Jeg sagde farvel til min værtsfamilie i Córdoba onsdag aften og var både spændt og trist, da hjulene rullede væk fra busterminalen. Trist, fordi jeg lige var begyndt at føle mig hjemme i deres hyggelige, lille hus i bjergene - spændt, fordi der så var et mindre stop tilbage, før jeg begynde min rejse mod Chile. Heldigvis gik natten hurtigt, og vi var fremme i løbet af ingen tid. Da
bussen begyndte at nærme sig byen, var der vinmarker og bjerge at se til alle
sider. Der regnede let, men det gjorde ingenting. Vi var på vej, på trods af,
at der var transportstrejke i hele landet i går. Chaufføren fortsatte, og
klokken 08.30 i morges kunne jeg træde ud af bussen, godt træt, men tilfreds.
Et skridt tættere på Chile. Jeg tog en taxi til mit hostel og måtte af med 12
kroner for en tur på 10 minutter. Jeg er fan af transporten i Argentina, selv
når der er strejke, det må jeg indrømme. Jeg var ret spændt på at skulle bo på hostel igen. Da
taxichaufføren stoppede og jeg kiggede ud af vinduet, blev jeg positivt
overrasket (man ved aldrig rigtigt, hvad man kan forvente, når det kommer til
hostels); foran mig lå et virkelig lækkert vandrehjem, perfekt lokaliseret på en
stille og rolig gade, der ligger et stenkast fra busterminalen. Jeg bliver
varmt modtaget, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de gange, jeg
selv har taget imod nye passagerer og budt dem velkommen.
At bo på hostel igen er endnu mærkeligere end faktummet, at i dag
er min sidste dag i Argentina. Det var vitterligt i sidste uge, at jeg forlod
mit hostel i Buenos Aires, men det føles som en evighed siden. Jeg troede
virkelig og håbede inderligt på, at det ville blive en sjov oplevelse - denne gang at være gæsten, der kommer
udefra, i stedet for arbejderen, der bor der.. men alt, ALT, der er her, minder
mig om 06 Central Hostel. Uret på væggen fra Hostelworld i receptionen er det
samme, som jeg har været vant til at se på hver eneste dag i Buenos Aires.
Internetudbyderen er den samme og derved er den registreringsside, man skal
benytte, også den samme, som jeg har brugt i tre måneder. Jeg kunne blive ved.
Den eneste forskel er, at der ikke længere er nogen, der smilende siger 'hej Sofie', når
jeg går forbi. Der er ikke nogen, der kender mig. Ingen, der høfligt spørger
mig om hjælp til at få afgang til internettet eller spørger mig, om de kan
booke en nat mere, fordi de ved, at jeg arbejder der og at jeg gerne vil hjælpe, selv når jeg er off-duty.
Jeg er glad for, at jeg kun skulle være her i en nat. Jeg har mødt nogle mennesker her allerede, selvom det at være social er det absolut sidste, jeg har lyst til. Det er virkelig, virkelig mærkeligt at sige 'ja, jeg var tre måneder i Buenos Aires' - jeg skal ikke længere forklare, hvad jeg laver i Buenos Aire, som jeg skulle, da jeg var der - nu er det en del af min rejsehistorie, som jeg kommer til at fortælle over hundrede gange i løbet af de næste par måneder.
På en måde er
jeg glad for, at jeg forlader Argentina. Det er svært ikke at tænke på noget,
som jeg konstant bliver påmindet om. Gadenavnene er de samme i alle byer i Argentina og
selvom jeg godt kan mærke, at jeg er langt inde i landet, langt fra Buenos
Aires og meget tæt på grænsen til Chile, så er der bare for mange ting, der
minder mig om Buenos Aires (og nu skal jeg nok stoppe med at plapre mere om den
by, hæhæ)
Om to timer stiger jeg ombord på en bus, der har kurs mod Chile. Santiago, nærmere bestemt. Lige præcis i dag har jeg været i Argentina i 94 dage. Det er halvdelen af den tid, jeg skal være i Sydamerika i alt. Halvdelen af min tid er gået. Det er en helt surrealistisk tanke. Nu hvor Argentina snart er et overstået kapitel, kan jeg begynde at se frem til alle de andre steder, jeg nu skal se. Jeg er lykkelig for, at Argentina blev min start. Det har været fantastisk. Så tak, Argentina, for at have været den perfekte base. Det perfekte hjem. Jeg kommer til at savne dig. Vi ses i juli, når jeg er færdig med at udforske resten af kontinentet. Nos vemos!
No comments:
Post a Comment