For last year's words belong to last year's language and next year's words await another voice. And to make an end is to make a beginning

Så er endnu et år slut, og et nyt er allerede begyndt. 2014 var vildt for mit vedkommende. Året blev skudt ind i selskab med de gamle klassekammerater fra 3.c. Vi festede til klokken 7 om morgenen og jeg sagde farvel til dem, uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, ligesom jeg sagde farvel til 2013 uden at vide, hvad jeg overhovedet kunne forvente mig af 2014. Ikke i mine vildeste drømme havde jeg forestillet mig, at det ville gå, som det gik. Og det er ment på i bedst mulige forstand. For da januar var i gang, og jeg fem dage senere tog toget til København, havde jeg ingen idé om jeg skulle grine eller græde. Jeg ankom til hovedstaden d. 5. januar, på den smukkeste vintersøndag. Jeg glemmer aldrig den dag. Jeg spiste middag med min onkel, og gik mig derefter en tur. Jeg slentrede til Nørrebro for at købe rugbrød, torskerogn og markel til at tage med til Sydamerika. På vejen hjem gik jeg rundt omkring Søerne, der adskiller Nørrebro og Indre By. Musik i ørene og hele København futtede forbi med en imponerende fart. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til noget som helst. Jeg skulle rejse til Argentina mindre 24 timer senere. Jeg glædede mig ikke. Overhovedet. Uvisheden var ved at få has på mig, og jeg kunne ikke sove den aften. Jeg ville ønske, at det var grundet den spændte nervøsitet, som jeg plejer at føle i de dage, inden jeg drager afsted på et nyt eventyr. Men det var det bare ikke. Jeg var få millimeter fra at falde i fortrydelsens dybe hul. Men afsted kom jeg jo selvfølgelig, og, helt uforventet, var resten af januar var en stor fest i Buenos Aires - noget, som mine indlæg fra den tid vist også gerne skulle reflektere. Jeg blev taget imod fra alle hjørner lige fra starten. Jeg mødte nogle af de venner, der er de mest fantastiske mennesker i mit liv den dag i dag og jeg skylder især Mundo Lingo en stor del af æren. Og 06 Central på Maipú 306, selvfølgelig.  

Februar blev startet i Buenos Aires og det jeg husker bedst fra februar er helt klart den periode, hvor min bedste veninde, Beli, ankom til min hostel. Jeg husker den dag, hun ankom. Jeg havde faktisk ligeså lige siddet og tjekket hendes Facebook-profil ud, fordi jeg kunne se de emails, hun havde udvekslet med os om at komme og arbejde. Og så var hun der. Og jeg var den eneste, der hjalp hende bare en lille smule med at  og selvom jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, ikke engang i de første par dage - så var vi ikke mange uger om at få opbygget et venskab, der fortsætter med at slå grobund og vil gøre det i mange år fremover. Februar var en leg uden lige. Mig og Beli der arbejdede sammen; der var enkelte dage, hvor vi styrede stedet helt alene - husker det stadig med stor stolthed i stemmen, selvom vi fik en enkelt dårlig anmeldelse fra en af vores gæster - uden tvivl et af vores bedste minder. Februar var jo også måneden, hvor jeg fik beskeden om, at Aberdeen havde tilbudt mig en plads. Den dag glemmer jeg aldrig nogensinde. Jeg havde næsten lige afsluttet arbejdsdagen, da jeg får en email fra UCAS og jeg tror jeg glemmer at trække vejret i et par sekunder, da mine øjne skimmer ordene 'Unconditional offer'. Jeg svævede på en lyserød sky og fløj 10 centimeter over jorden den aften, da jeg skulle på vores onsdagsklub. Det var ikke en ringe onsdag! Og det kom jo som kaldet, da jeg bare en uge tidligere havde været til et informationsmøde ved et universitet i Buenos Aires. Det var skæbnen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om!

Plaza de Mayo i Buenos Aires - præcis som jeg husker bye bedste: en kaotisk og utrolig smuk solplet

