Tuesday, 25 September 2018

14 minutter i tog


Jeg tænker altid, når jeg forlader min lejlighed i Kannelmäki, at jeg skal gå i god tid for ikke at løbe igennem skoven og halse op og ned ad trapperne til perronen. Toget kommer hvert tiende minut, men alle minutter tæller når man bor udenfor byen. Hvis jeg skal vente på det næste tog, kommer jeg for sent!

De 14 minutter, som det tager toget fra min station til centralstationen i Helsinki, er altid fulde af tanker og observationer om det her nye og meget forunderlige land, som jeg flyttede til for lige godt en måned siden.

Finland. Jeg voksede op på Finlandsvej i Hobro, så det lå vel egentlig nok i kortene.

Toget futter fra Kannelmäki, og et minut senere stopper vi ved Pohjois-Haaga. Jeg krydser ingen veje på vej til stationen, men hver gang jeg krydser en vej ude i mit nabolag, så holder bilerne alle sammen ved fodovergangene for fodgængere. Uden undtagelse. De stopper gerne et par sekunder i forvejen for at sikre sig ikke at køre over lige før du krydser fodgængerovergangen. For det ville jo være uhøfligt, og det er en synd i den finske bog.

Vi forlader Pohjois-Haaga, og kører igennem et grønt område. Naturen er alle vegne nord for Helsinki. Jeg bor tæt på en skovpark, der essentielt er en skov med et indlagt stisystem. Der er mange gengangere på stien, da det er et populært sted for de lokale at motionere. Men ingen af dem smiler tilbage uden på stien, når jeg kigger på dem og anerkender deres tilstedeværelse. Jeg ved godt jeg er i det nordligste af de nordiske (fast)lande, men det der med at kigge på hinanden og smile når man passerer hinanden, det troede jeg var universielt. Selv i Danmark smiler folk som regel og anerkender mig tilbage. Jeg holder på, at det er universielt, og jeg bliver ved. De skal nok knække.

Men jeg må også bare indse, at privatsfæren heroppe tages meget seriøst. Vi ankommer til Huopalahti, som er et af mine yndlingsord på finsk. Det hedder Hoplax på svensk. Det ord kan jeg også godt lide. Stationen er ret travl, så en masse mennesker står på. Selvom de fleste sæderækker har to gange tre sæder overfor hinanden, så er det sjældent, at jeg ser fremmede sige lige ved siden af hinanden. Man kan være helt sikker på, at alle sektioner i hele toget er optagede af mindst én person, hvis du får en sidekammerat. Man leder altid efter en hel tom sektion, før man overskrider andres privatsfære og deres private sædesektion. Jeg ser stadig ingen, der sidder umiddelbart lige ved siden af hinanden, da vi forlader Huopalahti.

Jeg skal også være påpasselig med at kigge for meget på folk. Det er også ildeset. Så jeg må nøjes med at kigge ud af øjenkrogen. Jeg ser mindst 5 fyre med langt hår. Finland har uden tvivl den største koncentration af fyre med langt hår, hvilket nok hænger sammen med den store heavy metal-interesse. Nu vi er ved hår: koncentrationen af folk med pang- og pastelfarvet hår er også iøjnefalende. Vi ankommer til Ilmala. Der stiger to kontrollører på. Alle hiver deres rejsekort frem. Det er virkelig nemt at køre uden billet i deres regionale tog. Jeg kunne ikke få mit rejsekort, før jeg havde et finsk CPR-nummer, og det fik jeg først i sidste uge. Det siger meget om finnerne, at de alle sammen betaler (ofte 50 EUR) for et rejsekort selvom de sjældent bliver kontrolleret. Det er dog en lettelse ikke at panikke, hver gang jeg ser kontrolløerne i de mørkeblå jakker træde på toget. Jeg rækker dem nonchalant mit grønne rejsekort, lige som toget forlader Ilmala. 

Et par minutter efter ankommer vi til Pasila, som er sidste station før centrum. Her ligger en Lidl meget tæt på stationen, hvor jeg forudser at jeg bliver stamkunde. Finland er nemlig et d-y-r-t land at bo i. Jeg vil slet ikke komme ind på at spise ude, drikke sig i hegnet udenfor hjemmets fire vægge eller andre extravagante ting, man kan foretage sig i byen, for det er så dyrt at jeg kun har spist ude én enkelt gang. Og så har jeg selvfølgelig frekventeret vores UniCafé, men der koster et stort måltid mad kun 19 kroner, så det tæller ikke. Så jeg kan udtale mig om supermarkederne. Nuvel, det er ikke sådan viiildt meget dyrere end Danmark, men det er sjældent man finder ting, der koster under en euro. Og når man er vant til britiske priser (en af de mange, mange ting jeg savner ved Skotland), så er det fandme med at notere sig, hvor tingene koster hvad, for at få det hele til en rimelig pris. Også selvom det indebærer at tage i 3 forskellige butikker.

Kort efter at hjulene triller fra Pasila, høres den automaterede stemme over højtaleren, der informerer os om, at vi ankommer til Helsingfors Centralstation. Meldingen kommer både på finsk, svensk og engelsk. Der er vist en del, der ikke ved det (jeg fik først fat i det sådan rigtigt for et par år siden..), men Finland har et mindretal, der har svensk som modersmål, og svensk er derfor et af de finske nationalsprog. Finlandssvensk, hedder det vist. Det gør mit liv i Finland lidt nemmere, at et af de officielle sprog er en syngende udgave af dansk. Så kan jeg da i det mindste forstå halvdelen af fødevaredeklarationerne, når jeg er ude og handle. I skrivende stund har jeg haft 5 finsk lektioner, og jeg har aldrig i mit liv været så opgivende omkring noget, som jeg har været moderat spændt på før det gik i gang. Dog er det lidt sejt, når jeg pludselig forstår noget af volapykken, som jeg læser rundt omkring i byen. Så jeg færdiggør de lektioner, jeg allerede har påbegyndt. Det har jeg lovet mig selv.

Vi ankommer til centrum. Alle står af toget. Solen skinner fra en himmel så blå, at det halve kunne være nok. Ikke engang himlen i Skotland var så blå. Og til alle jer der har spurgt, for det er der mange der har: selvfølgelig savner jeg Aberdeen og mit liv i Skotland. Jeg savner mit arbejde og det kæmpe netværk, jeg har derovre. Jeg savner de organisationer, jeg var frivillig i. Det indrømmer jeg gerne. Jeg var ikke klar til at forlade Skotland, og det føltes unaturligt på en positiv måde. Jeg havde bygget et fantastisk liv op, med alt hvad det indebar, og selvfølgelig er det surt at forlade det, især hvis man ikke har den mindste lyst til at forlade det. Tårene var på en eller anden måde endnu mere salte, fordi jeg følte, at jeg ikke selv havde valgt at smutte. Også selvom jeg var fuld af spænding og længsel efter næste kapitel. Det var en ambivalent følelse.

Men mulighederne var bare bedre i de nordiske lande. Uendeligt bedre. Uddannelsesmulighederne. Muligheden for at få SU med herop, hvilket kun ville være muligt, hvis jeg valgte en nordisk kandidat. Jeg begrunder typisk ikke mine beslutninger på sådanne kedelige faktorer, men jeg var også klar over, at jeg ville blive gladere for valget om at tage tilbage til Norden i sidste ende. Højt på listen over kedelige faktorer finder vi naturligvis også Brexit. Ej at forglemme. Det var et nemt valg, selvom det var et af de sværeste, jeg nogensinde har taget, og selvom det måske ikke engang var et valg.

Jeg kan lige ane katedralens karakteristiske tyrkiske kuppel, da jeg går mod vores hovedbygning, hvor jeg har time. Selvom det ikke var min drøm at flytte fra Storbritannien, så har Helsinki været det, lige siden jeg var her med min familie for 8 år siden. En drøm. Men også kun det. Realistisk set var der ingen chance for, at jeg kunne komme ind på deres universitet. Men det kom jeg på en eller anden forunderlig vis alligevel.

Jeg træder ind i klasseværelset, som ligger vitterligt en spytklat fra katedralen: den gudesmukke hvide katedral, som er byens absolutte centrum. Alle mine klassekammerater sidder og snakker før lektionen går igang. De er uden tvivl den mest fantastiske gruppe mennesker, jeg nogensinde har haft æren af at omgive mig med. Den tanke løber igennem mit hoved flere gange dagligt.

Jeg elsker Helsinki, naturen, min lejlighed, at få lov at studere i et af de bedste uddannelsessystemer i verden, den friske luft, kanelsnurrene, det strømlinede transportsystem, det usmageligt billige bland-selv slik, det hele - men mine klassekammerater, de bekræfter mig allermest i, at det her var det helt rigtige valg, selvom det nok egentlig ikke var et valg: for når man har drømt om noget, som man aldrig troede på ville ske og som man ikke turde håbe på, så er beslutningen taget på forhånd.

