Wrapping up Chile

Og så var det også nok med alle de top of the rock-billeder af Santiago! Det er bare så pænt..

Så er tiden kommet til, at jeg skal stemple ud - jeg skal sige farvel og tak til Chile, der har været mit hjem igennem de sidste 18 dage. Det er igen meget ambivalent, da jeg er kommet til at holde ret meget af det her sted, for Santiago er en virkelig, virkelig dejlig by - så det er igen med blandede følelser, at jeg tager videre. 

Jeg skal gerne indrømme, at min viden om dette skønne, sydamerikanske land var meget begrænset, før jeg ankom. Jeg bilder mig selv ind, at det er grundet den ringe opmærksomhed, som Chile får i Europa. Men nu har jeg været her i 2,5 uge og jeg har lært landet at kende - jeg er blevet positivt overrasket ud over alle grænser! Jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg generelt bedre kan lide Chile end Argentina (Buenos Aires er dog stadig mit sted, hvis nogen skulle være i tvivl).

Chile er mange ting - Chile er hjemsted for den utroligt lækre cocktail Pisco Sour (Pisco er den chilenske nationaldrik og udgør 80 procent af spiritusforbruget i Chile - pisco er destilleret vin fra muskatdruer, hvis det skulle interessere nogen - jeg tror det ville være det, vi kender som brændevin?). 

Chile er landet, hvor jordskælv er tæt på at være hverdagskost - og hvor de selvfølgelig også har en drink, der hedder Terremoto, det spanske ord for jordskælv. Og de har også en, der hedder Temblor, hvilket groft oversat betyder 'rystelse'. De to drinks er næsten ens; forskellen er bare, at Terremoto'en er kraftigere end Temblor'en. Get it? 

Chile er også landet, hvor man ikke udtaler s'et i et ord, hvis s'et er det sidste bogstav. Chile er stedet, hvor det er et helt normalt syn at se folk sælge kager i vejkanten ved motorvejen. Hvor du, hvis du snakker med en hvilken som helst ung chilener, vil høre ordet 'weon' mindst ti gange i hver eneste sætning (og hvor du sandsynligvis også vil blive utrolig træt af ordet til sidst). 

Hvor efteråret, i hvert fald her i Santiago, betyder en yderst behagelig dagstemperatur på omkring de 28 grader - at se bladene falde af træerne imens jeg er trisser rundt i shorts er ikke noget, jeg har vænnet mig til, eller nogensinde vil vænne mig til. Hvor avocado er en nationalspise, som de fleste indtager hver evig eneste dag, fordi at det ikke bare er ekstremt billigt, men også virkelig, virkelig lækkert. 

Jeg har familiehygget på ægte chilensk i La Ligua, spist skaldyrsempanadas ved stranden i Papudo, drukket hjemmelavet Pisco Sour lavet af min venindes bedstemor, smagt en fantastisk Terremoto på The Clinic i Santiago, jeg har spist mindst en avokado hver eneste dag, været totalt i svime over at have haft udsigt til bjerge, hvor end jeg har kigget hen og jeg har nydt hver eneste dag fuldt ud. 

Og nu er klokken så småt ved at nærme sig 7 om morgenen, datoen hedder søndag d. 27. april og jeg må nok hellere smutte i seng - der venter mig et langt døgn forude, da jeg senere idag tager mod lufthavnen - jeg skal nemlig med et fly nordpå halv syv mandag morgen. Så næste gang, jeg giver lyd fra mig - det bliver fra Columbia!

"Valparaíso, qué disparate eres, qué loco, puerto loco, qué cabeza con cerros, desgreñada, no acabas de peinarte"

Intet ophold i Chile er komplet uden et besøg i den kulturelle hovedstad, nemlig farverige og charmerende Valparaiso - en havneby, der befinder sig små 120 km nordvest for Santiago. Selvom byen er vigtig for Chile, så tvivler jeg dog på, at navnet vil kendes af særlig mange, hvis man ikke har et særligt kendskab til landet - men selv i Danmark blev Vaparaiso (forhåbentligt!) nævnt for nyligt, for det var nemlig her, den omfattende skovbrand, der begyndte d. 13. april, fandt sted. Mere end 500 familier har mistet deres hjem og mindst 15 personer mistede livet. Og det var tydeligt, da vi ankom til byen i tirsdags.

