Bogotá og de første indtryk

Arepas rellenas, typisk columbiansk - det glædede jeg mig virkelig til at spise igen!

Bogotá, hovedstaden i Columbia, er den 3. største by i Sydamerika efter de to verdensmetropoler i Brasilien, Rio og Saõ Paulo. Her bor omkring 8 millioner mennesker, hvis ikke mere. Og det kan mærkes. Byen er kaotisk, farverig og de smukkeste kolonibygninger ligger side om side med futuristiske skyskrabere.

Og nu må jeg nok hellere fortælle lidt mere om min tilbagevenden til den nordlige halvkugle. Colombia er meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde hørt så forfærdeligt mange ting om det her land før jeg ankom - mange forskellige ting. Folk er ikke helt enige om, hvad for en størrelse, Columbia egentlig er. De fleste har sat spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig ville her og hvorfor Columbia lige skulle med på min rejseplan. Og på den anden side står alle mine columbianske venner, der hver og en har forsikret mig om, at det absolut ville være det hele værd - deres land er jo det smukkeste i hele verden.

Så da jeg steg ombord på flyveren i Lima mandag eftermiddag, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente at se, når jeg et par timer senere ville lande i Columbia. Det, som størstedelen tænker, når man siger Columbia, er narkokarteller, kriminalitet og korruption. Og jeg skal gerne indrømme, at selvom de fordomme for længst var blevet tilintetgjort af alle de skønne columbianere, jeg har mødt gennem tidens løb, så var det svært ikke at være mærket af det ry, landet jo nu engang har. Jeg var maksimalt opmærksom fra det øjeblik, jeg trådte ud af flyet. 

Og de første par timer i et helt nyt land var fyldt med nye indtryk; den gæstfrihed, som er udbredt i hele Latinamerika, er Columbia i særdeleshed kendt for. Og det er en af de eneste ting, jeg har hørt om Columbia, der har vist sig at være sand. Folk, der har absolut ingen forpligtigelse til at hjælpe mig, har inviteret mig indenfor og åbnet deres hjem op for mig. Jeg er blevet inviteret til middage og fester af folk, der slet ikke kender mig. Så sent som i dag var jeg med mine værtsmødre til ægte traditionel columbiansk frokost i udkanten af Bogotá. Bare fordi værtinden gerne ville møde mig og vise mig noget af den traditionelle gastronomi. Bare fordi. Bare fordi gæstfriheden er en grundlæggende del af de mennesker, de er. De kigger mærkeligt på mig, når jeg spørger, om jeg må tage et bad. Det spørger man da ikke om i sit eget hjem. Jeg bor i en del af Bogotá, hvor der absolut ikke kommer turister. Jeg er sikker på, at jeg er den eneste udlænding i miles omkreds. Columbia er ikke ligesom Argentina, hvor der bor tusindvis af europæere og nordamerikanere. Columbia er for det meste bare columbianere og Bogotá virker ved første berøring ikke som at være en vanvittigt international by - ikke som jeg så det i Santiago og Buenos Aires. Og det er interessant. Det er en verden til forskel at være her, som høj og lyshåret - og jeg skal lige finde ud af, om det er en god eller dårlig ting. Folk kigger rigtig, rigtig, rigtig meget. Og jeg har snakket med en mine venner, der forlod Bogotá som 15-årig og hun fortalte mig, at hun aldrig havde set en asiat, før hun flyttede til USA. Og at det slet ikke er ualmindeligt.

For netop på grund af det ry, Columbia desværre stadig har, er her ikke mange udlændinge, hvis man sammenligner med andre sydamerikanske lande. Og så er det jo kun naturligt, at de kigger grundigt efter, når de endelig ser en, der ser anderledes ud. Jeg synes derimod ikke, det er naturligt (eller høfligt for den sags skyld), at de ligefrem vender sig efter mig og stirrer helt ukontrollabelt, men det må jeg jo bare tage med. Den oprigtige interesse, jeg møder, fra de mennesker, der ikke kan nøjes med at stirre, men også henvender sig varmt og venligt til mig - ja, det opvejer ligesom alt det andet. Det starter som regel med en undren, en positiv undren over, hvad der har bragt mig til deres land. For de er udmærket godt klar over, hvordan folk ser på deres land i andre dele af verden. Og ja, nok er der narkokarteller, og de er garanteret nemme nok at opstøve, hvis det er det, man vil - men det skal man bare lade være med, ligesom man ikke skal vade ind i den fattigste af den fattigste favela i Brasilien. Har man sine forholdsregler og sin sunde fornuft, er man godt på vej. Og netop derfor får jeg at vide af folk, at de er glade for, at jeg har valgt at se bort fra det og tage herhen. Og ved I hvad?

.. det er jeg også.