Drømme kan godt gå i opfyldelse.






Saturday, 23 June 2018

Totusindogsytten

Mit smukke universitet
Jeg startede januar ud i Danmark, hvor jeg hyggede mig med familien og især også med Luna, som tog ud i den store verden senere på måneden. Jeg tager tilbage til Skotland midt i januar, hvor mit 6. semester skal til at starte. Den første uge af semesteret er meget hektisk: jeg flytter til en anden lejlighed og min Terrence Higgins Trust (THT)-induktion (hvis man ikke ved, hvad jeg snakker om, kan jeg referere til dette indlæg) begynder dagen efter første skoledag, hvor jeg tager toget ned til Dundee sammen med to andre frivillige fra Aberdeen. Jeg kendte godt den ene i forvejen, men den anden, Gordon, skulle vise sig at blive et fantastisk nyt bekendtskab. Jeg husker tydeligt hvilke forestillinger, jeg havde inde i hovedet, før jeg mødte ham. Jeg havde for det første ikke forventet, at han var 53 - men alderen var nærmest ikke eksisterende (på den gode måde) og vi blev hurtigt gode venner og han er en af dem, jeg husker tilbage på, når jeg tænker tilbage på året 2017. Vi var i Dundee de sidste tre tirsdage i januar og det var altid noget, jeg så frem til, når en ny uge begyndte. Jeg mødtes også regelmæssigt med min gruppe fra et fag, vi havde semesteret før, for at fejre vores succesfulde samarbejde. Når man stadig har lyst til at ses efter måneder med intens teamwork, så ved man, at man har fat i noget godt! Jeg var også involveret i noget talentspejderi med sportscenteret, hvor jeg arbejder - vi var på udkig efter den nye Tom Daley, som er en meget kendt britisk udspringer. Nogle af de børn, vi testede, har potentiale til at nå helt til tops, så det var spændende at være med til.

Málaga
Talentspejderiet fortsatte i februar, hvor vi fortsat besøgte skoler og testede børn til den store guldmedalje. Jeg arbejdede en del i sportscenteret grundet sports camps, og var også afløser for mine kollegaer en del gange. De fag, jeg var blevet tilbudt at være med til at udvikle som resultat af den konference, jeg deltog i i Leicester året før, var ved at tage form (beskrevet her) og vi mødtes en del i februar for at få det op at stå. THT-induktionen i Dundee var slut, så jeg fik lov at være flue på væggen til min første STI testing clinic som foregik på mit eget campus. Jeg tog til Málaga med Ann i slutningen af måneden, hvilket var et skønt og tiltrængt afbræk midt i antropologi-rapporter og  politiske hukommelsesstudier. Der var 20 grader og høj sol. Det var skønt!

Bremen, Tyskland
Marts var en meget travl måned. Den startede ud i Spanien, hvor jeg fløj hjem fra Málaga d. 1. Tanket op på C-vitamin og klar på at arbejde hårdt for at nå alt, hvad jeg havde sat mig for at lave og nå i marts. Weekenden efter min hjemkomst fra syden, havde jeg et trænerkursus, og jeg kan nu kalde mig britisk level 1 atletiktræner. Det foregik på min arbejdsplads og tog kun to dage, så det var både nemt og sjovt. Jeg var også inde på dates-n-mates kontoret en god del gange for at hjælpe dem med kontorarbejdet og det var ofte en del sjovere end at sidde og læse. For at blive ved mit volunteer-lyf, så var jeg også til det første møde med Royal Voluntary Service’s nye fundraising commmittee, som jeg var med til at starte i år. Jeg har været frivillig hos RVS siden jeg flyttede til Skotland i september 2014, men vores forhold har været mere on og off end jeg forestillede mig, da de har haft en god del personaleudskiftninger. Sådan er det ofte med velgørenhedsorganisationer, har jeg lært. På den hårde måde! Men nu er der endelig en "stilling", som jeg er tilfreds med.

Jeg var også til debat næsten hver torsdag i marts, da vi har en glimrende debat-klub på campus, som ofte tager nogle interessante emner op. Det er både underholdende og informativt. Og så er det en glimrende måde at bruge tid med sine venner på, især venner som man ellers ikke ser så meget til. Jeg havde også købt en flybillet til Madeira i midten af marts, da jeg havde fået forsinkelseskompensation fra Ryanair fra turen til Málaga. Den tur blev aldrig til noget! Det kan man læse mere om her. Jeg havde også en flybillet til Danmark, hvor jeg landede d. 17. marts, da jeg gerne ville være hjemme til at fejre min bedstefars 84 års fødselsdag. KLM kan man altid regne med. Jeg var til Wafande koncert med min mutter samme aften, som jeg kom hjem. Min gode far lånte mig sin bil, så jeg kunne køre til Bremen i Tyskland et par dage efter, for at besøge en af mine venner, som var på udveksling dernede. Lige præcis den veninde, som jeg endte med at flytte sammen med, lige som mit 4. år på universitetet stod for døren i september det år, og også hende, som jeg senere på året besøgte i sit hjemland, Bulgarien. Næsten alle mine deadlines lå i marts, så meget af tiden derhjemme blev brugt på at skrive essays. Jeg fløj tilbage til Skotland i slutningen af marts, hvor jeg havde mine sidste timer på skolen inden vores forårsferie.

Udsigt over Missisippi floden i Memphis, Tennessee
De fleste universiteter i Storbritannien har en umådelig lang spring break i april og mit er ingen undtagelse. De fleste af uddannelserne afslutter deres undervisning før april starter, og så starter vores eksamensperiode så i slutningen af april. Så vi har essentielt 3-4 uger fri, afhængigt at øjnene, der ser. Personligt ser jeg altid glasset som halv fuldt, så jeg har fire hele ugers fri. Og så kunne jeg passende tage til USA og besøge mine venner, hvilket er præcis, hvad jeg gjorde! 3. april satte jeg mig på en flyver mod Chicago. Jeg fandt en ekstremt billig billet tilbage i september sidste år, så jeg gik længe og glædede mig. Jeg har været i Chicago før, sidste gang med samme formål (læs om min Thanksgiving i Chicago her) - nemlig for at besøge en af mine ultimativt bedste venner, Zily. Da det passede bedst med datoer og flybilletter, er jeg hos Zily til d. 5., hvor jeg flyver til Memphis. Jeg har villet tilbage og besøge Memphis, lige siden jeg var på udveksling på Rhodes College i efterårssemesteret 2015, og nu kunne det endelig ske! Mit hjerte sad udenpå tøjet, da jeg endelig kom hjem. Rhodes College er et af mine hjem, det er der ingen tvivl om. Og det er nok det sted, hvor jeg har/havde den største koncentration af mine allerbedste venner, der kan Aberdeen ikke engang være med. Det var skønt at være tilbage, og det var næsten som om, at tiden var gået i stå til jeg kom igen. Jeg var æresgæst hos mine gamle lærere, hvor jeg var med i deres klasseværelser og jeg brugte flere timer på deres kontorer, hvor vi diskuterede min forestående bacheloropgave (med deadline d. 12. januar 2018). Vi korresponderer stadig ofte, og det har i sandhed været en stor del af det fantastiske udbytte, jeg fik af mit udvekslingsophold. Der var selvfølgelig også alle mine herlige venner, som jeg havde glædet mig enormt meget til at se igen; jeg var så heldig at kunne bo med min gamle roomate, Faith, som havde en ledig seng i sin lejlighed. Jeg var med til mine venners timer, mødte de nye internationale studerende (incl. en udvekslingsstuderende fra Aberdeen, som blev en god ven efter han kom tilbage til Skotland semesteret efter), var endelig til en basketball kamp med Memphis Grizzlies, tog på roadtrip til Arkansas for at besøge en mulig skole til en af mine venners kandidatuddannelse og fik endelig besøgt Mississippi, hvor jeg mødte Faith's familie. Det var helt fantastisk.

Efter næsten 2 uger i Memphis var det tilbage til herlige Chicago, hvor jeg havde en uge med Zily. Det blev også endelig til en baseballkamp på Wrigley Field med the Cubs, en tur i Lincoln Zoo, en fantastisk koncert med Mike Posner, masser af Challah-bagning og en tur til Shabbat i Zily's Chabad, en del comedy shows, en ny tatovering til mig og et teaterstykke på Steppenwolf. Jeg holder meget af Chicago; det er bestemt ikke sidste gang, jeg besøger den by igen! Jeg flyver tilbage til Skotland da det meste af april er gået, og resten af april går med at læse til min eksamen. Eller, jeg prøver da. Eksamenslæsning er ikke min stærke siden..det gik ikke så godt, men jeg havde det sjovt!

