På gensyn, Buenos Aires
Tak for alt. Det har været en fornøjelse ud over alle grænser. Det
har været fantastisk. At sige at du har givet mig en god start på det her
dækker ikke. Du har givet mig den bedste start, jeg nogensinde kunne have
forestillet mig og jeg kommer til at savne dig mere, end jeg kan forklare med
ord.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg ankom.
7. januar. Jeg ankom efter verdens længste flyvetur. Over et halvt døgn i en
flyvemaskine. Jeg kunne ikke have klaret 5 minutter mere.
Jeg blev både overrasket og utrolig
skuffet, da jeg trådte ud af flyet. Overskyet. Der var ikke nogen skønhed at
spotte. Overhovedet. Med mit hjerte oppe i min hals begav jeg mig hen mod
immigration, nervøs for hvad der ville vente mig. Ville de lade mig komme ind i
landet, selvom min hjemrejse billet indikerede et ophold på mere end 6 måneder?
Med hjertebanken, jetlag og en udkørt krop bevægende jeg mig hen til
immigrationsinspektøren, manden, der skulle bestemme min skæbne. Han var
selvfølgelig ekstremt rar og i stedet for at hænge sig i, hvornår jeg skulle
hjem igen, spurgte han mig muntert, om jeg glædede mig til at se hans land. Og
han gav mig et smukt stempel, min indgangsbillet til Argentina, et 'nyd det' og
et stort smil med på vejen. Det værste var overstået. Mit pas, der nu var endnu
smukkere end før med sit nye skud på stammen, og jeg var godt tilfredse. Efter
baggagebåndet, baggagescanning og en masse andre tidsrøvere, var jeg klar. Jeg
trådte ud på argentinsk jord, jeg begyndte at indånde den forurenede luft (det
er bedrag at kalde det Buenos Aires, Malos Aires passer langt bedre) og da jeg
mærkede den kvælende høje luftfugtighed, vidste jeg, at nu var det virkeligt.
Nu gjaldt det. Jeg var i Sydamerika.
Jeg sad hjemme på mit varme og
behagelige værelse den aften i november, da jeg bestilte flybilletten. Jeg
husker det tydeligt. Jeg havde ingen egentlig plan. Buenos Aires lød da som en
god idé. Jeg kan jo vældig godt lide Che Guevara, så Argentina måtte da lige
være noget for mig, ikke? Jeg havde taget let på planlægningen. Meget let. Alt
for let. Det indrømmer jeg gerne, selvom jeg måske prøvede at bilde min mor
noget andet ind. Og det mærkede jeg, da jeg ankom. Jeg var mutters alene, jeg
var uden det sikkerhedsnet, jeg har haft på alle de rejser, jeg har foretaget
og jeg havde ingen endelig bekræftelse eller formaning om, om jeg overhovedet
havde noget så simpelt som et sted at bo. Argentina er et af de få steder i
Sydamerika, hvor jeg næsten ikke kendte en sjæl. Og det ville normalt skræmme
mig. Især når jeg skulle rejse alene. Men jeg tror egentlig, at jeg var lidt
ligeglad - jeg ville bare gerne ud igen.
Alle mine bekymringer, som jeg egentlig
burde have omkring de ting, jeg beskrev ovenover - dem havde jeg ikke, men de
blev alligevel gjort til skamme på en eller anden måde. Jeg havde selvfølgelig
et sted at bo, jeg fik lynhurtigt venner, jeg følte mig hjemme i løbet af no
time - og her, tre måneder efter, føler jeg mig stadig lige så godt tilpas. Der
har været op- og nedture naturligvis. Der har bare aldrig været gange, hvor jeg
har villet være et andet sted. Jeg har aldrig tænkt 'gid jeg aldrig var taget
af sted'.
Og det er der mange grunde til. Jeg har
fået venner. Ikke bare venner, men venner for livet. Jeg har mødt rigtig,
rigtig mange mennesker. Jeg har forsøgt at skrive alle navne og nationaliteter
for dermed at have en lille sjov oversigt til sidst, og selvom listen allerede
er mange kilometer lang, så har jeg kun fået halvdelen med. Rigtig mange
mennesker. Mennesker, der virkelig har efterladt et spor på min sjæl. Jeg kunne
skrive en tyk bog om de personligheder, jeg har mødt og jeg kunne skrive en
endnu større bog om især de personer, der for altid vil være Buenos Aires i min
erindring. De har gjort det hele fantastisk. Jeg har nydt hvert sekund af mit
ophold og det er deres fortjeneste.
