Sunday 19 January 2014

Buenos Aires by night


Der er altid to sider af en by - hvordan den er om dagen, hvor livet går sin daglige gang, og hvordan den er om aftenen, hvor man føler, at alt kan ske. Der er de byer, hvor aftenen er stille og rolig. Og så er der Buenos Aires. Buenos Aires er smuk på alle tider af døgnet, men om aftenen er den virkelig noget specielt. Alle barer er fyldt med liv. Selv på en helt almindelig tirsdag. Der bliver danset tango til langt ud på natten i weekenderne. Den argentinske nat begynder sent; man begynder at vågne fra sin siesta ved 19-tiden, folk spiser første aftensmad ved 22-tiden og restauranterne er mest fyldte tæt på midnat. Privatfesterne begynder sædvanligvis ved 12-1 tiden om natten og man bliver mindst ude til klokken 5, hvor metroen begynder at køre igen. Noget, som jeg slet ikke er vant til fra lille Danmark, hvor hele familien Danmark pænt spiser aftensmad rundt om bordet på slaget seks og hvor jeg gerne går i seng kl. 22, hvis jeg skal tidligt op dagen efter. Hernede er alt anderledes og døgnrytmen er det, der er hårdest ved min krop. I fredags var jeg til et arrangement, hvor jeg ankom klokken 22 efter at have arbejdet fra 7 om morgenen til 17 om eftermiddagen. På trods af at jeg var ved at dø af træthed, blev jeg ude til klokken 6.30 og mødte meget træt op på arbejde kl. 7 lørdag morgen. Man gør vel hvad man kan for at følge med de lokale!

Some pictures from the absolute center of Buenos Aires, the Microcentro, at night. Buenos Aires by night is breathtaking and the city's filled with life even when it's 4-5 in the morning. Dinner is usually no sooner than 10PM which is one of the things I'm having a very hard time adjusting to. Friday night I attented an event at 10PM, got home at 6.30 the morning after and worked from 7 'till 3 in the afternoon. And I wasn't the only one - a lot of the people I met at the event also had to work the following day. How they do it is still something I have yet to discover.. I was exhausted and I still have some practise to do..

Tuesday 14 January 2014

De første seværdigheder


Torsdag var den første dag, hvor jeg var ude og se noget af den skønne by, jeg snart har været i i en uge. Vi var i bydelen Recoleta, en del mere mondæn end den bydel, jeg bor i, som er det absolutte centrum. Recoleta er kendt for kirkegården, hvor Eva Peron (Evita) ligger begravet. Selve hendes grav er nu ikke noget særligt, men kirkegården er virkelig speciel. Medmindre alle kirkegårde er så kongelige og overdådige hernede, men det tvivler jeg stærkt på!

Jeg synes virkelig at Buenos Aires er en smuk by. Det er med god grund, at den kaldes Sydamerikas Paris. Den er kraftigt 'inspireret' af Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland og især det italienske og spanske skinner meget igennem, men jeg synes at blandingen er helt unik og det er ikke noget jeg har set hverken i Paris eller Madrid. Den har sin helt egen 'vibe'. Buenos Aires er faktisk en underlig størrelse. Den er både utrolig grim og utrolig smuk; utrolig betagende og utrolig frastødende. Rigt og fattigt lever side om side. Den anden dag, da jeg var i metroen (som forresten desværre ikke minder om dem, jeg kender fra Europa.. lidt mere vedligeholdelse ville bestemt ikke gøre noget!), kom der to piger hen til mig. De kan ikke have været mere end 5 år. De tiggede om penge. Med en sådan automatik, at man skulle tro, de har gjort det siden de blev født. Det er helt normalt her og det vidste jeg jo også godt, men det er skræmmende at se alligevel, uanset hvor meget man har forberedt sig. Det var som om at jeg var den eneste i hele toget, der faktisk så på dem og så, hvad de var; to små børn hvis liv allerede er ødelagt. Det var en ret skelsættende oplevelse.

Men det dårlige bliver heldigvis opvejet af det gode. De 'grimme' mennesker bliver glemt i mængden af alle de gode og hjertevarme folk, jeg allerede har mødt. Og det er jo det vigtigste.

Jeg kan allerede mærke, at det bliver svært at forlade det her sted. Typisk mig, ikke?

Pictures from this Thursday's stroll around the neighbourhood Recoleta, famous for being the home of the cementery where Eva Peron aka. Evita is buried.  The cementery is really beautiful although Evita tomb was a bit disappointing. This was the first time I actually saw some of the sights here in Buenos Aires and I saw some of the beauty that this city beholds. It truly is a beautiful and enchanting city, a little bit of Spain, Italy, France, Germany.. 