Jeg tog, sammen med en ven fra Hong Kong, der boede på mit hostel i Buenos Aires, to dage til Valparaiso - vi havde vurderet, at det ikke var farligt at tage afsted, på trods af, at byen var i undtagelsestilstand indtil for få dage siden. Under normale omstændigheder, havde vores besøg nok været anderledes - skovbranden havde sat sine spor på gadebilledet; byen var omgivet af en tæt tåge som følge af den massive brand og der var politi- og brandfolk overalt. Men det gode selskab og den skønhed, man dog kunne ane på trods af tågen, opvejede heldigvis alt det mindre positive. Det var skønt at se, hvordan folk stod sammen om at få livet tilbage på sporet igen; folk fra hele landet har valfartet til byen for at hjælpe til i katastrofeområderne, ordene Fuerza Valpo (hold ud) stod skrevet overalt og der var flere fra det, hostel, vi boede på, der brugte hele dagen oppe i klipperne på at fjerne murbrokker eller hjælpe til i køkkenet.

Valparaíso er også på UNESCO's verdensarvsliste og det er med god grund! Der er grafitti og gademalerier overalt og det er fascinerende at se, hvordan man har bygget byen ind i klipperne. Vi stødte tilfældigt på en tourguide, Christian, da vi tog en kabelbane op til en af de mange klippetoppe, hvorfra den gamle by er tilgængelig. Så det, der bare skulle have været en lille gåtur rundt i nabolaget, endte med at blive to fornøjelige timer i selskab med et par andre turister, der alle havde bestemt sig for at blive guidet rundt af Christian. Vi var hans mest internationale gruppe til dato, og vi var en broget flok; mig, stolt repræsentant fra Danmark, min veninde fra Hong Kong, en russisk pige bosiddende i Frankrig, et ældre chilensk ægtepar fra Viña del Mar og sidst, men ikke mindst, en mormonsk familie fra Utah. Det var så hyggeligt og den perfekte måde at se byen på.

Overskriften i indlægget er starten på det berømte digt, som den endnu mere berømte chilenske digter Pablo Neruda, har skrevet om Valparaíso, Oda a Valparaiso - det blev reciteret for os af den venlige ældre mand, der ejede stedet, hvor vi spiste frokost - billige, lækre chilenske hotdogs med avokado og tomat, en god ven OG smuk poesi - man kan da ikke forlange mere!

Cerro Santa Lucia - another view of Santiago

Toppen af Santiago

Første indlæg fra Chile, og jeg vil starte ud med en ting, som nok var det, jeg glædede mig mest til at opleve i den chilenske hovedstad - nemlig den fantastisk smukke udsigt fra bjerget San Cristobal, som ligger i det kvarter, jeg er så heldig at bo i.
Og at sige at det indfriede alle mine forventninger, er en underdrivelse - for hold kæft, hvor var det smukt. Det var bagende hedt (efterår, hvad er det?), men solens stråler gjorde det hele endnu smukkere. De kæmpemæssige bjergkæder der omgiver Santiago, de tårnhøje skyskrabere og palmer - det kan jo ikke blive bedre.

Jeg har været i Chile i en uge i skrivende stund og jeg må godt nok indrømme, at jeg er imponeret. Chile, og endnu mindre Santiago, får jo absolut ingen opmærksomhed i medierne derhjemme og det er nok derfor, at Santiago har overrasket mig på en vildt positiv måde - for jeg anede slet ikke noget om den by, jeg anede ikke hvor stor og majestætisk, den er og hvor meget, den egentlig har - kultur, natur, gastronomi, historie og kunst - der er ikke det, du ikke kan finde her. Det er en storby lige efter min smag - perfekt blanding af lokalt og internationalt, stort og småt - en farverig og pulserende metropol, der uden problemer kan måle sig med Tokyo, London og New York på alle fronter.

My first post from Chile should definitely be the thing I was most excited about seeing before I got here - the most amazing view of Santiago, which is the amazing view you get when visiting San Cristobal Hill in the Bellavista-neighbourhood. My expectations were high and needless to say, it did not disappoint me. The view is absolutely stunning and I sat there for an hour straight just admiring the view. It was breathtaking. The sun made everything look a bit dusty, but it just made it even prettier.