Til J Balvin koncert i Madrid
Allerede d. 2. maj har jeg min eneste eksamen, og klokken 11 GMT er jeg færdig med mit 3. og næstsidste år på universitetet! Allerede dagen efter flyver jeg hjem til Danmark, da jeg har en skarpskåret sommer foran mig - ingen grund til at vente! Jeg har sat mig for at undersøge potentielle byer til min kandidat. Så efter et par dage hjemme, flyver jeg til Madrid. Det var lige det billigste! Madrid imponerede mig på ingen måde, første gang jeg besøgte den tilbage i gymnasiet. Men denne her gang. Jeg forelskede mig! Dagen efter flyver jeg til Porto i Portugal, hvor jeg er et par dage. Første gang i Portugal, når nu Madeira ikke skete.. Videre til Lissabon, hvor jeg efter at have tjekket byen ud, tager toget til Salamanca i Spanien. De opmærksomme vil huske, at jeg i 2012 var på sprogskole i Salamanca, og de fleste kan vel huske mit lange indlæg (læses her), som jeg skrev om min oplevelse der. Jeg behøver vist ikke sige mere. Jeg havde en fantastisk uge i Salamanca, inden jeg tog toget til Madrid, for at mødes med to af mine bedste venner fra Aberdeen. Vi var til J Balvin-koncert og chillede i Madrids hede, og jeg besøgte et af Madrids universiteter for at se, om det var noget for mig. Jeg var kun tilbage i Madrid i tre dage, men det var fantastisk! Jeg flyver tilbage til Danmark d. 24. maj, hvor der er fantastisk vejr. Vi havde vist nok et af årets eneste (måske endda den eneste?) sommerdag på min fars 60 års fødselsdag d. 27., og jeg pyntede op til den helt store guldmedajle og vi havde kagemand og tonsvis af lækker mad. To dage efter tager jeg et par dage til Berlin, blandt andet for at mødes med Gordon, som var i gang med at flytte fra Aberdeen til Berlin, og for at besøge en af de venner fra Argentina, der står mit hjerte allermest nært, som jeg ikke havde set siden den dag, jeg forlod Sydamerika i juli 2014.

Smukke Plovdiv i Bulgarien
Juni starter således i Berlin for mit vedkommende, og da jeg kommer hjem til Danmark igen, står den på familiehygge og afslapning. Jeg flyver til Skotland igen midt i juni, da jeg tilbage i januar havde købt en flybillet med afgang fra Glasgow. Jeg tager til Bulgarien for at besøge selvsamme veninde, som jeg besøgte i Bremen, og vi har en herlig uge, hvor vi bor hos hendes forældre i Vratsa, besøger hendes søster i Sofia, tager på tur til Plovdiv og Veliko Tarnovo. Bulgarien er umådelig smukt, og jeg er næsten trist over at skulle retur til Skotland igen, men jeg havde kun gode ting i vente; arbejde! Det lyder næsten forkert, gør det ikke? Men først en lille tur til Polen med Luna - jeg havde fundet en billig billet til Warszawa, og den var hun med på. KLM slog til igen, så 27. juni mødtes vi i herlige Polen. Jeg har været i Polen før, men aldrig i hovedstaden. Det var en fejl - den er ligeså herlig som resten!

Zily, Guy og jeg i Edinburgh
Således indledes mit juli i Polen, hvor vores veje skilles igen, da jeg tager tilbage til Skotland d. 1. Som i juli 2016 (beskrevet her), skulle jeg igen være med til sommer sports camps i sportscenteret, hvor jeg arbejder. Denne gang som rigtig træner. Jeg havde sagt ja til 5 uger, og de begyndte to dage efter jeg var kommet retur fra syden. Der var næsten sommerlige temperaturer i Skotland. Næsten. Jeg glædede mig så meget til camps - det er altid sjovt. Og de 5 uger fløj afsted, på trods af at jeg nogle uger arbejdede lørdag og søndag også. Jeg havde forskellige aldersgrupper hver uge, og skiftede mellem at være træner for alle grupperne på skift og være leder for en gruppe - og selvom jeg skulle op 6.30 nogle dage og havde været ude til klokken 2 aftenen før, så var jeg et stort smil. Aberdeen var stille, og vejret var lunt og mildt. Det var fantastisk. En uge inde var jeg i Edinburgh over weekenden for at mødes med Zily og hendes bror, som var på Tour de Europa - og således kunne vi krydse vores 3. kontinent af, som vi har besøgt sammen! Jeg var også på campus lidt, i et forsøg på at kickstarte forarbejdet til min bacheloropgave. Efter fyraften den første arbejdsdag i starten af juli startede jeg vores lejlighedsjagt, og vi endte med at flytte ind i den første og eneste lejlighed, jeg nogensinde nåede at se, da den var alt hvad vi ledte efter. Da juli var ovre, var jeg flyttet ind - alt var på plads!

På toppen af Island
Jeg havde lige et par arbejdsdage i starten af august, inden jeg d. 4. satte kursen mod Danmark igen. En af mine gode venner fra Memphis havde planlagt en tur til København dagen efter, så allerede dagen efter tog jeg toget til hovedstaden og vi legede turister i et par dage. Vejret var fænomenalt og hun forelskede sig hovedkuls i København! Tilbage i Nordjylland stod den atter på sommerferie og familiehygge, inden turen gik til Island med (næsten) hele familien - vores måde at fejre fars 60 års fødselsdag på! Island var fantastisk, og jeg har en fuld kamerarulle (nogle af billederne kan ses her). Det levede helt op til forventningerne. Vi mæskede os i skyr, fisk og Djúpur, var ude på skrå og stjele veje og nød Islands vidunderlige natur.

Yndlingsteam fra THT i Dundee
Den første dag i september fløj jeg tilbage til Skotland, og der var fart på feltet i de første to uger af september. Som rusugen året før, var der mange ting at se til - jeg var frivillig med vores Students Association igen, hvor jeg blandt andet var med lufthavnsshuttle for nye elever og natbusser til de gå i byen-glade elever. Jeg var også på receptionsvagt i sportscenteret og havde rigtig mange trænertimer. Jeg var også, sammen med min chef og kolleger fra THT, på Dundee Universitets freshers fayre (messe for nye studerende), hvor vi repræsentede organisationen (ses på billedet ovenover). Det var en virkelig hyggelig dag! Sidst, men ikke mindst, startede jeg jo mit 4. og sidste år på min bachelor! Første semester bød på et fag i amerikansk politik og min bacheloropgave (som jeg skulle været gået ordentligt i gang med der i september, men virkeligheden var lidt en anden..men det gik alt sammen!), og jeg havde et par møder med min vejler og alle de andre elever, som han var vejleder for. Det var virkelig nice. September bød også på en masse dates-n-mates events, hvor jeg virkelig var begyndt at føle mig hjemme. Alt kørte på skinner!

Stranden i Faro, Portugal
Der var en del af mine venner, især sidste år, der kommenterede på, at jeg sjældent var i Aberdeen. Det kunne jeg måske godt se sandheden i, især da oktober stod for døren. D. 3. tog jeg flyet til Faro i Portugal (det er Ryanair's skyld. Billetten kostede 164 kroner!), med undskyldningen at jeg skulle ned og kigge på potentielle byer til min kandidatuddannelse. Jeg tog videre til Sevilla dagen efter, som jeg virkelig forelskede mig i, og så Córdoba og Málaga. Córdoba på en lille dagstur, og Málaga for at flyve hjem til Skotland igen. Jeg var totalt hug på Sevilla, og var endda henne og se hele to universiteter.. lige indtil jeg fandt ud af at jeg ikke ville kunne få SU med derned. Mere om det senere på året. Præcis tre dage efter jeg var hjemvendt fra Spanien, fløj jeg til Danmark. Jeg har fået en yderst 'dårlig' vane med at tage til Danmark på min fødselsdag (eller, det var 2. år i træk - en ny tradition i støbeskeen!). Jeg havde kun timer om mandagen det semester (resten af tiden var til bacheloropgave...eller rejseri?). Mine timer mandagen efter var aflyst pga. læseuge, jeg ved ikke hvordan jeg er blevet så heldig, men det betød at jeg kunne blive hjemme i to uger. Det faldt desværre sammen med en begravelse, men sådan er livet jo! Jeg fløj mod Skotland d. 24. oktober, et par dage efter min fødselsdag og det faldt lige sammen med at jeg kunne tage to dage som træner på sports camp i slutningen af måneden. Travl måned, men det hele gik op i en højere enhed. Jeg fik ikke skrevet så meget som et ord på min opgave, men det hele gik som sagt!

