14 minutter i tog

Jeg tænker altid, når jeg forlader min lejlighed i Kannelmäki, at jeg skal gå i god tid for ikke at løbe igennem skoven og halse op og ned ad trapperne til perronen. Toget kommer hvert tiende minut, men alle minutter tæller når man bor udenfor byen. Hvis jeg skal vente på det næste tog, kommer jeg for sent!

De 14 minutter, som det tager toget fra min station til centralstationen i Helsinki, er altid fulde af tanker og observationer om det her nye og meget forunderlige land, som jeg flyttede til for lige godt en måned siden.

Finland. Jeg voksede op på Finlandsvej i Hobro, så det lå vel egentlig nok i kortene.

Toget futter fra Kannelmäki, og et minut senere stopper vi ved Pohjois-Haaga. Jeg krydser ingen veje på vej til stationen, men hver gang jeg krydser en vej ude i mit nabolag, så holder bilerne alle sammen ved fodovergangene for fodgængere. Uden undtagelse. De stopper gerne et par sekunder i forvejen for at sikre sig ikke at køre over lige før du krydser fodgængerovergangen. For det ville jo være uhøfligt, og det er en synd i den finske bog.

Vi forlader Pohjois-Haaga, og kører igennem et grønt område. Naturen er alle vegne nord for Helsinki. Jeg bor tæt på en skovpark, der essentielt er en skov med et indlagt stisystem. Der er mange gengangere på stien, da det er et populært sted for de lokale at motionere. Men ingen af dem smiler tilbage uden på stien, når jeg kigger på dem og anerkender deres tilstedeværelse. Jeg ved godt jeg er i det nordligste af de nordiske (fast)lande, men det der med at kigge på hinanden og smile når man passerer hinanden, det troede jeg var universielt. Selv i Danmark smiler folk som regel og anerkender mig tilbage. Jeg holder på, at det er universielt, og jeg bliver ved. De skal nok knække.

Men jeg må også bare indse, at privatsfæren heroppe tages meget seriøst. Vi ankommer til Huopalahti, som er et af mine yndlingsord på finsk. Det hedder Hoplax på svensk. Det ord kan jeg også godt lide. Stationen er ret travl, så en masse mennesker står på. Selvom de fleste sæderækker har to gange tre sæder overfor hinanden, så er det sjældent, at jeg ser fremmede sige lige ved siden af hinanden. Man kan være helt sikker på, at alle sektioner i hele toget er optagede af mindst én person, hvis du får en sidekammerat. Man leder altid efter en hel tom sektion, før man overskrider andres privatsfære og deres private sædesektion. Jeg ser stadig ingen, der sidder umiddelbart lige ved siden af hinanden, da vi forlader Huopalahti.

Jeg skal også være påpasselig med at kigge for meget på folk. Det er også ildeset. Så jeg må nøjes med at kigge ud af øjenkrogen. Jeg ser mindst 5 fyre med langt hår. Finland har uden tvivl den største koncentration af fyre med langt hår, hvilket nok hænger sammen med den store heavy metal-interesse. Nu vi er ved hår: koncentrationen af folk med pang- og pastelfarvet hår er også iøjnefalende. Vi ankommer til Ilmala. Der stiger to kontrollører på. Alle hiver deres rejsekort frem. Det er virkelig nemt at køre uden billet i deres regionale tog. Jeg kunne ikke få mit rejsekort, før jeg havde et finsk CPR-nummer, og det fik jeg først i sidste uge. Det siger meget om finnerne, at de alle sammen betaler (ofte 50 EUR) for et rejsekort selvom de sjældent bliver kontrolleret. Det er dog en lettelse ikke at panikke, hver gang jeg ser kontrolløerne i de mørkeblå jakker træde på toget. Jeg rækker dem nonchalant mit grønne rejsekort, lige som toget forlader Ilmala. 

Et par minutter efter ankommer vi til Pasila, som er sidste station før centrum. Her ligger en Lidl meget tæt på stationen, hvor jeg forudser at jeg bliver stamkunde. Finland er nemlig et d-y-r-t land at bo i. Jeg vil slet ikke komme ind på at spise ude, drikke sig i hegnet udenfor hjemmets fire vægge eller andre extravagante ting, man kan foretage sig i byen, for det er så dyrt at jeg kun har spist ude én enkelt gang. Og så har jeg selvfølgelig frekventeret vores UniCafé, men der koster et stort måltid mad kun 19 kroner, så det tæller ikke. Så jeg kan udtale mig om supermarkederne. Nuvel, det er ikke sådan viiildt meget dyrere end Danmark, men det er sjældent man finder ting, der koster under en euro. Og når man er vant til britiske priser (en af de mange, mange ting jeg savner ved Skotland), så er det fandme med at notere sig, hvor tingene koster hvad, for at få det hele til en rimelig pris. Også selvom det indebærer at tage i 3 forskellige butikker.