At the time of writing, I've been in Chile for a week and I must admit it - I'm impressed. Chile gets zero attention in the media back in Europe. And don't get me started on Santiago. I bet 90% of all the people I know wouldn't know the answer, if I asked them to name the capital of Chile. I know I couldn't just a few years ago. Maybe that's why Santiago has surprised me in an awfully positive way - because I had no idea what to expect. I had no idea it was so cosmopolitan and so majestic. I had no idea how much there is to do, it has everything - gastronomy, history, culture, art. It's a big city just the way I like it - it's international yet local, it's big yet small and it's colorful and impressive. I'd almost wish it got a bit more attention because it does without any doubt measure up to London, Tokyo, Paris and New York.

Argentina → Chile

Andesbjergene - også kendt som det vildeste, mine øjne nogensinde har set.. Busturen fra Mendoza i Argentina til Santiago i Chile er utrolig. Min kæbe hang nede i gulvet, da jeg første gang så bjergene i horisonten. Den var fantastisk. Jeg vil ikke skrive mere, billederne taler for sig selv. Bussen kørte inde i bjergene i flere timer. Scenariet gik fra grønne vinmarker i Mendoza med højt solskin og sommer til tårnhøje bjerge med kvidhvide bjergtoppe - der sneede, da vi nåede grænsen og skulle ud af bussen til migrationscheck (!) og vi var så langt under havniveau, at jeg fik propper i ørene. Det var så mærkeligt og der var så koldt! Der kan ikke have været mere end 2-3 minusgrader. Men udsigten var det hele værd og jeg fik et nyt stempel i passet - klar til at indtage Chile! Der blev hurtig mørkt, da vi begyndte at forlade bjergkædens 'kerne'. Men bjergene fortsatte hele vejen ind til hovedstaden, og jeg ved ikke, hvad der var mest pittoresk; Andesbjergene eller den første gang, jeg så Santiago. Oplyste skyskrabere kombineret med en billedskøn solnedgang i horisonten over bjergene. Det var fantastisk smukt. Det var en god start på mødet med en by, jeg allerede har forelsket mig i.

The bus trip from Mendoza, Argentina to Santiago, Chile is incredible. I literally couldn't believe what I was seeing, I had to pinch myself several times to realize I wasn't imagining it. The Andes are breathtaking, nothing less. From the vineyards in Mendoza to snow in the mountais - that was how much the scenary changed. When we crossed the border and had to leave the bus, it couldn't have been more than 2-3 degrees below zero. It was freezing, but the view made up for it. And I got another stamp in my passport, ready to conquer Chile!

3. og sidste etape i Tour de Argentina

Jeg sagde farvel til min værtsfamilie i Córdoba onsdag aften og var både spændt og trist, da hjulene rullede væk fra busterminalen. Trist, fordi jeg lige var begyndt at føle mig hjemme i deres hyggelige, lille hus i bjergene - spændt, fordi der så var et mindre stop tilbage, før jeg begynde min rejse mod Chile. Heldigvis gik natten hurtigt, og vi var fremme i løbet af ingen tid. Da bussen begyndte at nærme sig byen, var der vinmarker og bjerge at se til alle sider. Der regnede let, men det gjorde ingenting. Vi var på vej, på trods af, at der var transportstrejke i hele landet i går. Chaufføren fortsatte, og klokken 08.30 i morges kunne jeg træde ud af bussen, godt træt, men tilfreds. Et skridt tættere på Chile. Jeg tog en taxi til mit hostel og måtte af med 12 kroner for en tur på 10 minutter. Jeg er fan af transporten i Argentina, selv når der er strejke, det må jeg indrømme. Jeg var ret spændt på at skulle bo på hostel igen. Da taxichaufføren stoppede og jeg kiggede ud af vinduet, blev jeg positivt overrasket (man ved aldrig rigtigt, hvad man kan forvente, når det kommer til hostels); foran mig lå et virkelig lækkert vandrehjem, perfekt lokaliseret på en stille og rolig gade, der ligger et stenkast fra busterminalen. Jeg bliver varmt modtaget, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de gange, jeg selv har taget imod nye passagerer og budt dem velkommen.

