Lidt over seks uger er gået, og oktober er snart gået. Det er d. 20. oktober. Tid er et mærkeligt
begreb. 44 dage har jeg været her. Det hele er lige begyndt, samtidig med, at det er
en evighed siden, at jeg trådte ud af bussen og for første gang så den by, der er mit hjem de næste mange år. Vi er ved at være halvejs
i semestret og der er faktisk kun 1,5 måned til, at eksamenerne går i
gang og to måneder til, at jeg skal til Danmark for at fejre jul. Tid er noget mærkeligt noget.
Så ja, hvad er der så rent faktisk sket? Har jeg overhovedet noget
spændende at fortælle? Mit liv er ved at en stor studentlife-cliché, hvis jeg
selv skal sige det. Det er komisk og tragisk. Jeg svømmer, jeg studerer og
jeg har engang imellem tid til at have et socialt liv også - hvis er jeg
heldig. Det kan opsummeres med meget få ord. Lange biblioteksdage,
uendelige litteraturlister, essays i lange baner.. Det er ikke for sjov, når de
siger, at et universitetsstudie er fuldtid. Det er mere end fuldtid. Det er en
livsstil og et puslespil, der skal gå op. Og jeg ved, at der er rigtig mange
her, der ikke synes, at det er umagen værd, for det er svært at få puslespillet
til at gå op. Men når jeg får det til at gå op, så er det umagen værd. Uden tvivl.
En onsdag for et par uger siden havde jeg fået nok af at læse, så jeg besluttede mig for at give mig en frieftermiddag. Jeg havde trods alt været til svømning, så lidt havde jeg lavet. Jeg gik mig en tur. På trods af, at jeg har set utallige billeder fra stranden her i Aberdeen og på trods af, at det tager 15 minutter at gå derned, var det første gang, jeg var dernede. Og det skulle jeg godt nok have gjort noget før. Vejen derned er over en gammel, brostensbelagt bro og det sted er et af de mest fredfyldte steder, jeg nogensinde har været. Og jeg bor 2 minutter derfra. Heldig. Det er pusterummet.
Det fik mig til at indse, hvor vigtigt det er for mig at holde en pause en gang imellem. Ikke bare fra at læse, men fra alt hvad der har noget med universitetet at gøre. Jeg elsker alle mine fag, og jeg elsker at være på universitetet, selvom jeg nogle gange er ved at falde i søvn til forelæsningerne. Jeg elsker de lange aftener, hvor man rigtigt kan fordybe sig. Men et afbræk er vigtigt. Der skal være plads til det hele. Også selvom det betyder, at jeg vil få mindre tid til at skrive det essay, der altid ligger og venter på mig. I starten havde jeg hele dage, hvor jeg ikke lavede andet end at læse, og det holder ikke i længden. Jeg er her ikke kun for at studere. Det er ikke den vigtigste faktor. Jeg har lært, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Og derfor tog jeg mig i dag tid til at bage cupcakes til imorgen, hvor jeg fylder 20 år og imorgen vil jeg holde helt fri. Ikke noget med at skrive essays eller læse.
Min fødselsdag sidste år blev brugt i den internationale lufthavn i Houston. På trods af, at jeg sammenlagt brugte en time sammen med folk, jeg faktisk holdte af, så var det nok til at redde dagen. Jeg fik beskeder fra mine nærmeste, der vidste hvilken dag jeg havde foran mig, og de formåede at opmuntre mig, selvom det var dagen, hvor jeg skulle sige farvel til nogle meget vigtige personer og til et land, jeg virkelig var begyndt at elske. Og selvom jeg ikke har hverken min dejlige familie eller mine allerbedste venner til at fejre mig imorgen, så glæder jeg mig. Jeg elsker at have fødselsdag. Jeg elsker at vågne op til beskeder fra mennesker, der har tænkt på mig. Jeg glæder mig til at dele en cupcake med dem, jeg holder af her i Aberdeen. Jeg glæder mig til at åbne det brev, jeg lige har modtaget fra min bedstefar og den pakke fra min familie, som jeg modtog i sidste uge. Bare det, at de har tænkt på mig - det betyder alverden. Og det betyder alverden for mig, at der er nogle her, der også gerne vil fejre mig. Så imorgen vil jeg stå op, spise morgenmad med en af dem, jeg priser mig heldig over at have mødt og jeg vil tage i skole, som jeg plejer - men imorgen bliver det med et smil, uanset om solen skinner eller ej. Bare fordi. Fordi mine teenageår slutter imorgen og fordi jeg, når jeg træder ind i mit 20. leveår imorgen aften, kan se tilbage på dem med intet mindre end verdens største taknemmelighed og glæde. Sidste år ved denne tid var min dag præget af tårer, hjælpeløshed og afmagt. Jeg kunne kigge tilbage på et fantastisk år, men det, der dominerede mine tanker, var medlidenhed. Jeg havde ondt af mig selv over at min 19 års-fødselsdag skulle falde på netop den dag, jeg skulle flyve over Atlanten. Fordi jeg gav op. Jeg lovede mig selv, at det skulle være anderledes det følgende år og jeg lovede mig, at når jeg blev 20 år, så ville jeg kunne se tilbage på et fantastisk år. Jeg lovede mig selv, at med sådan en dårlig start på mit sidste år som teenager, så skulle slutningen være bedre. Og imorgen vil jeg tænke på, netop hvordan jeg kæmpede, for at jeg kunne være her på min 20 års-fødselsdag, igang med at udleve min drøm - og hvordan mit 19. leveår blev endnu mere fantastisk, end jeg kunne have drømt om. I made it.
It’s been six weeks now and October’s almost gone. Today’s
the 20th. Time is a weird concept, because I’ve been here for 44
days and I feel like it’s been so much more. But I also feel like I just got
here yesterday. We’re halfway through the first semester and in about 1,5 months’
time the exams will be here and in two months, I’ll be back in Denmark just in
time for Christmas. Time is a weird thing.
So, yeah, what news do I have? I personally think everything
I could possibly have to tell is interesting, but I’m not sure everyone would
agree, because let’s face it – my life is one big student cliché and every cliché
you’ve heard about student life – I will be the first one to tell you, it’s
true. It’s so true. It’s so tragic and comic at the same time. My life can be
summarized with a few words. I swim, I study and occasionally I find some time
to be social. To actually have a life. But mostly my life consists of long
nights at the library, endless books to read, countless essays.. It’s not a
joke when they say that studying at university is a full time job. It’s even
more than that. It’s a life style and it’s like puzzle that you constantly have
to solve. Sometimes it’s impossible to make it all come together. And for some
people it’s not worth it, trying to solve the puzzle. But when I manage to
solve it, it’s worth it. Every Sunday night when I can look back at a successful
week where I managed to get my study on, managed to give it a 100% at practice,
managed to spend time with my friends too.. then it’s worth more it than
anything.
