Et kinesisk eventyr

Min rejse rundt i Kina slutter i aften, da jeg lidt over midnat i dag (teknisk set torsdag) flyver tilbage mod Europa. Jeg sidder lige pt. i Beijing, som jeg tog tilbage til efter godt 1.5 uge på farten. Det er ikke meget, jeg har fået skrevet her fra den mystiske nation, som Kina jo er. Det kan jeg ikke komme udenom. Kina er sgu' en sær størrelse. En utrolig sær størrelse, som virkelig ikke kan sammenlignes med andre steder i verden. Tanken om, at "Kina er fremtiden", den skræmmer mig ærlig talt lidt. Kineserne er sgu' ikke nogle særlig gode rollemodeller, hvis jeg må være lidt politisk ukorrekt. Progressivitet, fremgang og teknologisk fremskridt synes at vægte højere end noget andet her. Ærlig talt, jeg troede at teknologien fyldte meget i Europa. Men det er ingenting i forhold til, hvor meget folk lever deres liv på nettet her. Det skræmmer mig. Da jeg sad i metroen på vej til Hongqiao-togstation i Shanghai for at tage toget til Hangzhou, der var et tidspunkt hvor jeg ikke kunne spotte bare én person uden en smartphone. Alle sad totalt opslugte af deres lille virtuelle verden og jeg kunne seriøst have taget mit gigantiske spejlrefleks frem og begyndt at filme en dokumentar om Kinas digitale afhængighed, uden at nogen ville have ænset noget som helst. Det er alle steder. Restauranterne er de værste. Folk er ikke ude at spise med hinanden. De sidder til bords med deres telefon. Selv de ældre. Jeg har aldrig set nogen over 60 (overdrivelse fremmer forståelsen) sidde med en smartphone andre steder i verden end her. Credit til de ældste kinesere, der er hoppet med på bølgen. Teknologiforskrækket? Det begreb findes slet ikke i Kina. Jeg mindes ikke at have set en telefon, der ikke var en smartphone (jeg har lyst til at sige 'manuel'? I ved, med et tastatur! Dem vi alle sammen havde før Apple overtog verden).

Der er så mange negative ting i Kina. S å m a n g e. Jeg har, hånden på hjertet, ikke set himmelen en eneste gang. Der må være uhyggeligt mange kinesere, især de yngre, der oprigtigt tror, at himmelen ligner et beskidt hvidt lagen. Fra nu af sætter jeg fandme ekstra meget pris på en skyfri himmel. Det må vi ikke tage for givet. Især ikke, hvis Kina overtager verden inden for den nærmeste fremtid. Hvilket nok er tilfældet. På toget fra Shanghai tilbage til Beijing kørte vi forbi en kæmpe stor skorsten lige nordvest for Tianjin, der lukkede kulsort røg ud. Kulsort, siger jeg jer. Ingen af mine medpassagerer virkede specielt overraskede, og jeg var desværre den eneste, der sad med åben mund. Jeg har aldrig set noget lignende! Hvis det er hverdagskost, så forstår man jo godt, hvorfor luften er så fæl. 

Opdatering: Jeg har set himmelen! Selvfølgelig et par timer før jeg tager afsted mod lufthavnen. Måske er Kina glad for at slippe af med mig? Måske dette er den kinesiske regerings måde at sige farewell på?

Uvidenheden, der findes i Kina, har jeg heller ikke set andre steder. Jeg har ikke oplevet, at der var nogen, der vidste, at man ikke snakker engelsk (som modersmål) i samtlige lande i Europa. Jeg har ingen ord for de ansigtsudtryk, jeg er blevet mødt med de gange, hvor jeg er begyndt at snakke dansk bare for at slippe af med irriterende sælgere eller ditto irriterende og nysgerrige individer, der bare gerne ville have et billede med den berømte laowei (kinesernes udtryk for udlænding. Har en følelse af, at det ikke er videre kærligt). At der findes et sprog så mærkværdigt og at det kommer fra den høje, mærkelige udlænding, det var vist ikke det, de forventede. Men hvor er det let at lade som om, at man ikke snakker engelsk. Det har jeg ikke været sen til at udnytte. Jeg har lidt ondt af de engelsktalende udlændinge. De kommer ikke udenom det. Deres accent kan ikke skjules. Jeg har faktisk ikke mødt andre. Kina er åbenbart kun for canadiere, australiere, briter, newzealændere, irere og folk fra Staterne.