Marts blev også brugt i Buenos Aires og igen er det Beli, der står for noget af det, jeg husker bedst fra marts. Hun forlod nemlig Buenos Aires d. 10. marts og det var svært at være der i de første par dage uden hende. Jeg prøvede så godt jeg kunne at nyde den sidste tid, og de sidste par uger af marts brugte jeg rigtig meget tid sammen med mine venner, som jeg jo skulle sige farvel til meget snart - mange af dem, der ikke ville være i Argentina, når jeg engang kom tilbage for at flyve hjem til Europa. Jeg var også til to koncerter, begge to hvor det var det argentinske/chilenske reggaeband, Zona Ganjah, der spillede. Jeg tog afsted sammen med en af mine rigtige gode venner, og selvom reggae aldrig nogensinde har sagt mig noget, så må jeg jo have nydt det - for vi stod der igen, da bandet kom til Buenos Aires bare tre uger efter den første. Jeg husker præcis hvordan mit liv i Buenos Aires lige var begyndt at vende tilbage til det normale, da jeg skulle videre. Nogle af de bedste dage i marts skete jo selvfølgelig et par dage før skulle trække teltpælene op igen. På den sidste dag i marts tog jeg nemlig toget til toget til Córdoba, og sagde derved farvel til den by, der havde fungeret som mit hjem i hvad der føles som meget mere end tre måneder.

På aprils første dag ankom jeg til Córdoba, der ligger 700 kilometer vest for Buenos Aires og nogenlunde midt i Argentina. Derved blev de første 9 dage af april blev tilbragt i en lille fredelig bjerglandsby i det argentinske højland. Alt åndede fred og ro og det var lige hvad jeg havde brug for efter mine måneder i Buenos Aires - på trods af at jeg var lige ved at gå til af savn. Efter Córdoba og efter et lille stop i Mendoza, hjemsted for de fleste gode argentinske vine, tog jeg endelig til Chile, hvor min chilenske veninde, som var på udveksling i Danmark i 2011/12, ventede på mig. Jeg brugte 2,5 uge i Chile, hovedsageligt i Santiago (mit hjerte kan stadig springe et par slag over, når jeg kigger på billederne af den by - især i det her indlæg, hvor jeg besøgte den bedste udsigt i byen - det er skønhed i sin simpleste form), med en lille smuttur til Valparaiso og Papudo på kysten. Det var nogle enormt dejlige uger, hvor jeg hyggede mig med min veninde og hendes familie. Blandt andet fik et meget autentisk indblik i, hvordan de katolske sydamerikanere fejrer påske. Det var familiehygge på landet, og jeg stod i mange situationer, som jeg vidste at ikke mange 'rejsende' ville få mulighed til nogensinde at opleve. Sidst i april fløj jeg til Columbia, hvor jeg startede ud med at bo hos en af min columbianske/texanske 'bedstemors' gode venner i Bogotá. 

Papudo, Chile

Chile's nationale kunstmuseum i Santiago

Maj var en travl måned. Jeg var en lille uge i Cartagena på Columbias carribiske kyst, og fløj til endelig Brasilien i midten af maj - det havde jeg godt nok ventet længe på! Jeg ankom til São Paulo sent om aftenen d. 16., og endte med at have base i min venindes lejlighed der, under hele mit ophold i Brasilien, som endte med at vare 5 uger. Min tid i São Paulo var meget hverdagsagtig, på en god måde. Jeg havde et sted at vende hjem til. Fredag aften var det ofte hjemmelavet middag for alle vennerne med brasilianske speciliateter og derefter i byen for at høre livemusik, lørdag stod på utrolig god mad og søndag var tit en spadseretur i São Paulo's Central Park. Men i hverdagen, når hele lejligheden var på arbejde, lavede jeg universitetsforberedelser derhjemme. Min veninde formåede virkelig at gøre mig til en del af hendes liv, imens jeg var der - vi var ude med hendes venner, jeg så hendes band optræde og hun fik i den grad vist mig den gæstfrihed, som er noget, brasilianerne godt kan være stolte af. Sidst i maj tog jeg bussen til noget af det, jeg unægteligt havde glædet mig mest til at se i hele Sydamerika - Rio de Janeiro - og jeg havde nogle fantastiske dage i en af de byer i verden, som jeg synes alle burde se i løbet af deres levetid. Fantastisk er det eneste jeg vil sige.

São José de Rio Preto - en lille brasiliansk perle

Ja, altså, vi vandt jo denne kamp, så ja, se puede! At 
Tyskland så valgte at lammetæve os et par dage efter, 
snakker vi ikke om..

