Tuesday, 15 July 2014

189 dage senere



























*Advarsel: melodramatisk indlæg forude*
Alting har en ende.
189 dage. 6,5 måned. 21.000 kroner. 100+ timer spenderet i bus, tog, båd og fly. Fem lande. Et kontinent.
Sydamerika er slut for mig i denne omgang. Jeg skal hjem. Men det er ikke bare en rejse, der slutter. Det er ikke bare mit sabbatår, der er ved vejs ende.
Det er mit liv, som jeg er kommet til at kende det. Det er et lille stykke verden, der forsvinder for mig. Et lille stykke liv, jeg efterlader her, når jeg stiger ombord på flyet om et par timer. Det er tid, der rinder ud og bliver til kære minder. Den enormt store omvæltning, som jeg oplevede, da jeg skulle lære at bo i Argentina, den fik mig nærmest til at lægge mit gamle liv på hylden. Alle de nye ting og alle de nye indtryk fik mig næsten til at glemme det liv, jeg havde, før jeg tog afsted - hvilket har gjort, at når jeg kigger tilbage, så er de sidste 6,5 måned af mit liv næsten det eneste, jeg ser. Det fylder det hele.

En artikel jeg læste en aften, da jeg sad på mit værelse i Brasilien, formåede at beskrive den præcise følelse, som jeg ved, at jeg kommer til at sidde med, når jeg lander i Europa imorgen aften. "Reverse culture shock is the experience of returning to something that was once familiar but which now seems different." Det eneste, der har forandret sig, er mig. At komme hjem til noget, som du kender ud og ind og som aldrig vil forandre sig, men som alligevel var bundet sammen med den person, du var engang - det er det, der er udfordringen. At vænne sig til at være i noget, der er fuldstændigt det samme, som da du tog afsted, men som du ser med nye øjne.

Jeg har lært så forfærdelig meget siden jeg ankom - mit spansk er klart det, jeg er mest taknemmelig for, men også mit portugisisk er blevet væsentligt bedre - jeg var ikke sammen med andre end brasilianere i 5 uger (på nær én enkelt amerikaner i Rio) og det hjalp gevaldigt på det. Men livets skole har lært mig noget meget vigtigere. Noget, jeg ikke har kunnet lære i et klasseværelse. Jeg troede jeg kendte mig selv, før jeg tog afsted. Det gjorde jeg også. Men jeg har også lært, at jeg bliver ved med at udvikle mig hele tiden. Jeg har lært utrolig mange mennesker at kende, men den jeg har brugt mest tid med og som jeg er kommet tættere på - det er mig selv. Jeg er produktet af denne her tur. Af det her eventyr.

Jeg bliver ved med at lede efter det perfekte citat, den perfekte måde at beskrive alt det her på - men jeg har indset, at der ikke findes en sætning, der kan dække, hvordan jeg har det. 1000 sætninger ville nok heller ikke kunne gøre det. Jeg skrev i mit indlæg, da jeg forlod Buenos Aires for første gang, at jeg kunne bruge hele min 17 timers togtur på at nedskrible mine tanker og stadig ikke være tæt på at dække det godt nok. Og jeg havde ret. Tanker, observationer og følelser farer rundt i mit hoved og jeg prøver desperat at fange dem og transformere dem til ord. Til klumper, som jeg kan formulere på skrift. Og lige lidt hjælper det. Jeg har kun fattige ord. Jeg har haft det fantastisk. Ordet fantastisk dækker ikke engang. Det her har forandret mig mere end jeg overhovedet troede var muligt. Et halvt år er lang tid og når hver eneste dag er fyldt med oplevelser og nye ting, så føles det som en del længere tid. Jeg oplevede mere i løbet af en måned her i Buenos Aires, end jeg har gjort igennem hele mit liv.

