der blev til søvnløse nætter. Tilfældige møder, der blev til venskaber. Tårnhøje forventninger, der blev til et knust hjerte.

Og i morgen er det 12 uger siden, jeg trådte ud af det kæmpestore Iberia-fly og for første gang så en del af den verden, jeg aldrig havde set før. Latinamerika. Det er tre måneder siden, at jeg ankom. I aften  skal jeg sige farvel. Jeg forlader mit hostel kl. 19 sharp og jeg skal tage afsked med alle de mennesker, som jeg ikke kan tage med mig. Jeg skal blandt andet sige farvel til en af dem, der har betydet mest for mig her. Han var faktisk den første person, jeg mødte her og han bliver den sidste, jeg siger farvel til. Og så skal jeg mod togstationen. Det bliver med et tungt hjerte. Allerede nu kan jeg mærke at mit humør er hæmmet af en sort sky, der dækker mit sind som et askegråt tæppe af tristhed og melankoli. Solen skinner udenfor, men der er overskyet inden i mig.

Jeg skal afsted. Det bliver en uendeligt lang tur. 17 timer for at være helt præcis. Imorgen kl. 13.42 ankommer jeg til Córdoba, den 2. største by i Argentina. Der venter en af mine argentinske venner på mig, hvis familie jeg skal bo hos de næste par uger. Jeg glæder mig helt ustyrligt, men samtidigt er der en stor del af mig, der allerhelst bare vil blive her. Selvom halvdelen af mine venner, den del, der som mig, er på gennemrejse, er taget videre, så er den anden del her stadig og deres liv fortsætter som det altid har gjort. Jeg er bare i transit her, ligesom alle de andre rejsende, jeg har mødt. Men på trods af det, så har Buenos Aires været så meget mere end bare et stop på min rejse. Buenos Aires har været mit hjem. Det har været den perfekte start på mit Latinamerika-eventyr. Det har været et tre måneders liv, et eventyr så omfangsrigt, at jeg kunne bruge hele min sytten timer lange togtur på at skrive om det og stadig ikke have nået at dække halvdelen af alt det, jeg har oplevet og følt. Jeg får enormt meget tid til at reflektere over alt det her og det skræmmer mig mildest talt ret meget. Når hjulene i aften ruller hen over skinnerne og forlader perronen og begiver sig ud i den mørke horisont, det er nok der, der for alvor vil gå op for mig, at det er slut. Jeg glæder mig ikke halvt så meget, som jeg frygter det. Noget af det, jeg hader mest her i livet, er at sige farvel til noget, du ved aldrig bliver det samme igen. Tak for alt, Buenos Aires.

En tilfældig idé, der blev til et vidunderligt eventyr. 

Gracias porque me enseñanste a seguir volando, a seguir amando, a seguir adelante y nunca rendirme, gracias por haber sido mi hogar, gracias por todo que me diste, gracias por todo lo que aprendí y por estas experiencias inolvidables. Siempre en la corazón

An oasis in a concrete jungle

A gem in a concrete jungle

Hvad jeg har lært efter 42 dage i Argentina

Præcis lige som Texas-indlægget, skal alt det, du skal til at læse nu, tages med et gran salt. ;)

1) I Argentina, eller i hvert fald i Buenos Aires, kigger på dig, hvis du bare skiller dig den mindste smule ud. Bare du er den mindste smule blond - folk glor som sindssyge og de har svært ved at lægge skjul på det. Hvilket egentlig er lidt malplaceret, for denne her by er fyldt med udlændinge. De fleste er franskmænd, og det er derfor godt skjult. Men er det bare lidt tydeligt, at du er fra et sted, hvor solen sjældent viser sit kønne ansigt, så forbered dig på at blive the center of attention.

2) Alle antager, jeg gentager, ALLE antager, at du automatisk ikke kan snakke spansk, bare fordi du ikke ligner en argentiner.  Den bedste måde at owne det fuldstændigt på, er selvfølgelig at sige, at du ikke forstår, hvad de prøver at sige til dig med det gebrokne engelsk, de nu måtte have. Og det skal siges på spansk. Med en argentinsk accent. Selvfølgelig. Jeg bliver aldrig nogensinde træt af deres ansigtsudtryk.

3) Punktlighed. Tid. Argentina. Tre ord, der ikke hører sammen.

Uddybning (uddybelse?): At komme for sent er nærmest et must. Og det er ikke bare små 5-10 minutter for sent, vi snakker om. Det er ikke bare Spaniens 'mañana, mañana'. Punktlighed eksisterer ikke hernede. Jeg har virkelig ikke oplevet at skulle vente mindre end 20 minutter på en argentiner. Ofte er det en time eller mere. Og det er virkelig no big deal her og det er ekstremt svært at vænne sig til for en, der kan begynde at få koldsved bare ved at komme 5 minutter for sent. Jeg har svært ved ikke at blive fornærmet. Vores mentalitet er jo bare anderledes i Skandinavien. Man er altid på stedet helst 5 minutter før, for at være klar til start på klokkeslettet. Hernede? Du er nærmest til grin, hvis du kommer til tiden...... Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at komme for sent med vilje.. Måske er det derfor, jeg er blevet syg.. Det er alle de aftener, jeg har ventet udenfor på folk!