Juni var uden tvivl den mest begivnhedsrige måned i 2014. I starten af måneden var jeg som sagt stadig i São Paulo, og jeg havde et par dage indtil jeg havde min næste tur, hvor turen gik til São José do Rio Preto for at besøge en af de piger, jeg mødte i Texas. Rio Preto var endnu mere hverdag end São Paulo - igen, på bedst mulige måde. Min veninde tog mig med på arbejde, med til barbeque med hendes kolleger, med på hendes stambar og hun introducerede mig til de vigtigste mennesker i hendes liv. Jeg var godt klar over, hvor fantastisk Brasilien kunne være, men Rio Preto vidste mig især, hvorfor Brasilien har noget at være stolt af og på trods af at være en næsten helt tilfældig by på størrelse med Aalborg, er det noget af det, jeg husker bedst fra 2014. Mit ophold varede ikke engang en uge, men da jeg sad i bussen på vej hjem til São Paulo igen, savnede jeg allerede Rio Preto helt forfærdeligt og det eneste jeg havde lyst til var at flytte derhen og filme dokumentar efter dokumentar om alle de fantastiske og hårdtarbejdende mennesker, jeg havde været så utrolig heldig at få lov til at møde. Jeg nævnte mit besøg i Rio Preto, da jeg skrev mit opsamlingsindlæg Até breve, Brasil, selvom min tid i Rio Preto sagtens kunne give mig stof nok til mindst 10 forskellige indlæg. Og som jeg skrev deri - Brasilien er ikke sand og lækkert strandliv, hvis man vil have det bedste ud af landet og tage noget med derfra - det er folket. Brasilianerne har noget at være stolte af. Det var trist at sige farvel til Rio Preto, men jeg var fuld af håb for at jeg ville vende tilbage. Den aften, da jeg kom tilbage til São Paulo, begyndte næste etape i mit sydamerikanske eventyr; VM i fodbold. Åbningskampen blev spillet d. 12. juni, mindre end to dage efter jeg kom hjem fra Rio Preto, og det tog mig 2 timer at komme hjem med metroen, da jeg kom tilbage til São Paulo den aften. Jeg havde ikke billettter til nogen af kampene, da der generelt var meget uro i landet pga. de ågehøje priser på kampene, men det var fascinerende at være så tæt på en af verdens største sportsbegivenheder og vi var ofte ude i byen for at se kampene på storskærm. Stemningen var i top da først bolden rullede. Hele byen var ramt af VM-feber og jeg nød virkelig at min rejse var faldet sammen med en begivenhed som denne. Af præcis denne grund var det meget ambivalent, at jeg d. 19. juni sagde farvel til lejligheden i São Paulo; mit midlertidige hjem i Villa Mariana havde udviklet sig til faktisk at føles som et rigtig hjem og selvom jeg vidste hvad der ventede i den anden ende, var det lidt trist alligevel. Efter at have rejst 1,5 dag aka. 40 timer i bus, efter at have fået mit sidste indgangsstempel til Argentina og efter at have gået fra sommervejr til en kølig vinter, var jeg endelig tilbage i Buenos Aires. Endelig! Det bedste øjeblik på hele min tur, bortset fra det sekund jeg læste, at jeg var blevet optaget i Skotland, var da jeg så det første kendte ansigt igen, da jeg ankom til mit hostel den morgen i juni. VM-feberen var også på sit højeste i Argentina, og jeg var så Uruguay-Columbia omgivet af en masse ivrige columbianere i San Telmo-kvarteret, fejrede at Frankrig spillede uafgjort mod Ecuador med en helt masse franskmænd på Liquid i Palermo og mærkede stemningen, da Argentina vandt kvartfinalen mod Holland.

Mit elskede, elskede hostel..

Juli var en rutsjebanetur uden lige - VM fortsatte, jeg fik min tatovering nr. 2 og har nu officielt en tatoveringsdag, jeg så tårerne trille ned af Argentinas kinder, da vi tabte med et mulehår til Tyskland - men det, der springer i øjnene, når jeg tænker juli, er de dage, hvor jeg rejste hjem igen. Tilbage til Danmark. Det var hårdt. Rigtig, rigtig hårdt. De sidste tre uger i Buenos Aires var ligeså tumulte, som de første tre måneder var - på både godt og ondt. Så kunne jeg kende BA igen. Og den dag jeg tog afsted, mindede også på alt for mange måder om første gang, jeg forlod Buenos Aires. Det jeg hæfter mig ved, at følelsen af ikke at være klar til at sige farvel. Følelsen af, at jeg stadig havde så meget at opleve, så mange ting at lave. Men hjemme skulle jeg jo, min afrejsedato var jo fastlagt fra starten. Heldigvis har jeg jo en familie, der var glade for at se mig igen og heldigvis var Luna der også, da jeg kom tilbage - hun var taget hjem fra Norge for at overraske mig! Godt arbejde med at skjule det, skal det også lige siges, hehe. Beli kom på besøg mindre end en uge efter, at jeg kom hjem og vi tog blandt andet til Skagen, hun fik set mit gymnasium og mødt min familie - alt sammen noget, der fik det hele til at føle mere virkeligt - alle sammen ting, der hjalp på at mindske savnet.

