Totusindogatten

2018 har nok været det mest begivenhedsrige år i mit liv. Indtil videre. Og selvom jeg ikke kan lide at kategorisere tid, så kan jeg nok ikke komme ud over, at det har været et af de bedste år i mit liv. Især hvis man måler på begivenheder, og det er der jo mange, der måler år i. Jeg har slået ny rekord og kun udgivet to indlæg i 2018, så det her bliver et langt et, da der er riiiiiigtig meget, der skal fortælles om!

Som beskrevet i mit tilbageblik fra 2017, som kan læses her, så er der jo spændingen om, om min bacheloropgave nåede at skrive sig selv færdig. Det gjorde den ikke, men jeg nåede at skrive den færdigt! Jeg sidder konsekvent oppe til klokken 4 næsten hver eneste nat i ugen efter nytår, hvor jeg stadig er hjemme. Det er dog ikke kun opgaven, som jeg bruger nætterne på - jeg har også nogle kandidatansøgninger, der skal skrives. Jeg ansøger til Helsinki Universitet og et par universiteter i Sverige. Førstnævnte fortæller jeg dog ikke til nogen, da jeg er reeeeeeet sikker på, at jeg ikke har en chance for at komme ind, da jeg, igennem hele min bachelor, havde fået tudet ørene fulde af mine finske venner i Skotland med at finske universiteter var umulige at komme ind på - og jeg tænker, at der selvfølgelig var noget om snakken, når nu der var så fandens mange finnere på mit universitet. Jeg husker første gang, jeg kiggede på hjemmesiden og fandt det studie, jeg gerne ville søge ind på - og jeg tænkte helt oprigtigt, at det ville være en ægte drøm, der gik i opfyldelse, men det virkede uopnåeligt. Måske er det derfor, jeg er fast besluttet på at ansøge alligevel. Motivationen er på sit højeste, for hvad nu hvis?

Gode minder <3 De endte alle sammen tilbage i deres hjemland. Finland. Sammen med mig!

Så den første uge af januar bliver brugt på at skrive. Laaaaaaaaaange nætter. Men det bliver gjort! Og som nævnt ovenfor, bruger jeg også en god del af tiden på at skrive kandidatansøgninger. Jeg flyver tilbage til Skotland for at påbegynde mit sidste semester på Aberdeen Universitet. Jeg afleverer min opgave d. 12. januar, og følelsen er ubeskrivelig og fantastisk. Der kommer helt sikkert meget større opgaver (såsom mit kandidatspeciale!), og set i retrospekt føles det som 60 sider. Det er vist kun 30 sider. Måske ikke engang så meget. Men det er stort! Fejringen varer næsten hele semesteret, da det jo er mit sidste semester af min bachelor, og det skal absolut være et, der er historiebøgerne værdigt! Så, udover at spise ude alt for mange gange og prioritere hyggelige stunder med mine venner, så flyver jeg også til Paris i slutningen af januar for at mødes med Ann. Den står på J Balvin-koncert (for mit vedkommende), en masse sightseeing og masser af kilometer i benene. Det er skønt at se Paris igen! Det er helt klart en af de byer, jeg meget gerne ville bo i en dag. Jeg skal bare lige lære fransk først..

Purple Friday til støtte for unge LGBT med THT i et af Dundee's shoppingcentre

Første dag i februar flyver jeg til Alicante. En af mine veninder fra England er på tur igennem Europa, og hun spurgte om jeg ikke havde lyst til at slutte mig til hende for en stund. Det skal man jo ikke sige to gange til mig, så det gør jeg. Flybilletten var absurd billig, da Ryanair har en direkte rute fra Aberdeen til Alicante. Så det var jeg ikke lang tid om at beslutte. Det er en perfekt 'start' på resten af semesteret, og da jeg er retur fra Spanien er jeg klar til at arbejde. Vi har en lang rapport om den beskidte krig i Argentina, der skal laves i forbindelse med et af mine fag, og min gruppe og jeg har et fantastisk samarbejde, som vi bestemt også bliver belønnet for. Mit andet fag handler om arabiske-israelske relationer, og blev mit første rigtige teoretiske og akademiske bekendtskab med den virkelighed, jeg oplevede i Israel, og mit sidste semester i Aberdeen er nok alligevel et af de mest givende på læringsfronten. Jeg er i Dundee en del gange i februar, nogle gange to dage i træk, da slutspurten for min tid som frivillig med THT er sat ind. Jeg har også kun timer kun to dage på universitetet, så jeg havde masser af tid til at dedikere! Det samme gør sig gældende for dates-n-mates, hvor jeg er med til en helt masse events og ofte er inde på kontoret. Tiden er ved at rinde ud, og det kan jeg godt mærke indeni. Midt i februar holder vi sports camps i sportscenteret endnu engang, men denne gang er anderledes, da det er de sidste camps jeg har mulighed for at være med til, inden jeg forlader Skotland. Så det er også med et sørgmodigt indre, at den sidste dag slutter for mig.

Bedstefars 85 års fødselsdag

Marts forsætter i samme stil med masser af gruppemøder, arbejde, mange timer brugt med en speciel herre som tager meget af min tid på daværende tidspunkt og så selvfølglig masser af svømmetræninger med mit hold, som jeg jo skal sige farvel til i slutningen af marts. Der er studentervalg på universitetet, hvor halvdelen af posterne bliver kæmpet om af nogle af mine gode venner, så jeg er med til at føre deres fælles valgkampagne, hvilket selvfølgelig tager en del tid. De ender alle sammen med at blive valgt eller genvalgt, så det er en bragende succes, som Dariya og jeg fejrer ved at holde en fest i vores lejlighed, som bliver ved til næste morgen. Succes!

Da marts lakker mod enden, slutter mit semester. Jeg har sidste træning med svømmeholdet, og det er noget af det, jeg ved jeg kommer til at savne mest. Jeg flyver hjem til Danmark. Et par timer efter jeg lander i Aalborg, tikker der en mail ind fra Helsinkis Universitet, der tilbyder mig en plads på deres kandidatprogram i Intercultural Encounters. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, da jeg står midt i Aalborg Storcenter. Jeg fortæller min familie det, da vi sidder om middagsbordet senere samme aften. Dagen efter fejrer vi min bedstefars 85 års fødselsdag i fine rammer i Løgstør med herligt vejr og skønt selskab, hvor jeg fortæller ham den gode nyhed som blev modtaget med et stort smil.

Guggenheim i Bilbao

April starter således i Danmark, hvor vi holder påskemiddage i det tidlige forårssolskin. Vores Argentina-rapport har deadline d. 6., og vi knokler alle sammen på den indtil det sidste. Vi er umådeligt tilfredse med resultat, da vi endelig afleverer den. Kort efter drager jeg til Madrid med min kære moder, som endelig skulle introduceres til den spanske hovedstad. Vi har et par dage der, hvor vi er lidt uheldige med vejret, men jeg håber alligevel at jeg får overbevidst hende om, hvor skønt Madrid er. Vi smutter nordpå til Baskerlandet, nærmere bestemt Bilbao, hvor jeg aldrig har sat mine ben før (hvilket er en stor fejlt!). Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg kommer der. Jeg har fået anbefalet Baskerlandet af rigtig mange, og det forstår jeg nu! Retur til Danmark igen står på den eksamenslæsning, inden jeg flyver tilbage til Skotland sidst i maj. Sidste returbillet til Skotland inden dimission. 

Den første sommersolskin på universitet i Aberdeen

I starten af maj har jeg min eneste eksamen på hele mit 4. år, og min sidste eksamen på min bacheloruddannelse. Den foregår i det lokale, hvor jeg havde min første universitetseksamen nogensinde, tilbage i december 2014. I et lokale, som var et centralt knudepunkt, da jeg startede på universitetet, men som senere hen blev lidt forladt, da studenterunionen flyttede i nyere lokaler. Jeg har faktisk ikke rigtigt været tilbage siden mit 1. semester, og så udgør den rammen for den eksamen, der sætter punktum ved de fire år af mit liv. Cirklen er fuldendt. Den sidste eksamen, jeg havde på mit første semester, foregik også i dette lokale. Den foregik også fra klokken til 15 til klokken 17. 

Dengang var det midt december, der var bælgmørkt, da vi blev lukket ind i  eksamenslokalet, og bælgmørkt da vi blev sluppet fri igen. Det var eksamen i 1. års antropologi, og jeg har aldrig været så negativt stillet overfor en skoleopgave før. Vi var færdige af dårlige nerver; vi frygtede den eksamen som pesten. Vi joker stadig, her 4 år efter, om at det var det værste fag, vi nogensinde har haft - men i virkeligheden var vi slet ikke så håbløst bagud, som vi forventede, og vi klarede eksamen med bravour. Jeg tog direkte fra eksamenslokalet ud og spiste japansk-koreansk fusion med fire veninder, som jeg et par dage efter tog til udflugt til Loch Ness med. Vi skulle fandme fejre, at vi havde overlevet antropologi og Dr. Mills. 

