When in Bogotá

Hvor skal jeg starte? Jeg har kun været her i 2,5 uge, men jeg synes alligevel jeg har set, oplevet og hørt nok til at kunne forsøge at komme med en konklusion. Hvad er det her land egentlig for en størrelse?

Især Bogotá har overrasket mig rigtig meget - byen er totalt anderledes, end hvad jeg havde forventet, men igen så vidste jeg heller ikke helt, hvad jeg kunne forvente. Jeg har set nogle ret syrede ting; Jeg var vidne til et marsvin-løb en af de første dage, hvor jeg var inde i centrum og snuse lidt til byen med nogle venner. Jeg kunne ikke lade være med at stirre og endte endda med at heppe med. Aldrig har jeg set noget så sjovt. Folk var utroligt optagede af det og satte alle deres småpenge på den firbenede gnaver, som de mente, havde de bedste chancer.

Noget andet, som jeg heller ikke har set andre steder, er salget af telefoni på gaden. Den slags gadehandel, der er mest fremtrædende i gadebilledet hernede, er nemlig salg af opkaldsminutter. Og der er der en meget god grund til; tager man en mobil frem, der er bare lidt lækrere end en gammel Nokia, så beder man selv om at få den stjålet. Overalt ser man derfor skilte med 'minutos'. Har du lyst til at ringe, får du stukket en ældgammel telefon i hånden (den skal være tilpas grim og outdated, at der ikke er risiko for, at der er nogle der vil stjæle den jo) og så betaler du ellers den angivne sum, når du er færdig med dit opkald. Det koster mellem 28 og 56 øre i minuttet, så næsten alle benytter sig af det.

Den colombianske mad var noget af det, jeg glædede mig mest til at gå ombord i. Jeg havde fået smagsprøver både i Texas og Buenos Aires og jeg er bestemt ikke blevet skuffet; den traditionelle madkultur i Columbia er virkelig, virkelig lækker. Arepas, ajiaco, sopa de lentejas.. Jeg kunne spise colombiansk resten af mit liv og dø lykkeligt. Og deres frugter er højdepunktet. Da jeg boede hos min værtsfamilie under min første etape i Bogotá, startede jeg hver eneste dag med et kæmpe glas hjemmepresset juice. Det kunne være af guanábana, guayaba, grandadilla, curuba eller måske maracuyá. Jeg havde aldrig smagt, hørt om eller set nogle af disse frugter før, men det gjorde ikke så meget. Jeg smagte gladeligt på dem og hvor var det bare lækkert alt sammen. Colombianerne er også meget glade for mora, hvilket ville være en ækvivalent  til vores brombær. Eller.. det er brombær, så meget kan jeg da se, det er selvfølgelig bare dobbelt så saftigt og dobbelt så lækkert hernede, at det slet ikke ligner de brombær, vi kender. Nok snak om brombær. Ak ja, det bliver ikke sjovt at komme hjem til Danmark, hvor det mest eksotiske, vi kommer i nærheden er, er en skaldet mango.

Og vejret.. vejret er et helt kapitel for sig selv. Columbia har nemlig ingen årstider, da vi er så tæt på ækvator. Det havde jeg jo, optimistisk som jeg er, tolket som om, at der ville være sommer året rundt. Og det er også reglen. Bogotá er så bare undtagelsen fra den regel. Temperaturen svinger ikke mere end 4-5 grader og der er som oftest 18-19 grader her om dagen. Bare fordi Bogotá ligger 2660 meter over havniveau. Pff.. Og der er jo selvfølgelig monstervarmt i Cartagena og det resulterede meget ubelejligt i en mindre sygdom, da jeg vendte tilbage til Bogotá. Jeg fryser i Bogotá og jeg havde det alt for varmt i Cartagena.. Kan man da aldrig få det hele?