Kort efter at hjulene triller fra Pasila, høres den automaterede stemme over højtaleren, der informerer os om, at vi ankommer til Helsingfors Centralstation. Meldingen kommer både på finsk, svensk og engelsk. Der er vist en del, der ikke ved det (jeg fik først fat i det sådan rigtigt for et par år siden..), men Finland har et mindretal, der har svensk som modersmål, og svensk er derfor et af de finske nationalsprog. Finlandssvensk, hedder det vist. Det gør mit liv i Finland lidt nemmere, at et af de officielle sprog er en syngende udgave af dansk. Så kan jeg da i det mindste forstå halvdelen af fødevaredeklarationerne, når jeg er ude og handle. I skrivende stund har jeg haft 5 finsk lektioner, og jeg har aldrig i mit liv været så opgivende omkring noget, som jeg har været moderat spændt på før det gik i gang. Dog er det lidt sejt, når jeg pludselig forstår noget af volapykken, som jeg læser rundt omkring i byen. Så jeg færdiggør de lektioner, jeg allerede har påbegyndt. Det har jeg lovet mig selv.

Vi ankommer til centrum. Alle står af toget. Solen skinner fra en himmel så blå, at det halve kunne være nok. Ikke engang himlen i Skotland var så blå. Og til alle jer der har spurgt, for det er der mange der har: selvfølgelig savner jeg Aberdeen og mit liv i Skotland. Jeg savner mit arbejde og det kæmpe netværk, jeg har derovre. Jeg savner de organisationer, jeg var frivillig i. Det indrømmer jeg gerne. Jeg var ikke klar til at forlade Skotland, og det føltes unaturligt på en positiv måde. Jeg havde bygget et fantastisk liv op, med alt hvad det indebar, og selvfølgelig er det surt at forlade det, især hvis man ikke har den mindste lyst til at forlade det. Tårene var på en eller anden måde endnu mere salte, fordi jeg følte, at jeg ikke selv havde valgt at smutte. Også selvom jeg var fuld af spænding og længsel efter næste kapitel. Det var en ambivalent følelse.

Men mulighederne var bare bedre i de nordiske lande. Uendeligt bedre. Uddannelsesmulighederne. Muligheden for at få SU med herop, hvilket kun ville være muligt, hvis jeg valgte en nordisk kandidat. Jeg begrunder typisk ikke mine beslutninger på sådanne kedelige faktorer, men jeg var også klar over, at jeg ville blive gladere for valget om at tage tilbage til Norden i sidste ende. Højt på listen over kedelige faktorer finder vi naturligvis også Brexit. Ej at forglemme. Det var et nemt valg, selvom det var et af de sværeste, jeg nogensinde har taget, og selvom det måske ikke engang var et valg.

Jeg kan lige ane katedralens karakteristiske tyrkiske kuppel, da jeg går mod vores hovedbygning, hvor jeg har time. Selvom det ikke var min drøm at flytte fra Storbritannien, så har Helsinki været det, lige siden jeg var her med min familie for 8 år siden. En drøm. Men også kun det. Realistisk set var der ingen chance for, at jeg kunne komme ind på deres universitet. Men det kom jeg på en eller anden forunderlig vis alligevel.

Jeg træder ind i klasseværelset, som ligger vitterligt en spytklat fra katedralen: den gudesmukke hvide katedral, som er byens absolutte centrum. Alle mine klassekammerater sidder og snakker før lektionen går igang. De er uden tvivl den mest fantastiske gruppe mennesker, jeg nogensinde har haft æren af at omgive mig med. Den tanke løber igennem mit hoved flere gange dagligt.

Jeg elsker Helsinki, naturen, min lejlighed, at få lov at studere i et af de bedste uddannelsessystemer i verden, den friske luft, kanelsnurrene, det strømlinede transportsystem, det usmageligt billige bland-selv slik, det hele - men mine klassekammerater, de bekræfter mig allermest i, at det her var det helt rigtige valg, selvom det nok egentlig ikke var et valg: for når man har drømt om noget, som man aldrig troede på ville ske og som man ikke turde håbe på, så er beslutningen taget på forhånd.

Drømme kan godt gå i opfyldelse.

​