Tilbage hvor det hele startede

Klokken 18.30 torsdag d. 19. juni rullede min bus væk fra platformen på Tiete-stationen i São Paulo. Foran mig lå der 36 timers rejse. Med bus. Men jeg var ligeglad. For enden af tunnelen ville Buenos Aires vente på mig og der var absolut intet, der kunne slå mig ud. Jeg kunne overvinde alt, hvis bare det betød, at Buenos Aires ville vente på mig i den anden ende. Og rigtigt nok gik turen med lynets hast og før jeg fik set mig om, var de første 15 timer gået og jeg kunne træde ud af den første bus ved Foz de Iguaçu, der markerer grænsen mellem Brasilien og Argentina. Klokken var 9 om morgenen og jeg havde 4 timers ventetid at slå ihjel - heldigvis for mig, fløj de afsted. Jeg kunne endelig stige ombord på bussen, hvor målet ville være Argentina. Jeg skulle hjem. Da jeg så ordene Buenos Aires stå skrevet på skilet i bussens vindue, sprang mit hjerte et slag over. Jeg var spændt helt ud til fingerspidserne. Vi kom til grænsen. Ud af bussen. Immigrationen gik gnidningsfrit og mit pas blev beriget med min sidste indgangsbillet til Argentina. 20. juni 2014. Vi kunne sætte kursen mod Buenos Aires. Igennem bjergtagende landskaber. En helt nyt del af Argentina, jeg ikke havde set før. Det var smukt. Tingene begyndte igen at stå skrevet på spansk. Det argentinske flag begyndte igen at dukke op overalt. Og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det her land. 17 timer senere begyndte vi at nærme os hovedstadens bygrænse. Jeg havde ikke sovet overhovedet, men jeg var lysvågen, så snart jeg kunne begynde at kende det igen. Lørdag morgen, og byen var ved at vågne. Solen var ved at stå op. 

Ja, det var enormt skønt at rejse. Det var skønt at se Brasilien, Chile og Columbia. Det var ekstremt skønt at besøge de venner, jeg egentlig var taget til Sydamerika for at se. Det var skønt at smage nye ting, soppe i det caribiske hav, snakke portugisisk med brasilianerne, se solen gå ned andre steder, møde nye mennesker. Men den ting, der topper listen over de bedste ting i Sydamerika - det var det øjeblik, hvor jeg stod af bussen på Retiro, busstationen i Buenos Aires, og for første gang så det velkendte igen - noget velkendt midt i en anden verden. Det var at vende tilbage til det hostel, hvor det hele startede. Det var at komme tilbage og få at vide, at jeg havde manglet i den tid, jeg havde været væk. Det var at se mine gamle venner igen efter hvad der føltes som en evighed væk fra Argentina.

Jeg har snart været tilbage i 3 uger. Igennem hele min sidste tid i Brasilien gik jeg med en irrationel bange anelse om, at jeg ville have for meget tid i Buenos Aires, inden jeg skulle hjem igen, og at mine forventninger til mine sidste uger i byen måske havde været lidt for høje. Jeg var bange for, at jeg ville blive skuffet, hvis ikke mine sidste uger blev ligeså gode, som de tre første måneder var. Der var noget at leve op til. Jeg var bange for, at Buenos Aires ville miste sin magi. Overskriften på det indlæg, jeg skrev, da jeg forlod byen i sommers, var da også 'Kunsten at sige farvel til noget, du aldrig får igen'. Jeg forberedte mig på, at når jeg engang kom tilbage, så ville det ikke være ligeså formidabelt, som det var dengang. Men alle mine bekymringer var formålsløse og jeg kan nu uden tvivl sige, at det har været ligeså godt som det var i sommers. Alt er forandret, det kan jeg ikke komme udenom. Der er vinter og der er næsten det, men også kun næsten det, jeg ville kalde for koldt, men denne her by kan bære det. Bladene falder af træerne og de ligger som små gyldne knaster på gaden. Byen er anderledes om vinteren. Atmosfæren er anderledes. Det gør den ikke mindre smuk. Magien er her stadig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville elske byen ligeså meget, som jeg gjorde første gang. Denne her gang ville det jo være uden størstedelen af de mennesker, der gjorde det specielt første gang. Der er kun en meget lille portion af dem tilbage. Men der er kommet nye til. Der er kommet nye voluntører på mit hostel, nye langtidsrejsende som jeg selv - og jeg har fået en ny familie. En ny familie, der altid venter derhjemme og som er der, når jeg har brug for den. Nye venner, der får mig til at smile og grine. Præcis ligesom første gang, jeg var her. I virkeligheden er der intet, der har ændret sig.

Jeg har brugt mine dage på at krydse ting af listen. Min 'Hvad-jeg-skal-have-gjort-i-Buenos Aires-inden-jeg tager-hjem'-liste. Se de sidste seværdigheder. Købe de sidste souvenirs. Skabe de sidste minder. Tage de sidste afskeder. Men jeg har også haft tid til at nyde nationalismen, og den gør det måske endda endnu sværere at skulle sige farvel, end det er i forvejen. VM-feberen er her og jeg har heppet på både Columbia, som det ses på overstående billede, Brasilien og Argentina. Selvfølgelig mere på Argentina end de to andre. Og jeg må jo bringe held, for vi er i finalen. Byen gik fuldstændigt amok, da Holland var slået. Bare fem minutter inden lå gaderne helt og aldeles øde. Der var fest hele natten. Folk var samlet alle steder. Og selvom jeg overhovedet ikke er tæt på at være argentiner, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule stolt. Vi ved alle sammen godt, at vi ikke har en chance mod Tyskland på søndag. Men onsdag aften var det underordnet. Folk hoppede op og ned i undergrundsbanen så meget, at den bevægede sig. Lokomotivføren spillede en sejrsmelodi med hornet hver gang, toget kom til en ny station. Der var folkemængder, så langt øjet rækker og dem, der var modige nok, var kravlet op i lygtepælene for at have bedre overblik over den enorme menneskemængde, som befandt sig på Plaza de la Republica, byens mest centrale plads, ved midnat. Det var utroligt. Jeg har aldrig set noget lignende. Alle var glade. Og jeg var sammen med en af de mennesker, der betyder allermest for mig. Og da folk for 117. gang var færdige med at skråle nationalmelodien, kiggede jeg på ham. Og jeg tror aldrig, jeg har været lykkeligere.

Jeg har fire hele dage tilbage. Tirsdag morgen er det slut. Og for et par timer siden fik jeg krydset den sidste ting af listen. Jeg skamferede min hud med kulsort blæk for aldrig nogensinde at glemme. Og det eneste, jeg mangler nu, er at sige farvel. Jeg har det sværeste til gode. Fire dage.