Nu var det tidlig maj og foråret havde næsten for længst gjort sit indtog. Det er fredag. Solen skinner da vi går ind i lokalet, og da vi går ud igen. Jeg har nerver på igen; ikke på grund af faget, som i øvrigt var arabiske-israelske relationer, og som jeg elskede. Nerverne skyldes at jeg ved, at det er sidste gang, at vi går ind i det lokale. De fleste af os ville være officielt færdige med eksaminerne efter den her, så de andre ville bare gerne være færdige. Vi kigger alle sammen uroligt på uret i løbet af de to timer, som eksamen varer; de fleste for at sikre sig, at de har styr på tiden mht. længden af deres prøvesvar. Jeg stirrer på uret i et forsøg på at få tiden til at gå langsommere. Som bekendt virker det ikke, og tiden flyver afsted. Klokken slog 17, og vi blev bedt om at lægge vores skriveredskaber fra os. Og så var det punktum sat. Jeg tager direkte fra eksamenslokalet ud og spiser pizza med fire venner. Fire venner, som jeg har lært at kende i forskellige stadier af vores uddannelse - en af dem mødte jeg bogstavelig talt min første dag i Aberdeen og har holdt ved lige siden; en anden blev jeg først rigtigt venner med et par måneder forinden vores sidste eksamen. Men det er underordnet, hvor lang tid jeg har kendt dem, for de er nogle af de personer, jeg vil huske bedst fra mit skotske liv. 

De næste par uger husker jeg som et stort væld af fejring af, at vi er færdige med vores bachelor. Picnics, middage i byen, fester i vores lejlighed, gåture til stranden. Det er en skøn tid. Vi får også vores Argentina-rapport tilbage med en fremragende karakter og et opfordring til at forsøge at få den udgivet (noget, vi stadig arbejder på her i 2019!). Mine venner forlader en efter en Aberdeen, og til sidst var der afsked hver eneste dag. Og så blev det også min tur. Jeg sætter mig for at sige farvel til alle, på trods at, at jeg helt sikkert vil se nogle af mine venner til graduation måneden efter. Men jeg beslutter mig for, at da jeg ikke kan vide om jeg får tid og mulighed for at sige ordentlig farvel til nogen når det hele går løs og vi alle sammen har vores familier med til ceremonien, så siger farvel i kraft af, at jeg ikke ved, hvornår vores gensyn kommer til at finde sted. Jeg får min 4. tatovering et par dage før jeg tager afsted, mit evige minde om Skotland, og min lykke er gjort.

D. 25. maj siger jeg på gensyn til Skotland. Det er det eneste gensyn, jeg er helt sikker på at få. Tårene flyder ned ad mine kinder, da hjulene letter. I stride strømme. Hver gang jeg græder ved afsked, især i et fly, tænker jeg på, hvorfor jeg ikke lærte lektien den foregående gang og tog lommetørklæder med. At græde er hverken pinligt eller noget, jeg skammer mig over, men jeg gør det ikke just nemt for mig selv, når snot og tårer ender i ærmet. Det prøver jeg at huske næste gang. Jeg håber selvfølgelig ikke, der bliver en næste gang, men jeg har accepteret, at det er en del af det liv, jeg har valgt at leve. Det er dog svært at være trist, da jeg ankommer til Danmark, for der er 26 grader og jeg har en familie der har glædet sig til at se mig, og det er min fars fødselsdag. 

Dagen efter min fars fødselsdag tager jeg bussen til Berlin. Der er stegende hedt, og jeg er i virkelig højt humør. Jeg skal se Beli igen, en af de mennesker jeg uden tvivl holder mest af og som kender mig bedst. Vi har ikke set hinanden siden et par dage før vi ringede år 2015 ind, og det er fantastisk at se hende igen. Det er i sandhed som om, at ingen tid er gået. Jeg ser også Gordon, som nu er flyttet permanent til Berlin. Han møder Beli, og mine verdner smelter sammen i en herlig forening.

4 år senere

Juni starter ud tilbage i Danmark, og således begynder den mest begivenhedsrige måned i mit 2018. Der er fart på. Efter Berlin har jeg et par dage i Danmark, hvor vi blandt andet har en familiedag i Aarhus som var en af de fødselsdagsgaver, vi gav til min bedstefars 85 års dag. Dagen efter tager jeg til Budapest med Luna, et sted jeg aldrig har været før. Vi har en helt ekstremt god tur, og selvom vejret derhjemme er ligeså godt, som det er i den ungarske hovedstad, så er det stadig skønt. Dagen efter vi kommer hjem fra Budapest er min broder til hans sidste eksamen på hans kandidatuddannnelse, hvor vi alle sammen venter nervøst uden for eksamenslokalet i hvad der føltes som 6 timer (men som i virkeligheden vist kun var 2). Han består med pragt og vi fejrer det med et kæmpe stjerneskud på restaurant Ombord ved lystbådehavnen i Aalborg.

Graduation

Dagen efter flyver jeg med min mor og far retur til Skotland. For sidste gang som studerende på Aberdeen University. Vi bor på hotel lidt ude på landet, og jeg nyder at vise mine forældre min by, som de ikke har besøgt siden de besøgte mig på mit andet semester 3 år forinden. Vi spiser haggis, dybstegt Mars-bar (en lokal Aberdeen-specialitet!), shopper til den store guldmedajle og nyder det gode vejr. Et par dage efter, mandag d. 18. juni kommer dagen, som jeg delvist har set umådeligt meget frem til og delvist frygtet: graduation. Enden på de sidste fire år af mit liv, og enden på mit liv, som jeg er kommet til at kende det. Det er en euforisk dag, og en af de dage, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Den timelange ceremoni i den ældgamle sal og alle traditionerne, som hører en britisk dimissionsceremoni til. Mine forældre møder nogle af de bedste mennesker, jeg har i mit liv, og jeg er lykkelig helt ind til benet. Jeg har haft mange uforglemmelige dage i mit liv, men denne her dag. Den er helt speciel. Det er helt fantastisk, og vi er totalt smadrede om aftenen, da vi lander tilbage på hotellet. Vi har reservation på en fin restaurant inde i byen til tre retters aftensmad, men det bliver slet ikke til noget - afslapning på hotellet og en gåtur alene til den store Tesco et kvarters tid derfra, er det eneste jeg har brug for, så min graduation middag foregår på Bar Burrito sent på eftermiddagen. Den ligger i det store shoppingcenter, der er forbundet med tog- og busstationen; et sted, der har været ramme for rigtig mange ting. Det var det første sted, jeg trådte ud, da jeg ankom til Aberdeen dengang. Uprætentiøst, nede på jorden og helt perfekt. 

Dagen efter vender vi mod lufthavnen, og jeg siger farvel til Skotland igen. Denne gang uden at vide, hvornår jeg kan vende tilbage. Tårene var ikke i overflod denne gang, og der kom faktisk slet ingen, til min egen overraskelse. Jeg valgte at tro, at det er fordi at jeg ikke rigtigt har opfattet, at det er slut. Og det har jeg stadig ikke. Måske sker det aldrig? Det ville jeg ikke have noget imod. Måske er det fordi, at der er så mange ting at se frem til. Det kan også godt være derfor. I hvert fald, så kører jeg dagen efter hele vejen fra Aalborg til Københavns lufthavn for at hente en af mine kæreste venner: Bethany, som forlod Aberdeen i januar uden at vide, hvornår hun ville vende tilbage til Skotland. Det kunne passe nu, og jeg får hende lokket til Danmark i samme omgang. Vi udforsker Skagen, Råbjerg Mile og en god række af de danske bagerier, og har en familiemiddag på hendes sidste aften, hvor hun møder næsten hele min familie. Jeg tænker næsten ikke på, at jeg er i stadiet imellem to store kapitler i mit liv. Jeg er bare. Med de mennesker, som jeg holder af. Da Bethany smutter igen, siger vi farvel uden at vide hvornår vi ses igen. Det skulle så vise sig, at der ikke ville gå ret lang tid! Jeg har nu en lille uge, hvor der ikke er nogle konkrete planer, og hvor vejret stadig er fænomenalt. Det betyder strandture til Vesterhavet med min onkel, grillaftener og VM-kampe, som jeg kun går op i for at heppe på Mexico, for at kunne opleve en hjemmeholdskamp, når vi kommer til Mexico i juli. Det sker (overhovedet) ikke!