Julede Amsterdam
November skulle så have været måneden, hvor jeg fik gjort et godt indhug i min opgave (spoiler! Det blev det ikke). Mange gode intentioner, men jeg havde jo masser af tid, så hvorfor begynde allerede? Jeg havde kun en rejse planlagt - en weekendtur til Amsterdam, hvor jeg havde tilmeldt mig deres åbent hus for kandidatuddannelserne på Amsterdams Universitet. Der var en mening med galskaben! Første tur udenfor Schiphol Lufthavn, og jeg var meget begejstret. Jeg var også til en af mine bedste veninders kandidatdimission i vores smukke gemakker, og prøvede at nyde den tidlige julesteming i Aberdeen. Ellers gik november med at færdiggøre alle opgaver til amerikansk politik, da jeg d. 29. november, lidt før mit semester egentlig var slut, tog til London. Mit fag stoppede slut november og min opgave kunne skrives hvor som helst, så jeg så mit snit til at tage ud på eventyr. London har i lang tid haft en særlig plads i mit hjerte og jule-London kan ingen stå for, så det var der ingen tvivl om. Der er så skønt! Jeg fandt en billig togbillet, som jeg endda endte med at få refunderet halvdelen af..og således kom jeg til London for 150 kroner.

Den israelske side af det Døde Hav
Jeg startede således årets sidste måned ud i London. Decembers første dag blev brugt på Euston station. Ligesom i 2016, var jeg med til at indsamle til World AIDS Day, som altid falder på 1. december (tryk her for at læse om december 2016, hvor jeg var i Dundee). Jeg tog til London fordi det var lidt tid siden, jeg sidste besøgte byen (og fordi Ryanair flyver mega billigt til Aalborg fra Stansted!), og så fordi jeg gerne ville bruge min sidste World AIDS Day i den britiske by over dem alle. Så min chef satte mig i kontakt med London-grenen af THT, og jeg brugte dagen på Euston i det centrale London med nogle virkelig søde mennesker. Dagen efter fløj jeg til Danmark, hvor jeg hurtigt var ude af starthullerne igen--jeg tog færgen til Sverige ligeledes efter et par dage, for at tjekke Stockholm ud. Det var da jeg endelig havde fundet ud af, at jeg kun kan få SU til en kandidat, hvis jeg tager den i Norden. Så måtte Sverige jo på banen. Jeg har kun været i Göteborg, så jeg måtte lige op og se Stockholm. Og så var det endelig tid til noget, jeg havde glædet mig til siden september: Israel! Også kendt som gang nr. 3, jeg ser Zily i løbet af året - det er ny rekord! Hun blev født i Israel og hendes bedsteforældre bor der stadig, og vi har prøvet at finde et tidspunkt, hvor jeg kunne komme på besøg imens hun også var der, lige siden vi mødtes. Nu lykkes det endelig! Jeg var der i en uge, og vi nåede til Jerusalem, Masada-fortet, vestbredden af Døde Hav og selvfølgelig Tel Aviv, hvor vi boede i Petah Tikva-forstaden. Det var helt fantastisk, og var den perfekte opvarmning til det fag i arabiske-israelske relationer, som jeg tog semesteret efter. Da jeg kom hjem fra Israel, stod den på ultimativ julehygge, god mad og søde juletider. Ugen mellem jul og nytår husker jeg som virkelig afslappet, og det er på trods af, at jeg sad oppe til kl. 3-4 stykker mange af dagene og skrev på min opgave og sendte kandidat-ansøgninger afsted. Min kreativitet flyder bedst om aftenen. Så I behøver ikke have ondt af mig. Og således sluttede mit 2017, efter et helt igennem fantastisk år. Og så var vi klar til 2018, der allerede bugner af fantastiske ting!

Om jeg blev færdig med min opgave? Det kan man finde ud af til næste års tilbageblik!

Wednesday, 13 September 2017

The land of fire and ice

Somewhere on Routh 435 (Nesjavallavegur)

Þingvellir (Thingvellir) National Park

Gullfoss Waterfall

Kerið, Grímsnes

Geysir

Þingvallavatn

Reykjavík
Sidst i august var jeg et smut på Island med (næsten) hele min familie. Det var en umådelig skøn tur, og vi var ekstremt heldige med vejret de første par dage, som det nok er tydeligt på overstående billeder. Island er i sandhed et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set med mine egne to øjne. Der er vitterligt ikke ord, der kan beskrive Islands landskab, så jeg vil lade billederne tale for sig selv.

I can't find any words to describe the beauty of the Icelandic landscape. It's barren and beautiful. It's a tourist magnet these days and the boom's just gonna continue, so if you're thinking about going - do it now, before the whole world discovers this absolute pearl!

Monday, 22 May 2017

”Og når jeg vender hjem, ved jeg så meget mere, end da jeg tog afsted.”


ENGLISH BELOW
Overskriften stammer fra et blogindlæg, som jeg skrev et par dage inden jeg drog til Salamanca i juni 2012. Den opmærksomme læser (joke) vil vide, at jeg startede denne her blog i sommeren 2013, lige inden jeg rejste ud i verden efter gymnasiet. De færrste ved, at jeg havde en blog, som jeg startede helt tilbage i 2009. Der var ikke mange, der kendte til den, og læser jeg den nu, er jeg glad for, at det var tilfældet. Tåkrummende, for at sige det mildt. Jeg stoppede med at skrive der, da jeg startede denne her. Men jeg skrev om Salamanca. Salamanca var nemlig en stor begivenhed, det var min 2. sprogrejse og hele historien fortjener næsten at blive delt her også. Det bliver en lang smøre! 

Min familie ved det godt, men mange af de mennesker jeg har i mit liv nu, kom til efter mit gymnasieliv. Så I skal have det lille stykke af Sofies livshistorie med. Salamanca var nemlig på mange måder med til at forme den person, som jeg er i dag. Dramatisk, hva'? 

I december 2011 sendte jeg en mail til vicerektoren på mit gymnasium (Aalborghus Gymnasium), hvori jeg vedhæftede en ansøgning til skolens årlige rejselegat på 5000 kroner, som blev uddelt af Aalborghus' Venner. Jeg fortalte om min kærlighed til det spanske sprog og om hvordan jeg ville bruge pengene på at rejse til enten Spanien eller Latinamerika for at nærstudere sproget der, hvor det bliver talt. Jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg et par dage efter, at mailen var sendt, fik en mail tilbage fra min e-mailudbyder om, at mailen ikke kunne afleveres. Og jeg kunne se, at min mail var havnet tilbage i mine kladder. Jeg tænkte ikke videre over det, da jeg vidste, at kampen om legatet var hård, da forrige års vinder havde virkelig ambitiøse mål og jeg huskede godt, hvor imponeret, jeg var over vedkommendes ansøgning. Men på en eller anden magisk måde, var mailen alligevel kommet frem, og i vores spanskblok d. 15. december 2011, bankede vicerektoren på døren ind til lokale 136, hvor min klasse, 2.c, sad og terpede spanske verber. Han hev mig udenfor lokalet og fortalte mig, at det var meget vigtigt, at jeg dukkede op til skolens fødselsdag, som blev holdt dagen efter. Altid d. 16. december. Stor morgensamling for hele skolen efterfulgt af galla om aftenen. Først havde jeg ingen anelse, hvad han snakkede om, men stille og roligt gik det op for mig. Med et slog det mig, og nervøsisteten skyllede ind over mig som en 2 meter høj bølge. Det var ikke spænding over at have vundet; jeg var dødnervøs for at skulle op, foran hele skolen, og modtage legatet.

For ikke at tale om, at legatet også indebar at jeg skulle fortælle om min brug af legatet på skolens fødselsdag et år ude i fremtiden. Det vidste jeg nemlig godt, var en af kriterierne, hvilket også var grunden til, at jeg ikke var alt for nedtrykt over, at min ansøgning tilsyndeladende aldrig kom afsted. En fremlæggelse, foran hele skolen? Nej tak. Men der var ingen vej tilbage nu. Heldigvis var dette jo først et år frem i tiden. Det kunne jeg godt glemme. I hvert fald for nu.

