Jeg vil gerne på forhånd undskylde for mit danske sprog - jeg har snakket dansk en enkelt gang herovre siden jeg ankom. Det bliver ikke vedligeholdt. Undskyld sprog..
Nu til det overordnede: Min 'vigtige-dage-tællingsmaskine' på min iPad fortæller mig at jeg har været i Texas i 21 dage. Så er spørgsmålet så bare: Hvordan har jeg det egentligt?
Det er svært at beskrive med ord. Et ord dækker bestemt ikke. Og 200 gør heller ikke. Men som bekendt kan jeg noget med ord (eller er det bare dig mor der synes det?) og derfor vil jeg vove mig ud i at prøve alligevel.
Når jeg står op om morgenen har jeg absolut ingen idé om hvad dagen bringer. Det eneste jeg ved er at det ikke vil gå som nogle af os forventer. Jeg kan måske tro at jeg skal alene ud på en dejlig lang indkøbstur til det lokale supermarked og hygge mig med at smage på de forskellige lokale, friske og lækre madvarer som supermarkedet distribuerer - og så alligevel ende op i biografen med to 11-årige piger og en sød lille dreng der bogstavlig talt hev mig ud af supermarkedet som om at det at se Despicable Me 2 var det vigtigste i hele verden. Jeg kunne ikke andet end at grine. Livet er uforudsigeligt - det bliver jeg mindet om hver eneste dag herovre. Og jeg kan ikke lade være med at smile. Og jeg havde en hyggelig eftermiddag.
Der er helt klart udfordringer - det kan være så hårdt at jeg aldrig havde drømt om det. Og det er så nu jeg skal sige 'men det er det værd' - jeg springer på den klichefyldte vogn og siger det: det er det hele værd. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange folk der har spurgt mig om jeg ikke savner Danmark, min familie og alt det der gik under kategorien 'hele mit liv' for bare en måned siden. Og for at være helt ærlig - det er ikke det, der er udfordringen. Jeg finder det tværtimod ret svært at savne det, jeg efterlod, når det jeg har fået herovre er så godt. Men det er ikke det, det skal handle om. Det skal ikke handle om mit nye liv versus mit gamle liv. Det skal handle om nuet. Det skal handle om de ting der gør, at jeg ikke har tid til at savne det gamle.
Jeg smiler ret meget herovre. Det er svært at lade være. Det er svært ikke at smile når folk du knapt kender, folk du aldrig nogensinde har talt med før - når de tager dig ind og betragter dig som en ven, endda et familiemedlem, selvom du fra starten af kun har haft en meget svag eller ingen relation til dem - det kan ikke beskrives med ord.
Når dit værtsbarn fortæller dig at han elsker dig, du siger du elsker ham mere, hvorefter han siger 'that's not possible'. Når dit andet værtsbarn undskylder for sin opførsel og siger at hun faktisk er ret glad for at du er her. Når du har fået så mange nye venner at det er svært at holde styr på dem alle sammen. Når du kan sidde på sidelinjen til baseball træningen en tirsdag aften og se solen gå ned i horisonten. Når du sidder i bilen en fredag aften på de texanske motorveje og lytter til delvist lyden af ægte country musik og lyden af din værtsfamilie der alle sammen glædeligt synger med i et mere eller mindre falsk toneleje. Når din værtsfar bruger dig som tolk til at kommunikere med de venlige mexicanske arbejdere, der sætter haven i stand og du på den måde ved at der er brug for dig. Når du løber en tur om aftenen i 30 graders varme og du vender hjem gennemblødt da du selvfølgelig valgte at gå ud på præcis det tidspunkt hvor alle nabolagets sprinklere er tændte. Når en af dine tætteste veninder bor across the street og du efter en lang dag uden videre kan gå over til hende og snakke i flere timer imens I sidder i jacuzzien. Når du får at vide at du ingen accent har. Når du bliver bedt om at sige navnet på den by, du er fra og hvilket land du kommer fra og godt 50% (på en god dag) af folk ved hvor Danmark faktisk ligger. Når din venindes værtsfar på forhånd tror, at du ved alt om vikingerne bare fordi du er skandinavisk. Når folk faktisk hilser dig på med et 'howdy!' og du faktisk indser at du er i Texas. Du bor i Texas. The Friendship State hvor uhøflighed er en by på månen. Behøver jeg sige mere?
Jeg har oplevet så meget at jeg ikke engang kan huske halvdelen og min dagbog indeholder kun halvdelen af alle de ting jeg har set, smagt, hørt, oplevet, følt og mærket siden jeg ankom. Der er noget nyt hele tiden. Det er det, der er så fantastisk ved det her. Det er hverdagen. Det er nu ikke så slemt.
Bevares, det er skønt med et et 400 kvadratmeter stort hus, en himmelsk swimmingpool i baghaven, det er skønt med egen bil (og en benzinpris på 4,5 kroner pr. liter!), det er skønt med alle de materialiske goder, det fyldte køleskab og alt det luksuriøse..
.. men de bedste ting i livet? De er gratis.
As from today, I've been in Texas for 22 days. Time sure does fly by. There are so many things I could say about this, but I can't even begin to describe all the things I've already seen, heard, felt, tasted, touched and experienced. This is so much more than I thought it would be when I decided to go here. I also thought I would miss the things I left behind, but I've found it quite hard to miss something when what I have here is so amazing. I have a family here. I have the most amazing friends one could ever want. I have people that loves me.
This is the part where I would, if I believed in God, would thank him for everything I have. But it's not due to him that this has happened - I made it happen. So thank you me. It's awesome.
Sure, the 4000 sq ft house is nice. The pool in the backyard is also quite nice. My own car and a gas price that's less than half of what I'm used to, that's nice too. But none of that really matters. This is what matters.
No comments:
Post a Comment