Noget helt andet er supermarkederne, der kan finde på først at åbne kl. 10, selvom åbningstiden hedder kl. 8. No big deal. At være organiseret? Hvad er det?

4) Det generelle prisniveau er svært at sige noget konkret om.. Enten er det vildt billigt, eller også er det vildt dyrt (læs: danske priser). Transport er ekstremt billigt. En tur med metroen koster 2,5 krone, uanset afstanden. Med bussen koster det maks 2,1 krone. På madfronten.. Det minder faktisk lidt om Japan. De ting, de har selv (kød, haha), er billigt. De ting, de skal importere, koster kassen. Det giver jo egentlig sig selv, men jeg synes bare alt er dyrt i Danmark, uanset om vi har det eller ej.. Alkohol er også vildt billigt her. Hvilket er både godt og dårligt, that is. Men en ting som mælkeprodukter? Pfft, det skal du langt ud på landet for at have råd til.. Men vandmelon! 1,5 kroner kiloet.. Men desværre kan man ikke leve af vandmelon.. eller hvad? Jeg har faktisk aldrig fundet ud af, om det er 99% vand og intet andet, eller om der også er lidt vitaminer i.. Det er jo en frugt!

5) De tager maté (nationaldrikken, ligner te) alt, alt for seriøst. Der er uskrevne regler for, hvordan man drikker maté og de forventer, at man overholder dem med største seriøsitet. Det smager ikke engang af noget specielt, hvis det bliver lavet rigtigt. Skuffende!

6) Spansk er ikke bare spansk. Det havde jeg bildt mig ind, før jeg tog afsted, så jeg troede da at alt ville køre totalt i smørsovs for mig, da jeg ankom. Der kunne jeg godt tro om igen. Det var fandme svært de første par dage. Ikke bare bruger de nogle andre ord hernede end i Spanien, hvorfra det spansk, jeg har lært, kommer fra - de udtaler også noget af det mest basale på en helt anden måde, en jeg er vant til. Nu har jeg heldigvis vænnet mig til det og har ingen problemer med det mere (klapper lige mig selv på skulderen), men jeg synes det er ret sjovt, at der kan være så stor forskel på et sprog, der reelt set kommer fra det samme land.

7) Trafikken er et kapitel for sig selv. Det er livsfarligt. Jeg kunne skrive et helt separat indlæg om trafikken i Buenos Aires. Det er sindssygt. En bustur føles som en tur med det vildeste bumletog (men til gengæld er det billigt, ikke?) Og på de hjørner, hvor der virkelig burde være et lyskryds, der er selvfølgelig ikke et. Og de hjørner er der mange af. Hvis man vil have et nervesammenbrud, er det bare at sætte sig ned på en hjørnecafé og betragte alle de køretøjer, der er så ekstremt tæt på at støde sammen.. Det er nervepirrende, I tell ya.

8) Buenos Aires er the place to be hvad angår nattelivet. Troede Tokyo var crazy, men det her er the tip of the iceberg. Og det er virkelig natteliv. Argentinerne lever om natten. Og hvornår sover de lige, spørger jeg bare.. Man går sædvanligvis ud kl. 23 (og det er endda tidligt) og man bliver ved til minimum klokken 6. Alle de gange jeg er kommet hjem kl. 6.50, lige i tide til at starte arbejdet kl. 7.. Det er ikke let, skal jeg lige hilse og sige.

10) Antallet af folk, der ved hvor Danmark ligger, er pinligt lavt. Antallet af folk, der ved, at vi har vores eget sprog, er endnu lavere. 'Er det et sted i Europa?' De fleste af de argentinere, jeg har mødt, har ikke engang vidst, hvad Danmark hedder på spansk.. Jeg forventer virkelig ingenting, men come on! 'Engelsk er da dit modersmål, ikke?'

11) Tatoveringer. Det er mere normalt at se en ung person med en tatovering, end en uden. No kidding. Jeg vil gå så langt som at sige at 80% af de unge fra min generation og dem, der er et par år ældre, har tatoveringer. Det hænger nok sammen med, at det er skide billigt at blive tatoveret hernede, men alligevel. Det værste er, at de fleste, jeg har set, har været engelske citater. Med grammatik- og stavefejl. Det er da godt, at deres lack of English skills gør, at de reelt set ikke selv kan læse det. It hurts my eyes.

12) Franskmænd. De er alle steder hernede. Og tyskere. Fransk kan jeg forstå, men tyskere har ingen relation til Buenos Aires, så vidt jeg ved. Eller hvad? Det må de næsten have. De fleste immigranter kommer fra Italien, Frankrig og Spanien. Alligevel har jeg slet ikke mødt nogle italienere. Og kun en spanier. Franskmænd, tyskere og brasilienere. Og overraskende mange schweizere. Og israelere. Igen, jeg forstår det ikke. Det virker så random. Har til gode at møde en dansker!