Kulminationen på hhv. 5 og 4 års studier

De to sidste dage i juni handler om min bror og hans dimission. Vi er til en noget mere beskeden ceremoni i forhold til min, på Aalborg Universitet, og dagen efter holder vi fest for venner og familie. Den dag kommer også til at handle om mig, da det, jeg tror skal være hans festkage, bliver vores fælles festkage - det bliver således både en skotsk højlandskvægskage og en matematikerkage, i smuk forening.

En af paradisstrandene i Sayulita

Juli begynder således ovenpå et væld af dimissionsfejringer, og et par dage efter tager vi endelig afsted til Mexico. Nærmere bestemt Quintana Roo. Det har vi set frem til i næsten et år, så det er tiltrængt. Jeg er afsted med min moder og broder i 16 dage, hvor vi først bor et par dage i Tulum og derefter halvanden uge i Playa del Carmen. Det er fantastisk, og vi spiser spandevis af tacos, er ude på en vild dagsudflugt hvor vi svømmer med hvalhajer langt ude på det caribiske hav (lidt dyrt, men det HELE værd!), svømmer i det krystalklare vand og nyder den kvalmende luftfugtighed. Da turen er slut, tager vi alle tre til Cancún, hvor jeg afleverer de andre to i lufthavnen for at flyve tilbage til Danmark. Jeg selv tager en nat i Cancún. Dagen efter, d. 19. juli, flyver jeg over på den anden side af Mexico, til byen Puerto Vallarta, der ligger på Stillehavskysten. Selvom det, jeg er på vej til at gøre, er noget jeg har gjort før med meget stor succes, så havde jeg i den grad nervene uden på tøjet. Jeg skal arbejde på hostel igen, som jeg jo gjorde i Buenos Aires for næsten 5 år siden, og dengang var der ikke spor af nervøsitet. Overhovedet intet. Man forandrer sig vel som man bliver ældre og klogere, men jeg havde alligevel ikke troet, at det her var noget, jeg ville skulle tage lidt tilløb til, når den første gang gik så fortryllende let. 

Tilløbet tager lidt tid. Jeg lander i Puerto Vallarta ved en 14-tiden, og udsætter at tage videre i et par timer, hvor jeg sidder på Subway i lufthavnen, får en sandwich og reflekterer lidt over det hele. Der er en overflod af amerikanere i den lufthavn, at jeg lige så godt kan være landet i Florida. Jeg har små og store samtaler med et par rejsende, alle fra USA, som jeg bliver bedt om hjælp fra, da de ikke kan spansk og ikke kan bestille mad. De spørger alle sammen, hvad jeg laver der. Jeg forklarer, og de siger at de kommer fra det sted, jeg er på vej hen til, og at jeg godt kan glæde mig. Men det gør jeg ikke, og selvom jeg virkelig ikke har nogen form for lyst, hopper jeg på en regional bus til den lille surferflække Sayulita, som ligger en lille times kørsel fra Puerto Vallarta, i den mexicanske stat Nayarits jungle. Lige før jeg træder ind på hostel er jeg meget tæt på at vende om, men jeg tvinger mig selv til at gå derind. Og et par timer senere sidder jeg på en af de smukkeste steder, jeg nogensinde har sat mine fødder i - en skjult strand langt ude i junglen, hvor jeg sidder med nye venner. Mine kollegaer, som allerede har taget mig ind, og gjort mig en del af flokken.

Det er meningen, at jeg skal være der i en måned, men da en misforståelse havde gjort, at jeg troede at man som arbejder skulle være der i min. 4 uger for at kunne komme, finder jeg ud af, den første aften, da jeg snakker med min nye veninde, som er 'chefen', at det ikke er sandt. Så jeg spørger hende, om det er i orden, at jeg kun bliver 2 uger. Den beslutning tager jeg fordi at det er meget mærkeligt at være så umådeligt tæt på USA, hvor jeg har så mange venner, uden at faktisk tage hen og besøge bare én af dem. Jeg ved ikke, hvornår jeg befinder mig i det her verdenshjørne igen, og en stor del af mine tætteste venner bor i USA. Beslutningen kommer sig også en lille smule af, at hostellet er en del mere 'ude i naturen' end jeg var vant til fra Buenos Aires. Jeg har, den første aften, svært ved at se hvordan jeg ville kunne bo der i en hel måned. Jeg er ikke helt overbevidst om den meget tilbagelænede livsstil, som der leves i Sayulita. Men jeg ved også godt, at begyndelsen kan være svær, og at jeg kommer til at forlade stedet grædefærdigt, uanset hvor lang tid jeg bliver. Så 2 uger virkede som en løsning, da det ville give mig 2 uger længere nordpå, inden jeg senere skulle flyve hjem fra Mexico City.

Efter et par timers tænkepause og søgen på Momondo, køber jeg en billet til Washington (delstaten, ikke D.C). Der bor Bethany nemlig! Før jeg købte billet til Mexico dengang i vinters, vidste Bethany ikke, om hun ville befinde sig i det nordamerikanske, når jeg kom på disse kanter. Det fandt vi først ud af et par uger før hun kom og besøgte mig i Danmark. Så jeg beslutter, at det er den perfekte plan, der vil give mig tid til at lade mig indsluse i Sayulita og samtidig få en ny del af verden at se, nemlig den amerikanske vestkyst.

De to uger i Sayulita går, som sådan noget går: det går både alt, alt for hurtigt, men tiden snegler sig også afsted, på allersmukkeste vis, i kraft af alle de fantastiske mennesker, der kommer ind i mit liv. Nogle bliver en dag, nogle bliver en uge, og nogle gør så meget indtryk på mig, at jeg føler de var med hele vejen. Nogle får mig til at fundere over, hvordan jeg har levet hele mit liv uden dem. Et par dage efter ankomst indtræder følelsen af hjem. Livet er i første gear for os alle sammen, og jeg har ikke ord for, hvor vidunderlige dagene er. På billedet ses jeg med næsten alle dem, der arbejder sammen med mig - det er en leg uden lige, og det er ikke muligt at være andet end lykkelig. Vi arbejder selvfølgelig også, men følelsen af at være et fælleskab som klarer tingene sammen gør at arbejdet kommer til at betyde mere end bare arbejde. Vi spiser mole i lange baner, fester hver eneste aften i vores bar som vi skiftes til at styre, jeg tager et par dagsture til Puerto Vallarta hvor jeg mødes med en af mine gamle mexicanske bekendte fra min tid i Texas, vi har surfudflugter, hvor jeg får nyfundet respekt for havet, og vi lever det bedste, der er os lært. At arbejde på et hostel er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet, og det kan jeg uden tvivl sige efter Sayulita og Buenos Aires. Det er noget, jeg vil anbefale alle og enhver. Det har beriget mit liv mere end nogen anden oplevelse har gjort det. Jeg elsker at rejse rundt, men nogel af de mest skelsættende dage i mit liv har foregået i den parallelverden, der bliver skabt i den relation til dem, du deler dette lille kapitel af dit liv med.

August bliver således indledt i Sayulita, hvor den gruppe af medfrivillige, som der har været der i det meste af min tid der, er ved at opløses. En efter en smutter de tilbage til deres byer og lande, og et par dage efter er det min tur til at sige farvel. Aftenen inden afgang tager jeg med nogle af de 'gamle' venner og nogle af de 'nye' venner tilbage til den strand, hvor de tog mig med hen på min første aften. Fuldendt cirkel! Dagen efter er det mit navn, der står på afskedstavlen. Jeg tager afsted tidligt om morgenen, og vækker kun de allervigtigste, da jeg ikke har mod på at sige farvel til hele hostellet, selvom vi er en stor familie, uanset hvor lang tid man har kendt hinanden. Jeg sætter kursen mod Puerto Vallarta, hvor jeg sætter mig ned på samme Subway i lufthavnen. Denne her gang falder jeg kun i snak med en, men den samtale varer så tilgengæld også en god time. Mit fly er forsinket, så jeg har ikke travlt. Jeg flyver først til Phoenix, hvor jeg må sættes på aftenens sidste fly til til Seattle. Det er forunderligt at være tilbage i USA, og jeg føler næsten, at jeg er tilbage i Texas, da jeg kortvarigt mærker Arizonas omfavnende hede. Da jeg lander i Seattle, bliver jeg hentet af Bethany, og så begynder mit første møde med USA's vestkyst.