Tomorrow at noon I have my 'one week anniversary' here and as everything else, it feels like I've been here forever. I've seen so much already, met so many amazing people and also made some really good friends already. I'm sure I'll fall in love with this city so much that leaving is gonna be almost impossible. 

Friday 10 January 2014

Vamos Argentina!

Det var næsten helt tilfældigt, at valget faldt på Argentina. Jeg sad drømmende og kiggede på flybilletter et par uger efter, at jeg var kommet hjem fra Texas. Jeg havde jo tiden til at komme afsted igen. Jeg faldt over nogle billige flybilletter til Buenos Aires, tænkte 'der kunne jeg da godt tænke mig at komme hen', dagen efter var de købt og i tirsdags, efter 13 timer og 20 minutter i fly fra Madrid, kunne jeg sætte mine fødder på argentinsk jord. Straks mærkede jeg den tykke luftfugtighed, jeg kunne genkalde fra Texas og Japan. Jeg var i Argentina!

Ligeså spændt som jeg var, ligeså nervøs var jeg. Der var mange ting, jeg ikke havde 100% styr på. Jeg vidste ikke, om jeg ville få lov at komme ind i landet, da min returbillet faktisk ville kræve et yderligere visum end det turistvisum, man før.
Jeg havde været i kontakt med et vandrehjem i centrum af Buenos Aires, hvor jeg kunne bo gratis hvis jeg var villig til at arbejde nogle timer om ugen. Der var ingen bekræftelse, og jeg vidste reelt set ikke om jeg havde noget sted at være. Da jeg ankommer, bliver alle mine bekymringer selvfølgelig gjort til skamme. Jeg bliver varmt modtaget og befinder mig nu på et helt igennem dejligt hostel hvor der er en helt masse andre mennesker, der ligesom jeg selv, elsker at rejse. Der er kun to andre europæere ud over mig i øjeblikket, så der er rig mulighed for at lære helt nye mennesker at kende.

Indtil videre har tiden gået med at lære at mestre mine arbejdsopgaver og komme over jetlag, men idag var jeg ude på eventyr sammen med en af mine nye venner. Det var en meget oplevelsesrig dag, som blandt andet involverede et besøg på den danske ambassade i Argentina og den dertilhørende 'danske' restaurant, et besøg på et af de ulovlige steder, hvor man som turist kan veksle dollars til argentinske pesos (og dertilhørende hjerteanfald - det var skummelt!), et besøg på den berømte Recoleta-kirkegård hvor hovedattraktionen, Eva Perón's grav, skuffede fælt.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver her i byen. Jeg har mange steder, jeg gerne vil se, mange mennesker, jeg gerne vil besøge. Min returbillet er først om lang tid, og det er både enormt skræmmende og enormt befriende. Jeg kan gøre lige hvad der passer mig og det er ekstremt skønt. Allerede nu kan jeg mærke, at det at jeg rejser alene, kommer til at gøre den store forskel. Det kan godt være, at jeg har rejst før, men det her er som at rejse for første gang igen. Jeg føler ikke jeg har styr på særlig meget. Og det har jeg heller ikke. Og det er befriende, for at være helt ærlig. Det skal nok blive et eventyr, jeg aldrig nogensinde glemmer!

Monday 6 January 2014

✈ The travel chronicles ✈ - returning back home


Noget af det sværeste ved at rejse og tage ud er tidspunktet, hvor det er slut og hvor du er hjemme igen. Sådan er det i hvert fald for mit vedkommende. Det kan selvfølgelig være det omvendte kulturchok, der ofte indtræffer efter et ophold i et andet land, eller jetlag, hvis man har overlevet en interkontinental flyvning. Men oftest mærker jeg en følelse af tomhed, når jeg vender hjem igen. Alle de ting, jeg har oplevet, følt, mærket, set, spist og hørt - de lever nu kun inde i mig, i min erindring. De mennesker, jeg mødte, er nu langt væk. Ofte rigtig langt væk. Forsøgene på at forklare, hvordan det har været, er forgæves, for et indtryk og en oplevelse er ikke nemt at gengive med ord. Min nærmest kroniske post-rejse-depression, der altid ender med at kulminere i en form af rodløshed og livsfilosoferen, indtil den endnu en gang bliver overtaget af hverdagens trommerum, som til at starte med føles lysår væk. Men snart bliver det hele normalt igen og rejsen føles som en drøm - noget der ikke rigtigt fandt sted, men som du alligevel ved er virkeligt, selvom det bliver sværere og sværere at genkalde følelserne, duftene og de mennesker, du var så heldig at møde.
Det bedste er altid, når flyet letter fra startstedet og det værste er, når hjulene rammer jorden der, hvorfra du tog afsted.