Da jeg kom ind i klassen igen, kiggede de alle sammen på mig. Vicerektor kommer ikke uanmeldt for ingenting, men jeg fik besked på at holde min mund. Så det måtte jeg jo gøre. Nogle af mine klassekammerater synes vist nok lige, jeg var på den høje hest, men jeg havde egentlig heller ikke lyst til at snakke om det. Jeg var allerede ved at spille skrækscenarier i mit indre fjernsyn. Vi havde naturgeografi og idræt i de efterfølgende blokke. Der skulle øves lanciers til galla den følgende dag, og jeg var lige ved at kaste op. Jeg spiste ikke noget efter spanskblokken den dag af ren nervøsitet. Jeg sov vist heller ikke om natten. Nu tænker I nok.. selvsikre og seje Sofie, hvorfor var hun så nervøs (husk det ene gran salt!)? Så slemt kunne det ikke have været!

Det var det skam heller ikke.. Jeg skulle jo ikke tale eller noget.
Det var nemmere end en fremlæggelse foran min klasse.

Men det var heller ikke udsigten til at skulle stå foran hele skolen, der gjorde mig nervøs. Det var udsigten til at skulle op foran ham.

Lad os bare sige, at der var et specielt individ, som jeg havde et meget godt øje til, som helt sikkert ville være tilstede, og som jeg håbede endelig ville lægge mærke til mig. Jeg havde vitterligt brugt måneder på at håbe, at han ville lægge mærke til mig. Jeg havde meldt mig til en gruppe for litteraturnørder på skolen og jeg havde meldt mig til gruppen, der organiserede OD-dagen for gymansiet. Der var ikke nogen, der skulle komme og sige, at jeg ikke prøvede. Og så skulle det skek sådan her. Foran hele skolen. 17-årige Sofie og hendes teenageforelskelser, altså. Men det var stort for hende. For mig. Jeg kan stadig huske hvordan de sommerfugle baskede løs.

15. december blev til 16. december og jeg havde matematik i første blok med tre af pigerne fra min egen klasse og så ellers ene drenge fra eliteidrætsklassen. Jeg lavede absolut ingenting den time og jeg var lige ved at gå ud af mit gode skind. "Det er ikke det værd, jeg takker bare nej til legatet, der er intet der er denne her kvalme værd!" nåede jeg at tænke en god portion gange, imens jeg prøvede at lytte til vores lærer, der var ved at forsøge at få os til at forstå differentialkvotienter. Timen rindede ud, og vi gik alle i samlet flok over til vores store gymnastiksal, hvor morgensamlingen skulle finde sted. Vi fandt sammen med resten af vores klasse; vi havde alle sammen haft vores B-valgfag den morgen. Jeg husker næsten intet af det, der skete i løbet af de to timer, som morgensamlingen varede. Jeg husker kun tre ting.

Jeg husker hvor musestille og stivfrossen jeg sad, da rektor begyndte at læse min ansøgning højt. Mine klassekammerater kiggede på mig, da det gik op for dem, hvad alt ståhejet havde drejet sig om. Han behøvede ikke engang læse den færdigt, før de forstod, at det var min ansøgning.
Jeg husker at stå deroppe, ved siden af rektor, med udsigt til 800 elever, hvis 1600 øjne kigger i min retning. Det tog vitterligt kun et minut eller to. 
Og så husker jeg, at han sad lige foran mig og smilede, imens han klappede af mig sammen med resten af salen. Og min lykke var gjort.

Og således blev det, at jeg nu skulle til et spansktalende land i sommeren 2012. Nu var der ingen vej tilbage. Efter min sporgrejse til London havde det været på tale meget løst, men det her var sparket, der fik mig til at gøre det. Jeg skulle jo ligesom give dem noget at skrive i nyhedsbrevet, så jeg gik i gang med at undersøge destinationerne. Latinamerika var pebret og langt væk, så det var klart, at det skulle være Spanien. Valencia og Málaga var mest på tale. Jeg hældte mest til Málaga, da jeg var meget tryllebundet af muligheden for dagsture til Marokko. Jeg havde jo aldrig været i Afrika, så det var jeg meget betaget af. Første gang Salamanca var på tale, var da vores vikar i spansk foreslog byen. Vores højtelskede spansklærer måtte tage fri i et par uger og det faldt sammen med min beslutning om hvor jeg skulle tage hen. Vi syntes alle sammen, at vores vikar var en nød. Det ord brugte jeg endda i en email-korrespondance med min onkel, da vi snakkede frem og tilbage om destinationer. Vikaren synes ikke, at Andalusien var oplagt da de ikke ville være de bedste rollemodeller mht. til at lære spansk og hun afskrev Valencia grundet det valencianske sprog. Så foreslog hun Salamanca og jeg nægtede, ikke om den nød skulle ende med at give mig vinderdestinationen. Men det kom hun til, kan I jo nok gætte jer til. At Salamanca så er epicenteret for unge udlændinge, der kommer hertil for at lære spansk er en mindre detajle. Det vidste jeg jo ikke dengang. Det er bare en sjov detajle.

Hold da op, det blev en lang smøre. Godt gået, hvis I stadig er med! Vi er sleeeeeet ikke færdige endnu. Jeg har jo ikke fortalt om selve opholdet!

Efter at have definitivt afskrevet alle andre byer i Spanien, faldt valget så på Salamanca. Jeg fandt et dansk bureau, der havde kontakt til forskellige sprogskoler rundt omkring i Spanien og de fandt min skole til mig. Hvis der nogensinde er nogen, der overvejer at tage til Spanien, så kan jeg på det varmeste anbefale min skole (tryk på linket for at komme til deres hjemmeside). De har lækre og billige lejligheder og deres lærere er fantastiske. Det vil I ikke fortryde. Ok, reklame slut. 

Godt 6 måneder senere sad jeg på et fly til Madrid, hvorfra jeg tog bussen til Salamanca. Salamanca har ingen lufthavn, hvilket er et minus. Men det lærer man at leve med. Så vidt jeg husker, var det første gang, jeg nogensinde fløj alene. Hvis man altså ikke tæller indenrigsflyvninger til København med. Og det gør jeg ikke. Jeg var spændt som en fjeder. Jeg forventede ikke dette eventyr til at være ligesom mit eventyr i London det forrige år, men jeg forventede en ligeså fantastisk tur. Som jeg skrev i et afsluttede blogindlæg på min tidligere blog, da jeg kom hjem: "Turen til Spanien var anderledes. Meget anderledes. Der var færre faste rammer og det eneste holdepunkt, jeg havde dernede, var det, at jeg skulle i skole et par timer hver dag. Det var frit. Jeg kom i en klasse med en helt masse fantastiske piger, og det var vildt anderledes, end alt jeg havde prøvet før." Jeg boede med to piger: Saori fra Japan og Fabiana fra Brasilien. I sandhed to af de mest godhjertede og store mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg tog på tur til Segovia og Madrid med nogle af mine venner, lavede uendelige mængder af lektier, terpede hvad der føltes som en million nye spanske verber- og tilhørende tider. Jeg havde en fantastisk måned. Der er specielt en aften/nat, der skiller sig særlig meget ud, og som, så dramatisk som det lyder, har været med til at forme den person, som jeg er i dag. 

Omtalte aften starter ud i en park, der ligger et par minutter fra den lejlighed, hvor jeg boede. Skolen holdte en 'fest' for alle elever, måske en jubilæumsfest, det husker jeg ikke. Jeg dukker op lige på slaget 19. Man er vel skandinavisk. Jeg er selvfølgelig den eneste elev, der er kommet så tidligt. Jeg sætter mig ned og snakker med de lærere, der er ankommet. Jeg må være ret optaget af vores samtale, for jeg bemærker ikke, at der sætter sig en gruppe elever ved bordet bag mig. En nyligt ankommet lærer prikker mig på skulderen, peger på gruppen bag mig og genner mig over, hvor hun gør signal til, at jeg skal sætte mig ned. Det er lidt akavet, men jeg præsenterer mig på spansk og de smiler alle sammen og er meget ivrige for, at jeg skal sætte mig ned. Så det gør jeg. De viser sig at være de marinesoldater (i træning), som jeg har hørt så meget om, men aldrig set på skolen. Lidt ligesom Loch Ness-uhyret. De er i Salamanca for at lære spansk, går alle sammen på US Naval Academy i Annapolis og er i gang med deres 2. år på universitet. Det spanske går ikke for godt, så jeg slutter mig til samtalen på engelsk. 5 drenge og 2 piger. Klokken er 19.30 på det her tidspunkt og jeg rammer min lejlighed igen omkring kl. 3 om natten. Efter en helt fantastisk aften. De var alle sammen et par år ældre end mig, og 17 årige Sofie var helt euforisk. De roste mig for min amerikanske accent, syntes jeg var så modig for at have rejst til Spanien helt alene (amerikanere..) og de var meget interesserede i at lære om Danmark. En af dem troede helt legitimt at Danmark var frossen. Ligesom Grønland, går jeg ud fra. Altid godt at kunne oplyse folk, ikke? De fortalte mig om livet som fremtidige marinesoldater, og jeg havde aldrig grint så meget på en aften. Pigerne bad mig om ikke at dømme alle amerikanere ud fra drengene, der var ekstremt fjollede og stillede de mest mærkelige spørgsmål. Men hvis alle amerikanere var sådan, så skulle jeg da til USA. Det var helt sikkert! Jeg havde en fortryllende aften og jeg var overbevidst om, at jeg lige havde fået venner for livet.