Høflighed er heller ikke højsædet her, har jeg personligt erfaret. Det er meget muligt at de har deres egen måde at vise respekt på, men da jeg ikke kan forstå eller læse deres sprog, må jeg jo gå ud fra det, jeg faktisk kan forstå: kropssprog. De få gange, jeg faktisk har stået i en velfungerende kø, der har dem, der ikke var tålmodige nok til at vente pænt i kø, sprunget over uden at kigge sig tilbage, uden så meget som at ænse de mennesker, der faktisk var der først. De forstår alligevel ikke mit forsøg på at gøre dem opmærksom på, at jeg faktisk var her først, så jeg nøjes bare med at give dem dræberblikket. Virker ikke. Jeg tvivler faktisk på, at de kunne være mere ligeglade.

Men nu skal det hele ikke handle om alle de gode grunde til, at Kina endnu ikke egner sig til at blive lukket ud i verden - der er også en masse positive ting. Men lige i skrivende stund kan jeg ikke helt komme på dem. I kontrast til mange af de andre lande jeg har besøgt, så har jeg ikke, og jeg snakker om min egen personlige erfaring, følt en varme fra befolkningen, som jeg ellers normalt gør, når jeg er ude at rejse. Lokalbefolkningen er normalt en af de ting, der gør, at jeg gerne vil vende tilbage til et sted. Men det er ikke tilfældet med Kina. Måske er det sprogbarrieren, måske er det deres mærkværdige måde at forholde sig til udlændinge på.. Jeg ved det ikke; jeg ved  bare, at det er svært at føle sig 100% hjemme i Kina, hvis man ikke ligner dem. Men det er ikke til at komme udenom, at Kina er dybt fascinerende. Og umådelig smukt. Deres storbyer er fantastiske; så meget historie men alligevel så meget modernitet. Det ligger side om side. Selvom moderniteten er ved at vinde, så er der stadig lang vej at gå for Kina. Rigtig lang vej. På alle kanter. Jeg mener at have læst at halvdelen af befolkningen i Kina stadig lever i fattigdom - om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Men mængden af folk, der ikke bor i byerne og som ikke har del i Kinas økonomiske fremgang og som ikke (endnu) er en del af den middelklasse, der har iPhones og som er ved at blive en del af den konsumerisme, som vi dyrker i Vesten, den er altså stor. Der bor trods alt 1.3 milliarder kinesere i Kina.

Men folket til trods, så har jeg virkelig nydt at få en lille bid af Kina. Jeg startede ud i Beijing, hvor Muren selvfølgelig blev besøgt (og så endda i selskab af en dansk pige, jeg var så heldig at finde på Instagram!). Vi tog ud til en af de mest mennesketomme (turisttomme!) dele af vidunderet, og mødte ikke mere end 20 sjæle i løbet af vores 4 timer derude. Det var en herlig dag. Jeg var også forbi den Forbudte By, Tianamen Square, Jingshan Park, hvor man har udsigt til hele den Forbudte By (som I kan se på billedet nederst). Det næstsidste billede er fra Himmeltemplet (Temple of Heaven), som jeg besøgte igår, da jeg var kommet tilbage til Beijing efter 1.5 uge rundt i landet. Ser det ikke ud som om, at jeg har redigeret det billede? Det kan jeg tilføje, at det har jeg ikke! Så vilde er farverne.. Og så hvid er himmelen.. Efter tre dage i Beijing i starten, tog jeg højhastighedstoget til Jinan, som ligger i Shangdong-provinsen. Der besøgte jeg en af mine klassekammerater fra mit universitet, som er på udveksling på Shangdong's universitet, præcis ligesom jeg var det sidste år i Tennessee. Det første billede viser den centrale plads i Jinan. Der var smukt. Det blev kun til to dage i Jinan, inden jeg tog toget videre ned til Shanghai, som kan ses på de tre følgende billeder. Der blev jeg i næsten en uge, med en lille afstikker til Hangzhou, som er en vidunderlig lille perle 1 time vest for Shanghai. Shanghai var fyldt med skyskrabere og pæne skylines. Lige sådan noget jeg godt kan lide. I søndags tog jeg toget tilbage til Beijing. Godt 1200 kilometer, som blev nedlagt på under 6 timer. Det burde vi altså gøre os lidt mere i i Europa. Det ville gøre livet meget lettere! På det punkt, har kineserne (og japanerne) altså fat i noget. Ingen tvivl om det.

Så nu vil jeg sige pænt farvel og tak til Kina og så håber jeg, at jeg en dag kan vende tilbage til dette fantastisk smukke land. Til den tid er de nok også ved at styre verden. Så mangler vi bare, at de lemper visum-reglerne.