De næste par uger går med at udforske Washington og Oregon. Temperaturerne var helt perfekte efter en måned i Mexico. Vi kører op til Canada, da min tid er ved at være ovre; der overnatter vi i Whistler og da vi kører tilbage sydpå, sætter Bethany mig af i Vancouver, hvor jeg bruger et par dage. Jeg bor ude i Surrey hos en Airbnb-vært, som jeg hurtigt blev venner med. Jeg elsker virkelig, når man skaber venskaber på den måde. En tidlig morgen står min vært frivilligt står op kl. 5 for at køre mig i lufthavnen, på trods af at han skal på arbejde klokken 8 - han afviser betaling og anden kompensation. Jeg er helt trist ved at forlade ham, men mit fly kalder. Jeg flyver tilbage til Mexico, nærmere bestemt Mexico City. Her har jeg været i transit 2 gange nu, og endelig får jeg lov at forlade lufthavnen! Her er jeg i fire dage, hvor jeg virkelig nyder at være tilbage. Mexico City er kaotisk og stor, ligesom jeg godt kan lide det. Jeg ses med de tre piger, som jeg arbejdede sammen med i Sayulita og som jeg kom tættest på af alle de hundrede mennesker vi mødte, og det er surrealitisk og pisse fedt at se dem igen, selvom der kun er gået to uger siden sidst. Men vi er ikke længere i klipklapper og shorts, og vores største bekymring er (desværre) ikke længere om vi slæber sand med ind på vores fællesværelse. To af dem er tilbage til studierne i hovedstaden, og den tredje er ved at afslutte et 6 måneders langt praktikophold, inden hun, dagen efter mig, smutter tilbage til Baskerlandet. Et par timer efter vi har sagt farvel for sidste gang i denne omgang, tager jeg mod lufthavnen igen. Og så flyver jeg hjem til Danmark. 

Jeg har en lille uge i Danmark, før jeg flytter til Finland slut august. Og så begynder et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg har været i Finland en gang: det var i 2010, da jeg var med hele min familie oppe for at heppe på min bror til de europæiske juniormesterskaber i svømning. Gode minder. Meget gode minder. I Helsinki flytter jeg ind i en kollegielejlighed, der ligger 14 minutter i tog fra centrum (som jeg har skrevet om her), med to bofæller, som jeg allerede har skrevet med i stride strømme, da vi ret hurtigt fandt hinanden efter vi var blevet tildelt et værelse. Dagen efter ankomst møder jeg mine nye klassekammerater. Det er ret morsomt at tænke tilbage på, hvilket indtryk jeg havde af dem, lige da vi mødte hinanden. Jeg har en finsk bekendt fra Skotland, som starter i samme klasse, og vi støtter os lidt op ad hinanden den første dag. Men jeg husker, at vores tutor opretter en WhatsApp-gruppe for os alle sammen, og vi begynder alle sammen at plapre løs et par timer efter vi har sagt farvel på den første dag.

Velkomstfest på studiet

September starter lige før skolen går i gang. Der er på den gode side af 20 grader, og det er skønt. De første par dage efter skole går jeg hver dag en tur ud på pladsen foran universitetet, hvor Helsinkis katedral ligger. Det er det smukkeste sted i byen, og en af de mest prægtige bygningsværker, jeg har oplevet med mine egne øjne. De første par uger af skolen er en stor pærevending af nye venner, sociale arrangementer de fleste dage, tilvænning til livet som kandidatstuderende (selvom det egentlig bare føles som en herlig forlængelse af bachelor) og udforsken af min nabolag. Jeg møder også en særlig en, som jeg begynder at bruge meget tid. Jeg bruger også rigtig meget tid sammen med mine klassekammerater, og er forundret over, hvor fantastisk en klasse jeg er kommet i. Den følelse varer stadig ved, og jeg er så umådelig heldig over at jeg får lov at dele det hele med dem. Jeg er frivillig til en læringsfestival, som hedder Dare To Learn - eller, rettere sagt, så er jeg med til at forberede til den, da jeg har fuldt skoleskema på de dage, hvor den løber af stablen. Selvom jeg kun er med én aften, mandag aften sent om aftenen, så kom jeg til at være en del af fælleskabet lynhurtigt, og jeg er med til efterfesten om fredagen - det hele giver mig en unik mulighed for at lære mennesker at kende, som jeg ikke ellers ville møde, og det hjælper mig med at skabe et netværk i Finland - det er noget af det, jeg især vil huske mit første semester for.

Jeg bliver også 'rekrutteret' til at være assistent til nogle af svensklærerne på universitetet, da de kæmper med at få svensktalende studerende til at være assistent. Så jeg regner med at være flydende i svensk, når jeg engang forlader Finland. Jeg starter også et begynderkursus i finsk i starten af semesteret, sammen med en af mine bofæller. Fast besluttet på at gennemføre, men min motivation får stærk konkurrence af min komplette mangel på lyst til at lære sproget. Det er dog lidt sjovt..de første par gange. Derefter går det pænt ned ad bakke!

Min 24 års fødselsdag

I starten af oktober får jeg et job på et italiensk piadineria, hvor en af mine tætte klassekammerater arbejder. Det ligger 30 sekunder fra hovedbygningen på universitet, og det kan jo ikke være lettere. Vi hygger os rigtig meget, når vi er på arbejde sammen, men desværre går forretningen ikke fremragende, så jeg ender kun med at have 2 ugers vagter i oktober. Jeg tager også en dagstur til Tallinn i Estland, som er en populær udflugt fra Helsinki grundt den korte færgeafstand. Jeg forelsker mig ikke i byen, men vejret er også lige til at lukke op og skide i, så jeg regner med at de positive følelser dukker frem, når jeg vender tilbage. Lige før min eksamen i mit begynderfinsk dropper jeg kurset. Dagene er begyndt at blive seriøst korte, og finsk ligger fra 16 til 18, hvor det sidste sollys viser sit ansigt. Livet er for kort, og jeg accepterer, at det mest basale, som jeg dog trods alt har nået at lære, må være nok. Jeg kommer ikke til at slå mig ned i Finland, og hvis jeg gør, så skal jeg nok give et ærligt forsøg på at lære finsk. Det bro krydser vi, når vi kommer til den.

Vores semester er inddelt i to perioder, og vi har en uges fri imellem hver periode, hvilket meget belejligt falder sammen med min fødselsdag, så jeg kan igen i år tage hjem for at blive fejret af familien. Det er altid skønt, og jeg ser frem til at gentage traditionen næste år. Da jeg vender tilbage til Helsinki slut oktober, starter 2. periode. Jeg får delvist nye fag, og har lidt flere timer og lidt mere arbejde end i 1. periode. Men jeg er klar!

Julepyntede Helsinki

November husker jeg som skolearbejde og afleveringer i lange baner. Jeg havde lavet en liste på min telefon over alle afleveringer og fremlæggelser, og der var 17 i alt i de 7 uger, som 2. periode varer. Så det er måske ikke så mærkeligt, at november synes at være en lang aflevering. Vi starter på et projekt, der viser sig at være mere omfangsrigt, end jeg først forestiller mig, og det tester mig virkelig på min tålmodighed, da jeg både arbejder sammen med nogle af mine tætteste klassekammerater, som jeg samarbejder virkelig godt med, og så med nogle individer, som ikke har gjort sig meget udi gruppearbejde før og som ikke overholder vores deadlines. Men det er der ikke nogen stor indikation på, før det er lidt for sent.

Det er dog ikke alt sammen skolearbejde. Jeg er blevet inviteret med til et overnatningskrydstogt til Stockholm med de venner, jeg fik til læringsfestivallen, men tager til den forkerte havn/færgeterminal (vi har 3 eller 4 forskellige, så det var en ærlig fejl), og når ikke ombord før det er for sent. Sådan er der jo så meget! Et par dage efter er jeg med min kæreste inde og se Jimmy Carr, som giver et show i Helsinki. November bliver også måneden, hvor jeg, for første gang, mærker tegn på at være påvirket af vintermørket. Det er en af de ting, alle advarer dig om, når du flytter til Finland. Jeg har altid afvist det, da jeg hverken blev påvirket af det i Danmark eller i Skotland, så det var ikke noget, jeg regnede med at stifte bekendtskab med. Men det kom jeg til, og jeg må erkende, at jeg ikke er uovervindelig.