Meget til min skuffelse, skulle de videre næste dag. De havde været på skolen i alt den tid jeg selv havde været der, og så møder jeg dem på deres sidste aften?! Jeg var godt gal i skralden og fuldstændig overbevidst om, at jeg nu skulle til at savne mine nye bedste venner. Men der var noget, der havde ændret sig i mig i løbet af de foregående 24 timer, da jeg sagde farvel til dem op ad eftermiddagen. Jeg følte mig lige pludselig udadvendt på en måde, jeg ikke havde følt mig udadvendt på før. Hvad end det var det, at jeg var blevet velkommet ind i en gruppe af mennesker, der allerede kendte hinanden og hvori jeg følte mig 100% komfortabel eller om det var det, at de alle sammen havde været ekstremt søde da vi sagde farvel på trods af at nogle af dem helt sikkert ikke kunne huske mig dagen efter (alkohol, I ved..) men alligevel alle sammen skrev søde hilsner på mit flag - det ved jeg ikke. Det var nok en kombination af det hele, men jeg lærte noget meget vigtigt i løbet af korte bekendskab med marinesoldaterne. Hver gang jeg stopper mig selv fra at kaste mig ud i situationer som potentielt kan være akavede/ubehagelige, er der en chance, hvorend lille, at jeg går glip af noget, der ville gøre mig glad. Jeg forventede en meget akavet dagen derpå med nogle af dem, da umyndige amerikanere har det med at drikke lidt mere end hvad godt er, når de endelig er i udlandet. Men de gav mig alle sammen deres Facebook og deres telefonnumre. Der var slet ikke noget akavet ved det, og det var en perfekt afsked. Alligevel spøjst at en enkelt aften med 7 kommende marinesoldater kunne give mig den livslektion, ikke? Vi har oftest mere at vinde, end vi har at tabe, og det har jeg husket lige siden. Det var ikke alt det spansk, jeg lærte, som jeg husker bedst fra min tid i Salamanca - det var aftenen med de 7 marinesoldater.  

Jeg så dem aldrig igen, på trods af at jeg har været i USA tre gange siden jeg mødte dem. Venskaberne holdt ikke og det kunne jeg nok have sagt mig selv. En aften var ikke nok, og det er helt ok. Jeg har i den grad lært efterfølgende, at de bare var begyndelsen. De forberedte mig på hvad der ventede mig forude. For første gang mærkede jeg den følelse, som jeg har stiftet bekendtskab med en del gange siden da. Når man rejser, møder man mange mennesker, og nogle af dem bliver man glad for. De kan forsvinde ligeså hurtigt, som man mødte dem. Det kan gøre virkelig ondt. Det har jeg lært på egen krop. Min aften med marinesoldaterne skulle ikke være mere end bare det. Det, jeg lærte af dem, lærte jeg imens vi var sammen, og det er endnu en livslektion, jeg tog med mig derfra. Ikke alle dem, jeg krydser på min vej, skal have en plads i mit liv, uanset hvor meget jeg har nydt at være sammen med dem. 

Der var dog andre mennesker, som blev i mit liv og heldigvis for det. Jeg besøgte Saori i Tokyo året efter vi havde boet sammen i Salamanca og jeg boede hos Fabiana i 5 uger i São Paulo (brasilianerne vinder helt klart prisen for klodens mest gæstfrie folkefærd!), da jeg var i Sydamerika. Havde du spurgt mig, da jeg tog hjem fra Salamanca, om jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jeg ville se dem så relativt hurtigt igen, så havde jeg rystet på hovedet og grint af dig. Indtil jeg tog til Salamanca, var de af mine venner, der boede længst væk, dem der boede i København. Samme land, samme kontinent. Det var nemt. Men nu, nu skulle jeg vænne mig til at have venner, der boede flere oceaner væk og på andre halvkugler. Nu her, 5 år senere, er jeg (desværre) mere end vant til at nogle af mine bedste venner bor på andre kontinenter. Den dag jeg sagde farvel til Fabiana, lovede jeg hende, at jeg ville komme og besøge hende i Brasilien. Tomme ord var det vel, for jeg troede ikke, det ville være muligt før langt ude i fremtiden. Men siden da har jeg aktivt gjort mig umage for at passe de venskaber, som jeg gerne ser vare resten af livet. Også de oversøiske. Og der, folkens, har I en af grundene til, at jeg rejser så meget.

Mit liv ændrede sig på mange måder efter Salamanca. Da jeg kom hjem igen, besluttede jeg mig endelig for, hvad der skulle ske med mit liv efter gymnasiet. Jeg startede 3.g to uger senere. Jeg kedede mig som ind i helvede i spansktimerne det år. Mange af mine klassekammerater kunne knape bøje grundverberne imens min spansklærer bedte mig om at være hjælpelærer. Det eneste, jeg manglede, for at kunne runde min sprogrejse af, var fremlæggelsen. Foran hele skolen. Igen. Jeg havde næsten lykkeligt glemt alt om den, da jeg var i Salamanca. Jeg brugte en god portion timer på en video i løbet af efteråret, men det var svært at lave en film, som jeg ville være komfortabel med at skulle fremvise for hele skolen. Min tur betød meget for mig, og jeg var ikke sikker på, hvor personligt jeg ville lave den. Jeg ville lave noget, der viste hvor langt jeg var kommet med legatet økonomisk, men jeg ville også have et personligt element. Ellers så var der jo ingen pointe. Jeg endte med at lave en lang sekvens af billeder og videoklip af de steder jeg havde været, mine venner, de fester jeg var til og lignende. Det musik, jeg selv havde lyttet til, imens jeg var i Salamanca, havde jeg lagt som baggrundsmusik. Det bragte følelser og minder frem i mig, og jeg håbede vel nærmest, at folk ville forstå, at tonen i musikken reflekterede min kærlighed til det, de så på skærmen. Slutningen af video var et minut med videoer og billeder fra aftenen d. 1. juli 2012. Det var den aften, hvor Spanien vandt 4-0 mod Italien til finalen ved fodbold EM. Jeg befandt mig på Plaza Mayor, det absolutte centrum af Salamanca, sammen med Fabiana og nogle af hendes venner.

Dagen for skolens fødselsdag oprandt, nervøsitetskvalmen viste sit kønne ansigt igen, men jeg var i stand til at styre det denne her gang. Jeg var stadig ikke på toppen, men jeg var klar. Af grunde ingen af os var blevet indvilligede i, fandt morgensamlingen sted i vores gamle gymnastiksal, der havde plads til godt en tredjedel af hele skolen. Det faldt meget godt sammen, kan man vel sige. Det var en del mindre frygtindgydende end sidste år. Der var kun en lille håndfuld af mine klassekammerater, der havde haft valgfag den morgen, så der var kun to drenge fra min klasse, der dukkede op. Jeg skrev følgende i min dagbog om aftenen: 

"Jeg fremlagde min rejse foran hele skolen idag. Det var vildt. Der var virkelig mange, og jeg kunne knapt nok komme op foran af bare mennesker. Men jeg kom derop, og begyndte at snakke. Kunne godt mærke, da jeg snakkede, at jeg ikke hørte, hvad jeg selv sagde og at jeg var ved at snuble over ordene, men jeg gjorde det. Jeg snakkede bare, jeg gjorde det bare udenad og jeg lagde ikke mærke til, hvad jeg sagde. Jeg tror, jeg sagde det rigtige. Tobias og Joakim sagde i hvert fald ikke noget til mig, da jeg kom ned igen. Men altså, jeg snakkede færdigt og gik bagved da videoen spillede. Folk så med og var vist nok interesserede, men da EM-frekvenserne kom, var der nogle der måbede og jeg kunne mærke det fangede deres opmærksomhed. Det var godt. Da den var færdig, gik jeg med Torben ud foran scenen igen og han uddelte det nye rejselegat. Jeg stod bare deroppe og kiggede ned på folk og der var mange, der også kiggede på mig. Det var lidt pinligt. Men jeg gjorde det fucking!" 

