Jeg har snakket om det et par gange. Nedskrevet det og delt det. Men hvorimod det ikke er noget, jeg taler om så tit, så tænker jeg på det hver dag. Det der med ikke at føle, at man er der, hvor man egentlig hører til. Jeg er ikke den eneste. Og nu hvor jeg er flyttet til Skotland og omgås meget tæt med mennesker på min egen alder hver eneste dag, så er det endnu mere tydeligt. Næsten konstant møder jeg nye mennesker, og i en stor del af tilfældene er det unge mennesker, som ikke føler at de er der, hvor de ønskede, de ville være på nuværende tidspunkt. Er det udlængsel? Er det den udlængsel, som jeg så tit føler, og som jeg håber kun er så intens, fordi jeg stadig er ung? Vi er nemlig stadig unge. Måske ændrer det sig meget snart, måske slår vi os snart ned, måske er vi håbløst forelskede i noget, der ikke er godt for os eller som vi måske slet ikke kender - men lige nu, lige nu og her, er det sådan vi har det. Det er virkelighed. Vores virkelighed. Der er hverken fornuft eller et større perspektiv, men det er underordnet. Det er impulser og følelser og det er jo bare fordi, at "vi er unge." Men hvorfor i alverden gør det det mindre rigtigt? Mindre virkeligt?
Allerede i løbet af den første uge her indså jeg, at jeg går en meget international skole. Kigger jeg på vores statistikker, menes det, at vi huser 120 forskellige nationaliteter. 120 lande. Det er mange lande. Der er folk fra hele verden her. Og mange af dem har en meget international baggrund. Født et sted af forældre, der kommer fra to andre vidt forskellige steder. Vokset op et andet sted. Og som nu bor her, et tredje sted. I Skotland. Og som garanteret ikke har tænkt sig at blive her, når vi engang er færdige. En af mine venner fra Slovakiet har de sidste to år boet i Thailand. International skole i Bangkok. Om jeg begriber hvordan hun ikke er ved at gå til af savn. En anden af mine gode venner, som jeg faktisk bondede med over vores fælles kærlighed for Río de la Plata-området, har boet et år i både Uruguay og Egypten. Hun siger det ikke højt, men jeg kan se hvor meget hun ønsker at komme tilbage. Jeg er ikke international på nogen måde, det er vist ingen hemmelighed. Og selvom jeg har misundt andre det alt for længe, så kan jeg se, hvad det kan gøre ved mennesker. Jeg har venner her, der ikke ved, hvor de hører til. Mennesker, der, da jeg mødte dem for første gang, ikke kunne svare mig med en enkelt sætning, da jeg spurgte dem, hvor de er fra. Jeg syntes selvfølgelig, det var sejt, og jeg ville ønske jeg selv havde boet alle mulige steder, men efterhånden som jeg lærer dem at kende, kan jeg se fortvivlelsen og ambivalensen i deres øjne, når de prøver at forklare mig, hvorfor de ikke kan svare på, hvilket sprog, der er deres modersmål. Der er ingen stolthed i deres stemme, når de fortæller mig deres livshistorie, der forgår i et utal af lande. Hvor jeg for bare et år siden ville have gjort alt overhovedet muligt for at være tosproget, for at være verdensborger helt fra barnsben af - har jeg lært vigtigheden af tryghed, af stabilitet og ikke mindst, at vide hvor jeg hører til. Jeg har snakket om det med Luna et utal af gange. Hvor misundelige vi har været på mange af dem, vi har mødt på vores rejser, der har været i 60 forskellige lande på trods af at være først i 20'erne - men for et par uger siden, da vi snakkede sammen over Skype, blev det pludseligt klart for os begge, at vi er ret heldige. Vi har haft en tryg opvækst i et land, der fungerer præcis som det skal (det kan vi vist ikke komme udenom), og som - selvom vi aldrig nogensinde vil indrømme det - altid vil være et sted, vi kan komme tilbage til, og som vi altid vil elske.
Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg gerne vil sige, men jeg ved, hvad jeg føler. Og det er ikke let at få ned på skrift. Jeg savner stadig Argentina. Men jeg ved også godt, at det ikke er der, jeg hører til. Ikke i dette øjeblik. Jeg håber det bare er en udlængsel. En rejselyst, som umuligt kan være på sit højeste hele mit liv. Jeg har, selvom jeg bor i et fantastisk smukt land, stadig brug for at komme væk. Komme ud og opleve. Jeg ved ikke hvorfor jeg forventede, at den ville blive formindsket, hvis bare jeg flyttede til et andet land. Så simpelt er det ikke.
Det handler ikke om, at vi ikke er glade for der, hvor vi er. Jeg elsker at bo her. Det gør jeg. Jeg har fantastiske mennesker omkring mig og jeg udlever en drøm. Men jeg ved inderst inde godt, at jeg ikke hører til her. Det er en overgang, og et skridt på vejen. Jeg håber så inderligt, at jeg en dag finder det sted, jeg i sandhed ikke har lyst til at forlade igen. Buenos Aires var det sted for mig. Det var ikke let, men jeg ved, at jeg vender tilbage om et par år. At leve i øjeblikket er en kunst, når fortiden har givet dig så meget at hænge fast i.
No comments:
Post a Comment