Hvad jeg har lært efter 94 dage i Argentina

Nu, hvor jeg har forladt Argentina, er det vist tid til at en opfølger på mit første indlæg, nu hvor jeg er i bedre stand til at komme med sjov og totalt ubrugbar insider viden om argentinerne og deres smukke, men uorganiserede land. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, da det er grove generaliseringer - og det er jo derfor, at det er sjovt!

1. Dulce de leche - de spiser det til alt. Dulce de leche er 'bare' kondenseret mælk, der er lavet til en karamelagtig substans ved langsom opvarmning, men det smager af langt mere. Og argentinerne er vilde med det. Alt smager af det. Det er mere almindeligt at finde noget med dulce de leche-smag, end noget der ikke har dulce de leche-smag.. Alt. Faktisk er det svært at finde noget sødt, der ikke smager af det. Dulce de leche er for argentinerne, hvad peanut butter er for Nordamerika og hvad Nutella er for Tyskland. Da jeg var i Buenos Aires, var jeg ikke synderligt vild med det, det var lidt overvurderet i min optik - men efterhånden er jeg begyndt at se, hvorfor de er så vilde med det. Det smager nu okay! Højdepunktet i mit turbulente forhold med dulce de leche, var da jeg smagte hjemmelavet italiensk dulce de leche-is i Santiago. Jeg har helt seriøst aldrig smagt noget bedre.

2. Stivelse/hvedemel (er det egentligt det samme?) - det er en mærkelig ting at nævne, men jeg bliver simpelthen nødt til det. I Danmark og i de fleste andre vestlige lande er vi meget varsomme med, hvor meget stivelse, vi indtager - det er jo de tomme kulhydrater - og da især når det kommer til brød og pasta lavet af mel, der ikke er fuldkornsmel, speltmel eller andet fancy. Vi tænker over det og det vil jeg da mene, at de fleste danskere gør.. det er bestemt ikke den generelle mentalitet i Argentina og især ikke på landet. Det hvideste af det hvideste brød til alle måltider og pasta er nærmest grundstenen i det argentinske køkken sammen med hvide ris. Et aftensmåltid kan sagtens bestå af pastaskruer drysset med revet ost. Og der er slet ikke noget mærkeligt i det. ¡Ricisimo!

3. Jeg kan ikke sige det nok - punktlighed findes simpelthen bare ikke i den argentinske ordbog. Punktum.

4. Når man hilser på hinanden i Argentina, er det med et kys på højre kind. Det gælder alle, selv mænd og mænd imellem. Det var svært at vænne sig til i starten, men nu elsker jeg det og jeg gør det med alle mine venner, inklusive de skandinaviske af slagsen. Det var vildt - første gang jeg så to drenge på min alder kysse hinanden på kinden, var jeg lige ved at falde ned af stolen - men nu hvor jeg er vant til det, og selv hilser sådan på alle - så elsker elsker elsker jeg det! Det er en lille bitte ting, men den gør bare meget for, hvordan man er sammen med hinanden i sociale sammenhænge. Det 'åbner' samtalen/samværet på en herlig måde og vi burde gøre præcis det samme i Danmark!

5. Europa bliver lidt opfattet som paradis på jord i Argentina, og du er næsten sikker på, at folk automatisk vil være interesseret i dig, hvis du er europæer. Hvor de ikke er så vilde med nordamerikanere, elsker de europæere, omend de stadig stirrer på os - overbeviser mig selv om, at det er en positiv nysgerrighed. Det er til dels medierne skyld, det med amerikanere. En dag, da jeg sad og konverserede med min værtsfamilie ved aftensmadsbordet i Córdoba, snakkede vi om USA og da de fandt ud af, at jeg jo har boet i Texas, fik de et meget mærkeligt udtryk i ansigtet og de kiggede endnu mærkeligere på mig, da jeg fortalte dem, at jeg elskede det; "Alle folk fra USA er jo ligesom The Simpsons! De er dovne og tror at deres land er det eneste i verden." Now, I know at det selvfølgelig kun er én udtalelse og jeg skal ikke basere et helt land på en enkelt sætning, men den generelle indstilling til nordamerikanere og USA synes ikke at være ikke særlig positiv og i de fleste tilfælde heller ikke særlig velbegrundet. 

