En lille bid af Japan i Argentina

Efter en aften tilbragt i det pulserende natteliv, der karaktiserer Buenos Aires, var der ikke meget, jeg kunne overkomme at lave i torsdags. Der var dog én ting, som jeg har haft på min liste lige siden jeg vidste, at jeg skulle hertil og det var nok alligevel det, der stod højest på min liste; nemlig at se den japanske have, el Jardín Japonés. Til tider kan jeg stadig mærke små stik af savn til Tokyo - ikke bare turen, men byen generelt, dens finurlige skønhed - og jeg havde høje forventninger.

Jeg begav mig afsted mod Palermo og jeg bliver altid lige overrasket, når jeg tager derhen; jeg bor i centrum af Buenos Aires (kaldt Microcentro) med alt hvad det indebærer - skyskrabere, larm, neonlys og horder af forretningsfolk, der altid lader til at have travlt. Palermo, som den nordvestlige del af byen bliver kaldt, er stille, rolig og fyldt med grønne åndehuller. Alt det, som Microcentro ikke er. På den måde minder byen faktisk en lille smule om Tokyo. Hver bydel er som en by i byen, alle sammen forskellige dele, der tilsammen udgør en by. En lille del af mig håbede inderligt, at haven ville være en lille del af Japan. En lille bid af Japan i Argentina. 

Da jeg ankom, blev jeg mødt af en japaner, som varmt bød mig velkommen og kommenterede min t-shirt (jeg havde i dagens anledning påført mig min kære Hard Rock-trøje fra Tokyo). Og imens jeg gik rundt i haven, kunne jeg faktisk mærke hvordan jeg havde det som om at jeg var i Japan igen. Jeg havde det som om at Luna gik et eller andet sted i haven og tog billeder, og at vi skulle vende hjem til bakpak Tokyo Hostel igen om aftenen. Det var ikke bare virkelig mærkeligt, det var også fantastisk dejligt. Det mindede mig om og tog mig tilbage til en tur, der på mange måder åbnede mine øjne og viste mig en del af verden, jeg næsten ikke anede eksisterede. Det var min første tur udenfor Europa, og første tur med Luna så langt væk til et sted, hvor vi ikke kunne sproget. Det var den første tur uden så meget planlægning og uden så meget gennemtænkning. Det var bare afsted. Og det var det, der var så fedt ved det hele. 

Selvfølgelig kunne haven overhovedet ikke måle sig med noget af det, vi så i Tokyo. Den var ekstremt lille og virkede alt for kunstig og påtaget, hvilket nok ikke er så mærkeligt, siden jeg befinder mig på den sydlige halvkugle og klimaet er markant anderledes her, end det er ved det nordlige Stillehav.

Men den kunne få min krop og mit sind til at genkalde de følelser og de indtryk, som jeg mærkede i Japan og som jeg forbinder med Tokyo og det var nok i sandhed det, jeg var kommet for. 

Tokyo og Buenos Aires minder meget om hinanden på de punkter, man især som turist mærker, når man har tid til at udforske og fortabe sig en i by på den der 'vi slentrer bare gennem byen og suger indtryk til os'-måde. Det er nok derfor, jeg følte mig så nostalgisk. De har mange ligheder, men de er samtidigt vidt forskellige - de er kontraster. Det er lidt ligesom Microcentro og Palermo: Buenos Aires er beskidt og fyldt med grimme ting. Tokyo er pæn og mere end præsentabel. Begge er fyldt med liv, kontraster, charme, historie og farver. Og de har en ting mere til fælles: de er begge to fantastiske og selvom jeg savner Tokyo rigtig meget, så er Buenos Aires ingen ringe trøst.