Overstående viser vel udemærket, hvordan jeg havde det. Jeg var virkelig stolt. Denne gang var jeg ikke nervøs for at skulle snakke foran en helt masse mennesker. Jeg var nervøs for at skulle vise dem et lille stykke af min sjæl, det stykke sjæl, som jeg havde lagt i videoen. De fleste elever på mit gymnasium kunne ikke være mindre interesserede i at tage på sprogskole og jeg vidste udemærket godt, at de ej heller ville være interesserede i at høre om det. EM-frekvenserne fik folk op på dupperne. Det var noget, de fleste kunne relatere til. At være tilstede på sådan en aften, der hvor det sker, det er aldrig kedeligt. Nationalfest, når det er bedst. Jeg blev nævnt på gymnasiets Facebook-side og jeg fik lov at overrakke en pige fra 2.g med legatet, som hun ville bruge til at rejse til Chicago for at hjælpe udsatte et-eller-andret. Og så var det forbi. På et sekund.

Jeg har ikke været tilbage i Salamanca, siden jeg tog herfra dengang i slutningen af juli, hvilket er næsten 5 år siden. Sidste søndag tog jeg nattoget fra Portugal og meget tidligt mandag morgen kunne jeg endelig stige ud på perronen, hvor skiltet sagde 'Salamanca', badet i den tidlige morgensol. Det var et syn for guder. Gaderne var musestille. Jeg har været rundt i Spanien og Portugal for at se på potentielle skoler til min kandidat, og Salamanca har uden tvivl et af de smukkeste universiteter, jeg nogensinde haft æren af at besøge. Jeg kan ikke finde ordene til at beskrive hvor fantastisk og hvor mærkeligt det er at være tilbage, men jeg ved en ting. Tanken om at jeg skal tilbage til Madrid om et par timer er akkompagneret af en bittersød følelse. Og det er på trods af, at to af mine tætteste venner fra Skotland venter på mig i hovedstaden og på trods af, at vi har billetter til en af de koncenter, jeg ved jeg vil huske for altid, i aften. 

Salamanca føles som et hjem. Jeg kommer tilbage.  

ENGLISH A lot of the people who take up space in my life are people who I, on the most part, did not know 5 years ago. They're people I got to know after I finished high school, after I started travelling the world. Which makes sense, given that most of my friends are people I've met abroad and whilst travelling. Granted, my family and most of my friends from Denmark know the whole story, but most of y'all don't. So, I figured I'd tell you about an important thing that happened to me once. An important trip, that helped shape the Sofie you all met later on and that you have the absolute pleasure of knowing today (irony may occur). 

The title of this blogpost is a somewhat cheesy but also very true phrase which formed part of a post on my old blog, a post I wrote a couple of days before I left for Salamanca. It was June 2012. "Upon my return, I will know more than I did before I left" is the rough translation. Philosophical, innit? I was talented, even back then.

But wait. Sofie. You created this blog in 2013, did you not? Oh why, yes I did. But younger Sofie also had a blog. I kept it a secret for everyone I knew, except a select few..which happened to be penpals that I had never met in person. Coincidence? Today, I thank my younger self that I never showed it to anyone I knew in real life. Cringe as fuck, I tell ya. But it's the perfect gateway to the past. I stopped updating it when I started this one, but all my posts are still there. Including the ones I wrote about Salamanca. Salamanca was a big step for me. It was my 2nd time going abroad to attend a language school. My family and my close friends from when I was younger know the story, but it deserves to be shared again.

Rewind to December 2011. I'm almost halfway through high school. My school (Aalborghus Gymnasium) awards one travel grant (5000 DKK) every year to a selected student who submits the best application. This grant is presented when we celebrate the anniversary of the school, every year on December 16. I remember how in awe I was of the person who won the grant the year before. I could never write an application that was even half a good as that. But nevertheless, I decided to give it a shot and I compiled a short application (really just a cover letter, application might be too fancy of a word) to the vice principal of the school. It was no longer than half a regular Word-page. I talked about my love for the Spanish language and how I would absolutely love to spend my summer in a country where full immersion into the language would be possible. Spain or Latin America. I attached it to an email and sent it off, on December 11th. A couple days later, I received an email from my email provider, letting me know that the delivery of my email was unsuccessful. It was past the deadline. Honestly, I was not too bothered. I was absolutely sure I'd wouldn't get selected anyways, so I got on with my life.

However - and this still puzzles me to this day - the email had somehow been sent, and on December 15th, whilst I was in the middle of conjugating Spanish verbs with the rest of my class in our second period of the day, the vice principal knocked on our door and asked if he could have a word wih me hallway. I remember what classroom we were in, I remember what we studied that period and I remember exaclty how I felt when it dawned upon me what was happening. He never actually said the words; all he said was that I had to be present at the anniversary celebration the following day because the grant was being presented. Something along those lines. See, usually I would be thrilled, and I was, but the overarching feeling in my gut was nervousness. You see, we celebrate the anniversary by gathering in our biggest hall for a two hour long assembly around noon on the 16th. The whole school's there. That's 800+ people for ya. I was thrilled to have been chosen, obviously, but as soon as I realized what I'd have to do the next day, I became sick to my stomach.

And this wasn't all. The grant also requires the recipient to compose a presentation upon their return, to talk about all the good things they did with the money and all. This would also happen at the anniversary assembly. This was a year into the future, but this did not help me feel any calmer. This presentation was also one of the reasons why I wasn't too bothered upon learning that my application was never sent. All I could think about was how I had to be up on stage in front of the entire school, not just once, but twice. But. No turning back now.

The VP congratulated me once more and then left me there hanging. The hallway was dead quiet. I had exciting new information that I couldn't even share with my classmates. Here I was, I'd just won a grant that was going to help me improve my Spanish and I couldn't even tell my Spanish professor! I went back into the classroom and all eyes were on me, curiously asking me what the hell was going on. The VP does not show up unannounced unless something's up and we all knew it. But he had asked me to keep quiet, so that's what I had to do. Some of my classmates thought I was just pretending to have a big secret that nobody could be let in on, but I had to stay on the high horse that had just been given to me. Besides, after the thin layer of excitement wore off, I didn't really want to talk about it. I was on the verge of puking for the rest of the day. I spent the following periods mustering all I had in me not to faint. I was unable to eat anything the rest of the day. Our last period that day was PE. The day of the anniversary celebration is also the day of the annual school dance, so PE was spent practising the traditional dance. Anyone want to take a wild guess as to how that went? I did not sleep that night and I didn't calm down enough to eat the next morning either. I have never ever been that nervous. As in ever. 

Now, some of y'all might be thinking..Sofie's usually pretty confident, isn't she? Usually not scared of petty stuff like that.

And you're right. I'm not. I was not. I wasn't even going to talk, it was literally just going up there, I'd shake the principals hand, pose for a photo and go back to my seat. It was easier than doing an in class presentation.

It wasn't so much the thought of standing up there in front of the entire school. It was the thought of having to get up there..in front of him.

I can't rationalize how I felt now because it wasn't rational. At all. I just remember how the butterflies turned into mosquitos, pinching the inside of my stomach. There was a special someone. Someone who I had hoped would notice me since August. Come December and I was pretty sure that he had no clue whatsoever that I even existed, despite my numerous efforts for him to look at me and get to know me. I joined a fucking literature discussion group and I joined our annual charity day committee. All in the hope that I'd get to know him. I had tried for months and now this was how it was going to happen? In front of the entire school? We were all 17 once, right? No? Anyways, this was big for this 17 year old. Teenage crushes. Constant butterflies.

December 15th turned into December 16th and the day came. The time from the VP telling me I won 'till the time I had to get up there and accept it felt like the longest eternity I had ever lived through. I had Math for first period, along with three girls from my class. The rest were boys from the athlete class. I got no work done that period whatsoever. I kept thinking that nothing, nothing at all, was worth feeling this crappy for. I felt like I had no eaten in weeks and the nausea was getting the better of me. But it was happening and I just had to suck it in. The bell excused us and we all walked to the giant PE hall where the assembly was going to take place. We sat down. I remember nothing from the two hours that followed. Except three things.

I remember listening to my own words as they're being read by the principal who reads my application out loud.
I remember standing up there, next to the principal, looking at 800 people. 1600 eyes on me. 
But mostly, I remember looking at him as I go back to my seat. He's smiling at me and applauding me along with the rest of the school. I was so happy. It was finally over.

So, this is where the story of Salamanca starts. Still following? Credit! This is indeed a long story but hey, that's what this website is for. Stories. We're nowhere near done yet, so hang in there!