Berlinmuren

August stod blandt andet på roadtrip til Tyskland med Beli, hvor vi dækkede Hamborg, Berlin og Husum. Sidstnævnte stedet hvor hun selv er fra, og jeg fik endelig set stedet, hvor hun voksede op. Hun tog med tilbage til Danmark og deltog i min mors 55-års fødselsdagsfest. Sidst i august tog jeg til København, hvor jeg sås med skotske Alyssa, som var den pige, der viste mig sit universitetsliv i Edinburgh sidste år i marts, da jeg var i Skotland med Luna. Hun er på udveksling på CBS, så det ser ud til, at vi begge to fik vores drømme opfyldt til sidst - hende i Danmark og mig i Skotland. Fredag d. 29. august fløj jeg nemlig til Edinburgh og påbegyndte 1,5 uges ferie forud for min ankomst til Aberdeen. 

D. 1. september tog jeg bussen ned til London og havde et par ekstremt dejlige dage, hvor jeg mentalt ladede op til at skulle begive mig tilbage til Skotland og derved påbegynde mit nye liv. Jeg var til Mundo Lingo på Brick Lane med to finske piger, hvoraf jeg nu bor sammen med den ene på kollegiet i Aberdeen. Jeg var til koncert med en anden pige, som også er en af mine medstuderende i Aberdeen. Og endelig blev det den aften, hvor jeg kunne stige på bussen til Aberdeen. Det var en meget lang nat, hvor jeg blev ved med at endevende de mulige udfald i mit hoved; jeg ville enten elske eller hade det. Det var det, det var blevet kogt ned til. Jeg tænkte næsten det værste, men da jeg fandt mig selv stå der, på togstationen med en helt masse andre håbefulde førsteårsstuderende, forsvandt alle de bange anelser som dug for solen. Alt var nyt, alt var spændende og september fløj afsted med en imponerende hastighed. Rusugen var den mest hektiske uge i mit liv til dato, og universitetshverdagen med forelæsninger og lektier overraskede mig med dens intensitet, som jeg gerne ville indrømme, at jeg slet ikke havde forberedt mig på - men jeg nød hvert sekund, selvom vejret var gråt og der var nye indtryk hvert minut. Jeg var med til velkomstmøderne på de societies, jeg var interesseret i, jeg mødte ekstremt mange nye mennesker, jeg var til en helt masse fester hvor alle var åbne og hvor man lynhurtigt fik nye venner.

Da oktober begyndte, føltes alt som normalt og livet kørte sit hverdagsløb på bedst mulige måde. I starten af oktober kom en skotsk ven, jeg havde mødt i Buenos Aires (faktisk dagen før, jeg modtog beskeden om min optagelse på Aberdeen!) til byen for at besøge mig. Politics and IR-society arrangerede et spændende foredrag om den nuværende situation mht. ISIS i Syrien og Irak. Jeg var frilliving i helt masse psykologi eksperimenter udført af tidligere elever og lærte derved en lille smule mere om ansigtsgenkendelse og kognition samtidig med at jeg ydmygt tjente til føden. Oktober var også måneden, hvor jeg var til samtale hos en velgørenhedsorganisation om frivilligt arbejde (vedr. et program, som blev nedlagt et par dage efter, jeg havde været oppe ved dem - om det var min skyld, kan jeg ikke sige!). Jeg var til 'Do It In The Dark'-verdensmiddag med en kær veninde, et event der fokuserede på bæredygtig energi, arrangeret af Aberdeen's "Stop the Traffik"-society. Jeg havde jo også lige pludseligt fødselsdag! Dagen blev brugt på med dejlige venner, og jeg kunne ikke have bedt om en bedre måde at bruge min 20-års fødselsdag på. Morgenmad med en af mine tætteste venner inden skole, tre timers undervisning, shopping og middag på TGIF med to piger fra Tjekkiet og fest og kage til kl. 4 næste morgen. Til at afslutte oktober havde vi jo Halloween - ikke så overdrevet som i USA, men ikke destomindre en reel undskyldning for at feste - så det gjorde vi jo! Oktober var også kendetegnet af rigtig mange svømmetræninger og rigtig mange timer på biblioteket - det blev gjort lidt hyggeligere, når det blev til en udflugt med en af mine rigtige gode venner fra min gang.