Det er grove generaliseringer og jeg burde nok egentlig vente med det her indlæg, til jeg har tilbagelagt det hele af den del af Argentina (altså have lidt flere oplevelser at basere mine udtalelser på, men what the hell), jeg planlægger at se - men der kan jo altid komme en to'er, når jeg har oplevet det 'landlige'/rigtige Argentina!

En lille bid af Japan i Argentina

Buenos Aires by night

Der er altid to sider af en by - hvordan den er om dagen, hvor livet går sin daglige gang, og hvordan den er om aftenen, hvor man føler, at alt kan ske. Der er de byer, hvor aftenen er stille og rolig. Og så er der Buenos Aires. Buenos Aires er smuk på alle tider af døgnet, men om aftenen er den virkelig noget specielt. Alle barer er fyldt med liv. Selv på en helt almindelig tirsdag. Der bliver danset tango til langt ud på natten i weekenderne. Den argentinske nat begynder sent; man begynder at vågne fra sin siesta ved 19-tiden, folk spiser første aftensmad ved 22-tiden og restauranterne er mest fyldte tæt på midnat. Privatfesterne begynder sædvanligvis ved 12-1 tiden om natten og man bliver mindst ude til klokken 5, hvor metroen begynder at køre igen. Noget, som jeg slet ikke er vant til fra lille Danmark, hvor hele familien Danmark pænt spiser aftensmad rundt om bordet på slaget seks og hvor jeg gerne går i seng kl. 22, hvis jeg skal tidligt op dagen efter. Hernede er alt anderledes og døgnrytmen er det, der er hårdest ved min krop. I fredags var jeg til et arrangement, hvor jeg ankom klokken 22 efter at have arbejdet fra 7 om morgenen til 17 om eftermiddagen. På trods af at jeg var ved at dø af træthed, blev jeg ude til klokken 6.30 og mødte meget træt op på arbejde kl. 7 lørdag morgen. Man gør vel hvad man kan for at følge med de lokale!

Some pictures from the absolute center of Buenos Aires, the Microcentro, at night. Buenos Aires by night is breathtaking and the city's filled with life even when it's 4-5 in the morning. Dinner is usually no sooner than 10PM which is one of the things I'm having a very hard time adjusting to. Friday night I attented an event at 10PM, got home at 6.30 the morning after and worked from 7 'till 3 in the afternoon. And I wasn't the only one - a lot of the people I met at the event also had to work the following day. How they do it is still something I have yet to discover.. I was exhausted and I still have some practise to do..

De første seværdigheder

Torsdag var den første dag, hvor jeg var ude og se noget af den skønne by, jeg snart har været i i en uge. Vi var i bydelen Recoleta, en del mere mondæn end den bydel, jeg bor i, som er det absolutte centrum. Recoleta er kendt for kirkegården, hvor Eva Peron (Evita) ligger begravet. Selve hendes grav er nu ikke noget særligt, men kirkegården er virkelig speciel. Medmindre alle kirkegårde er så kongelige og overdådige hernede, men det tvivler jeg stærkt på!

Jeg synes virkelig at Buenos Aires er en smuk by. Det er med god grund, at den kaldes Sydamerikas Paris. Den er kraftigt 'inspireret' af Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland og især det italienske og spanske skinner meget igennem, men jeg synes at blandingen er helt unik og det er ikke noget jeg har set hverken i Paris eller Madrid. Den har sin helt egen 'vibe'. Buenos Aires er faktisk en underlig størrelse. Den er både utrolig grim og utrolig smuk; utrolig betagende og utrolig frastødende. Rigt og fattigt lever side om side. Den anden dag, da jeg var i metroen (som forresten desværre ikke minder om dem, jeg kender fra Europa.. lidt mere vedligeholdelse ville bestemt ikke gøre noget!), kom der to piger hen til mig. De kan ikke have været mere end 5 år. De tiggede om penge. Med en sådan automatik, at man skulle tro, de har gjort det siden de blev født. Det er helt normalt her og det vidste jeg jo også godt, men det er skræmmende at se alligevel, uanset hvor meget man har forberedt sig. Det var som om at jeg var den eneste i hele toget, der faktisk så på dem og så, hvad de var; to små børn hvis liv allerede er ødelagt. Det var en ret skelsættende oplevelse.

Men det dårlige bliver heldigvis opvejet af det gode. De 'grimme' mennesker bliver glemt i mængden af alle de gode og hjertevarme folk, jeg allerede har mødt. Og det er jo det vigtigste.

Jeg kan allerede mærke, at det bliver svært at forlade det her sted. Typisk mig, ikke?

Pictures from this Thursday's stroll around the neighbourhood Recoleta, famous for being the home of the cementery where Eva Peron aka. Evita is buried.  The cementery is really beautiful although Evita tomb was a bit disappointing. This was the first time I actually saw some of the sights here in Buenos Aires and I saw some of the beauty that this city beholds. It truly is a beautiful and enchanting city, a little bit of Spain, Italy, France, Germany.. 

Tomorrow at noon I have my 'one week anniversary' here and as everything else, it feels like I've been here forever. I've seen so much already, met so many amazing people and also made some really good friends already. I'm sure I'll fall in love with this city so much that leaving is gonna be almost impossible.