Mine elskede klassekammerater <3

Der er seriøst fart over feltet i december - min mor kommer på besøg, og jeg får endelig tid til rigtigt at udforske Helsinki. Nu er jeg klar til at vise hele verden rundt i min nye by! Vi tager i udendørs termopool med udsigt over Helsinkis smukke turisthavn, spiser alt det lækre veganske mad vi kan opstøve og tager til gratis julekoncert i Tempelkirken. Jeg holder totalt skolefri, da min mor er på besøg, men så snart jeg har afleveret hende i lufthavnen, tager jeg direkte til uni for at mødes med to af mine studiegrupper, som jeg skal fremlægge med dagen efter. Dagen efter min mor smutter har jeg nemlig intet mindre end 4 fremlæggelser, spredt over hele dagen. De første to fremlæggelser er kulminationen på to fag, hvoraf det ene var en fremlæggelse af den 30 siders lange rapport, som vi trods alt får fremtryllet på trods af problemer med samarbejdet. De andre to er fremlæggelser til to svensk klasser. Da dagen endelig er slut, holder jeg mentalt juleferie - det har jeg om nogen fortjent, synes jeg. Dagen efter har vi julefest for vores studie, som jeg har organiseret sammen med min min piadina kollega/klassekammerat/partner in crime, Alice. Det er for alle lærene, de gamle elever og så selvfølgelig os, de nye elever! Jeg tvinger dem alle sammen til at tage pakker med, for der er ikke nogen selskabsleg, der slår pakkeleg. De er skeptiske i begyndelsen, men rigtigt nok, så bryder den isen og får alle i højt humør. Aftenen er en succes, og den helt rigtige måde at sige farvel til vores 4 udvekslingselever, som i sandhed har været en del af vores fællesskab fra starten og som forlader os efter juleferien.

Jeg bliver også valgt som ny ambassadør for internationale studerende på universitetet, og jeg er til et møde med alle mine nye 'kollegaer'. Der taler vi faktisk om det med vintermørket. En af koordinatorene har et par uger siden givet et foredrag til udvekslingsstudenterne i Helsinki om netop dette, og hun fortæller os, at der er et videnskabeligt navn for syndromet - SAD. "Seasonal Affective Disorder" (vinterdepression).. det er næsten for ironisk! Finnerne har også et ord, "kaamos", som betyder polarnat, men som i hele Finland vist nok er brugt til at beskrive dagene, hvor det føles som om, at solen ikke når op over horisonten. Det gør den selvfølgelig i Helsinki, men i det nordlige Finland kan polarnatten vare helt op til 51 dage. Det er sgu' ikke for sjov!

Et par dage efter sidste skoledag flyver jeg hjem til Danmark, og bruger et par lange nætter på at færdiggøre de sidste afleveringer. Den lange rapport bliver vi færdige med, og jeg bliver bekræftet i, at jeg ikke skal holde min mund for at skåne andres følelser, når de nægter at være rimelige, og når jeg, og folk jeg holder af, som er for høflige til at sige noget, med rette føler os uretfærdigt behandlet. På trods af det, er vi umådeligt stolte af resultatet, og selvom det er et stort projekt, længere end min bacheloropgave (som vi reelt set kun havde et par uger til at skrive), så kan jeg mærke, at jeg har meget mere overblik, end jeg havde med min bacheloropgave - og det tager jeg som et tegn på, at min bacheloropgave var nyttig på mere end ét plan. Man vokser med opgaven, og at skrive lange afleveringer er ikke så skræmmende mere. Det er rart! Min sidste deadline er d. 21., og selvom jeg bliver oppe uforsvarligt længe natten forinden for at lægge sidste hånd på den sidste aflevering på mit 1. semester, er det umådeligt skønt at være færdig og kunne holde juleferie. Dagen efter afleveringen er sendt afsted, laver jeg konfekt, traditionen tro. Perfekt måde at skyde ferien i gang på. Julen er i familiens skød, og den er skøn som altid. Og så er vi klar til at springe ind i 2019, som ikke kommer til at byde på nogen dimission, men som kommer til at byde på en masse andre dejlige ting. Blandt andet er der, indtil videre, planlagt at jeg får to besøg i det kommende semester fra venner, der gerne vil op og se mit liv i Helsinki. Og så der også en sommerpraktik (forhåbentlig) i Argentina undervejs, som jeg håber snart at kunne planlægge. Det bliver et godt år!

14 minutter i tog

Jeg tænker altid, når jeg forlader min lejlighed i Kannelmäki, at jeg skal gå i god tid for ikke at løbe igennem skoven og halse op og ned ad trapperne til perronen. Toget kommer hvert tiende minut, men alle minutter tæller når man bor udenfor byen. Hvis jeg skal vente på det næste tog, kommer jeg for sent!

De 14 minutter, som det tager toget fra min station til centralstationen i Helsinki, er altid fulde af tanker og observationer om det her nye og meget forunderlige land, som jeg flyttede til for lige godt en måned siden.

Finland. Jeg voksede op på Finlandsvej i Hobro, så det lå vel egentlig nok i kortene.

Toget futter fra Kannelmäki, og et minut senere stopper vi ved Pohjois-Haaga. Jeg krydser ingen veje på vej til stationen, men hver gang jeg krydser en vej ude i mit nabolag, så holder bilerne alle sammen ved fodovergangene for fodgængere. Uden undtagelse. De stopper gerne et par sekunder i forvejen for at sikre sig ikke at køre over lige før du krydser fodgængerovergangen. For det ville jo være uhøfligt, og det er en synd i den finske bog.

Vi forlader Pohjois-Haaga, og kører igennem et grønt område. Naturen er alle vegne nord for Helsinki. Jeg bor tæt på en skovpark, der essentielt er en skov med et indlagt stisystem. Der er mange gengangere på stien, da det er et populært sted for de lokale at motionere. Men ingen af dem smiler tilbage uden på stien, når jeg kigger på dem og anerkender deres tilstedeværelse. Jeg ved godt jeg er i det nordligste af de nordiske (fast)lande, men det der med at kigge på hinanden og smile når man passerer hinanden, det troede jeg var universielt. Selv i Danmark smiler folk som regel og anerkender mig tilbage. Jeg holder på, at det er universielt, og jeg bliver ved. De skal nok knække.

Men jeg må også bare indse, at privatsfæren heroppe tages meget seriøst. Vi ankommer til Huopalahti, som er et af mine yndlingsord på finsk. Det hedder Hoplax på svensk. Det ord kan jeg også godt lide. Stationen er ret travl, så en masse mennesker står på. Selvom de fleste sæderækker har to gange tre sæder overfor hinanden, så er det sjældent, at jeg ser fremmede sige lige ved siden af hinanden. Man kan være helt sikker på, at alle sektioner i hele toget er optagede af mindst én person, hvis du får en sidekammerat. Man leder altid efter en hel tom sektion, før man overskrider andres privatsfære og deres private sædesektion. Jeg ser stadig ingen, der sidder umiddelbart lige ved siden af hinanden, da vi forlader Huopalahti.

Jeg skal også være påpasselig med at kigge for meget på folk. Det er også ildeset. Så jeg må nøjes med at kigge ud af øjenkrogen. Jeg ser mindst 5 fyre med langt hår. Finland har uden tvivl den største koncentration af fyre med langt hår, hvilket nok hænger sammen med den store heavy metal-interesse. Nu vi er ved hår: koncentrationen af folk med pang- og pastelfarvet hår er også iøjnefalende. Vi ankommer til Ilmala. Der stiger to kontrollører på. Alle hiver deres rejsekort frem. Det er virkelig nemt at køre uden billet i deres regionale tog. Jeg kunne ikke få mit rejsekort, før jeg havde et finsk CPR-nummer, og det fik jeg først i sidste uge. Det siger meget om finnerne, at de alle sammen betaler (ofte 50 EUR) for et rejsekort selvom de sjældent bliver kontrolleret. Det er dog en lettelse ikke at panikke, hver gang jeg ser kontrolløerne i de mørkeblå jakker træde på toget. Jeg rækker dem nonchalant mit grønne rejsekort, lige som toget forlader Ilmala. 

Et par minutter efter ankommer vi til Pasila, som er sidste station før centrum. Her ligger en Lidl meget tæt på stationen, hvor jeg forudser at jeg bliver stamkunde. Finland er nemlig et d-y-r-t land at bo i. Jeg vil slet ikke komme ind på at spise ude, drikke sig i hegnet udenfor hjemmets fire vægge eller andre extravagante ting, man kan foretage sig i byen, for det er så dyrt at jeg kun har spist ude én enkelt gang. Og så har jeg selvfølgelig frekventeret vores UniCafé, men der koster et stort måltid mad kun 19 kroner, så det tæller ikke. Så jeg kan udtale mig om supermarkederne. Nuvel, det er ikke sådan viiildt meget dyrere end Danmark, men det er sjældent man finder ting, der koster under en euro. Og når man er vant til britiske priser (en af de mange, mange ting jeg savner ved Skotland), så er det fandme med at notere sig, hvor tingene koster hvad, for at få det hele til en rimelig pris. Også selvom det indebærer at tage i 3 forskellige butikker.