Og nu håber jeg ikke, at der er nogen derhjemme, der sidder og tror, at jeg hader det liv og de rødder, jeg trods alt ikke kan løbe fra, at jeg har i Danmark. Jeg bliver nok (desværre) nødt til at indrømme, at jeg har prøvet at flygte fra min danskhed. Flygte fra det faktum, at mit modersmål er et lille bitte sprog, som ingen har hørt om før og som de fleste kvæles i, hvis de prøver at udtale. At jeg kommer fra et land med et indbyggertal, der svarer til en fjerdedel af de fleste hovedstæder hernede. Men det jeg har fundet, er det, jeg har flygtet fra. Det har været nytteløst at skærme mig fra min danskhed, for hernede er jeg hver eneste dag blevet mindet om den og det tog sin tid, men jeg har fundet det, jeg nok egentlig ledte efter; en stolthed over at være dansker. En stolthed over at være fra et velfungerende land, hvor ingen bliver efterladt. Jeg har altid været taknemmelig over at være fra et af verdens bedste lande, men jeg er først blevet klar over nu, hvad det indebærer. Jeg har set hvor meget folk må kæmpe for at få deres liv til at hænge sammen hernede. Hvor meget mine jævnaldrende må arbejde for at have råd til at en dag studere på universitetet. Men jeg har også lært, at det er ligemeget, hvor vi kommer fra. Det handler ikke om, om vi er latinamerikanere, asiater eller europæere; det er hvor vi skal hen, det betyder noget. Hvor vi gerne vil hen. Hvem vi gerne vil være. Det er ikke hvad der sker i dit liv, men hvordan du reagerer på det, der er vigtigt i sidste ende.

Jeg tog tit mig selv i at tænke, i sommers, at jeg aldrig ville høre til her. Jeg er høj. Mit hår er brunt, men uanset hvor meget farve jeg propper i det, vil jeg aldrig kunne skjule mine blonde træk. Bleg. Min accent, når jeg snakker spansk, afslører, at jeg ikke er latina. Og måske er det ligemeget. Måske behøver jeg ikke passe ind udenpå, men vide at jeg hører til indeni, fordi jeg godt kan lide at være her.

Klokken er nu 05.08 tirsdag morgen d. 15. juli 2014 og denne dato har været fastbrændt på min nethinde lige siden den dag i januar, hvor jeg forlod Danmark. Klokken 13.20 begynder hjulene at rulle på take off-banen i Ezeiza. Jeg har vidst hele tiden, at jeg skulle vende hjem den dag i dag. Og selvom jeg har haft uanede mængder af tid til at forberede mig, så er jeg ikke klar. Det bliver fantastisk at komme videre til næste kapitel, men uanset hvor meget jeg prøver at forblive positiv, så kan jeg mærke, at det her bliver sværere end noget andet jeg har prøvet. Og jeg er kun 19 år. Og jeg har ikke engang sagt farvel til de vigtigste personer endnu. Det er altid svært at sige farvel og lukke ned for noget, du elsker højt. Noget, som du slet ikke er klar til at forlade.

It hurts because it matters.

Mi Buenos aires querido, cuando yo te vuelva a ver no habrá más penas ni olvido

Friday, 11 July 2014

Tilbage hvor det hele startede


























Klokken 18.30 torsdag d. 19. juni rullede min bus væk fra platformen på Tiete-stationen i São Paulo. Foran mig lå der 36 timers rejse. Med bus. Men jeg var ligeglad. For enden af tunnelen ville Buenos Aires vente på mig og der var absolut intet, der kunne slå mig ud. Jeg kunne overvinde alt, hvis bare det betød, at Buenos Aires ville vente på mig i den anden ende. Og rigtigt nok gik turen med lynets hast og før jeg fik set mig om, var de første 15 timer gået og jeg kunne træde ud af den første bus ved Foz de Iguaçu, der markerer grænsen mellem Brasilien og Argentina. Klokken var 9 om morgenen og jeg havde 4 timers ventetid at slå ihjel - heldigvis for mig, fløj de afsted. Jeg kunne endelig stige ombord på bussen, hvor målet ville være Argentina. Jeg skulle hjem. Da jeg så ordene Buenos Aires stå skrevet på skilet i bussens vindue, sprang mit hjerte et slag over. Jeg var spændt helt ud til fingerspidserne. Vi kom til grænsen. Ud af bussen. Immigrationen gik gnidningsfrit og mit pas blev beriget med min sidste indgangsbillet til Argentina. 20. juni 2014. Vi kunne sætte kursen mod Buenos Aires. Igennem bjergtagende landskaber. En helt nyt del af Argentina, jeg ikke havde set før. Det var smukt. Tingene begyndte igen at stå skrevet på spansk. Det argentinske flag begyndte igen at dukke op overalt. Og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det her land. 17 timer senere begyndte vi at nærme os hovedstadens bygrænse. Jeg havde ikke sovet overhovedet, men jeg var lysvågen, så snart jeg kunne begynde at kende det igen. Lørdag morgen, og byen var ved at vågne. Solen var ved at stå op. 