November var nok den måned, hvor jeg havde travlest på skolefronten og hvor jeg måske af selv samme grund, begyndte at løbe ved stranden flere gange ugentligt - det er noget af det jeg elsker ved at bo i Aberdeen, stranden er altid relativt tæt på. Jeg havde 4 essays på 20 dage, som hovedsageligt lå i november. Jeg fandt en anden organisation jeg kunne være frivillig for, kryds fingre for at den ikke lukker! Var til Study Abroad-fair, hvor jeg som altid fik gode ideer.. Jeg arrangerede to fester sidst i november, og blev derefter kendt som the party maker (no shit!) - en rolle jeg regner med at leve op til, når næste semester starter om et par uger. Aberdeen's byråd havde arrangeret to julearrangementer i centrum; en juleparade med tilhørende tænding af byens julelys og juletræstænding. Sidstnævnte med fornemt besøg af Aberdeen's venskabsby's borgmester. Den by ligger i Norge, så halvdelen af ceremonien var på norsk. Det var fandme mærkeligt at sidde der i Storbritanninen og synge salmer på et sprog, der umiskendeligt ligner dansk til en forveksling. Just saying. D. 28. november havde vi alle sammen sidste undervisningsdag, og straks efter begyndte revisionen!

Tænding af julelys i Aberdeen

December startede hermed ud med en mærkelige uge, som jeg egentlig troede var dedikeret til at læse, men jeg havde stadig revisionstimer, hvor jeg skulle møde op. Så hele den første uge af december var præget af manglende socialliv (at læse sammen tæller ikke som at være sociale, blev vi alle sammen enige om), læsning dag og nat på trods alt hyggelige værelse med julepynt og lyskæde (det gjorde det hele lidt nemmere), den daglige dosis Pyrus og svømning. Jeg havde min første eksamen allerede i den første uge af december (dagen hvor årets sidste svømmetræning også lå - det var godt nok en kedelig dag), og de tre næste lå i den næste uge - det var nogle meget intense 6 dage, men så var jeg jo også færdig d. 11. december allerede - en uge mere end mange af de andre. Så jeg brugte den tid på at rejse lidt rundt i Skotland med nogle venner (Inverness, Loch Ness og Dundee) og jeg gjorde mit bedste for at nyde livet udenfor universitetsboblen - og det var mildest talt var en portion af nogle meget blandede følelser, der lidt modsagde hinanden, som jeg havde de første dage efter det var slut. Jeg savnede allerede skolen, da jeg gik ud af eksamenslokalet samtidigt med at jeg mere end noget i verden havde brug for en pause fra alt det læseri. At slappe af er en kunst, kan jeg da så konkludere nu! Godt en uge efter tog jeg bussen sydpå, nød julefine London i en dags tid og så fløj jeg tilbage til jul, konfekt, afslapning og gensyn med familie og venner.

Og hvad har 2015 så, så vidt jeg ved allerede nu, at byde på? Det står på mit 2. semester på universitetet, besøg af danske venner og familie i Aberdeen (begyndende fra sidst i januar allerede!), The Script-koncert i Aberdeen, springbreak i Thailand, Malaysia og Singapore hvor jeg skal besøge herlige venner og så skal jeg forhåbentlig på udveksling et spændende sted i verden startende fra september! Jeg ved allerede godt, at 2015 bliver endnu bedre end 2014, selvom det bliver svært at slå - 2014 har været året, hvor jeg endelig flyttede udenlands, hvor jeg forelskede mig i endnu flere steder, hvor jeg fandt de mennesker, jeg ved jeg vil have i mit liv forevigt. Det var også året, hvor jeg for alvor gjorde noget ud af denne her blog (eller bare havde stof at skrive om, da jeg faktisk var ude og rejse..) og det blev til hele 43 indlæg i hele 2014. Ikke noget videre imponerende tal, men længden og reflektionsniveauet taget i betragtning, er jeg nu meget godt tilfreds, haha! 2015 skal være et år, hvor jeg møder nye mennesker, men først og fremmest også ser mange af dem, jeg allerede har, igen. Og så skal jeg også have gjort mere ud af de portugisiske - hvis jeg nogensinde vil gøre alvor af at overtage Sydamerika, så er gode intentioner ikke nok til at charmere Brasilien jo. Og så vil jeg lære at lave en lige så lækker chili con carne som min onkel. Jeg lavede det tre gange i november og lige lidt hjalp det. Det smager stadig ikke godt nok. Og chili er en god ret at kunne mestre, er vi ikke enige om det? 2015 skal også være året, hvor jeg tager flere billeder af hverdagssituationer. Jeg tager en millon billeder, når jeg er ude og rejse, imens jeg kun har grumsede iPod-skud af de ting, der jo betyder allermest - så jeg skal til at have spejlreflekset med i skole mindst en gang om ugen på næste semester. Det lyder jo nemt nok, ikke?