Kort efter at hjulene triller fra Pasila, høres den automaterede stemme over højtaleren, der informerer os om, at vi ankommer til Helsingfors Centralstation. Meldingen kommer både på finsk, svensk og engelsk. Der er vist en del, der ikke ved det (jeg fik først fat i det sådan rigtigt for et par år siden..), men Finland har et mindretal, der har svensk som modersmål, og svensk er derfor et af de finske nationalsprog. Finlandssvensk, hedder det vist. Det gør mit liv i Finland lidt nemmere, at et af de officielle sprog er en syngende udgave af dansk. Så kan jeg da i det mindste forstå halvdelen af fødevaredeklarationerne, når jeg er ude og handle. I skrivende stund har jeg haft 5 finsk lektioner, og jeg har aldrig i mit liv været så opgivende omkring noget, som jeg har været moderat spændt på før det gik i gang. Dog er det lidt sejt, når jeg pludselig forstår noget af volapykken, som jeg læser rundt omkring i byen. Så jeg færdiggør de lektioner, jeg allerede har påbegyndt. Det har jeg lovet mig selv.

Vi ankommer til centrum. Alle står af toget. Solen skinner fra en himmel så blå, at det halve kunne være nok. Ikke engang himlen i Skotland var så blå. Og til alle jer der har spurgt, for det er der mange der har: selvfølgelig savner jeg Aberdeen og mit liv i Skotland. Jeg savner mit arbejde og det kæmpe netværk, jeg har derovre. Jeg savner de organisationer, jeg var frivillig i. Det indrømmer jeg gerne. Jeg var ikke klar til at forlade Skotland, og det føltes unaturligt på en positiv måde. Jeg havde bygget et fantastisk liv op, med alt hvad det indebar, og selvfølgelig er det surt at forlade det, især hvis man ikke har den mindste lyst til at forlade det. Tårene var på en eller anden måde endnu mere salte, fordi jeg følte, at jeg ikke selv havde valgt at smutte. Også selvom jeg var fuld af spænding og længsel efter næste kapitel. Det var en ambivalent følelse.

Men mulighederne var bare bedre i de nordiske lande. Uendeligt bedre. Uddannelsesmulighederne. Muligheden for at få SU med herop, hvilket kun ville være muligt, hvis jeg valgte en nordisk kandidat. Jeg begrunder typisk ikke mine beslutninger på sådanne kedelige faktorer, men jeg var også klar over, at jeg ville blive gladere for valget om at tage tilbage til Norden i sidste ende. Højt på listen over kedelige faktorer finder vi naturligvis også Brexit. Ej at forglemme. Det var et nemt valg, selvom det var et af de sværeste, jeg nogensinde har taget, og selvom det måske ikke engang var et valg.

Jeg kan lige ane katedralens karakteristiske tyrkiske kuppel, da jeg går mod vores hovedbygning, hvor jeg har time. Selvom det ikke var min drøm at flytte fra Storbritannien, så har Helsinki været det, lige siden jeg var her med min familie for 8 år siden. En drøm. Men også kun det. Realistisk set var der ingen chance for, at jeg kunne komme ind på deres universitet. Men det kom jeg på en eller anden forunderlig vis alligevel.

Jeg træder ind i klasseværelset, som ligger vitterligt en spytklat fra katedralen: den gudesmukke hvide katedral, som er byens absolutte centrum. Alle mine klassekammerater sidder og snakker før lektionen går igang. De er uden tvivl den mest fantastiske gruppe mennesker, jeg nogensinde har haft æren af at omgive mig med. Den tanke løber igennem mit hoved flere gange dagligt.

Jeg elsker Helsinki, naturen, min lejlighed, at få lov at studere i et af de bedste uddannelsessystemer i verden, den friske luft, kanelsnurrene, det strømlinede transportsystem, det usmageligt billige bland-selv slik, det hele - men mine klassekammerater, de bekræfter mig allermest i, at det her var det helt rigtige valg, selvom det nok egentlig ikke var et valg: for når man har drømt om noget, som man aldrig troede på ville ske og som man ikke turde håbe på, så er beslutningen taget på forhånd.

Drømme kan godt gå i opfyldelse.

​

Totusindogsytten

Mit smukke universitet

Jeg startede januar ud i Danmark, hvor jeg hyggede mig med familien og især også med Luna, som tog ud i den store verden senere på måneden. Jeg tager tilbage til Skotland midt i januar, hvor mit 6. semester skal til at starte. Den første uge af semesteret er meget hektisk: jeg flytter til en anden lejlighed og min Terrence Higgins Trust (THT)-induktion (hvis man ikke ved, hvad jeg snakker om, kan jeg referere til dette indlæg) begynder dagen efter første skoledag, hvor jeg tager toget ned til Dundee sammen med to andre frivillige fra Aberdeen. Jeg kendte godt den ene i forvejen, men den anden, Gordon, skulle vise sig at blive et fantastisk nyt bekendtskab. Jeg husker tydeligt hvilke forestillinger, jeg havde inde i hovedet, før jeg mødte ham. Jeg havde for det første ikke forventet, at han var 53 - men alderen var nærmest ikke eksisterende (på den gode måde) og vi blev hurtigt gode venner og han er en af dem, jeg husker tilbage på, når jeg tænker tilbage på året 2017. Vi var i Dundee de sidste tre tirsdage i januar og det var altid noget, jeg så frem til, når en ny uge begyndte. Jeg mødtes også regelmæssigt med min gruppe fra et fag, vi havde semesteret før, for at fejre vores succesfulde samarbejde. Når man stadig har lyst til at ses efter måneder med intens teamwork, så ved man, at man har fat i noget godt! Jeg var også involveret i noget talentspejderi med sportscenteret, hvor jeg arbejder - vi var på udkig efter den nye Tom Daley, som er en meget kendt britisk udspringer. Nogle af de børn, vi testede, har potentiale til at nå helt til tops, så det var spændende at være med til.

Málaga

Talentspejderiet fortsatte i februar, hvor vi fortsat besøgte skoler og testede børn til den store guldmedalje. Jeg arbejdede en del i sportscenteret grundet sports camps, og var også afløser for mine kollegaer en del gange. De fag, jeg var blevet tilbudt at være med til at udvikle som resultat af den konference, jeg deltog i i Leicester året før, var ved at tage form (beskrevet her) og vi mødtes en del i februar for at få det op at stå. THT-induktionen i Dundee var slut, så jeg fik lov at være flue på væggen til min første STI testing clinic som foregik på mit eget campus. Jeg tog til Málaga med Ann i slutningen af måneden, hvilket var et skønt og tiltrængt afbræk midt i antropologi-rapporter og  politiske hukommelsesstudier. Der var 20 grader og høj sol. Det var skønt!

Bremen, Tyskland

Marts var en meget travl måned. Den startede ud i Spanien, hvor jeg fløj hjem fra Málaga d. 1. Tanket op på C-vitamin og klar på at arbejde hårdt for at nå alt, hvad jeg havde sat mig for at lave og nå i marts. Weekenden efter min hjemkomst fra syden, havde jeg et trænerkursus, og jeg kan nu kalde mig britisk level 1 atletiktræner. Det foregik på min arbejdsplads og tog kun to dage, så det var både nemt og sjovt. Jeg var også inde på dates-n-mates kontoret en god del gange for at hjælpe dem med kontorarbejdet og det var ofte en del sjovere end at sidde og læse. For at blive ved mit volunteer-lyf, så var jeg også til det første møde med Royal Voluntary Service’s nye fundraising commmittee, som jeg var med til at starte i år. Jeg har været frivillig hos RVS siden jeg flyttede til Skotland i september 2014, men vores forhold har været mere on og off end jeg forestillede mig, da de har haft en god del personaleudskiftninger. Sådan er det ofte med velgørenhedsorganisationer, har jeg lært. På den hårde måde! Men nu er der endelig en "stilling", som jeg er tilfreds med.

Jeg var også til debat næsten hver torsdag i marts, da vi har en glimrende debat-klub på campus, som ofte tager nogle interessante emner op. Det er både underholdende og informativt. Og så er det en glimrende måde at bruge tid med sine venner på, især venner som man ellers ikke ser så meget til. Jeg havde også købt en flybillet til Madeira i midten af marts, da jeg havde fået forsinkelseskompensation fra Ryanair fra turen til Málaga. Den tur blev aldrig til noget! Det kan man læse mere om her. Jeg havde også en flybillet til Danmark, hvor jeg landede d. 17. marts, da jeg gerne ville være hjemme til at fejre min bedstefars 84 års fødselsdag. KLM kan man altid regne med. Jeg var til Wafande koncert med min mutter samme aften, som jeg kom hjem. Min gode far lånte mig sin bil, så jeg kunne køre til Bremen i Tyskland et par dage efter, for at besøge en af mine venner, som var på udveksling dernede. Lige præcis den veninde, som jeg endte med at flytte sammen med, lige som mit 4. år på universitetet stod for døren i september det år, og også hende, som jeg senere på året besøgte i sit hjemland, Bulgarien. Næsten alle mine deadlines lå i marts, så meget af tiden derhjemme blev brugt på at skrive essays. Jeg fløj tilbage til Skotland i slutningen af marts, hvor jeg havde mine sidste timer på skolen inden vores forårsferie.