Men Europa, det er lige sagen! De fleste argentinere har aldrig forladt deres land (hvilket er meget normalt i Sydamerika) og for manges vedkommende er Europa en uopnåelig drøm og vil altid være det, blandt andet på grund af vekslingskuren for euro og det sorte marked. Som turist i Argentina får du en fantastisk kurs for de euro, du sælger, men det er lige omvendt for argentinerne. Desværre. Det hele sammensmeltet har skabt et billede af Europa som værende the place to be - Vi har jo Rom, Paris, Berlin.. Vi har jo alt! Og Spanien jo, ikke? Nej? Okay.. når jeg fortalte folk, at mit foretrukne europæiske land er Spanien, så blev der ofte pinlig tavshed. Så det holdt jeg hurtigt op med, da jeg fandt ud af, at heller ikke spanierne er særligt populære i argentinernes bog. Det var så to af de lande, der står mit hjerte nært, hvad bliver det næste? At de også hader japanerne? Spanierne var jo de onde kolonister, der kun var ude på at dræbe de indfødte og stjæle deres guld  - I swear to god, jeg joker virkelig ikke, når jeg siger, at jeg mødte op til flere argentinere, der hadede spanierne grundet deres kolonisering af Latinamerika. Ja, den kolonisering, der fandt sted for flere hundrede år siden. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde - det ville jo være det samme, hvis vi hadede tyskerne på grund af det, nazisterne gjorde under 2. verdenskrig. Det er komplet latterligt.

6. Fernet con Coca. Fernet Branca med Coca Cola. Argentinas uofficielle nationaldrik sammen med maté. Drinken stammer fra Córdoba, men den drikkes i hele landet, især af de unge. Da jeg var til fest i forstæderne i løbet af min første uge og rigtig lærte at feste på argentinsk, var Fernet con Coca det første, jeg skulle smage og jeg har ikke turdet drikke det siden. Det er mig stadig et under, at jeg ikke kastede det op igen og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan drikke det. Jeg har aldrig nogensinde smagt noget værre. Men alligevel er det for dem, hvad øl er for de danske unge, når det kommer til alkoholvaner og det er altid der, der står øverst på menukortet i baren.

7. Hvor punktlighed ikke findes i den argentinske, så gør ordet hjælpsomhed i den grad og det er en af de ting, jeg elsker ved Argentina. Jeg mødte ikke nogen argentinere, der ikke ville gå uanede længder for at hjælpe mig med hvad end jeg havde brug for. De tager sig af dig, folk siger 'mi amor', selvom de knapt kender dig. Argentinerne er hjertevarme folk og selvom det godt kan være kvælende nogle gange - jeg oplevede især mange gange, at flere af mine venners mødre var lige en tand for overbeskyttende overfor mig (jeg har nok i én mor, der bekymrer sig for meget om mig og jeg behøver ikke flere, selvom hun sidder på den anden side af jorden, hæhæ) - så mener de det jo godt! Men det er også interessant at betragte fra en kultural vinkel - det er en genspejling af familiemønsteret og det faktum, at de fleste unge argentinere først bliver selvstændige i en sen alder. De flytter hjemmefra meget sent, hvis man sammenligner med eksempelvis den skandinaviske standard. Familien holder sammen og alle tager sig af hinanden. Det er nok også derfor, at der var mange, der ikke forstod, hvorfor jeg var taget så langt væk, i så lang tid, uden min familie. Det spørgsmål, jeg fik stillet flest gange, var nok 'savner du ikke din familie?' Familien er utrolig vigtig for sydamerikanere. Dermed ikke sagt, at de ikke er selvstændige, men de kæmper ikke alene. Man står sammen. Der var ikke noget, jeg ikke kunne få hjælp til. Folk bekymrede sig om mig, selvom de overhovedet ikke havde nogen forpligtigelse til det. Det var skønt.

8. Bybusserne. Det er den vildeste rutsjebanetur på veje, der i forvejen er livsfarlige, og det er mig stadig en gåde, hvorfor der ikke sker flere trafikuheld i Buenos Aires, end der gør. Hvad er deres hemmelighed? Jeg udviklede nerver af stål til sidst og troede jeg var uovervindelig på transportplanet. Det kunne jeg så, første gang jeg stiftede bekendtskab med busserne Bogotá, ulykkeligt konstatere, at det var jeg i hvert fald ikke! Men jeg lærte at bruge busserne i Buenos Aires og det er vist en ting, jeg kan være stolt over - Buenos Aires er en af de byer i verden med flest buslinjer. Og der er ikke noget kort over dem. Det er erfaring og fejl, der gør, at du til sidst kan tage en bus uden at fare vild. Og de fleste turister holder sig til metroen, hvilket gør det endnu sejere at kunne tage bussen som udlænding og gør det nemmere for mig at lade som om, at jeg er porteño. High five!

På trods af mange mærkelige ting, så er Argentina et herligt land (og jeg er seriøst forelsket i Buenos Aires, det er stjerneklart for mig nu hvor jeg ikke er der mere) og jeg behøver vist ikke sige, at jeg glæder mig til juli, hvor jeg skal tilbage på visit, inden turen går tilbage til Europa!