At bo på hostel igen er endnu mærkeligere end faktummet, at i dag er min sidste dag i Argentina. Det var vitterligt i sidste uge, at jeg forlod mit hostel i Buenos Aires, men det føles som en evighed siden. Jeg troede virkelig og håbede inderligt på, at det ville blive en sjov oplevelse  - denne gang at være gæsten, der kommer udefra, i stedet for arbejderen, der bor der.. men alt, ALT, der er her, minder mig om 06 Central Hostel. Uret på væggen fra Hostelworld i receptionen er det samme, som jeg har været vant til at se på hver eneste dag i Buenos Aires. Internetudbyderen er den samme og derved er den registreringsside, man skal benytte, også den samme, som jeg har brugt i tre måneder. Jeg kunne blive ved. Den eneste forskel er, at der ikke længere er nogen, der smilende siger 'hej Sofie', når jeg går forbi. Der er ikke nogen, der kender mig. Ingen, der høfligt spørger mig om hjælp til at få afgang til internettet eller spørger mig, om de kan booke en nat mere, fordi de ved, at jeg arbejder der og at jeg gerne vil hjælpe, selv når jeg er off-duty.

Jeg er glad for, at jeg kun skulle være her i en nat. Jeg har mødt nogle mennesker her allerede, selvom det at være social er det absolut sidste, jeg har lyst til. Det er virkelig, virkelig mærkeligt at sige 'ja, jeg var tre måneder i Buenos Aires' - jeg skal ikke længere forklare, hvad jeg laver i Buenos Aire, som jeg skulle, da jeg var der - nu er det en del af min rejsehistorie, som jeg kommer til at fortælle over hundrede gange i løbet af de næste par måneder. 

På en måde er jeg glad for, at jeg forlader Argentina. Det er svært ikke at tænke på noget, som jeg konstant bliver påmindet om. Gadenavnene er de samme i alle byer i Argentina og selvom jeg godt kan mærke, at jeg er langt inde i landet, langt fra Buenos Aires og meget tæt på grænsen til Chile, så er der bare for mange ting, der minder mig om Buenos Aires (og nu skal jeg nok stoppe med at plapre mere om den by, hæhæ)

Om to timer stiger jeg ombord på en bus, der har kurs mod Chile. Santiago, nærmere bestemt. Lige præcis i dag har jeg været i Argentina i 94 dage. Det er halvdelen af den tid, jeg skal være i Sydamerika i alt. Halvdelen af min tid er gået. Det er en helt surrealistisk tanke. Nu hvor Argentina snart er et overstået kapitel, kan jeg begynde at se frem til alle de andre steder, jeg nu skal se. Jeg er lykkelig for, at Argentina blev min start. Det har været fantastisk. Så tak, Argentina, for at have været den perfekte base. Det perfekte hjem.  Jeg kommer til at savne dig. Vi ses i juli, når jeg er færdig med at udforske resten af kontinentet. Nos vemos!

Villa Carlos Paz, Córdoba

Igår var det en uge siden, jeg ankom til Córdoba. Jeg har ikke fået udrettet særlig mange nævneværdige ting - men jeg har slappet af, sovet i ekstremt mange timer hver eneste nat (jeg har aldrig været mere udmattet, end jeg var de første par dage efter Buenos Aires), fået vasket tøj (i vaskemaskine!!! For første gang i tre måneder - det kan man altså ikke sætte pris på!), forsøgt at formulere og nedskrive alle de tanker, Buenos Aires proppede ind i hovedet på mig (stadig uden held..). Jeg har været inde i selve Córdoba by et par gange, men primært har jeg opholdt mig i La Calera, hvor min... 'værtsfamilie' bor. Den har stået på ægte familiehygge, traditionel argentinsk mad (med dertilhørende spisetider, skal jeg lige hilse og sige - vi har ikke spist tidligere end kl. 23 én eneste dag) og oplysende og meget informative snakke omkring Argentinas historie og politik. Vi har snakket om forskellene mellem Argentinas regioner, om tiden med militærdiktaturet, som først stoppede i 1983 - noget, som vi ikke blev undervist i, i spansktimerne på gymnasiet.

I går, tirsdag, var faktisk min sidste dag i Córdoba. Da min ven skulle på universitetet og mine værtsforældre begge skulle arbejde, var det jo den perfekte dag til en udflugt på det praktiske plan. At solen så har vist sit kønne ansigt for første gang i al den tid, jeg har været her og regnen ikke har silet ned, er jo bare et plus!