Og nok præcis derfor har jeg forsømt
bloggen i stor stil, imens jeg har været her. Dels fordi jeg ikke har haft
tiden til det med alle de nye oplevelser, men også fordi jeg, uden held,
forgæves har forsøgt at forklare, hvad det her er for noget. Det føles som om,
at jeg har været her i en evighed. Jeg har nemlig skabt mig det, jeg så
inderligt håbede, at jeg ville kunne skabe mig; nemlig en hverdag, med alt hvad
det indebærer. Jeg har arbejdet og levet et slags dobbeltliv, hvis jeg må være
så utrolig cheesy og Totally Spies-agtig at bruge det udtryk.
Men det er jo det, jeg har gjort gennem
de sidste tre måneder; på den ene side har jeg været på 'ferie' i en af verdens
mest pulserende storbyer, jeg har gået i byen og festet til den lyse morgen,
jeg har mødt nye mennesker og brugt flere timer på bare at slentre byen rundt
og fotografere pæne ting og kigge på mennesker - på den anden side har jeg
arbejdet 28 timer om ugen, gået tidligt i seng (set i retrospekt burde det dog
nok være sket noget oftere..) for at kunne stå op og arbejde fra klokken 7 og
jeg har faktisk haft et ansvar på det hostel, hvor jeg har arbejdet - jeg har
ikke følt mig som en backpacker, der bare er her for at tage afsted igen og jeg
havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg ville ende op med at elske det
så meget, som jeg gør, ikke bare stedet, men også mit arbejde. Det har været
hårdt, det har faktisk været rigtig hårdt - jeg har været på randen af
sammenbrud, jeg har været frustreret og jeg har været så tæt på at pakke mine
ting og tage af sted, udelukkende på grund af arbejdet. Jeg har været virkelig
sur over, at jeg har fået lov til at have så meget ansvar, når jeg kun er 19
år. Men når det så er sagt, så er det er ingenting imod hvor mange ting, jeg
har fået igen. Ikke bare på det personlige plan, men også på et professionelt
plan. Det kan godt være, at jeg ikke kan skrive det på mit CV, men jeg har lært
om hotel- og servicebranchen imens jeg har været her og selvom jeg har lært det
på den hårde måde, så har det været utrolig lærerigt og jeg ved med sikkerhed,
at jeg kommer til at bruge det senere i livet. Jeg har mødt så mange nye
mennesker. Mennesker, der har lagt deres vej forbi mit vandrehjem, mit hjem.
Som er blevet til venner. Jeg har en familie her. Det er dem, der som jeg selv,
har været her i lidt længere tid end alle de andre. Os, der har boet her og som
har set stedet vokse og ændre sig. Det er min familie. Jeg føler mig hjemme
fordi jeg har en familie her. Og det er svært at sige farvel til en familie,
der splittes op lige så stille, som små stykker af et billede, der bliver revet
itu. Jeg har nydt det her ud over alle grænser. Mit spansk kører på
(argentinske) skinner og jeg føler mig værdsat og nødvendig og ikke bare som
endnu en voluntør, der let kunne skiftes ud. Jeg har arbejdet og boet sammen
med de skønneste mennesker på jorden og da klokken slog 15 lørdag eftermiddag
og derved markerede enden på min sidste arbejdsdag, var det med et meget tungt
hjerte, at jeg tjekkede ud.
Halvdelen af min tid i Sydamerika er
snart slut. I morgen har jeg været i Argentina i tolv uger. Og efter tre
måneder, er det tid til at forlade Buenos Aires. Og det bliver ikke bare svært
- det bliver enormt svært. Selvom jeg kun har været her i 83 dage, så føles det
på en og samme tid både som meget længere tid og meget kortere tid. Længere tid
fordi jeg har lavet så mange ting med fart over feltet og dagene derved føles
længere, end de reelt har været - kortere tid fordi alle de nye indtryk og
oplevelser fylder så meget, at jeg næsten har glemt hvad jeg lavede, før jeg
kom her.
Og på trods af, at jeg har haft
tre måneder til at tænke over det, så ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal
svare, når folk spørger mig hvad jeg synes om denne her by. Men nu tror jeg, at
jeg ved det. Jeg elsker den, og jeg hader den.
Det er som om, at Buenos Aires har to
ansigter. Buenos Aires er på den ene side flot, europæisk inspireret
arkitektur, små hyggelige gader, cool streetart, gode bøffer og et vildt og
pulserende natteliv. På den anden side er den også indbegrebet af grimhed,
beskidthed, fattigdom og niveauet af uorganiserethed er skræmmende.