My hands were tied now. I had to spend my summer in a Spanish speaking country, studying Spanish and speaking Spanish all the time. I had to have something to talk about upon my return the following year, so I started researching. Latin America was at the top of my list but it was (obviously) the more expensive option, so Spain it was. Valencia and Málaga were amongst the best choices. I was blinded by the possibility of going on daytrips to Africa was I to choose Málaga but Valencia was also appealing. The first time someone even mentioned Salamanca was about a month after I got the grant. I was discussing my options with our substitute teacher for Spanish. Our regular (and beloved) teacher had to take a couple weeks off and this coincided with me having to make up my mind about where I wanted to go. My whole class (myself included) agreed that our sub was a dimwit, but in the end, she was the one who brought Salamanca to my attention. Life's funny that way. Valencia was too influenced by their own language and the Andalucians often left out endings in their spoken language, so going to either of those places with the intention to improve my Spanish would be useless. At least, that's what she thought. So she suggested Salamanca. I refused to even consider it.. I was not going to take her advice. I was convinced Salamanca had to be as tedious as the person who suggested it. Luckily for me, it wasn't! 

Salamanca also happens to be the place in Spain to study Spanish, but I did not know this at the time. After finally ruling out all the other options, I found a Danish agency that put me in contact with a school in Salamanca. And 6 months later, I got on a plane to Madrid. As far as I remember, that was my first time ever flying by myself. Pretty sure it was. I was so excited. I was all by myself, this was my adventure. I was not expecting my trip to Spain to be anything like the weeks I spent at the language in London the previous year, but I was expecting it to be just as memorable. My weeks in London were very organized whereas the only structure I had to my month in Salamanca was the fact that I had to show up at the language school every morning. I just had to attend school and I was free for the rest of the day. My class consisted of 10-11 wonderful girls and women and I loved them all. I shared a flat with some of the sweetest and kindhearted people I've ever met: Japanese Saori and Brazilian Fabiana. I went on day trips to Madrid and Segovia, did copious amounts of homework, learnt roughly a thousand new Spanish verb tenses and had a blast. And I remember one night, roughly halfway through my stay, that singlehandedly change who I am as a person. I do realize how dramatic that sounds, but it's all intertwined. 

Said night started out in a park not far from my apartment. The school threw a "party" for all the students and I showed up at 7pm sharp. I am not Scandinavian for nothing. I was almost the only one there. I sit down and talk to some of the professors who organized the whole thing. I don't notice, but a group of students gather around a table behind me. A couple of minutes after, one of the professors I don't know taps my shoulder and asks me if I want to join the group behind me. I'm still sitting with the teachers, so I can't see why not. I turn around, nervous, and greet the group, in Spanish. They turn about to be US marines from the US Naval Academy in Annapolis, people I had heard about but never met. Kinda like an urban myth. We were all pretty impressed with having marines at the school. Their Spanish was (very) poor (sorry guys), so I joined the conversation in English. 5 guys and 2 girls. That was around 7.30pm. I get home around 3am that night, having spent the entire evening with them. They were all older than me, sophmores at college, and 17 year old Sofie was in heaven. I was praised for my American accent and they were all super interested in learning about Denmark. One of them genuinely thought that Denmark was in a permanent state of being frozen. They told me all about the navy life and the guys were all acting so silly that the girls had to beg me not to judge all Americans based on these embarrassing individuals who were making me laugh harder than I had in ages. They were the definition of charming and funny. "If all Americans are like this, that's where I wanna go!" I thought to myself. I had the most amazing night and I felt like I'd gained friends for life. 

They were off to the south of Spain the next day and I was devastated. I was so sure I was going to miss them terribly. But something has changed during my short time with the marines: I found myself to be a lot more outgoing. It happened in less than 24 hours, but I genuinely felt a difference. Whether it was being welcomed into an already existing group of people who were super good friends or whether it was having to ask them all to sign my flag the next day, but I learned something during that very short period of time. Whenever I stop myself from entering a situation that can potentially prove to be uncomfortable, I could miss out on something great. I expected an awkward situation the next day due to the amounts of alcohol that had been consumed the night before, but everyone was super friendly and everyone signed my flag, wrote me greetings and gave me their Facebook-names and their phone numbers. I'm sure some of them wouldn't remember me at all - you know how underage Americans abroad can't handle their alcohol (jokeeee) - but they were all amazing. And from that day onwards, I stopping being scared of throwing myself into situations that had potential to be awkward. We tend to have more to win than we have to lose. 7 US marines-to-be taught me that and that might've been the single most important lesson I took with me when I left Salamanca. It wasn't the copious amounts of Spanish that I remember the most. It was my night with the marines.

I never saw any of them again despite the fact that I've gone to the States three times since then. The friendships faded and I was ok with that. As I've learnt, they were just the beginning. People who prepped me for what was in store, shall we say. For the first time, I felt a feeling that I've felt innumerous times since then. When you travel, people can quickly enter your life and more often than not, they leave just as fast. And sometimes, it hurts more than you want it to. That night was only supposed to be that one night and that's a lesson I've took with me as well. Not every person I cross paths with is supposed to stay in my life, no matter how much fun we have and how much we laugh. 

I did, however, go to Tokyo the year after Salamanca to see Saori and I stayed with Fabiana for 5 weeks (the Brazilians remain uncontested when it comes to hospitality and kindness) in São Paulo during my time in South America. When I left Salamanca after my month there, I had never in my wildest dreams imagined that I'd see them so soon after we parted. Up until then, the only real 'long distance friends' I had were people who lived in different parts of Denmark. Same country, same continent. But now, for the first time, I had to deal with attempting to stay in contact with people who lived across oceans and across entire hempispheres. Today, 5 years later, I'm (sadly) accostumed (as one can ever be, I guess) to some of my best friends living on different continents. I remember promising Fabiana that I'd come see her in Brazil the day she left. Since then, I've made an effort to maintain the friendships that I want to last for a long time. One of the many reasons I travel so much.

In many ways, my life changed after Salamanca. I decided what was going to happen with my life after high school upon returning back home that summer. I started my 3rd and last year of high school a couple of weeks after I got back. I was bored out of my mind for the rest of my high school Spanish career. My classmates could barely form a sentence and I was once asked by my Spanish prof to be the TA for a couple of periods. The only thing left to do was the final presentation. I'd almost forgotten about it while I was in Salamanca. I spent a long time working on a video that I would be comfortable with sharing with the entire school. I wanted to create something that showed how far the grant had gotten me financially, but I also wanted to show how much the trip had meant to me. I ended up with a long sequence of pictures and videos of my friends and I, of the city, of the parties I went to and so on. The music I had listened to while in Salamanca played in the background, my own emotional soundtrack. I was hoping it'd show people how I had felt during my time there. The end of the video was a minute or so with videos from the evening of July 1st 2012. This was the evening the day after I arrived. Spain won the European championships against Italy that night and I was at Plaza Mayor, the absolute center of the city, watching the final with Fabiana and some of her friends from the school. 

The day came and although I did not feel as nervous and nauseous as I did the year before, I still felt pretty terrible. For a reason unknown to me, the anniversary assembly this year took place in a hall that was about third the size of the hall where I accepted the grant the year before. That morning, only a handful of my classmates had classes to attend due to us all having different electives. In fact, only two guys from my class showed up to assembly and I could not have asked for more. They were the only ones I wanted present. This time, however, I was not at all nervous about having to speak in front of that many people. I was nervous because the video was a small piece of me and I knew most of the students there would not understand how I could've possibly had such an amazing time when I essentially went abroad to..study. I knew a couple of other people who shared my interest but the majority had spent their summer breaks drinking their livers out. But I went up there and I remember how the lights blinded me just enough so that all I could see were the people sitting a couple feet from me. I mustered a couple sentences about how I had chosen to spend the grant, about Salamanca and about Spain in general. I wasn't paying attention to what I was saying at all and for all I know, I could've spoken Spanish. I had no recollection of it whatsoever. The video started playing and I felt like everything happened in slow motion. I realized (way too late, evidently) that I had put in way too many photos of the city, the music was too soothing and people truly tried to pay attention but even I was falling asleep. But then, I was saved the bell. The Spanish music from the championships started playing and the football sequences started playing. People woke up and they all paid attention now. This was something most people could relate to and it's never uninteresting when you witness a national celebration like that. And then, it was over. I got to announce the new winner of the grant that year, a girl who was going to Chicago to help god knows who, and just like that, it was all over.

I've not been back here since I left that day, almost 5 years ago. Last Sunday, I took the night train from Portugal and Monday morning I left the train station and walked out into the early morning sun. It was so beautiful. I've been 'touring' Spain and Portugal these past couple weeks to check out potential grad schools and Salamanca has one of the most beautiful universities I have ever set foot in. I have no words to describe how strange it is to be back here after all this time. I just know that the thought of going back to Madrid tonight is bittersweet. Very bittersweet. And that's despite the fact that two of my really good friends are waiting for me there and despite the fact that we've got tickets to see one of my favorite Latino artists live in concert tonight. 

Salamanca feels like home.