Jeg tog bussen til en lille, charmerende by ved navn Villa Carlos Paz, ikke så forfærdeligt langt væk. Der var pænt - rigtig, rigtig pænt. Det er nok det smukkeste sted, jeg har set i Argentina indtil videre. Den ligger omgivet af Córdoba's bjergtagende bjergkæder (hæhæ) og bjerge er det eneste man kan se, når man kigger ud i horisonten. Jeg vidste ingenting og ved stadig ikke noget om byens historie, men jeg bestemte mig for, at det var ligemeget - jeg slentrede bare rundt med mit kamera og sugede al skønheden og solskinnet til mig. Og sikke en dejlig dag.

Det var en perfekt afslutning på en dejlig, men følelsesladet og turbulent uge på landet i Argentina - idag, onsdag d. 9. april, går turen atter videre. Jeg tager bussen til Mendoza kl. 23 i aften - et populært stop for de fleste rygsækrejsende, som er på vej til Chile. Selvom jeg ikke er den traditionelle rygsækrejsende, så er det præcis den funktion, Mendoza har for mig - jeg skal nemlig videre til Santiago, Chiles hovedstad, på fredag. Og der venter en af de ting, jeg har glædet mig mest til, lige siden jeg lagde mig fast på, at jeg skulle til Sydamerika - jeg skal nemlig genforenes med en af de mennesker, der var en stor del af mit 2. år på Aalborghus Gymnasium - en chilensk pige, der var udvekslingsstudent i min klasse i 2.g., som jeg endelig skal se igen. Jeg glæder mig som et lille barn til at se hende igen!

Da jeg ankom hertil sidste tirsdag, troede jeg helt ærligt ikke, at jeg ville knytte mig til det her sted og da slet ikke komme til at savne det, når jeg engang skulle herfra igen. Men lige nu, hvor klokken er 01.04 og jeg lige har sagt godnat til familien efter en herlig middag og en god snak, er det alligevel med lidt tristhed, at jeg pakker min kuffert og gør klar til sove en sidste gang på mit værelse. Jeg var ikke i humør til at fortsætte min rejse, da jeg forlod Buenos Aires. Argentina var i mit hoved Buenos Aires og det havde jeg det helt fint med. Jeg havde ikke engang lyst til at se mere af Argentina. Men efterhånden som dagene er gået, har jeg fået modet tilbage. Selvom det har regnet, selvom der har været massive kulturforskelle - Så tak, Córdoba - for at vise mig, at det var den helt rigtige beslutning, at forlade Buenos Aires, selvom det var svært. Jeg er klar til at tage videre, jeg er klar til at fortsætte eventyret - for et eventyr, det er det i hvert fald!

Today is the day I'm leaving for Mendoza. Yesterday was spent in Carlos Paz, a small city in the Sierras of Córdoba. It's a beautiful place and the weather was amazing - first time I saw the sun since I got here and the first day without any rain. It was perfect. Perfect way to end my stay in Córdoba. It has been rough I have to admit, leaving Buenos Aires was hard. Very hard. But it's starting to get brigther, and I think I'm ready to travel. I'm ready to see this continent.

2. etape i det argentinske

Efter 19 stive timer i et tog, der umuligt kan have kørt mere end 30 km/t og efter at have sagt farvel til mit højtelskede Buenos Aires og de venner, jeg allerede savner lidt for meget, er min tid i den argentinske hovedstad nu bare et kært minde.
Virkeligheden slog mig hårdt, da jeg ankom Córdoba i tirsdags. Jeg havde  ellers været optimistisk og med højt humør igennem hele mandagen, selvom det var min sidste dag. Jeg troede faktisk ikke, at det ville blive så slemt - jeg skulle jo ikke væk, jeg skulle bare videre, ud på det næste eventyr. Men det viste sig at være præcist lige så svært, som jeg inderst inde godt vidste, at det ville blive. Fra at have boet midt i storbyens stress og jag i tre måneder til at ankomme til en lille bjerglandsby, hvor alt ånder fred og ro - det er et stort spring. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over chokket. Her er bjerge, her er billedskøn natur og her er frisk luft - Buenos Aires føles millioner af kilometer væk.