Ja, det var enormt skønt at rejse. Det var skønt at se Brasilien, Chile og Columbia. Det var ekstremt skønt at besøge de venner, jeg egentlig var taget til Sydamerika for at se. Det var skønt at smage nye ting, soppe i det caribiske hav, snakke portugisisk med brasilianerne, se solen gå ned andre steder, møde nye mennesker. Men den ting, der topper listen over de bedste ting i Sydamerika - det var det øjeblik, hvor jeg stod af bussen på Retiro, busstationen i Buenos Aires, og for første gang så det velkendte igen - noget velkendt midt i en anden verden. Det var at vende tilbage til hostellet, hvor det hele startede. Det var at komme tilbage og få at vide, at jeg havde manglet i den tid, jeg havde været væk. Det var at se mine gamle venner igen efter hvad der føltes som en evighed væk fra Argentina.

Jeg har snart været tilbage i 3 uger. Igennem hele min sidste tid i Brasilien gik jeg med en irrationel bange anelse om, at jeg ville have for meget tid i Buenos Aires, inden jeg skulle hjem igen, og at mine forventninger til mine sidste uger i byen måske havde været lidt for høje. Jeg var bange for, at jeg ville blive skuffet, hvis ikke mine sidste uger blev ligeså gode, som de tre første måneder var. Der var noget at leve op til. Jeg var bange for, at Buenos Aires ville miste sin magi. Overskriften på det indlæg, jeg skrev, da jeg forlod byen i sommers, var da også 'Kunsten at sige farvel til noget, du aldrig får igen'. Jeg forberedte mig på, at når jeg engang kom tilbage, så ville det ikke være ligeså formidabelt, som det var dengang. Men alle mine bekymringer var formålsløse og jeg kan nu uden tvivl sige, at det har været ligeså godt som det var i sommers. Alt er forandret, det kan jeg ikke komme udenom. Der er vinter og der er næsten det, men også kun næsten det, jeg ville kalde for koldt, men denne her by kan bære det. Bladene falder af træerne og de ligger som små gyldne knaster på gaden. Byen er anderledes om vinteren. Atmosfæren er anderledes. Det gør den ikke mindre smuk. Magien er her stadig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville elske byen ligeså meget, som jeg gjorde første gang. Denne her gang ville det jo være uden størstedelen af de mennesker, der gjorde det specielt første gang. Der er kun en meget lille portion af dem tilbage. Men der er kommet nye til. Der er kommet nye voluntører på mit hostel, nye langtidsrejsende som jeg selv - og jeg har fået en ny familie. En ny familie, der altid venter derhjemme og som er der, når jeg har brug for den. Nye venner, der får mig til at smile og grine. Præcis ligesom første gang, jeg var her. I virkeligheden er der intet, der har ændret sig.

Jeg har brugt mine dage på at krydse ting af listen. Min 'Hvad-jeg-skal-have-gjort-i-Buenos Aires-inden-jeg tager-hjem'-liste. Se de sidste seværdigheder. Købe de sidste souvenirs. Skabe de sidste minder. Tage de sidste afskeder. Men jeg har også haft tid til at nyde nationalismen, og den gør det måske endda endnu sværere at skulle sige farvel, end det er i forvejen. VM-feberen er her og jeg har heppet på både Columbia, som det ses på overstående billede, Brasilien og Argentina. Selvfølgelig mere på Argentina end de to andre. Og jeg må jo bringe held, for vi er i finalen. Byen gik fuldstændigt amok, da Holland var slået. Bare fem minutter inden lå gaderne helt og aldeles øde. Der var fest hele natten. Folk var samlet alle steder. Og selvom jeg overhovedet ikke er tæt på at være argentiner, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule stolt. Vi ved alle sammen godt, at vi ikke har en chance mod Tyskland på søndag. Men onsdag aften var det underordnet. Folk hoppede op og ned i undergrundsbanen så meget, at den bevægede sig. Lokomotivføren spillede en sejrsmelodi med hornet hver gang, toget kom til en ny station. Der var folkemængder, så langt øjet rækker og dem, der var modige nok, var kravlet op i lygtepælene for at have bedre overblik over den enorme menneskemængde, som befandt sig på Plaza de la Republica, byens mest centrale plads, ved midnat. Det var utroligt. Jeg har aldrig set noget lignende. Alle var glade. Og jeg var sammen med en af de mennesker, der betyder allermest for mig. Og da folk for 117. gang var færdige med at skråle nationalmelodien, kiggede jeg på ham. Og jeg tror aldrig, jeg har været lykkeligere.












Jeg har fire hele dage tilbage. Tirsdag morgen er det slut. Og for et par timer siden fik jeg krydset den sidste ting af listen. Jeg skamferede min hud med kulsort blæk for aldrig nogensinde at glemme. Og det eneste, jeg mangler nu, er at sige farvel. Jeg har det sværeste til gode. Fire dage.