Villa Carlos Paz, Córdoba

Igår var det en uge siden, jeg ankom til Córdoba. Jeg har ikke fået udrettet særlig mange nævneværdige ting - men jeg har slappet af, sovet i ekstremt mange timer hver eneste nat (jeg har aldrig været mere udmattet, end jeg var de første par dage efter Buenos Aires), fået vasket tøj (i vaskemaskine!!! For første gang i tre måneder - det kan man altså ikke sætte pris på!), forsøgt at formulere og nedskrive alle de tanker, Buenos Aires proppede ind i hovedet på mig (stadig uden held..). Jeg har været inde i selve Córdoba by et par gange, men primært har jeg opholdt mig i La Calera, hvor min... 'værtsfamilie' bor. Den har stået på ægte familiehygge, traditionel argentinsk mad (med dertilhørende spisetider, skal jeg lige hilse og sige - vi har ikke spist tidligere end kl. 23 én eneste dag) og oplysende og meget informative snakke omkring Argentinas historie og politik. Vi har snakket om forskellene mellem Argentinas regioner, om tiden med militærdiktaturet, som først stoppede i 1983 - noget, som vi ikke blev undervist i, i spansktimerne på gymnasiet.

I går, tirsdag, var faktisk min sidste dag i Córdoba. Da min ven skulle på universitetet og mine værtsforældre begge skulle arbejde, var det jo den perfekte dag til en udflugt på det praktiske plan. At solen så har vist sit kønne ansigt for første gang i al den tid, jeg har været her og regnen ikke har silet ned, er jo bare et plus!

Jeg tog bussen til en lille, charmerende by ved navn Villa Carlos Paz, ikke så forfærdeligt langt væk. Der var pænt - rigtig, rigtig pænt. Det er nok det smukkeste sted, jeg har set i Argentina indtil videre. Den ligger omgivet af Córdoba's bjergtagende bjergkæder (hæhæ) og bjerge er det eneste man kan se, når man kigger ud i horisonten. Jeg vidste ingenting og ved stadig ikke noget om byens historie, men jeg bestemte mig for, at det var ligemeget - jeg slentrede bare rundt med mit kamera og sugede al skønheden og solskinnet til mig. Og sikke en dejlig dag.

Det var en perfekt afslutning på en dejlig, men følelsesladet og turbulent uge på landet i Argentina - idag, onsdag d. 9. april, går turen atter videre. Jeg tager bussen til Mendoza kl. 23 i aften - et populært stop for de fleste rygsækrejsende, som er på vej til Chile. Selvom jeg ikke er den traditionelle rygsækrejsende, så er det præcis den funktion, Mendoza har for mig - jeg skal nemlig videre til Santiago, Chiles hovedstad, på fredag. Og der venter en af de ting, jeg har glædet mig mest til, lige siden jeg lagde mig fast på, at jeg skulle til Sydamerika - jeg skal nemlig genforenes med en af de mennesker, der var en stor del af mit 2. år på Aalborghus Gymnasium - en chilensk pige, der var udvekslingsstudent i min klasse i 2.g., som jeg endelig skal se igen. Jeg glæder mig som et lille barn til at se hende igen!

Da jeg ankom hertil sidste tirsdag, troede jeg helt ærligt ikke, at jeg ville knytte mig til det her sted og da slet ikke komme til at savne det, når jeg engang skulle herfra igen. Men lige nu, hvor klokken er 01.04 og jeg lige har sagt godnat til familien efter en herlig middag og en god snak, er det alligevel med lidt tristhed, at jeg pakker min kuffert og gør klar til sove en sidste gang på mit værelse. Jeg var ikke i humør til at fortsætte min rejse, da jeg forlod Buenos Aires. Argentina var i mit hoved Buenos Aires og det havde jeg det helt fint med. Jeg havde ikke engang lyst til at se mere af Argentina. Men efterhånden som dagene er gået, har jeg fået modet tilbage. Selvom det har regnet, selvom der har været massive kulturforskelle - Så tak, Córdoba - for at vise mig, at det var den helt rigtige beslutning, at forlade Buenos Aires, selvom det var svært. Jeg er klar til at tage videre, jeg er klar til at fortsætte eventyret - for et eventyr, det er det i hvert fald!

Today is the day I'm leaving for Mendoza. Yesterday was spent in Carlos Paz, a small city in the Sierras of Córdoba. It's a beautiful place and the weather was amazing - first time I saw the sun since I got here and the first day without any rain. It was perfect. Perfect way to end my stay in Córdoba. It has been rough I have to admit, leaving Buenos Aires was hard. Very hard. But it's starting to get brigther, and I think I'm ready to travel. I'm ready to see this continent.