Jeg nåede at vende mange tanker, da jeg sad i toget. Jeg havde det faktisk rigtig godt, da toget forlod perronen. Jeg tror ikke, at jeg havde indset, hvad der var ved at ske. Imens toget trillede ud i natten, læste jeg alle de hilsner, folk har skrevet på mit flag. Jeg elsker det så højt. Det er en del af dem, jeg har med mig og det er det eneste, jeg har brug for at have med mig de næste par måneder. Det er det eneste, jeg vil være knust over at få stjålet. Jeg læste min dagbog fra ende til ande, den dagbog, hvor jeg udførligt har nedskrevet hver en tanke, hver en oplevelse, jeg har haft, siden jeg ankom til Argentina. Jeg gennemlevede alle de op- og nedture, jeg oplevede i Buenos Aires. Og jeg blev så glad. Jeg blev mindet om de små ting, de store ting og om de mest ubetydelige ting, som alligevel fik et smil frem. Og en glædelseståre. Jeg blev mindet om de tidspunkter, hvor det gjorde ondt og om de tidspunkter, hvor jeg har været lykkelig helt ud til fingerspidserne. Efterhånden som timerne passerede, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte ligeså stille blev revet fra hinanden. Og da jeg trådte ud af toget, indså jeg, hvor svært det her bliver for mig. Hvor svært det bliver at skulle flytte mig konstant. Buenos Aires var min start og jeg skulle ikke væk derfra efter en kort periode; men fra nu af skal jeg maksimalt være to uger et sted. Det er det, der bliver den store udfordring for mig. Det var næsten det eneste, jeg kunne tænke på, da jeg sad i bilen på vej væk fra togstationen i Córdoba.

Jeg bor hos en af mine argentinske venner, hvis familie har taget mig ind som en af deres egne og jeg bliver behandlet som var jeg deres eget barn. 'Nuestra casa es tu casa'. Det er ikke bare tomme ord. De mener det. Jeg har fået min egen nøgle, køleskabet er fyldt op, jeg har mit eget værelse. Jeg mangler ingenting. Jeg kan mærke, at de nyder at kunne hjælpe. Det er en stor oplevelse at opleve gæstfriheden på første hånd og det er langt mere 'argentinsk', end det liv, jeg havde i Buenos Aires. Jeg er kommet på landet, og det er tydeligt, at det her er det rigtige Argentina. Husene er primitive, de fleste er faldefærdige og bygget på et skrøbeligt fundament. Der løber hunde rundt på gaderne. Der kommer ikke nogen turister. Folk har lige præcist det, de har brug for og intet andet. De klager ikke, selvom de arbejder hårdt. De går i seng tidligst ved midnat, tager i skole og på arbejde hen af eftermiddagen og spiser aftensmad klokken 22. De spiser dulce de leche til alt, der kunne trænge til noget sødt og regnen trænger ind i husene. Der er ingen, der klager. For sådan har det altid været.

Der er bjerge, når jeg kigger ud af vinduet. Der er ingen, der kigger på mig, selvom det er tydeligt, at jeg ikke har hjemme her. Folk respekterer hinanden og livet er fredeligt. Stik modsat af Buenos Aires. Jeg har tid til at reflektere, bearbejde alt det, de sidste par måneder har givet mig. Jeg har tid til at planlægge min rejse videre. Jeg har endelig fået købt flybiletter til en lille getaway til det caribiske hav på Colombias nordkyst. Jeg har købt min busbillet videre til Chile i næste uge. Jeg har så meget at se frem til. Så mange rejser, nye minder, nye venner. Alligevel finder jeg det utroligt svært at nyde det øjeblik, jeg lever i nu. Det er som, at Buenos Aires sidder fast i mig. Det føles som om, at jeg har taget evig afsked med en person, som betød alt for mig - og som jeg har glemt, hvordan man lever uden. Det lyder melodramatisk. Det stadig er vi vist ovre. Det er altså nu sådan, jeg har det. Selvom jeg har alt her, selvom jeg ikke længere behøver stå op klokken halv syv fire dage om ugen, ikke længere skal bo på et 6-personers værelse, selvom jeg ikke længere skal arbejde 28 timer om ugen.. så kan jeg ikke lade være med at savne Buenos Aires. Og det er vel også i orden. Det er i orden at savne noget, der har været så formidabelt. Jeg elskede den frihed, jeg oplevede hver eneste dag.

Buenos Aires; til vi ses igen. Og nu; siesta på argentinsk.