Men det, der har uden tvivl har overrasket mig mest.. Det, der har sat mine tanker igang.. Det har helt klart været alle de blikke, jeg har fået. Jeg troede ikke jeg ville få mere opmærksomhed end jeg fik i Argentina. Så kom jeg til Chile. Så kunne det da heller ikke blive værre. Men så kom jeg til Columbia. Det har været på grænsen til det ekstreme her i Bogotá. Jeg kan gå på gaden og hver anden, der går forbi mig, stirrer som en besat, vender sig om efter mig og opfører sig som om, at de aldrig har set en udlænding før. Og i løbet af mine første dage i landet tænkte jeg tit 'hvordan hænger det her sammen med alt det, jeg har hørt?'. Det er nemlig interessant. For colombianerne er hjertevarme mennesker og de er de mest åbne og gæstfri mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hvorfor stirrer de så sådan på noget, der er anderledes? Jeg har prøvet at stykke forklaringen sammen i mit hoved. Jeg har prøvet at regne Columbia ud; hvordan kan det være, at der er så mange colombianere, der har forladt Columbia og alligevel roser deres hjemland til skyerne og reelt synes, at det er det bedste land i hele verden? Er det virkelig rigtigt, at Columbia ikke er andet end narkotika og korruption?

Præcis på grund af alle disse modsætninger, har været min oplevelse af at være gæst i det her land været så interessant. Jeg er fascineret af det her land; det er dybt fascinerende at være her, når landets ry er så dårligt, og når jeg kender så mange, der er vokset op her. Jeg havde ikke mødt en eneste colombianer, jeg ikke kunne lide, før jeg kom hertil - og det har ikke ændret sig. Folk stirrer, men når vi får nedbrudt barrieren og folk har kommenteret min højde tilpas mange gange - ja, så er de altså nogle dejlige mennesker. De er interesserede i, hvorfor jeg er her og hvad jeg synes om deres land. Men de ved også godt, at der er lang vej at gå endnu, før det bliver 'normalt' at se turister i gadebilledet. En af mine venner fremlagde et yderst interessant synspunkt for mig. "Columbia kunne være verdens bedste land. Vi har kyst ud til både Stillehavet og Det Caribiske Hav, vi har en mangfoldig natur; frodige regnskove i Amazonas, lækre caribiske strande, billedskønne Andesbjerge - og sidst, men ikke mindst, har vi en indbydende madkultur og vi er kendt for vores gæstfrihed. Vi har alt. Men vores fortid og vores omdømme hjemsøger os." Landet har potentiale, det er helt sikkert - og selvom det ikke længere lever op til det voldsomme ry, som det har, så er korruptionen og kriminaliteten her stadig. Især politikorruption er mere end almindeligt. Og man skal være ekstremt forsigtig, hvis man har værdigenstande på sig. Og selvom jeg ikke én eneste gang har været i nærheden af narkotika, så er det her jo stadig i stor stil. Som min ven også fortalte mig, så er Columbia ikke ene om at være skyld i den illegale narkotrafik; forbrugerne, som oftest er europæere, har også en stor del af skylden. Når der er nogen, der ryger en importeret joint fra Columbia et tilfældigt sted i Europa, så er det Columbia, det går ud over. Og det er en skam. For et dejligt land, det er det altså.

Jeg tror ikke, at jeg kan nå frem til en konklusion. Og måske er det også okay, for Columbia har flere problemer, end jeg overhovedet kan forstå. Men en ting er helt sikkert; jeg har ikke et eneste sekund fortrudt, at jeg valgte at tage herhen. Og jeg vil ikke et sekund tøve med at anbefale andre til at gøre det samme. Her er ikke så farligt, som mange vil have dig til at tro. På gensyn, Columbia og tak for at have været en dejlig vært.

Og nu skal jeg videre til det, jeg nok må indrømme, at jeg har glædet mig mest til, siden jeg tog afsted. Faktisk lige siden jeg første gang mødte en brasilianer. Brasilien, vi ses imorgen!