Det er de oplevelser, jeg har haft her.
De minder, Buenos Aires har været kulisse for. Selvom byen er grim på rigtig
mange måder, både udvendigt og indvendigt, så er den i en speciel forstand en
by fuld af muligheder. Den har så meget potentiale. Der er så mange mennesker
at møde, fordi der er så meget mangfoldighed. Der er tusindvis af udlændinge,
der har bosat sig her. Der er utroligt mange unge latinamerikanere, der kommer
hertil for at studere. Der er så mange mennesker at møde og det er det, jeg
elsker ved Buenos Aires. Det er let at starte fra bunden, det er ikke svært at
skabe sig en omgangskreds og et liv - Buenos Aires har for mig været et sted,
hvor jeg har kunnet udleve en drøm. Et sted, hvor man kan grine, græde, elske,
danse, fordybe sig, slentre, observere, drømme, forelske sig.
Mit yndlingssted i Buenos Aires er
Plaza Italia. Det er en ret central plads i den mere hippe, mondæne og moderne
del af byen, i Palermo. Pladsen i sig selv er virkelig slet ikke særlig
charmerende - der er tiggere på gadehjørnerne, affald overalt, bilosen er
nærmest kvælende og forureningen kan mærkes, når du trækker vejret - der er
beskidt i alle forstande. Men den minder mig om nogle af de første oplevelser,
jeg har haft i Buenos Aires - de oplevelser, der var med til at danne
grundlaget for mit 'liv' her. Aftner, der blev til søvnløse nætter. Tilfældige
møder, der blev til venskaber. Tårnhøje forventninger, der blev til et knust
hjerte.
Og i morgen er det 12 uger siden, jeg
trådte ud af det kæmpestore Iberia-fly og for første gang så en del af den
verden, jeg aldrig havde set før. Latinamerika. Det er tre måneder siden, at
jeg ankom. I aften skal jeg sige farvel. Jeg forlader mit hostel kl. 19
sharp og jeg skal tage afsked med alle de mennesker, som jeg ikke kan tage med
mig. Jeg skal blandt andet sige farvel til en af dem, der har betydet mest for
mig her. Han var faktisk den første person, jeg mødte her og han bliver den
sidste, jeg siger farvel til. Og så skal jeg mod togstationen. Det bliver med
et tungt hjerte. Allerede nu kan jeg mærke at mit humør er hæmmet af en sort
sky, der dækker mit sind som et askegråt tæppe af tristhed og melankoli. Solen
skinner udenfor, men der er overskyet inden i mig.
Jeg skal afsted. Det bliver en
uendeligt lang tur. 17 timer for at være helt præcis. Imorgen kl. 13.42
ankommer jeg til Córdoba, den 2. største by i Argentina. Der venter en af mine
argentinske venner på mig, hvis familie jeg skal bo hos de næste par uger. Jeg
glæder mig helt ustyrligt, men samtidigt er der en stor del af mig, der
allerhelst bare vil blive her. Selvom halvdelen af mine venner, den del, der
som mig, er på gennemrejse, er taget videre, så er den anden del her stadig og
deres liv fortsætter som det altid har gjort. Jeg er bare i transit her,
ligesom alle de andre rejsende, jeg har mødt. Men på trods af det, så har
Buenos Aires været så meget mere end bare et stop på min rejse. Buenos Aires
har været mit hjem. Det har været den perfekte start på mit
Latinamerika-eventyr. Det har været et tre måneders liv, et eventyr så
omfangsrigt, at jeg kunne bruge hele min sytten timer lange togtur på at skrive
om det og stadig ikke have nået at dække halvdelen af alt det, jeg har oplevet
og følt. Jeg får enormt meget tid til at reflektere over alt det her og det
skræmmer mig mildest talt ret meget. Når hjulene i aften ruller hen over
skinnerne og forlader perronen og begiver sig ud i den mørke horisont, det er nok
der, der for alvor vil gå op for mig, at det er slut. Jeg glæder mig ikke halvt
så meget, som jeg frygter det. Noget af det, jeg hader mest her i livet, er at
sige farvel til noget, du ved aldrig bliver det samme igen. Tak for alt, Buenos
Aires.
En tilfældig idé, der blev til et
vidunderligt eventyr.
Gracias porque me enseñanste a seguir volando, a
seguir amando, a seguir adelante y nunca rendirme, gracias por haber sido mi
hogar, gracias por todo que me diste, gracias por todo lo que aprendí y por
estas experiencias inolvidables. Siempre en la corazón
