In-between

Skriverier herinde har der ikke været meget af, siden jeg kom hjem fra Sydøstasien. Og det var jo helt tilbage i april. Siden da har jeg været oppe til 4 eksamener, bestået dem alle sammen ovenikøbet (med to A's! Er vanvittig stolt! Kald mig bare filospansker), afsluttet første universitetsår, pakket mit værelse sammen (S6 Adam Smith forevigt!), sagt på gensyn til alt for mange mennesker og endelig, så kom jeg tilbage til Danmark igen i starten af juni. Og så var jeg også lige et smut i Polen, hvor Auschwitz blandt andet blev besøgt. Det er stadig ikke helt holdt op med at hjemsøge mig, for at være helt ærlig. Mange indtryk på relativt kort tid.

Og nu har jeg så lige været i København. Et besøg på den amerikanske ambassade er jo nødvendigt, når jeg nu vil til at begive mig til USA igen. Vi er jo så glade for bureaukrati. Mit visum er blevet godkendt. Det var næsten endnu nemmere end den gang, da jeg skulle til Texas, selvom jeg nok var endnu mere førgodkendt dengang, end jeg var denne her gang. Jeg snakkede med en utrolig sød mand, der endda var fra Memphis. En anden delstats Memphis, men sjovt ikke desto mindre. Vi snakkede frem og tilbage, snakkede lidt spansk, han fik mig til at love at jeg ikke ville arbejde, da jeg åbenbart var dømt mistænksom efter at have taget mit Social Security Number med på ambassaden. Tænkte at man jo lige så godt kan give dem så meget grund til godkendelse som muligt, ikke? "Altså, jeg blev godkendt af din kollega dengang.."

Så nu, ja, nu er der sommerferie. Og bureaukrati. Stat og offentlige ydelser er vi alle afhængige af. Og jeg vidste fandme ikke, hvor svært det ville være at læse i udlandet, og så stadig forsøge at beholde forbindelserne til Danmark ved lige. Sygesikring, adresse og alt det der, hvor jeg egentlig falder udenfor kategorien. Især nu, hvor jeg skal til et tredje land på udveksling. Kryds fingre for, at det hele går i orden på et eller andet tidspunkt. Jeg kunne heller ikke stemme til valget, ikke at det er noget jeg har vanvittigt meget imod - jeg ville helt ærligt bare stemme blankt. At DF ville være de helt store vindere, det var der vist ikke mange der havde regnet med. Det ville min stemme nok ikke have rokket vildt meget på.

Jeg føler mig sådan lidt inbetween things. Teknisk set snyder jeg systemet ved at sige, at jeg stadig bor i udlandet, for ligenu er den eneste residens jeg teknisk set har, located i Danmark. Men jeg er tilmeldt en uddannelsesinstitution i Skotland. Og den næste adresse, jeg får, bliver i Tennessee. Jeg kunne ikke stemme igår, og jeg kunne heller ikke stemme da der var general election i Storbritannien. Jeg har lige betalt en måneds SU tilbage til styrelsen (hvilket er en meget pæn slat penge alligevel, synes jeg nu), da noget, der ikke betyder spor i Skotlands uddannnelsessystem og ikke har været en afbrydelse af min uddannelse, bliver set som et kæmpe hul i mit uddannelsesforløb herhjemme. Det er sgu' da lidt svært at finde ud af. Men det er sådan, jeg har valgt det. Jeg har jo selv valgt det. Det er en stor mundfuld, især her hvor jeg også har tusind ting at udfylde til USA. Det er et gedemarked. Hvad man ikke gør for sine drømme.

Så er det godt, at Orange Is The New Black eksisterer. Bagsiden er, at jeg allerede har slugt 12 afsnit af den nye sæson, der udkom i fredags, der kun indeholder 13 afsnit. Wish me luck.

I'd be exaggerating if I said I’d been particularly active with my blog since I returned from Southeast Asia in April. I always find it easy to blog while I’m actually on the move, there always seems to be stuff worth writing about due to the continuance of new impressions, new people, new smells and all sorts of stuff. However, to update all of you on my current life status: since I got back, I’ve finished all my 2nd semester exams (of which I had 4), I’ve passed them all (with two A’s!), I’ve wrapped up my first year in the wonderful sphere we call university, I’ve said my ‘see you soon’s to all the people I’m already missing dearly and then, finally, I got back to Denmark in early June. Then I was off to Poland for a couple of days where my mom and I amongst other attractions visited Auschwitz-Birkenau. An experience that was equally power and equally horrifying. It haunted me the following me days, that goes without saying. A lot of impressions over the course of a couple of weeks.

And now, I’ve just returned after a short stay in Copenhagen. With my departure to the US fast approaching, paying the US embassy a visit was inevitable, so I had my appointment on Monday. My interview was even better than the one I had when I went to Texas in 2013. I talked to the most American and kindest man I’ve ever met, and the fun fact is that he’s also from Memphis! Different state, but still! He asked me why I left the country before time back then and when I told him I’d subsequently gone to South America, he started to converse in Spanish. Sure, why not?

My visa got approved and now the waiting game begins. I’d like everybody to pray that I get my passport back in time to go to England in July, please?

While I wait, I have a lot of other stuff to do. Mostly bureaucratic stuff. We all love that. The Danish system craves bureaucracy. And the American one for that matter. I had no idea how hard it would be for me to maintain my Danish citizenship while living in the UK and now jet off to the US as an exchange student from a British university. Newsflash Sofie: it’s pretty hard. Having a (free) health insurance in two different countries is not a piece of cake. Having an address in two different countries is not easy either. All this turned out pretty messy when I had to register my entry back to this country and as a result, I wasn’t allowed to vote in the election yesterday. I couldn’t vote in the British one either. So much for democracy, huh?

So yes, a sense of being in-between everything is a pretty valid description of how I feel right now. Technically, I am cheating the system by pretending I am still living abroad. The only address I have right now is located in Denmark, but I’m enrolled in an institution abroad. The next address I’ll have will be in Tennessee. I’ve had to repay one month’s worth of the student grant I get from the Danish government (which seems like a lot of money when that’s your only source of income) due to the fact that any sort of change in your general course of education or a change of degree is considered an interruption in Denmark (that deserves to be punished!). It didn’t have any effect when I did it in Scotland. Differences. Well. Ain’t nothing to do ‘bout it now’. I chose it. All this is my choice. A million forms to fill out. But if that’s what I have to do to live out my dreams, that’s what I’ll do.

"For ever let this place be a cry of despair and a warning to humanity"

Auschwitz og alt dt, den står for, er en af de ting, hvor ord ikke kan dække og ikke kommer i nærheden af at være fyldestgørende nok. Jeg kunne godt forsøge at nedskrible, hvor ond en følelse man får, når man går derinde og hører, ser og føler de grusomheder, der har forgået bag de de tykke mure. Men det kan jeg ikke, så jeg lader billederne tale for sig selv.

Auschwitz - a disgrace to humanity and a terrible reminder of what was - is without a doubt the most horrifying places I've ever been. Words cannot begin to describe how much humanity needs to remember this destroying chapter of our past in order not to relive it. It's useless trying to describe the feeling you're left with after walking inside a gas chamber where the despair is still visible in the scratches. So I'll let the pictures do it for me.