Udsigt over Missisippi floden i Memphis, Tennessee

De fleste universiteter i Storbritannien har en umådelig lang spring break i april og mit er ingen undtagelse. De fleste af uddannelserne afslutter deres undervisning før april starter, og så starter vores eksamensperiode så i slutningen af april. Så vi har essentielt 3-4 uger fri, afhængigt at øjnene, der ser. Personligt ser jeg altid glasset som halv fuldt, så jeg har fire hele ugers fri. Og så kunne jeg passende tage til USA og besøge mine venner, hvilket er præcis, hvad jeg gjorde! 3. april satte jeg mig på en flyver mod Chicago. Jeg fandt en ekstremt billig billet tilbage i september sidste år, så jeg gik længe og glædede mig. Jeg har været i Chicago før, sidste gang med samme formål (læs om min Thanksgiving i Chicago her) - nemlig for at besøge en af mine ultimativt bedste venner, Zily. Da det passede bedst med datoer og flybilletter, er jeg hos Zily til d. 5., hvor jeg flyver til Memphis. Jeg har villet tilbage og besøge Memphis, lige siden jeg var på udveksling på Rhodes College i efterårssemesteret 2015, og nu kunne det endelig ske! Mit hjerte sad udenpå tøjet, da jeg endelig kom hjem. Rhodes College er et af mine hjem, det er der ingen tvivl om. Og det er nok det sted, hvor jeg har/havde den største koncentration af mine allerbedste venner, der kan Aberdeen ikke engang være med. Det var skønt at være tilbage, og det var næsten som om, at tiden var gået i stå til jeg kom igen. Jeg var æresgæst hos mine gamle lærere, hvor jeg var med i deres klasseværelser og jeg brugte flere timer på deres kontorer, hvor vi diskuterede min forestående bacheloropgave (med deadline d. 12. januar 2018). Vi korresponderer stadig ofte, og det har i sandhed været en stor del af det fantastiske udbytte, jeg fik af mit udvekslingsophold. Der var selvfølgelig også alle mine herlige venner, som jeg havde glædet mig enormt meget til at se igen; jeg var så heldig at kunne bo med min gamle roomate, Faith, som havde en ledig seng i sin lejlighed. Jeg var med til mine venners timer, mødte de nye internationale studerende (incl. en udvekslingsstuderende fra Aberdeen, som blev en god ven efter han kom tilbage til Skotland semesteret efter), var endelig til en basketball kamp med Memphis Grizzlies, tog på roadtrip til Arkansas for at besøge en mulig skole til en af mine venners kandidatuddannelse og fik endelig besøgt Mississippi, hvor jeg mødte Faith's familie. Det var helt fantastisk.

Efter næsten 2 uger i Memphis var det tilbage til herlige Chicago, hvor jeg havde en uge med Zily. Det blev også endelig til en baseballkamp på Wrigley Field med the Cubs, en tur i Lincoln Zoo, en fantastisk koncert med Mike Posner, masser af Challah-bagning og en tur til Shabbat i Zily's Chabad, en del comedy shows, en ny tatovering til mig og et teaterstykke på Steppenwolf. Jeg holder meget af Chicago; det er bestemt ikke sidste gang, jeg besøger den by igen! Jeg flyver tilbage til Skotland da det meste af april er gået, og resten af april går med at læse til min eksamen. Eller, jeg prøver da. Eksamenslæsning er ikke min stærke siden..det gik ikke så godt, men jeg havde det sjovt!

Til J Balvin koncert i Madrid

Allerede d. 2. maj har jeg min eneste eksamen, og klokken 11 GMT er jeg færdig med mit 3. og næstsidste år på universitetet! Allerede dagen efter flyver jeg hjem til Danmark, da jeg har en skarpskåret sommer foran mig - ingen grund til at vente! Jeg har sat mig for at undersøge potentielle byer til min kandidat. Så efter et par dage hjemme, flyver jeg til Madrid. Det var lige det billigste! Madrid imponerede mig på ingen måde, første gang jeg besøgte den tilbage i gymnasiet. Men denne her gang. Jeg forelskede mig! Dagen efter flyver jeg til Porto i Portugal, hvor jeg er et par dage. Første gang i Portugal, når nu Madeira ikke skete.. Videre til Lissabon, hvor jeg efter at have tjekket byen ud, tager toget til Salamanca i Spanien. De opmærksomme vil huske, at jeg i 2012 var på sprogskole i Salamanca, og de fleste kan vel huske mit lange indlæg (læses her), som jeg skrev om min oplevelse der. Jeg behøver vist ikke sige mere. Jeg havde en fantastisk uge i Salamanca, inden jeg tog toget til Madrid, for at mødes med to af mine bedste venner fra Aberdeen. Vi var til J Balvin-koncert og chillede i Madrids hede, og jeg besøgte et af Madrids universiteter for at se, om det var noget for mig. Jeg var kun tilbage i Madrid i tre dage, men det var fantastisk! Jeg flyver tilbage til Danmark d. 24. maj, hvor der er fantastisk vejr. Vi havde vist nok et af årets eneste (måske endda den eneste?) sommerdag på min fars 60 års fødselsdag d. 27., og jeg pyntede op til den helt store guldmedajle og vi havde kagemand og tonsvis af lækker mad. To dage efter tager jeg et par dage til Berlin, blandt andet for at mødes med Gordon, som var i gang med at flytte fra Aberdeen til Berlin, og for at besøge en af de venner fra Argentina, der står mit hjerte allermest nært, som jeg ikke havde set siden den dag, jeg forlod Sydamerika i juli 2014.

Smukke Plovdiv i Bulgarien

Juni starter således i Berlin for mit vedkommende, og da jeg kommer hjem til Danmark igen, står den på familiehygge og afslapning. Jeg flyver til Skotland igen midt i juni, da jeg tilbage i januar havde købt en flybillet med afgang fra Glasgow. Jeg tager til Bulgarien for at besøge selvsamme veninde, som jeg besøgte i Bremen, og vi har en herlig uge, hvor vi bor hos hendes forældre i Vratsa, besøger hendes søster i Sofia, tager på tur til Plovdiv og Veliko Tarnovo. Bulgarien er umådelig smukt, og jeg er næsten trist over at skulle retur til Skotland igen, men jeg havde kun gode ting i vente; arbejde! Det lyder næsten forkert, gør det ikke? Men først en lille tur til Polen med Luna - jeg havde fundet en billig billet til Warszawa, og den var hun med på. KLM slog til igen, så 27. juni mødtes vi i herlige Polen. Jeg har været i Polen før, men aldrig i hovedstaden. Det var en fejl - den er ligeså herlig som resten!

Zily, Guy og jeg i Edinburgh

Således indledes mit juli i Polen, hvor vores veje skilles igen, da jeg tager tilbage til Skotland d. 1. Som i juli 2016 (beskrevet her), skulle jeg igen være med til sommer sports camps i sportscenteret, hvor jeg arbejder. Denne gang som rigtig træner. Jeg havde sagt ja til 5 uger, og de begyndte to dage efter jeg var kommet retur fra syden. Der var næsten sommerlige temperaturer i Skotland. Næsten. Jeg glædede mig så meget til camps - det er altid sjovt. Og de 5 uger fløj afsted, på trods af at jeg nogle uger arbejdede lørdag og søndag også. Jeg havde forskellige aldersgrupper hver uge, og skiftede mellem at være træner for alle grupperne på skift og være leder for en gruppe - og selvom jeg skulle op 6.30 nogle dage og havde været ude til klokken 2 aftenen før, så var jeg et stort smil. Aberdeen var stille, og vejret var lunt og mildt. Det var fantastisk. En uge inde var jeg i Edinburgh over weekenden for at mødes med Zily og hendes bror, som var på Tour de Europa - og således kunne vi krydse vores 3. kontinent af, som vi har besøgt sammen! Jeg var også på campus lidt, i et forsøg på at kickstarte forarbejdet til min bacheloropgave. Efter fyraften den første arbejdsdag i starten af juli startede jeg vores lejlighedsjagt, og vi endte med at flytte ind i den første og eneste lejlighed, jeg nogensinde nåede at se, da den var alt hvad vi ledte efter. Da juli var ovre, var jeg flyttet ind - alt var på plads!

På toppen af Island

Jeg havde lige et par arbejdsdage i starten af august, inden jeg d. 4. satte kursen mod Danmark igen. En af mine gode venner fra Memphis havde planlagt en tur til København dagen efter, så allerede dagen efter tog jeg toget til hovedstaden og vi legede turister i et par dage. Vejret var fænomenalt og hun forelskede sig hovedkuls i København! Tilbage i Nordjylland stod den atter på sommerferie og familiehygge, inden turen gik til Island med (næsten) hele familien - vores måde at fejre fars 60 års fødselsdag på! Island var fantastisk, og jeg har en fuld kamerarulle (nogle af billederne kan ses her). Det levede helt op til forventningerne. Vi mæskede os i skyr, fisk og Djúpur, var ude på skrå og stjele veje og nød Islands vidunderlige natur.

Yndlingsteam fra THT i Dundee

Den første dag i september fløj jeg tilbage til Skotland, og der var fart på feltet i de første to uger af september. Som rusugen året før, var der mange ting at se til - jeg var frivillig med vores Students Association igen, hvor jeg blandt andet var med lufthavnsshuttle for nye elever og natbusser til de gå i byen-glade elever. Jeg var også på receptionsvagt i sportscenteret og havde rigtig mange trænertimer. Jeg var også, sammen med min chef og kolleger fra THT, på Dundee Universitets freshers fayre (messe for nye studerende), hvor vi repræsentede organisationen (ses på billedet ovenover). Det var en virkelig hyggelig dag! Sidst, men ikke mindst, startede jeg jo mit 4. og sidste år på min bachelor! Første semester bød på et fag i amerikansk politik og min bacheloropgave (som jeg skulle været gået ordentligt i gang med der i september, men virkeligheden var lidt en anden..men det gik alt sammen!), og jeg havde et par møder med min vejler og alle de andre elever, som han var vejleder for. Det var virkelig nice. September bød også på en masse dates-n-mates events, hvor jeg virkelig var begyndt at føle mig hjemme. Alt kørte på skinner!

Stranden i Faro, Portugal

Der var en del af mine venner, især sidste år, der kommenterede på, at jeg sjældent var i Aberdeen. Det kunne jeg måske godt se sandheden i, især da oktober stod for døren. D. 3. tog jeg flyet til Faro i Portugal (det er Ryanair's skyld. Billetten kostede 164 kroner!), med undskyldningen at jeg skulle ned og kigge på potentielle byer til min kandidatuddannelse. Jeg tog videre til Sevilla dagen efter, som jeg virkelig forelskede mig i, og så Córdoba og Málaga. Córdoba på en lille dagstur, og Málaga for at flyve hjem til Skotland igen. Jeg var totalt hug på Sevilla, og var endda henne og se hele to universiteter.. lige indtil jeg fandt ud af at jeg ikke ville kunne få SU med derned. Mere om det senere på året. Præcis tre dage efter jeg var hjemvendt fra Spanien, fløj jeg til Danmark. Jeg har fået en yderst 'dårlig' vane med at tage til Danmark på min fødselsdag (eller, det var 2. år i træk - en ny tradition i støbeskeen!). Jeg havde kun timer om mandagen det semester (resten af tiden var til bacheloropgave...eller rejseri?). Mine timer mandagen efter var aflyst pga. læseuge, jeg ved ikke hvordan jeg er blevet så heldig, men det betød at jeg kunne blive hjemme i to uger. Det faldt desværre sammen med en begravelse, men sådan er livet jo! Jeg fløj mod Skotland d. 24. oktober, et par dage efter min fødselsdag og det faldt lige sammen med at jeg kunne tage to dage som træner på sports camp i slutningen af måneden. Travl måned, men det hele gik op i en højere enhed. Jeg fik ikke skrevet så meget som et ord på min opgave, men det hele gik som sagt!

Julede Amsterdam

November skulle så have været måneden, hvor jeg fik gjort et godt indhug i min opgave (spoiler! Det blev det ikke). Mange gode intentioner, men jeg havde jo masser af tid, så hvorfor begynde allerede? Jeg havde kun en rejse planlagt - en weekendtur til Amsterdam, hvor jeg havde tilmeldt mig deres åbent hus for kandidatuddannelserne på Amsterdams Universitet. Der var en mening med galskaben! Første tur udenfor Schiphol Lufthavn, og jeg var meget begejstret. Jeg var også til en af mine bedste veninders kandidatdimission i vores smukke gemakker, og prøvede at nyde den tidlige julesteming i Aberdeen. Ellers gik november med at færdiggøre alle opgaver til amerikansk politik, da jeg d. 29. november, lidt før mit semester egentlig var slut, tog til London. Mit fag stoppede slut november og min opgave kunne skrives hvor som helst, så jeg så mit snit til at tage ud på eventyr. London har i lang tid haft en særlig plads i mit hjerte og jule-London kan ingen stå for, så det var der ingen tvivl om. Der er så skønt! Jeg fandt en billig togbillet, som jeg endda endte med at få refunderet halvdelen af..og således kom jeg til London for 150 kroner.

Den israelske side af det Døde Hav

Jeg startede således årets sidste måned ud i London. Decembers første dag blev brugt på Euston station. Ligesom i 2016, var jeg med til at indsamle til World AIDS Day, som altid falder på 1. december (tryk her for at læse om december 2016, hvor jeg var i Dundee). Jeg tog til London fordi det var lidt tid siden, jeg sidste besøgte byen (og fordi Ryanair flyver mega billigt til Aalborg fra Stansted!), og så fordi jeg gerne ville bruge min sidste World AIDS Day i den britiske by over dem alle. Så min chef satte mig i kontakt med London-grenen af THT, og jeg brugte dagen på Euston i det centrale London med nogle virkelig søde mennesker. Dagen efter fløj jeg til Danmark, hvor jeg hurtigt var ude af starthullerne igen--jeg tog færgen til Sverige ligeledes efter et par dage, for at tjekke Stockholm ud. Det var da jeg endelig havde fundet ud af, at jeg kun kan få SU til en kandidat, hvis jeg tager den i Norden. Så måtte Sverige jo på banen. Jeg har kun været i Göteborg, så jeg måtte lige op og se Stockholm. Og så var det endelig tid til noget, jeg havde glædet mig til siden september: Israel! Også kendt som gang nr. 3, jeg ser Zily i løbet af året - det er ny rekord! Hun blev født i Israel og hendes bedsteforældre bor der stadig, og vi har prøvet at finde et tidspunkt, hvor jeg kunne komme på besøg imens hun også var der, lige siden vi mødtes. Nu lykkes det endelig! Jeg var der i en uge, og vi nåede til Jerusalem, Masada-fortet, vestbredden af Døde Hav og selvfølgelig Tel Aviv, hvor vi boede i Petah Tikva-forstaden. Det var helt fantastisk, og var den perfekte opvarmning til det fag i arabiske-israelske relationer, som jeg tog semesteret efter. Da jeg kom hjem fra Israel, stod den på ultimativ julehygge, god mad og søde juletider. Ugen mellem jul og nytår husker jeg som virkelig afslappet, og det er på trods af, at jeg sad oppe til kl. 3-4 stykker mange af dagene og skrev på min opgave og sendte kandidat-ansøgninger afsted. Min kreativitet flyder bedst om aftenen. Så I behøver ikke have ondt af mig. Og således sluttede mit 2017, efter et helt igennem fantastisk år. Og så var vi klar til 2018, der allerede bugner af fantastiske ting!

Om jeg blev færdig med min opgave? Det kan man finde ud af til næste års tilbageblik!

The land of fire and ice

Somewhere on Routh 435 (Nesjavallavegur)

Þingvellir (Thingvellir) National Park

Gullfoss Waterfall

Kerið, Grímsnes

Geysir

Þingvallavatn

Reykjavík

Sidst i august var jeg et smut på Island med (næsten) hele min familie. Det var en umådelig skøn tur, og vi var ekstremt heldige med vejret de første par dage, som det nok er tydeligt på overstående billeder. Island er i sandhed et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set med mine egne to øjne. Der er vitterligt ikke ord, der kan beskrive Islands landskab, så jeg vil lade billederne tale for sig selv.

I can't find any words to describe the beauty of the Icelandic landscape. It's barren and beautiful. It's a tourist magnet these days and the boom's just gonna continue, so if you're thinking about going - do it now, before the whole world discovers this absolute pearl!